10
Endelig
sandheden :
Paul Rassiniers værk
Uden tvivl har det mest
betydningsfulde bidrag til et sandfærdigt studium af
udryddelsesspørgsmålet været arbejdet af den franske
historiker, professor Paul Rassinier. Dette arbejdes
overlegne værdi ligger først og fremmest i det faktum,
at Rassinier på sin egen krop havde oplevet livet i de
tyske koncentrationslejre, og i at ingen kunne være
mindre tilbøjelig til at forsvare Hitler og national
socialismen end han, der var socialistisk intellektuel
og antinazist. Men for retfærdighedens og den historiske
sandheds skyld brugte Rassinier resten af sin levetid,
han døde 1966, til forskning, der helt gendriver myten
om De Seks Millioner og legenden om nazismens
djævelskab.
Fra 1933 til 1943 var Rassinier professor i historie ved
College d'enseignement général i Belfort, Academie de
Besancon. Under krigen engagerede han sig i modstands-
arbejde, indtil han blev arresteret af Gestapo 30.
oktober 1943, og således blev han fange i de tyske
koncentra- tionslejre Buchenwald og Dora indtil 1945.
Hen imod krigens slutning blev han i Buchenwald angrebet
af tyfus, der nedbrød hans helbred så stærkt, at han
ikke kunne genoptage sin lærergerning. Efter krigen blev
han belønnet med Medaille de la Résistance og
Reconnaissance Francaise, og han blev valgt ind i det
franske debuteretkammer, fra hvilket han blev fordrevet
af kommunisterne i november 1946.
Rassinier gik da i gang med sit store værk, en
systematisk analyse af de påståede tyske
krigsgrusomheder, særlig den formodede "udryddelse" af
jøderne. Meget lidt forbavsende er hans bøger ikke
særligt kendt. De er sjældent blevet oversat fra fransk,
og slet ingen er udkommet på engelsk. [Eller på dansk.
O. a.] Hans vigtigste arbejder var : Le Mensonge
d'Ulysse (Odysseus's løgn, Paris 1949) en
undersøgelse af forholdene i koncentrationslejrene,
bygget på hans egne erfaringer; og Ulysse trahi par
les Siens
[Odysseus forrådt af sine egne, O.a.] Paris 1960, en
fortsættelse, der yderligere modbeviste
propagandisternes påstande om de tyske
koncentrationslejre. Hans monumentale værk blev fuldendt
med to afsluttende bind, Le Véritable Procès Eichmann
(1962) og Le Drame des Juifs européen (1964) i
hvilken Rassinier med omhyggelig statistisk analyse
afslører de uærlige og halsløse forvrængninger
vedrørende jødernes skæbne. Det sidste værk undersøger
også den politiske og finansielle betydning af
udryddelseslegenden og dens udnyttelse af Israel og de
kommunistiske magter.
En af Rassinier's mange fortjenester er, at han
afklæder myten om den unikke tyske "ondskab", og at han
så overbevisende afslører, hvordan historisk sandhed er
blevet tilintetgjort i ugennemtrængelig tåge af ensidig
propaganda. Hans undersøgelser viser afgørende, at
jødernes skæbne under anden verdenskrig, når den bliver
befriet fra fordrejninger og reduceret til virkelige
proportioner, mister deres pralende "enormitet" og viser
sig at være en hændelse i en større og langt videre
tragedie. I en omfattende foredragsrække i Vesttyskland
i foråret 1960 understregede professor Rassinier for de
tyske tilhørere, at det var på høje tid at få sandheden
om udryddelseslegenden frem, og at tyskerne selv burde
gå i gang med det, eftersom påstanden overfor verden var
en uretfærdig skamplet på Tyskland.
Påstanden om gaskamre
Rassinier kaldte sin første bog Odysseus's
løgnehistorier for at minde om det faktum, at rejsende
altid vender hjem med grove historier, og lige til sin
død undersøgte han udryddelseshistorier og prøvede at
spore deres forfattere. Han gjorde kort proces med de
vilde påstande om gaskamre i Buchenwald, som var
fremført i David Rousset's : The Other Kingdom
(New York, 1947. I Le Mensonge d'Ulysse p. 209
ff. viser han, der selv havde været
Buchenwald-fange, at der aldrig havde eksisteret noget
sådant der. Rassinier opsporede også abbed Jean-Paul
Renard og spurgte ham, hvordan i alverden han i sin bog,
Chaines et Lumieres havde kunnet bevidne, at
gaskamre var i virksomhed i Buchenwald. Renard svarede,
at andre havde fortalt ham om deres eksistens, og så
havde han sagt sig villig til at bevidne ting, han
aldrig havde set ( ibid, p, 209
ff.
Rassinier undersøgte også Denise Dufournier's Ravens-
brück : The Women's Camp og Death (London,
1948) og fandt igen, at forfatterinden ikke havde andre
beviser for gaskamre dér end de vage "rygter", som
Charlotte Borman bevidnede, bevidst var udspredt af
kommunistiske politiske fanger. Tilsvarende
undersøgelser blev gjort af bøger, som Philip Friedman's
This was Auschwitz : The Story of a Murder Camp (N.Y.,
1946) og Eugen Kogon's The Theory and Practice of
Hell (N.Y., 1950), og han kom frem til, at ingen af
disse forfattere kunne pege på ét autentisk øjenvidne
til et gaskammer i Auschwitz, og at de heller ikke selv
havde set noget. Rassinier nævner Kogons påstand, at en
afdød tidligere lejrfange, Janda Weiss, havde sagt,
alene til Kogon, at han havde været vidne til gaskamrene
i Auschwitz; men da denne person af naturlige årsager
ikke kunne opsøges, var Rassinier ikke i stand til at
undersøge denne påstand. Men han kunne interviewe
Benedikt Kautsky, forfatter til Teufel ind Verdammte,
som havde hævdet, at millioner af jøder blev udslettet i
Auschwitz. Kautsky bekræftede blot, hvad han bekendte i
sin bog, at han aldrig havde set et gaskammer, og at han
byggede sin information på, hvad andre havde "fortalt
ham".
Palmen for udryddelseslitteratur uddeler Rassinier til
Miklos Nyizli's Doctor at Auschwitz, i hvilken
fordrejningen af fakta, og de åbenlyse modsigelser og
skamløse løgne viser, at forfatteren taler om steder,
som han åbenbart aldrig har set (Le Drame des Juifs
européen, p. 52) Ifølge denne "doktor i Auschwitz"
blev 25.000 ofre udryddet hver dag i fire et halvt år,
hvilket er en grandios fremgang fra Olga Lengyel's
24.000 om dagen i to et halvt år. Det ville betyde i alt
enogfyrre millioner ofre i Auschwitz i 1945, to en halv
gange den totale førkrigsbefolkning af jøder i hele
verden. Da Rassinier ønskede at afsløre identiteten af
dette mærkelige vidne, blev han fortalt, at "han var død
nogen tid før udgivelsen af bogen." Rassinier er
overbevist om, at han aldrig var andet end en mytisk
figur.
Lige til sin død i 1967 rejste Rassinier regelmæssigt
rundt i Europa for at søge nogen, som virkelig var
øjenvidne til gaskammerudryddelsen i tyske
koncentrationslejre under anden verdenskrig; men han har
aldrig fundet en sådan person. Han opdagede, at ikke en
eneste af forfatterne til de mange bøger, der hævdede,
at tyskerne havde udryddet millioner af jøder, havde set
et gaskammer bygget til dette formål. Endnu mindre havde
de set noget i funktion. Heller ikke kunde nogen af dem
fremføre et eneste autentisk vidne, der havde gjort det.
Uvægerlig byggede tidligere fanger som Renard, Kautsky
og Kogon deres erklæringer på, hvad de havde "hørt",
ikke på, hvad de faktisk havde set. Altid drejede det
sig om "pålidelige" kilder, som uheldigvis næsten altid
er døde og derfor ikke i stand til at bekræfte eller
benægte deres erklæringer.
Helt sikkert er det vigtigste, der fremstår som
resultat af Faurisson's undersøgelser, at gaskamrene er
et mægtigt bedrageri. Alvorlige undersøgelser udført på
selve stederne har afsløret med uigendrivelige beviser,
at der - i modsætning til, hvad de oven eksaminerede
over- levende "vidner" hævder - aldrig eksisterede
gaskamre i Buchenwald, Bergen-Belsen, Ravensbrück,
Dachau og Dora, eller i Mauthausen i Østrig. Dette
faktum, der, som vi før har påpeget det, er attesteret
af Stephen Pinter fra U.S. War Office, er nu blevet
anerkendt og officielt indrømmet af instituttet for
samtidshistorie i München. Imidlertid peger Rassinier
på, at trods dette erklærer "vidner" igen ved
Eichmanprocessen, at de har set fanger i Bergen-Belsen
vandre af sted til gaskamrene.
Hvad de østlige lejre i Polen angår, viser Rassinier, at
hovedbeviset for eksistensen af gaskamre i Treblinka,
Chelmno, Belzec, Maidanek og Sobibor er de
miskrediterede memoranda af Kurt Gerstein, som vi før
har omtalt. Man vil huske, at hans oprindelige påstand
var den absurde, at 40 mio. var blevet udryddet under
krigen, medens han i sit første undertegnede memorandum
reducerede tallet til 25.000. Yderligere reduktioner
blev foretaget i hans andet memorandum. Disse dokumenter
blev betragtet som af så tvivlsom autenticitet, at de
ikke en gang blev tilladt ved Nürnberg-retten. Men de
fortsætter at cirkulere i tre forskellige versioner, en
på tysk (udsendt til tyske skoler) og to versioner på
fransk, som ikke stemmer med hinanden. Den tyske version
fremførtes som "bevis" ved Eichmann retssagen i 1961.
Endelig peger professor Rassinier på den vigtige
indrømmelse, som Dr. Kubovy, direktør for World Center
of Contemporary Jewish Documentation i Tel-Aviv, gjorde
15. december 1960 i La Terre Retrouvée.
Dr. Kubovi erkendte, at der ikke eksisterer en eneste
ordre om udryddelse fra Hitler, Himmler, Heydrich eller
Göring ( Le Drame des Juifs européen, p. 31, 39).
De Seks Millioner er
bedrageri
Det frygtelige propagandatal på Seks Millioner afviser
professor Rassinier på basis af uhyre detaillerede
statis- tiske analyser. Han viser, at det er fremstillet
ved, på den ene side inflation af førkrigstallet for den
jødiske befolkning uden at tage hensyn til emigration og
evakuering, på den anden side en modsvarende deflation
af antallet overlevende efter 1945. Det var den metode,
der blev anvendt af World Jewish Congress. Rassinier
afviser også alle skrevne eller mundtlige vidnesmål om
de Seks Millioner, af den slags som ovenfor er
beskrevet, fordi de er fulde af modsigelser,
overdrivelser og falsknerier. Som eksempel nævner han
hændelser i Dachau. I 1946 gentog pastor Niemüller
Auerbach's svigagtige "238.000" døde i lejren, medens
biskop Neuhäusseler fra München i en tale 1962 fastslog,
at "kun 30.000 af de 200.000 fra 38 nationer, der var
interneret der", døde ( Le Drame des Juifs suropéen,
p. 12). I dag er vurderingen reduceret med nogle flere
tusinde, og sådan fortsætter det. Rassinier fastslår, at
vidnesbyrd om de Seks Millioner afgivet af anklagede som
Höss, Hoettl, Wislieny og Hoellriegel, der stod til
dødsdom med håb om mildere straf, og som hyppigt blev
tortureret under deres fangenskab, er totalt
utroværdige.
Han finder det betegnende, at tallet Seks Millioner ikke
blev nævnt i retten under Eichmann-processen. "Anklagen
ved Jerusalem-retssagen havde bemærkelsesværdigt
nedtonet det centrale motiv, at seks millioner
europæiske jøder skulle være udryddet i gaskamre. Det
var en påstand, som let førte til domfældelse den dag
krigen sluttede i almindelig åndelig og materielt kaos.
I dag er der offentliggjort mange dokumenter, som ikke
var tilgængelige ved Nürnbergpro- cesserne, og som
tenderer mod at bevise, at selv om der skete uret og
forfølgelse mod jøder under Hitlers regime, kunne der
umuligt have været seks millioner ofre" ( ibid,
p. 123).
Ved hjælp af hundrede sider kryds-checket statistik
konkluderer professor Rassinier i Le Drame des Juifs
européen, at antallet jødiske ofre under anden
verdens- krig ikke kan have oversteget 1.200.000. Han
betragter dette tal som det absolutte maximum.
Emigration : den
endelige løsning
Professor Rassinier understreger kraftigt, at den tyske
regering aldrig havde nogen anden politik end oversøisk
emigration af jøderne. Han viser, at efter kundgørelsen
af Nürnberg racelovene i september 1935 forhandlede
tyskerne med briterne om overførsel af tyske jøder til
Israel på basis af Balfour-deklarationen. Da dette
mislykkede, bad de andre lande om at tage sig af dem,
men de nægtede ( Ibid, p.20). Palæstina-projektet
blev genoplivet i 1938, men brød sammen, fordi tyskerne
ikke kunne forhandle om deres afrejse på basis af
3.000.000 mark, som briterne forlangte, uden en
overenskomst om kompensation. Trods disse vanskeligheder
klarede Tyskland at sikre emigration af flertallet af
dets jøder, de fleste til USA. Rassinier nævner også
franskmændenes afvisning af Tysklands Madagaskar- plan
mod slutningen af 1940. "I en rapport 21 august 1942
mener statssekretæren for det tredje riges udenrigs-
ministerium, Luther, at det vil være muligt at forhandle
med Frankrig med henblik på dette og beskrev samtaler,
der havde fundet sted mellem juli og december 1940, som
blev afbrudt efter samtalen 13. december 1940 mellem
Momtoire og Pierre-Etienne Flandin, Laval's efterfølger.
Hele 1941 håbede Tyskland, at det ville blive i stand
til at genåbne disse forhandlinger og bringe dem til en
lykkelig afslutning" (
Ibid, p. 108).
Efter krigens udbrud blev jøderne, der, som Rassinier
minder os om det, havde erklæret Tyskland økonomisk og
finansiel krig allerede 1933, interneret i
koncentrationslejre "hvilket er den måde på hvilken
stater over hele verden behandler fjendtlige udenlandske
civile i krigstid - - - Det blev besluttet at omflytte
dem og sætte dem til arbejde i en enorm ghetto, som
efter den heldige invasion i Rusland henimod slutningen
af 1941 blev forlagt til de såkaldt østlige territorier
nær den tidligere grænse mellem Rusland og Polen : i
Auschwitz, Chelmno, Belzec, Maidanek, Treblinka etc, - -
- Der skulle de afvente krigens slutning, hvorefter
genåbning af internationale samtaler skulle bestemme
deres fremtid" ( Le Veritable Procès Eichmann, p.
20). Ordren til denne koncentration i den østlige
ghetto blev som tidligere nævnt givet af Göring til
Heydrich, og den blev betragtet som indledningen til
"den ønskede endelige løsning," deres oversøiske
emigration, når krigen var forbi.
Kæmpemæssigt
bedrageri
Vigtig for professor Rassinier er den måde, på hvilken
udryddelseslegende bevidst udnyttes politisk og
financielt. I dette finder han forståelse mellem Israel
og Sovjetunionen. Han peger på, hvordan en lavine af
fabrikeret udryddelses- litteratur dukkede op efter 1950
med stemplet af to organisationer, så bemærkelsesværdigt
synkroniseret i sine aktiviteter, at man meget vel
skulle kunne tro, at de var planlagt i partnerskab. Den
ene var "Komitéen for efterforskning af krigsforbrydere
og kriminelle", etableret under kommunistiske auspicier
i Warszawa. Den anden er "Verdenscentret for samtidig
jødisk dokumentation" i Paris og Tel-Aviv. Deres
udgivelser synes at fremkomme på fordelagtige
tidspunkter i det politiske klima, og for Sovjetunionen
er formålet simpelt hen at opretholde truslen fra
nazismen, som en manøvre for at aflede opmærksom- heden
fra dens egne aktiviteter.
For Israels vedkommende finder Rassinier myten om de
Seks Millioner som inspireret af rent materielle
problemer. I
Le Drame des Juifs européen (p. 31,39) skriver
han : " - - - Det drejer sig simpelt hen om med en
passende mængde lig at retfærdiggøre de enorme bidrag,
som Tyskland siden krigens slutning årligt har betalt
staten Israel som erstatning for skader, som det ikke
hverken moralsk eller legalt kan hævdes at have forvoldt
landet, eftersom der ikke eksisterede nogen stat Israel
på det tidspunkt, hvor de påståede handlinger fandt
sted. Det er således rent ud sagt et foragteligt
materielt problem.
"Måske må det være tilladt at minde om, at staten
Israel først blev oprettet i maj 1948, og at jøderne var
statsborgere i alle lande undtagen Israel, for at
understrege uhyrligheden af en svindel, der ikke kan
beskrives på noget sprog. På den ene side betaler
Tyskland til Israel summer, som er beregnet på basis af
seks mio. døde. Derudover betaler det, eftersom mindst
fire femtedele af disse seks millioner var i live ved
krigens slutning, store erstatningssummer til ofre for
Hitlertidens Tyskland, som stadig lever i lande over
hele verden udenfor Israel og til arvinger, hvilket
betyder, at det til de første (d.v.s. de seks millioner)
altså den store majoritet betaler to gange."
Konklusion
Her må vi kort opsummere de data, vi har, for jødiske
krigstids tab. Modsat de tal på over 9 mio. jøder i
tyskokkuperet område, som fremførtes ved Nürnberg- og
Eichmannprocesserne, er det allerede fastslået, at efter
intensiv emigration levede omtrent 3 mio. i Europa,
bortset fra Sovjetunionen. Selv når jøderne i den
tyskokkuperede del af Rusland regnes med (majoriteten af
russiske jøder blev evakueret bort fra tysk kontrol)
overstiger det samlede tal næppe fire mio. Himmlers
statistiker, Dr. Richard Korherr og Verdenscenteret for
samtidig jødisk dokumentation sætter tallene til
respektive 5.550.000 og 5.294.000, da tyskok- kuperet
område var størst; men begge disse tal indbefatter de to
mio. jøder i Baltikum og Vestrusland uden at tage hensyn
til det store antal af dem, som blev evakueret. Men det
er i det mindste en indrømmelse, at der ikke sammenlagt
var seks mio. jøder i Europa og Vestrusland.
Intet illustrerer bedre den dalende troværdighed i Seks
Millioner-legenden end det faktum, at anklagemyndigheden
ved Eichmann.pocessen bevidst undgik at nævne disse tal.
Dertil kommer, at officiel jødisk vurdering af tabene
ganske stille revideres nedad. Vor analyse af
befolknings- og emigrationsstatistik, såvel de studier,
der er gjort af Baseler Nachrichten og professor
Rassinier viser, at det simpelt hen er umuligt, at
antallet jødiske ofre kan overskride en og en halv
million.
Uden tvivl døde adskillige tusind jøder under Anden
Verdenskrig; men det må ses på baggrund af en krig, der
kostede mange millioner uskyldige ofre på alle sider.
For at stille sagen i perspektiv kan vi f.eks. pege på,
at 700.000 russiske civile døde under belejringen af
Leningrad, og at totalt 2.050.000 tyske civile blev
dræbt under allierede luftangreb og tvangsforflytning
efter krigen.
Det vigtigste spørgsmål vedrørende udryddelseslegenden
er naturligvis, hvor mange af de 3 mio. europæiske jøder
under tysk kontrol, der overlevede efter 1945. Jewish
Joint Distribution Commitee anslog antallet overlevende
i Europa til en og en halv million; men dette tal er
idag fuldstændigt uacceptabelt. Det bevises af det
stigende antal jøder, derkræver erstatning fra den
vesttyske regering for påståede lidelser mellem 1939 og
1945. I 1965 var antallet af sådanne krav, registreret
af den vesttyske regering tredoblet på ti år og nåede
3.375.000 (
Aufbau, 30 juni, 1965)
Intet bevis kan være mere tilintetgørende for den
uforskammede fantasi om de Seks Millioner. De fleste af
dem, der kræver erstatning er jøder, så der kan ikke
være tvivl om, at flertallet af de tre mio., der
oplevede den nazis- tiske okkupation af Europa faktisk i
høj grad er levende. Det er en bekræftelse, der giver
genlyd, på at antallet jødiske ofre under den
Anden Verdenskrig kun kan anslås til tusinder. Er dette
ikke lidelse nok for det jødiske folk ? Hvem har ret til
at sammenblande dette med et kæmpemæssigt indbildt
slagteri, og derigen- nem mærke en stor europæisk nation
med evig skam og svigagtigt vride økonomisk erstatning
ud af den ?
Albert Speer, der var nært fortrolig til Hitler,
fordømmer i følgende brev til en repræsentant for Board
of the Deputies og Jews in South Africa dette værk som
et væv af løgne, samtidigt med at han bekræfter bogens
hovedtema, at der ikke var nogen
officiel udryddelsespolitik for jøder eller nogen anden
minoritetsgruppe indenfor den tyske interessesfære på
den tid.
Heidelberg 6.5.1977
Kære Mr. Diamond,
Naturligvis er den pamflet, som De sendte mig, som
helhed fyldt af unøjagtigheder og løgne. Den baner også
vej for radikale som advokat Roeder (i mellemtiden
udstødt af sagførerstanden) og hans vanvittige
bemærkninger.
Det ville ikke have været så slemt; men, som De har læst
i TIME magazine for 2. maj 1977 er i mellemtiden DAVID
IRVING fremkommet med lignende påstande. Det må
indrømmes, at hans omdømme i England ikke er for godt.
Jeg har prøvet at beskrive tingene i det vedføjede
memorandum (rettet af oversætter). Som De vil se, er jeg
desværre ikke i stand til at forsyne Dem med "the
missing link" [ordret i originalen]. Under de nuværende
omstændig- heder ville jeg gerne give noget for at være
i stand til at berette klart, at Hitler i mit nærvær
havde givet ordre til drab af jøder. Jeg er heller ikke
i stand til direkte at bekræfte det nøjagtige tal på
dræbte jøder. Men jeg formoder, at tallet seks millioner
ikke kan være helt korrekt.
Forresten har Schirach, så vidt jeg husker, bekræftet
indholdet i Himmler's tale i sine erindringer.
Skriv, hvis De har flere kommentarer.
Deres hengivne,
undertegnet Alber Speer
P.S. affidavittet må gerne blive affattet på engelsk.
Mr. Diamond Executive Director
Board of Deputies of Jews (South Africa)
|