4
De seks
millioner :
Dokumentarisk bevis
Ud fra det foregående synes det klart, at tallet 6 mio.
myrdede jøder ikke er andet end et svagt kompromis
mellem forskellige helt grundløse skøn. Der er ikke en
tråd af dokumentarisk bevis, som er troværdigt. En gang
imellem får en forfatter det indsnævret til en
afvæbnende fremtræden af autensitet. Lord Russel of
Liverpool erklærede f.eks. i "Hagekorsets svøbe" at
"ikke mindre end fem mio." jøder døde i tyske
koncentrationslejre for således at tilfredsstille sig
selv med at være et sted mellem dem, der skønnede 6 mio.
og dem, der foretrak 4 mio. Men han indrømmede, at det
rigtige tal aldrig vil blive kendt. Det er da svært at
forstå, hvordan han kunne anslå "ikke mindre end 5 mio.
The Joint Distribution Committee foretrækker 5.012.000;
men den jødiske ekspert Reitlinger foreslår et nyt tal
på 4.192.000 "savnede jøder", af hvilke en tredjedel
skønnes døde af naturlige grunde. Dette ville formindske
antallet af målbevidst udryddede til 2.796.000. Men dr.
M. Perlzweig, delegat fra New York til World Jewish
Congress fastslog på en pressekonference i Geneve i 1948
:"Prisen for nationalsocialismens og fascismens fald er
faktisk at syv mio. jøder mistede livet på grund af
grusom antisemitisme". I pressen og andre steder er
tallet ofte forhøjet til 8 mio. eller somme tider til 9
mio. Som vi har vist i foregående kapitel, er ingen af
disse tal på mindste måde troværdige, ja de er faktisk
latterlige
Fantastiske
overdrivelser
En af de første anklager mod tyskerne for massemord på
jøder i krigstidens Europa blev fremført af den polske
jøde Rafael Lemkin i bogen "Akse-styre i det okkuperede
Europa, udgivet i New York i 1943. Mere eller mindre
tilfældigt blev det Lemkin, der kom til at præge U. N.
"genocide Conventionn [noget i retning af folkemord O.
a.] der forsøger at kriminalisere racisme. Hans bog
hævder, at nazisterne udryddede millioner af jøder,
måske så meget som 6 mio. Dette var i 1943
bemærkelsesværdigt, da aktionen først hævdes startet om
sommeren 1942. Med denne fart ville hele verdens jødiske
befolkning være udslettet i 1945. Efter krigen skød
propagandafantasierne fart til endnu mere fantastiske
højder. Kurt Gerstein, en antinazist, der påstad at han
havde infiltreret S.S. fortalte den franske
forhørsleder, Raymond Cartier, at han vidste, at ikke
mindre end fyrre mio. internerede i koncentrationslejre
var blevet gasset. I hans første underskrevne memorandum
fra 26 april 1945 reducerede han tallet til 25 mio., men
selv dette var for bizart til den franske
efterretningstjeneste, og i hans andet memorandum,
underskrevet i Rottweil 4. maj 1945 havde han bragt
tallene nærmere til de 6 mio., som blev foretrukket til
Nürnbergprocesserne.
Gersteins svigerinde var medfødt sindssyg og døde i
eutanasi. Hans egen optræden kan meget vel pege på
anstrøg af mental ustabilitet. Han var faktisk blevet
dømt i 1936 for at sende ekcentriske breve gennem
postvæsenet. Efter sine to "Bekendelser" hængte han sig
i Cherche Midi-fængslet i Paris.
Gerstein påstod, at han under krigen gennem en tysk
baron viderebragte information om mordet på jøder til
den svenske regering; men af en eller anden uforklarlig
grund blev hans rapport "forlagt og glemt". Han hævdede
også, at han i august 1942 havde informeret den pavelige
nuntius i Berlin om hele "udryddelsesprogrammet" men
hans velærværdighed havde bare sagt . "Skrup ud !"
Gersteins erklæringer vrimler med påstande om at have
overværet de mest gigantiske massehenrettelser (tolv
tusind på en enkel dag i Belzec) og hans andet
memorandum beskriver et besøg af Hitler 6 juni 1942 i en
polsk koncentrationslejr, som det vides ikke har fundet
sted.
Gersteins fantastiske overdrivelser har kun givet
miskredit til hele idéen om masseudryddelser. Den
evangeliske biskop Wilhelm Dibelius fra Berlin fordømte
hans memoranda som utroværdiege. (H. Rothfels,
"Augenzeugenbericht zu den Massenvergasungen" i
Vierteljahrshefte für Zeitgeschichte, april 1953).
Men det er et utroligt faktum, at trods denne
fordømmelse udgav den tyske regering i 1955 en udgave af
Gersteins andet memorandum til spredning i tyske skoler
(Dokumenation zur Massenvergasung, Bonn 1955). I den
fastslås det, at Dibelius havde særlig tiltro til
Gerstein, og at memorandumets troværdighed var "hævet
over enhver tvivl". Et slående eksempel på, hvordan den
grundløse anklage om nazisternes massemord fortsætter og
rettes specielt til ungdommen.
Historien om de 6 mio. jøder, der blev udryddet under
krigen blev givet endelig autoritet ved erklæringen af
dr. Wilhelm Hoettl ved Nürnbergprocesserne. Han havde
været Eichmann's assistent, men var i virkeligheden en
ganske mærkelig person, som var i tjeneste hos det
amerikanske efterretningsvæsen og havde skrevet flere
bøger under navnet Walter Hagen. Hoettl arbejdede også
for den sovjetiske spionage og samarbejdede med to
jødiske emigranter fra Wien, Perger og Verber, der
optrådte som US-officerer under forundersøgelserne til
Nürnbergprocesserne. Det er bemærkelsesværdigt, at
vidnesmålet af denne højst tvivlsomme person Hoettl,
siges at udgøre det eneste bevis for mordet på 6 mio.
jøder. I hans affidavit 26. november 1945 fastslog han,
ikke at han vidste, men at Eichmann i august 1944 i
Budapest havde fortalt ham, at totalt 6 mio. jøder var
blevet udryddet. Overflødigt at sige, at Eichmann aldrig
bekræftede denne påstand under sin rettergang. Hoettl
arbejdede som amerikansk spion under hele den sidste del
af krigen., og det er derfor meget mærkeligt, at han,
skønt han arbejdede direkte under Heydrich og Eichmann,
aldrig gav den mindste antydning til amerikanerne om
udryddelsespolitikken for jøder.
Mangelen på bevis
Det skal med det samme slås fast, at der ikke findes
et eneste dokument, der beviser, at tyskerne havde til
hensigt eller udførte det målbevidste mord på jøder. I
Poliakov og Wulf's
Das Dritte Reich und die Juden. Dokumente und "Aufsätze"
(Berlin 1955) er alt, hvad de kan samle sammen
forklaringer uddraget efter krigen fra folk som Hoettl,
Ohlendorf og Wisliceny, den sidste under tortur i et
sovjetisk fængsel. I afsavn af bevis er Poliakov
nødsaget til at skrive. "De tre eller fire folk i
toppen, som var involveret i at trække linierne op for
planen om total udslettelse, er døde, og ingen
dokumenter har overlevet. "Dette synes meget bekvemt.
Ganske åbenbart er både de "tre eller fire" ikke andet
end tågede formodninger hos skribenten, og de er totalt
ubevislige.
Dokumenterne, der faktisk har "overlevet" nævner
naturligvis overhovedet ikke udryddelse, så skribenter
som Poliakov og Reitlinger gør sig det igen bekvemt ved
at formode, at sådanne ordrer normalt udtryktes
"verbalt". Skønt de mangler ethvert dokumentarisk bevis,
antager de, at der må have været en plan for at myrde
jøder, som går tilbage til 1941 samtidig med angrebet på
Rusland [Fremstødet mod øst åbnede faktisk for fantasier
af Himmler om gigantiske forflytninger, (omtrent som
Stalins) men altså ikke udryddelse, ikke blot af jøder
men af alle ikke-germanske typer. Disse planer mødte dog
fra begyndelsen stærk modstand (Hans Frank, der ikke
ønskede nogen indblanding i generalgouvernementet og
snart uoverstigelig : sovjethæren). Litteratur : Alan
Bullock, der, også han uden noget som helst bevis,
klippefast tror på "udryddelsen", citerer Felix Kersten
for disse oplysninger : "Hitler & Stalin" s. 788.
Politikens forlag 1991].
Første fase af planen antages at have indebåret
massakren på Sovjets jøder, en påstand, som vi senere
vil modbevise. Resten af programmet formodes at være
begyndt i marts 1942 med deportation og koncentration af
europæiske jøder i de østlige lejre i det polske
generalguvernement, sådan som det gigantiske
industrikompleks ved Auschwitz nær Krakov.
Den fantastiske og fuldstændigt grundløse formodning går
ud på, at transporten mod øst ledet af Eichmans
departement rent faktisk betød øjeblikkelig udryddelse i
ovne (Det er interessant, at dette rent logiske
ræsonnement er formuleret før Zündel processerne, der
beviste, at gaskamrene ikke kunne fungere, og at
krematorieovnene manglede den kapacitet, som tolkningen
måtte forudsætte. O. a. )
Skønt- (eller vel netop fordi (O.A)) de ikke kan bevise
noget formulerer Manvell og Frankl ( Heinrich
Himmler, London, 1965)sig som følger : man "synes at
være kommet frem til " udslettelsespolitikken efter
"hemmelige diskussioner" mellem Hitler og Himmler (p.
118). Reitlinger og Poliakov gætter videre efter en
lignede "verbal " linie, idet de tilføjer, at ingen
anden blev tilladt at være til stede ved disse
diskussioner og ingen notater blev gjort. Dette er rent
opspind, for der er ikke tråd af vidnesbyrd, som blot
antyder, at sådanne aparte møder har fundet sted.
William Shirer er i sin som helhed vilde og uansvarlige
bog The Rise and Fall of the Third Reich
tilsvarende dæmpet men hensyn til spørgsmålet om
dokumentarisk bevis. Han konstaterer lamt, at Hitlers
formodede ordre om mord på jøderne "åbenbart aldrig blev
nedfældet på papir - i hvert fald er hidtil ingen kopi
blevet afsløret. Den blev sandsynligvis givet mundtligt
til Göring, Himmler og Heydrich. Det bekvemme ved disse
mundtlige direktiver frem og tilbage er åbenlyst.
Wannsee konferencen
De endelige detailler i planen om at udrydde jøderne
formodede man blev fastlagt på en konference i Gross
Wannsee i Berlin d. 20. januar 1942. Den blev ledet af
Heydrich. (Poliakov, Das Dritte Reich und die Juden,
p. 120 ff. ; Reitlinger. The Final Solution, p.
95 ff.) Repræsentanter for alle tyske ministerier var
tilstede, og Müller og Eichmann repræsenterede Gestapos
hovedkvarter. Reitlinger og Manvell og Frankl betragter
protokollen for denne konference som deres trumfkort,
når det gælder at bevise eksistensen af en plan for
massemord; men sandheden er, at ingen sådan plan
overhovedet blev nævnt. Hvad mere er : De indrømmer det
åbent. Manvell og Frankl forklarer dette temmelig tamt
ved at sige, "Referaterne var indhyldet i den form for
kancellistil, der skjuler den virkelige betydning af
ordene og den terminologi, der anvendes." Hvad Heydrich
faktisk sagde, var, at han i det memorandum, som er
citeret ovenfor, af Göring var blevet overdraget at
anordne en løsning af det jødiske problem. Han gennemgik
historien om den jødiske emigration og slog fast, at
krigen havde gjort Madagaskar-projektet upraktisk, og
han fortsatte : Emigrationsprogrammet er nu blevet
erstattet med evakuering af jøder til Øst, som en anden
mulig løsning i overensstemmelse med førerens tidligere
autorisation." Her forklarede han, ville deres arbejde
blive nyttiggjort. Alt dette formodes at være inderlig
skummelt og svangert med den skjulte betydning, at
jøderne skulle udryddes. Dette skønt den franske
professor Paul Rassinier, der havde været interneret i
Buchenwald, har gjort et gedigent arbejde med at
tilbagevise myterne om de seks mio., forklarer, at det
betyder præcis, hvad det siger, nemlig : koncentration
af jøderne til arbejde i kæmpemæssige østlige ghettoer i
det polske generalguvernement. "Der skulle de vente til
krigens afslutning og genåbningen af internationale
diskussioner, der skulle afgøre deres fremtid. Denne
beslutning blev endegyldigt fastslået ved den
interministerielle Berlin-Wannseeekonference - - - "
(Rassinier, Le Véritable Procés Eichmann, p. 20).
Manvell og Frankl forbliver fuldkommen uberørte af den
komplette mangel på henvisning til udryddelse.
De skriver om Wannseekonferencen : "Direkte henvisninger
til drab blev undgået, idet Heydrich foretrak udtrykket
"Arbeitseinsatz im Osten" (arbejdsindsats i Øst) " (
Heinrich Himmler, p. 209). Der gives ingen forklaring
på, hvorfor vi ikke skal acceptere, at forskrivning til
arbejde i Øst betyder forskrivning til arbejde i Øst.
Ifølge Reitlinger og andre skulle utallige direktiver
der specificerede udryddelsen være cirkuleret mellem
Himmler, Heydrich, Eichmann og kommandant Höss i
månederne efter 1942; men naturligvis "har ingen
overlevet".
Fordrejede ord og
grundløse formodninger
Den fuldstændige mangel på dokumentarisk støtte for
eksistensen af en udryddelsesplan har ført til den vane
at omtolke de dokumenter, der er bevaret. F.eks. holder
man fast ved, at dokumenter om deportation ikke handler
om deportation, men er en snedig måde at omtale
udryddelse på. Manvell og Frank fastslår. at
"forskellige udtryk blev anvendt til at kamouflere
folkemord. Det gjaldt "Aussiedlung" (udflytning) og
"Abbeförderung" (forflytning)" (ibid, p 265).
Som vi allerede har set forudsætter man, at ordene ikke
længere betyder, hvad de siger, hvis de beviser noget
ubekvemt. Denne trafik er drevet til de mest utrolige
yderligheder, sådan som tolkningen af Heydrichs direktiv
for arbejdsforskrivning i Øst. Et andet eksempel er
Himmlers ordre om at sende deporterede mod øst, "det er,
for at få dem dræbt" (ibid, p. 251). Reitlinger
gør nøjagtigt det samme, når han i mangel på bevis
erklærer, at ud fra de "omskrevne" ord fra
Wannseekonferencen er det "åbenbart", at "hensigten var
det langsomme mord på en hel race."
En gennemgang af den dokumentariske situation er
nødvendig, fordi den afslører det omfang af gætteri og
grundløse formodninger på hvilken udryddelseslegenden er
bygget. Tyskerne havde en ekstraordinær hang til at
optegne alting på papiret i de mest omhyggelige
detailler, men alligevel har det ikke været muligt at
finde en eneste ordre om udryddelse af jøder blandt de
tusinder erobrede dokumenter fra S. D. og Gestapo,
Rigssikkerhedstjenestens hovedkvarter eller dokumenterne
fra Himmlers hovedkvarter eller Hitlers egne direktiver.
Det vil senere ses, at dette faktisk er blevet indrømmet
af The World Center of Contemporary Jewish Documentation
i Tel-Aviv.
Forsøg på at finde "tilslørede henvisninger " til
folkemord i taler som Himmlers til hans S.S.
Obergruppenführer i Posen 1943 er ligeledes helt
håbløse. Nürnbergerklæringerne, ufravigeligt med vold
fremdraget efter krigen, undersøges i det følgende
kapitel.
|