(Billedet paa Titelsiden er en Gengivelse af den nordiske Rytter, som findes paa Tegningen af det store Guldhorn.)

 

JENS ANDERSEN

 

JØDERNE i DANMARK

 

2. Udgave

DEN NY TID's INFORMATIONSBUREAU & BOGFORLAG

CHARLOTTENLUND

 

FORTEGNELSE over de i JØDERNE I DANMARK forekommende jødiske Navne samt over de Navne, som af disse Jøder er benyttet.

Abarbnel, Samuel Isaak	15		Horwitz	31
Abrahams	22		Israel	15
Adler, David Baruch	27, 31		Jacobi	22
Ahronsen	15		Joachim	15
Behrens	15		Kalckar	31
Bela Kun (Adalbert Kohn)	33		Kalkar	22
Bendix	31		Koppel, Valdemar	37
Berend	15		Lamm	31
Brandes, Edvard Cohn	31		Lasalle, Ferdinand (Wolfsohn-Losslauer-Lasel)	29
Cantor	15		Levin	31
Cohn, Hartvig	16		Levinsen	31
David, Israel	10		Levy, Israel Salomon	10
David, Nathan	22, 23, 27		Lübschütz	15
Davidson, D	15		Maribo (Steenfeldt)	22
Delbanco	15, 22		Marx, Karl (Mardokai)	32
Dessau, Martin	32		Melchior, Moses	34
Disraeli, Benjamin (Jarl af Beaconsfield!)	29		Mayer-Goldschmidt	10
Franco, Jacob	11		Monies	15, 31
Fraenckel	31		Moses	31
Friedmann, S.	35		Nansen (Nathanson)	22
Fränckel	37		Nathan, Nathan Levin	20
Fürst	15, 26		Nathansen, Justus	32
Gedalia	31		Nathanson, Mendel Levin	13, 16, 22
Glückstadt, Emil Raphael	31, 36		Philipson	31
Goldschmidt, Meir Aaron	26		Rée	31
Goldzieher	31		Rubin	31
Gomez, Gabriel	9, 16		Sally	31
Hambro, Carl Joachim	27		Salomon, Daniel	17
Hambro, Hanna Sophie (gift Borup	19		Salomon (Nyborg)
Hambro, Joachim	19		Salomonsen	31
Hambro, Joseph	19, 26		Sclartz	32
Heckscher	31		Simonsen, David	33, 34
Heiberg, Johanne Louise, f. Pätges	23		Soldin, Salomon	20
Heilbuth, Hermann	31		Speier	18
Helphand, Parvus	32		Stadthagen	15
Henius, Louis	37		Texeira, de Mattos Diego	10, 16
Henrichsen	22		Thomar	15
Henriques, C. B.	37		Trier, Ernst	28
Henriques, M. R.	15		Trotzki (Leib Braunstein)	33
Herforth	22		Valentin	15
Hertz, Henrik (Heymann)	22		Wallich	18
Herz	22		Warburg	22, 31
Heymann, Alfred	33		Winkler	33

 

 

FORORD

Formaalet med Udgivelsen af "JØDERNE I DANMARK« er at fremme Oplysningen i alle danske Kredse, særlig i alle danske Hjem, til Gavn for vort fælles og almene Vel.

Hellerup, den 8. April 1940.

Jens Andersen.

 

FORORD TIL ANDEN UDGAVE

Umiddelbart efter, at første Udgave laa endelig færdig til at gaa i Trykken, udviklede Begivenhederne sig med Danmarks Besættelse den 9. April paa en saadan Maade, at mange Mennesker, der ikke tidligere havde skænket Jødespørgsmaalet nævneværdige Tanker, nu blev alvorligere og eftertænksommere overfor dette Spørgsmaal. Dette var medvirkende til, at første Oplag forholdsvis hurtigt blev udsolgt.

Den mellemliggende Tid har gjort Jødespørgsmaalet yderligere aktuelt.

Hellerup, den 19. Oktober 1941.

Jens Andersen.

Kildehenvisning.

»Kong Christian den femtes Danske Lov af 15. April 1683. København 1891.

»Fra det gamle Kongens København« af J. Davidsen. Kbhvn. 1881.

»Friskolen for Drengebørn af den mosaiske Tro" af Hartvig Cohn. København 1905.

»Bidrag til Dansk-Jødisk Historie 1820-1845« af Julius Salomon. København 1918.

"Tidsskrift for jødisk Historie og Literatur«, redigeret af Josef Fischer og Julius Salomon under Medvirkning af D. Simonsen. København 1918.

»Mindeskrift i Anledning af Hundredaarsdagen for Anordningen af 29. Marts 1814" af Julius Salomon og Josef Fischer. København 1914.

"Moses og Jesus eller om Jødernes og de Christnes intellektuelle og moralske forhold«, en historisk politisk Afhandling af Friedrich Buchholtz, oversat af Thomas Thaarup. København 1813.

»Aftvunget Svar til Velbaarne Herr Etatsraad J. H. Bärens i Anledning af hvad han i No. 45 af Kiøbenhavns Skilderi har ladet indrykke under Titel: Kiøbenhavns Jøder, ligesaa gode Borgere, som de Christne«, ved Thomas Thaarup. København 1813.

"Repræsentanterne for den jødiske Menighed i Kiøbenhavn til deres Medborgere af den christne Troe, i Anledning af H. H. Herr Confessionarius og Ridder, Dr. C. Bastholms i Dagen indrykkede, særligt aftrykte, og ved Boghandler Brummer paa Østergade gratis uddelte Tanker og Spørgsmaal.« København den 12. Juli 1813.

Nordslesvig venter. - Grænselandets økonomiske Trængsler under det danske Finansstyre, af Lorenz Christensen. København 1935.

”Jøderne i Danmark” med Angivelse som Hovedkilde: Katekjet A. D. Cohens ”De mosaiske Troesbekjenderes Stilling i Danmark forhen og nu« (Odense 1837) af Frederik Barfod, udgivet i et Tidsskrift 1840.

Meddelelser om Silke-, Ulden- og Lærredskræmmerlavet 1651- 1861 samt Manufakturhandlerforeningen 1862-1886«, udgivet af Manufakturhandlerforeningen. København 1887.

 

De første Jøder, som indvandrede til Danmark, tog Ophold i Altona og Ottensen, hvor en Del af dem i Aaret 1584 under de schaumburgske Grevers Regering fik Tilladelse til at bosætte sig. Efter at Christian IV i Aaret 1620 havde anlagt Byen og fæstningen Glückstadt, henvendte han sig i en Skrivelse af 25. November 1622 til portugisiske Jøder i Amsterdam og Hamborg med Opfordring til disse om at nedsætte sig i Glückstadt. Allerede den 19. Juli 1630 gav Kongen de indvandrede portugisiske Jøder en Række andre Særrettigheder ud over Nedsættelsestilladelsen.

I en forordning af 6. februar 1651 udgav dog Kong Frederik III nogle strenge Retningslinier, hvorefter de mange Jøder, som i Mellemtiden havde nedsat sig i København, blev paalagt en Bøde paa 1000 Rigsdaler, saafremt de ikke i Løbet af 14 Dage forlod Landet eller havde modtaget en særlig Kongelig Tilladelse til at blive i Landet. Jøderne havde nemlig straks begyndt at drive en livlig Handel, særlig med Juveler, under hvilken de tilsidesatte Landets gængse Skikke.

En portugisisk Jøde ved Navn Gabriel Gomez, som i Mellemtiden havde opnaaet at faa Stilling som kongelig Vurderingsmand, udvirkede dog et Kongeligt Reskript under 18. Januar 1657, hvorefter de strenge Bestemmelser af 1651 ikke skulde gælde for de portugisiske Jøder, der derimod ligesom tidligere frit, sikkert og uhindret, lig andre fremmede Nationer i vore Kongeriger, Fyrstendømmer og Lande, maa passere frem og tilbage og drive Handel

9

og Vandel.« Grunden til denne Imødekommenhed var imidlertid Kongens Fornødenhed af Penge til Forberedelse af en Krig med Sverige, og disse Penge kunde de portugisiske Jøder udlaane.

Andre Jøder kunde paa Grundlag af Kongelige Privilegier i Aaret 1667 bosætte sig i Nakskov, 1680 i Ribe og 1682 i Fredericia. I denne By blev i Aaret 1790 den første Synagoge bygget i Jylland. Den første Jøde, som tog fast Bopæl i København, var en vis Israel Salomon Levy. Dette fremgaar af en Skattepaaligningsliste fra Aaret 1676. Men allerede i Aaret 1682 fandtes ifølge en Optegnelse af den jødiske Menighed 7 jødiske Familier i København med tilsammen 19 Personer.

Paa Grund af en særlig Forordning, der saavel blev fornyet i 1678 som i 1681, kunde Jøder kun opretholde deres Opholdstilladelse i Danmark gennem et saakaldt Lejdebrev. Disse Bestemmelser blev gentaget i Kong Christian den femtes Danske Lov af 15. April 1683, hvori det hedder:

1. Ingen Jøde maa sig her i Riget indbegive, eller sig finde lade, uden Kongens særdelis Lejdebrev under tusinde Rix Dalers Straf af hver Person, som uden forskreven Lejdebrev betrædis.

2. Hvo som nogen Jøde angiver og Kongens Amptmand anviser, skal have derfor hver gang et halft hundred Rix Daler.

Denne Lov var ogsaa gældende for de portugisiske Jøder. Men efter Ansøgning af den portugisiske Jøde Diego Texeira de Mattos, til hvem Kongen skyldte mange Penge, ændredes Loven ved Kongeligt Reskript af 30. Juli 1684 saaledes, at de portugisiske Jøder ikke alene undtoges fra Lovbestemmelsen, men oven i Købet tilkendtes yderligere Særrettigheder.

Trods dette var det dog ikke portugisiske, men derimod nogle fra Tyskland indvandrede Jøder, der grundlagde den jødiske Menighed i København. Ved en kongelig »Dispensation« af 16. December 1684 blev det tilladt hofjuveler Israel David og hans Kompagnon Meyer-Goldschmidt at afholde Andagt i deres hus sammen

10

med andre Medlemmer af den »jødiske Nation«. Dog først i Aaret 1773 blev den første Synagoge bygget i København i Læderstræde Nr. 11.

Efter at de portugisiske Jøder havde faaet visse Særrettigheder, var der mange af de fra Tyskland indvandrede Jøder, der kaldte sig ved portugisiske Navne, for at have de samme Særrettigheder, som de portugisiske Trosfæller.

I Aaret 1715 købte den jødiske Menighed et Stykke Jord ved Siden af den tyske Kirkegaard og anvendte det som særlig Jødekirkegaard.

For at fremme Industrien i Landet meddelte Regeringen i Aaret 1680 forskellige velhavende Jøder Tilladelse til at oprette Fabrikationsvirksomheder. I Aaret 1704 blev Oprettelsen af en Tobaksfabrik tilladt den portugisiske Jøde Jacob Franco, som fortrinsvis afsatte sine Fabrikata paa Island og Færøerne. Til Bevillingen var knyttet følgende Betingelser: de islandske og færøske Købmænd skulde i et Tidsrum af 6 Aar aftage deres Tobak fra ham, hvorimod han maatte forpligte sig til at levere Varer af samme Kvalitet og til samme Priser som Udlandet.

En Skatteliste fra Aaret 1711 tæller allerede 36 jødiske Mænd og Kvinder med 48 Børn alene i København. I Aaret 1728 var der allerede 331 Jøder, nemlig 91 Mænd, 70 Kvinder og 170 Børn.

 Et Kongeligt Reskript af 6. Januar 1725 bestemte, at en Jøde ikke maatte beskæftige nogen Kristen. Men denne Lov blev allerede den 23. Marts samme Aar ændret derhen, at det blev tilladt Jøderne at beskæftige kristne Kvinder, naar disse var fyldt 50 Aar, og Mænd naar de var over 30 Aar.

Plakat af 16. August 1734 tillader, at Jøderne herefter som tilforn maa antage de af de kristne Tjenestefolk, som kan forrette

11

deres Arbejde naar der føres nøjagtigt Tal og Navneliste over dem, og hos hvilke Jøder de tjener. Det hedder videre heri, at dersom nogen Jøde lægger sig efter et kristent Kvindemenneske, . . .. o. s. v., »skal, naar saadant opdages den skyldige Jøde ej som andre efter Loven anses, men Kongen vil selv have sig forbeholden ham derfor med tilstrækkeligere Straf at belægge og samme efter eget Behag og efter Sagens Beskaffenhed at skærpe.«

Kongeligt Reskript af 8. November 1754 lyder: » Ingen Jøde maa under haard Straf lade sig finde udenfor Landevejen fra en Købstad til en anden, eller nogen Nat losjere i Landsbyerne, samt ingen Kromand eller andre paa Landet laane nogen Jøde Hus om Natten. I Kontravensjons-Fald skal det være alle og enhver tilladt at paagribe, og til vedbørlig Strafs Lidelse at levere til næste Rettensbetjente, alle de Jøder, som lade sig betræde udenfor den rette alm. Landevej fra Købstad til anden, eller om Natten losjere i en Landsby eller noget hus paa Landet; dog, saafremt de ikke inden Natten paafaldt, kunde komme til den Købstad, hvorhen de agte sig, maa det i saa fald være dem tilladt, den Nat over at losjere enten i en Kro paa Landevejen, eller og i en Landsby, hvorigjennem Landevejen ligger«.

Kongeligt Reskript af 9. April 1740 siger: - »Stiftsbefalingsmanden i Laalland skal føje den Anstalt, at Jøderne holde sig efter Loven og Privilegierne.« - (Magistraten i Nakskov havde nemlig klaget svært over Jøderne.)

Kongeligt Reskript af 23. November 1742: - Lands Lov og Ret indskærpes atter Jøderne i Nakskov. - (Magistraten i Nakskov havde nemlig atter klaget over Jøderne i Nakskov og tilføjet, »at det befrygteligt maatte foraarsage, at Byens Borgere omsider bleve nødte til at bortflytte og forlade Stedet«, hvis ikke Jøderne yderligere indskrænkedes).

Kongeligt Reskript af 7. Juli 1747: - (Magistraten i Nakskov havde paa ny klaget over Jøderne, at de var den borgerlige Næ-

12

ring til Afgang og Skade).- De ældre Lovbud indskærpedes og det paalagdes enhver Jøde i Nakskov, at han ikke måtte holde mere end én Karl eller én Dreng af den jødiske Nation i sin Tjeneste, og at samme Tjenere skulde være forpligtede til at forsyne sig med et Pas, der aldrig maatte være mere end 6 dage gammelt, og medføre det, naar de af deres Husbond sendtes i Ærinder langvejs paa Landet, hvor de ikke var bekendt.

Kongeligt Reskript af 5. februar 1751: - (Købmændene havde paa ny klaget over Jøderne. og vilde have dem den forrige Tilladelse betagen, samt deres Antal indskrænket, at Byen »i Tiden for Jøder kunde blive befriet«). - »Det skal ved Privilegium 5. Maj 1749 have sit forblivende, men Jødernes Antal i Nakskov skal formindskes indtil 4, naar de efterhaanden ved Døden afgaa, saa at ingen skal nyde Privilegium sig der at nedsætte, saalænge der endnu er 4 tilbage af de priviligerede.«

Et særligt Dekret af Aaret 1769 forbyder Medlemmerne af den »jødiske Nation« at benytte Smelteovne og Digler i deres Huse. Disse maatte inden 14 Dage afleveres hos de priviligerede Guld- og Sølvsmede. Samtidig blev det Jøderne forbudt fremtidig under nogen som helst Form at foretage Smeltning af Guld eller Sølv.

Efter en Liste af den jødiske Menigheds Bestyrelse, Grosserer M. L. Nathanson, tæller den københavnske Jødemenighed i Aaret 1760 allerede 700 Medlemmer. Af den Grund ansatte Københavns Kommune en særlig Betjent til Ordning af Jødespørgsmaalet. Et saadant var nemlig som følge af den stadige Tilvandring af fattige galiziske Jøder straks opstaaet. Denne Betjent skulde tvinge alle de nævnte jødiske Elementer, som truede med at falde det offentlige Velfærd til Besvær, til at forlade Landet. Imidlertid fik den »portugisisk-jødiske Nation« i København i Aaret 1770 Tilladelse til at ansætte en Skolelærer til Undervisning af de jødiske Børn.

Efter at A. P. Bernstorff og den fremragende Bonde i Gentofte, Hans Jensen Bjerregaard, havde anvist nye Veje til Højnelse

13

af Bondestandens Kaar, indførtes omkring 1788 nye Reformer, hvorved ogsaa de Begrænsninger blev ophævet, som indtil da var stillet for Jøderne. Følgen var, at den jødiske Menighed i Løbet af kort Tid voksede fra 700 til 1200 Personer.

Ved Kongeligt Reskript af 19. September 1788 blev det overladt Københavns Magistrat ved offentlig Plakat at bekendtgøre, at saavel Haandværksmestrene som Jøderne maatte have Lov til at indgaa Akkord med hinanden angaaende Læredrenges Antagelse, og at de Jøder, der paa denne Maade havde udstaaet deres Lære, maatte have Adgang til at indtræde i Laugene, naar de iøvrigt opfyldte Laugs-Artiklerne. Denne Bestemmelse blev modtaget med Misfornøjelse af Laugene, og i Begyndelsen var Mestrene ikke at formaa til at tage Jødedrenge i Lære. I samme Reskript bestemtes det oven i Købet, at der ingen Undtagelse skulde finde Sted med Hensyn til de Professioner, hvortil der brugtes Smelteovne og Digler.

I det store og hele blev dog først Flertallet af de gamle Love, som ordnede Jødernes Forhold til Staten, ophævet med Loven af 29. Marts 1814. Fra denne Dag er Jøderne danske Statsborgere nøjagtig som de Kristne og skal, som det hedder i Forordningen: »nyde lige Adgang med de øvrige Undersaatter til at ernære sig paa enhver lovlig Maade.«

Med Henblik paa denne for Jøderne saa betydningsfulde Forordning er det interessant at læse »Jødisk Familieblad«, København, 15. Aug. 1930. I dette Blad staar en Artikel, som tjener til Underretning for unge Trosfæller, der »røber Ukendskab til de historiske Forhold vedrørende danske Jøder.« Artiklen omhandler de efterhaanden opnaaede Resultater, og det hedder deri: »Lidt efter lidt med Læmpe og List fik de flere og flere Reskripttilladelser -.«

De portugisiske Jøder har spillet en afgørende Rolle i Opnaaelsen af Reskripttilladelser og Privilegier, som sammenlagt tilsidst fører til den afgørende Kongelige Anordning af 29. Marts 1814, der blev gældende for hele »den jødiske Nation« i Kongeriget.

14

De portugisiske Jøder har følgende interessante Historie.

Omkring Aaret 1750, efter at Nakskovs Befolkning gentagne Gange havde klaget over Jøderne, flyttede to derboende Brødre til København. De to Jøder bar Navnet Henriques. Efter at være kommet til København genoprettede de en portugisisk-jødisk Menighed. Denne Menighed bestod endnu i Aaret 1811. Fra dette Aar foreligger der en fortegnelse over Menighedens Medlemmer. Samme Fortegnelse er den eneste, der overhovedet findes over portugisiske Jøder. Ved en personalhistorisk Gennemgang af denne udførlige Fortegnelse, viser det sig senere, at af Menighedens samlede Medlemstal, som bestod af 118 Jøder, udgjorde de Jøder i Menigheden, som med Sikkerhed kunde regnes til de portugisiske, ialt - 1 Mand, skriver: Een Mand!

Forstanderne for »Den jødiske Portugisiske Nakskauer Menighed« i København D. Davidson, M. R. Henriques og S. L Abarbnel indsendte den 26. Juli 1811 en Skrivelse med den ovennævnte fuldstændige fortegnelse over Menighedens Medlemmer. (Politimesterens Arkiv, Kancelli-Breve 1812-1813, Landsarkivet. Jvf. Medlemmer af den portugisiske Menighed i 1811. Meddelt og med personalhistoriske Noter forsynet af Josef Fischer.«)

Fortegnelsen over de »Portugisiske« Jøder omfatter 34 Husstande, der med Mænd, Kvinder og Børn tilsammen udgør 118 Personer. De 34 Familieoverhoveder tæller 19 forskellige Navne, nemlig: Davidson, Henriques, Abarbnel, Valentin, Israel, Ahronsen, Delbanco, Berend, Simonsen, Fürst, Heilbuth, Meyer, Joachim, Stadthagen, Cantor, Monies, Behrens, Salomon og Libschütz.

Efter en udførlig Beretning om hver enkelt families Levnedsløb, læser man paa Side 196: »Naar man har gennemgaaet hele Listen, maa man forundres over, hvor faa virkelige Portugisere der var i hele Menigheden. Med Sikkerhed kan kun Abarbnel regnes til dem, muligvis ogsaa Familien med det ejendommelige Navn »Thomar«.

Saaledes havde Københavns ca. 2400 Jøder med »Læmpe og List« kun en eneste portugisisk. Han boede i Sværtegade Nr. 174. Han var dengang Kongelig Klasse- og Tallotteri-Kollektør og Chokoladefabrikant. Hans fulde Navn var Samuel Isaac Abarbnel, og han var født i Nykerken i Holland.

15

 »Portugiserne«, som i Virkeligheden var polske og tyske Jøder ligesom alle de øvrige Jøder her i Landet, havde faaet deres forrettigheder stadfæstet gennem Enkeltpersonerne, Jøderne Gomez og Texeiras' Indflydelse i Aarene 1657, 1670 og 1684. De stadfæstedes paany 1750 og 1804.

Det er interessant at se, hvorledes disse polske og tyske Jøder fra Nakskov og København gaar op i deres Portugiser-Rolle. I Reskript af 19. September 1783 imødekom Regeringen dem i Anledning af, at de overfor denne havde anført at Edsformularen af 15. September 1747 ikke kunde have den forbindende Kraft for dem, som for den "højtyske« jødiske Nation, paa hvis Vedtægter den fornemmelig grundede sig, men med hvem de intet religiøst Samkvem havde, hvis Ceremonier var dem fremmede og hvis Dialekt de ikke forstod.

I Aaret 1813 har Jødernes Antal i København allerede fordoblet sig siden Tiden omkring 1784. Ifølge en Meddelelse af 12. Juli 1813 angives Tallet paa Københavns Jøder til 2400, nemlig 1170 mandlige og 1230 kvindelige. Af de 1170 mandlige Personer er 430 under 14 Aar. Af de 740 Voksne er 25 Grosserere, 50 Studerende, Kunstnere og Lærere, 140 er Haandværkere, der holder Svende og Drenge og 34 Fabriker er paa jødiske Hænder. Samtidig med denne Udvikling oprettede den jødiske Grosserer M. L. Nathanson en ”til Tidens Aand svarende Skole” for jødiske Drengebørn. Denne Skoles Undervisningsplan blev 100 Aar senere offentliggjort af Jøden Hartvig Cohn, og det hedder deri: »ogsaa i Talmud skulle de undervises hvis Ævner det er passende for.«

Landets Befolkning begyndte at lide under Jødernes Adfærd og afviste særlig den mod Skik og Brug i Landet anstødelige Opførsel i Handel. Kongelig Konfessionarius Dr. C. Bastholm udtrykte sig i Avisartikler i Bladet »Dagen« i meget skarpe Vendinger mod denne Adfærd. Han henviste til, hvorledes Jøderne havde tænkt og handlet i de ældste Tider, og hvorledes de tænkte og handlede fremdeles. Særlig vendte han sig mod den Omstrejfen, der foregik i Landet, hvor Befolkningen under falske Foregivender for en saare ringe Pris blev fralokket deres møntede og umøntede Sølv.

16

Han opstillede forskellige Spørgsmaal, bl. a.: "Hvo driver den vidtløftigste og fordærveligste Aager med Pengelaan til den fattige Medborger, hvorved han til hver Termin bliver endnu fattigere; er det Christnen eller Jøden? Endelig kunde jeg endnu opkaste et Spørgsmaal: Ugentlig stjæles i København en Mængde Guld og Sølv. Meget sjælden bliver Tyvene opdagede; herved maa altsaa være hælere og hemmelige Kjøbere.«

Man maa her erindre, at til de omfattende Tyverier i København, hvis Bekæmpelse laa Befolkningen stærkt paa Sinde, hørte Tyveriet af Guldhornene, som var de ejendommeligste og kosteligste Skatte af alle danske Oldtidsfund, og som i Aaret 1802 blev stjaalet fra det kongelige Kunstkammer og omsmeltede.
Den første Jøde, der lod sig døbe i Danmark, hed Daniel Salomon og var fra Polen. Det skete i Frue Kirke den 1. November 1620. Han rejste senere nordpaa. Den daværende Professor i Teologi, senere myndige Biskop for Sjælland, Jesper Brochmand, giver den Gang et baade dansk og luthersk klart Udtryk for Opfattelsen af Jøderne. Han gaar videre end til at dele den Opfattelse, at Jøderne kan leve i den evangeliske Stat, hvor de dog kun kan taales, naar de underkastes meget store Indskrænkninger. Men Brochmand støtter sig til Martin Luthers egne Ord og siger med denne om Jøderne: »Det er bedre helt at udelukke dem af Staten, thi man kan dog ikke hindre, at de privat begaar Blasfemi, og at berøve dem Aager er at berøve dem Livet, de kan saa lidt leve uden Luft som uden Aager.” (Kirkehist. Saml. 2. R. III p.783).

I Aaret 1887 udsendte Manufakturhandlerforeningen i København en Bog under Titlen "Meddelelser om Silke-, Ulden- og Lærredskræmmmerlavet 1651-1861 samt Manufakturhandlerforeningen 1862-1886.« Lavets Historie er udarbejdet af Dr. phil. Arkivar O. Nielsen, og Bogen afser en omfattende Plads til Skildring og Gengivelse af en Række af de mange Klager over Jøderne, som af Oldermanden indsendtes til Magistraten, hvorfra de gik videre til Regeringen. Af disse Klager, der hyppigt ind- træder og gentager sig fra Generation til Generation, skal her blot anføres nogle faa Eksempler.

 17

1725 søgte en Jøde ved Navn Wallich om at optages i Lavet. I den Anledning ytrede Oldermanden 4. Maj: ”Man har endnu intet Exempel i den danske Kristenhed paa, at man har forundt en Jøde en aaben Bod uden alene Monsieur Speier her i København - «. Denne havde tilføjet de Kristne en ikke ringe Skade. Istedetfor, at Jøderne i andre Byer maatte bo paa bestemte Steder, erhvervede de sig her huse i de bedste Dele af Staden, saaledes boede de paa Amagertorv, i Højbrostræde, Kirkestræde, Læderstræde, ved Stranden og paa Købmagergade. Man skulde forebygge, at der kom for mange, »at de ikke skulle drive alle Kristne ud af Staden og fra hus og Gaard.« (Side 81.)

11. Dec. 1775 søgte en døbt Jøde Kongen om Handelsprivilegium, forsynet med gode Anbefalinger af Biskoppen og 2 Præster. Paa denne Ansøgning gav Oldermanden en spydig Erklæring, hvori det bl. a. hedder: Supplikanten har ved sin Overtrædelse til den Lutherske Religion forud sagt, at han vidste at ernære sig og sine uden nogen Hjælp. Han kan være en ærlig Mand og af ligesaa god Tænkemaade, som den, der for faa Aar siden blev døbt af Hr. Dr. Jansen i Slotskirken og af ham fik det fortræffeligste Skudsmaal, men rømte omsider og bedrog baade Hr. Dr. Jansen og mange andre Indvaanere her i Staden. Supplikanten skal have ladet sig forlyde med, at det var for tungt at komme afsted med kontrabande Varer, naar han ikke havde andre Varer derhos.”

14. Sept. 1776 blev indgivet følgende Klage til Kongen over Jøderne: »Betragter man Jøderne fra deres Ankomst i Eders kgl. Majestæts Residensstad, saa ere de til største Delen indkomne fattige. Deres Begyndelse sker med Bedrageri, siden med Aager; have de saaledes erhvervet noget, drive de Snighandel og mange deraf vinde saa meget, at de tilsidst regne sig højere end Ed. kgl. Majestæts kristelige og tro Undersaatter. - (Side 149) .

6. Aug. 1778 fik Oldermanden igen Lejlighed til at udtale sig om Jøderne i Anledning af et Forslag om en almindelig Handelstilladelse for dem, og 18. November 1779 blev der givet en ny Indstilling om samme Emne: »Den Ukyndighed i Kunster og Videnskaber, som stedse har hersket hos dette Folk, deres Ulyst

18

til Agerdyrkning, Skibsfart og andre nyttige Arbejder har allerede gjort, at de af Mængden mere anses for tærende end arbejdende Lemmer i Staten; til Landets forsvar have de aldrig været brugte, og det er os ubevidst, om de i andre Dele have erhvervet sig Navn af nyttige Borgere. Den store forskel i Religion, Love og Skikke, som afsondrer dette folk saa meget fra alle andre, forvolder, at de ikke selv anse sig som Borgere af nogen viss Stat; af den Aarsag ere de i mange Lande ikke blevne taalte og i andre ikke uden megen Varsomhed, især har man fundet det betænkeligt at betro dem Handelen, som den vigtigste Kilde til Landets Rigdom.

Saaledes tænkte Deres Majestæts høj salige forfædre Kong Frederik III og Christian V, da de ved forordningerne af 1651 og 1681 forbød Jøderne al Handel her i Riget. De indsaa, hvad Indflydelse Handelen har i alle de øvrige Dele af Statslegemet, og frygtede for at betro den til andre end Landets Børn. De ansaa Rigdomme for en død Kapital i et folks Hænder, som ruger derover og ved deres til yderste Grad drevne Sparsommelighed hindrer dem fra igen at komme i Cirkulation; de ansaa dem for en tabt Kapital hos et folk, som intet fædreland har, men Opsøger sig snart et, snart et andet Opholdssted og tage deres Rigdom med dem. -« (Side 151-152).

Sjakrejøden Joachim Hambro blev i 1805 ifølge kgl. - Bevilling optaget i Lavet. Da han kort Tid efter døde, ansøgte Sønnen Joseph Hambro om Optagelse, hvilket blev ham nægtet. Enken efter Joachim Hambro, som drev denne forretning videre, ansøgte i 1814 om, at Silke- og Klædehandelen maatte overgaa til hendes Datter. Oldermanden ytrede hertil, at i de 40 Aar han havde kendt dette Lav, havde han hørt mange urimelige Ansøgninger, men aldrig ved at gennemlæse Lavsprotokollen fra de ældste Tider truffet nogen med saa stort Præg af dumdristig Uforskammethed … »naar man ved, at afdøde Hambro, uden at han efter Loven havde lært Handelen paa Lavet, blev ved en særdeles kgl. Naade deri indlemmet, nu at forlange, at denne Naade skulde udvides til hans Svigersøn, thi at Hanna Sophie Hambro, som Moderen kalder hende, for nærværende Tid er gift med en viss Borup, har hun meget viseligen forglemt at

19

anføre, hvilket synes at grænse saa nær som muligt til et strafværdigt Bedrageri. -« Denne Betænkning sendtes over Magistraten videre til Kancelliet. (jvf. Side 187 og 196-197.)

1815 søgte Hosekræmmer Nathan Levin Nathan om Optagelse i Lavet. Dette modsatte Oldermanden sig; Ansøgeren kunde ikke sættes ved Siden af de optagne Hosekræmmere, der alle havde været udmærkede Borgere og retskafne Handelsmænd. Det var særdeles ønskeligt, om Jøderne mere kunde anbringes ved andre borgerlige Næringsveje end Handelen, »thi den Handelsaand, der i Almindelighed hersker hos dette folkeslag er som Erfarenhed viser, næppe den nyttigste for Staten eller Handelsstanden.« (Side 195.)

I Aaret 1813 opstod den saakaldte Jødefejde. Sandheden om Jødernes Adfærd udbredtes ikke alene af ovennævnte Konfessionarius Bastholm, men i særlig Grad af Forfatteren Thomas Thaarup. Denne oversatte Bogen "Moses og Jesus« og forsynede den med et betydeligt Forord. Han brændemærkede Jødernes Verdenserobringsplaner og deres talmudiske Lære i sine Skrifter. Den danske Befolknings forbitrelse mod de udfordrende jødiske Metoder naaede sit Højdepunkt i September 1819. Store Menneskemængder forsamlede sig i Københavns Gader for at tilkendegive sig overfor Jøderne. I Dagene fra den 4. til den 12. September 1819 kom det til Udskejelser, hvorved jødiske Forretninger og Boliger blev ødelagte. Alle jødiske Forretninger, som var beliggende paa Strøget i Østergade, fik Ruderne slaaet ind. Samme jødefjendtIige Tilkendegivelser fremkom fra Befolkningen i Provinsbyerne, saaledes i Lyngby, Hillerød, Helsingør, Slagelse, Odense og Vordingborg. I sidstnævnte By drog Bønderne ind fra Omegnen, hvor de forsamlede sig paa Valdemars Plads. Derpaa fik samtlige jødiske Forretninger og Boliger Ruderne slaaet ind. En Del af Jødefamilierne tog flugten.

En Jøde ved Navn Salomon Soldin var paa den Tid Udgiver og Redaktør af Avisen »Kjøbenhavns nyeste Skilderi«. Denne Avis nød blandt andet det Privilegium at staa udenfor Censur. Det er betegnende, at Jøden Soldin ikke offentliggjorde et eneste Ord om de Ovennævnte Begivenheder. »Statstidende” (nu »Berlingske

20

Tidende«) og Bladet "Dagen« indeholdt derimod en ligelydende affattet men meget ufuldstændig Meddelelse om, hvad der var foregaaet.

Vedrørende Jødernes retlige Ligestillelse (den saakaldte Identifikation) med de øvrige Statsborgere skrev førnævnte forfatter Thomas Thaarup i sin pjece »Aftvunget Svar -«, København 1813, Side 17: »Jeg har anset som den største Hindring for denne Identifikation de tvende Dogmer. En national Gud, der udelukkende elsker Jøderne og forjættelsen om Verdens Herredømmet, kunde eller ville Jøderne ikke frasige sig disse saa er min uforgribelige Mening denne, at Identification vil være vanskelig om ikke umuelig at iværksætte, men saa tror jeg tillige: at det var saare vel, for enhver Stat ved Love at sætte Dæmning for den Indflydelse, som slige Dogmer kunde have paa Statens indvortes Sikkerhed og Velstand, følger, der meer end et Sted have vist sig, saavel i For- som Nutiden, og som have givet Anledning til Keiser Napoleons vise Dekreter.«

I Forordet til »Moses og Jesus« skriver han paa Side 2 og 3, at det for Jøderne vil blive vanskeligt tilfredsstillende at bevise, at de ikke stadig i deres Skoler og Synagoger lærer Forjættelserne om et Verdensherredømme grundet paa alle Nationers Undertvingelse og Ødelæggelse; og føler sig fritaget for Opfyldelsen af almindelige moralske forpligtelser mod Ikke-Jøder, hvoraf følger et menneskefjendsk Sindelag mod alle de af dem kaldte Gojim, Nocrim og Accum.

Fuld Ligeberettigelse ved Anordningen af 29. Marts 1814 opnaaede Jøderne imidlertid ikke. Saavel den litterære som den mere haandgribelige Jødefejde medførte, at der bevaredes en uforandret offentlig Mening mod dem, som hindrede deres Opnaaelse af Embeder og dermed deres Indflydelse paa statlige Anliggender. Julius Salomon skriver og citerer senere herom: ”Og den naturlige Følge udeblev ikke ………..Jødernes Indtræden i det moderne Aandsliv i Begyndelsen af det 19. Aarhundrede udviste et stort Antal Overgange til Kristendommen, næppe en eneste betydelig Jøde fra hin Tid i Tyskland har skyet dette

21

Skridt. . . . .. som det gik der, gik det i København. Alle kender Navnene: Nathanson (Nansen), Herforth, David, Herz, Abrahams, Henrichsen, Maribo, Henriques, Warburg, Kalkar, Delbanco, Ja- cobi o.s.v. Nogle af disse lod deres Børn døbe og forblev selv indenfor Menigheden - man kendte godt i Praksis »den taalsomme folkekirke« - og da Daaben ophævede Skrankerne, var det intet Under, at mange faldt for fristelsen, og at endog en ikke ringe Mængde studerende Jøder blev Præster i Folkekirken.« Ligesom Jøderne i andre Lande antog Bynavne, saaledes gjorde de ogsaa her. Fredericia, Maribo, Nyborg o.s.v.

Jøden Mendel Levin Nathanson, som var født i Aaret 1780 i Altona og som i Aaret 1805 oprettede den jødiske Drengeskole i København, kan ved hele sin Virksomhed (indtil sin Død 1868) betegnes som fører for den "jødiske Nation« i København. I sin Skole indførte han Undervisningen i den talmudiske Lære. Efter at han havde oplevet Jødefejden, under hvilken han var Grosserer og saaledes havde erfaret Folkestemningens Betydning, forandrede han sin Haandtering derhen, at han fra 1838 til 1858 var Redaktør af »Berlingske Tidende«, som indtil da havde været et ubetydeligt Blad, men nu blev et Dagblad med en ikke ringe Indflydelse paa den offentlige Mening. Nathanson lod sine 8 Børn døbe med Navnet Nansen, selv forblev han i Synagogen. Den senere bekendte Peter Nansen var hans Sønnesøn.

Normalt vilde efter Krigen i 1864 en levende national og folkelig Samhørighedsfølelse have været at vente. En saadan udeblev. Derimod indfandt M. L. Nathanson sig umiddelbart efter Krigen, trods sin høje Alder af 85 Aar, atter i egen Person paa »Berlingske Tidende«s Redaktørstol.

Jøden Henrik Hertz, hed i Virkeligheden Heymann Hertz, men kaldte sig Henrik efter Onklen, Redaktør Nathansons Raad, ligesom hans ældre Broder Salomon kaldte sig Sylvester. Heymann Hertz paavirkede Aandslivet ved anonym forfattervirksomhed. Hans Stykker opførtes paa Det kongelige Teater, indtil han endelig efter 4 Aars Forløb i 1830 brød anonymt igennem med et lille Lystspil; hvorpaa han lod sig døbe og opgav sin Anonymitet,

22

dog ikke Navnet Henrik. Han skrev sine Stykker for den halv-jødiske Skuespillerinde Johanne Louise Heiberg, f. Pätges.

Jøden Nathan David skrev politiske Betragtninger i »Maanedsskrift for Litteratur«, holdt forelæsninger paa Universitetet over Nationaløkonomi og udgav talrige pjecer og Skrifter. Samtidig var han Teateranmelder ved "Nyt Dansk Maanedsskrift" og lod sig i 1830 døbe, hvorpaa han samme Aar fik Ansættelse som Professor ved Universitetet. Han oprettede i 1834 Ugebladet »Fædrelandet«. Hans Anskuelser faldt Regeringen for Brystet. Der rejstes Sag imod ham, og han afsattes fra sit Embede i 1836. Efter et fleraarigt Ophold i Udlandet kom han tilbage til København, hvor han blev Borgerrepræsentant og Medlem af Stænderforsamlingen i Roskilde. Han opnaaede senere at indtage Stillingen som Finansminister.

Disse to Jøder, H. Hertz og N. David's livlige Deltagelse i Landets litterære og offentlige Liv i Aarene umiddelbart efter Jødefejden havde aabenbart til Hensigt udadtil at udslette Begrebet: »den jødiske Nation«, hvorom der altid før kun havde været Tale.

I klog Indstilling overfor den Stemning, der dengang gjorde sig gældende i Europa, lod Kongen den 28. Maj 1831 meddele, at det var hans Hensigt at indføre raadgivende Provinsialstænderforsamlinger. Da disse senere var oprettet, blev den 18. Juni 1838 paa Stænderforsamlingen i Viborg gennem en af Folkekirkens Repræsentanter indgivet et Andragende fra det jødiske Samfund, i hvilket de bad om at faa Valgbarhed til Stændeme. (Stændertidende for Nørrejylland 1838. 1. Række Sp. 992-96).

Til Grund for denne Ansøgning anførte Jøderne bl. a.: »De Genstande, der kommer til Forhandling i Stænderne er endelig ikke af en saadan Natur, at det skulde være upassende om dem at høre andre end Kristnes Raad, thi saa godt som altid vilde de vedkomme rent borgerlige Anliggender, og naar end en enkelt geistlig Sag, der skulde foretages, da vil Religionsforskellighederne ligesaa lidt forhindre Bekenderen af vor Tro fra at lade sin Stemme høre om dem, som den hidtil har afholdt ham fra

23

at yde sin Skærv til denne eller hin af Landets Kirker, der trængte til Hjælp.«

Andragendet blev afvist. Selv Andragendets Indgiver og Anbefaler maatte indrømme, at Sammenstillingen mellem Stemmeafgivning og Gavmildhed var uheldig.

Stifsamtmand Rosenørn gjorde gældende, at Jøderne dannede en Stat i Staten og aldrig sammensmeltede med nogen anden Nation, men kun bevarede en højere Kærlighed til sit eget Folk, med hvilket de vedligeholdt en uafbrudt forbindelse i alle Lande. (Stændertidende Sp. 1005-6.)

Endvidere henviste en af vort Lands betydeligste Retslærde, Anders S. Ørsted, til gældende Love, der byggede paa mindre Tillid til Jøder og nævnte herunder Forordningen af 15. September 1747, navnlig dens Paragraf 8, som fremhæver, at særdeles Formaninger skulde anvendes for at bringe en Jøde, der har at aflægge Ed i en Kristen vedkommende Sag, til at erkende, at han vil gøre Uret i at sværge falsk. (Stændertidende II Sp. 775.)

I Stænderforsamlingen i Roskilde den 5. Oktober 1838 opnaaede Jøderne derimod at blive anset for valgbare til Stænderforsamlingerne. Dette skete ene og alene med den Begrundelse, at Jøderne allerede havde indtaget Pladser som Redaktører af Dagblade og Tidsskrifter, hvorved de var i Stand til at udøve større Indflydelse paa den offentlige Mening og Nationens kulturelle Liv, end den enkelte Person som Medlem af de raadgivende Stænder nogen Sinde kunne opnaa. (Stændertidende II Sp. 590 og Sp. 653.)

Men Jødernes Ikkevalgbarhed til Stænderdeputerede, som var begrundet i Forordningen om Provinsialstændernes Indretning (15. Maj 1834, Paragraf 4. Nr. 2) forblev uforandret, og den 11. Juli 1840 fremkom en Kongelig Bekendtgørelse, hvori det meddeltes, at Kong Christian VIII endnu ikke havde »fundet tilstrækkelig Grund til nogen Forandring i den.«

I Hertugdømmerne Slesvig og Holsten udgjorde Jødernes Antal paa den Tid 3,800, hvoraf der i Altona alene boede 2000. Anordningen af 29. Marts 1814 gjaldt ikke Hertugdømmerne. Det var i Henhold til Resolution af 13. Juni 1729 Jøderne tilladt at bosætte sig i Altona, Glückstadt, Rendsborg og Friedrikstadt, dertil kom

24

senere Elmshorn og Falkenburg. For at bosætte sig i andre Byer krævedes en speciel Koncession. I 1835 saavel som i 1838 henvendte en Del af de holstenske Jøder sig til Stænderforsamlingerne og klagede over denne Begrænsning, dog uden Resultat.

I Aaret 1840 forelagde Regeringen et Lovudkast baade i den holstenske og slesvigske Stænderforsamling, som behandledes henholdsvis i Itzehoe og Slesvig. Lovudkastets vigtigste Bestemmelse gik ud paa at give Hertugdømmernes Jøder fri Bosættelsesret. Imod Antagelsen af dette Lovudkast udtalte Pastor Mau sig ud fra sin grufulde Erfaring ved en Jødes Overgang til Kristendommen og sluttede sin Tale med følgende Ord: »Gud bevare enhver kristelig Præst for den Syge at ville omvende Jøder!« (Stænderforh. Sp. 1259).

I de slesvigske Stænder skrev Ordføreren Pastor Lorenzen, Adelby, en Betænkning af 3. December 1840, hvori det blandt andet hed: »Kristendommens Princip er ikke netop den saakaldte Humanitets eller den almindelige Menneskekærligheds Princip, thi det guddommelige Bud: "Du skal elske din næste som dig selv» var bekendt i Verden allerede længe før Kristendommens Fremkomst. . . . .  At appellere til Fornuft, Billighed og deslige er at forrykke det rigtige Standpunkt, fra hvilket man i denne Sag maa gaa ud og som er konkret givet og grundet paa Kendsgerninger. . . . . . Det vilde være bedre og ud fra den kristelige Stats Principper konsekvent fra første Færd at nægte disse fremmede som Kristendommens fjender al Adgang, som Tilfældet den Dag i Dag er i Norge.« (Zeitung für die Verh. der dritten Schleswigschen Standerversammlung 1840. Beilagen Heft II. Sp. 331 fg.)

Iøvrigt gik begge Stænderforsamlingerne imod Lovudkastet.

I Aaret 1836 var Jødernes Antal for Jylland og Øerne ialt 4064, hvoraf 2465 boede i København. Af disse var 1111 mandlige og 1354 kvindelige Personer. Af de resterende 1599, som boede i Provinsen, var 800 mandlige og 799 kvindelige Personer. Fordelingen af de 1599 Jøder i Stifterne var følgende: Sjællands Stift 388 (Bornholm ingen), Fyns Stift 376, Lolland-Falsters Stift 118, Aalborg Stift 125, Viborg Stift 38, Aarhus Stift 348 og Ribe

25

Stift 206 Jøder. I Randers boede 194, i Fredericia 125, i Aalborg By 113 og otte andre Byer havde hver mellem 50 og 100 Jøder.

Jøden Meir Aaron Goldschmidt, der indtog en særlig yndet Plads blandt sine Racefæller som Følge af, at han netop var født i Fejdeaaret 1819 og netop i Vordingborg, hvor Fejden var særlig haard, indledte allerede i 1837 en omfangsrig Bladvirksomhed. Han begyndte med »Næstved Ugeblad«, hvis Virksomhed hurtigt medførte en Proces, der skaffede ham en Bøde og et Aars Censur. Efter Frederik VI.s Død udgav han det berygtede Blad "Corsaren«, der hensynsløst vendte sig mod saavel Kongemagten som mod det nationale Parti, der bestræbte sig paa Nordens Enhed. Han rettede de mest ondartede Angreb paa Landets offentlige førende Personligheder, og hans Forfølgelse af Søren Kirkegaard udgjorde et særligt Kapitel. Den jødiske, liberalistisk betonede, litterære Periode i Danmark indledte Goldschmidt i Aaret 1845 med Udgivelsen af sin Bog »En Jøde« - et Dobbeltspil, som endnu i Dag er at finde i Bogskabet i mangt et dansk Borgerhjem. Denne litterære Periode strakte sig op gennem sidste Halvdel af det 19. Aarhundrede og kan betegnes som banebrydende for Jødedommen her i Landet. At en saadan Litteratur vandt Gennembrud skyldtes i første Række den Indflydelse, Jø- derne havde opnaaet ved at være henholdsvis Grundlæggere, Redaktører og Udgivere af Dagblade og Tidsskrifter. Bladet »Fædrelandet«, som var oprettet af Jøden Nathan David, skamroste i sin Anmeldelse (»Nordisk Litteratur- Tidende« 11. Januar 1846) Bogen »En Jøde« med en hidtil ukendt Paatrængenhed og kaldte den »- et virkeligt maaske endog et sjældent Talents morgenfriske og foraarsfrodige Førstegrøde. . . . . . . . «

Jøden Joseph Hambro fødtes i København 2. November 1780, hvor Faderen var Sjakrejøde. Efter at han i 3 Aar hos det indflydelsesrige Firma Fürst, Haller &. Co. i Hamborg havde opnaaet fornøden Færdighed, oprettede han omkring Aar 1800 en Kræmmerforretning i København. Da han derved havde samlet tilstrækkelig Kapital, forandrede han Kræmmervirksomheden til en Bankiervirksomhed, hvis Opblomstring drog sin Næring under

26

Landets Nød efter Krigen med England. Dette satte ham i Stand til at oprette Statslaan for Danmark og Norge. Ingen Jøde maatte paa det Tidspunkt komme ind i Norge, hvorfor han førte forhandlingerne paa svensk Statsomraade. Efter at denne Fremgangsmaade var lykkedes, drog han uantastet ind i Norge. Han opnaaede i Danmark Udnævnelse til Hofraad.

Jøden Carl Joachim Hambro, født 23. November 1807, Søn af Joseph Hambro, virkede i Faderens Bankierforretning. Efter nogle Aars Ophold i Bremen, Le Havre og New York vendte han tilbage til København, men da han fandt den danske Lovgivning for hæmmende for sine Fremtidsplaner, bestemte han sig for at nedsætte sig i London, hvor han i Aaret 1839 grundlagde det hambroske Bankierhus, hvortil faderen derefter henflyttede og virkede bag Kulisserne.

Firmaet C. J. Hambro & Son, som Bankierhuset hed, spiller derefter en betydelig Rolle i den internationale Højfinans for Laan til Stater og Finansiering af Krige. Placeret i London, hvor Traadene løber sammen, har det særlig udset sig de nordiske Lande som Virkefelt og benævnes endog det dansk-engelske Bankhus.
Det ene nye store Laan efter det andet til Danmark er nu Følgen, og navnlig Krigsaarene 1848-1850 giver Hambro rig Finansanbringelse, hvorefter han 1851 optages i den danske Adel som Baron. Krigen 1864 fører til nye betydningsfulde hambroske Laan og til Tab af de sønderjydske Landsdele, hvor det forholdsvis store Antal Jøder særlig gennem de sidst forløbne Aartier havde været særlig utilfredse med den danske Regerings Utilbøjelighed til at imødekomme deres Ønsker om Ophævelse af de for dem særlig gældende Love og Bestemmelser. Det var Jøden Nathan David, som havde opnaaet at faa Stillingen som Danmarks Finansminister, der efter 1864 overdrog David Baruch Adler, der var Bankier og fra dette Aar Folketingsmand, at optage Statslaan i England. Laan, som tilsidst bliver banebrydende for Højfinansens Indflydelse i Danmark. I 1884 og 1887 ordnedes atter betydelige Laan, og Storstrømsbroen blev ikke bygget i 1933-1937 uden Hambros Bank.

27

Bankhusets Indflydelse ses bedst deraf, at Grækenlands Trone paa Hambros Forslag blev besteget af en dansk Prins, som Grækerne i 1863 valgte til Konge, hvorefter Hambro opnaaede og siden bevarede en intim Forbindelse med dette Lands Finansvæsen.

Island føres bort fra Danmark og blev 1. December 1918 selvstændigt Kongedømme i Personalunion med Danmark, men blev samtidig lagt i højfinansiel Afhængighed til London, hvor den hambroske Efterslægt fører Familietraditionerne videre. »Jødisk Familieblad«, 12. Aargang Nr. 10, København 1939, omtaler disse Forhold med Tilfredshed og meddeler, at mange Islændere beklager denne Udvikling, fordi den uvægerlig fører Island bort fra Danmark, da det i Tilfælde af at Island trues, vil blive England, der tager Affære for at varetage sine Interesser paa Sagaøen! »Jødisk Familieblad« slutter sin Artikel med følgende Ord: »Stater, Konger og Kejsere kan forgaa, men Hambro bestaar...”

Jøden Ernst Trier havde ogsaa stor Indflydelse paa den begyndende liberalistiske Periode her i Landet. I Aaret 1865 grundlagde han en Folkehøjskole i Vallekilde. Gennem sine Forelæsninger bidrog han i høj Grad til Fremme af den jødiske Indflydelse paa Danmarks Kultur. Den danske Ungdom havde den største. Tillid til den Højskole, som Grundtvig havde skabt, og traadte med denne Tillid Jøden Trier i Møde uden Fordom og uden Mistro.

Med Grundloven af 5. Juni 1849 opnaaede Jøderne fuld Ligeberettigelse med Landets øvrige Befolkning og saaledes Adgang til Landets højeste Embeder. En Jøde, der efter Loven hidindtil af Dommeren skulde særlig formanes for at bringes til at erkende, at han gjorde Uret i at sværge falsk, kunde nu indtage Dommerens Plads. Det var dog først i Aaret 1868, gennem en i Folketinget stillet Dagsorden, at det endelig afgjordes, at der i dansk Lovgivning intet var til Hinder for, at en Jøde kunde indtage Stillingen som Dommer - endog som Enkeltdommer.

28

I Slutningen af forrige Aarhundrede vandt Jøderne større og større Indflydelse i Landet.

De jødiske Brødre Georg Cohn Brandes og Edvard Cohn Brandes udnyttede i særlig Grad det tildels indvundne Terræn. Disse to Jøder, som sejlede under Liberalismens Flag, havde særlig udset sig Politik og Presse som Virkefelt for herigennem at ryste den danske Ejendommelighed og den danske Livsopfattelse i dens Grundvolde. Heri blev Brødrene Brandes bistaaet af hele Jødedommen.

Georg Brandes (Navnet Cohn ansaas lidt efter lidt for overflødigt) virkede i Halvfjerdserne og Firserne særlig opløsende paa det kulturelle Omraade. I sin Ungdom beskæftigede han sig med religiøse og philosofiske Spørgsmaal, hvortil han følte sig ansporet gennem Kirkegaard og Hegelianerne. Derefter tog han sig af Teater- og Litteraturkritiken og aabenbarede her en Tænkemaade, der svarede til en ren og skær Brandstifters. Med Slagord som» Tankefrihed«, »Humanitetens frie Udvikling i Kunsten«, "l'art pour l'art« o.a. kæmpede han mod »Reaktionen«. I særlig Grad rettede han disse mod Kristendommen og den borgerlige Moral. Han holdt Forelæsninger paa Universitetet, hvor han blev omjublet af de unge Mennesker, der overhovedet ikke forstod, hvor han vilde hen. Han skrev alle Slags Essays om alt, hvad der fandtes mellem Himmel og Jord, og gjorde ved sine jødiske Venners Hjælp disse Skrifter tilgængelige for Alverden gennem sine Forlags uhørt billige Subskriptionspriser. Haandværkere, Tjenestemænd og Handels- og Kontorfolk kom derved i Besiddelse af hans Skrifter.

Nogle af disse Skrifter er særdeles kendetegnende, hvad alene Titlen utilsløret siger: »Romantikken i Tyskland" 1873, »Reaktionen i Frankrig« 1874, »Naturalismen i England« 1875.

Han oversatte derefter Stuart Mills »Om Kvindens Underkuelse”, hvorved han gav Emancipationen i Skandinavien et nyt Opsving.

Hans Monografier over Tegner, Disraeli og Lassalle, ligesom

29

hans Bøger over Goethe, Shakespeare og over "Hebræisk Poesi« staar den Dag i Dag i alle dannede Danskeres Bogreoler.

Ved Hjælp af den i jødiske Hænder værende Presse opnaaede Brandes som Litteraturhistoriker nærmest en ligefrem Verdensberømmelse samt Herredømmet over hele det danske Aandsliv. Georg Brandes Opfattelse af, at Litteraturkritik og Teaterkritik er Kunst og danner en selvstændig Kunstart, kan man endnu i Dag finde i vore Aviser. En vis ikke-jødisk Kritiker skrev for kun kort Tid siden om en Kollega, at dennes »kritiske Kunst« vanskeligt lod sig overbyde, allerhøjst af Georg Brandes.

Brandes er endnu i Dag simpelthen bestemmende i vide Kredse, og det ikke blot med Hensyn til, hvad der angaar Kunst og Smag, men ogsaa særlig med Hensyn til næsten alle dannede Menneskers aandelige Indstilling. Det er Brandes Tanker om Freden, om Krigen, om Militarismen, Menneskeværdigheden, om Død og Djævel, der overalt og til Stadighed kommer til Syne, selv hos kirkeligt indstillede Mennesker.

Men det danske Folk ser ikke Jøden i Brandes og regner ham endnu i Dag for »en god dansk Mand«. Man taler om den »epokegørende Brandesisme«, ikke paa nogen Maade med Beklagelse over dens Ødelæggelse af alle nedarvede nordiske Begreber, derimod snarere i Erindringen om en Slags gylden Tidsalder.

Der fandtes dog allerede i hans Glansperiode Mænd, som klart forstod Brandes' Virksomhed og som i Aarene 1890-1892 udgav et Tidsskrift »Nutidsspørgsmaal til Overvejelse« under Redaktion af Professor V. Klein. I dette Tidsskrift, 2. Aargang, Nr. 5. S. 92, findes følgende lille Opsats: »Hvorledes vi end vender og drejer Hr. Dr. Brandes, er det os altsaa fremdeles umuligt at opdage de mange Sandheder, han efter Tilbedernes Mening skal have forkyndt. Derimod kunne vi maaske nok indrømme, at han indirekte har bidraget til Sandhedens Erkendelse, naar man først er bleven opmærksom paa, at den skal søges i en Retning, modsat den, hvori han selv peger.«

I samme Retning arbejdede Journalisten og Forfatteren Peter Nansen, Sønnesønnen af Jøden Mendel Levin Nathanson, som i Halvfemserne var en afgørende Medarbejder ved Liberalismens

30

radikale Partiorgan "Politiken«. Senere blev han Forlagsdirektør for Gyldendal og derved medbestemmende for den danske Skønlitteraturs Udvikling.

Ligeledes, og maaske i endnu højere Grad, har Jøden Edvard Brandes gennem sine litterære Arbejder paavirket det danske Aandsliv. Han var ligesom Nansen i en Aarrække Medarbejder ved Dagbladet "Politiken«. I 1880 blev han valgt ind i Folketinget som Repræsentant for det radikale Parti, og 1909 blev han finansminister i Zahles første radikale Ministerium og 1913 i det andet.

Edvard Brandes karakteriserer bedst selv sin Indsats i Verdensjødedommens Tjeneste i sit Brev til Strindberg, hvori han vil være denne taknemmelig, om han med flyvende Faner vil gaa over til Ateismen. Han tilstaar, at han har et Horn i Siden paa Moralen og han skriver videre: »Jeg tænker ogsaa, at disse norsk- danske overspændte Fordringer til Ægteskabet sprænger denne tarvelige Institution ganske i Luften.« Dette Brev blev for nogle Aar siden offentliggjort i Dagbladet »Børsen«.

Under Verdenskrigen sad den indflydelsesrige Jøde Hermann Heilbuth som Medlem af den saakaldte »Overordentlige Kommission«, som bl. a. gennem mange Aar havde finansieret det radikale Parti og dets Presse, hvorved han øvede sin Indflydelse. Heilbuth vedligeholdt Forbindelse med indflydelsesrige Trosbrødre i de forskelligste europæiske Lande. Han var Medlem af Bankraadet i Danmarks største private Bankforetagende, »Den danske Landmandsbank«.

Foruden Navnet Heilbuth finder man i Listen over danske finans- og Børsmænd nogle jødiske Navne som: Gedalia, Glückstadt, Goldzieher, Rubin, Henriques, Rée, Levin, Salomon. Levy, Adler, Cohen, Bendix, Trier, Meyer, Heymann, Levinsen, Salomonsen, Simonsen, Nathan, Kalckar, Philipson, Lamm, Heckscher, Warburg, Monies, Fraenckel, Horwitz, Goldschmidt, Hertz, Sally og Moses.

Fra Bankerne løber Forbindelseslinierne ud i Erhvervslivet.

31

Mange af Landets store foretagender er grundlagt af Jøder, ejes og ledes af Jøder. Jøderne har tildels ogsaa kunnet vinde fodfæste indenfor de industrielle foretagender, som oprettedes fra Landbrugets Side. F. Eks. indenfor Svineslagterierne, hvor Justus Nathansen i 20 Aar, indtil 1917, var Direktør for De danske Svineslagterier, hvor ogsaa Martin Dessau indtil 1897 gjorde sig stærkt gældende. (Jvf. Lorenz Christensen: »Nordslesvig venter-« S. 57-58.)

Den socialdemokratiske Presses politiske Retningslinier i Danmark er fastlagt gennem Jøden, Rabbinersønnen Karl Mardokai (kaldet Marx), idet Karl Marx' kommunistiske Manifest ofte, og saa sent som i 1937, er udgivet af Det danske Socialdemokrati paa Forlaget »Fremad« i København.

Det danske Socialdemokratis forbindelse med den internationale Jødedom beror ikke kun paa Marxismen, men frem for alt i de danske Socialdemokraters venlige Holdning overfor de fremmede Jøder, der danner Bindeled med Marxisterne i Udlandet. Saaledes kunde den mystiske Person, Jøden Parvus Helphand, som optraadte under forskellige Navne under Verdenskrigen, ved Hjælp af Det danske Socialdemokrati og Jødedommen oprette forskellige »arbejdervenlige« foretagender. Blandt disse var »Arbejdernes Brændselsforsyning« et Foretagende, som vilde skaffe Arbejderne Brændsel. Medvirkende som Leder var Jøden Sclartz og Udbyttet til Lederne slog alle hidtil oplevede Rekorder.

Theodor Fritsch meddeler herom i sit Skrift: »Die Sünden der Hochfinanz«, Leipzig 1927, S. 33: "Jøden Parvus Helphand tjente paa sine svindleragtige Kulforretninger (Kohlenschiebungen) med Danmark 32 Guldmillioner.«

I Det danske Socialdemokratis festskrift (Det danske Socialdemokratis Historie fra 1871-1921, B. 2. S. 330) bliver Parvus gjort til Genstand for stor Lovprisning, idet det erklæres, at denne Brændselsforretning af dens Leder førtes med »en Dygtighed og Energi, der hensatte Privatkapitalisterne og deres Tjenerskab i rene feberanfald af Raseri.«

32

I Sommeren 1919 organiserede den jødiske Ungdom i Skandinavien sig paa en Kongres i København. I »Dagens Ekko« af 14. Juli 1919 staar derom at læse: "Paa Kongressen mødte Repræsentanter for Foreningerne i Danmark, Norge og Sverige, og der var forøvrigt fremmødt adskillige fremstaaende Jøder, bl. a. Professor Simonsen, Dr. Winkler, Dr. Alfred Heymann (alle fra København) m. f1. ... Forbundets vigtigste Maal skal være at bekæmpe Antisemitismen og Raceblandingen blandt Jøderne«.

I denne forbindelse er det særdeles interessant at se, hvorledes »Socialdemokraten«, København, 19 Aar senere følger de jødiske Retningslinier til Bekæmpelse af Antisemitismen og Raceblandingen. Under Overskriften »Racehumbug« refererer Bladet et foredrag, der er holdt i den danske Radio imod det tyske Institut for Raceforskning. »Socialdemokraten« skriver: »Rene Racer findes maaske blandt Dyr og Planter, ikke blandt Mennesker.... Jøderne kan lettere forstaas ud fra Begrebet folk end ud fra Begrebet Race.« Men i 1919 kunde Jøderne paa Kongressen i København dog bedst forstaas, naar man anvendte Begrebet »racebevidste Jøder.”

Hagekorset, det urnordiske ariske Tegn, var i 1919 endnu ikke blevet erklæret udelukkende at være et tysk Tegn, som den danske Presse senere har gjort det. Dette skete først, da Tyskland under Hagekorsets Tegn havde sejret over Jødedommen. Det for alle Germanere fælles Tegn, som er arvet fra fælles Forfædre, og som i stort Tal findes i vore minderige Samlinger, dette Tegn var endnu i 1919 lejlighedsvis at finde i den danske Presse.

Under Hagekorsets Tegn skrev »Nationaltidende« den 3. Juli 1919: »Den blodige Grusomhed, hvormed Bela Kun har taget Hævn for den forsøgte Modrevolution, har i Øjeblikket skaffet Ro i Budapest. Her ligesom i Rusland er Bolchevismens ledende Repræsentanter væsentlig Jøder, ihvorvel de ogsaa der ynder at skjule sig bag nationalt klingende Navne. Ligesom Navnet Leo Trotzki dækker over en Leib Braunstein er Bela Kun ikke andet end det magyariserede Skalkeskjul for Adalbert Kohn.« Artiklen bærer Overskriften »Revolution og Pogrom" og skildrer udførligt den magyariske Bolsjevikhøvding Bela Kuns Færden i Ungarn, hvor kun

33

Frygten for en voldsom Reaktion havde hindret Arbejderne i at træde direkte op imod den jødiske Magthaver Kun. Videre hedder det i den samme Artikel: "Det er en Kendsgerning at Bolschevismen for den største Del ledes og organiseres af Jøder.« I denne Artikel gengives ogsaa en Ytring fra det tyske Katolikblad "Germania«, hvorefter ikke færre end 200 Jøder har henvendt sig paa en enkelt Dag til de katolske Præster med Anmodning om at blive døbt. De vilde paa den Maade unddrage sig den Straffedom, som forudses at ville komme over Jøderne. Alt dette stod i »Nationaltidende« i Aaret 1919 og foran Artiklen stod et Hagekors.

Hvorledes Jøder i Danmark staar i international forbindelse med Jødedommen, virker i dennes Tjeneste og er underrettet om Begivenheder i fjerne Lande, forinden disse endnu er indtruffet, hvorledes Jøderne i Danmark er Jøder ud over Danmarks Landegrænser, og hvorledes de her i Landet paa allerhøjeste Sted kan gøre deres Indflydelse gældende til fordel for deres Sag i andre Lande, alt herom fremgaar af en Audiens hos Kong Frederik VIII i 1907. Om denne Audiens kan man læse i »Tidsskrift for jødisk Historie og Literatur«, København 1918 1. Bind, S. 188-190, udgivet af »Danmarks Loge U. O. B. B. 712.« redigeret under Medvirken af Jøden David Simonsen, forhenværende Overrabbiner ved Synagogen i København, Medlem af Bestyrelsen for »Alliance Israèlite universelle« o. m. a. - Jøden Moses Melchior anmoder i foraaret 1907 om snarlig Privataudiens hos Kong Frederik VIII. Kongen, som forud er underrettet om Sagen, vil modtage ham privat den førstkommende Mandag. Moses Melchior kan ikke vente til om Mandagen, men anmoder om, at Kongen vil modtage ham senest førstkommende Lørdag. Tilladelsen gives, og Moses Melchior møder.

Kongen finder Sagen uigennemførlig. Da Moses Melchior trænger ind paa Kongen, lover denne at ville sætte sig i forbindelse med sin Søster »som jo bedre kunde skrive til sin Søn Czaren, at hans Embedsmænd atter vilde gøre sig skyldige i samme grove forbrydelse mod Czarens fredelige jødiske Undersaatter som i Oktober 1905. -« Men Moses Melchior hævdede, at det tog for lang Tid. Kongen spurgte forbavset, hvorledes Moses Melchior var saa nøje underrettet. Melchior

34

svarede, af Professor Simonsen havde givet ham Besked. Kongen gjorde da en Bemærkning om, at han nu forstod Sagens Gang. Endelig lovede da Kongen at skrive til Czaren. Melchior henviste til, at det hastede og til Muligheden af, at et Brev kunde forsvinde. Kongen maatte straks telegrafere og derefter skrive.

At Jøderne i vore Dage uforandret underviser og opdrager deres Ungdom i den talmudiske Lære og dertil plejer forbindelsen med Verdensjødedommen fremgaar af »Jødisk familieblad«, som indeholder officielle Meddelelser fra det mosaiske Trossamfund i København. I dets Januar Nummer København 1929 meddeles, at en »Talmud Tora« Skole er oprettet i Malmø den 27. August under Ledelse af en S. Friedmann fra Kovno. Skolens Elevantal der begyndte med 60, er i det relativt korte Tidsrum fra August til 9. December forøget til 80 Elever i Alder fra 6 til 16 Aar.

De største Bankskandaler, som nogen Sinde har gennemrystet Danmark, har sine Ophavsmænd i Jøder og Personer af jødisk Afstamning. Saaledes har i Aaret 1908 den daværende Justitsminister Peter Adler Alberti bedraget Den sjællandske Bondestands Sparekasse for henved 15 Millioner Kroner.

Over Albertis finansielle Forhold havde der i lang Tid forinden Sammenbrudet været Rygter i Omløb. Men selv sine Modstandere imponerede Alberti ved at udvise en ligefrem urokkelig Ro parret med en vis Slagfærdighed. Imidlertid forøgedes Angrebene mod ham saavel fra Offentlighedens som fra Pressens Side, og Statsminister I. C. Christensen saa sig i foraaret 1908 nødsaget til at stille Alberti en snarlig Tilbagetræden i Udsigt; men denne udtalte Ønsket om at faa Lejlighed til forinden at gennemføre sine Justitsreformer. Alberti maatte dog ane, at han efter sin Tilbagetræden ikke vilde være i Stand til at blive Herre over sine finansielle Vanskeligheder. I Maj henvendte han sig til I. C. Christensen med Anmodning om et Laan af Statskassen til Bondestandens Sparekasse. Statsministeren gav Tilladelse til 1,5 Million mod Sikkerhed i Pantebreve.

I Mellemtiden nærmede sig det Tidspunkt, da Alberti skulde

35

fratræde. Han blev nu udnævnt til Geheimekonferensraad, uagtet at der ganske utilsløret i Pressen rejstes Sigtelser imod ham for falsk.

Den 8. September skulde Sagen om de 1,5 Million behandles i et Ministermøde. Endnu før Mødet kunde finde Sted, meldte Alberti sig selv til Politiet og sigtede sig selv for Falsk og Bedrageri. Han angav det besvegne Beløb til 9 Millioner Kroner. I Virkeligheden var det dog 15 Millioner Kroner. Hans Fald trak ogsaa Ministeriet I. C. Christensen med sig. Undersøgelserne imod Alberti varede to Aar. I December 1910 blev han idømt 8 Aars Tugthus. 1917 blev han benaadet. Han kom af Dage ved et Sporvognsuheld i 1931.

Albertis Fald er ejendommeligt paa Grund af dets indre Virkninger i dansk Politik, og det var af den aller største Betydning. Ved sit Fald trak han den ham venligtsindede I. C. Christensen med sig, som maaske var den største Politiker, Danmark gennem det sidste 100 Aar har haft. Efter I. C. Christensens Afgang fandtes ikke mere nogen Hindring for Socialdemokratiets Magterobring.

Aarsagen til Sammenbrudet af Danmarks største private Bank, Den Danske Landmandsbank, i Aaret 1922, skyldtes ligeledes Bankens jødiske Direktør Emil Raphael Glückstadts Misledelse. Landmandsbankens Sammenbrud blev indledet sammen med det Prisfald, som kort efter Krigen gjorde sig gældende, og som overalt afslørede de usunde Forhold, der havde bestaaet under Krigen og kort efter denne. Landmandsbankens Direktør, Glückstadt, havde anbragt uhyre Summer i alle mulige Foretagender, der nu faldt sammen som Korthuse. Banken betød saa meget for Landets Erhvervsliv, at Staten end ikke maatte gribe ind. Først stillede Nationalbanken en Kredit paa 30 Millioner til Raadighed, men det viste sig snart, at dette var utilstrækkeligt. Nu blev Aktiekapitalen nedskrevet til 10 pCt., og Landets store Foretagender »Store Nordiske«, »Østasiatisk Kompagni" og Nationalbanken tilskød 100 Millioner. Den gamle Direktion gik af. Glückstadt blev fængslet, og her endte han kort efter sine Dage. Andre

36

Direktionsmedlemmer blev dømt til fængsel og Bøder. Gennem de aarelange Undersøgelser viste det sig, at Glückstadts Manipulationer og hele Nyordningen havde kostet Landet ca. 500 Millioner Kroner. 23 andre Banker maatte likvidere, 2 anmeldte Konkurs og 12 blev overtaget af andre Banker. I forhold til vort Lands Størrelse er dette Tab uhyre.

De største danske Dagblade staar mere eller mindre under jødisk Indflydelse. Foruden en Række jødiske og halvjødiske Medarbejdere og Redaktører sidder der fuldblodsjøder i Repræsentantskaberne.

 »Berlingske Tidende«, der kalder sig konservativt, men som med forkærlighed bringer Telegrammer fra »Daily Herald« og »News Chronicle« har som Chefredaktør Sv. Aa. Lund, hvis Bedstemoder paa mødrene Side stammede fra familien Fränckel. Desuden sidder i Repræsentantskabet C. B. Henriques, som er Heljøde, og gennem en meget lang Aarrække indtil sin Død 1938 sad Heljøden Louis Henius i dette Repræsentantskab sammen med den eneste Arier, forhenværende Overformynder M. P. Friis.

Dagbladet "Politiken« har i sit Repræsentantskab Bladets tidligere Chefredaktør Valdemar Koppel, Heljøde, samt tidligere Justitsminister C. Th. Zahle, Jødemand, gift med Mathilde Henriette f. Trier. Endvidere hører til dette Repræsentantskab: Fru Ellen Hørup, Sv. Hørups Svigersøn V. Nielsen og Herman Dedichen (Slægtsnavnet tidligere tilknyttet "Politiken« gennem Ove Rode, der var gift med Line f. Dedichen) samt Konsul A. F. Olsen, der paa mødrene Side nedstammer fra Slægten Cavling.

Bladet tæller et stort Antal Jøder og jødebeslægtede Personer blandt sine Medarbejdere, omend disse som enkeltpersoner ikke kan tillægges særlig Betydning.

Ved "Nationaltidende« sidder Jøden Cohen som administrerende Direktør.

 

Gennem det sidst forløbne Aarhundrede har Jøderne i Danmark som i andre Lande arbejdet hen imod bestemte Maal.

37

Saa længe der endnu gennem Folketællingerne blev holdt Tal paa Jøderne, udgjorde nogle af de sidste Aar følgende Tal alene for Stor-København:

	København	Frederiksberg	Gentofte	Tilsammen
1901	2826	239		3065
1906	2927	349	74	3350
1911	4219	491	83	4793
1916	5270	605	124	5999

 

Efter at Folketællingen ikke mere indeholder Talangivelser over de i Danmark boende Jøder, maa man nøjes med at foretage en Taksering af deres Antal. Tallet 10.000 vil vel tilnærmelsesvis være rigtigt. Deraf tilhører vel nok de 7000 det jødiske Trossamfund. Af Halv- og Kvart jøder findes der vel her i Landet yderligere 10.000. Særlig i Midten og i Slutningen af forrige Aarhundrede var Antallet af Blandingsægteskaber meget stort. Til dette Brug foretrak Jøderne særlig Landets bedste Familier, ganske bortset fra, at Kongerne ikke altid har gaaet særlig kræsent til Værks ved Tildeling af Adelsprædikater.

Regeringen angiver kun Jødernes Antal i Danmark til 6000. Trods det i Sammenligning med Befolkningstallet kun forholdsvis lille Tal af Jøder, er den jødiske Indflydelse her i Landet lige saa umiskendelig som i andre europæiske Lande.

Denne Indflydelse udstrækker sig næsten til alle Omraader af det offentlige Liv. En forholdsvis stor Del af de danske Jøder tilhører det saakaldte Bourgeoisi. Et anseligt Antal sidder i førende Stillinger som Dommere, Sagførere, Læger, eller er Direktører, Grosserere og Bankiers. Og endelig findes et ikke ringe Antal i alle mulige offentlige Kontorer og Institutioner baade i høje og lave Stillinger.

Musiklivet og Musikkritiken er fuldstændig i jødiske Hænder. Direktøren for det kongelige danske Musikkonservatorium er Jøden Simonsen. De forskellige Musikritikere er Jøden Seligmann (Politiken) og i en lang Aarrække indtil sin Død 1940 Halvjøden William Behrend (Berlingske Tidende). De danske Komponister

38

og betydeligste Musikere er mere eller mindre henvist til jødisje Mæcener. Disse fælder Dommen over Værdien eller Værdiløsheden af en Kunstner.

Derimod findes der næppe en jødisk Maler eller Billedhugger af Betydning. Heller ikke i Litteraturen er Jødernes Stilling mere saa beherskende, som den var i Brødrene Brandes' Tid.

Til Slut kan i Korthed siges, at Jøderne endnu i Dag i vort Land udøver en virksom Kontrol over det samlede kulturelle, erhvervslige og politiske Liv. Men samtidig kan man med fuld føje fastslaa, at der særlig gennem det sidste Aarstid har gjort sig en vis yderligere Eftertænksomhed gældende i danske Kredse vedrørende den jødiske Indflydelse.

39

 

Tegn Abonnement paa

”KAMPTEGNET"

Dansk Ugeblad til Kamp for Sandheden

Udgiver: Aage H. Andersen

Bladet, som er rigt illustreret, udkommer hver Torsdag og giver positive Oplysninger om Jødedommens skadelige Indvirkning paa vor Nation.

Redaktion og Ekspedition:

Den ny Tid's Informationsbureau,

Jensløvs Tværvej 2, Charlottenlund

Telefon Ordrup 4039 . Postgirokonto 82217

"KAMPTEGNET"

udkommer hver Torsdag og faas over hele Landet.

SIEMS TRYK KØBENHAVN

Paa Den ny Tids Informations-Bureau og Forlag Jensløvs Tværvej 2, Charlottenlund, Telefon Ordrup 4039 er udkommet:

Aage H. Andersen: Jødiske Leveregler.

Uddrag af Talmud bilagt fotokopierede Dokumentationer.

Aage H. Andersen: Verdensfrimureri! Verdensrevolution! Verdenskrig!

S. Nilus: "Zions Vises Protokoller".

Selve de verdensberygtede Protokoller udgivet ved Aage H. Andersen.

Jens Andersen: "Jøderne i Danmark".

Henry Ford: "Den internationale Jøde". Uddrag af Henry Ford's Bog af samme Navn Oversat af K. O. Jensen.

Antikomintern: "Hvorfor Krig mod Stalin?". Antikommunistisk Rødbog.

Nürnberger-Lovene til Beskyttelse af germansk Blod og Ære. Paa Dansk ved Aage H. Andersen.

"Mossad har klart nok ikke høje tanker om danskerne. De kalder dem for fertsalach, en hebraisk betegnelse for et lille luftudslip, en prut. De fortæller Mossad alt, hvad de foretager sig. Men Mossad indvier ikke nogen i sine hemmeligheder."

- Mossad-agenten Victor Ostrovsky, bogen "Ved hjælp af bedrag", (1990).

Viva Palestina!

Latest Additions - Dansk

Jøder og Israels krig mod kristendommen

Hvem regerer Amerika?

Billeder   

Israel Shahak: "Jewish History,
Jewish Religion"

Jøderne og deres løgne
Af Martin Luther, 1542

Holocaust i kritisk lys - øjenvidneberetninger kontra naturlove
Af Jürgen Graf

Jøderne i Danmark

Black Muslim leader Louis Farrakhan's Epic Speech in Madison Square Garden, New York  - A must see!

Trækker Israel os med i krig mod Iran?

Stop Jewish Apartheid!

Jyllands-Posten provokerede ikke
i ytringsfrihedens navn i 2005

The Jewish hand behind Internet The Jews behind Google, Facebook, Wikipedia, Yahoo!, MySpace, eBay...

Jødisk racisme
Af Dr. David Duke

Elie Wiesel: Et prominent falsk vidne
Af Robert Faurisson

Roger Garaudy: "The Founding Myths
of Israeli Politics"

The Jews behind Islamophobia

Døde virkeligt 6 millioner?
Richard E. Harwood berømte bog

Israel - Herrefolkspolitik gennem terror
Af David Duke

Zions Vises Protokoller

Israel controls U.S. Presidents
Biden, Trump, Obama, Bush, Clinton...

Videoer   
 

Talmud - Jødernes "Hellige Bog"

Den jødiske racismes rødder
Af David Duke

Simon Wiesenthal: En falsk nazijæger
Af Mark Weber

Geert Wilders: Israels mand i Europa

Karikaturer 

Aktivisme!