Det skrift, som du nu holder i dine hænder, er så
overbevisende, at det er blevet oversat til et dusin
forskellige sprog og forbudt eller på anden måde
undertrykt næsten lige så mange steder
"DID SIX MILLION REALLY DIE" blev oprindelig
udgivet i 1974 af Historical Review Press i England.
Det blev en umiddelbar succes, og selv om ingen
boghandler ville føre den, spredtes kendskabet hurtigt .
En tysk udgave blev udgivet i samarbejde med tidligere
skolelærer og forfatter Udo Walendy. En fransk udgave
var udsendt af skolelæreren Francois Duprat, som tragisk
blev myrdet af en bilbombe. Hans hustru blev alvorligt
såret, og Duprats politiske parti, Front National blev
overtaget af opportunister.
Skriftet havde trods nogle fejl katalytisk effekt. D.
Robert Butz fra Northwestern University i Chicago
aftalte med HRP at udsende en bog om emnet. The Hoax
of the Twentieth Century. Dr. Robert Faurisson på
Universitetet Lyons-2 i Frankrig begyndte også at udgive
sine egne opdagelser vedrørende "Holocaust". Over hele
verden, i Canada, Australien, Sydafrika, Sverige sprang
holocaust-revisionister ud af skabene, mange af dem
oprindeligt inspireret af dette lille skrift.
Snart begyndte magthaverne at lægge mærke til det. i
Sydafrika begyndte South African Jewish Board of
Deputies sig 1976 til Publication Board for at få
D6MRD
forbudt i sydafrika. Den lokale udgiver S.E.D. Brown
kæmpede bravt; men mangel på kapital og hans fremskredne
alder forhindrede ham i at forfølge sagen til effektiv
appel.
For at fejre sin succesrige frække "censurvirksomhed"
udsendte Deputies deres sag mod D6MRD i bogform :
Six Million Did Die, som nu udkommer i anden udgave.
Kun et par af Deputies kritikpunkter var legitime.
Resten af bogen består af indlæg fra retshistorikere og
politikere af alle arter, der udtaler sig nedsættende om
D6MRD?
uden at fremkomme med faktuel kritik Af særlig interesse er
"ekspert"-vidnesbyrdet af professor Hugh Trevor-Roper,
der senere bragte sin ekspertise stærkt i vanry ved at
attestere den falske "Hitler-dagbog". Også
underdanigheden hos den reformerede nazist Albert Speer,
hvis brev faktisk vidner mere til fordel for
revisionisterne end for eksterminationisterne (Hans brev
gengives bagerst i denne udgave af D6MRD?)
I et forsøg på at komme uden om det sydafrikanske forbud
forandrede HRP midlertidigt titlen til Six
Million Lost and Found. Men på grund af den
oprindelige titels enorme popularitet er vi nu vendt
tilbagetil denne.
Surrogat- eller"bootleg" kopier af
D6MRD? begyndte at dukke op, særligt i USA og
Canada. Nogle af disse udgaver var godkendt af HRP,
mange var ikke. I Toronto udgav den tyske forlægger
Ernst Zündel sin egen udgave med fire ny sider med hans
eget introduktionsmateriale og konsekvent
sidenummerering. Modigt sendte han gratis kopier til
canadiske medlemmer af parlamentet, præster,
journalister og mediefolk. Ivrig efter at lave en
historie viste en ansat ved Canadian Broadcasting
Association en kopi til en professionel "overlever" Mrs
Sabina Citron, der leder sin egen Holocaust Remembrance
Association . Rasende over at der eksisterer sådanne
afvigende meninger og presset af CBA reporteren rejste
Mrs Citron privat søgsmål mod Zündel under henvisning
til en meget ubemærket og forældet lov, der forbyder
udgivelser af 'fslske nyheder'. Hun forlangte så, at den
offentlige anklager for skattebetalernes penge skulle
overtage sagen. Selv om Mrs Citrons gruppe var
ekskluderet af Toronto Jewish Federation, og skønt hun
selv havde haft problemer med loven, gik de offentlige
anklagere ydmygt med på hendes krav. Og blot for at give
godt mål medtog de et andet akrift, som Zündel nylig
havde udgivet (men igen ikke havde skrevet). Zündel blev
fremstillet for retten, og forundersøgelser blev afholdt
i juni 1984.
Anklagemyndigheden fremstillede 11 vidner. Der var to
Holocaust-'eksperter' : John Fried og Raul Hilberg. Men
Frieds vidnesbyrd var så svagt og hans politiske
perspektiver så gennemsigtigt venstreorienterede, at han
ikke blev genfremstillet ved hovedretssagen.
To overlevere blev afhørt : Mrs Sabina Citron og Arnold
Friedman. Mrs Citron's beretning om hendes
krigstidsoplevelser var så dagligdags, at hun til sin
store sorg heller ikke ville blive bedt om at vidne ved
hovedretssagen. Skønt Zündel havde forberedt sig
grundigt til forundersøgelsen ved at indkalde
revisionistiske forskere fra alle kanter af jorden,
forstod hans sagfører på dette tidspunkt slet ikke
sagens perspektiver. Derfor regnede Hilberg og Co.
selvsikre med en let sejr. Det skulle gå helt
anderledes.
Da selve sagen begyndte i januar 1985 (for et
nævningeting) havde Zündel fået en ny sagfører, en
dynamisk, agressiv, politisk begavet vestcanadier :Doug
Christie. Selv om denne ikke tidligere havde
interesseret sig for revisionisme, forstod han straks
argumenterne. Zündel medbragte igen sin egen stab af
eksperter; dels for at hjælpe Christie med
forundersøgelserne, dels for at de kunne optræde som
vidner for forsvaret.
Ironisk nok var både forsvarer og anklager enige om, at
D6MRD? i hovedsagen var korrekt, og at kun små
punkter var forkerte. Men anklagemyndigheden havde sat
sig for at bevise, at hele revisionismen var forkert, og
sådan blev det til, at det blev selve "holocaust", der
kom for domstolen. Christie udnyttede denne situation
fuldt ud ved nådeløst at grille hele rækken af
anklagevidner. En lamslået Hilberg tog sine udtalelser
stadig mere tilbage, så langt, at han senere blev
angrebet af amerikanske jøder på grund af sin svage
fremtræden.
Dommeren, der havde stået for forundersøgelsen, havde
været en uinteresseret "god gammel dreng"; men den
dommer, Hugh Locke, der ledede selve sagen, viste sig at
være ekstremt fjendtlig og partisk. Det blev senere
opdaget, at han som advokat i sit eget firma havde
udført juridisk arbejde for fru Citrons Holocaust
Remembrance Association ! Locke tillod
anklagemyndigheden at fremføre alle slags andenhånds
vidner og ganske særligt en følelsesladet film.
Efter syv en halv uge fandt juryen Zündel skyldig med
hensyn til D6MRD? (men ikke -skyldig med hensyn til det
andet skrift) og han blev følgelig idømt 15 måneders
fængsel
og automatisk udvisning bagefter. Trods den strenge dom
var de canadiske jøder nedslåede, og mange klagede
bittert over, at sagen blot havde givet revisionisterne
en platform for deres anstødelige opfattelser. Zündel
betragtede sagen som en sejr. Han havde luftet
revisionistiske synspunkter for offentligheden. Der
havde været stor og temmelig saglig pressedækning af
hele sagen. Og han havde vundet et stort antal ny
tilhængere, der aldrig før havde hørt hans budskab.
I Storbritannien, hvor det ikke er forbudt at fornægte
Holocaust, sagde en talsmand for Jewish Board og
Deputies, at retsforfølgelse blot ville give uønsket
publicitet. Men andre medlemmer af det jødiske samfund
havde andre idéer.
I 1980 bealuttede en journalist ved en kommunistisk
udgivelse med det falske navn
'Søgelys' sig til sammen med konsorter at fremme
hukommelseshullerne i Georg Orwells sandhedsministerium
ved at sætte ild i det firma, som formodedes at
fremstille
D6MRD? Skader for 60.000 £.
Denne mand, der havde to tidligere domme bag sig, blev
hurtigt arresteret og af en forstående dommer idømt to
et halvt års fængsel.
I 1987 fik en mand en ganske passende dom på fire år for
brandstiftelse mod en synagoge : skader 500 £. Han havde
ingen tidligere domme. Hans forsvar var, at hans fader
var blevet myrdet af jøderne i Palæstina.
Da vi her på Historical Review Press værdsætter
nøjagtighed har vi svaret på canadiske jøders kritik af
D6MRD? ved at rette de få fejl, der fandtes. De
fleste af disse fejl blev overført til førsteudgaven fra
tidligere arbejder. Det må huskes, at f.eks. Rassinier
var helt alene og uden resurser. Det er derfor ikke
forbavsende, at hans pionerstudier indeholdt nogle fejl,
som senere gik igen i l. udgaven af D6MRD?. I
denne helt ny udgave håber vi at have fjernet alle
sammen.
Endelig er vi meget taknemmelige mod den canadiske
regering for at have gjort opmærksom på disse mindre
fejl, så at vi kunne rette dem; men det undrer os lidt,
om det var værd at anvende millioner af skatteydernes
penge på en proces, når et 50 c. frimærke på et brev
havde været tilstrækkeligt.