For de mange af gode grunde historisk forvirrede i nationaltsindede kredse, kunne det være meget nyttigt igen lige at få orden i den af propagandistiske hensyn fuldstændigt forvredne historie af den israelsk-palæstinensiske konflikt.

 

For 100 år siden var der kun få jøder i Palæstina. Hvordan kunne de pludselig etablere staten Israel i 1948?

Kun ved at bruge USA som løftestang.

Da den amerikanske præsident Roosevelt døde den 12. april 1945 overtog vicepræsident Harry Truman præsidentskabet. Der gik kun otte dage før han blev kontaktet af zionisterne. Et par dage forinden havde udenrigsminister Stettinius advaret om, at zionisterne ville presse på for at få hans støtte til en jødisk stat og ubegrænset jødisk indvandring til Palæstina.

 
  Balfourdeklarationen
Årsag til hele miseren i Mellemøsten, og
måske snart årsag til en atomkrig. Stor

Men Truman var dybt skeptisk overfor embedsmænd. Desuden var han bekymret over, de mange jødiske flygtninge som følge af krigen, og han mente at Balfour-erklæringens løfte til zionisterne burde holdes.

Truman var også optaget af at få støtte fra de jødiske vælgere, for Truman var fra begyndelsen af ikke specielt populær. Der var fem millioner jøder i USA, og kunne han få disse vælgere med sig, kunne det være afgørende ved det næste valg.

Trumans nærmeste rådgivere var enige heri, og de var positive overfor zionisterne - i modsætning til Udenrigsministeriet, der gjorde det klart, at “etablering af en jødisk stat i Palæstina vil være i modsætning til den politik, som USA altid har fulgt, at respektere det store flertal af lokale befolkninger i forhold til deres regeringsform.

Desuden vil det have stærke negative konsekvenser for amerikanske interesser i hele Østen og Mellemøsten…“.

Diplomatiet mindede ham også om Roosevelts løfte til den saudiarabiske Kong Abdul, om at de arabiske lande ville blive konsulteret, hvis der skulle ske noget omkring Palæstina.

Truman var ligeglad, og sendte et personligt brev til den britiske premierminister Attlee, om at briterne burde tillade indvandring af så mange jøder som muligt. På det tidspunkt var Palæstina under britisk overhøjhed. Tallet 100.000 fremgik af et bilag til brevet.

Både briterne og araberne protesterede. Den Arabiske Liga sagde, at der allerede var så mange jødiske indvandrere, at de udgjorde 1/3 af befolkningen, og at endnu flere ville tippe balancen mellem de to etniske grupper. Og ikke mindst blev Trumans brev opfattet som et amerikansk angreb på palæstinenserne - i direkte modstrid med Roosevelts løfte.

 

Truman måtte vedgå løftet, men så skruede jøderne i Palæstina bissen på. Der blev udført et massivt terrorangreb på landet jernbaner og stationer dagen før årsdagen for Balfour-erklæringen 2. november 1945. Arabere i Palæstina og i andre lande svarede med demonstrationer og uro.

Som lokal myndighed ville det være briternes hovedpine at finde plads til 100.000 ekstra indvandrere på én gang - og skabe sikkerhed for dem. En umulig opgave til en anslået pris af 70 mill. pund.

Ekstremistiske zionister fortsatte deres terrorangreb og den 22. juli 1946 bombesprængte de det britiske militærhovedkvarter i Hotel Kong David i Jerusalem - 91 blev dræbt. Truman sagde herefter: “Jesus Kristus kunne ikke stille (jøderne) tilfreds, da han var her på jorden, så hvordan kunne nogen forestille sig at jeg kunne have held med det?”

Midt i dette kaos forsikrede zionisterne Truman, at han ville have de amerikanske jøders støtte til en plan, der delte Palæstina, afskaffede det britiske styre, og etablerede jødisk selvstyre og egenkontrol over indvandringen. Truman accepterede dette den 9. august.

Men den saudiarabiske konge Ibn Saud havde svært ved at tro, at det amerikanske folk kunne støtte zionisternes “aggression imod et venligsindet arabisk land, som ikke har gjort anden forbrydelse end at tro fast på de principper om retfærdighed og lighed, som FN og USA kæmpede for”. Truman svarede, at kongen kunne være sikker på, at jøderne ikke ville gennemføre aggressive tiltag overfor palæstinenserne!

Nu begyndte jødiske indvandrere at strømme til Palæstina i synkefærdige skuder, og det var briternes utaknemmelige opgave at holde dem ude, hvilket ikke så godt ud i den vestlige oppinions øjne, i lyset af de forbrydelser de jødiske flygtninge havde været ofre for.

FN afholdt en særlig session i april 1947, hvor de arabiske lande uden held søgte anerkendelse af palæstinensisk uafhængighed, mens zionisterne arbejdede for en deling af landet. Der blev nedsat en komité, hvis flertal støttede en deling. Det amerikanske udenrigsministerium sagde, at det ikke ville kunne fungere, fordi en deling kun kunne gennemføres med vold, og fordi den ville skabe uoverskuelige problemer langt ud i fremtiden.

Der kunne ikke skabes enighed, og på grund af den fastlåste situation kastede briterne håndklædet i ringen, og erklærede at de ville trække sig ud i midten af 1948.

Også en del af zionisterne var imod en deling. De ønskede hele Palæstina, ja langt ind i Jordan. Det blandt andet den senere premierministet Menachim Begin og hans terrororganisation.

FN undersøgte forskellige løsningsmuligheder og en af dem var et forslag til en konkret deling, hvor jøderne fik en del af landet. Zionisterne i USA lagde maksimal vægt bag sin påvirkning, for at få præsidenten til at gå ind for forslaget. Truman fortalte: “Jeg modtog i den periode 35.000 stykker breve og propaganda fra jøderne i dette land. Jeg samlede det i en bunke og satte en tændstik til det.”

Op til afstemningen i FN lagde USA tungt pres på ikke-muslimske lande for at få deres opbakning. Fuldstændig svarende til forløbet før Irak-krigen i 2003. Det endte da også med ja. Grækenland og Indien var blandt nej-stemmerne. Storbritanien stemte ikke.

608.000 jøder fik 15.263 km2, mens 1.327.000 palæstinensere måtte nøjes med 11.593 km2. Jerusalem skulle være internationalt område.

FN nedsatte en komité bestående af fem lande heriblandt Danmark, der skulle føre delingen ud i livet, men briterne nægtede at have noget som helst med det at gøre, og der kom ikke noget ud af komitéens arbejde. Til gengæld erklærede briterne, at de ville være ude af Palæstina den 15. maj.

Krigen var allerede så småt i gang. Den 1. december påbegyndte jødiske styrker planmæssigt at sikre strategiske punkter, terrorisere palæstinenserne til lydighed og skabe kommunikationslinjer mellem israelske lokaliteter gennem arabiske områder. Det næste trin ville være at udvide grænserne. Arabiske landsbyer blev angrebet og beboerne myrdet uanset alder og køn. Elekricitets- og vandforsyninger blev ødelagt, post og telegraf blev begrænset, arabere i jødiske kvarterer flyttede til arabiske områder, og jøder flyttede til jødiske områder. Alt gik op i kaos. De amerikanske diplomaters dystre forudsigelser gik i opfyldelse.

Briterne nægtede at give jøderne hjælp til at dele landet, men forsøgte at lægge en dæmper på fjendtlighederne ved at lægge sig imellem de stridende parter. I løbet af tre måneder mistede 92 britiske soldater og politifolk på grund af den fredsbevarende indsats.

USA skulle naturligvis ikke nyde noget af, at overtage rollen som politimand efter briterne, nu hvor man lige var kommet over 2. verdenskrig. I stedet foreslog USA, at man skulle føre sagen tilbage til FN, for der at skabe en international garantiaftale, der kunne sikre orden og fred i området. Selvom USA ikke ønskede at opgive delingspolitikken, så skabte det fornyet zionistisk pres på regeringen. Til sidst var Truman så træt af højtråbende zionister, at han nægtede at tale med flere. Men forslaget medførte en voldsom reaktion fra zionisterne, der følte sig forrådt.

Palæstinenserne begyndte af flygte. Først de velhavende, siden fulgte andre. I slutningen af marts 1948 var der allerede 75.000 flygtninge. Den 9. april begik de jødiske styrker en massakre på landsbybeboerne i Deir Yassin. Rygterne om denne massakre spredte sig hurtigt, og satte fart på flygtningestrømmene, godt hjulpet af jødiske soldater, der fortsatte den brutale behandling.

Den 15. maj, da briterne trak sig ud, kunne jøderne erklære den israelske stat, men slagteriet fortsatte, hvilket medførte døden for ca. 20.000 mennesker.