3
Befolkningstal
og emigration
Statistik vedrørende jødiske befolkningstal er ikke alle
steder kendt i præcise detailler. Og skøn vedrørende
forskellige lande varierer stærkt. Desuden ved man ikke,
hvor mange jøder der blev deporteret og interneret til
forskellige tider i årene mellem 1939 og 1945. Men
generelt er de pålidelige statistikker, der findes, især
dem, der angår emigration, tilstrækkelige til at vise,
at kun en brøkdel af de seks mio. jøder kan være
udryddet.
For det første kan påstanden ikke tåle en undersøgelse
af de europæiske jøders folketal. Ifølge Chambers
Encyclopedia
udgør det totale antal af jøder i nazi-Europa i 1939 :
6.500.000. Det skulle helt klart betyde, at næsten hele
dette antal blev udryddet. Men Baseler Nachrichten,
en neutral schweizisk avis fastslår ud fra tilgængeligt
jødisk statistisk materiale, at 1.500.000 jøder mellem
1933 og 1945 emigrerede til Storbritannien, Sverige,
Spanien, Portugal, Australien, Kina, Indien, Palæstina
og USA Det bekræftes af den jødiske journalist Bruno
Blau, der bringer samme tal 13. august 1948 i den
jødiske avis
Aufbau i New York. Af disse emigranter var omtrent
400.000 kommet fra Tyskland inden september 1939. Dette
anerkendes af World Jewish Congress i dens publikation
Unity in Dispersion (p.377), hvor det hedder: "Det
lykkedes størstedelen af de tyske jøder at forlade
Tyskland før krigen brød ud." Foruden de tyske jøder
havde 220.000 af de i alt 280.000 jøder i Østrig forladt
landet inden september 1939. Ligeledes lykkedes det
Institute for Jewish Emigration i Prag fra marts og
fremover at sikre emigration af 260.000 jøder fra det
tidligere Tjekkoslovakiet. Ialt forblev kun 360.000
jøder i Tyskland, Østrig og Tjekkoslovakiet efter
september 1939.
Fra Polen anslås 500.000 at være emigreret før krigens
udbrud. Disse tal betyder, at antallet jødiske
emigranter fra andre europæiske lande (Frankrig,
Nederlandene, Italien og landene i Østeuropa etc.) var
omtrent 120.000.
Denne exodus af jøder før og under krigshandlingerne
reducerer antallet af jøder i Europa til ca. 5.000.000.
Hertil må lægges antallet af jøder, der flygtede til
Sovjetunionen efter 1939, og som blev evakueret så langt
øst på, at tyskerne ikke kunne få fat i dem. Det vil
fremgå længere nede, at størstedelen af dem, 1.250.000
kom fra Polen. Men bortset fra Polen, så indrømmer
Reitlinger, at 3.00.000 andre europæiske jøder slap ind
på sovjetisk territorium mellem 1939 og 1941. Det
betyder, at den totale jødiske emigration til
Sovjetunionen må udgøre omkring 1.550.000. I Colliers
magasin den 9 juni 1945 skriver Freiling Foster om
jøderne i Rusland, at 2.200.000 var indvandret til
Sovjetunionen efter 1939 på flugt fra nazisterne; men
vort lavere tal er nok mere korrekt.
Jødisk emigration til Sovjretunionen reducerer altså
tallet af jøder i tysk domineret område til 3½ mio.,
nærmere 3.450.000. Fra disse kan vi trække dem, der
levede i neutrale lande, og undgik konsekvenserne af
krigen. Ifølge World Almanac 1942 (p. 594) var antallet
af jøder, der levede i Gibraltar, Storbritannien,
Portugal, Spanien, Schweiz, Irland og Tyrkiet 413.128.
3 millioner jøder i
Europa
Følgelig er et tal på omkring 3 mio. jøder i det
tyskokkuperede Europa så nøjagtigt som de tilgængelige
emigrations-ststistikker tillader. Man kan imidlertid
komme frem til omtrent det samme tal på en anden måde,
ved at sammenligne med statistikken for de jøder, der
forblev i de lande, som blev okkuperet af das Reich.
Mere end halvdelen af de jøder, der emigrerede til
Sovjetunionen efter 1939 kom fra Polen. Det hævdes ofte,
at krigen mod Polen tilføjede 3 mio jøder til det tyske
indflydelsesområde, og at næsten hele den polsk-jødiske
befolkning blev "udryddet". Det er en stor faktuel fejl.
Folketællingen 1939 ansætter den jødiske befolkning i
Polen til 2.732.600 (Reitlinger, Die Endlösung,
p. 36). Reitlinger slår fast, at mindst 1.170.000 af dem
var i den af russerne i efteråret 1939 okkuperede zone.
Omkring 1 mio. af dem blev evakueret til Ural og
Sydsibirien efter den tyske invasion i juni 1941
(ibid. p. 50). Som før nævnt var skønsmæssigt
500.000 jøder emigreret fra Polen før krigen. Dertil
bemærkede journalisten Raymond Arthur Davies, der
opholdt sig i Sovjetunionen under krigen, at omkring
250.000 jøder allerede var flygtet fra tyskokkuperet
Polen til Rusland mellem 1939 og 1941, og var at finde i
alle russiske provinser ( Odyssey through Hell,
N.Y., 1946, p. 102). Ved at trække disse tal fra
befolkningen på 2.732.000 og give plads til
berfolkningsforøgelsen, kommer man således til, at ikke
mere end 1.100.000 polske jøder kunne være tilbage under
tysk styre ved slutningen af 1939
(Gutachten des Institus für Zeitgeschichte, München
1956, p. 80).
Til dette tal må vi føje de 360.000 jøder, der forblev i
Tyskland, Østrig, det tidligere Tjekkoslovakiet (Böhmen,
Mähren og Slovakiet) efter den store udvandring fra
disse lande før krigen som er nævnt ovenfor. Af de
320.000 franske jøder sagde den offentlige anklager, der
ved Nürnberg-processen stod for den franske anklage, at
ca. 120.000 franske jøder blev deporteret, skønt
Reitlinger anslår tallet til omkring 50.000. Således
forbliver antallet af jøder under nazi-styre under to
mio. Deportationer fra skandinaviske lande var få og fra
Bulgarien ingen. Når de jødiske befolkninger i Holland
(140.000), Belgien (40.000), Italien (50.000),
Jugoslavien (55.000), Ungarn (380.000) og Rumænien
(725.000) medregnes overstiger tallet ikke meget 3 mio.
Overskudet i de sidste tal skyldes, at tallene er
førkrigstal uden hensyntagen til emigrationen, der for
disse lande udgør 120.000 (se ovenfor) Denne dobbelte
kontrol bekræfter altså vurderingen at omtrent 3 mio.
europæiske jøder befandt sig under den tyske okkupation.
Russiske jøder
evakueret
De nøjagtige tal for russiske jøder er ukendte og er
derfor blevet genstand for enorme overdrivelser. Den
jødiske statistiker Jacob Leszczynski slår fast, at der
i 1939 levede 2.100.00 jøder i det fremtidigt af
tyskerne okkuperede område af Rusland, dvs. Vestrusland.
Dertil levede 260.000 i de baltiske lande, Estland,
Letland og Litauen. Ifølge Louis Levine, præsident for
det amerikanske Council for Russian Relief, der før
krigen foretog en tur til Sovjetunionen og fremlagde en
rapport om jødernes situation dér, blev hovedparten af
dette antal evakueret øst på efter at de tyske hære
havdehavde startet deres invassion. Han erklærede 30.
oktober 1946 i Chicago, at "Ved krigsudbruddet var
jøderne blandt de første, der blev evakueret fra de
vestlige områder, der truedes af Hitlers invasion og
bragt i sikkerhed øst bag Ural. To mio. jøder blev
således reddet." Dette høje tal bekræftes af den jødiske
journalist David Bergelson, der 5.december. 1942 i den
yiddiske moskva-avis Ainikeit skrev, at "Takket være
evakueringen blev majoriteten (80 %) af jøderne i
Ukraine, Hviderusland, Litauen og Letland reddet før
tyskernes ankomst." Reitlinger er enig med den jødiske
autoritet Joseph Schechtmann, der indrømmer, at et stort
antal blev evakueret, skønt han skønner, at et noget
højere antal russiske og baltiske jøder blev efterladt
under tysk okkupation, mellem 650.000 og 850.000 (
Reitinger, The Final Solution, p. 499). Med
hensyn til disse sovjetiske jøder, der forblev på tysk
territorium, vil det senere blive bevist, at under
krigen i Rusland blev mindre end 100.000 personer dræbt
af de tyske indsatsgrupper som partisaner og
bolsjevik-kommissærer. Ikke alle var jøder. Omvendt
erklærer partisanerne selv at have myrdet fem gange så
mange fra de tyske tropper.
"Seks millioner" er
usandhed ifølge det neutrale Schweitz
Det er derfor klart, at tyskerne umuligt kunne have
opnået kontrol over og udryddet noget i retning af seks
millioner jøder. Hvis vi ser bort fra Sovjetunionen var
antallet af jøder i det nazistokkuperede Europa næppe
mere end tre millioner, af hvilke på ingen måde alle
blev interneret. For at nå udryddelse af blot halvdelen
af de seks millioner skulle hver eneste jøde i Europa
være likvideret. Og alligevel vides det, at et stort
antal jøder var i live i Europa efter 1945. Philip
Friedmann fastslår i Their Brother's Keepers
(N.y., 1957, p. 13), at "mindst en million jøder overlevede
i selve diglen af det nazistiske helvede," medens det
officielle tal fra den Jewish Joint Distribution
Commitee er 1.559.600. Selv om man accepterer den sidste
vurdering kan således antallet af jøder, der døde under
krigen, ikke være mere end en og en halv million.
Til netop denne konklusion kom den ansete schweiziske
avis Baseler Nachrichten. I en artikel med titlen "Wie
hoch ist Die Zahl der jüdischen Opfer ?" ("Hvor stort er
antallet jødiske ofre ? ", 13. juni 1946) forklares, at
alene på basis af de folke- og emigrationstal, som
ovenfor er beskrevet kan højst et maximum på en og en
halv mio. jøder anslås som ofre. Senere vil det
imidlertid endegyldigt blive vist at antallet faktisk
var meget mindre, for Baseler accepterede Joint
Distribution Commitee's tal på 1.559.600 overlevende
efter krigen; men vi vil vise, at kravene på
kompensation fra overlevende er mere end det dobbelte af
dette tal. Den oplysning stod ikke til rådighed for
schweizerne i 1946.
Umulige fødselstal
Indiskutabelt bevis blev også leveret af
efterkrigstidens jødiske befolkningsstatistikker. The
World Almanac for 1938 opgiver antallet af jøder i
verden til 16.588.259. Men efter krigen angav New York
Times 22 februar 1948 antallet af jøder i verden til
mindst 15.600.000 og maximum 18.700.000. Soleklart gør
disse tal det umuligt at regne antallet ofre i mere end
tusinder.
15½ mio. [skulle vel ifølge det foregående være 16½
mio., O.a]. i 1938 minus de påståede 6 mio. giver ni
mio. [? O. a.] Tallene i New York Times betyder altså,
at verdens jøder skulle have produceret et
fødselsoverskud på syv mio. og omtrent fordoblet sit
befolkningstal. Det er komplet latterligt.
Det vil derfor fremgå, at det store flertal af de
manglende 6 mio. i virkeligheden var immigranter til
europæiske lande, til Sovjetunionen og USA før, under og
efter krigen. Og også i store tal til Palæstina under og
særligt mod slutningen af krigen. Efter 1945 kom
bådlaster i massevis illegalt fra Europa med jødiske
overlevende, og skabte betydelige vanskeligheder for den
daværende britiske regering. Antallet var faktisk så
stort, at publikation nr. 190 (5. november 1946) fra H.
M. Stationary Office beskrev det som "næsten gående op
til en anden exodus". Det var disse emigranter til alle
dele af verden, der havde fået den jødiske befolkning
til at svulme til mellem 15 og 18 mio. i 1948, og den
største del af dem var emigranter til USA, der kom ind i
strid med kvoteordningerne. 16. august 1963 slog Israels
præsident David Ben Gurion fast, at selv om det
officielle jødiske befolkningstal i Amerika sagdes at
være 5.600.000 "ville det samlede antal ikke vurderes
for højt til 9,000.000" (Deutsche Wochenzeitung 23
november 1963. Albert Maisal afslører i artiklen "Vore
nyeste amerikanere" (Readers Digest, januar
1957), at grunden til det høje tal er et dekret af
præsidenten kort efter afslutningen af II Verdenskrig,
som bestemte, at 90 % af alle visa til central- og
østeuropa skulle udstedes til forflyttede.
Artiklen gengiver en annonce (16 juni 1972) ud af
hundreder, der hver uge forekommer på siderne med
dødsannoncer i Aufbau, den jødisk-amerikanske ugeavis,
der trykkes i New York. Den viser, hvordan jødiske
emigranter i USA ændrede deres navne. De angivne navne
Kingsley varændret fra Königsberger, Frankfurt.
Kommentar : Kun NAVNENE udryddede. Og teksten fortsætter
: Kan man forestille sig, at nogle eller alle disse
mennesker, hvis navne er "udslettet" hørte til blandt de
6 mio. savnede i Europa ? ( "the missing six million of
Europe")
|