Den brændende tornebusk: et bidrag til forstaaelse af jødespørgsmaalet

DEN BRÆNDENDE

TORNEBUSK

ET BIDRAG TIL FORSTAAELSE AF JØDESPØRGSMAALET

AF DR. BOREAS med flere

OPLYSNINGSKREDSENS SKRIFT NR. 1

KØBENHAVN OPLYSNINGSKREDSENS FORLAG 1942

INDHOLD

Forord
3

Det udvalgte Folk
5

Den evige Jøde
21

Religion og Moral
28

National og international
42

Materielle Messiasdrømme
51

Hvad skal vi gøre?
57

Tillæg: Fotokopier af Talmud
62

Nogle Litteraturhenvisninger
64

I. Det udvalgte Folk.

Den moderne historiske og teologiske Videnskab regner med, at Israels Historie begynder i det Øjeblik, da nogle Hyrdestammer ude fra Ørkenen vandrer ind i Kanaan og underlægger sig Landet. Den bibelske Beretning gaar betydeligt længere tilbage; men Videnskaben bygger kun paa, hvad den hidtil har kunnet bevise, og betragter derfor foreløbig Patriarkhistorien som et Værk af ukendte jødiske Historieskrivere med profetisk Begavelse. De israelitiske Profeter var jo nemlig ikke først og fremmest Spaamænd, der udtalte sig om Fremtiden, men Guds Talerør, der lige saa vel udtalte sig om Fortid og Samtid for derigennem at forkynde Guds Vilje med Folket.

Men hvis man tror paa en Gud, som kan gribe ind i Historiens Gang og lægge Forholdene til Rette efter sin Vilje, og hvis man tror, at Gud gennem Profeter og Apostle ogsaa har haft en Finger med i Spillet, da Bibelens Beretninger blev skrevet, saa vil man ogsaa med Hensyn til Jødefolkets Oprindelse lægge Bibelens egen Beretning til Grund, saa meget mere som den i det store og hele er blevet bekræftet af Videnskaben, saa langt som denne har kunnet naa tilbage i Fortiden. Lad os derfor ganske roligt paa dette Punkt holde fast paa vor Børnelærdom: Israels Historie begynder med, at Gud udvælger Abraham til Stamfader for et nyt Folk, der blandt

5

alle Verdens Folk faar en særlig Opdragelse af Gud, for at det i Tidens Fylde skal kunne løse en særlig Opgave l).

I din Sæd skal alle Jordens Slægter velsignes, sagde Gud til Abraham, Isak og Jakob. Vi har fra vor Barndom faaet dette forklaret saaledes, at hele Verdens Frelser engang skulde fremstaa som det ædleste Skud paa denne Stamme.

Tanken er imidlertid ikke den, at Jødefolket skulde forædles gennem en tusindaarig Opdragelse, for at det endeligt kunde frembære det allerbedste Skud. En saadan darwinistisk Tangegang er Bibelen fremmed. Gud kunde lige saa godt have ladet den yndigste Rose frembryde paa en anden Tornebusk end den israelitiske. Jesus Kristus er ikke et ”naturligt” Produkt af Israels Fortid, men en himmelsendt Gave, et Under.

Nej, Tanken med Jødefolkets Udvælgelse er den, at hele Folket skulde indstille sig paa Messias, opdrages og uddannes til at være Kristi Missionærer, som var rede til at lyde hans mindste Vink, naar Gud fandt Tiden moden til at sende ham. Jødefolkets skjulte og aabenlyse Begavelse, Sprogtalent, Propagandatalent, Agenttalent, er egentlig i dybeste Forstand Missionærtalenter, der er skænket Folket af Skaberen til en højere Tjeneste end Mammonsdyrkelse.

Gennem Jødefolkets Historie trak Gud en lige Linje, som gik ud fra Abraham og sigtede paa Kristus. Denne Linje er Gudslinjen i Jødefolkets Liv, Lydighedens rette Vej, omgærdet af Loven og anvist af Profeterne.

Men Gud havde meget Besvær med at føre Folket paa denne lige Vej. Allerede i Patriarkhistorien findes Beretnin
    1) Selvom man ikke deler denne teologiske Opfattelse, bliver Argumenterne paa de følgende Blade dog ligefuldt gyldige. Vel bliver det gamle Testamente da ikke nogen »Bibel«, men blot jødisk Historieskrivning og Digtning. Men ogsaa i saadan Litteratur røber et Folk sin Sjæl og sit Særpræg.
6

ger, der er Forvarsler om Jødefolkets mindre tiltalende Sider. I Ægypten udgiver Abraham Sara for sin Søster. Intetanende tager Farao hende til Hustru og straffes derfor. En nordisk Tankegang finder dette urimeligt. Jakob lister Førstefødselsretten fra sin Broder Esau og bedrager siden sin Svoger Laban. Dette sidste synes han ligefrem at have Lov til, fordi han er den »udvalgte«. En nordisk Samvittighed vilde føle anderledes.
Paa den anden Side er der noget storslaaet i Tanken om Udvælgelsen, naar man ser denne fra den positive Side. Naar Josefs Brødre sælger den unge, vigtige Drømmer til Ægypten, lægger Gud Forholdene saaledes til Rette, at Josef ikke blot bliver Ægyptens Redningsmand, men senere ogsaa Redningsmanden for sin egen Familie. Beretningen naar sit aandelige Højdepunkt, hvor Josef tilsidst siger til sine Brødre: »I tænkte ondt imod mig, men Gud tænkte at vende det til det gode.”
Guds særlige Kunst som Verdensstyrer, ”at skrive lige paa skæve Linjer«, har aldrig fundet et mere træffende Udtryk. Netop saaledes søgte Gud gennem tusinde Aar at føre dette mærkelige Folk ad den lige Vej mod det Maal, som kan sammenfattes i Navnet Kristus, mens Folket selv trak sit skæve Spor gennem Nildalens Dynd, Ørkenens Sand, paa Babylons Veje og i Handelsbyernes krogede Gader.

Paa den skønneste Maade blev Udvælgelsen bekræftet, da Flygtningen Moses, der vogtede Kvæg for sin Svigerfader Jetro, stod foran den brændende Tornebusk ved Horebs Bjerg. Han gik nærmere for at finde ud af, hvorledes Tornebusken kunde blive ved med at brænde uden at blive fortæret af Ilden. Da raabte Gud til ham fra Tornebusken, at han skulde drage sine Sko af, fordi han stod paa hellig Jord. Derpaa sagde Herren: ”Jeg er din Faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud. Jeg har set mit Folks Elendighed i Ægypten,

7
og jeg har hørt deres Klageskrig over deres Undertrykkere, ja, jeg kender deres Lidelser; og jeg er steget ned for at udfri dem af Ægyptens Haand og føre dem bort fra dette Land til et godt og vidstrakt Land, til Kanaanæernes, Hetiternes, Amoriternes, Perizziternes, Hiviternes og Jebusiternes Egn. «
Alle disse Folk har aabenbart Pligt til at vige, som nu Araberne, naar Israeliterne vil bosætte sig i deres Land.

Dog griber det os at betragte denne brændende Tornebusk, der med en lille Ændring af Billedet er et Symbol paa det uforgængelige i Israel, en stikkende Tornebusk blandt Folkene, men stadigt brændende, snart af Retfærdighedens Flammer, snart af en hektisk Glød, som ikke fortærer Tornebusken selv. Andre Folk, som bliver smittet af jødisk Væsen, fortæres deraf, men Jøderne bestaar. Man kan kun leve i Overensstemmelse med sin Art.

Da Gud nu vilde føre Jøderne ad den lige Vej til det nye Land, begyndte Folket trods det store Under ved det røde Hav, trods Røgstøtten og Ildsøjlen, der viste dem Vej gennem Ørkenen, at trække sine skæve Vigespor ud fra Guds Vej. Snart længtes de tilbage til Ægyptens Kødgryder. Materialismen var tidlig deres Fristelse. Og da deres Fører, Moses, blev for længe oppe paa Bjerget, hvor han hentede de ti Bud af Guds Haand, faldt Folket fra og bad Aron skabe dem en anden Gud. Han skabte - med ægyptisk Motiv - Guldkalven, der ogsaa siden Gang paa Gang blev deres Gud.

Da de snart kom til Landet, som de skulde erobre, manglede de alligevel Tro og Mod til at gaa i Kamp mod den efter Spejdernes Mening overmægtige Fjende. De blev straffet med at vandre rundt i Ørkenen i 40 Aar, til alle de vantro var døde. En anden Gang blev deres Ulydighed straffet ved, at Giftslanger overfaldt Lejren. De angrede Ulydigheden og blev reddet ved, at Moses oprejste Kobberslangen i Ørkenen; en

8

hver, som kastede et Blik hen paa den, blev immun overfor Slangegiften. Atter og atter gentager det sig i Jødernes Historie: Naar de er ulydige, bliver de straffet af Gud, som dertil kan bruge mange Midler, især de omboende fjendtlige Folkeslag. Under Straffedommen angrer de og vender tilbage til Guds Vej, hvorefter han straks tilgiver dem og redder dem af deres Nød. Med maalbevidst Strenghed søger Gud at føre dem mod det Maal, der er hans.

Undertiden kunde han dog give efter for deres Vilje. Det synes at have været Guds Mening, at Jøderne skulde staa under et folkeligt og frit Diktatur af Mænd, som han kaldte frem af Folkets Midte, hver Gang det var i Nød. De kaldtes Dommere, fordi de ikke blot var Førere i Krigen og skaffede Folket »Ret« udadtil, men ogsaa i Fredstid Dommere, som sikrede Retten og Enigheden i Folket indadtil. Men Folket var i Længden utilfreds med dette Styre og vilde have et Kongedømme, som syntes mere glansfuldt. De fik deres Vilje. Gud lod Samuel salve Saul til Konge, og da han skejede ud, salvede Profeten David til hans Efterfølger. Israel var tilfreds. Riget stod nu paa Højdepunktet af sin Magt. Men Kongedømmet blev arveligt, og Folket blev splittet mellem Tronprætendenter. Det profetiske og aandsbaarne, der havde været over Dommerne og de første Konger, forsvandt, saa Gud maatte kalde særlige Profeter til at forkynde sin Vilje. De fik ofte Præg af Domsprofeter, fordi det var deres Opgave at føre et genstridigt Folk tilbage til de rette Veje.

Mange af disse Profeter har et ejendommeligt Præg. Naturligvis kan man ikke kalde dem Nationalsocialister, fordi dette Ord er blevet præget i Nutidens Tyskland og ikke kan løsrives fra sit tyske Præg. Men ellers er det tydeligt nok, at det nationale, en glødende Kærlighed til Folket, selvom det i er ulydigt, og det sociale, et brændende Krav om Retfærdig-

9
hed og om de fattiges Frigørelse fra kapitalistiske Undertrykkere, er uopløselige Bestanddele af den profetiske Aand. Desuden bliver Tanken om Udvælgelsen undertiden til en Nationalstolthed, som ligefrem kan faa et Præg af Racestolthed, idet Jøderne ikke maatte blande sig med andre Folk og ikke maatte lade sig besmitte af andre Folks, f. Eks. ariske Folks Væsen. Ved nogenlunde at overholde disse Principper har Jøderne holdt sig oppe til denne Dag. Dette priser man hos Jøderne, men hvis andre Folk vil følge de samme Principper i Kampen for Folkets Renhed, Kraft og Ære, finder man det meget forkasteligt.
Profeterne maatte ofte udføre deres Ærinde under de mærkeligste personlige Lidelser. Da Guds Forhold til Israel undertiden blev sammenlignet med et Ægteskab, svarede Profeterne med at kalde Folket en utro Hustru. Saaledes fik Hoseas Befaling af Gud til at gifte sig med en Horkvinde, med hvem han fik Børn, der skulde bære mærkelige Navne. En Datter hed ”Ikke-Barmhjertighed”, en Søn blev kaldt ”Ikke-mit-Folk«. ”Thi I er ikke mit Folk, og jeg vil ikke være eders Gud.« Det er svært at gaa til sit Folk med et saadant Budskab, og det er svært at skulle illustrere Dommen paa sin egen Person.

Der var ligefrem Profetskoler i Israel, men de synes undertiden at have spaaet, som Magthaverne ønskede, i Haab om personlig Fordel. Naar Gud vilde have sit Budskab frem, benyttede han sig af en anden Slags Folk. Profeten Amos skildrer sig selv og sin Kaldelse i følgende Vendinger: ”Jeg er ikke en (professionel) Profet og ikke en Profets Søn (Lærling), men jeg er en Hyrde og en Mand, som sanker vilde Morbær. Men Herren tog mig fra Hjorden, og Herren sagde til mig: gak hen og vær Profet for mit Folk Israel!«

Amos, den jævne Mand af Folket, skildrer Forholdene i

10

Israel saaledes: ”De sælger den retfærdige for Penge og den fattige for et Par Sko. En Mand og hans Fader gaar til den samme Pige for at vanhellige mit hellige Navn. De strækker sig paa Klæder, de har faaet i Pant, og drikker Vin, som de har faaet i Bøder.« Den udannede Profet kalder Overklassens fede Kvinder ”Basans Køer, som hviler paa Samarias Bjerg, som fortrykker de ringe og knuser de fattige og siger til deres Ægtemænd: Bær noget frem, som vi kan drikke!« Han spaar dem, at deres Legemer engang skal slæbes frem af Byens Ruiner med Brandhager og Fiskekroge. Der er Raad til ”Kultur” i disse Overklassehuse, hvor sorgløse Mænd slanger sig paa Elfenbensløjbænke ”og kvidrer til Harpeklang og opfinder Strengeleg som David, drikker Vin af Kander og salver sig med den dyreste Olie, men ikke sørger over Folkets Nød.” De store Handelsfyrster længes efter, at Helligdagen skal være overstaaet, saa de kan komme til at sælge Korn til de fattige og ”gøre Efaen lille og Sekelen stor.” Efaen var Kornmaalet; Sekelen var det Lod, hvormed man afvejede det Sølv, der skulde betales med. Man havde endnu ikke præget Mønt. Det drejer sig altsaa om Former for Valutasvindel, som vi desværre heller ikke er ukendte med. Ogsaa i vore Dage har de fattige oplevet, at Brødet blev lille og Betalingen stor.
Alt dette skal ende med en Katastrofe. Til Ypperstepræsten, som vil forbyde Amos at tale, siger den fattige Hyrde:

»Du siger:
Du maa ikke profetere mod Israel.

ej prædike mod Israels Hus!

Derfor, saa siger Herren:

Din Hustru bliver Skøge i Byen,

dine Sønner og Døtre skal falde for Sværd;

din Jord skal udskiftes med Snor,

og selv skal du dø paa uren Jord.

Og bort fra sin Jord skal Israel føres.«

11
Hvis Antisemitisme betyder, at man protesterer mod et uretfærdigt Jøderegimente, har der ikke været større Antisemiter end de jødiske Profeter.
Katastrofen kom først over det nordlige Rige, hvortil de ti Stammer af Folket hørte. I et Antal af 27.290 blev Overklassen bortført til Assyrien, hvor den gik til Grunde, fordi den ikke holdt Racen ren og var utro mod Gud. Assyrerne flyttede andre Folk ind i Landet. Deraf opstod Samaritanerne.
Siden kom Turen til Juda Rige. Ogsaa her havde der virket Profeter, som lige til det sidste advarede Folket: ”Er I ikke troende, skal I ikke blive boende!” Det endte med, at de ledende i Folket blev ført til Babylon. Her var de Fanger i 70 Aar, indtil Kyros gav dem Lov til at vende tilbage.

Det var dog langtfra alle, der benyttede sig af denne Tilladelse. En Kender af Jødefolkets Historie, Peter de Hemmer Gudme, skriver derom: ”Det var kun en lille fattig Flok, lidt Fanatikere og nogle Proletarer, der drog hjem, mens Babylons Kødgryder bekom de andre lige saa godt, som Ægyptens i sin Tid smagte deres Forfædre.” Datidens Zionister blev ligesom Nutidens understøttet med Guld og Sølv af rige Trosfæller og Racefæller, der dog selv betakkede sig for at drage til det fattige Palæstina for at erobre det fra Datidens ”Arabere”. De vilde hellere blive i Babylon, hvor deres Forretninger blomstrede. Historien gentager sig.
Vil man forstaa Jødernes Stilling i vore Dage, maa man lægge Mærke til dette Forhold. Den populære Opfattelse i Danmark er den, at Jøderne som Helhed vendte hjem efter det babyloniske Fangenskab, og deres Adspredelse begyndte først, da de Aar 70 efter Kristi Fødsel blev fordrevet fra deres Land af Romerne. Siden har de levet som landflygtige, i Reglen som forfulgte blandt andre Folkeslag, og det er da naturligt, at de gik bort fra Agerbruget (det var dem desuden til

12

Tider forbudt at eje Jord) og slog sig paa Handel, og det var undskyldeligt, at de udviklede en Handelsmoral, der ikke altid var helt fin.
Denne Opfattelse er falsk. Jødefolkets Adspredelse er for største Delen frivillig. Det var frivilligt, at de slog sig paa Handel, og det var frivilligt, at de som Handelsfolk blev boende i Babylon og siden i alle de østlige Middelhavslande. De var langtfra forfulgte. De fik tværtimod ofte Privilegier og Særrettigheder frem for Værtsfolkene. Og det Antal, som boede i Palæstina paa Kristi Tid, var forsvindende i Sammenligning med Tallet paa Jøderne i de omliggende Lande. I en Verdensby som Alexandria var de to af Byens fem Kvarterer befolket af Jøder.

Disse Jøder var naturligvis lige saa hæderlige som de Folk, de boede iblandt. Dog kunde det paa Grund af Jødernes særlige Egenskaber ofte komme til Sammenstød. Et af de mest bekendte omtales i Esthers Bog.

Kong Ahasverus af Persien, der forskød sin Dronning Vasti, valgte blandt alle de smukkeste Piger i Landet Jødepigen Esther til sin nye Dronning. Da det trak op til Jødeforfølgelser paa Grund af en personlig Trætte mellem Kongens mægtige Minister Haman og Esthers Plejefader Mardokaj, overtalte Esther Kongen til at give Jøderne Frihed til at hævne sig paa alle deres personlige Uvenner paa en bestemt Dag. Ialt slog Jøderne 75.000 Mennesker ihjel i Perserriget ved denne Lejlighed. Dette Massemord vilde sikkert være gemt og glemt mellem mange andre af Historiens sorte Blade, hvis ikke Jøderne i denne Anledning havde indstiftet en Glædesfest, Purimsfesten, som siden er blevet helligholdt af alle troende Jøder Verden over og har skaffet dem Udløsning for deres Tanker om de ”Hedninger”, som de boede iblandt; Derfor kan Massemordet ikke være glemt med en barbarisk Fortid.
13
Naar man stadig holder Fest for det, maa det tages med som en Karakteristik af Jødefolket, hvis Børn ved en saadan Fest bliver oplært i den Tankegang, at alle Israels Fjender skal dø paa samme Maade.
Esther er blevet Jødernes Heltedronning. Vi danske har ogsaa et Dronningeideal. Hun hed Dagmar. Før hun gik i Land paa de danske Strande, sagde hun til Kong Valdemar:

Men skal jeg Dronning i Danmark blive,

da skal alle Fanger af Jernet gives.

Og siden sang man om hende:

Hun kom uden Tynge, hun kom med Fred,

hun kom goden Bonde til Lise,

havde Danmark altid saadanne Blomster,

man skulde dem ære og prise.

Vi danske har andre Idealer end Jøderne.

Denne Fremstilling har vist os, at der i Aarhundredernes Løb foregik en aandelig Deling i Israels Folk. Naar Gud sigtede paa et bestemt Maal ved at udvælge og opretholde dette Folk, og naar han ved Profeterne søgte at holde dem paa den rette Vej, saa var en stor Del af Folket ulydigt. De ophørte ikke derfor med at høre til Jødefolket. Men det var dog kun en lille Del af Folket, der kunde betragtes som det sande Israel, Forjættelsens Arving, Bærer af Messiastanken. Dette sande Israel, som i Profeternes Tid engang blev kaldt ”de syv Tusinde, der ikke har bøjet Knæ for Ba'al”, maatte især søges blandt Jøderne i det forjættede Land. De andre var ved at glide ud fra Gudslinjen og var ved at blive det, som hele Verden nu kender under Navn af Jøder.

Det sande Israel var Profeterne og ”de stille i Landet”. Om dem skriver Hebræerbrevets ukendte Forfatter, at de blev ”stenede, gennemsavede, fristede, dræbt med Sværd, gik

14

omkring i Faare- og Gedeskind, lidende Mangel, betrængte, mishandlede (dem var Verden ikke værd), omvankende i Ørkener og paa Bjerge og i Huler og Jordens Kløfter.” Men de var tro mod deres Budskab. Gud gjorde dem til ”Kobbermure” mod Fordærvelsen i Israel.
Det var dem, som modtog Kristus, da han endelig kom. Men de var kun en lille Skare blandt de Jøder, der levede i Palæstina, og som endda maa regnes for de mest messiastro. Messiastroen var imidlertid blevet forvansket. Tanken om, at alle Verdens Slægter skulde velsignes gennem en af Abrahams Efterkommere, var blevet til et nationalistisk Haab om, at Davids Rige skulde genrejses, ja, Fanatikere gik saa vidt, at de drømte om et jødisk Verdensherredømme. Denne Tanke havde ogsaa en aandelig Kilde, der var blevet misbrugt. Jahve var i den første Tid kun Jødernes Gud; de andre Folk havde andre nationale Guder. Kom det til en Styrkeprøve mellem de forskellige Folkeguder, var Jahve naturligvis den stærkeste. Under det babyloniske Fangenskab maatte denne Tanke naturligvis udvides saaledes, at Jahve ogsaa kunde beskytte Israel, naar det boede uden for sit eget Omraade. Han raadede ogsaa i andre Lande. Andre Landes Guder kunde derfor ikke være virkelige Guder. Disse nye Tanker blev forkyndt af en ukendt Profet, som man plejer at kalde Deuterojesajas, den anden Esajas, fordi hans Skrift af en ukendt Grund er blevet sat sammen med Esajas' Bog og nu udgør Slutningen af denne (fra Kap. 40). Denne Profet skulde trøste det Israel, som i Udlændighedstiden angrede sin Synd og holdt Haabet om Hjemkomsten og Messias vedlige. Men Baggrunden for hans Forkyndelse var denne nye Tanke, at Gud var alle Folkeslags Gud, og Israel skulde have den særlige Opgave blandt Folkene at lære disse den sande Gud at kende. Samtidig tegnede han sit Messiasbillede, ikke forsynet
15

med Davids Sværd eller Salomons Kongepragt, men som en Smerternes Mand, en udstødt af Folket, saaret og lidende, men saaledes, at der var Lægedom i hans Saar. Maaske tænker Profeten i første Række paa det lidende Israel, den trofaste Del af Folket, som han kalder »Jahves Tjener«, men dog maa vi sige, naar vi læser dette i det nye Testamentes Lys (og saaledes skal det gamle Testamente læses), at vi aldrig i den gamle Pagts Tid har set Kristus afmalet saa tydeligt.
Dette paa engang aandelige og internationale Messiashaab var blevet indsnævret og forvrænget til Tanken om en national Befrier, der skulde knuse Romernes Magt over Israel og skaffe det udvalgte Folk et Verdensimperium.
Derfor vilde Israels Nationalister, Farisæerne, ikke kendes ved Kristus, da han kom. Og derfor maatte Jesus selv Gang paa Gang skille sig af med et stort Tilløb af Mennesker, der vilde gøre ham til Konge, f. Eks. efter Bespisningen i Ørkenen. Endelig paa Palmesøndag lod det til, at Profeten fra Nazareth vilde modtage Mængdens Hyldest som Messias. Han kom virkelig som en Konge, en aandelig Konge, som Profeten havde forudsagt, men da det endelig, endelig gik op for Jødefolket, at det ikke skulde ske, som de vilde, men som Gud vilde, saa flaaede Folket nogle Grene af den brændende Tornebusk og bandt dem til en Krone, en Tornekrone, og satte den om Profetens Pande. Jøderne vidste ikke, at den Gud, som fra Tornebusken havde talt til Moses i Ørkenen, just boede i de Grene, som blev lagt om Jesu Pande. De bliver indtil Tidernes Ende ved at brænde med den offervillige Kærligheds klare Flammer og med Guddommens himmelske Luer.

Den gamle Tornebusk holdt ikke derfor op med at brænde, men nu havde den en mere hektisk Glød. For Jøderne saa den

16

ud som før. Men Luen var vanhellig. Gud havde taget Bolig andetsteds.
Korset er den store Grænsepæl i Israels Historie. Forhen et udvalgt Folk, nu et forkastet. Og ingen, som tror paa Jesus, kan mere sige, at Jøderne er det udvalgte Folk, - kun at de har været det!
Ved Jesu Død var der samlet en kristen Menighed paa 120 Mennesker. Paa Pinsedagen blev der føjet 3000 til, og i den kommende Tid stadigt flere. Denne første, jødekristne Menighed svarer formodentlig endogsaa i Tallet til de 7000, der aldrig bøjede Knæ for Ba'al. De var nu det sande Israel, den eneste Del af Jødefolkets Millioner, der i det afgørende Øjeblik blev tro mod den Bestemmelse, som Gud havde med Jødefolket, og som alene gav Folket Eksistensberettigelse som udvalgt Folk.
I Apostelmenigheden havde Gud naaet sit foreløbige Maal. Disse »Guldkristne« staar for alle senere Tider i en særlig Glans. Deres indbyrdes Samliv var saa nær det fuldkomne, som noget Samliv formentlig kan blive paa denne syndige Jord. »De troendes Mængde havde eet Hjerte og een Sjæl; og end ikke een kaldte noget af det, han ejede, sit eget, men de havde alle Ting fælles.” Om denne saakaldte Kommunisme staar der lidt udførligere, at ”de solgte deres Ejendomme og Gods og delte ud blandt alle, efter hvad enhver havde Trang til.” Heraf følger ikke, at Kommunismen er den rette Samfundsform. Hvad vi i Dag kalder Kommunisme er da ogsaa noget ganske andet. Afgørende for enhver Samfundsform er den Ide, der ligger bag, den Aand, som fylder Tingene. Aanden i den første Menighed var den aabne Haands frivillige Tilbud: ”Alt mit er dit!” Aanden i Nutidens Kommunisme, der ogsaa stammer fra den jødiske Tornebusk, efter at Gud
17

havde forladt den, er den knyttede Næves Trusel: ”Alt dit er mit!”

Den første Menigheds Ejendomsfællesskab havde desuden den Baggrund, at man ventede Kristi Genkomst meget snart. Ejendomsfællesskabet var ikke indrettet af Hensyn til Livet i denne Verden, men af Hensyn til dettes Ophør. Da Haabet om Genkomsten ikke gik i Opfyldelse, viste det sig da ogsaa, at Ejendomsfællesskabet endogsaa hos de Guldkristne var saa upraktisk, at Menigheden sank ned i dyb Fattigdom. I de senere græske Menigheder maatte Paulus samle ind til den fattige Modermenighed i Jerusalem.
Men denne Menigheds aandelige Rigdom slap aldrig op. Samtidig med at den levede et Liv, der var opfyldt af Kærlighedens Gerninger, blomstrede der hos den et Aandsliv, som Verden aldrig har set Magen til. Jævne Fiskere, Landmænd, Haandværkere og Kontorister holdt Taler og skrev Breve til Menighederne og sammenfattede enfoldige Beretninger om Jesus af Nazareth. Vi ejer mange af disse Taler, disse Breve og disse Evangelier endnu. De er samlet i vort nye Testamente. Derfra har Evropa og Amerika og Australien og delvis Asien og Afrika siden hentet sit Lys, og ingen Steder i Verden brænder Lyset klarere. Derfra har den kristne Verden hentet sin Tro, og den vantro Verden har derfra, ofte uden at vide det, hentet den Idealisme, som heller ikke Tvivlen kan undvære.
Der har aldrig paa Jorden levet en Slægt, der saa øjensynligt var under Guds Velsignelse og under Guds Førerskab. Det kom af, at de var tro mod Gud og tro mod sig selv, hvilket i dette Tilfælde var det samme. De var tro mod Gud, det vil sige mod de aktuelle Krav, som Gud paa den Dag stillede til dem. De var tro mod sig selv, det vil sige mod den Hensigt, som Skaberen havde nedlagt i dem, og som Guds Op

18

dragelse gennem 1800 Aar havde sigtet paa. Guds Vilje og deres Ja indgik en frugtbar Forbindelse, og deraf strømmede der Rigdom og Harmoni.

Men een Ting kunde dette sande Israel ikke; det kunde ikke formere sig yderligere blandt Jødefolket. Tilslutningen til en jødekristen Menighed var begrænset af, at Jødefolket som Helhed sagde Nej til Kristus og dermed til deres Udvælgelse og Bestemmelse. Derfor forsvandt de Guldkristne fra Jordens Overflade efter faa Slægtleds Forløb. Kristendommen gik over til de ariske Folk, der ikke i samme Grad havde været under Guds direkte Opdragelse og derfor heller ikke ved Mødet mellem Folkeaand og Helligaand foreløbigt kunde opvise en saadan Blomstring som i den første Menighed.
De Guldkristne lever nu kun igennem deres aandelige Arv, det nye Testamente. Her har vi gennem Tiderne bevaret det sande Israel. Hvor dette kom i Berøring med andre Folk, blev det aldrig til Skade for disse. Skaberen, som ikke blot havde skabt Jøderne, men ogsaa alle andre Folk paa Jorden, var aldrig i Uoverensstemmelse med sig selv. Intet Folk mistede sin Nationalfølelse, men fik den lutret ved at gaa over til Kristendommen, ved at tage mod det sande Israels Arv. Intet Folk fik deraf en lavere Moral, men en højere. Intet Folk gav derved Afkald paa en højere Religion for at tage mod en lavere. Hedningefolk, som folkeligt, kulturelt og økonomisk befandt sig paa Afgrundens Rand, blev derigennem reddet til et nyskabt folkeligt Liv. Vi kan tænke paa Santhalerne i vore Dage. Indianerne er ingen Undtagelse. De gik ikke under ved Læsning i det nye Testamente, men ved Mødet med imperialistiske ”kristnes” Ildvaaben og jødiske Handelsfolks Ildvand.
Omend i lavere Grad gælder det, der her er sagt om det nye Testamente, ogsaa om det gamle. Begge Dele af Bibelen

19

er skrevet af Jøder. I det nye Testamente er kun Lukasevangeliet og dets Fortsættelse, Apostlenes Gerninger, og maaske Hebræerbrevet Undtagelser derfra. Men i Hovedsagen er Bibelen skrevet af det Israel, der var tro mod Guds Bestemmelse, mod Udvælgelsen til Kristi Tjeneste. Det vil aldrig skade noget andet Folk at mødes med Bibelens Israel, med det Folk, som gik paa Guds Vej frem mod en Tjenergerning for alle Folkeslags Frelse. Og havde der ikke været andet at sige om Jøderne end dette, at de var udvalgt og opdraget til Kristi Tjeneste, og da Timens Fylde kom, var de tro mod deres Bestemmelse, blev Verdens Missionærer og gav Bibelen til alle Folkeslag, saa havde der ikke i Dag været noget som helst Jødespørgsmaal.

II. Den evige Jøde.

Et verdensomspændende Jødespørgsmaal er opstaaet derved, at det udvalgte Folk som Helhed sagde Nej til sin Bestemmelse og dermed ikke blot mistede sin Udvælgelse, men ogsaa kom til at indtage en anden Plads i Nationernes Samspil, end Gud havde planlagt.
De Jøder, som Verden i Dag har med at gøre, er ikke længere det udvalgte Folk, men Folket under Guds Forbandelse. Det er svært at skrive dette stærke Ord. Man kan ogsaa vægre sig ved at tro paa det. Men hvis man tror paa en Gud, som ikke lader sig spille paa Næsen, og hvis man har den Tillid til Bibelen, at den fortæller os Guds Vilje, og hvis man særligt har den Tillid til det nye Testamente, at det gengiver os Jesu Ord paalideligt, saa nødes man til den Anskuelse, at Jøderne nu er Guds forkastede Folk, Folket under Dommen. Det ligger da nær at antage, at et Folk, der er under Forbandelse, ikke kan være til megen Velsignelse. Det er den Antagelse, som paa de følgende Blade skal undersøges nærmere. Mod Slutningen af sit Liv indsaa Jesus, at Jøderne ikke vilde tage imod ham som Messias. Følgen maatte blive Forkastelse som ”udvalgt” Folk. Herom skriver Evangelierne:
Og da Jesus kom nær til Staden græd han over den og sagde:

Vidste dog ogsaa du, ja selv paa denne din Dag, hvad der tje-

21

ner til din Fred! Men nu er det skjult for dine øjne. Thi der skal komme Dage over dig, da dine Fjender skal kaste en Vold op omkring dig og omringe dig og trænge dig alle Vegne fra; og de skal lægge dig helt øde og dine Børn i dig og ikke lade Sten paa Sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din Besøgelses Tid. Og han gik ind i Helligdommen og begyndte at uddrive dem, som solgte, og sagde til dem: Der er skrevet: Og mit Hus er et Bedehus; men I har gjort det til en Røverkule. Og han lærte daglig i Helligdommen; men Ypperstepræsterne og de skriftkloge og de første i Folket søgte at slaa ham ihjel. Og de fandt ikke, hvad de skulde gøre; thi hele Folket hang ved ham og hørte ham (Luk. 19, 41 flg.).

Er disse Ord en særlig Undtagelse? Nej, der findes utallige Steder med de samme Toner i vort nye Testamente. Lignelserne om det ufrugtbare Figentræ, om de utro Vingaardsmænd, om Kongesønnens Bryllup fører den samme Tale. Det understreges ved symbolske Handlinger som Figentræets Forbandelse. Det siges direkte om de Byer, hvor Jesus særligt har virket, at det paa Dommens Dag skal gaa Sodoma taaleligere. Og ganske særligt forudsiges det direkte, at Jerusalem skal ødelægges og Jøderne adspredes, fordi de korsfæstede Kristus og dermed sagde Nej til deres Bestemmelse. Det er sagt i den anførte Evangelietekst, men det siges ikke blot af Grækeren Lukas. Det er Jøden Mathæus, der anfører følgende Ord af Jesus:
Derfor se, jeg sender til eder Profeter og vise og skriftkloge; nogle af dem skal I slaa ihjel og korsfæste, og nogle af dem skal I hudstryge i eders Synagoger og forfølge fra Stad til Stad, for at alt det retfærdige Blod skal komme over eder, som er udgydt paa Jorden, fra den retfærdige Abels Blod indtil Sakarias's, Barakias's Søns, Blod, hvem I slog ihjel imellem Templet og Alteret. Sandelig, siger jeg eder, alt dette skal komme over denne Slægt. Jerusalem! Jerusalem! som ihjelslaar Profeterne og stener dem, som er sendt til dig, hvor ofte vilde jeg ikke samle dine Børn, ligesom en Høne samler sine Kyllinger under Vingerne! Og I vilde ikke. Se, eders Hus lades eder
22

øde! Thi jeg siger eder: I skal ingenlunde se mig fra nu af, indtil I siger: Velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn! (Math. 23, 34 flg.)

Dette skal alle danske Præster prædike over paa anden Juledag! Men den allerskarpeste Tale fører maaske Johannes, Kærlighedens Apostel, hvor han anfører en Samtale mellem Jesus og Jøderne:
De svarede og sagde til ham: »Vor Fader er Abraham.« Jesus sagde til dem: »Dersom I var Abrahams Børn, gjorde I Abrahams Gerninger. Men nu søger I at slaa mig ihjel, et Menneske, der har sagt eder Sandheden, som jeg har hørt af Gud; dette gjorde Abraham ikke. I gør eders Faders Gerninger.« De sagde da til ham: »Vi er ikke avlede i Hor; vi har een Fader, Gud.« Jesus sagde til dem: »Dersom Gud var eders Fader, da elskede i mig; thi jeg er udgaaet og kommen fra Gud; thi jeg er heller ikke kommen af mig selv, men han har udsendt mig. Hvorfor forstaar I ikke min Tale? Fordi I ikke kan høre mit Ord. I er af den Fader Djævelen, og eders Faders Begæringer vil I gøre. Han var en Manddraber fra Begyndelsen af, og han staar ikke i Sandheden; thi Sandhed er ikke i ham: Naar han taler Løgn, taler han af sit eget; thi han er en Løgner og Løgnens Fader.« (Johs. 8, 39-44).

Ikke Abrahams Børn, men Djævelens, ikke det udvalgte Folk, men det forkastede, --- ogsaa dette skal danske Præster prædike over, nemlig paa 3. Søndag i Fasten.

Gud er streng mod Jøderne. Mange naive danske kristne er meget kærligere. De synes at have glemt, hvad der staar i deres Bibel, som de dog ellers tror paa. De synes heller ikke at være urolige over, at de er meget kærligere end vor Herre!
I Virkeligheden kan ingen kristen være i Tvivl om den Stilling, som Jøderne selv har ønsket sig i deres Trods. De har selv raabt til den uskyldige: ”Hans Blod komme over os og vore Børn!”

Og saaledes skete det.

23

Endnu i 40 Aar tøvede Gud med sin Straffedom. Pinsen skulde have Tid til at virke. De trodsige skulde have endnu en sidste Frist. I den Tid udbrød Jøden Paulus, den store Erobrer, den stærkeste, den mest brændende Personlighed i det sande Israel, at han kunde ønske at være forbandet bort fra Kristus, hvis han dermed kunde frelse sit Folk. Men de jødiske Hænder havde travlt med at flette Tornekroner ogsaa til ham.

Aar 70 efter Kristi Fødsel kom Straffedommen. Jøderne gjorde Oprør, ledet af deres nationalistiske Messiashaab. Romerne slog dem ned. Jerusalem blev belejret. Inde i Byen sloges forskellige Førere om Magten og brændte Forraadene af for hinanden. Sulten rasede. Mødre aad deres egne Børn. Byen blev afbrændt, Templet revet ned, den syvarmede Lysestage blev ført til Rom i Triumf. Det saa ud, som om den brændende Tornebusk endelig var ved at fortæres af sin egen Ild, efter at Gud havde forladt den.

Det skete imidlertid ikke. Jøderne holdt sig i Live over hele Verden, ogsaa hvor de maatte betragtes som landflygtige. Det skyldtes Rester af den Ild, som havde brændt i det gamle Israel. De blandede sig i Reglen ikke med andre Folk, og selvom de i deres Oprindelse var en Blandingsrace, bevarede de et folkeligt Særpræg, hvor de end kom hen. Var deres Liv som samlet Nation en Umulighed, saa var det dem dog muligt at fortsætte Livet som Trossamfund og som folkelige Enklaver i Evropas Ghettoer. De levede nu paa Arven fra Profeten Hezekiel, som under det babyloniske Fangenskab gjorde Omskærelsen og Sabbaten til Hovedpunkter i det religiøse Liv, samlede Gudsdyrkelsen om Loven og gjorde Israel, der var gaaet til Grunde som Folk, til en Menighed, der kunde leve sit Liv paa ethvert Sted, naar den kun ikke blandede sig med Hedningerne. Jøderne lukkede sig inde. De har selv

14

skabt Ghettoen, før man kendte dette Ord. De samledes om Læsningen af Talmud, de lærdes Forklaringer til Loven, og førte indbyrdes Diskussioner om Livet i en Jødestat, der kun eksisterede i deres Fantasi.

Men i Handel og Vandel maatte de dog komme i Berøring med de foragtede »Hedninger”. Dette fik ofte mere Indflydelse paa de intetanende Hedninger end paa Jøderne selv, der havde et Værn i deres aandelige Indelukke, deres Ghetto.
Det fik Indflydelse paa Værtsfolkenes Religion, Moral og Nationalfølelse, ja paa hele deres Livsform. Den fortrinlige Kender af det gamle Roms Historie, Th. Mommsen, fortæller i sit store Værk om Rom, at Jøderne allerede dengang virkede som et »Dekompositionsmoment«, altsaa opløsende og nedbrydende 1).
Selv levede de med Disharmoni i Sjælen, fordi de havde fornægtet deres Bestemmelse. De var hvileløse i det ydre, fordi de ikke i det indre havde den Hvile, som følger af, at man er, hvad man er bestemt til. De blev nervøse og utaalmo-
    1) En lignende Udtalelse anføres af Fr. Nielsen i hans lille Bog »Den moderne Jødedom« S. 29-30 efter Schäffles store Værk »Bau und Leben des socialen Körpers« IV, 460 flg.: »De ere et opløsende (zersetzendes) og Gjæring frembringende, kosmopolitisk Element i den menneskelige Folkefamilie. De lade sig ikke opsuge af Folkene, men de ere tilbøjelige og i Stand til at opløse andre Folkeslags Tro, Skikke, Forfatning og sociale Tilstand, og de kunne blive den stærkeste Surdejg imod indskrænket national Forsumpning og Stagnation. I denne Funktion ere de i Aartusinder blevne kjække, tildels frække, men ogsaa skarpsindige og kritiske, og de have indtil den nyeste Tid bragt Bevægelse i det indre Liv hos de Folk, blandt hvilke de have faaet Indpas. Denne verdenshistoriske Rolle har det udvalgte Folk endnu ikke udspillet. Dets Idealister have i Aartusender og lige indtil denne Dag indledet de største Omvæltninger; dets Aagerkarle have ubevidst arbejdet paa at rokke ved hele Samfundets Sammensætning. Ved deres ejendommelige Egenskaber opnaa Jøderne af og til Herredømmet, men ved de samme blive de stedse brat styrtede fra det.«
25

dige, ofte heftige og hektiske. Spotten blev da ofte det Middel, der paa een Gang skjulte den indre Brand og gav den Luft. De maatte spotte de Værdier, som gav andre Folk den sjælelige Harmoni, de selv manglede. De levede uden Fædreland; de maatte uvilkaarligt spotte Værtsfolkenes blaaøjede Forelskelse i det Land, der stod for dem som den eneste store Kærlighed. Hvert Folk havde sin Hjemstavns Lov, en medfødt Moral, der stammede fra en tusindaarig Fortid, fra Blodets Røst og fra Religionen. Denne medfødte Moral, denne Livsholdning, var en anden end Jødernes, og disse kunde derfor ikke tilbageholde deres spottende Spørgsmaalstegn, saa snart der blev givet dem Frihed og Ligeberettigelse til at ytre sig. »Vogt jer for de skeptiske Jøder!” sagde Jøden Goldschmidt. Han holdt paa sin Vis af Danmark, samtidig med at han kendte Jøderne og forstod dem indefra.

Ikke mindst havde Jøderne en særlig Moral paa det Omraade, der blev deres egentlige under deres Vandring fra Land til Land, nemlig Handelens, især Pengehandelens. Allerede i selve Moseloven læser vi: ”Du maa ikke tage Rente af din Broder, hverken af Penge, Fødevarer eller andet, som man kan tage Rente af. Af Udlændinge maa du tage Rente, men ikke af din Broder” (5. Mos. 23, 20). Med saadanne Opfattelser af Handel og Vandel levede Jøderne som Gæster i kristne Lande i Aarhundreder. Undertiden var de ligefrem priviligerede Gæster. De kristne rettede sig f. Eks. ogsaa efter Mose Lov, men fortolkede den saadan: En kristen maa ikke tage Rente, men en Jøde maa! Naar dette havde ført de kristne i Afhængighed af Jøderne, eller naar de kristne fik Nys om Kristendomshadet inde i Jødernes aandelige Aflukke, f. Eks. Purimsfesten, kunde det give Anledning til Forfølgelser, saa Jøderne maatte flygte fra Sted til Sted.

Myten om den evige Jøde opstod. Han sagdes at have

26

været Skomager i Jerusalem, hvor han med Stokkeslag jog Kristus bort, da han vilde hvile sig paa hans Trappesten paa Vej til Golgatha. Til Gengæld skal han nu selv vandre hvileløs fra Land til Land indtil Kristi Genkomst. Kun Juleaften maa han hvile sig, hvis han finder en Plov paa Marken, han kan sidde paa. Men hvor den Plov siden gaar, vokser der kun Torne og Tidsler. Det er et af de Folkesagn, hvori Menneskeaanden i anskuelig Form fremstiller sine dybe Sandheder.
Skulde det muligvis ogsaa betyde noget, at den evige Jøde hedder Ahasverus? Saadan hed jo hin Konge, der lod sig overtale af en Jødepige til at slaa 75.000 Mennesker ihjel.

Dronning Esther blev deres Ideal. Ahasverus blev deres symbolske Myte. Det ser næsten ud, som om Tilværelsen er logisk og moralsk.
27

III. Religion og Moral.
De fleste danske forstaar ikke, at Jødedom og Kristendom er Modsætninger, og navnlig forstaar de ikke, at Jødedommen kan være et farligt Element i et kristent Samfund. De mener, at der mellem Jødedom og Kristendom er den samme Forbindelse som mellem det gamle og det nye Testamente, som mellem Knoppen og Blomsten.
Dette er en Misforstaaelse. Jødedom er nemlig ikke paa nogen Maade et Trin henimod Kristendommen, og Jødedommen er heller ikke mere det samme som Aanden i det gamle Testamente. De kristne læser i det gamle Testamente især alt det, som peger paa Kristus og faar Lys fra ham, og samtidig springer de noget over, som Jøden fortrinsvis læser. Den enfoldige danske kristne sætter den største Del af Moseloven ud af Kraft. Han springer over Spiselove, rituelle Forskrifter, sociale Ordninger o. s. v. som noget, der ikke har Gyldighed for ham. Men det har det for Jøden. Paa en Maade kan vi altsaa sige, at Jøderne og de kristne ikke har det samme gamle Testamente. De deler denne Bog imellem sig og foretager kun sjældent Strejftog ind paa hinandens Enemærker.

Desuden har Jødedommen udviklet sig. Det gamle Testamente er blevet overbroderet af Fortolkninger og Forklaringer, af lærde Diskussioner og spidsfindige Specifikationer,

28

som er blevet samlet i Talmud og derefter gjort til hellig Skrift. Jødedommen er derved blevet noget ganske andet end et ufuldkomment Skridt i Retning af Kristendommen, og de fleste kristne vilde blive lamslaaede, hvis de lærte Talmud at kende.
Saadan gik det med Morten Luther. Da han op i Aarene lærte Talmud at kende, blev han saa forfærdet, at han for i Blækhuset og skrev »Om Jøderne og deres Løgne«, hvor han raser mod Jøderne i de mest ubeherskede Vendinger. Jeg ønsker ikke at gøre hans Ord til mine, da de er præget af Tidens grove Stil, om end jeg godt forstaar den Rædsel, der har grebet ham. Jeg hidsætter kun et Par smaa Luther-Citater af de blidere:

Her finder jeg minsandten skrevet i Talmud og af deres Rabbinere, at det ikke er Synd at ihjelslaa, naar en Jøde dræber en Ikke-Jøde, men kun naar en Jøde dræber en Jøde, og det er for dem heller ingen Synd at sværge falsk overfor en Ikke-Jøde. 1)
Et andet Citat har en mærkelig aktuel Klang efter 400 Aars Forløb:
Et Menneske, der ikke kender Djævelen, maa vel undre sig over, hvorfor de (Jøderne) i saa ganske særlig Grad hader os kristne. De skulde dog ingen Grund have dertil. De lever jo hos os, i vore Bygninger, under vor Beskyttelse, benytter vort Land, vore Veje, Pladser og Gader. Vor Regering sidder med aaben Mund og snorker, medens de lader Jøderne stjæle og røve af vore Punge og Kasser, Man giver dem endog Penge-

    1) Ved Luther-Citaterne benyttes Aage Andersens Overs. i »Den kristne Kirke i nordisk Belysning« S. 7-8. Samtidig henvises til de i Slutningen af denne Bog optagne Fotokopier af Talmud, hvori de af Luther fordømte Lærdomme just forekommer. Disse Fotokopier er hentet fra Aage Andersens »Jødiske Leveregler, Uddrag af Talmud«, Køb. 1939, som bringer en meget ildelugtende Buket af Talmudcitater, væsentlig af obscøn Natur, og som dokumenterer disses Ægthed gennem talrige Fotokopier.
29

midler til deres fordærvelige Virksomhed, Aager og Udsugningssystemet. Med vore egne Penge gør Jøderne os til Tiggere, da disse landflygtige Jøder aldeles ikke har Ret til nogetsomhelst. Hvad de ejer, maa tilvisse være vort. De arbejder jo ikke, producerer intet. Vi har derfor heller ingen Grund til at forære dem noget. Ikke destomindre besidder de nu vore Penge og vore Ejendele, og er i deres Landflygtighed blevet vore Herrer i vort eget Land. Hvis en Tyv stjæler 10 Gylden, bliver han hængt, begaar han Røveri paa Landevejen, saa bliver han halshugget, men hvis en Jøde stjæler 10 Tons Guld og røver vor Eksistens gennem sin Aager, saa er han os minsandten kærere end Gud selv.

Nærmere ved vor Tid, da den liberale Verdensanskuelse havde givet Jøderne Frihed og Ligestilling i de kristne Lande, og da Jøderne i rigt Maal begyndte at benytte sig deraf, tog Biskop Martensen Jødespørgsmaalet op til Behandling i sin berømte Etik. Hans Maal var den kristelige Stat, et Maal som den moderne Jødedom mere og mere syntes at skulde blive en Hindring for. Hans Ord om Jøderne gengives her i Sammenhæng, ikke for at dokumentere, at ogsaa denne berømte Teolog, Professor, Doktor og Biskop, det forrige Slægtleds Lærefader i Danmark ”var imod Jøderne”, men for at give et Eksempel paa, hvorledes en højt begavet kristen, som beherskede hele sin Tids Dannelse og havde Forbindelser til alle Sider, forstod Jødespørgsmaalet og advarede mod jødisk Indflydelse, ingenlunde fordi han havde noget imod Jøderne som saadanne, men fordi hans kristne og folkelige Idealer blev truet fra den Kant.
Naar vi her blandt da opløsende Kræfter i det christelige Stats- og Folkesamfund særligt fremhæve og dvæle ved den moderne Jødedom, da er det fordi der ved denne er traadt en ny Potens frem paa Skuepladsen, hvor den ikke tilforn har kunnet spille nogen Rolle. Thi i Christenheden var Jødernes Tilstand først en Fortrykthedens Tilstand, og de have, navnligt i Middelalderen lidt meget Ondt og mangehaande Mishandlinger af de Christne, hvortil de dog ved deres Udsugelser selv hav-

30
de givet megen Anledning. Sidenefter bleve de tolererede og fik borgerlige Rettigheder. Men efterat i Kraft af den franske Revolutions Principper og den paa disse baserede Liberalisme politiske Rettigheder tildeles Alle, uden Hensyn til Religion; efterat saa mange Samfundsbaand ere blevne løste, og Individualismen har gjennemtrængt alle Forhold, ere Jøderne komne til et Trin og indtraadte i et Stadium, hvor de kunne gaa aggressivt, angrebsvis tilværks imod Christenheden. Vi tale her ikke om de orthodoxe, talmudistiske Jøder, vi tale om den store Mængde af moderne Jøder, der ganske have afført sig deres Fædres Religion, uden dog derfor at opgive deres nationale Pretentioner. Disse moderne Jøders Religion er den franske Revolutions kosmopolitiske Principer om Menneskerettighederne og de dermed sammenhængende Cultur- og Civilisations-Idealer, hvilke de have tilegnet sig, og hvilke de udgive for Jødedommens sande Indhold, som den ægte Humanitetsreligion, af hvis Virkeliggjørelse de forvente et jordisk-messiansk Rige, et Lyksalighedens Rige paa Jorden, hvor Israels Børn baade ved Capitalens, ved Ordets, ved Aandens og ved Culturens Magt skulle udøve Herredømmet, den ledende, toneangivende Indflydelse over alle andre Nationer, i hvilke Christendommen mere og mere bliver et forældet og udlevet Væsen. Thi denne Anskuelse, at Israels Folk skal udøve Herredømmet over alle andre Nationer, at denne Nationalitet saa at sige er den kongelige Nationalitet, til hvilken alle andre Nationaliteter skulle staa i et Slags Vasalforhold, have de ikke opgivet tilligemed deres andre gamle Traditioner. Til Udøvelsen af dette Herredømme have de i vore Dage gjort en kraftig Begyndelse, idet, de ere komne i Besiddelse af tre Magtmidler, der udøve en bestemmende Indflydelse paa hele den sociale og politiske Tilstand, nemlig Capitalen, Deltagelse i de politiske Rigsdage og Pressen. Ved Capitalen udøve de Indflydelse paa selve de politiske Forhold og Foretagender, paa Krig og Fred. Paa de politiske Rigsdage forbinde de sig med Liberalismen og stemme for Kirkens Adskillelse fra Staten, for Negtelse af Penge til kirkelige Formaal, for Civilægteskaber og andre liberale Forslag; og den evropæiske Presse er i flere Hovedlande overveiende i Jøders Hænder, der i ledende Artikler bearbeide den offentlige Mening om alle Tidens Spørgsmaal, ja selvom Stridighederne mellem de christelige Confessioner, mellem Ultramontanismen og Protestantismen, Paven og Keiseren - alt fra de jødiske

31

Interessers Standpunkt. En moderne Jødelitteratur er allerede udviklet i ikke ringe Omfang, og de søge at udbrede det som en Erkjendelse, hvis Gyldighed kun kan benegtes af Udannede og af saadanne, der ere blevne tilbage paa et forældet Standpunkt, at Litteraturens Høidepunkt og ypperste Blomst findes - ikke hos Schiller, Goethe og de andre, den nyere Humanitets Heroer, men hos Heine, Börne og beslægtede jødiske Forfattere, der hævde den frie Tankes Ret imod en borneret Christelighed, for hvilken hine Heroer ikke ganske kunne frifindes. Fra den tidligere Humanitetsperiode gjælder Lessing dem som den Ypperste, fordi han har skrevet »Nathan den Vise« 1). Maalet for alle disse Bestræbelser er det ovennævnte jordisk-messianske Humanitetsrige. Og en Grundbetingelse for, at dette kan naaes, er, at Christendommen trænges ud af det offentlige Liv. Herpaa, paa at udvise Christendommen af det offentlige Liv, af Lovgivningen og af de offentlige Indretninger, paa at overskjære alle Baand, der knytte Nationerne til Christus, arbeide de ved Dag og ved Nat, fordi den Messias, paa hvem de Christne troe, men som Jøderne have forskudt og korsfæstet, er dem en vedvarende Forhindring og Anstødssteen for deres Bestræbelser; fordi Folkenes Bekjendelse til ham, fordi Love og Institutioner, der give Vidnesbyrd om hans Herredømme og Rige, er dem til Forargelse, gjør et bebreidende og dømmende Indtryk paa dem. At denne Messias er en falsk Messias, hans Rige en Illusion, er deres Drøm, som de søge at give Virkelighed, og i denne Drøm styrkes de mægtigt ved det Frafald, der er indtraadt i selve Christenheden, og ved al den Daarlighed og Slethed, der viser sig hos de Christne, og som af dem idelig paaberaabes. For at virkeliggjøre deres Ideal, forene de sig, som allerede antydet, med Liberalismen og prædike paa alle Maader Tolerancens Evangelium, hvilket hos dem betyder, at alle religiøse Bekjendelser i det politiske og sociale Liv bør være indifferente. I Tolerancens Navn arbeide de paa at udslette alle religiøse og kirkelige Forskjelle, fremfor Alt de herpaa
1) Forbilledet for Hovedpersonen i »Nathan den Vise«, der forkynder Religionernes lige store Godhed (eller Falskhed) er den jødiske Populærfilosof Moses Mendelssohn, der endog fik Lov til at læse og rette i Lessings Manuskript, som Forfatteren udarbejdede, mens han blev understøttet med Penge af den jødiske Købmand Moses Wessely.
32

beroende Forskjelle i Rettigheder, søge de at trænge Christendommen tilbage til Privatlivet, og at reducere den til et blot Privatanliggende, kræve, at Adgangen til alle Statsembeder uden Undtagelse, f. Ex. Dommerembeder, skal staae aaben for Alle, og ikke være betinget ved Religionen. Af de offentlige Skoler søge de at faae den christelige Religionsundervisning fjernet, og taale i det høieste en deistisk Religion med almindelige moralske Begreber, uden at noget Positivt-Religiøst tør tages med; kræve, at i de offentlige Skoler Jesu Navn kun nævnes som Navnet paa en historisk Person, men ikke som det Navn, i hvilket Menneskene alene kunne frelses, fordi dette indeholder en Fornærmelse mod Jøderne, hvilken Indrømmelse ogsaa ved Liberalismens Hjælp allerede er given i Holland. Ogsaa med Nationalliberalismen have de sluttet Forbund, ja have endogsaa ved visse Lejligheder understøttet Nationalitetsbestræbelserne. Dog gjøre de det ikke for selve Nationalitetens Skyld, men for den individuelle Friheds Skyld, som de derved haaber at fremme. Thi i sig selv ere deres Bestræbelser af en rent kosmopolitisk Natur, som Menneskerettighederne i den franske Revolution. For selve Nationaliteterne, nemlig Hedningernes og de Hedningechristnes, med deres historiske Overleveringer og deres ved Historien dannede Indretninger, have de ingen Interesse. Virkelig hjemme, nemlig med Aand og Hjerte, blive de ikke i nogen Nation, om de end med stor Lethed tilegne sig dens Sprog, det daglige Livs Sæder og Skikke. De kunne vandre fra Nation til Nation, og i udvortes Betydning finde de sig hjemme allevegne, naar de kun finde den individuelle Frihed og den frie Concurrence, hvilket er det, hvorfor deres Hjerte banker. Nationernes Vel og Vee berører dem kun udvortes. Men selv føle de sig som en Nation i Modsætning til »Folkene« af hedensk Herkomst, og bevare Følelsen af deres Superioritet, om denne end ikke er anerkjendt af Andre, end dem selv. Og om de end kunne udfolde baade borgerlige og rent humane Dyder, er det dog en ofte gjort Bemærkning, at midt under store historiske Criser, der ere afgjørende for Nationernes Skjæbne, for Liv eller Død, hvor Alles Hjerter svæve mellem Haab og Frygt, vedblive de uforstyrret at drive deres Forretninger, og hengive sig med en beundringsværdig Besindighed til Beregninger om Statspapirers Stigen og Falden, og andre hermed forbundne Speculationer. Vi kunne derfor kun betragte det som et Misgreb, at man uden nogen Indskrænkning har

33

givet Jøderne de samme politiske Rettigheder, som Landets egne Børn. De ere i ethvert Folk kun Gjæster, og bør med al Humanitet behandles som saadanne. Men hvor stor Imødekommenhed man end viser en Gjæst, falder det En dog aldrig ind, at gjøre ham til en Medregjerende, Medherskende i sit Huus. Nu ere Jøderne ved Liberalismens, ja ved Nationalliberalismens Principer og ved deres uhyre Pengemagt blevne herskende i Samfundet, og mere og mere ville de udbrede deres Herredømme. Men her gjælder det: respice finem, se hen til Enden. Ethvert Overmaal finder sin Modvirkning. Jødernes verdslige Modstander er den samme som Liberalismens, nemlig Socialismen. Og de ere neppe ledede af et Fejlsyn, der formene, at naar Forfærdelsens Dag kommer, da Socialismen og Communismen for en kort Tid faae Magten, da vil det vise sig, hvorlidet den falske Emancipation har nyttet Jøderne; at naar den store Forfølgelse udbryder mod de Velhavende, ville Jøderne efter al Sandsynlighed blive de første Offre (H. Martensen: Den christelige Etik. Den specielle Deel. Anden Afdl. § 48).
Paa dette sidste Omraade gik det anderledes, end Martensen ventede. Jøderne forstod ogsaa at tage Marxismen i deres Tjeneste. Den var jo iøvrigt af jødisk Oprindelse. Derimod er det uhyre træffende, hvad Martensen tilføjer i en Fodnote:

Selv en anset Forfatter af den liberale Retning, R. Mohl, betragter det som en Overilelse, at man har givet Jøderne politiske Rettigheder. Han støtter sin Betragtning væsentlig til Jødernes »dobbelte Nationalitet«. En Jøde kan være Tydsker, Englænder osv., men først og fremmest er han Jøde. Men der gives Functioner i Statslivet, som kræve en udelt fædrelandsk Følelse, kræve den hele, ikke blot den halve Mand. Naturligvis mener han ikke, at de Rettigheder, der ere dem givne, kunne fratages dem under den nuværende Ordning. »Vinen er aftappet«, siger han, »og maa drikkes!«

Hvordan Vinen kom til at smage, oplevede vi under Brødrene Brandes's Førerskab.

Hidtil havde det danske Aandsliv bygget paa et religiøst Grundlag. Den nordiske »Lynildsmand”, hvis Københavnerbesøg indledte Guldaldertiden i vort Aandsliv, Henrik Stef-
34

fens, skriver i indledningen til sine filosofiske Forelæsninger: »Uden Religiøsitet eksisterer hverken Poesi eller Kunst i Ordets højeste og eneste rigtige Betydning, efter hvilken intet kaldes Poesi uden det, der bærer det eviges Præg.”
Dette Grundlag for dansk Aandsliv blev afskaffet af Georg Brandes, som siger i sit »Levned”

:Jeg kæmpede som den første Danske aabent og bevidst for den frie Tanke, ikke blot mod Teologien, men mod al saakaldt aabenbaret Religion. I det Punkt fejlede mine Modstandere ikke. Og jeg gjorde ikke engang i mit stille Sind nogen Indrømmelse. Jeg betragtede Troen, den i Danmark lovpriste, der ansaas for Menneskets ypperste Klenodie, Betingelsen for dets Frelse, som en skadelig, nedbrydende, ulykkebringende Magt, og holdt det for en Fortjeneste at trænge den tilbage.

Broderen Edvard, den senere Finansminister, gav ham ikke noget efter. Han kæmpede, som han selv siger, for »den stolte Gudløsheds Ide, den rene Irreligiøsitet, den alle Forbehold bortskyende Ateisme.” Dog betænkte han sig ikke paa at træde ind i Rigsdagen og aflægge Ed paa Grundloven. Paa Valgdagen havde han erklæret, at han hverken troede paa Jødernes eller de kristnes Gud. Da han skulde underskrive Eden »saa sandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord”, og Folketingets Formand udtalte Haabet om, at han kunde gøre dette med personlig Sandhed, svarede han: »Det forekommer mig, at hverken Folketingets Formand eller nogen anden har Ret til at fremsætte Fortolkninger i saa Henseende. Hr. Formanden er efter Modtagelsen af Edsformularen formentlig kun berettiget til at konstatere, at den er underskreven. Intet mere.”
Mens der er en vis Elegance over denne Afvisning, drukner det hele i Ynkelighed, naar han med Spidsfindighed forsvarer sin Handlemaade i sin Jomfrutale: »Jeg har ganske simpelt underlagt Ordet ”Gud« det Gudsbegreb, som jeg har (han

35

havde jo intet!) - og jeg har forstaaet »det hellige Ord« som Logos, Alfornuften, som de Verden beherskende Ideer, som jeg erkender for hellige Ord.«
Realiteten bag dette Væv er ganske simpelt denne, at han, som det er tilladt i Talmud, aflagde Ed paa noget, han ikke troede paa. Den rigtige Edvard Brandes, som endnu i 1899 fik en Bog beslaglagt for Usædelighed, lærer vi at kende gennem en Udtalelse som den følgende i et Brev til Strindberg:

Jeg vilde være meget fornøjet, om Du engang med flyvende Faner gik over til Ateismen; thi uden for den er der ingen Frelse. Religionen er det værste af alt; det er Hykleriet og Overtroen anerkendt som Samfundets højeste Livsmagter af Staten. Den Tanke er dog lige saa oprørende som nedtrykkende, at den fuldkomne Meningsløshed anses som det allerfineste og allerædleste, og at man tvinges til at behandle den med Respekt - da man ellers simpelt hen kommer i Tugthuset. Tænk, at der gives et Begreb som Blasfemi! Jeg vil gerne spørge om, hvorledes man skal kunne fordre af mig, at jeg skal have Gnist af Agtelse for, hvad jeg ikke tror paa. Hvorfor er det ikke Blasfemi, naar man udskælder Voltaire eller Flaubert?

Naa, jeg vil tilstaa dig, at jeg ogsaa har et Horn i Siden paa Moralen, og desformedelst takker jeg dig, fordi du i djærve Ord satiriserede over den moderne Handskelitteratur. Ikke, at jeg tror en Stump paa al deres Vaas om Kyskhed og Ægteskab... Jeg tænker ogsaa, at disse norsk-danske overspændte Fordringer til Ægteskabet sprænger denne tarvelige Institution ganske i Luften. Desværre ikke i vor Levetid; vore Efterkommere vil i alle Henseender have det langt behageligere. Ogsaa naar den store Revolution har været. Jeg giver dig Ret i, at den kommer fra Tyskland. Blot Bismarck kunde krepere …naar det er sket, saa kommer de tyske Socialister, og saa rokkes det gamle Samfunds Grundpiller.

Dette Angreb paa Ægteskabet minder uvilkaarligt om, at en anden Jøde, som ligeledes blev Minister, og som ligeledes var en rafineret Æstetiker, nemlig Leon Blum, har skrevet
Nutidens mest berygtede og sjofle Bog om Ægteskabet, saa nedbrydende, at en fransk Borgmester, mens Blum endnu var Ministerpræsident, fandt sig foranlediget til at forbyde den i sin By.
Udtrykket ”Handskelitteratur” i det anførte Brev til Strindberg sigter til Striden om Bjørnsons Drama ”En Handske”, hvori Kravet om sædelig Renhed blev rettet i lige Maade til Manden som til Kvinden. I en anden Sammenhæng har Broderen Georg Brandes givet sit Bidrag til Belysning af dette Problem. Det anføres i den norske Litteraturkritiker, Professor Chr. Collins Værk om ”Kampen om Kærlighed og Kunst«, hvor han angriber Georg Brandes for hans Ord om Professor Hans Brøchners Kærlighed til den unge Romerinde Constanza Testa. Hun maatte ikke for sine Forældre ægte Brøchner, og Brandes har da skrevet:

Der havde for Brøchner været en eneste Maade at vinde og bevare Constanza paa, den ganske simple at blive hos hende, til han kunde tage hende med sig, at vinde og erobre hende med Legeme og Sjæl. Men helt nordisk og strengt ærbar, som han var, havde han fra første Færd titusind Betænkeligheder.
Brandes forstod altsaa Forskellen mellem den nordiske Tankegang og sin egen. Han kalder Brøchner ”helt nordisk og strengt ærbar«. Vi kan kun takke for denne Kompliment, men er i dette Tilfælde afskaaret fra at gengælde den.

Den Inderste Drivkraft i de to Brødres Kamp mod vor Kulturs religiøse Grundlag og mod den overleverede Moral var en ansvarsløs Individualisme, der grænsede til Anarkisme. Alle Baand skulde skæres over, alle Autoriteter skulde nedbrydes; der skulde være fuld Frihed for det selvherlige Individ.
Paa saadanne Principper kan nogle faa ansvarsløse Enkeltpersoner leve en Tid, idet de tærer paa det Samfunds
37

Kraft, som de hader. I Reglen ender det dog med, at de føler sig som ”trætte Mænd” og ”haabløse Slægter”. Selve Samfundet vilde uvægerligt gaa til Grunde i samme Øjeblik som alle Enkeltpersoner vilde leve efter saadanne Principper.

Dommen maatte komme, og den er kommet nu. Men der kom allerede forlængst et Forvarsel om den, da en nordisk Mand, som midlertidigt havde været i Brandes's Skole, men som havde begyndt at besinde sig paa sine Fædres Arv, Digteren Henrik Pontoppidan, skrev sit berømte Digt til Georg Brandes's 70 Aars Fødselsdag. Det hedder deri:

Den Sandhedens Sol, han paa Himmelen satte –

hvem bragte den Glæde? Til hvem gav den Styrke?

Han raabte »Bliv Lys!« - og der voksede Mørke.

Det Kundskabens Træ, han har plantet i Landet,

som favned saa vidt over Fjorde og Bugter,

forgifter nu Folket med ormstukne Frugter.

Og Adam, den nye, blev dum som den gamle.

Og Eva forgreb sig paa Kærlighedsgaven

og aad med hver lysten Gorilla i Haven.

Af Herlighedsdrømmen blev intet tilbage.

Et Luftsyn den var - og nu sank den i Jorden.

Men ingen har sørget, og ingen vil klage.

Dette Lykønskningsdigt blev offentliggjort i Pressen paa Fødselsdagen. Det virkede som en Bombe, der skrællede Facaden af et prægtigt Hus og lod Offentligheden se ind i nogle fattige og tomme Stuer. Fortryllelsen over Brandes' Navn var blevet hævet. Han kunde altsaa kritiseres! Det danske Sind begyndte at aande igen. Brandes havde hvilet paa det danske Folk som en Mare. Meget karakteristiske i saa Henseende er nogle Bemærkninger, som faldt i Rigsdagen i 1891, hvor Hørup virkede for, at Brandes skulde have Statsunderstøttelse, og i den Anledning udtalte:

38
Brandes maa vente, til han har sejret, siger Ministeren (Goos). Men han har jo sejret. Der skrives ikke en Bog og ikke et Blad her i Landet, ikke en Anmeldelse i en Avis, uden at Brandes's Indflydelse præger det. Man siger ikke altid Tak, naar man laaner af ham, men derfor er Glæden ikke mindre. Faa oplever saaledes at sejre, at Alle i deres levende Live enes om dem. Men Brandes er trængt igennem i de Dannedes Kreds, hvorfra hans Virksomhed paa anden Haand vil brede sig længere ned.
Dette er ikke alene et Vidnesbyrd om den dominerende Stilling, Brandes paa et vist Tidspunkt indtog, men ogsaa om det Intelligenshovmod, hvormed hele denne Retning, »de Dannedes Kreds«, trykkede andre Meninger ned. Brandes selv har lært dem Tonen. Han siger engang til Selvforsvar for sine Meninger: »Man behandler mig, som om de Ideer, af hvilke jeg er inspireret, og som jeg udtaler, var Opspind af mig. Disse Ideer er det intelligente Evropas«. Er man skyldig, ifald man har dem, saa er Skylden ikke min, men den evropæiske Videnskabeligheds. « »Det intelligente Evropa« og »den evropæiske Videnskabelighed« er aabenbart ikke noget, som en lille Dansker maa vove sig op imod!

Endnu en Snes Aar efter at Hørup havde holdt den nævnte Tale i Rigsdagen varede den omtalte »Glæde« over Brandes i »hele« det danske Folk, indtil Henrik Pontoppidan rev den første Flænge i Glansbilledet og dristede sig til at sige, at der voksede Mørke, hvor den store »Lucifer«, Lysbringeren, som Brandes kaldte sig selv, havde optraadt.

Nu kan man naturligvis indvende mod denne Fremstilling, at Naturalismens Gennembrud i Halvfjerdserne og det dermed følgende Aandspræg ikke just var en Nyskabelse af Brødrene Brandes, og som ovenfor anført har Brandes selv hævdet dette, naar det passede ham at fremføre denne Side af Sagen. Og man kan videre hævde, at det slet ikke havde

39
noget at gøre med, at de to Brødre var Jøder. Det drejer sig om en Epoke, som gør sig gældende over hele Evropa, og som vilde være kommet til Danmark ogsaa uden Georg Brandes.
Det sidste er naturligvis rigtigt. Men havde denne Epoke faaet samme Farve i Danmark, hvis den ikke var blevet baaret til os af jødiske Hænder? Efter Sagens Natur lader det sig vanskeligt gøre at bevise noget herom. Men en opmærksom Iagttager vil dog fornemme en betydelig Forskel i Tonen, naar Brødrene Brandes skriver om Religion og Moral, og naar deres danske Disciple gør det samme. Der er mere Spot og Anarki i Jødernes Oprør, mere tung Skæbne i Danskernes, mere Smerte over at føle sig tvunget til at forlade Fædres Veje og Mødres Tro. Vi kan tænke paa den Smerte, der fylder ”Niels Lyhne«. Iøvrigt fulgte hverken J. P. Jacobsen eller Drachmann slavisk Georg Brandes. Ikke mindst den sidste maatte af og til gøre en Afstikker over i det nationale. Kun den nu glemte, saftige Schandorph havde Brandes rigtig Glæde af.

Iøvrigt er det paafaldende, at der saa ofte er en Jøde ved Haanden, naar nedbrydende Ideer af internationalt Præg skal befordres fra Land til Land. At dette virkeligt er Tilfældet har allerede Ingemann set. Han, som selv var en af de mest nationale af vore Digtere, skildrer i ”Renegaten« 1838 en ung, døbt Jøde og Renegat, tysk Flygtning og Eventyrer. Modellen til dette Digt fra 1838 kunde have levet i Danmark hundrede Aar senere. I en anden Digtkreds »Kærlighed og Politik«, hvis Begivenheder er henlagt til 1840, er Hovedpersonen en liberal Politiker, Dr. Philip, som bl. a. skriver en Sang til Klubben ”Det unge Evropa«, hvori det hedder:

Nu tør vi det frit udsige:

Politik er vor Religion.

Det rigtige, sande Guds Rige

er »Kødets Emancipation«.

Edvard Brandes kunde have skrevet saaledes. Dr. Philip og hans Klub og hans Evangelium kunde have haft en af Brødrene Brandes til Model. Men det er skrevet, før man kendte dem. Var Ingemann da Profet? Nej, men han var en dansk Iagttager, som skildrede en allerede dengang gængs Type. Men saa er det heller ikke nogen Tilfældighed, at det just var Jøden Brandes, der kom til at ødelægge vort Aandsliv, saaledes som det var Jøden Glückstadt, der kom til at ødelægge vort Pengevæsen. Og begge ødelagde dansk Moral, hver paa sit Omraade.
41

IV. National og international.

Man siger ofte, at Jøderne er lige saa gode danske som vi andre. Det er værd at undersøge denne almindelige Paastand lidt nærmere. Hvis man sagde, at Jøderne var lige saa gode som Danskerne, og især hvis man sagde, at visse Jøder var bedre end visse Danskere, saa vilde det nok være rigtigt. Der er i ethvert Folk mindreværdige Eksemplarer, og det er ikke retfærdigt at stille en retskaffen Jøde op mod en forbryderisk Dansker, lige saa lidt som det er retfærdigt at stille jødisk Udskud op mod Blomsten af nordisk Aand.
Men naar vi ikke længere taler om den moralske Kvalitet, som blev behandlet i forrige Kapitel, men vender os til det nationale, altsaa ikke undersøger Jødernes Godhed, men deres Danskhed, saa lad os gaa ud fra jødiske Eksempler paa Danskhed, der fremhæves baade af Jøder og Danskere som forbilledligt.
Først paany Georg Brandes. Det er ret ofte blevet omtalt, hvorledes han overfor Tyskerne talte de danske Sønderjyders Sag. Da man i Berlin holdt Afskedsfest for ham inden hans Hjemrejse til Danmark i 1883, sagde han i Slutningen af sin Takketale:
Denne hans Troskabsfølelse overfor Danmark gik som en rød Traad gennem hans Liv og hans Værk, hvor haardt han end pintes af øjeblikkelige Forhold og ligegyldige Personer, og hvor ofte han end rev og sled - som for at slippe fri af en Lænke.

Mit Hjerte snører sig sammen i mit Bryst, naar jeg tænker paa, at netop nu, da jeg frivilligt forlader Tyskland, maa Hundreder af danske Borgere som jeg, nordslesvigske Bondesønner, der mener at have Ret til at bo paa deres Fødejord, ufri-

42
villigt og uden noget Festmaaltid forlade Landet. Jeg vover ikke at udtale mig om Retsspørgsmaalet, men Tyskland synes mig stærkt nok til at kunne vise Højmodighed.

Tapre Ord i et psykologisk Øjeblik!
Hvis man imidlertid analyserer disse Ord noget nærmere, vil man se, at det som faar Brandes til at gribe ind, er Undertrykkelse af Individet. Ganske paa samme Maade har han talt de russiske, rumænske og polske Jøders Sag, kæmpet for Dreyfus og meget lignende. Man maa uvilkaarligt mindes, hvad Martensen havde skrevet i sin Etik fem Aar i Forvejen om Jøderne: ”De har endog ved visse Lejligheder støttet Nationalitetsbestræbelserne. Dog gør de det ikke for selve Nationalitetens Skyld, men for den individuelle Friheds Skyld, som de derved haaber at fremme.«
Henri Nathansen udtyder Georg Brandes's Tilbagevenden til Danmark paa det omtalte Tidspunkt som et særligt Udslag af Troskabsfølelse overfor Danmark. Vi ved fra de fornyligt udgivne Brevsamlinger, at Brandes's Følelser var af en noget anden Karakter. Men selvom man ikke vidste dette, virker Nathansens Skildring af denne Troskab noget ejendommelig. Man plejer dog ikke at sige, at en Fange er tro mod sin Lænke, fordi den faktisk binder ham. Ordene lyder saaledes:
Denne hans Troskabsfølelse overfor Danmark gik som en rød Traad gennem hans Liv og hans Værk, hvor haardt han end pintes af øjeblikkelige Forhold og ligegyldige Personer, og hvor ofte han end rev og sled - som for at slippe fri af en Lænke.
Men Sagen er den, at Nathansen her skildrer baade sit og Georg Brandes's Forhold til Danmark. De hører til her, men det føles som en Lænke. Vi danske har det anderledes. Her er vi fri, men ane andre Steder vilde føles som en Lænke. Ganske vist er vi lænkede til dette at være danske. Det er vort

43

Væsen, som vi hverken kan eller vil løbe fra. Vi føler det imidlertid ikke som Tvang, men som Frihed, som naturlig og lykkelig Livsudfoldelse. Det er med vort Forhold til Nationen som med et Ægteskab. Man er bundet, men just denne Bundethed er en Lykke. Jo fastere Lænken binder, des mere gør den os fri.

Skønt Nathansen skildrer, at Misforholdet mellem Brandes og Danmark mere og mere kom frem med Aarene, fordi dansk Aand og Natur var saa meget anderledes, er det dog tydeligt, at Misforholdet har været der fra Begyndelsen. Da Brandes i sin Ungdom tog Afsked med Italien for at rejse tilbage til Danmark, skrev han et Digt ”Finis«, hvori det hedder:

O, saa skal jeg surres til Pælen igen,

af en skinhellig Pøbel begloes og betragtes.

Og mit Hjerte skal smides for Hundene hen,

og mit Navn skal flaaes, og min Stolthed skal slagtes.

Ak, I spørge, I Solbørn! hverhen jeg vil gaa:

Spørger ej: Der er mørkt, der er stygt, hvor jeg fødtes.

Her min Vej med Granatrosens Flammeblomst strøedtes,

hist er Vejen moradsig og Himmelen graa.

Saadan skriver en ung Dansker ikke, naar han vender hjem til sit Fædreland. Saadan taler en Jøde af Blod, Evropæer af Aand, fordi han hører til et bestemt Sted paa Kloden, har de bedste Virkebetingelser der og derfor føler sig tvunget til at vende tilbage. Med Stolthed kaldte han sig stadig Evropæer, og smaa Danskere, der let lader sig imponere, troede længe, at dette var noget fint.

--
Der var Begravelse paa en fynsk Bondegaard. Naboer og Slægtninge var forsamlede for at følge Gaardens unge Søn til hans sidste Hvilested. Sørgetoget var samlet paa Gaardsplad-
44

sen, rede til at køre til Kirke. Men endnu stod Faderen, den gamle Gaardejer, tøvende paa Trappestenen, stum og forstenet i sin Sorg, ligesom lammet af det haarde Slag.
Da hørtes der et rask Trav udenfor Gaarden, en Vogn svinger ind ad Porten og standser brat, en lille mørkladen Skikkelse hopper ud, løber hastigt hen til Trappen, springer op ad den, breder sine Arme ud og omfavner den gamle Fader og kysser ham paa Kinderne.

Dette Optrin har en ejendommelig Virkning. Mens alle Gæsterne staar stumme i forbavset Iagttagelse, bryder Taarerne frem hos den gamle Fader og vælder ned ad hans Kinder. Det stærke Følelsesudbrud, som har mødt ham, smelter Forsteningen i hans eget Sind, saa hans Sorg faar Luft i en mildnende Graad.
Det var Ernst Trier, som kom. Den unge Gaardejersøn havde været Elev paa Vallekilde Højskole.
Paa Trappestenen i den fynske Bondegaard mødtes en Dansker og en Jøde. Begge var de grebet af Sorgen, men de reagerede paa hver sit Sprog. En dyb Fortvivlelse gør Nordboen stum; han forstener. Og andre Nordboer, som blues ved at give deres Følelsesliv for stærkt til Kende, mangler ofte et Middel til at forløse denne forstenede Sorg. Først naar den er mildnet noget af Tiden, kan Venners stilfærdige Trøsteord yderligere formaa at læge Hjertesaaret. Hos Jøden derimod kom Sorgen og Medfølelsen brusende paa brede, favnende Vinger. Vil en Nordbo overfor et saadant Følelsesudbrud blive i sit sjælelige Skjul, maa han afværgende vende sig bort fra den fremmede. Men saadan gør man ikke altid overfor Kærligheden. Det hænder, at man overgiver sig - og bliver forløst. De to Slags Sind kan befrugte hinanden, naar Kærligheden bygger Bro, og naar visse væsentlige Forudsætninger er til Stede.
45
Dette var Tilfældet her, fordi Ernst Trier var kristen. Han gik ind under den Bestemmelse, Gud havde med det udvalgte Folk. Derved var der i hans eget Sind sket en Forløsning fra det Tryk, som ellers hviler over Jøden. Udelukket er det dog ikke, at en tusindaarig Tynge kan være nedlagt som en Arv i Blodet og endnu bevirke en sjælelig Uligevægt og maaske bryde stærkere frem igen i kommende Generationer. Men i Hovedsagen er der, for denne Persons Vedkommende, sket en Forløsning fra Ahasverus.
Kristendommen bevirker tillige, at en saadan Jøde uden religiøst Forbehold kan give sig hen til Livet i det Folk, hvor han er Gæst. Og her var der netop Tale om en Mand, der i eet og alt søgte at gaa op i det nordiske, forkynde det nordiske og give det til unge Nordboer: Jøde blev han ved med at være; det var saa øjensynligt for alle; og Arven i Blodet løber man ikke saa let fra. Men her var virkelig Betingelser til Stede for, at unge Nordboer ved Berøring med en kristen Jøde kunde blive sig bevidst som Nordboer og som kristne i Stedet for at blive gjort til vantro og ulykkelige »Evropæere«.
Klarest Oplysning om Forskellen mellem Jøde og Dansker faar man maaske af et Ordskifte mellem Grundtvig og Goldschmidt i 1849. Ingen har vel som den første med Hjerte og Instinkt forstaaet, hvad Danskhed var. Og faa Jøder er vel som den sidste blevet betragtet som Bevis for Muligheden af at forene det jødiske og det danske. Goldschmidt var vel den første og største af dem, der herhjemme talte Jødisk i det danske Aandsliv, og samtidig stod han midt i den nationale Folkevækkelse, opfyldt af de nationalliberale Ideer.
Grundtvig og Goldschmidt udgav hver sit Tidsskrift. Danskerens hed ”Danskeren«, Jødens hed noget mere kosmopolitisk, nemlig ”Nord og Syd«. Alene disse Navne udtrykker no

46

get væsentligt om de to forskellige Personligheder, ja om to Nationaliteter.
Begge havde de deres Ungdoms Kamp bag sig. Grundtvig var i sin Ungdom for længe siden draget i Leding med det store Slagsværd som en nordisk Bersærk og havde f. Eks. i sin »Verdenskrønike« draget Fortid og Nutid frem for Dommen, ikke altid retfærdigt, men aabent og ærligt, og han tog sine Klø derfor. Goldschmidt havde i Virkeligheden gjort noget lignende, men paa jødisk Vis. Han udgav det første Vittighedsblad i Danmark, »Corsaren«, hvori han brugte Spottens Pile mod andre fra et sikkert Skjul, idet han dækkede sig bag lejede »ansvarshavende«.
De havde mødt hinanden som Talere ved det store Møde paa Skamlingsbanken i 1844, hvor Goldschmidt havde indledt sin Tale med Ordene: »Hvad vil jeg, en jødisk Mand, imellem eder. . . ?« Siden fik Piben en anden Lyd. Det er netop derom, Striden staar i 1849. Goldschmidt har i følgende Vendinger hævdet sin danske Nationalitet:
Skal det at være »national« betyde, at man hører til en Menighed, der har sit Alter og sin Guddom, sin Tro og sine Mysterier, som en Uvedkommende vel kan se paa og respektere, men hvis sande Inderlighed han ikke føler; han kan væde Fingrene med Vievandet, men bliver dog ikke indviet; han kan mærke Duften fra Røgelseskarrene, men hans Hjerte sender intet Offer mod Himlen; han kan fornemme Messesangen, men han hører i den kun sædvanlig Musik; er dette at være »national«, og hører vi i denne Betydning til de Uvedkommende, de Unationale? Velan, vi modtager Kampen her, men vi spørger da: hvor er eders Mysterier, som vi ikke kender, hvor er eders Alter, hvor vi ikke beder, hvor er eders Offere, hvori vi ikke deltager?
Grundtvig skriver den 10. Nov. et ”Svar paa Hr. Goldchmidts Udfordring til Danskheden«, hvori han bebrejder ham, at han »lader som om han er hjemme.” Han anerkender

47

det jødiske Folks Begavelse og dets sjældne Evner til at føle sig ind i andre Folks Aandsliv, en Evne, der ogsaa har medført, at Goldschmidt »skriver Dansk langt bedre end de fleste saakaldte danske Forfattere.« Han indrømmer ligeledes, at Goldschmidt skriver om Politik med mere Forstand end man er vant til at møde i »Fædrelandet«. Men Goldschmidt har desværre faaet den Grille at ville gælde for en fuldkommen Dansker og belære de danske om, hvad virkelig Danskhed er. Idet Grundtvig nu anfører det nævnte Citat af Goldschmidt, peger han paa, at Goldschmidt altsaa godt ved, hvad vi mener med vor Danskhed, men han stoler paa, at vi ikke tør vedkende os det eller ikke kan gøre rigtig Rede for det, saa han med en »vittig eller uvittig Spotteglose kan gøre os til Latter.« Det er sandt, at det hænger ved Danskheden saadan at lade sig forbløffe, men det hænger ikke ved mig, siger Grundtvig, og fortsætter med følgende klare og skarpe Udtalelser:
Lige saa lidt som jeg ved at lære Hebraisk, ved at læse og skatte Moses og Profeternes Skrifter kunde blive en Israelit med den dertil hørende ejendommelige Beskuelse og Anvendelse af Menneskelivet, lige saa lidt er han aandelig blevet en dansk Nordbo ved at lære Dansk, læse og paaskønne islandske Sagaer og nordiske Kvad, gamle eller nye......

Jeg tror slet ikke, Hr. Goldschmidt mener det ilde med os, men tror tværtimod gerne, hvad han siger, at han endogsaa har lidt Forkærlighed for »dejligst Vang og Vænge«, hvor han kom til Verden, for det lille godmodige Folk, i hvis Midte han er opvokset, for det yndige Tungemaal, der alt i Barndommen kildrede hans Øre og for de baade mandlige og kvindelige Skønheder, Nordens gamle og nye Litteratur har at opvise, men jeg kan se, at han betragter det altsammen ikke med en Dannemands eller ægte Nordbos, men med en Verdensborgers øjne, hvem det dog i Grunden er ligegyldigt, om Landet, han bor i, hedder Danmark eller Slesvig-Holsten, om det herskende Tungemaal er Dansk eller Tysk, naar han kun forstaar

48
det l), om Dansk er et levende eller dødt Sprog, naar han kan læse de Bøger derpaa, som han ynder, ja, hvem det vilde være allerkærest, om alle tænkte ligesom han, havde glemt deres Fædreland og Modersmaal, betragtede ethvert Sprog kun som et Middel til at gøre sig forstaaelig for hinanden, og hævede sig over al Folkelighed (Nationalitet) som et snævert og egenkærligt Begreb, der, hvis det fik Magt, ej alene vilde opløse den østrigske Stat og Svejtserforbundet, men spærre Vejen for den almindelige Kultur, der som et Jernbanenet skal omspænde hele Verden. Om nu denne verdensborgerlige (kosmopolitiske) Synsmaade virkelig er saa høj, ædel og menneskelig, som Hr. G. tænker, eller om det ikke tværtimod er den laveste og egenkærligste, hvortil Mennesket, uden at blive som de Umælende, kan synke, derom vil jeg ikke trættes med nogen, da enhver er nødt til at se med de øjne, han har, men: at denne Synsmaade slet ikke er folkelig (national), det maa jo Hr. G. selv sige....

Hvorledes skal da en Jøde leve i Danmark? Her henviser Grundtvig til, at Danskheden vil være lige saa gæstfri som de gamle Nordboer. Den forlanger ”intet Jabroderskab af de fremmede paa sine Enemærker, men kun Fredelighed og den sunde Sans at stikke Fingeren i Jorden og lugte, hvor man er.”

Brandes og Goldschmidt har altsaa hver paa sin Vis sagt os, hvori en Jødes Danskhed bestaar: en vis Forkærlighed for det Land, hvori de er vokset op, parret med en praktisk Forstaaelse af, at de i dette Land har de bedste Virkemidler. Om nogen egentlig national Solidaritetsfølelse er der ikke Tale. Tilhørsforholdet til et lille Folk som det danske er en Lænke og ikke nogen Lykke. De svinger derfor let over i det internationale, det ”evropæiske” som et Slags højere Stade, hvorfra de snart overbærende, snart irriterede ser ned paa det hjemmegroede og almueagtige. Alt efter Omstændighederne
    1) Faktisk overvejede Goldschmidt senere at blive engelsk Forfatter, da han havde lidt visse Skuffelser i Danmark.
49

slaar de paa de nationale eller internatonale Strenge, paa de specielt jødiske eller de alment menneskelige. Moses Mendelsohn skrev til Lavater: »De er en kristelig Præst, og jeg er en Jøde. Hvad gør det? Naar vi har gengivet Faaret og Silkeormen, hvad de har laant os, er vi begge Mennesker". Paa den anden Side skriver Arthur Henriques i »Socialdemokraten«: »Som Jøde har jeg et Element mere i mit Væsen end andre danske, og det ønsker jeg at bevare.« Endnu kraftigere træder det jødiske frem, naar Henri Nathansen starter en Sammenslutning af »danske Statsborgere af jødisk Nation.« Her er der ikke meget mere tilbage af Danskheden end det juridiske Statsborgerskab.

Men vor kendte Gæstfrihed maa ikke lede os til at tro, at denne »dobbelte Nationalitet« er ufarlig. Naar Jøderne slaar paa deres Danskhed, maa vi holde Linjerne rene og svare: Det er en elskværdig Misforstaaelse, men dog en Misforstaaelse! Og naar de slaar paa deres dobbelte Nationalitet, eller blot minder om det andet Element i deres Væsen foruden »Danskheden«, - og det gør de med Rette - saa maa vi svare dem, at vi derfor i vort Fædrelands Interesse ikke tør betro dem nogen ansvarsfuld Plads i det danske Samfund. Midlertidigt kan vi yde dem Gæstfrihed, hvis vi har Arbejde og Brød nok til Danmarks egne Børn. Men Maalet maa være at faa dem samlet i et nationalt, jødisk Hjem, hvor Spliden mellem de to Nationaliteter i deres Sind er bragt til Ophør, til lige Gavn for dem og for os alle.

V. Materielle Messiasdrømme.

Den jødiske Indvirkning paa Værtsfolkenes religiøse, moralske og nationale Liv er paa de foregaaende Sider blevet belyst, især ved danske Eksempler. Resultatet er ikke overraskende, naar man som Udgangspunkt har den Forstaaelse, at Folket har svigtet sin guddommelige Bestemmelse. Et Folk, som i hvert Fald foreløbigt er forkastet af Gud, kan næppe øve nogen gavnlig Indflydelse paa andre Folk.

Den aandelige Udrustning, som Skaberen gav Jøderne til deres Messiastjeneste, er imidlertid ikke forsvundet. Selve Messiasideen er heller ikke forsvundet, men den er blevet forvrænget, og de rige jødiske Evner er blevet taget i disse forvrængede Messiasideers Tjeneste.

Forvrængningen af Messiasideerne er væsentlig af materialistisk Art. I Stedet for at stille sig til Raadighed for de kristne Ideers aandelige Sejr over hele Verden har Jøderne fra gammel Tid drømt om et magtpolitisk Verdensherredømme enten ved Davids Sværd eller ved Arons Guldkalv. Siden Adspredelsen er det dog ikke almindeligt, at de selv fører Sværdet. De søger oftest ved Guldkalvens Indflydelse at faa andre Folk til at føre Sværdet for dem. Det har da været deres første Maal at skaffe sig en saadan skjult Indflydelse i selve Værtsfolket, og det har været deres næste Maal at knyt

51

te Folkene sammen i et Internationale under jødisk Ledelse. Folkeforbundet var et saadant Internationale, hvor den jødiske Indflydelse bag Kulisserne var overordentlig. Jøderne er ikke just dygtigere end de nordiske Folk, men de har for at skaffe sig den ønskede Indflydelse med klar Bevidsthed valgt sig de mest indbringende Erhverv og har søgt at besætte de skjulte Nøglestillinger. Louis Levy skriver derom i »Jøden som Fredsstifter«:

Hvem ved ikke,

hvad Kirtlerne betyder

i det menneskelige Legeme?

Det er der, Kampen føres

mellem de hvide blodlegemer

og de indtrængende Sygdomsspirer.

Det er Valpladser,

hvor Livet besejrer

den lurende Død.

Nuvel! I de moderne Samfund

har Jøderne af klog Selvopholdelsesdrift

taget Plads i Kirtlerne.

Samfundets Kirtler: Børser,

Banker, Ministerier, Dagblade,

Forlag, Voldgiftsdomstole,

Assuranceselskaber, Hospitaler,

Fredspalæer

og andre bakteriologiske Institutioner

har hver for sig sine Jøder.

Og med Rette!

For udenforstaaende kommer dette til at se ud, som om Jøderne har en Verdensplan, som de søger at virkeliggøre. Man kan vel tvivle paa, at enhver jævn Jøde skulde være indviet i en saadan Plan, men er dette end ikke Tilfældet, virker den medfødte Messiaside saadan i enhver Jøde, at han uden

52

at vide det indføjer sig som et Led i Planen. Ogsaa de nedbrydende Kræfter har deres Strategi, selvom denne ofte giver sig mere til Kende i Sindets Dybder end i den klare Tanke.
Hvorledes et Verdensherredømme søges opnaaet ved Pengenes Magt, er Familien Rotschild det klassiske Eksempel paa. Den stammer fra Ghettoen i Frankfurt am Main, hvor dens Stamfader Meyer Amschel havde en Butik med et rødt Skilt, der har givet Navn til hele Familien. Stamfaderen blev rig ved at udlaane Penge til de tyske Fyrster, men den afgørende Begivenhed i Slægten fandt Sted ved hans Dødsleje, da han tilkaldte sine fem Sønner og formanede dem til at holde sammen. Derefter overtog den ældste Forretningen i Frankfurt; de andre rejste til Wien, London, Paris og Neapel, de førende Byer i Evropa, hvor de hver for sig syntes at tjene den stedlige Magthavers Interesser, mens de i Virkeligheden ved deres skjulte indbyrdes Forbindelse tjente deres egne Interesser paa tværs af Landegrænserne. De bidrog væsentligt til Naoleons Fald, og de tjente eventyrligt derpaa. Men det ejendommelige er, at Familietraditionerne har holdt sig til vore Dage, og at de har tjent paa Verdenskrigen paa samme Maade som paa Napoleonskrigene. Det var egentlig kun Huset i Wien, der blev ramt af en Katastrofe ved Verdenskrigens Afslutning, men det blev hjulpet af de andre Huse senere, ikke ved Pengeofre fra deres Side, men ved passende Underretning til rette Tid. Da Morgan paatog sig at støtte den stadig faldende Franc, deltog Rotschild i Paris i Forhandlingerne og kunde derfor nøjagtigt regne ud, hvornaar Francen vilde stige igen. Han underrettede Huset i Wien og raadede det til at spekulere i Hause, mens alle andre regnede med Baisse. Rotschilderne i Wien indtjente saaledes en stor Del af Verdenskrigens Tab. - I hvert Land har denne Familie søgt at faa en Indflydelse paa Magthaverne, som ikke alene har forøget deres Formue,
53

men ogsaa skaffet dem Baron- og Friherretitler. Et ejendommeligt Eksempel paa, hvorledes de er om sig for at skaffe sig Anseelse, er Historien om Brockhaus' Leksikon, hvortil den kendte Statsmand von Gentz, Metternichs højre Haand, blev opfordret til at skrive Artiklen om Rotschilderne. Han blev købt af Familien og indflettede i Artiklen forskellige smigrende Træk, som siden er gaaet igen i de Bøger, der er skrevet om Slægten.
Et Sidestykke til Familien Rotschild, der underlagde sig Evropa, danner Familien Sassoon, der underlagde sig Asien. Gamle Daud Sassoon begyndte i en beskeden Butik i Bagdad, men drog i Tide ud med sin Bylt paa Nakken, fik den Ide at oprette Varedepoter, hvor omvandrende Kræmmere kunde oplagre deres Varer om Natten, gik videre til Hoteller, Restauranter, Forlystelsessteder og Glædeshuse, bosatte sig i Bombay, gav sine Sønner en fortrinlig Uddannelse i England og sendte dem dels til østens store Handelsbyer, dels ind i Kulisserne bag den engelske Regering i London som de derværende kloge Mænds fortrolige. Sir Philip Sassoon (thi ogsaa denne Slægt fik et engelsk Adelsskab, der i Reglen kan købes for Penge) blev saaledes Privatsekretær for Marshal Haig under Verdenskrigen, derefter for Lloyd George og endelig Baldwins Raadgiver.
De Metoder, hvormed saadanne verdensomspændende Jøder grundlagde og forøgede deres Formuer, vidnede ikke altid om, at Jødedommen var »den sande Humanitetens Religion«. Evropas mystiske Mand gennem mange Aar, den græske Jøde Zaharoff, startede sin eventyrlige Formue ved at sælge Grækenland to Undervandsbaade, hvorpaa Tyrkiet, der var Grækenlands Fjende, nødvendigvis ogsaa maatte have to, og endelig maatte Russerne naturligvis have fire. En Rustningsbestilling i det ene Land trak en tilsvarende med sig hos Na-

54

boen, naar Sælgeren ymtede lidt om sine tidligere Salg. Denne Forretning blev i høj Grad fremmet af Zaharoffs Aviser, som i hver sit Land pustede til Krigsflammen. Da Verdenskrigen var overstaaet, var Zaharoff dekoreret med Æreslegionens Storkors og adlet baade i Rusland og England. Han har bevæbnet Argentina og Chile, Grækenland og Tyrkiet, Rusland og Japan. Ententen og Centralmagterne imod hinanden og benyttet ethvert Middel dertil. Tyveri, Korruption og Bestikkelse smykker hans Vej frem imod de fine Adelspatenter.

Men naturligvis gik det undertiden galt. Det gik galt for Stavisky, det gik galt for Barmat, det gik galt for Glückstadt (og det sidste betaler vi for endnu!). Alle tænkte de jødiske Messiastanker af det store, men materielle Format.

Imidlertid er det en genial jødisk Opfindelse, at Verdensherredømme ikke blot kan opnaas ved Rigdom, men ogsaa ved Fattigdom. Da Karl Marx udslyngede sit Feltraab: ”Proletarer i alle Lande, forener eder!” var det i Virkeligheden ogsaa en forvrænget Messiaside, der besjælede ham, en Ide, der bærer typisk jødiske Træk. For det første er Marxismen unational og international og udformer en Agitation, der gaar paa tværs af Landegrænserne, forhaaner Nationalfølelsen og splitter Folkene i »Klasser«, der bekæmper hinanden, for endelig at opbygge et Verdensrige med en særlig herskende Kaste. For det andet har alle de lokkende Goder i den marxistiske Fremtidsstat en udpræget materiel Karakter. For det tredie er Marxismen religionsfjendtlig, begynder i det stille med at fortælle, at Religion er en Privatsag, fortsætter med at forkynde, at Religion er Opium for Folket og ender med at udrydde Religionen med saadanne Forfølgelser, der stiller Kejser Neros i Skygge. For det fjerde er Marxismen moralopløsende, idet den undergraver Ægteskabet og erstatter Familielivet med kommunistisk Fællesliv for voksne i Kaserner, for Børn

55

paa Opdragelseshjem. Man har søgt at praktisere disse Ting i Sovjet-Rusland, men har paa det sidste Punkt været nødt til at slaa Bak, fordi de folkenedbrydende Resultater meget hurtigt gav sig til Kende, og dette kunde ikke forenes med Ruslands Ønske om militær Kraft til Gennemførelsen af dets Angreb paa den øvrige Verden.
Endelig er der ved Gennemførelsen af disse Ideer det at bemærke, at Marxismens Kamp har været præget af en utrolig Ringeagt for Menneskeliv og iøvrigt for alle gængse Moralbegreber. De marxistiske Revolutioner har været meget blodige, ikke just ved en tilfældig uheldig Udvikling, men oftest ved at være gennemført under jødisk Ledelse. Karl Marx selv mente, at hans Messiasrige kun kunde opbygges gennem den store Katastrofe, og hans Disciple er troligt gaaet i hans Spor, især naar de tillige var Racefæller. I Rusland skabte Trotski den røde Hær, og den har skrevet sine Annaler med Blod lige fra de første Revolutionsdage til nu, da de hærgende trækker sig tilbage for Tyskerne. I Ungarn huserede Bela Kuhn, i Bayern Kurt Eisner, og i Berlin rejste Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht deres Spartakistoprør. Men der bliver ikke bygget noget Messiasrige ved saadanne Metoder eller saadanne Mænd. Ligesom Gud kan vende det onde til det gode, kan Djævelen fordreje Guds gode Ideer og lave en Messiastanke om til et Kapitalismens eller Marxismens Helvede.

VI. Hvad skal vi gøre?

Her i Danmark har vi imidlertid ikke noget Jødespørgsmaal, hvis man da kan tro Pressen og mange agtværdige Mænd. At vor største aandelige Ulykke i det sidste Hundredaar skyldes Jøden Georg Brandes og den største økonomiske Ulykke Jøden Glückstadt synes stadig ikke at rejse et saadant Spørgsmaal, i hvert Fald ikke i brave danske Sind. Derimod er Jøderne selv klar over, at deres Tilværelse ogsaa i vort Land rejser et Spørgsmaal. Allerede i 1918 skriver Louis Levy saaledes i » Jøden som Fredsstifter«:

Jøderne er ikke nogle Millioner

uden aandelige Førere,

de er Vogtere af Helligdomme

overalt i Verden.

Der er nogle Toldere og Syndere,

Lærde og Professorer,

der udtaler sig om,

at Jødespørgsmaalet eksisterer ikke:

Jøderne er ikke noget for sig,

det er ingen Race....

Spørg hver Gadedreng,

han ved bedre Besked!

Af krigerske Tilbøjeligheder

er han Anti-Semit,

Labanen.

57
Naturligvis kaldes den jævne danske Dreng, hvis folkelige Instinkter er i Behold, en Gadedreng og en Laban, fordi han er Antisemit. Vi skal ikke gøre Gengæld, men blot konstatere, at Spørgsmaalet virkelig er rejst. I samme Aandedræt melder der sig et andet: Hvad skal vi gøre?

Herom kan der kun gives Antydninger.

For det første skal vi ikke lade os lede af en falsk Humanitet, der ukritisk lukker op for disse Fremmedelementer og skænker dem Landets Brød paa Bekostning af Landets egne Børn. Vi er gæstfri Folk i Norden, men har vi Valget mellem at give Arbejde og Brød til danske eller til indrejsende Jøder, maa vi foretrække det første.

For det andet maa vi selv bestemme Tonen i Huset. Den offentlige Mening og den offentlige Moral maa formes af danske Mænd og Kvinder. Vi maa være opmærksomme paa Presse, Radio, Litteratur, Kunst og Musik og sørge for, at der ikke ad disse Veje tilføres Folkesjælen nogen Smitte eller blot noget fremmed Præg. Tonen i Huset maa bestemmes af Værten og ikke af Gæsten.

For det tredie maa vi have Opmærksomheden henvendt paa »Samfundets Kirtler«. Vi kan ikke have, at nogen, der ikke helt og ubetinget føler sig som danske og ikke andet end danske, kan beherske vor Økonomi eller andre livsvigtige Funktioner. Navnlig kan vi ikke have, at dette sker »af klog Selvopholdelsesdrift«, som Louis Levy siger, da der i disse Ord røbes et Modsætningsforhold til det Folk, Jøderne gæster. Man kan ikke have, at en Gæst i Huset forlanger at beherske Pengeskabet »af klog Selvopholdelsesdrift«. Heller ikke kan vi finde os i, at vor Økonomi er afhængig af Folk, som føler internationalt, og som kan forlægge Tyngdepunktet for deres Økonomi til et andet Land i samme Øjeblik, som det tjener deres »Selvopholdelsesdrift«. Økonomien maa være
58

nationalt styret, og de Mennesker, der leder den, maa være absolut solidariske med deres Folk.
For det fjerde maa vi i vort Forhold til vore jødiske Gæster opføre os saaledes, som det sømmer sig nordiske Mænd. Bebrejder vi nogle af Jøderne, at de indfører en daarlig Tone i Huset, maa vi selv sørge for, at vi ikke forfalder til en daarlig Tone overfor dem. Jøder af meget forskellig Art, Kvalitet og Oprindelse er midlertidigt Gæster i vort Land. Som saadanne bør de kun have en begrænset Indflydelse, men paa den anden Side har de Krav paa en kølig, nordisk Høflighed, og maaske i visse Tilfælde paa en varm kristelig Barmhjertighed. Vi maa behandle dette Spørgsmaal saaledes, at vi ikke pletter vor egen Ære og Samvittighed.
Det kan jo ikke nægtes, at der sker Overgreb fra begge Sider, og det kan navnlig ikke nægtes, at agtværdige og stilfærdige Jøder kommer til at lide under den Uvilje, som mere uheldige Racefæller har fremkaldt. Selvom vi danske er tilbøjelige til at dømme mere individuelt end folkeligt, kan man dog ikke være blind for, at ethvert Folk er en Helhed, som maa dele fælles Skyld og fælles Skæbne. Den gode maa lide med den onde. Menneskeheden bestaar ikke af Individer, men af Familier og Folkesamfund, og ethvert Familiemedlem maa lide, hvis der i Slægtens Midte findes et »sort Faar«. Saadan er Verden indrettet, og det kan ingen ændre. Og særligt naar det drejer sig om Jøderne, har de ved deres internationale Sammenhold og ved deres Afsondring inden for hvert enkelt Folk, hvor de levede som en Stat i Staten, gjort det forstaaeligt, om end ofte beklageligt, at den gode maa lide med den onde. ”Hans Blod komme over os og vore Børn”, raabte de i sin Tid til Frelseren, og Ordene blev formet i den Forstaalse, at et Folk er et Fællesskab i Skyld og Skæbne. Dette Folk har da ogsaa i Fællesskab gennem tusind Aar holdt fast

59

ved det Nej til deres Udvælgelse, som gav dem den tvivlsomme Plads blandt Nationerne.
Noget andet er, at hverken vi eller andre skulde ønske at være det Ris, hvormed Gud tugter et ulydigt Folk. Det er svært at være under Guds Ris, men det er sikkert værre at være Riset. For vor egen Frelses Skyld, og for vor egen Æres og Samvittigheds Skyld skal vort Forhold til Jøderne ikke dikteres af Had til dem, men af Kærlighed til vort eget, som vi ønsker at beskytte mod skadelig Indflydelse: ikke AntiSemiter, men Pro-Daner!
Den rette og endelige Løsning paa Jødespørgsmaalet er sikkert dette, at de faar deres eget nationale Hjemsted. Palæstina er for lille, men England og Amerika, de to jødiske Fremmedlegionærer, maa sikkert paa deres uhyre Territorier kunne finde et passende Sted til at samle Jøderne, hvis disse to store Folk da ikke - ligesom Jøderne selv - fremdeles foretrækker, at Jøderne spredt og skjult skal vedblive at have den afgørende Indflydelse paa deres økonomiske og aandelige Liv, ja endog lede dem i fordærvelige Krige mod de Folk, der ønsker at bygge et nyt Folkefællesskab op paa nationalt Grundlag.

Jødernes Samling paa et nationalt Hjemsted (og gerne tillige Palæstina, skønt Araberne vel gennem 1300 Aar maa have erhvervet sig visse Rettigheder) vilde medføre store gavnlige Virkninger for Jødefolket selv. De kunde i saa Fald ikke alle være Veksellerere! De vilde blive nødt til at dele sig i alle de Erhverv, der er nødvendige til et Lands Opbygning, og navnlig vilde en stor Del af dem blive Bønder. Arbejdet med Jorden er sundt, ikke blot for Legemet, men for Aanden, og ikke blot for Bonden selv, men for hele det Folk, han tilhører. Bondestanden er et Folks Sundhedskilde. Et Folks Arbejde med Jorden og navnlig med egen Jord i eget Fædre

60

land udvikler gode og sunde Egenskaber. Jøderne vilde have godt af at komme til at leve under saadanne Betingelser, og selv om mange som i sin Tid i Babylon hellere vilde blive i Banken eller paa Børsen i det Land, hvor de tjener de største Penge, burde de for deres egen Skyld og for vor Skyld tvinges til at rejse, saa snart et passende stort og godt Land kunde stilles til deres Raadighed. Dette Spørgsmaal er imidlertid af internationalt Format. Det maa løses af de store Nationer i Fællesskab. Mens der ventes paa denne endelige Løsning, maa et lille Folk som det danske nøjes med mindre, forebyggende Foranstaltninger til Værn for sit nationale Liv.

61

Nogle Litteraturhenvisninger:

Fr. Buhl: Det israelitiske Folks Historie.

P. de H. Gudme: Fra Nebukadnesar til Hitler.

Fr. Nielsen: Den moderne Jødedom.

Gudmund Schütte: Kristus og Vaaren.

Aage H. Andersen: Jødiske Leveregler, Uddrag af Talmud.

H. Martensen: Den christelige Ethik. Den specielle Del. Anden Afdl. § 48.

N. F. S. Grundtvig: Danskeren 1849.

Vilh. Madsen: Georg Brandes og dansk Aandsliv.
Georg og Edv. Brandes: Brevveksling med nordiske Forfattere og Videnskabsmænd.
Henri Nathansen: Georg Brandes. Et Portræt.

Louis Levy: Jøden som Fredsstifter.

H. Brunøe: Danskerne og de andre.

R. Bøgebjerg: Jødisk Aand.

"Mossad har klart nok ikke høje tanker om danskerne. De kalder dem for fertsalach, en hebraisk betegnelse for et lille luftudslip, en prut. De fortæller Mossad alt, hvad de foretager sig. Men Mossad indvier ikke nogen i sine hemmeligheder."

- Mossad-agenten Victor Ostrovsky, bogen "Ved hjælp af bedrag", (1990).

Viva Palestina!

Latest Additions - Dansk

Jøder og Israels krig mod kristendommen

Hvem regerer Amerika?

Billeder

Israel Shahak: "Jewish History,
Jewish Religion"

Jøderne og deres løgne
Af Martin Luther, 1542

Holocaust i kritisk lys - øjenvidneberetninger kontra naturlove
Af Jürgen Graf

Jøderne i Danmark

Black Muslim leader Louis Farrakhan's Epic Speech in Madison Square Garden, New York - A must see!

Trækker Israel os med i krig mod Iran?

Stop Jewish Apartheid!

Jyllands-Posten provokerede ikke
i ytringsfrihedens navn i 2005

The Jewish hand behind Internet The Jews behind Google, Facebook, Wikipedia, Yahoo!, MySpace, eBay...

Jødisk racisme
Af Dr. David Duke

Elie Wiesel: Et prominent falsk vidne
Af Robert Faurisson

Roger Garaudy: "The Founding Myths
of Israeli Politics"

The Jews behind Islamophobia

Døde virkeligt 6 millioner?
Richard E. Harwood berømte bog

Israel - Herrefolkspolitik gennem terror
Af David Duke

Zions Vises Protokoller

Israel controls U.S. Presidents
Biden, Trump, Obama, Bush, Clinton...

Videoer

Talmud - Jødernes "Hellige Bog"

Den jødiske racismes rødder
Af David Duke

Simon Wiesenthal: En falsk nazijæger
Af Mark Weber

Geert Wilders: Israels mand i Europa

Karikaturer

Aktivisme!

Forord	3
Det udvalgte Folk	5
Den evige Jøde	21
Religion og Moral	28
National og international	42
Materielle Messiasdrømme	51
Hvad skal vi gøre?	57
Tillæg: Fotokopier af Talmud	62
Nogle Litteraturhenvisninger	64

DEN BRÆNDENDE

TORNEBUSK

AF DR. BOREAS med flere

INDHOLD

"Mossad har klart nok ikke høje tanker om danskerne. De kalder dem for fertsalach, en hebraisk betegnelse for et lille luftudslip, en prut. De fortæller Mossad alt, hvad de foretager sig. Men Mossad indvier ikke nogen i sine hemmeligheder."

- Mossad-agenten Victor Ostrovsky, bogen "Ved hjælp af bedrag", (1990).