Den excentriske kvinde på Citizens Councils kontor, som havde beklaget
sig over jøderne og kommunismen, havde åbenbart ret i en del.
Kendsgerningerne var ikke til at komme uden om: Kommunismen og zionismen
syntes at være født af den samme jødiske sjæl, som var personificeret i
Moses Hess.
Jeg
blev lidt efter lidt klar over en dobbeltmoral, som gennemsyrede
relationerne mellem jøder og ikke-jøder. Jøder har ét moralsystem for
sig selv og prædiker et andet for ikke-jøder. Den jødiske moral går ud
på etnisk stolthed, solidaritet, traditioner og egeninteresse. De
prædiker derimod multikultur og liberalisme for dem, som de opfatter som
deres konkurrenter. Hvis en sådan dobbeltmoral ikke fandtes, hvordan
skulle da de jødisk dominerede, amerikanske massemedier kunne:
• Støtte staten Israel, hvor man i skolerne underviser i jødisk
religion, medens de modsætter sig endog traditionelle kristne julesange
i amerikanske, offentlige, skoler?
• Støtte staten Israel, som har strengt adskilte skoler,
beboelsesområder og offentlige institutioner for jøder og arabere -
medens de fordømmer adskilte skoler og beboelsesområder i Amerika og
Sydafrika?
• Støtte staten Israel, med dens restriktive "kun for jøder" -
indvandringspolitik, medens de undergraver endog Amerikas forsøg på at
begrænse den illegale indvandring?
• Støtte staten Israel, som tillader enhver jødisk medborger at gå
med en maskinpistol, om han skulle ønske det, medens de taler for streng
våbenkontrol over for amerikanske borgere?
• Støtte staten Israel, som åbenlyst erklærer, at dens mission er
at bevare det jødiske folk og dets kulturelle og genetiske arv, medens
de fordømmer de europæere, som vover at tale for bevarelsen af den
vestlige genetiske arv og kultur i Amerika?
• Altid fremstille de historiske relationer mellem jøder og
ikke-jøder med ikke-jøderne som skurke, og jøderne som uskyldige ofre,
medens de fordømmer de ikke-jøder, som vover at forsvare sig mod disse
etniske bagvaskelser?
Hykleriet blev tydeligt. Mange indflydelsesrige jøder anbefaler ét sæt
moralregler, der indebærer racestolthed, for jøder, og et modsat sæt
regler for ikke-jøder. Hvis deres solidaritetsprincipper er gode og
moralsk rigtige for dem selv, hvorfor skulle de da ikke være moralsk
rigtige for os? Hvorfor denne dobbeltmoral? Hvis "hvid racisme" er
moralsk angribelig, hvorfor er da jødisk racisme ikke lige så
angribelig?
96
Samtidig med, at Herzl og andre zionister febrilsk søgte støtte blandt
alverdens jøder til oprettelsen af den rent jødiske stat, var jødiske
aktivister travlt optaget med at få fjernet den kristne bestanddel af
amerikansk kultur, og få fjernet selv julesalmer i vore skoler. Medens
de selv udbasunerer deres overbevisning om, at de er et "udvalgt folk"
frem for alle andre og fejrer det, at være et enestående folk med en
arv, der strækker sig helt tilbage fra Abraham og frem til i dag –
forkynder de for europæere, at racebevidsthed er ondt. Samtidig med, at
de har grundlagt en jødisk stat, hvor medborgerskab næsten udelukkende
baserer sig på det "jødiske folks" biologiske arv, fremmer jødiske
antropologer doktrinen om, at den hvide race ikke eksisterer.
Palæstinenserne siges at være onde, alene fordi de vil have en egen
stat, styret af deres egne folk, på trods af, at dette var Israels egne,
centrale, principper ved grundlæggelsen.
På
trods af, at jøder hengivent, støtter deres egen eksklusivt
jødisk-regerede stat, Israel, arbejder de febrilsk på at undergrave de
hvides kontrol og toneangivende rolle i Amerika, gennem massiv,
ikke-europæisk, indvandring. De arbejder gennemgående for
"mangfoldighed" og pluralisme over alt i verden, med undtagelse af deres
jødiske verdenscentrum i Israel. Medens de har love i Israel, som
forhindrer ikke-jøder i at eje visse massemedier, arbejder de
ufortrødent på at skaffe sig kontrol over den overvældende majoritet af
amerikanske massemedier.
Den
kommunistiske ideologi og racespørgsmålet
Mattie Smith havde fortalt mig, at jøderne spillede en hovedrolle i
angrebet på vor vestlige civilisations grundpiller. Jeg havde læst, at
jøder var ledende i den akademiske bevægelse, som lancerede idéen om, at
racerne havde ens fysisk og mental formåen. Da jeg undersøgte grundlaget
for racelighedstanken, fandt jeg ud af, at det var tilhængere af den
internationale kommunisme, der var gået i spidsen for de nutidige
forestillinger om racernes lighed. Over hele verden har kommunismen
allieret sig med de racemæssige og nationale minoriteter i deres kamp
for "befrielse fra imperialisme, kolonialisme og undertrykkelse". Jeg
opdagede snart, at jøder dominerede den internationale
kommunistbevægelse i vor tid, lige som de havde anført bolsjevismen, i
Rusland, i begyndelsen af 1900-tallet.
Den
jødiske skribent, Nathan Glazer,
konstaterede ganske ligefremt, at i 1960'erne - og 1970'erne - var
halvdelen af alle aktive kommunister i De forenede Stater jøder. Og fire
ud af fem af de kommunistiske ledere ligeså. To jøder, Jerry Rubin og
Abbie Hoffman, anførte den marxistisk orienterede yuppie-bevægelse og
udgjorde endvidere to af de fem jødiske medlemmer af den revolutionære
gruppe, som kaldtes "Chicago Seven" – der blev retsforfulgt for den
voldsomme forstyrrelser af det demokratiske partikonvent i 1968. Jeg
læste en bog med titlen, Bag kommunismen ("Behind Communism"),
og blev overrasket over, at mindst fire femtedele af de, der er blevet
arresteret, og dømt, for kommunistisk spionage og forræderi i USA og
Canada havde været jøder.
97
Muligvis har Ethel og Julius Rosenbergs tyveri af atomhemmelighederne
været det mest infame forræderi, nogensinde, i Amerikas historie.
De udgjorde en del af Fuchs-Gold spionringen, som opererede inden for, og
omkring, Manhattan projektet, og andre dele af det amerikanske
atombombeprogram. Syv medlemmer af Fuchs-Gold-ringen erkendte sig
skyldige i anklager, der relaterede sig til spionagen. Det var Klaus
Fuchs, Harry Gold, David Greenglass, Abraham Brothman, Miriam Moskowitz,
Sidney Weinbaum og Alfred Slack. Yderligere én mistænkt, Morton Sobell,
flygtede til Mexico, men de mexicanske myndigheder udleverede ham til De
forenede Stater, hvor han blev anklaget, og senere dømt. En jury dømte
også ægtefællerne Rosenberg, og de blev henrettet.
Ud af de ti spioner, der var mest ansvarlige for at sælge vore
atomhemmeligheder til Sovjet, var kun én, Alfred Slack, ikke-jøde.
Andre store spionsager var f.eks. Amerasia-sagen, Gerhart Eisler-sagen,
Judith Coplin-sagen og Alger Hiss-sagen. Jøder havde fremtrædende roller
i samtlige disse sager, og udgjorde en klar majoritet af de anklagede.
Den eneste prominente, ikke-jødiske, spion var Alger Hiss. I "The
Hollywood Ten"-sagen dømte Repræsentanternes Hus ti af Hollywoods
førende manuskriptforfattere for foragt for Kongressen. De blev
fremstillet for Repræsentanternes Hus' Komité for U-amerikansk
Virksomhed og nægtede at afgive forklaring, da de blev spurgt, om de var
kommunister. Jødiske publikationer hævdede, at Komitéen ødelagde
forfatternes karriere uden nogen indlysende grund. På det seneste er der
lavet en række film, hvor de ti forfattere forsvares som uretfærdigt og
urimeligt forfulgte, men ikke desto mindre viste seks af de ti sig at
være betalende medlemmer af kommunistpartiet. De øvrige fire viste sig
at have deltaget i adskillige kommunistiske aktiviteter og at have mange
kommunistkontakter. Ni af de ti var af jødisk herkomst.
Medens jødiske marxister drev den politiske del af
"borgerrettighedskampen", pressede de lige så hårdt på i den akademiske
verden. Frem til 1930'erne anerkendte de biologiske videnskaber
menneskehedens forskellige racer lige så selvfølgeligt, som de
anerkendte de forskellige arter og underarter inden for dyreriget. Det
vil sige, som en amerikansk kommentator, Kevin Strom udtrykker det,
"indtil den egalitære, politiske, vind blæste ind i det amerikanske
akademiske liv, drevet frem af en smart, rig minoritet, med gode
forbindelser og et klart mål."
Jeg
begyndte at forstå, at det ikke i første række var afro-amerikanere, der
var de ivrigste fortalere for raceblanding. De fleste afro-amerikanere
er, sådan som det
98
gælder for de fleste folkeslag, stolte af deres særpræg, selv om de
bestemt har ønsket økonomisk og social fremgang. Den mest populære sorte
leder, i den tidlige del af Det 20. Århundrede, var den sorte
separatist, Marcus Garvey, som stræbte efter repatriering af de sorte,
til Afrika, og grundlæggelse af en ny, sort nation. Men mod denne sorte
separatisme og euro-amerikanernes bestræbelser på at bevare Amerikas
vestlige arv, rejste sig en minoritet med en helt modsat dagsorden. Selv
i dag er muslimen Louis Farrakhan, trods de jødiske mediers store
anstrengelser for at nedrakke ham, den populæreste afro-amerikanske
leder, som uden mindste skam kæmper for bevarelsen af sin egen race.
En
bevægelse, der er alle nationaliteter fjendtligt stemt
Franz Boas er almindeligt anerkendt som grundlæggeren af den moderne,
egalitære*, antropologi. Han var en jødisk indvandrer fra Tyskland med
kun ringe antropologisk uddannelse, og hans doktorafhandling var over
emnet "vandets farver." Boas indførte, hvad han kaldte
"kulturantropologi" i faget. Før hans ankomst regnedes antropologi til
de fysiske videnskaber. Boas inddelte effektivt antropologien i de
adskilte discipliner kulturel - og biologisk - antropologi.
Tidlige, biologiske, antropologer søgte virkelig at dyrke videnskab om
racer, eftersom de studerede mennesket og dets udvikling, gennem studiet
af menneskeracernes målbare, fysiske karakteristika, både de fortidige
og de nutidige. Enhver god biologisk antropolog kunne tage et kranium op
og, baseret på dets karakteristika, hurtigt identificere eksemplarets
racetilhørighed. Naturligvis var disse fysiologiske kundskaber
nødvendige for at kunne sortere de skeletdele, der blev fundet af de
tidlige mennesker, og for at kunne kortlægge menneskets forhistorie og
evolution. Kulturantropologi beskæftigede sig mere med menneskehedens
forskellige, nutidige, kulturer og kulturrelaterede spørgsmål,
vedrørende antikken og forhistorien, hvorved den blev gjort til en langt
mindre præcis videnskab, og en videnskab, der lå vidt åben for
forskellige tolkninger.
Overraskende nok accepterede Boas, inden han blev en så kendt
antropolog, racemæssige forskelligheder, med hensyn til mentale
karaktertræk. I The Mind of Primitive Man skrev han:
Forskelligheder i struktur må ledsages af forskelligheder i funktion,
fysiologiske, såvel som psykologiske; og eftersom vi finder klare belæg
for forskelligheder i struktur, racerne imellem, må vi også forvente, at
der vil findes forskelle i mentale karaktertræk.
Begge Boas' forældre var yderligtgående socialister i den revolutionære
bølge, som væltede ind over Europa i 1870'erne. I sin biografi af Boas,
skrev dennes elev, Melville Herskovits, at Boas' politiske sympatier
"hældede mod en slags socialisme".
Repræsentanternes Hus i USA kunne påvise Boas' involvering i 44
kommunistiske frontorganisationer. Samtidig med, at nazismen kom til
magten i Tyskland, og racebevidste antropologer begyndte at få større
indflydelse i forskningskredsene verden over,
* egalitarisme: en filosofi, der stræber efter ligestilling imellem
forskellige samfundsgrupper, om ikke andet, så på det symbolske plan …
(Wikipedia)
99
begyndte Boas at gøre sin antropologiske indflydelse gældende, til
støtte for sine politiske sympatier. Han begyndte at propagandere for
dét intellektuelle kvaksalveri, at der i virkeligheden ikke fandtes
sådan noget som forskellige menneskeracer. Hans argument gik på, at selv
om de havde forskellige hudfarver og fysiske træk, så havde grupperne,
der benævntes "racer" kun ubetydelige, genetiske forskelle. Han hævdede,
at de umiddelbare omgivelser, alene, skabte alle de overfladiske
forskelle. I 1938 slettede Boas det ovennævnte citat fra den seneste
udgave af hans bog.
Han
samlede mange jødiske disciple omkring sig, heriblandt Gene Weltfisch,
Isador Chein, Melville Herskovits, Otto Klineberg og Ashton Montagu.
Blandt hans elever var også den afro-amerikanske forsker, K.B. Clark, og
to kvinder, Ruth Benedict og Margaret Mead. Mead skrev senere en berømt
bog om Samoa (Coming of Age in Samoa),
hvori hun søgte at gøre gældende, at ukritisk seksuel aktivitet ville
formindske traumer og problemer hos teenagere. (Hendes opus blev senere
grundigt tilbagevist af Derek Freeman, som påviste, at Mead havde
forfalsket sine data om Samoa).
Boas, og hans samlede tropper af disciple, havde omfattende
kommunistiske kontakter. Han sagde, gentagne gange, at han førte en
"hellig krig mod racismen", og han døde pludselig, under en frokost,
hvor han atter, og for sidste gang, havde understreget behovet for at
bekæmpe "racisme". Boas og hans kammerater fik kontrol over de
antropologiske fakulteter, på de fleste universiteter, ved at opildne
deres lighedsmageriske (eller "egalitære") kammerater til altid at
støtte deres egne ved akademiske stillingsbesættelser. Mens de
traditionelle antropologer ikke havde nogen særlige antipatier eller
noget helligt mål at kæmpe for, begav Boas og hans tilhængere sig ud på
et korstog for at bortjage al racekundskab fra det etablerede akademiske
liv. Det lykkedes for dem.
Når
som helst lighedsmagere opnåede stillinger, der indebar indflydelse og
magt, hjalp de deres kammerater til stillinger, som lærere, på de
colleges og universiteter, hvor de var. De hjalp konsekvent deres
trosfæller, såvel som deres ikke-jødiske lighedsmager-kolleger, til
professortitler, forskningstilbud og forfremmelser. Et lignende
samarbejde foregik både på lavere og højere niveau i antropologiske
selskaber og tidsskrifter. Nådestødet var imidlertid den massive støtte,
som de egalitære dogmer fik af medie-etablissementet, der i overvejende
grad var på jødiske hænder.
Racemæssig lighed blev præsenteret (og præsenteres fortsat) for
offentligheden som en videnskabelig kendsgerning, som kun de
"fordomsfulde" og de "uvidende" stiller spørgsmålstegn ved. Egalitære
forfattere, så som Ashley Montagu m.fl. blev rost til skyerne, i
tidsskrifter og aviser, og senere i fjernsynet. Uanset om man var jøde
eller ikke-jøde, blev det nødvendigt at bekende sin tro på racelighed
som forudsætning for at kunne stige i graderne inden for antropologien,
og efterhånden også enhver anden gren af den akademiske verden.
Trofasthed over for den "politisk
100
korrekte" linje førte til prestige, anerkendelse, penge og succes. At
fortælle sandheden i racespørgsmål førte derimod til personangreb,
ødelagte karrierer og økonomiske problemer.
Ashley Montagu blev den kendteste talsmand for ligheds-svindelen, og han
overhalede endda Boas som den populæreste repræsentant for anti-racisme.
Hans velmodulerede britiske accent, og aristokratiske navn, tilførte
straks hans meninger om racelighed troværdighed. Jeg mindes stadig,
tredive år senere, hans imponerende optræden i TV-programmet, Today.
Hans bog, Race, Man's Most Dangerous Myth, blev lighedsmagernes
bibel og gjorde et dybt indtryk på mig, inden jeg havde fået chancen for
at læse den anden sides fremstilling.
Montagus oprindelige navn var slet ikke Montagu, men Israel Ehrenberg. Det
er en strålende opvisning i psykologisk camouflage-teknik, hvordan
Ehrenberg skiftede navn flere gange, inden han til slut landede på et
navn, der ikke var et hvilket som helst angelsaksisk navn, men derimod
"Montagu", som tilhørte en af Storbritanniens ældste, og mest
aristokratiske, adelsfamilier, med forfædre tilbage til Middelalderen.
På
jødernes vej op mod toppen var det vigtigt at sætte skyklapper på
ikke-jøderne, hvad angik den "jødiske race" og de fordele for den
jødiske gruppe, der lå i "multikulturalismen." Da de først havde
etableret deres dominans, begyndte de at konstruere en fascinerende
modsætning. Næsten samtidig med, at de fortalte, at race og etnicitet
ingen virkelig betydning havde, begyndte de at tale om den jødiske
etnicitets betydning, og gik endda, heri, så vidt, at de diskuterede den
jødiske dominans i antropologien!
I
slutningen af 1990'erne begyndte jødiske forfattere at skrive åbent om
deres dominans inden for den amerikanske antropologi. I 1997 skrev den
jødiske akademiker, Gelya Frank, i American Anthropologist, som
udgives af American Anthropological Association, at den egalitære,
amerikanske, antropologi var så helt igennem jødisk, at den burde regnes
til "en del af den jødiske historie". Frank fortsætter med at indrømme,
at antropologien er underordnet politiske målsætninger, og at hendes
artikel fokuserer på jødiske antropologer, som er "optaget af at
forvandle multikulturelle teorier til programmer for politisk
aktivisme". Samme type antropologer, som entusiastisk forklarer, at
"sådan noget som 'race' findes ikke" når det gælder sorte og hvide,
arbejder nu, hyklerisk nok, på at bekræfte jødernes enestående genetiske
homogenitet. Ydermere er et stigende antal jødiske antropologer kommet
ud af skabet for at hylde deres egen specielle genetiske og kulturelle
arv.
Med
mindre talen lige netop drejer sig om Det udvalgte Folks enestående
kvaliteter, så er det stadig ligemageriet, der dominerer det amerikanske
akademiske klima. Richard Lewontin, Leon Kamin, Jared Diamond og Stephen
Jay Gould – der alle identificerer sig selv som jøder, - er
ligemageriets ledende akademiske skikkelser. På trods af en veritabel
lavine af nye videnskabelige beviser på genernes afgørende betydning for
skabelsen af individuelle forskelligheder og gruppeforskelle, er
racemæssigt ligemageri stadig den hellige tekst for antropologien og
101
psykologien, og den tekst, som fremføres i massemedierne. Artikler af
Lewontin, Kamin, Gould, Rose, Diamond og andre ligemagere dukker ofte op
i tidsskrifter, så som Smithsonian, Natural History, Nature,
Discover, Time, Newsweek
og andre tidsskrifter med en stor læserkreds. I TV-programmer
interviewes de ofte som "autoriteter" i racespørgsmålet – og deres
akademiske modstandere gives sjældent lejlighed til at imødegå dem.
Flertallet af de ligemageriske talsmænd er selverklærede marxister, en
lille detalje, som medierne gerne glemmer at omtale. Forestil dig, om én
af deres modstandere beskrev sig selv som nazist. Da ville den oplysning
altid blive nævnt.
Måske er den allerbedste måde at demonstrere det bevidste bedrageri, som
jødiske ligemagere begår, at vise nogle af de groft hykleriske
skriverier, som en af de store lys i jødisk ligemageri, Jared Diamond,
har begået.
I
New York Times Review of Books
lovpriste Diamond Cavalli-Sforza, fordi han havde "ødelagt visse
videnskabsmænds forsøg på at inddele menneskelige befolkninger i racer,
på samme måde som man inddelte fugle og andre arter i racer."
Men i en artikel i tidsskriftet Natural History, for nylig,
skriver Diamond, at genetiske studier viser, at jøder adskiller sig fra
ikke-jøder. Forbløffende nok hævder han desuden, at, "der er også
praktiske grunde til at interessere sig for jødiske gener. Staten Israel
har sat sig i store udgifter for at støtte indvandring og omskoling af
jøder, som var forfulgte minoriteter i andre lande. Så melder problemet
med at bestemme, hvem der er jøder, sig straks."
Så Diamond siger, at der ingen virkelig forskel er på menneskehedens
hovedracer, men at det sandelig er både muligt og ønskværdigt at
bestemme de langt mindre fremtrædende forskelle imellem jøder og
ikke-jøder. Den samme mand, som foreslår åbne grænser for Amerika siger,
hvor vidunderligt det er, at Israel nu vil være i stand til, genetisk,
at identificere jøder, så det vil kunne gennemtvinge sine racemæssigt
diskriminerende immigrationslove!
Et
godt eksempel på den jødiske strategi kan ses i deres forhåbninger om,
at det palæstinensiske folk, i stor stil, vil blive assimileret i andre
kulturer og folkeslag. Palæstinensere er helt overvejende muslimer og
kristne, hvilket er to trosretninger, som er universalistiske i deres
verdensopfattelse, til forskel fra jødedommens mere racistiske
synsvinkel. Da de palæstinensere, som er blevet fordrevet ud af det, der
i dag er Storisrael, er sivet ind i forskellige vestlige lande, har
mange giftet sig ind i – og er blevet assimileret i befolkningerne i
værtslandene. De jødiske racister regner helt korrekt med, at
assimilerede palæstinensere vil have svagere bindinger til - og være
mindre hengivne over for - deres eget palæstinensiske folk og kampen for
dettes frihed. Det, som gælder palæstinenserne, gælder ligeledes alle
andre folkeslag, som de jødiske racister opfatter som deres fjender og
konkurrenter. Dette er årsagen til, at de konstant forsøger at nedbryde
viljen til at bevare det pågældende folks etniske arv, kultur og
solidaritet, hos alle folkeslag, bortset lige fra deres eget.
Ligemageriet er udelukkende beregnet for ikke-jøders brug, mens racisme
og herrefolksideologi forbliver kernen i jødedommen.
102
Trods den velorganiserede kontrol med antropologien, som Gelya Frank
beskrev som "en del af den jødiske historie", vokser den videnskabelige
erkendelse af racernes betydning så hastigt, at de populære ligemagere
måske ikke vil kunne holde den videnskabelige tidevandsbølge tilbage
meget længere. Der har aldrig eksisteret en dybere afgrund mellem den
folkelige forståelse og den videnskabelige.
Det
er selvfølgelig en strategisk nødvendighed for de jødiske racister at
nedbryde alle følelser af etnisk solidaritet, kultur og loyalitet hos
deres modstandere. Hvis andre folk havde stærke bånd til deres egen
identitet, arv og kultur, ville de ikke så let underkaste sig jødisk
dominans.
Psykologien faldt i jødiske hænder, præcis som det var sket med
antropologien. Fra Sigmund Freuds dage blev psykologien kendt som "den
jødiske videnskab" En af hans jødiske levnedsskildrere sagde sådan her:
Historien gjorde psykologien til en "jødisk videnskab". Den fortsatte
med at blive angrebet som en sådan. Den blev udryddet i Tyskland,
Italien og Østrig, og spredtes for de fire vinde som en sådan. Den
opleves endnu i dag, af såvel venner som fjender, som en sådan.
Selvfølgelig findes der nu fremtrædende analytikere, som ikke er
jøder…., men bevægelsens fortrop, gennem de sidste halvtreds år, er
fortsat med, i overvejende grad, at være jødisk, som den var det fra
begyndelsen.
Siden Den store Depression har den akademiske psykologi bevidst set bort
fra den biologiske arvs betydning og henregnet næsten alle individuelle
menneskelige adfærdsmønstre, og mental formåen, til miljøets påvirkning.
Psykologien hævdede, at miljøet, snarere end den genetiske arv, var den
virkelige kilde til alle mentale og adfærdsmæssige forskelle mellem
racerne. Ikke alene angreb Freud og hans disciples teorier
raceprincipperne, de affyrede også en bredside mod den europæiske
civilisations åndelige og moralske værdier. Freud hævdede, at vor
kristne seksualmoral var årsagen til sindssygdom, i stor stil. Han
undergravede, uden ophold, værdier som seksuel trofasthed og andre
grundværdier for ægteskabet. I 1915 udtalte han:
Seksualmoral – som samfundet, i dettes ekstreme form, nemlig det
amerikanske, definerer den – forekommer mig meget foragtelig. Jeg
anbefaler et, uden sammenligning, langt friere seksualliv.
I Moses and Monotheism (1939) angriber Freud, gentagne gange,
kristendommen, alt imens han taler for det jødiske folks åndelige
overlegenhed.
Folket, som var lykkeligt i dets overbevisning om at besidde sandheden,
og præget af bevidstheden om at være de udvalgte, kom til at værdsætte
alle intellektuelle og etiske bedrifter højt.
Den kristne religion holdt sig ikke i de ædle højder, som den jødiske
religion var steget op i – Sigmund Freud.
Ganske som de kommunistiske jøder førte en politisk krig mod Ruslands
zarer, førte freudianerne en krig mod den vestlige, kristne kultur.
Kevin MacDonald påpeger i sit klassiske værk om jødisk etnocentrisme,
103
A People That Shall Dwell Alone , at Freuds Totem and Taboo
afslører hans rolle i den kulturelle krig mod ikke-jøderne:
Bag Freuds spekulationer lå der tydeligvis en dagsorden. Snarere end at
fremvise overvejelser, der kunne styrke det moralske og intellektuelle
grundlag for hans tids kultur, udgjorde spekulationerne en væsentlig del
af hans krig mod den ikke-jødiske kultur – i så høj grad, at han
betragtede Totem and Taboo som en sejr over Rom og den katolske
kirke.
Freud svælgede i det, han så som en krig mod kristendommen, som han
sammenlignede med romerriget, og han antydede, at han var som sit idol,
Hannibal, og at det var hans opgave at ødelægge Rom.
Hannibal ….havde været den største helt i min sidste skoletid…. Jeg
begyndte at forstå, for første gang, hvad det betød at tilhøre en
fremmed race…. Den semitiske generals skikkelse steg endnu højere i min
agtelse. For mit ungdommelige sind symboliserede Hannibal og Rom
konflikten mellem jødesamfundets vedholdenhed og den katolske kirkes
organisation…
Freud viser sit, jødisk racistiske, synspunkt meget tydeligt i et brev
til en jødisk kvinde, som havde til hensigt at få et barn med en
ikke-jøde for at hele splittelsen inden for psykoanalysen. Han skrev:
Jeg må tilstå…at din fantasi om fødslen af en Frelser, som resultat af
et blandet forhold, overhovedet ikke tiltalte mig. Herren lod ham blive
født i den overlegne, jødiske race, i denne, antijødiske periode. Men
jeg véd, at dette er mine fordomme.
Ét år senere fik denne samme kvinde barn med et medlem af "den overlegne
jødiske race". Freud skrev da:
Jeg er, som du véd, helbredt for den sidste stump af min forkærlighed
for den ariske sag, og vil, dersom barnet bliver en dreng ønske, at han
da udvikler sig til en stålsat zionist . Han eller hun skal i alle
tilfælde være mørk, ikke flere af disse blegansigter ("towheads"). Lad
os bandlyse alle disse lygtemænd.
Jeg vil ikke bede dig om at hilse Jung, i München, som du meget vel véd…
Vi er og bliver jøder. De andre vil kun udnytte os og vil aldrig forstå
eller værdsætte os. (citeret i Yerushalmi 1991, 445.)
Så her afslører
den berømteste af alle jøder, i den moderne europæiske historie, sig
selv som ekstremt europæer-fjendtlig, jødisk racist! Er det ikke
besynderligt, at ingen af de populære biografier og
dokumentarskildringer omtaler denne vigtige kendsgerning? Ikke alene
igangsatte Freud bevidst et angreb på vore kulturelle værdier, han
stemplede også, meget belejligt, modstanderne af dette angreb som
sindssyge. I Moses and Monotheism beskriver Freud antisemitisme
som en mental sygdom, som skyldes misundelse af jødernes overlegenhed.
På dækket af en
damper på vej mod De forenede Stater bemærkede Freud til sine venner at
Amerikas folk troede, at han bragte dem et mirakelmiddel, men i stedet,
sagde han, "bringer vi dem pesten."
Ganske som jødiske akademikere førte an i kampen for ligemageriet i de
videnskabelige områder og i sociologien, og som jødiske mediebaroner
anførte, og fortsat anfører,
104
propagandaen, sådan fandt "borgerrettighedsbevægelsen" størsteparten af
sit lederskab, og sin finansielle støtte, i det jødiske samfund.
Næsten lige fra starten, i 1909, har National Association for the
Advancement of Colored People*, (NAACP) været den vigtigste
organisation, som arbejdede for et raceblandet amerikansk samfund.
Interessant nok havde bestyrelsen ved grundlæggelsen kun én fremtrædende
sort person, W.E.B. Dubois (som faktisk var mulat). De fleste medlemmer
af bestyrelsen var jødiske marxistiske ideologer. Repræsentanternes Hus
i USA, og mange statslige efterforsknings-organer, har nøje dokumenteret
den kendsgerning, at samtlige NAACP's grundlæggere var aktive
kommunister. Dubois valgte endog at blive begravet i det kommunistiske
Ghana. NAACP's første præsident var Arthur Springarn, og kun jøder blev
præsidenter for organisationen, fra dens start og frem til 1970'erne.
Noel Springarn afløste broderen, Arthur, og efter ham blev
organisationen styret af Kivie Kaplan. Det jødiske lederskab af NAACP
var meget lidt kendt i offentligheden.
Da jeg voksede op, var Roy Wilkins, som var organisationens sorte
nationale sekretær, det eneste navn, jeg forbandt med NAACP. Fordi han
optrådte så ofte i pressen og var så meget i offentlighedens søgelys,
troede jeg, lige som de fleste andre amerikanere, at Wilkins var NAACP's
leder. Men det var i virkeligheden Kaplan, der var organisationens
egentlige præsident i denne periode. I 70'erne blev omsider Benjamin
Hooks den første sorte præsident. Da først en sort amerikaner nåede op
til organisationens præsidentembede, hørte offentligheden ikke længere
meget til den "nationale sekretær". Fra dette tidspunkt har NAACP's
præsident været den officielle talsmand for organisationen.
Kivie Kaplan
I
de senere års spændinger mellem sorte og jøder har liberale jøder været
hurtige til at råbe op om "urent trav", i anledning af de sortes
afvisning af jøder, og påpege, at størstedelen af finansieringen af
integrations-bevægelsen er kommet fra jøderne. De praler også af, at
mindst 90 procent af de juridiske tiltag, for fremme af integration, er
kommet fra jødiske advokater, og i lang tid er blevet støttet af jødiske
penge.
Praktisk talt hvert eneste skridt i borgerrettighedsbevægelsens
fremmarch skete via domstolene. De påbød tvungen race-integration i
skolerne og påtvang, i sidste ende, Amerika det massive anti-hvide
diskriminations-program, som fik det Orwellske navn, "positiv
særbehandling" ("affirmative action"). Også her indtog jøderne de
ledende roller.
* Ca.: Det Nationale Forbund til Fremme af Farvede Mennesker. Overs.
anm.
105
Den
organisation, der udkæmpede mange af disse juridiske slag, var NAACP
Legal Defense Fund, en organisation, som er adskilt fra selve NAACP.
Selv i dag, i Det 21. Århundrede, ledes den fortsat af jøder. Jake
Greenberg har været aktiv i denne jødiske fond i årevis og var Browns
primære advokat under den berømte sag Brown mod Topekas Skolestyrelse
ved USA's Højesteret. Med denne skændige dom indledte Højesteret –med ét
eneste, ødelæggende, pennestrøg –forvandlingen af det amerikanske,
offentlige, skolesystem, fra at være ét af de bedste i den
industrialiserede verden til ét af de dårligste. Det nye system løste
ikke op for racemæssige spændinger, men øgede tværtimod disse i Amerika.
Selv på områder, hvor jøder ikke var de direkte ledere af
integrationsbevægelsen, havde de stor indflydelse bag kulisserne. Martin
Luther King junior kom under indflydelse af Stanley Levinson, der skrev
mange af Kings taler – herunder, mener nogle, hans berømte "Jeg har en
drøm"-tale, som han holdt ved marchen mod Washington. John og Robert
Kennedy forsøgte at få King til at tage afstand fra Levinson på grund af
dennes kommunistiske baggrund. Men King fandt Levinson uundværlig og
nægtede. Endog i Student Non-Violent Coordinating Committee (SNCC) og i
Congress of Racial Equality (CORE) spillede jødisk indblanding en vital
rolle i disse organisationers første tid og de fleste, nominelt hvide,
"Freedom Riders", som tog til Syden, var jøder. I det berømte tilfælde,
hvor tre Freedom Riders blev myrdet i Philadelphia, Mississippi, var
ofrene Schwerner, Goodman og Chaney – to jøder og én sort amerikaner.
Offentlighedens billede af den mand, som kaldte sig "Martin Luther King"
(hans rigtige navn var Michael King) er et skoleeksempel på mediernes
magt til at påvirke Amerika. De fleste kender, endnu den dag i dag, ikke
til, hvor stærke bånd King havde til kommunismen, delvist på grund af,
at massemedierne fortsætter med at ignorere Kings lange række af
kommunistforbindelser. Privat erklærede King at han var marxist,
og han fortalte til sine nærmeststående, at hans arbejde var en del af
"klassekampen". Hans personlige sekretær, Bayard Rustin, var kommunist.
Da King blev nødt til at finde erstatning for Rustin, i 1961, valgte han
en anden kommunist, Jack O'Dell. Hans vigtigste rådgiver
("føringsofficer" er formentlig en mere korrekt betegnelse), var, som
tidligere omtalt, den jødiske kommunist, Stanley Levinson, som
redigerede og formentlig skrev, en god del af Kings bog, Stride
Toward Freedom. Levinson lavede Kings selvangivelser, kontrollerede
Kings pengeindsamlinger, og var, i tilgift, ansvarlig for indførslen af
sovjetiske penge til kommunistpartiet i USA.
Først for nylig blev det afsløret, at King plagierede store dele af sin
doktorafhandling. Boston University nedsatte en komité for at finde ud
af omfanget af Kings plagiering. Den kom frem til, at 45 procent af
første del, og 21 procent af anden del var taget fra andre forfattere.
Skoler inddrager sædvanligvis doktortitler ved afsløring af mindre fusk end
dette, men Kings betydning for borgerrrettighedsbevægelsen betød
naturligvis, at en inddragelse af hans teologiske doktorgrad, "Dr. of
Divinity", var udelukket.
106
Medierne har altid omhyggeligt portrætteret King som en god, kristen
familiefar - selve indbegrebet af et gudsfrygtigt menneske. Ikke desto
mindre havde King snesevis af forbindelser med ludere, både hvide og
sorte, brugte kirkens penge til at betale dem med og brugte ofte at
mishandle dem - alt findes dokumenteret af FBI og er indrømmet af Kings
medarbejdere.
King tilbragte natten, inden han blev myrdet, med at kopulere med, og
mishandle, hvide prostituerede. På FBI's aflytningsbånd kan "pastor
King", under et samleje, høres sige: "Jeg knepper for Gud" og "I nat er
jeg ikke nogen neger!" Båndoptagelserne af King er så ødelæggende, at
båndene og andre FBI-dokumenter blev hemmeligtstemplede for 50 år. På
trods af disse kendsgerninger, fortsatte Kings jødiske førerofficerer,
og deres allierede, med deres trofaste, rosende, omtale af King.
Relationerne mellem jøder og sorte er blevet forværret i de seneste år i
takt med, at de sortes politiske sympatier er blevet mere selvstændigt
nationalistiske. Jødisk indblanding i kampen for de sortes
borgerrettigheder går tilbage til den tid, da mange kommunister så de
sorte som potentielle kommunistiske revolutionære. I og med skabelsen af
sovjetstaten havde kommunisterne foreløbigt, sejret i dén jødiske
broderkamp imellem kommunister og zionister, som Winston Churchill
beskrev i 1920. Yderligtgående amerikanske jøder forestillede sig de
sorte som et amerikansk proletariat, en transatlantisk version af de
undertrykte, livegne bønder i Rusland, der kunne bruges som allierede
til at begynde en kommunistisk revolution. Af naturlige årsager havde
selv ikke-kommunistiske jøder en tendens til at støtte en definition af
"amerikaner", der ikke baserede sig på racetilhørighed, eftersom de,
mere end nogen andre, var bevidste om deres fremmedstatus i det hvide
europæiske samfund. Næsten alle organiserede jødiske grupper har støttet
afviklingen af de love og traditioner, der sikrede den hvide races
fortsatte eksistens.
Efter Anden Verdenskrig begyndte to vigtige faktorer at trække jøderne
bort fra kommunismen: russificeringen af Sovjetstaten og etableringen af
staten Israel.
For
at bekæmpe tyskerne havde Stalin og sovjetregimet motiveret det russiske
folk gennem at trække på deres dybe patriotiske, følelser. Stalin selv,
som var en af verdenshistoriens mest paranoide og skånselsløse herskere,
spillede dygtigt de forskellige jødiske fraktioner ud mod hinanden,
indtil han stod frem som den ubestridte hersker i Rusland. Leon Trotsky
(Lev Bronstein), Stalins betydeligste rival, blev tvunget i eksil, og
senere myrdet af det russiske NKVD. Selv om individuelle jøder forblev i
nøglepositioner under Stalins regime, så han alle jødiske alliancer som
en trussel mod hans egen magt. Han slog brutalt enhver potentiel trussel
ned, og han drejede Sovjetunionen i en mere nationalistisk retning.
Sovjetkommunismens "nationalsang", den egalitære og anti-nationalistiske
"Internationale" blev erstattet af en traditionel russisk sang.
107
Den
positive særbehandling af jødiske kommunister i revolutionens første tid
blev afløst af et meritsystem i universiteterne og i militæret. Mange af
Stalins manøvrer mod jøderne blev ikke tydelige før længe efter Anden
Verdenskrig og mange jøder vægrede sig ved at tro, at de havde mistet
kontrollen med det sovjetiske regime. Selv langt ind i 1960'erne
udgjorde jøder stadig, i andre lande end Rusland, hovedparten af det
marxistiske lederskab i verden – også i USA. Mange af disse jødiske
kommunister var dog blevet noget anti-russiske og kaldte sig nu
trotskister. Kun nogle få jødiske ekstremister holdt fast ved dén
kommunistiske vision, som havde fundet sit udtryk i Rusland. De fleste
søgte efter en ny marxistisk ideologi baseret på egalitarisme og alt
imens de holdt fast i kommunismens sociale grundsætninger, påbegyndte de
et skift til kapitalistisk økonomi.
Mens de etniske russere tilbageerobrede Rusland, skabte jøderne staten
Israel, og det så ud, som om de gamle, etnocentriske og ortodokse,
profetier omsider skulle gå i opfyldelse. Gennem 2000 år havde jøderne
bedt bønnen "Næste år i Jerusalem". Pludselig kunne enhver jøde rejse
til et Jerusalem, der stod under deres direkte politiske kontrol. I den
samme periode oplevede Amerika forvandlingen af mange, såkaldte Nye
Venstre, "New Left", ekstremistjøder. Norman Podhoretz, og tidsskriftet
Commentary, svingede, for eksempel, over, fra at have været
kommunistiske fortalere, til at blive kapitalistiske forkæmpere – fra at
have været krigsmodstandere, duer, imod Vietnamkrigen, til at blive
uforsonlige, pro-israelske høge. I 1970'erne blev "den konservative
bevægelse" pludselig oversvømmet af disse, nu "Nye Højre" - eller
"Neo-conservatives" - som tilpassede sig de konservatives økonomiske
grundsætninger, medens de tilføjede elementer som socialliberalisme,
egalitarisme, Den ny Verdensorden (NWO), og, naturligvis,
super-zionisme. Jøder sivede ind i organisationer af enhver tænkelig
politisk kulør, hvor de tilsluttede sig forskellige synspunkter, men
altid var på vagt for at varetage jødernes, og staten Israels
interesser.
Samtidig med, at vor nation blev ofret på det umulige, racemæssige,
ligemageris alter, kom propagandaen for den lige så fiktive idé om
kønnenes "ligestilling". Kvinder blev oplyst om, at de var psykologisk
lige som mænd, men var blevet socialt opdragede af omgivelserne til at
være hustruer og mødre, i stedet for grundforskere og industriledere.
"Kvindesagsforkæmperne" forsøgte, ikke alene, at overbevise kvinder om,
at det var mindre værd at passe, og opfostre, næste generation, end at
svede ved et samlebånd eller svede over finanserne i et direktørkontor.
De gik langt videre end som så ved at nedvurdere hustru- og moderrollen,
i det hele taget.
Også Freud bidrog til ødelæggelsen af familien gennem hans opmuntring
til den påståede frigørelse, der kredsede omkring seksuel promiskuitet.
En af Vestens styrker, set i forhold til Den tredje Verden, har altid
været dens store satsning
108
på
familien og den opvoksende generation. Freud og hans jødiske
leverandører af psykoanalyse sammenblandede kærlighed og sex og
retfærdiggjorde ødelæggelsen af familien, som samfundets grundenhed, med
begrundelse i ting som utilfredsstillende sex.
"Kvindefrigørelsen" har fuldstændigt omstruktureret den amerikanske
familie derved at de fleste hustruer og mødre er blevet tvunget ud på
jobmarkedet af de nye økonomiske normer - hvilket har begrænset
mulighederne for de, der vælger rollen som hjemmegående husmor. Mange
forskere har påvist, at skabelsen af millionvis af "arbejdende" mødre
har haft skadelige virkninger på familiernes stabilitet og på børnenes
udvikling. Som et resultat slider mange kvinder nu med, alene, at
forsørge sig selv og deres børn, og de, som endnu har stabile familier,
er ofte stressede og svækkede, fordi de tvinges til både at opfylde
kvindens traditionelle rolle i hjemmet, mens de samtidig skal arbejde
otte timer om dagen, uden for hjemmet.
De
mest fremtrædende, af de moderne feminister, var Gloria Steinem, Betty
Friedan og Bella Abzug. Interessant nok kom alle tre fra en af de mest
kvindeundertrykkende religioner på jorden: Jødedommen. A Hole in the
Sheet
af Evelyn Kaye, som voksede op i et ortodokst, jødisk, hjem, belyser den
undertrykte, og ofte fornedrende stilling, kvinder har, inden for
jødedommen, og også det had, der rettes udad, mod ikke-jøder. Hun
diskuterer Bar Mitzvah og mandens fuldstændigt overordnede rolle, og
skriver følgende:
Blandt de bønner, som en jødisk mand læser hver morgen, udtales en række
velsignelser, blandt andet: "Jeg takker dig, Herre, fordi du ikke har
gjort mig til en ikke-jøde, for ikke at have gjort mig til en slave og
for, at du ikke har gjort mig til kvinde"
I Susan Weidman Schneiders bog, Jewish and Female, kommenterer
rabbiner Laura Geller: "Menstruationstabuer gør virkelig skade for
jødiske kvinders syn på sig selv og deres krop. Jeg har truffet mange
kvinder, som ikke har lært andet fra Toraen, end at de ikke kunne røre
ved kroppen, fordi de menstruerer…Deres syn på sig selv, som
'mindreværdige' jøder, har allerede gennemsyret deres forhold til
traditionen og til deres egne kroppe."
Kaye går også modigt til angreb mod den ortodokse jødedoms anti-goj'isme
Det endelige vendepunkt var for mig anti-goj'ismen.
Det, der udmærker en hengiven chassidisk, eller ortodoks, jøde, og endda
også mange andre jøder, er et had mod ikke-jøder. Dette er selve
grundlaget for den ultra-ortodokse eller chassidiske filosofi. Den er
lige så vedholdende, ureflekteret, og umulig som antisemitisme, racisme
og sexisme. Og lige så svær at blive af med.
Hvad den siger er, at alle ikke-jøder, eller gojim, som ordet lyder på
jiddish, eftersom det er flertalsformen af 'goj', er gudløse,
ondskabsfulde, og ikke til at stole på.
Der findes en hel litani over alle de væmmelige ting som anses at gælde
samtlige ikke-jøder, og som de ortodokse tror ubetinget på. Blandt
andet:
•
Alle gojim elsker alkohol og er altid berusede;
•
Alle gojim bruger stoffer;
109
•
Alle gojim hader jøder, selv når de virker venligtsindede;
•
Alle gojim er antisemitter, uanset, hvad de siger og gør;
•
Alle gojim har et forfærdeligt familieliv og behandler deres koner og
børn dårligt;
•
Alle gojim spiser svinekød hele tiden;
•
Gojim er aldrig lige så begavede, lige så venlige, lige så kloge, eller
lige så ærlige, som jøder;
•
Man kan aldrig stole på gojim.
Der findes meget mere. Men grundbestanddelene i anti-goj'isme føres
videre til jødiske børn, med modermælken, og bliver derefter, gennem
hele deres liv, passet, fodret, og vandet, indtil de er vokset til fuldt
udviklede fobier.
Talmud karakteriserer ofte kvinder som urene, ludere, og svigagtige,
mindreværdige skabninger. Den har endda lange afsnit, der retfærdiggør,
at voksne mænd har seksuelle forhold til små piger. Kvinder sidder for
sig selv i den ortodokse synagoge. Kvinder nedrakkes næsten lige så
meget som ikke-jøder. Bemærk følgende talmudiske henvisninger, som
indledes med den bøn, Kaye henviste til:
Velsignet være du… som ikke har gjort mig til goj… som ikke har gjort
mig til kvinde, og som har gjort mig til israelit… som ikke har gjort
mig til slave. Judah ben Ilai
Når en voksen mand har samleje med en lille pige er det ingenting, for
når pigen er mindre end dette (tre år gammel), er det som når man sætter
en finger i øjet, der kommer tårer til øjet,…(fodnote) (7) igen og igen,
men øjets syn vender tilbage, sådan kommer uskylden tilbage til den
lille pige under tre år. (Kethuboth 11b)
En jomfru, som er tre år og en dag gammel, kan tages til ægte gennem
samleje. (Sanhedrin 55b og 69a-69b)
og (Yebamoth 57b, 58a, 60b)
Og
alligevel har feminismens jødiske ypperstepræstinder udrettet yderst
lidt for at få rettet op på disse uligheder. Kun den reformerte del af
jødedommen stiller kvinder på et nogenlunde jævnbyrdigt niveau. Men
Israel er en ortodokst-styret jødisk nation og så godt som alle
reformerte-, og konservative- jødiske organisationer, verden rundt,
støtter Israel helhjertet. Den etniske arvs betydning overskygger enhver
tænkelig debat om religiøse doktriner. Det er ironisk, at kvinder, som
kommer fra den kultur, der har det mest nedværdigende syn på kvinder,
vælger at fokusere deres anstrengelser på at afstedkomme en seksuel
revolution blandt deres kønsfæller af europæisk herkomst. Det forekommer
mig, at deres anstrengelser var bedre anbragt ved at de tog sig af den
modbydelige diskrimination i deres egen baggård.
Ligemageri og borgerrettigheder som våben
Efterhånden som jeg opdagede mere og mere om den jødiske dominans, inden
for den anti-hvide, anti-familie revolution, som endog stræbte efter
helt at vælte familien omkuld, slog det mig, at mange mægtige jøder
måske betragtede det hvide Amerika på samme måde, som de engang så på
zaren og de etnisk hvide russere. Jeg begyndte at spekulere over, om vi
var bestemt til at blive et afsat folk, en nation, der blev erobret,
ikke med hære og kanoner, men gennem pengepungens og pressens magt.
Hvis de ikke ser på os, som Theodor Herzl gjorde - dvs. som fremmede –
hvorfor angriber da så mange af dem amerikanske traditioner og skikke,
lige fra
110
familiestrukturen til det at synge julesange i vore skoler? Selv om ikke
alle jøder tager del i korstoget mod vor gen-, og kulturarv, støtter en
overvældende majoritet af dem chauvinistiske jødiske organisationer og
bakker op om dé jødiske kandidater, som stærkest arbejder for særligt
jødiske interesser. Jødisk støtte vil sige langt andet og meget mere end
jødiske stemmer. Den betyder stopfulde kampagnefonde og en magtfuldt
dirigerende medieverden. Og det betyder en så godt som sikker sejr, hvis
jødiske magtgrupper vælger at gå imod den anden kandidat,
ligegyldigt af hvilken grund.
Jødiske aktivister har været vedholdende i deres støtte til pluralisme,
inden for amerikansk politik og kultur. De højtravende jødiske løfter
fra den såkaldte borgerretighedsbevægelse – kærlighed, fred og
broderskab - er blevet skiftet ud med rap-sangens voldelige
obskøniteter. Hvad angår de sorte amerikanere, genlyder deres én gang så
fredelige og rytmiske bykvarterer nu af lyden fra revolverskud En
tredjedel af alle unge afroamerikanske mænd er enten i fængsel, løsladt
på prøve ("probation") eller vilkårligt løsladt ("parole"), og millioner
af dem er lænket på hænder, fødder og sjæl, til alkohol og narkotika.
Hvad havde jøderne at vinde ved at styrke minoriteter til magt og
indflydelse i Amerika? Indlysende nok så marxister minoriteter som sikre
allierede, der var livsvigtige til fremme af deres dagsorden og
politiske succes, som rettet mod den mere modstandsdygtige,
europæisk-amerikanske, befolkning. Gennem de seneste årtier har de sorte
stemmer været livsvigtige for liberal*
politik. Endnu vigtigere passer en babylonisk forvirring, som et
multiracialt Amerika, måske de jødiske interesser rigtigt godt. I et
splittet land udgør den gruppe, der har størst sammenhold, den stærkeste
magt. 'Del og hersk' har altid været herrefolksmentalitetens opskrift på
magt. I et uroligt miskmask af et samfund er en fremmed udøvelse af magt
mindre iøjnefaldende for majoriteten, for dersom en lille minoritet har
en dagsorden, der er fjendtlig over for majoriteten, må denne minoritet
være så diskret som muligt. Multi-kultur og multi-racialisme mudrer
vandene. Jødiske racister vil altid trives i et sådant Babylon.
Hvert eneste fremstød, der har splittet solidariteten blandt den
majoritetetsgruppe, som grundlagde, og tidligere styrede, Amerika, og
som derved har frataget denne gruppe magt, har samtidig været en gevinst
for de nye kandidater til tronen. Denne proces forgår selvfølgelig ikke
kun i Amerika, men i hvert eneste land, hvor jøder udgør en stærk
minoritet. De søger konstant at svække den fremherskende gruppe, uanset
hvem denne måtte være, som et middel til at øge deres egen magt.
En
stor del af forfaldet er slet ikke planlagt. Den fremmede natur, som er
beskrevet af Theodor Herzl, finder sit udtryk i utallige stød og slag
mod det gamle anglo-saxiske Amerikas traditioner og værdier. Uanset, om
det går ud på at forbyde et krybbespil på offentligt område, eller det
er et militærakademi for mænd, der kræves åbnet for kvinder, om det er
et morgenshow på radioen, der bliver fyldt med vulgær snak om
menneskelig afføring, eller det drejer sig om forherligelse af narko i
film og romaner, øges takten og de, som sætter takten, er mennesker, der
er stolte af deres fremmede natur. Melodien er begravelsesmarchen for
Amerika og hele den vestlige verden.
*i Amerika betyder ordet: socialistisk, o.a.
111
De
fortærer vor nations europæiske rødder, alt imens de konstant forøger
deres indflydelse og magt og samtidig, stadig, betragter sig selv som
udenforstående. Og det er præcis, hvad de er: åndelige, kulturelle og
genetiske udenforstående, som nu befinder sig i centrum af den
amerikanske magtstruktur. Bemærk følgende udtalelse fra en jødisk
medieguru, som har opnået både fremgang og berømmelse:
Årtier senere, da jeg fulgtes med Texas' grænsepoliti, langs floden, for
at se dem fange mexikanere, der forsøgte at komme over grænsen,
standsede jeg og satte mig på jorden. Jeg sagde: - det er nok – jeg er
en af dém, de illegale indvandrere. Ikke en af de andre – jægerne.
A.M. Rosenthal skrev disse ord, og han er en mand, der har været
politisk chefredaktør for New York Times , Amerikas mest
indflydelsesrige avis. Trods alle hans penge, al hans magt og prestige -
da Rosenthal sidder i snavset, langs Rio Grandes mudrede flodbred –
identificerer han sig stadig som en "udenforstående". Hans loyalitet er
ikke med de øvrige amerikanere, der vil bevare deres levestil. Hans
loyalitet er hos de fremmede, der forsøger at ændre den.
Minoritetsracismen - i form af "borgerrettigheder" og ligemageri – der
har floreret i Amerika, udsprang af en fremmed etnocentrisme. Vor
nation, der en gang var udpræget europæisk af natur, er på hastigt
tilbagetog. Den blev ikke skabt i Babylons smeltedigel. Men hvis der
ikke viser sig modige og beslutsomme kræfter for selvopholdelse, vil den
dø dér.
De
fleste amerikanere, som kæmpede imod borgerrettighedsbevægelsen, idet de
mente, at den ville føre til ødelæggelse af samfundets struktur,
opdagede aldrig kilden til dens styrke. I Syden anklagede nogle
"yankee'erne", nogle politikerne, og andre medierne. Kun et fåtal
forstod, at de, der stod bag borgerrettighedsbevægelsen, tilhørte den
samme ondskabsfulde magt, som fremtvang Den russiske Revolution, som
benyttede sin indflydelse til at inddrage Amerika i Første Verdenskrig,
som bidrog til at skabe Anden Verdenskrig, og som endelig skabte den
racistiske stat, Israel.
Hvor ironisk er det ikke, at borgerrettighedsbevægelsen har sine rødder
i racisme, at den ganske enkelt var et våben, som det mest etnocentriske
folk på jorden brugte mod sine ældgamle fjender.
De
sorte amerikanere var simpelthen brikker i et langt større politisk spil
og de har, på deres måde, lidt lige så meget under spillets
konsekvenser, som de hvide har gjort det, på anden vis. De fleste
ikke-jødiske hvide, som blev inddraget i striden, indså aldrig, at denne
kamp ikke reelt drejede sig om borgerrettigheder. Disse deltagere i
kampen blev, lige som de sorte amerikanere selv, og som så mange andre
hvide, manipuleret i den langt større jødiske kamp for opnåelse af magt.
Det
samme jødisk dominerede etablissement i Amerika, som prædiker
racelighedens og raceblandingens hellige evangelium, giver aldrig
amerikanerne en mulighed for at glemme jødernes ret – ja, jødernes
hellige pligt – til
112
at
bevare deres gernetiske arv, både i Amerika og i deres jødiske stat,
Israel. Fra fjernsynets prædikestol minder det os konstant om deres
uforlignelige guddommelighed, deres evige uskyldighed og deres
offerstatus. Deres lærde og deres manuskriptforfattere proklamerer
ganske ugenert jødernes åndelige kulturelle og moralske overlegenhed. De
bliver dagligt helgenkåret i deres egne medier alt imens de, der vover
at ytre et ord imod dem, bliver bragt til tavshed og dæmoniseres.
En
helligdom for den nye Holocaust-religion er blevet rejst midt i Amerikas
Akropolis i Washington DC. I dette tempel kan det amerikanske folk dyrke
Det udvalgte Folk og føle en tilbørlig skyld for sine forbrydelser imod
det. Dér kan de lære om den værste forbrydelse af alle: At stille
spørgsmål ved den eneste sande "borgerret" - den jødiske ret til at
herske over os alle, både kulturelt, åndeligt og politisk.
Aldrig holder de et øjebliks pause fra at fortælle os, at den største
forbrydelse i historien var Hitlers, påståede forsøg på at begå
folkemord på dem, at udrydde jøderne som race. Men hver dag
propaganderer den jødiske racistiske magt for massiv fremmed indvandring
til Europa og for blandede ægteskaber, racerne imellem. Disse processer
vil naturligvis til sidst medføre et virkeligt folkemord på deres
historiske fjender: fjernelsen af den europæiske races enestående arv og
karakter.
Fremmed undertrykkelse af vort folk ville være slem nok i sig selv, men
vore herskere planlægger tydeligt nok, genetisk set, at udrydde vort
folk (lige som andre folk), der kunne komme i vejen for dem. Da jeg
først havde forstået dette, kunne jeg ikke længere tie stille om den
jødiske dominerende og racistiske magt i verden. Deres fortsatte
dominans ville skylle vort folk væk under en voksende bølge af
indvandring, blandede ægteskaber og europæisk selv-sterilisering. Det er
kun deres perverterede medier, der fordømmer vort ønske om at bevare
vort folk, som "racisme".
Selv om jeg frygter for mit europæisk-amerikanske folks fremtid, er det
min grundlæggende opfattelse, at alle racer, alle etniske grupper, alle
folk, burde have retten til at bevare deres unikke arv og kultur. Min
holdning til europæiske amerikanere er ikke hyklerisk, eller ude af trit
med, hvad jeg i øvrigt mener, eftersom jeg går ind for den samme,
naturlige rettighed for alle folk. Globaliseringen og monopolet på
verdensmagten, med dens jødiske bagmænd, udgør en elementær trussel mod
alle oprindelige folks overlevelse og deres traditionelle kulturer.
Ironisk nok skyldtes de jødiske racisters besættelse af Palæstina, i
ikke ringe grad, at de fik fjernet Amerikas kurs fra den, der tjente de
europæisk-amerikanske livsvigtige interesser.
De
fremmeddominerede massemedier fastholder de fleste amerikanere i
fuldkommen uvidenhed om, hvad de berøves – og i uvidenhed om det
fremmede segment, som står bag dette. Jeg begyndte at se, at
massemedierne var det mægtigste våben, de anvendte imod os, så jeg
fokuserede min næste undersøgelse på den jødiske infiltration af - og
dominans af - de amerikanske-, og den øvrige verdens, massemedier.
Noter:
The Encyclopedia of
Zionism in Israel. (1971) New York: Herzl Press/McGraw-Hill.
Glazer, Nathan.(1970).
Remembering the Answers: Essays on the American student revolt. New
York.: Basic Books.
Britton, F. (1979).
Behind Communism. Noontide Press.
Cohen, Jacob. (1993).
The Rosenberg File. National Review. 19. juli.: s.48-52
Neville, John F. (1997).
The Press, The Rosenbergs, and the Cold War. London: Praeger
Strom, Kevin. (1998).
We Are Alle Prejudiced. Internet artikel. 13. april
Boas, F. (1911).
Rev.Ed., (1938). The Mind of Primitive Man. New York.
Herskovits, Melville J.
(1953). Franz Boas, the science of man in the making. Clifton,
NJ: A.M. Kelley, s. 65.
Mead, Margaret. (1961).
Coming of age in Samoa; a psychological study of primitive youth for
Western civilization. Foreword by Franz Boas. New York: Morrow.
Freeman, D. (1983).
Margaret Mead and Samoa. The Making and Unmaking of an Anthropological
Myth. Cambridge University Press.
Freeman, D. (1990).
The Samoan Reader: Anthropologists Take Stock. Lanham, Maryland:
University Press of America.
Freeman, D. (1991). On
Franz Boas and the Samoan Researches of Margaret Mead. Current
Anthropology. s.32, 322-330.
Montagu, Ashley. (1945).
Man's Most Dangerous Myth: The Fallacy of Race. New York: Columbia
University Press.
Pearson, R. (1996)
Heredity and Humanity: Race Eugenics and Modern Science. Washington, DC:
Scott-Townsend Publishers.
Gelya, F. (1997). Jews,
Multiculturalism, And Boasian Anthropology. The American
Anthropologist. Vol. 99. #4. s.731-745.
New York Review of
Books. (2000). 13. April, s.61.
Natural History.
(1993). Nov. s.12.
Yerushalmi, Y.H. (1991).
Freud's Moses: Judaism Terminable and Interminable. New Haven: Yale
University Press. s.98.
Gay, P. (1988).
Freud: A Life For Our Time. New York: W.W.Norton
Freud, S. (1939).
Moses and Monotheism. New York: Vintage.
Freud, S. (1938).
Totem and Taboo; Resemblances Between the Psycchic Lives of Savages and
Neurotics. Hammondsworth, Middlesex: Penguin Books.
MacDonald, K. (1996).
A People That Shall Dwell Alone. Westport, Connecticut: Praeger.
Freud, S. (1969). The
Interpretation of Dreams. Trans. J. Strachey. New York.
Yerushalmi, Y.H. (1991).
Freud's Moses: Judaism Terminable and Interminable. New Haven: Yale
University Press. s. 45.
Yerushalmi, Y.H. (1991).
Freud's Moses: Judaism Terminable and Interminable. New Haven: Yale
University Press. s. 45.
Freud, S. (1939).
Moses and Monotheism. Trans. By K. Jones. New York: Vintage.
Mannoni, O. (1971).
Freud. Trans. R. Belice. New York. s.168.
Friedman, Murray.
What Went Wrong. (1995). New York: Free Press
Garrow, David. (1983).
The FBI and Martin Luther King. Penguin Books, New York.
Strom, Kevin Alfred.
(1994). The Beast as Saint. Radio Broadcast. Trykt transkription
kan fås hos National Vanguard Books, Box 330, Hillsboro, WV, 24946.
Pappas, T. (1992). A
Houdini of Time. Chronicles. 26.-30. november.
Abernathy, R. (1989).
And the Walls Came Tumbling Down. New York: Harper & Row.
Newsweek. (1998).
Books: The Middle of the Journey, Taylor Branch's Grand Civil-Rights
History Rolls On. January 19. p.62. hvor der citeres fra Pillar of
Fire: America in the King Years 1963-65. Taylor Branch. Simon and
Schuster.
Kaye, Evelyn. (1987).
A Hole in the Sheet: A Modern Woman Looks at Orthodoxand Hasidic
Judaism. Secaucus, New Jersey: L. Stuart.
Kaye, Evelyn. (1987).
A Hole in the Sheet.
Jewish Encyclopedia.
(1905) Talmudic prayer. s.617.
Talmud. (1936).
Kethuboth. Soncino udgaven. Kethuboth 11b.s.58.
Talmud. (1935).
Sanhedrin. 69b. s.469.
Talmud. (1936).
Yebamoth. Soncino udgaven. 57b. s.386.
New York Times.
(1992). 9. december.
næste kapitel
forrige kapitel
NAVNEregister
JØDISK RACISME af Dr. David Duke -
Indhold
- A must see! 
