Kapitel 11

Israel III:

Forræderi mod USA

Israel angreb, bevidst og forsætligt, U.S.S. Liberty – Dean Rusk, USA's udenrigsminister på tidspunktet for angrebet.

Den 8. juni 1967 kom et efterretningsfartøj, U.S.S. Liberty, som tilhørte den amerikanske flåde, under beskydning fra jetjagere og torpedobåde, mens det var på patrulje i farvandet ud for Israel og Gaza-striben. Jeg husker, at jeg hørte nyheden i min transistorradio, mens jeg var på mit sommerjob, og i færd med at skrabe gammel maling af et hus i Lakeview-kvarteret i New Orleans. Angrebet fandt sted under den israelsk-arabiske krig i 1967, en krig, hvor USA støttede Israel. De første nyheder identificerede ikke angriberne, og jeg gik ud fra, at egypterne, i et ekstremt brutalt og dumt angreb havde ramt et amerikansk skib, som gengældelse for vores massive støtte til det israelske militær.

U.S.S. Liberty med gabende huller efter det israelske angreb

Umiddelbart efter, at de første rapporter om angrebet indløb, var et par regeringsembedsmænd allerede begyndt at kræve øjeblikkelig militær gengældelse mod Egypten.

På trods af min voksende viden om zionismens skadelige natur, sad min dybt indgroede patriotisme i mig og den fik nu frit løb. Jeg blev vred på Egypten over, at det havde vovet at angribe et amerikansk skib. Senere begyndte rapporter omsider så småt at sive ind om, at det var israelerne, der havde angrebet det amerikanske skib, såret 171 amerikanere og dræbt 31. Den officielle undskyldning var, at israelerne havde taget fejl og troet, at Liberty var et egyptisk skib.

I løbet af de næste par uger dukkede en mængde beviser op, som afslørede, at angrebet havde været bevidst. Alligevel droppede alle de store medier hurtigt historierne om U.S.S. Liberty, om tab af skibet og lemlæstelse af 202 amerikanere, til fordel for historier om tapre, lille Israel, der kæmpede sin heroiske krig mod Egypten og Libanon.

232

Besætningen havde fået ordre til ikke at røbe oplysninger om angrebet. Da tavsheden endelig blev brudt, mange år senere, af en officer fra Liberty, løjtnant James Ennes, afslørede den overvældende mængde af beviser, at der havde været tale om et morderisk, og forræderisk, israelsk angreb på et amerikansk skib. U.S.S. Liberty, et let bevæbnet efterretningsskib, hvis mission var at aflytte udenlandsk radiokommunikation, havde sejlet i internationalt farvand, ud for den egyptiske by, El Arish, som israelske styrker netop havde indtaget. Israel vidste, at Liberty overvågede dets transmissioner og var bange for, at skibet ville høre om forberedelserne til en planlagt invasion af Syrien. Desuden havde Liberty aflyttet israelske radiokommunikationer der viste, at israelerne havde myrdet hundredvis af ubevæbnede egyptiske krigsfanger i Sinai.

I den klare morgen, den 8. juni, hvor der blæste en frisk brise i området, kredsede israelske jagerfly, adskillige gange, rundt om Liberty, og kom så lavt og tæt ind over skibet, at dets besætningsmedlemmer vinkede til piloterne og rent faktisk kunne se deres ansigter. Liberty var tydeligt mærket med sine store 'U.S. Navy' identifikationsstegn, og skibet førte et stort amerikansk flag, som blafrede i den friske vind.

Uden advarsel angreb umærkede israelske jetfly, kl. 2:00 om eftermiddagen, pludselig Liberty med raketter, kanoner og napalmbomber. Deres første mål var radiorummet, som de smadrede, sammen med Libertys antenner. Jetflyene foretog gentagne overflyvninger og beskød skibet, indtil de løb tør for bomber og ammunition og afbrød angrebet. På dette tidspunkt lykkedes det besætningen på Liberty at erstatte det første amerikanske flag, der var blevet skudt væk, med et overdimensioneret 7 x 13-fods flag.

Israelerne vidste helt klart, at skibet var amerikansk, eftersom de opsnappede og, elektronisk, forsøgte at ødelægge Libertys radiosignaler, der kaldte på hjælp. Utroligt nok havde skibets radiooperatører formået at rigge en ny antenne til, og fået en nødmelding igennem, der identificerede angriberne, og anmodede om hjælp fra den amerikanske Sjette Flåde i Middelhavet. Hangarskibene Saratoga og America sendte beskeder om, at hjælp var på vej, og afsendte jagerfly for at forsvare Liberty.

Den betrængte og blodige besætning på Liberty ventede forgæves på den lovede jagerstøtte og nu fortsatte israelske torpedobåde angrebet. De forsøgte at sænke Liberty og gøre det af med besætningen, som prøvede at slukke napalmbrande på dækket og tage sig af de sårede. Israelerne sendte en kugleregn af 20 og 40 mm kanonild ned over Liberty og ramte skibet med en torpedo under vandlinjen, hvilket dræbte yderligere 22 marinesoldater under dækket. Torpedobådene kom tæt nok på til at kunne beskyde besætningen på dækket, der tog sig af de sårede, med maskingeværer.

Trods 821 huller i skroget, hvor hvert af dem var større end en mands knytnæve, og med napalmbomber eksploderende på dækket, og i overbygningen, samt et gabende kæmpehul, og alvorlige torpedoskader, i vandlinjen, holdt U.S.S. Liberty sig mirakuløst flydende (og ikke på grund af den amerikanske kampflystøtte, som

233

aldrig kom, for de var blevet kaldt tilbage af præsident Lyndon Johnson, før de kunne nå at standse angriberne).

Israel havde tydeligvis til hensigt at sænke Liberty og dræbe alle ombord. I strid med international lov, beskød de israelske torpedobåde endda Libertys redningsflåder i vandet. De forsøgte at tilintetgøre Libertys kommunikationsrum, og forstyrre skibets radiosignaler, for således at forhindre det i at identificere dets angribere, og for derefter at forsøge at sende det amerikanske skib og hele dets besætning til bunds, så ingen kunne gendrive den naturlig formodning om, at den forræderiske handling var begået af egypterne. Zionisterne vidste at de, ved at slå Liberty ud, ville have en mere fri hånd i Syrien og forargelsen over forliset af et amerikansk skib, som egypterne fik skylden for, ville samle betingelsesløs støtte til Israels mest yderligtgående krigsmål. Kun mod og opfindsomhed hos mændene på U.S.S. Liberty forhindrede disse yderligere justitsmord.

Ved sin tilbagekaldelse af den amerikanske flådes jetfly, som var sendt af sted for at beskytte Liberty, begik Johnson én af de mest forræderiske handlinger i USA's historie. Han bekymrede sig mere om at forebygge et offentligt brud mellem USA og Israel end om at redde amerikanske soldater. De overlevende fra Liberty har fortalt, ganske klart, at dersom jetflyene ikke var blevet kaldt tilbage, kunne torpedobådsangrebet have været stoppet, hvad der ville have sparet mange amerikanske liv.

Kaptajn William McGonagle, Libertys chef udviste trods det, at han selv var blevet alvorligt såret, et ekstraordinært heltemod, som til sidst skaffede ham Kongressens Æresmedalje. Normalt overrækker præsidenten denne, landets højeste æresbevisning, under en ceremoni, hvor den heroiske dåd bliver omtalt. Præsident Johnson ringede til israelerne for at høre, om de havde nogen indsigelse mod tildelingen af medaljen og besluttede derefter ikke selv at deltage i ceremonien og heller ikke at lade den foregå i Det Hvide Hus. Det endte med, at flådeministeren tildelte medaljen i Washington Naval Yard, og oplæsningen af bedriften identificerede ikke engang Israel som angriberen. Washington Post bragte ingen historie om Kaptajn McGonagle, der modtog prisen. Den amerikanske flåde foranstaltede en nonchalant undersøgelsesdomstol (der kun varede fire dage) og undlod at indkalde så meget som ét israelsk vidne.

Løjtnant James Ennes, en af Libertys officerer, skrev i 1979, en detaljeret bog om hændelsen, med titlen, Assault on the Liberty.[512] Den afslører den enorme mængde beviser, der findes på, at angrebet var et kalkuleret og bevidst forsøg på at sænke et skib, som israelerne vidste, var amerikansk og dræbe alle overlevende, så der ikke ville være nogen amerikanske vidner. Den amerikanske ambassadør i Libanon, på dette tidspunkt, er også stået frem og har erklæret, at han, da han var udstationeret i Mellemøsten, havde hørt israelske radiokommunikationer, der var aflyttet af amerikanerne, hvor de angribende israelske kampfly erkendte, at skibet var amerikansk. Mange

234

fremtrædende ledere i den amerikanske flåde er modigt stået frem med krav om, at der skal foretages en reel undersøgelse af Liberty-sagen, og chefen for Søværnets Operationer sagde, at beviserne klart pegede på et planlagt angreb. Udenrigsminister, Dean Rusk, admiral Thomas Moorer, og de overlevende fra besætningen på U.S.S. Liberty siger alle, at angrebet helt sikkert var udført med overlæg og ingen fejltagelse. Måske kunne man forstå en sådan forræderisk handling fra erklærede fjender af dette land, men ikke fra en formodet allieret. Den omstændighed, at Israel havde angrebet stridskræfterne for den nation, der har støttet det mere end nogen anden - med penge, diplomati, god vilje, og endda militære våben (herunder de selv samme våben, der blev brugt mod vore mænd) – må afgjort være én af de mest ekstreme former for militært forræderi i nationernes historie.

Jeg spurgte mig selv, hvordan Israel kunne være så hensynsløs at angribe et amerikansk fartøj. Det indlysende svar var, at de vidste, at deres aktion mod Liberty indebar meget lille risiko, for hvis angrebet lykkedes og skibet, med hele dets besætning, blev udslettet, ville Israel få alt, hvad det ønskede i krigen. Hvis de mislykkedes med deres forsøg på at sænke Liberty, og med at beskylde egypterne for det, vidste israelerne, at de kunne komme godt af sted med at afvise det som en fejltagelse. De vidste også, at deres massive indflydelse i den amerikanske regering og i pressen ville hjælpe dem med at dække over deres forræderi. Efter at de, i et halvt århundrede, havde haft held til at feje terror og fordrivelse af halvanden million palæstinensere ind under gulvtæppet - var det barnemad at skjule forræderiet mod U.S.S. Liberty.

De jødisk dominerede amerikanske medier gav ikke udtryk for forargelse over angrebet og accepterede bevidstløst den besnærende israelske undskyldning for det. Selv om vores egen udenrigsminister og vores egen formand for Forsvarets Fælleskommando ('Joint Chiefs of Staff') sagde, at det israelske angreb var bevidst, var den Jødiske Lobby alligevel i stand til at forhindre en formel kongresundersøgelse af angrebet. I modsætning hertil blev U.S.S. Libertys søsterskib, U.S.S. Pueblo, opbragt af Nordkorea det følgende år (1968) med et tab på kun ét liv, men inden for et år lancerede den amerikanske Kongres en formél undersøgelse af dette angreb. Der har stadig ikke været nogen officiel undersøgelse af angrebet på U.S.S. Liberty.

Hvordan reagerede de politiske ledere i USA på denne, Israels krigshandling mod det? Bombede USA Tel Aviv, som det gjorde med Kabul i Afghanistan? Nej, den israelsk kontrollerede amerikanske regering begik, sammen med de jødisk kontrollerede medier, et klart tilfælde af forræderi mod Amerika, ved at dække over dette ondskabsfulde terrorangreb og den fortsætter med at sende milliarder af amerikansk skatte-dollars til Israel som militær og økonomisk støtte.

Jeg må her påberåbe mig Pearl Harbor som eksempel. Enhver amerikansk regeringsembedsmand, der måtte have givet hjælp eller tilskyndelse til Japan, efter angrebet i 1941, ville være blevet retsforfulgt, som en forræder

235

mod USA. Jeg anklager de amerikanske embedsmænd, der samarbejder med den jødiske lobby og de jødisk styrede medier - med fortsat at støtte Israel efter dets angreb på U.S.S. Liberty - for at være forrædere mod De Forenede Stater! Jeg lærte den fulde sandhed om det israelske angreb på U.S.S. Liberty at kende et par uger efter den faktiske angreb - jeg huskede, hvor forarget jeg havde følt mig da jeg, i min transistorradio hørte om, hvordan egypterne, tilsyneladende havde angrebet et amerikansk skib. Disse øjeblikke af vrede havde længe væretglemt, da jeg, adskillige år senere, læste Ennes' bog. Men Ennes' rystende beretning om de døde og døende mænd ombord på Liberty fik en anden vrede til at stige op i mig, dog kun for atter at vige for en dyb medfølelse med mit land. Som en ung og stolt amerikaner kunne jeg ikke forstå, hvordan vores præsident, på forræderisk vis, kunne nægte at forsvare amerikanske mænd, som var under beskydning. Hvordan kunne vor egen regering dække over det fuldt tilsigtede israelske drab på amerikanere - og endda belønne morderne med endnu flere milliarder af vores skattepenge, som udenlandsk bistand? Hændelsen chokerede mig så meget, at det drev mig til at forske dybere i den sande historie om Israels terrorisme og forræderi mod USA. Jeg fandt meget snart ud af, at Liberty ikke var den første af sådanne terror- og forræderihandlinger fra Israels side.

Lavon-affæren: israelsk terrorisme mod Amerika

I 1954 lancerede den israelske regering en hemmelig terroroperation mod USA, kaldet Operation Suzannah. Den gik ud på at myrde amerikanere og sprænge amerikanske installationer i Egypten i luften. Planen gik endvidere ud på at plante falske beviser, der skulle pege på, at det var egypterne, der havde begået terrorhandlingerne, således at USA ville gå i krig mod Egypten på Israels side. Det lykkedes jødiske agenter at sprænge nogle postkontorer og amerikanske biblioteker, i Cairo og Alexandria, i luften. Men en israelsk agents bombe gik for tidligt af, da han var på vej til at sprænge en amerikansk biograf, Metro-Goldwyn-Mayer Theater, i luften. Heldigvis, for både Egypten og for Amerika, blev operationen, derefter, afsløret og stoppet, allerede på et tidligt stadium.

Fordi den israelske agent blev fanget hørte verden om dette israelske forræderi og den israelske udenrigsminister, Pinhas Lavon, blev senere tvunget til at træde tilbage. Hele episoden blev kendt som Lavon-affæren. I dag dækker de jødisk dominerede amerikanske medier og forlag behændigt over dette israelske forræderi mod os. De fleste amerikanere véd ikke noget om det. For eksempel er der kun en lillebitte omtale af Lavon-affæren i den populære Encarta Encyclopedia. Henvisningen kan findes i en artikel om Ben-Gurion, som er forfattet af den pro-zionistiske Bernard Reich. Det er hensigtsmæssigt her, at bemærke, at artiklens forfatter illustrerer et typisk mediemønster. Når amerikanerne formoder, at de læser en objektiv beskrivelse i et leksikon eller i et nyhedsmagasin, vil de oftere læse en bevidst forvrænget

236

beskrivelse, som er forfattet af glødende jødisk zionist. Her følger den nøjagtige ordlyd af Encartas omtale af denne israelske terror mod USA.

Ben-Gurion vendte tilbage til politik i 1955 for at erstatte forsvarsminister Pinhas Lavon - der trådte tilbage efter et mislykket forsøg på at sabotere Egyptens forbindelser med Vesten.[513]

Bemærk, hvordan artiklen fromt siger, "et mislykket forsøg på at sabotere Egyptens forbindelser med Vesten." Hvad betyder det for læseren? "Sabotere forbindelser" lyder, som om Israel måske blot havde sagt nogle grimme ting om Egypten og Amerika bag hinandens ryg. Det overlagte bedrag der, af den jødiske forfatter, anvendes i denne artikel, er typisk for de forvrængninger, der sker, utallige gange, i massemedierne. Teksten i Encarta skulle have lydt:

"- der blev tvunget til at træde tilbage efter, at Israel blev taget i at begå terrorbombninger mod USA, med den hensigt, på forræderisk og uretfærdig vis, at ophidse Amerika til at gå i krig mod en uskyldig nation."

Jeg er sikker på, at halvfems procent af de, der nu læser disse linjer, aldrig har hørt om Lavon-affæren. Hvis du stadig er i tvivl om, hvorvidt Israel har begået disse terrorhandlinger mod USA i Egypten, er her et citat fra en nylig artikel i det jødiske magasin, Moment, skrevet af Samuel Katz, og beregnet for bladets lille jødiske læserskare. Artiklen er mere ærlig end Encarta-henvisningen, men den udelader alligevel det provokerende ord "terrorisme", et ord, Israel rutinemæssigt bruger, når palæstinenserne sprænger israelske militæranlæg i luften.

Og fiaskoerne var lige så almindelige som de spektakulære succeser. I midten af 50'erne led A'man (den jødiske forsvarsorganisation, 'Jewish Defence Agency') et alvorligt tilbageslag, i form af den berygtede "Operation Suzannah," da israelske agenter provokerede jøder i Egypten til at angribe amerikanske og britiske mål og ophidse til anti-vestlige følelser. Mange jøder blev arresteret og nogle blev henrettet. Den forkludrede operation satte regeringen, med premierminister David Ben-Gurion og hans forsvarsminister, Pinhas Lavon i spidsen, i stor forlegenhed.[514]

Så, gennem Lavon-affæren lærer vi altså, hvordan vores såkaldte "bedste ven i Mellemøsten", Israel, belønner USA for dets ubetingede økonomiske og militære støtte: Ved at begå terror mod os! Tænk også lige på det faktum, at de fleste amerikanere aldrig har hørt om dette israelske terrorangreb mod os.

Hvis den egyptiske regering havde stået bag denne terror mod Amerika, ville vi med rette have anset det for en krigshandling og vi ville være gået i krig mod Egypten og bombet det hensynsløst, ligesom vi har gjort mod Afghanistan. Og medierne - de ville højlydt have krævet sådanne angreb, ligesom de krævede angreb på Afghanistan, efter angrebene den 11. september 2001. Faktisk angreb vi Afghanistan på langt mindre grundlag,

237

end det, vi har for at angribe Israel. Der var ingen beviser på, at Afghanistan havde godkendt eller blot havde vidst noget om angrebet på World Trade Center, men i Lavon-affæren havde den israelske regering selv begået en direkte krigshandling mod USA. Amerika bombede naturligvis ikke Tel Aviv som gengældelse. Amerika afbrød ikke sine diplomatiske forbindelser med Israel. Faktisk afbrød vi ikke engang vore milliarder af dollars i økonomisk og militær hjælp! Hvorfor ikke?

Israels præsident hædrer jødiske terrorister,
som angreb Amerika!

Israels chutzpah og eksistensen af en zionistisk domineret presse, kan yderligere påvises ved følgende historie, som dukkede op i den israelske presse, men var helt mørklagt i de amerikanske medier. Den israelske præsident gennemførte, i 2005, en ceremoni til ære for de jødiske terrorister, der bombede amerikanske faciliteter under Lavon-affæren. Præsidenten, Moshe Katzav, kaldte terroristerne "helte", og tildelte dem Israels højeste æresbevisning. Kom der så meget som et anstrøg af protest over for vor ædle allierede, der hædrer terrorister, som angriber os? Amerikanere fik ikke en gang lov at få at vide noget om det, langt mindre at protestere mod det!

Israel kalder agenter "helte" 50 år efter fiasko

Den nye israelske stat var skamfuld over for Vesten, og nægtede længe at have været involveret. Den tav, selv efter dens fredsaftaler med Egypten i 1979, idet den frygtede, at minderne om katastrofen kunne ødelægge relationerne…

"Selv om det stadig er en følsom situation, besluttede vi nu at udtrykke vor respekt for disse helte," sagde Præsident Moshe Katzav, efter at have givet de tre overlevende medlemmer af bombe-ringen anerkendelses-diplomer, under en ceremoni i Jerusalem.[515]

Igen vil jeg fremdrage Pearl Harbor som eksempel, som jeg gjorde det, i beretningen om angrebet på U.S.S. Liberty. Enhver amerikansk embedsmand, der måtte have givet støtte til japanerne, efter angrebet på Pearl Harbor, ville være blevet retsforfulgt som en forræder mod USA.

Lad mig tale lige ud af posen. De amerikanere, i regeringen, som fortsatte vores støtte til Israel efter, at det havde begået terrorhandlinger mod befolkningen i USA - begik, uden nogen mulig tvivl, forræderi mod USA.

Hvis blot USA's ledere, efter Israels terrorangreb mod os i Lavon-affæren eller efter angrebet på Liberty, simpelthen havde stoppet deres forræderiske støtte til Israel, ville der ingen efterfølgende terrorhandlinger have været mod os, såsom angrebene mod World Trade Center og Pentagon. Hvilke yderligere terrorhandlinger kan vi i dag nå at forhindre, ved at stoppe strømmen af penge og våben til Israel, lige nu og hér?

Vedvarede israelsk forræderi: Pollard-affæren

I 1980'erne hvervede Israel en amerikansk jøde, ved navn Jonathan Pollard, til at spionere mod USA. Efter hans pågribelse påstod israelske regeringsembedsmænd, i første omgang, at han var en "slyngelagent", eller "agent, som arbejdede på egen hånd" ("rogue agent"), men senere indrømmede de, at Pollard havde arbejdet for dem, helt fra begyndelsen. Bortset fra de

238

jødiske spioner, Ethel og Julius Rosenberg, som gav vore atombombe-hemmeligheder til Sovjetunionen, har formentlig ingen spioner nogensinde gjort større skade på vort land end den, der skete gennem denne ene israelske, spion: Jonathan Pollard.

Israels brug af Pollards oplysninger ødelagde ikke alene vore efterretningsoperationer i Mellemøsten, men udslettede, praktisk talt, hele vort efterretningsapparat i Sovjetunionen og Østblokken.[516] Mange af USA's mest loyale og bedste agenter i den kommunistiske verden blev henrettet, fordi Israel solgte, eller byttede, Pollards stjålne oplysninger til Sovjet.[517] Som artiklen nedenfor, af Eric Margolis, forklarer, ville Amerikas formodede "vidunderlige ven og allierede", Israel, ikke engang tillade USA at afhøre de Mossad-agenter, der håndterede Pollards spionsag. De ville ikke engang lade os få mulighed for at kende det fulde omfang af skaderne, for USA, og faren for amerikanske agenter i udlandet.

Nogle af de meget følsomme hemmeligheder, der blev stjålet af Pollard, kan enten være blevet solgt eller byttet til Sovjetunionen, af Israel. En række centrale CIA-agenter i Østblokken blev angiveligt henrettet, som følge af Pollards spionage. KGB har sandsynligvis fået adgang til tophemmelige amerikanske koder - enten direkte fra Israel eller gennem spioner i Israels regering. Kort sagt, Pollards forræderi forårsagede én af de værste sikkerhedskatastrofer i moderne amerikansk historie ...[518]

Så Israel, som modtager milliarder i amerikansk støtte, har løbende, og på forræderisk vis, udspioneret USA, og skadet selve landets sikkerhed. For yderligere at demonstrere deres foragt for os, lavede de endog byttehandel med de tophemmelige oplysninger, de havde stjålet fra os - med Amerikas værste fjender.

Jonathan Pollard

Selv efter Israels undskyldninger - til reklamebrug - for Pollards spionage, og efter at have forsikret amerikanske embedsmænd om, at det aldrig ville ske igen, er landet fortsat med at spionere mod os. Efter 11. september, 2001-angrebene på World Trade Center, blev 140 jøder holdt tilbage af FBI for spionage, "herunder vigtige jødiske efterretningsagenter." Fox News bragte følgende historie:

"WASHINGTON - Omkring 60 israelere, som føderale efterforskere har sagt, udgør en del af en længerevarende indsats for at udspionere amerikanske regeringsembedsmænd, er blandt de hundredvis af udlændinge, der er anholdt siden den 11. septembers terrorangreb, har Fox News erfaret.

239

... Mange klassificerede dokumenter, som Fox News har indhentet viser, at selv inden 11. september, var så mange som 140 andre israelere blevet tilbageholdt eller arresteret, i en hemmelighedsfuld og storstilet efterforskning af mistænkt israelsk spionage mod USA, inden for USA's grænser.

... Dokumenter siger, at de "havde militærbaser som mål og infiltrerede dem". Også DEA, FBI og snesevis af offentlige faciliteter og selv hemmelige kontorer, retshåndhævende myndighedspersoners og efterretningspersonales, ikke-registrerede, private hjem. De fleste af de adspurgte, "erklærede, at de gjorde tjeneste i militær efterretning, elektronisk overvågning og aflytning, eller i sprængningsenheder."

... Hvorfor skulle israelerne spionere i og mod USA? En rigsrevisor-undersøgelse ('general accounting office') omtalte Israel som land A og sagde, "Ifølge en amerikansk efterretningstjeneste, bedriver land A's regering en af de mest aggressive spionageoperationer, der er set hos en amerikansk allieret, mod USA."

En rapport fra Forsvarets Efterretningstjeneste ('Defense Intelligence') sagde, at Israel har en glubende appetit på informationer og den sagde videre: "Israelerne er motiverede af stærke overlevelsesinstinkter, som dikterer alle mulige facetter af deres politiske og økonomisk politik. De indsamler aggressivt militær og industriel teknologi og USA er et højt prioriteret mål."

Dokumentet konkluderer: "Israel har de nødvendige ressourcer og den tekniske formåen til at nå deres mål for indsamlingen."

... Der er andre ting at overveje. Og i de kommende dage vil vi tage et kig på det amerikanske telefonsystem og de retshåndhævende myndigheders metoder til aflytninger. Og en undersøgelse, der begge har været bragt i fare af vores venner [sic] i udlandet.[519]

Det er ikke muligt at overdrive, hvor udbredt forræderiet, der foregår inden for den amerikanske regering, til fordel for Israel, er. Selv efter spionsagen Pollard gav amerikanske regeringsembedsmænd kontrakten vedrørende regeringens telefonaflytninger, i selve USA, til et israelsk selskab, der er finansieret af den israelske regering. Enhver amerikaner kan naturligvis forstå den enorme skade, der kan forårsages af, at en udenlandsk regering udspionerer os. Spionage har altid været retsforfulgt, af alle nationer, som en af de mest alvorlige forbrydelser, og med rette. Et meget legitimt spørgsmål er, hvorfor den amerikanske regering tolererer Israels spionage og forræderi mod vores land? Og hvordan kan vore ledere tolerere det forræderi, der er blevet så almindeligt i vor regering? Præsident Bush skulle simpelthen have sagt til Israel:

Amerika ikke er nødt til at give jer milliarder af amerikanske skattedollars. Vi behøver ikke at støtte jeres terrorisme og racisme med diplomatiet, i De Forenede Nationer. Det mindste, vi skulle have forventet, til gengæld er, at I ikke spionerer mod os og forråder os. Da I gentagne gange har begået forræderi imod os, er det nu slut! I vil ikke få en øre! Desuden vil vi, hvis I begår yderligere forræderi mod Amerika, besvare det med en militær reaktion, der vil få vores angreb på Taliban til at ligne barneleg!

At ingen amerikansk embedsmand kunne finde på at sige noget sådant er et klart bevis for Israels magt over dem og et klart bevis på det forræderi, der trives i den amerikanske regering.

240

Selv efter, at Israel, gentagne gange, havde bevist sin vilje til at udspionere os, og skade USA's efterretnings-operationer alvorligt, udpegede præsident Clinton en hengiven zionistisk jøde som formand for Det Nationale Sikkerhedsråd,

Valgbrochure for George Bush

den højeste og mest følsomme efterretningsstilling i Det Hvide Hus. Selv det israelske dagblad, Maariv, omtalte Berger som en "varm jøde", hvilket betyder, at han først og fremmest er hengiven over for Israel og sætter Israels interesser forud for USA's.[520] At ansætte Berger som chef for Det Nationale Sikkerhedsråd, efter spionsagen Pollard, er det rene vanvid.

Præsident Bush fortsatte det samme vanvid med at anbringe personer, som var loyale overfor Israel i den amerikanske regerings allermest følsomme stillinger. I Det nationale Sikkerhedsråd har der fra Bushregeringens første dage fundet en stadig tiltagende jødisk konsolidering sted.

Richard Sale fra UPI skrev den 28. februar 2003, om zionisten, Elliot Abrams: "En grundig udskiftning i Det Nationale Sikkerhedsråd vil formentlig betyde, at De forenede Stater vil indtage en hårdere pro-Israel kurs i Mellemøsten …Elliot Abrams, den kontroversielle tidligere embedsmand fra Reagan-regeringen, som præsident Bush sidste december bragte til NSC (Det Nationale Sikkerhedsråd, 'National Security Council'), for at tage sig af Palæstina-Israel konflikten, har fjernet adskillige ansatte, der blev betragtet som objektive omkring emnet."[521]

Den omstændighed, at Israel kunne begå sådanne forbrydelser mod USA, uden at blive udsat for et sønderlemmende medieangreb og uden, at det i det mindste forårsagede standsning af amerikansk støtte til Israel (hvis det da ikke skulle placere Israel på vores fjendeliste), viser deres absolutte herredømme over det amerikanske etablissement. Det er ikke underligt, at Ariel Sharon kunne aflevere følgende erklæring til Shimon Peres, da han foreslog, at Israel kunne miste amerikansk støtte, hvis det ikke trak sig tilbage, efter de seneste israelske angreb ind på Vestbredden. Sharon svarede:

"Hver gang, vi gør noget, fortæller du mig, at Amerika vil gøre dit og dat. . . Jeg vil gerne fortælle dig noget, meget klart: Du skal ikke bekymre dig om amerikansk pres på Israel. Vi, det jødiske folk, kontrollerer Amerika og amerikanerne véd det."--- Ariel Sharon, 3. oktober 2001[522]

241

Jonathan Pollard er ikke den eneste amerikaner, der har begået forræderi mod Amerika. Alle de, i den amerikanske regering, som ville fortsætte med at give økonomisk og militær støtte til en fremmed nation, der spionerede mod os, og alvorligt skadede vores efterretningsoperationer (og tillige forårsagede amerikanske agenters død) har begået forræderi mod De Forenede Stater. Som svar på disse vedvarende forræderihandlinger mod USA, ville en ægte, patriotisk, amerikansk regering (allermindst) have standset vores støtte til Israel. At støtte en fremmed nation, efter at den forsætligt begår sådant forræderi mod Amerika, er intet mindre end landsforræderi. Den omstændighed, at milliarder af amerikanske skatteyderes dollars fortsætter som støtte til Israel, uden den mindste uregelmæssighed, er endnu et tegn på det jødiske overherredømmes magt over det amerikanske etablissement.

Jødisk forræderi i 9/11 angrebene på USA

Undersøger vi reaktionen på terrorangrebene i september 2001 hos de amerikanske medier og hos regeringen, viser disse den styrke, den jødiske overherredømmefilosofi har over dem. Mens det stadig brændte i tvillingetårnene og i Pentagon, begyndte jødiske partisaner, som var placeret i medierne, omhyggeligt at bearbejde det amerikanske folks sind, således at disse angreb skulle hjælpe den israelske sag. De største nyhedsnetværk afspillede et videobånd af en lille gruppe palæstinensiske børn, som angiveligt fejrede nyheden om angrebet på Amerika og herefter luftede de dette klip hvert femte eller tiende minut, sammenstillet med det spektakulære blodbad i det brændende WTC og de soddækkede amerikanere, der græd i rædsel. I virkelighedens verden fordømte hver eneste større palæstinensiske organisation angrebene og ikke så meget som én eneste palæstinenser havde været involveret i disse angreb.

Interessant nok rapporterede Jerusalem Post, at israelere (som senere viste sig at være spioner og terrorister) nær World Trade Center i New York, blev tilbageholdt af FBI, efter at de var blevet set video-filme og "huje af glæde" mens tvillingetårnene brændte. Senere blev det afsløret, at de havde forbindelser til den israelske efterretningstjeneste, der gik langt tilbage i tiden og de kunne ikke passere FBI's løgnedetektor-tests angående 9/11"[523] At blive ved med at vise båndet med nogle få palæstinensiske bøller var et særlig billigt trick, der efterlod et stærkt anti-palæstinensisk indtryk, som brændte sig ind i bevidstheden hos millioner af amerikanere, der var traumatiserede af de forfærdelige scener med ødelæggelse, som de var vidner til på deres TV-skærme.

Den store løgn

Medierne begyndte, næsten umiddelbart efter angrebene, at efterplapre en kæmpemæssig løgn om, hvorfor denne hændelse havde fundet sted. Der var to hovedbestanddele i løgnen. For det første meddelte medierne højtideligt, at angrebene absolut intet havde at gøre med amerikansk støtte til Israels

242

kriminelle og terroristiske politik. Det er afgørende for de jødiske racister, at det amerikanske folk ikke fuldt ud bliver klar over de store nationale og personlige omkostninger ved vores israelsk kontrollerede udenrigspolitik. Amerikanerne kunne begynde at spørge, hvorfor vi har en politik, der skader Amerika så meget, og som endda bringer terrorisme til vores kyster. Medierne har ikke råd til, at folk stiller den slags logiske spørgsmål, så de var nødt til at fremstille en forklaring på angrebet, der ikke medinddrog Israel. Den jødiske ultra-racist, Benjamin Netanyahu, havde faktisk chutzpah nok til at give møde ved en kongreshøring om begivenheden og hævde, at den arabiske verden hader USA så meget, at det er Israel, der lider under dets forbindelse med USA

Derfor hader det militante islams soldater ikke Vesten på grund af Israel, de hader Israel på grund af Vesten ...[524]

Netanyahu sagde til Amerika, at det alligevel ikke skulle bekymre sig, for det lille loyale Israel ville stadig stå bag USA, selv om det havde været så ødelæggende for dets strålende omdømme hos araberne at være knyttet til os. Præsident Bush burde straks have reageret ved at fortælle israelerne, at vi var meget kede af at såre Israels image blandt arabere, så vi ville løse dette problem for ham ved at afskære vores støtte til Israel.

For det andet har medierne, gentagne gange, hævdet, at angriberne simpelthen gjorde det, fordi de hader den amerikanske "frihed." Angrebet på frihed blev gentaget, uafladeligt, af medierne. Selv præsident George Bush gentog dette vrøvl, i sin tale til den amerikanske Kongres. Han sagde:

Amerikanerne spørger "Hvorfor hader de os?"
De hader, hvad de ser lige hér i salen: en demokratisk valgt regering. Deres ledere er selvbestaltede. De hader vore friheder: vores religionsfrihed, vores ytringsfrihed, vores frihed til at stemme og forsamle os og være uenige med hinanden .

Medierne gad ikke fortælle det amerikanske folk, at angrebet fandt sted på årsdagen for Folkeforbundets proklamation af det britiske mandat, der blev offentliggjort i Palæstina den 11. september 1922. Det britiske mandat var det første store skridt mod gennemførelsen af Balfour-erklæringen, grundlæggelsen af en jødisk stat i det nuværende Israel. 11. september er en skændslens dag for palæstinenserne, og de ønskede øjensynligt det samme for Amerika.

Mediecheferne kendte givetvis betydningen af denne dato. Men ingen større nyhedskilde så meget som nævnte det. Datoen kan findes i mange historiske dato-oversigter, for eksempel Important Dates in History.

Samtidig med, at medierne beskyldte Bin Laden for at være hjernen bag angrebet, fortalte de os, at han gjorde det, fordi han "hadede amerikansk frihed!" Medierne vidste, at sådan noget søgt sludder var en åbenlys løgn. Alle medier, i verden, har fuld adgang til hans tidligere interviews. Bin Laden har aldrig sagt et ord mod demokrati og frihed. I 1998 interviewede ABC News bin Laden og spurgte ham om det

243

tidligere angreb på World Trade Center. Han roste angribere og angav grundene til, at han er imod USA. Her er nogle uddrag fra ABC's udsendelse for tre år siden:

"Jeg siger til dem, at de (amerikanerne) har gjort sig til ofre for en illoyal regering og det er mest tydeligt i Clintons administration... Vi mener, at den repræsenterer Israel inde i Amerika. Tag for eksempel de følsomme ministerier, såsom udenrigsministeriet, forsvarsministeriet og CIA og du vil opdage, at jøderne har den bestemmende magt i dem. De gør brug af Amerika til at fremme deres planer for verden ... "

"I over et halvt århundrede er muslimer i Palæstina blevet slagtet og overfaldet og frarøvet deres ære og deres ejendom. Deres huse er blevet sprængt, deres afgrøder ødelagt (af jøder)..."

De jødiske medier vidste, fra dag ét, hvorfor Amerika blev angrebet. De har hele tiden vidst, at det var på grund af vores "Israel-først" udenrigspolitik. Mediecheferne havde et møde og besluttede, at de ikke ville sende flere interviews med bin Laden (undtagen uddrag, der var godkendt af regeringen), så de kunne opretholde deres løgne om hans motiver. De vidste, at angriberne så Amerika som værende under zionisternes kontrol og at dette blev udnyttet til at støtte Israels terrorisme og til at angribe og myrde Israels fjender.

At sige, at den 11. septembers selvmordsbombere angreb USA, fordi de hader demokratiet er lige så latterligt som at sige, at ulve spiser kaniner, fordi de hopper. Sandheden er, at ulve ikke spiser kaniner, fordi de hopper, men fordi de er mad. Arabiske terrorister slog til mod Amerika, ikke fordi det er et demokrati, men fordi de mente, at terrorisme mod os var berettiget, på grund af vores støtte til den israelske terror mod dem. Verden har ikke læst om nogen fly, der blev brugt som bomber i Schweiz eller på Island, selv om det er to meget gamle demokratier.

Den totalt absurde, store, løgn om, at demokratiet var under angreb, blev trukket frem for at dække over den indlysende sandhed, at terrorhandlinger sker som gengældelse for USA's ubetingede støtte til terrorist staten, Israel og dens leder, Ariel Sharon, som er en af verdens mest blodbesudlede terrorister.

De jødisk racistiske medier følte sig tvunget til at lyve og aflede folk med en falsk begrundelse for terrorhandlingerne. Hvis amerikanerne havde forstået det faktum klart, at vores pro-israelske politik var den primære årsag til denne tragedie, kunne folk komme til at stille andre åbenlyse spørgsmål, såsom:

Er USA's støtte til Israel virkelig dét værd?

• Er det livet værd på de 2.900 amerikanske ofre – der blev mistet ved 9/11-angrebet?

• Er det den trillion dollars værd i skader, der er forvoldt på vores økonomi?

• Er det de 200 milliarder dollars værd, i amerikanske skatteyderes penge, som er sendt til Israel siden dette lands start? (iflg. en analyse, udført af The Christian Science Monitor)

244

• Er det de yderligere milliarder af dollars værd, som vi har måttet betale i højere råoliepriser? (Det arabiske olievåben, som svar på vores pro-Israel politik.)

• Er det de enorme farer værd, der lurer fra biologisk, kemisk og nuklear terrorisme mod den amerikanske folk?

• Er det tabet værd af vore dyrebare forfatningsmæssige rettigheder og friheder?

• Er det dét værd, at 99 procent af befolkningen i Mellemøsten hader os, blot for at vi kan behage en nation, der begår forræderi mod os?

• Er det værd at støtte en nation, der er skabt ved terrorisme og etniske udrensninger, og hvis leder er en gammel terrorist, som er ansvarlig for 1500 mænd, kvinder og børns død, 1500 mennesker, der var flygtninge i Libanon?

• Er det værd at støtte en nation, der har begået terrorhandlinger, med mord og ødelæggelse, mod USA? (Såsom Lavon-affæren og angrebet på den amerikanske flådes skib, U.S.S. Liberty )

• Er det værd at støtte en nation, der udspionerer os? (som i Jonathan Pollard sagen)

• Er det værd at støtte en nation, der stjæler fra os? (Såsom tyveri af beriget uran til Israels ulovlige atombomber)

• Er det værd at støtte en nation, der sælger vores allermest hemmelige forsvarsteknologi til USA's farligste fjende, Kommunistkina?

• Kan det betale sig at tillade en fremmed nation at have den stærkeste lobby i landet, til påvirkning af vores egen amerikanske regering?

• Er det dét værd, at vi tillader israelske agenter at bestikke amerikanske politiske kandidater med enorme summer i valgmidler, så de vil sætte Israels interesser over Amerikas?

Det faktum, at medierne, på denne måde, énstemmigt, kan dække over den virkelige årsag til angrebet den 11. september, er et klart bevis for det jødiske herredømme over dem. Selvfølgelig er den virkelige sandhed den, at USA blev angrebet, ikke fordi vi har en virkelig fri presse, men fordi den er kontrolleret af jødiske racister. Vi blev angrebet, ikke fordi vores regering er fri, men på grund af vores israelsk kontrollerede regering der, som Senator William Fulbright sagde, er en regering, der har handlet direkte mod det amerikanske folks vitale interesser.

Helt frem til den 11. september karakteriserede medierne, dagligt, George Bush som en landsbytosse, der snublede ind i præsidentembedet. Efter at Bush indvilligede i at føre Israels altomfattende hellige krig mod palæstinenserne og deres allierede, blev han pludselig en stor leder, som ville give os en fantastisk sejr i den herlige krig forude. I det mindste så længe han fortsatte med at tjene den jødiske racisme.

De samme venstreorienterede jødiske chefer og medieansatte, som har underlagt enhver ægte amerikansk patriotisk interesse til fordel for en israelks dagsorden, gennem de sidste 50 år og som altid har omtalt dem, der svingede med det amerikanske flag, som uvidende landsbytåber, har nu sat et amerikansk flag til skue overalt og gjort flag-svingning moderigtig.

245

De fortæller os, med højtidelig mine, at George Bush's kampagne for at "befri verden for ondskab", ikke er den mindste smule overambitiøs.

Israelsk forræderi ved angrebene i september 2001

Så hermed er Israels forhistorie blotlagt. Israel er den værste terroristiske slyngelstat på jorden. Israel og dets terroristledere, herunder Ben-Gurion, Begin, Shamir, Barak og Sharon, har begået et halvt århundredes utrættelig etnisk udrensning, bombning, skydning, tortur og mord på det palæstinensiske folk. Israel har også begået talrige tilfælde af forræderi og terrorisme, mod De Forenede Stater, som jeg tydeligt har dokumenteret ved Lavon-affæren, angrebet på U.S.S. Liberty og Pollard spionsagen, samt den fortsatte spionage i dag.

På grund af den overvældende israelske magt i medierne og i regeringen kan forrædere mod USA, fortsat forråde Amerika, næsten uden frygt for straf.

Gennem indsatsen fra jødiske og ikke-jødiske forrædere i jødiske racisters tjeneste, har den amerikanske regering iværksat en udenrigspolitik som, gentagne gange, har forrådt USA's sande interesser. Massiv amerikansk økonomisk og militær støtte har gjort det muligt for Israel at fortsætte dets utrættelige terror mod palæstinenserne og den har således fremprovokeret et enormt had mod USA og har i høj grad skadet amerikanske økonomiske og strategiske interesser samt, i sidste ende, skabt den terrorisme, der nu rejser sig mod Amerika.

Forræderne, som ofrede USA's sikkerhed, til fordel for Israels kriminalitet, er lige så skyldige i de 2.800 amerikaneres død, den 11. september, som de, der faktisk kaprede og styrede flyene ind i World Trade Center og Pentagon. Men, vel vidende om Israels tradition for forræderi mod Amerika, tænkte jeg, fra de første sekunder af angrebene på, om Israel mon spillede en yderligere forræderisk rolle i dem.

Fra begyndelsen af det nye århundrede og frem til den 11. september 2001 havde Israel haft den værste reklamesituation i landets historie. Valget af massemorderen, Ariel Sharon, som premierminister, var det sidste strå for millioner af anstændige mennesker over hele verden. Den FN-konference om racisme, der udnævnte Israel til en "apartheid-stat," signalerede også en hastigt voksende utilfredshed med Israel.

Så, lige med ét, ændrede angrebet på World Trade Center alting. I løbet af få minutter, svingede verden tilbage i Israels favør og den har siden hen givet Israel en blankocheck (som det lynhurtigt har indkasseret!) til uhæmmet at bombe og dræbe palæstinenserne og knuse deres spirende nye stat. Var alt dette bare et heldigt sammentræf for Israel?

Som jeg har påvist tidligere, i dette kapitel, har Israel en lang tradition for skjult forræderi mod USA. Israelerne er meget opmærksomme på, at ethvert arabisk terrorangreb på USA i høj grad

246

fremmer deres egne mål. Jo større angreb på USA, jo større blodbad, desto bedre er det for Israel.

Den 10. september 2001, umiddelbart før WTC-angrebet, bragte The Washington Times en historie om en nylig, 68-sider lang, undersøgelsesrapport, udsendt af den amerikanske Army School for Advanced Military Studies (SAMS). Undersøgelsen, der var lavet af denne elite-officerskole, udpenslede farerne for en eventuel amerikansk besættelseshær i Mellemøsten. Sådan beskrev artiklen det israelske Mossad:

Om Mossad, den israelske efterretningstjeneste, siger SAMS-officererne: "Uberegnelige. Hensynsløse og snu. Har kapacitet til at ramme USA's styrker og få det til at ligne en palæstinensisk/arabisk handling."

Ironisk nok stod World Trade Center og Pentagon i flammer, inden der var gået 24 timer fra, at denne historie var blevet bragt. Kunne de "hensynsløse og listige Mossad-agenter," have stået bag angrebet i det skjulte, sådan som den amerikanske hærs officerer beskriver det? Mossad er afgjort den mest hensynsløse terrororganisation i hele verden. Det er også en af de største og mest avancerede efterretningsorganisationer. Ingen anden nation kommer bare i nærheden af at matche dens grad af infiltration af arabiske organisationer. Den bryster sig af, at den har infiltreret alle militante organisation på jorden, af en vis størrelse. Når man kender disse fakta, kan der ikke være megen tvivl om, at Mossad er trængt dybt ind i en af de ældste og største arabiske terroristorganisationer på Jorden og den, som også anses for den berømteste og farligste: bin Ladens al-Qaeda.

Desuden har FBI og CIA klart tilkendegivet, at angrebet på WTC og Pentagon var en kæmpemæssig, hemmelig, aktion, med anvendelse af et internationalt netværk på mindst hundrede terrorister, som spændte over tre kontinenter. Skulle Mossad-agenter i al-Qaeda, såvel som i resten af Mossads enorme netværk, bestående af tusinder af infiltrationsagenter og informanter, ikke have hørt om den mest omfattende, og ambitiøse, arabiske terroraktion i historien?

Det er naturligvis yderst vanskeligt at bevise den præcise rolle i en terroraktion, for en hemmelighedsfuld udenlandsk efterretningsorganisation som Mossad; den er i virkeligheden en super-hemmelig spionageorganisation. Men der findes stærke beviser på, at israelerne havde forhåndskendskab til 11. september-angrebet på USA. Og hvis de faktisk havde forhåndskendskab til disse morderiske terrorhandlinger - og så besad en tilstrækkelig kynisk mentalitet til ikke at advare USA og afværge katastrofen - fordi de så en frygtelig massakre på tusindvis af amerikanere som en god ting for Israel - følger det heraf, at de ikke ville have følt nogen moralsk tilbageholdenhed fra ligefrem at anstifte og, skjult, medvirke til denne terrorhandling, gennem deres egne provokationsagenter. Lad os se på de konkrete stærke beviser, som tyder på, at Mossad havde forhåndskendskab til 11. september-angrebet.

Dagen efter angrebet på World Trade Center rapporterede Jerusalem Post, den mest respekterede og berømte israelske avis i verden,

247

at 4.000 israelere var meldt savnet efter angrebet på WTC. Udenrigsministeriet udarbejdede antallet ud fra oplysninger fra israelske slægtninge der, i de første par timer efter angrebet, kontaktede det israelske udenrigsministerium og gav navnene på israelske venner og slægtninge, som arbejdede i WTC, eller som havde forretning planlagt i dét, eller i de tilstødende lokaliteter. Selv uden at have set artiklen i Jerusalem Post, ville alene almindelig logik sige én, at der måtte være mange hundreder, om ikke tusinder, af israelerne i World Trade Center på tidspunktet for angrebene. Den internationale jødiske dominans af bankvæsen, finansiering og handel er legendarisk. Ledere af mange virksomheder i Trade Towers pendler regelmæssigt frem og tilbage til Israel. Som eksempel på den jødiske tilstedeværelse i World Trade Center, endda som medejer af centret, kunne jeg nævne Frank Lowry, der er israelsk statsborger. New York er centrum for den verdensomspændende jødiske finansielle magt, og World Trade Center er dens epicenter. Man ville selvfølgelig forvente, at det israelske dødstal var katastrofalt stort. Jerusalem Post tænkte afgjort sådan den 12. september 2001. Her er begyndelsen på artiklen:

Tusindvis af israelere nær WTC savnes

Udenrigsministeriet i Jerusalem har hidtil modtaget navnene på 4.000 israelere, som menes at have været i World Trade Center området og Pentagon på tidspunktet for angrebet. (Overskriften og første afsnit af artiklen i Jerusalem Post)[525]

Da George Bush holdt sin tale i Kongressen, har det vist sig, at han lavede en betydelig talfejl, ud over hans absurde påstand om, at WTC-angriberne gjorde det, fordi de "hadede frihed". Bush gjorde det til en pointe at fortælle at der, ud over tusindvis af amerikanere, også døde 130 israelere i WTC. Betydningen heraf skulle være, at Israel tog del i vores lidelse, og at vi, og Israel, var i samme båd. Da jeg hørte 130 som antallet af israelske døde, virkede det utroværdigt lavt på mig. Hvis 4.000 israelere var i WTC, og det samlede WTC-dødstal var på cirka 4000 (omkring 10 procent af de 40.000 mennesker, der normalt er i bygningerne på det tidspunkt), burde det israelske tabstal, statistisk set, ligge omkring 400 og ikke 130.

Ved at gennemsøge hundredvis af artikler, i forsøget på at opspore det rigtige antal israelske dødsofre, fandt jeg endelig en artikel i New York Times, som oplyste det nøjagtige antal af israelere, der døde i World Trade Center-angrebet. Det viste sig, at ud af de 130 israelere, som præsident Bush hævdede var døde, i World Trade Center, var de 129 af dem stadig i live! (senere reducerede de fleste mindeomtaler tallet til "0"). Da jeg så dette, kunne jeg ikke tro mine egne øjne. "Du gode Gud," sagde jeg til mig selv, "kun én israeler!" Her er det fantastiske uddrag, jeg fandt i NY Times:

Men interviews med mange konsulatsembedsmænd, fredag, antydede, at de lister over folk, som de indsamlede, varierede meget i brugbarhed. For eksempel havde byen, på en eller anden måde, modtaget rapporter om, at

248

mange israelere frygtedes savnet på stedet og præsident Bush nævnte i sin tale til nationen, torsdag aften, at omkring 130 israelere døde under angrebene.

Men fredag sagde Alon Pinkas, Israels generalkonsul hér, at lister over de savnede omfattede indberetninger fra folk, der havde ringet, for eksempel fordi slægtninge i New York ikke havde besvaret deres telefonopkald fra Israel. Der var faktisk kun tre israelere, der var blevet bekræftet som værende døde: to på flyene og én, der havde været på besøg i tårnene, på forretningsrejse, og som blev identificeret og begravet. (New York Times, 22. sept.)[526]

Selv det meget lave dødstal på 130 antydede, at en række israelere i World Trade Center var blevet advaret inden angrebet. Da jeg fandt ud af sandheden om, at kun én israeler var død, fjernede det enhver rimelig tvivl om, at der havde været en forudgående advarsel til mange israelere. At der kun skulle være én israelsk omkommen blandt de 2.800 døde i WTC var ganske enkelt en statistisk umulighed. For eksempel var der to Israelske ofre blandt de kun 157 passagerer på de to kaprede indenlandske fly, der ramte WTC. Der ville afgjort have været en langt højere procentdel af de over 28.000 mennesker i selve Trade Center. Naturligvis ville det have været meget vanskeligere at afgøre, hvem der var israelere blandt nogle flypassagerer, end det var at advare nogle af de israelsk-ejede firmaer i WTC.

Selv om det israelske udenrigsministerium, og Jerusalem Post, skulle have overvurderet antallet af israelere i World Trade Center groft, med en faktor 10, skulle der stadig have været omkring 400 israelere dér, på tidspunktet for angrebet. Selv om kun et par hundrede israelere havde været til stede på dette tidspunkt, er kun ét israelsk dødsfald en statistisk absurditet. Enten skulle 11. september have været en stor jødisk helligdag, eller også havde i det mindste nogle af de israelske borgere fået en advarsel om det forestående angreb.

Forudgående advarsel til israelere

Den næste ting, jeg undersøgte var, om der var nogen bekræftede advarsler til israelerne forud for angrebet. Jeg fandt hurtigt frem til en artikel i Newsbytes , en nyhedstjeneste under Washington Post, med titlen "Lynbeskeder til Israel advarede om angrebet på WTC" ("Instant Messages to Israel Warned of WTC attack.)"[527] Det israelske dagblad, Ha'aretz, bekræftede også forudgående advarsler til Israel og bekræftede, at FBI var ved at undersøge advarslerne.[528] Artiklerne fortalte, at et israelsk kommunikationsfirma ved navn Odigo, med kontorer i både World Trade Center og Israel, havde modtaget en række advarsler blot to timer før angrebet.

SMS-beskeder til Israel advarede om WTC angrebet

Ansatte i kommunikationsfirmaet Odigo bekræftede i dag, at to ansatte modtog SMS-beskeder med advarsel om et forestående angreb på World Trade Center to timer før terrorister knuste fly mod New Yorks vartegn.

249

Men Alex Diamandis, der er vicepræsident for salg og marketing, bekræftede, at ansatte i Odigos forsknings- og udviklingsafdeling, og i det internationale salgskontor i Israel, havde modtaget en advarsel fra en anden Odigo-bruger, cirka to timer før det første angreb. (Fra Washington Post's Newsbytes)[529]

Så nu havde jeg fundet stærke og troværdige beviser fra hovedmediekilder som viste, at nogle israelere var blevet advaret om angrebet på forhånd. For det første sagde allerede almindelig logik mig, at der ikke kunne have været kun ét enkelt israelsk offer i World Trade Center uden en forudgående advarsel. For det andet fandt jeg altså nu en klar bekræftelse på, at et israelsk selskab, med kontorer i både Israel og WTC, havde modtaget SMS-, eller chatbeskeder med advarsel om angrebet på World Trade Center, blot to timer før det skete.

Hvem kunne have advaret israelerne om det forestående angreb, om det ikke var Israels Mossad? Den omstændighed, at Israels regering havde forudgående kendskab til dette forfærdelige, hidtil usete, angreb, og havde advaret potentielle israelske ofre, men bevidst ladet tusindvis af amerikanere dø -- gør israelerne lige så ansvarlige for dette blodbad som de arabiske kamikazepiloter selv. Idet jeg vedblev med at undersøge sagen, regnede jeg med, at det kun kunne være et spørgsmål om tid, før der sivede oplysninger ud, som viste, at nogle israelere havde haft forhåndsviden om angrebet. Og jeg skulle ikke komme til at vente længe.

For den 12. december bragte et stort nyhedsmedie en historie, der åbent påpegede, at FBI havde beviser for israelsk forhåndskendskab til angrebene. Her er uddrag fra Fox Network News historien.

BRIT HUME, VÆRT: Det er nu mere end 16 år siden, at en civilist, der arbejdede for søværnet, blev anklaget for at levere hemmeligheder til Israel. Jonathan Pollard erklærede sig skyldig i sammensværgelse med henblik på at begå spionage og afsoner livsvarigt fængsel. I første omgang hævdede israelske ledere, at Pollard var en del af en slyngel-operation (en, der arbejdede på egen hånd, overs. anm.), men senere tog de ansvaret for hans arbejde.

Nu erfarer Fox News, at nogle amerikanske efterforskere mener, at der igen er israelere, som er stærkt involveret i spionage i og mod USA og som måske har kendt til ting, de ikke fortalte os før 11. september.

... CARL CAMERON, FOX NEWS KORRESPONDENT: Siden 11. september er mere end 60 israelere blevet arresteret eller tilbageholdt, enten under den nye Patriot antiterrorlov, eller for overtrædelser af indvandringsbestemmelserne. En håndfuld aktive israelske militærfolk var blandt de anholdte, ifølge efterforskerne, der siger, at nogle af de tilbageholdte heller ikke klarede løgnedetektor-spørgsmål, når de blev spurgt om påståede overvågningsaktiviteter mod og i USA.

Der er ingen tegn på, at israelerne var involveret i 9/11 angrebene, men efterforskerne nærer mistanke om, at de israelere kan have indsamlet efterretninger om angrebene på forhånd, og ikke delt disse.

... HUME: Carl, hvad med dette spørgsmål om forhåndsviden om, hvad der skulle ske den 11.9? Hvor sikre er efterforskere på, at nogle israelske agenter må have vidst noget?

CAMERON: Det er, naturligvis, meget eksplosive oplysninger og der findes en god del beviser, som de siger, at de har indsamlet - intet af det

250

nødvendigvis afgørende. Det er mere, når man lægger det hele sammen. Et større spørgsmål er, siger de, hvordan kunne de ikke have vidst det? Næsten et direkte citat.

Man skulle synes, at sådanne oplysninger om optrevlingen af et omfattende israelsk spion-netværk i USA, i månederne frem til 9/11 og selve den situation, at Israel, bevidst, lod tusindvis af amerikanere blive slagtet den 11. september, burde være forsidestof i alle aviser i Amerika. Og at det burde være tophistorien i hver eneste nyhedsudsendelse. Det burde have fået George Bush til at suspendere al støtte og diplomatisk forbindelse til Israel. Men den jødisk kontrollerede presse trisser bare videre i tavshed om disse afsløringer af israelsk forræderi.

Du kan være sikker på, at glædenbredte sig i hjerterne på alle israelske racister, som var vidner til røgskyen, der steg op fra de to tårne. Som jeg nævnte tidligere, anholdt FBI endog fem israelere på taget af en hvid varevogn, mens disse lavede videooptagelser og jublede over begivenheden. De filmede sig selv, mens de smilede og tændte lightere, med tårnene brændende i baggrunden. De vidste, at den amerikanske og internationale modstand mod Israels racisme og terrorisme var styrtet i grunden sammen med World Trade Centers tvillingetårne. Israelerne viste sig at være Mossad-agenter og ejeren af Mossads dækorganisation, en vis Dominik Suter, flygtede skyndsomst til Israel.

Flere beviser, som pegede på Israels forhåndsviden, væltede siden frem. Tidligt i 2002 bragte den franske avis, Le Monde, en kopi af et DEA ('Sundhedsstyrelsen', Drug Enforcement Administration) notat, der oplyste om detaljerne i den massive jødiske spionvirksomhed i Amerika.[530] En embedsmand fra DEA blev rasende over denne dækken over det israelske forræderi, og offentliggjorde et notat, der beskriver detaljerne i den minutiøse overvågning af 9/11 flykaprerne i USA. Blandt nogle af de ting, notatet afslørede, var navne og adresser på de Mossadagenter, der udspionerede flykaprerne i dagene før 9/11. Notatet afslørede endog navnene på de fem israelske mossadagenter, der skyggede 9/11- lederen: Mohammed Atta. De fem boede faktisk på den samme gade som han i Hollywood, Florida, i ugevis inden angrebet og andre ansatte overvågede mindst halvdelen af de øvrige 9/11-flykaprere, i ugerne op til angrebet.

Zionistagent lader israelsk spionring undslippe

En af de højest rangerende zionistiske agenter i USA's føderale regering, Michael Chertoff, begik den sidste forræderihandling, i forbindelse med anholdelsen af den israelske spionring. Chertoff var leder af Justitsministeriets terror-afdeling ('Terrorism Task Force'), samt leder af Justitsministeriets Kriminalafdeling. Han havde myndighed over retsforfølgelsen af den israelske spionring, den største spionring, der nogensinde var pågrebet i USA.

251

De anholdte omfattede de nævnte fem israelske Mossad-agenter, der blev arresteret, mens de filmede og fejrede de første par minutter af 9/11-angrebet. Ikke alene havde de 140 anholdte israelske spioner begået let påviseligt højforræderi, i form af sammensværgelse for at spionere, men de havde også meget væsentlige oplysninger om 9/11-terroristerne, som var uvurdérlige for den planlagte kongresundersøgelse.

En retsforfølgelse af de israelske spioner, med anklager for alvorlige forbrydelser, der kunne have givet livstidsfængsel for spionage, ville have ført til såkaldte 'plea-deals'*, hvorved hele spionringen ville være blevet optrevlet. Retsforfølgelsen og retssagerne ville have været et PR-mareridt for Israel og ville have påført det endnu større skade end Pollard-sagen. Men retssagen ville have været yderst farlig for den zionistiske magtstruktur, da den ville have ført til offentliggørelse af israelsk forræderi i forbindelse med 9/11-angrebet.

Bestod Israels forræderi i ikke at informere os om de planlagte angreb eller iværksatte og støttede israelske Mossad-agenter, samt infiltrerede personer i al-Qaeda, rent faktisk angrebene? Som Lavon-affæren og

Zionisten Michael Chertoff

angrebet på Liberty viser, ville Israel ikke have holdt sig for god til, i al hemmelighed, at støtte terrorangrebene mod USA, hvis det så dem som strategisk fordelagtige.

Det var en af de groveste forræderier i amerikansk historie, da Michael Chertoff, i al stilhed, frafaldt anklagerne mod de pågrebne israelske spioner, og lod dem vende tilbage til Israel, hvor de ville være helt utilgængelige for efterfølgende efterforskere. Senere, længe efter dette, blev jeg opmærksom på endnu mere chokerende kendsgerninger om Michael Chertoff, den mand, der senere skulle blive udnævnt til leder af Amerikas nyoprettede Department of Homeland Security**

Leder af 'Homeland Security' har tætte bånd til "Manden, der financierede 9/11"

Det var rimeligvis en af de mest fantastiske udnævnelser i nyere amerikansk historie, da Michael Chertoff blev udnævnt til leder af Homeland Security, en magtfuld stilling, der blev skabt som følge af 9/11-angrebet. Det viser sig, at Chertoff har haft tætte forbindelser til den primære mistænkte, der påstås at have finansieret 9/11-angrebet. Der er også overbevisende dokumentation for at Chertoff, som leder af Kriminalafdelingen i det amerikanske justitsministerium, beskyttede denne financiér af 9/11 mod retsforfølgelse i en terrorsag.

The Record, en avis i Bergen County, New Jersey, skrev den 20. juni 2000, at Chertoff var forsvarer for Magdy Elamir, som dengang sagsøgtes af staten af New Jersey for et beløb på 16,7 millioner dollars, et beløb, der skyldtes tab på grund af et påstået medicinsk bedrageri.[531] Over 5.7 millioner dollars af dette beløb gik "til

* 'Plea-deal', i amerikansk strafferetspleje: strafnedsættelse mod at erklære sig skyldig i mindre forbrydelse og f.eks. samarbejde med anklagemyndigheden, såsom at angive andre medskyldige, overs. anm.
** amerikansk 'beredskabsstyrelse' med meget store beføjelser,overs. anm.

252

ukendte parter ... ved hjælp af bankoverførsler til konti, hvor den retmæssige ejer af kontiene ikke er kendt."

Hvem er så Magdy Elamir, Chertoffs klient fra år 2000? På NBC's program, Dateline, den 2. august 2002, viste medlem af Kongressen, Ben Gilman, fra New York, fra Repræsentanternes Hus' komité for internationale relationer ('House International Relations Committee'), at Magdy Elamir, i 1998, havde haft "finansielle forbindelser til Osama bin Laden i årevis." Faktisk havde Elamir selv stærke forbindelser til den første World Trade Center bombning i 1993.

Her er citater fra transkriptionen af udsendelsen:

Bør kontraterror-efterforskere interessere sig for Dr. Elamir? "Dateline" fik fat i et dokument sidste efterår - en udenlandsk efterretningsrapport, der kommer med en foruroligende påstand om lægen - at han har haft økonomiske forbindelser til Osama bin Laden i årevis. Denne rapport blev givet til et ledende medlem af Kongressen, Ben Gilman, tilbage i 1998, da han var formand for House International Relations Committee. "Vi har en tidligere FBI-ansat blandt vore medarbejdere og vi bad ham om at kigge på det," siger kongresmedlem Gilman. "Han syntes, den var troværdig nok til at give den videre til efterretningsfolkene. Og vi gav den til FBI næsten med det samme."

Dette var i 1998. Rapporten hævder, at en H.M.O. ejet af Dr. Elamir, i New Jersey, var "finansieret af bin Laden" og hvor Dr. Elamir igen kanaliserede penge videre fra HMO'en, for at finansiere "terroraktiviteter." (Dateline, August 2, 2002)

Magdy Elamir var en af de vigtigste pengemænd bag Al Salam moskeen. Al Salam moskeen var dér, hvor Omar Abdel-Rahman prædikede. Han var den muslimske ekstremist, der senere blev anholdt og dømt for sin rolle World Trade Center bombningen i 1993. Den tidligere New Jersey politibetjent, Allan Duncan sagde, at selv efter den første WTC-bombning, fik "Jersey City-området og, i særdeleshed Al Salam moskéen, lov til at fortsætte som et vigtigt knudepunkt for terrorvirksomhed i De forenede Stater."

I løbet af denne periode, fra 1990 til 1994, var Chertoff statsadvokat ('U.S. Attorney') for dette område, District of New Jersey. Som statsadvokat havde Chertoff ansvaret for at føre tilsyn med FBI-undersøgelsen af WTC-bombningen i 1993. Så selv om Chertoff måtte kende til Elamirs forbindelse til lederne af moskéen, der var terroristerne i 1993 WTC-bombningen, blev Elamir senere en af Chertoffs vigtigste klienter, i den samme periode, hvor Elamir var under efterforskning i forbindelse med en våbenhandel med al-Qaeda.

I 1999 var Magdy Elamir og hans bror Mohammed mistænkte i Operation Diamondback, der var en fælles, hemmelig FBI/ATF**-operation med infiltration af pakistanske våbenhandlere, der søgte penge fra velstående arabiske amerikanerne til at bevæbne Osama bin Laden med konventionelle våben og atomvåben. Ifølge vidneudsagn fra Duncan og transkription af udtalelser fra FBI-informanten, Randy Glass, var Elamir en central aktør i denne operation. Ifølge Dateline NBC,

* 'Health Maintenance Organisation' – særlig amerikansk sygesikringsordning, se f.eks. Wikipedia, overs. anm.
** 'Bureau of Alcohol, Tobacco, Firearms and Explosives', amerikansk politi-myndighed/efterretningstjeneste, se f.eks. Wikipedia for yderligere beskrivelse, overs. anm.

253

forsøgte Magdys bror, Mohammed Elamir, i en optaget telefonsamtale med Glass, at købe håndvåben og ammunition.

Dateline bekræftede, at Mohammed Elamir og hans selskab havde betalt mindst 5.000 dollar til den egyptiske våbenhandler, Diaa Moshen. Moshen, som blev dømt til 30 måneders fængsel for hans meddelagtighed i Operation Diamondback.

Officer Allan Duncan der, af familier til ofrene for angrebene den 11. september, var ansat som efterforsker sagde, at årsagen til, at Elamir aldrig blev dømt simpelthen var, at han aldrig var blevet anklaget for en forbrydelse. Da Operation Diamondback kulminerede i anholdelser, i sommeren 2001, var Michael Chertoff blevet vice-justitsminister ('Assistant Attorney General'), den, der var ansvarlig for Justitsministeriets Kriminalafdeling, og Operation Diamondback kom under hans myndighed.

Michael Chertoff standsede anklageskriftet mod sin tidligere klient, Magdy Elamir. Kun i et Amerika, hvor pressen er så stramt kontrolleret af jødisk ekstremistiske partisaner, kunne der være stilhed eller accept omkring det forhold, at den mand, der er chef for USA's Homeland Security, har haft nær forbindelse til den mand, der er den hovedmistænkte i finansieringen af 9/11-angrebet.

Der hersker ingen tvivl om, at det israelske Mossad havde skygget Mohammed Atta, og mindst halvdelen af de andre flykaprere, i månedsvis, før 9/11-angrebet. Da Chertoff tillod snesevis af pågrebne Mossad-agenter at rejse tilbage til Israel, forhindrede han, effektivt, 9/11 undersøgelseskommissionen i at få adgang til de altafgørende oplysninger om kapringerne og også i at påvise det israelske forhåndskendskab til blodbadet og Israels forræderi mod Amerika.

Mit møde med Michael Chertoff

Fra Europa optrådte jeg i 2002 i Foxwire programmet med Rita Crosby på Fox News Network og fordømte her det israelske forræderi i 9/11 og Michael Chertoffs forræderiske løsladelse af den israelske spionring. Jeg skrev og talte udtømmende om den indlysende israelske forhåndsviden om 9/11 og før Irak-krigen begyndte angreb jeg løgnen om masseødelæggelsesvåben. Jeg blev derved en af de største amerikanske kritikere af den kommende krig i Irak, en krig, der blev ført for Israel. Det var interessant og blev anset som nyhedsstof i hele Europa og i Mellemøsten, at en tidligere amerikansk folkevalgt politiker, en konservativ republikaner, indtog denne stærke holdning, som modstander af den kommende Irak-krig. De neokonservative, i Bushregeringen, gjorde følgelig en seriøs indsats for at blokere for mit arbejde rundt om i verden.

I november 2002 rejste jeg til Qatar og deltog i et 'prime-time'* interview med Al-Jazeera, hvor jeg afslørede jødisk racisme og forræderi, der blev begået mod Amerika. Newsweek Magazine rapporterede, at det jødisk dominerede amerikanske, udenrigsministerium faktisk truede stationen, i et forsøg på at forhindre min medvirken.[532] Her er Newsweeks ord:

254

Newsweek. Periscope 25. november, 2002 - Mark Hosenball

Men amerikanske embedsmænd holder øje med Al-Jazeeras programmer ... Ét eksempel: den 13. november bragte et talkshow ... David Duke , der blev omtalt som en ex-GOP-repræsentant fra Louisiana (Duke var en gang valgt til staten Louisianas Repræsentanternes Hus) - (Grand Old Party, populært navn for Det republikanske Parti, overs. anm.). Duke brugte sendetiden til at lufte et sortiment af antisemitiske skrøner, idet han sagde, at Israel tilbageholdt advarsler om 9-11, og at israelere i tvillingetårnene blev advaret om at evakuere dem to timer før angrebene. Udenrigsministeriet har indgivet en protest til Al-Jazeera over udsendelsen med Duke….. En talsmand for regeringen sagde, at Al-Jazeera ville blive underlagt den samme form for "besked-disciplin" – dvs. reduceret adgang for fjendtlig mediedækning - som Det Hvide Hus anvender til at anspore amerikanske medier.

Regeringens forsøg på at undertrykke min ytringsfrihed var forfatningsstridig og åbenlyst ulovlig. Den overtrådte mine borgerlige rettigheder, og de garantier om ytringsfrihed og pressefrihed, som den amerikanske forfatning giver. Jeg blev ikke anklaget, eller dømt, for nogen forbrydelse, men den føderale regering forsøgte at forhindre mig i at blive hørt. Jeg skulle snart finde ud af, at de havde andre, endnu mere effektive, omend ulovlige, metoder til at undertrykke amerikanske dissidenter.

I Amerika er det ikke muligt at anvende "hate laws"** til at undertrykke de systemkritikere, der vover at afsløre jødiske racister, så anvendelsen af komplicerede, finansielle love og skattelove er deres foretrukne våben til at miskreditere og standse fjender. Kort efter, at jeg var blevet valgt til Repræsentanternes Hus (i staten Louisiana) i 1990, kom jeg under et juridisk stormangreb.

I den periode, hvor jeg førte valgkamp for at blive amerikansk senator og senere for at blive Louisianas guvernør, blev der iværksat syv revisionsundersøgelser mod mig. De varede ved i årevis. Jeg blev undersøgt intensivt og revideret af så godt som enhver mulig regeringsenhed. Jeg blev genstand for personlig indkomstskatterevision, fra både den føderale regering og staten Louisiana, min organisation blev revideret, mine forretningsaktiviteter blev revideret og der blev foretaget gennemgribende og langvarige, undersøgelser og revision af mine valgkampagner til Senatet og guvernørvalget og endda en lokal momsundersøgelse i min hjemkommune. Ingen kriminelle forseelser blev dog fundet under alle disse revisioner, men de enorme personlige, økonomiske, omkostninger til revisorer og advokater bragte mig til randen af konkurs.

Så blev der, i 1998, under den afro-amerikanske statsadvokat, Eddie Jordan, som var en glødende politisk modstander, lanceret en ny undersøgelse mod mig, for skatte-og postbedrageri, en undersøgelse, der heller ikke resulterede i nogen anklage mod mig. Kort efter min medvirken i Al Jazeera-udsendelsen, og mit utrættelige arbejde mod krigen i Irak, der førtes for Israel, blev jeg informeret om, at Michael Chertoff havde godkendt et anklageskrift mod mig for skattemæssige finansielle anliggender. I alle den slags finansielle anklager er det muligt for den føderale regering at opregne og sammensætte flere anklager vedrørende den samme forseelse, hvilket kan resultere i årtiers fængsel.

Jeg blev informeret om, at medmindre jeg accepterede et såkaldt 'plea'-arrangement og modtog en forholdsvis kort fængselsstraf, ville jeg stå over for en tiltale,

* i den bedste sendetid, overs. anm.
** som”racismeparagraffen”, Straffelovens § 266b, og endnu strengere love i flere europæiske lande, overs. anm.

255

bestående af flere punkter, der godt kunne sætte mig i fængsl for resten af mit liv. Jeg var ikke naiv med hensyn til manglen på reel retfærdighed i det føderale retssystem. Jeg boede i et distrikt, hvor halvdelen af de føderale dommere var hengivne, jødiske ekstremister og jeg vidste, at en jury i New Orleans-området, med sikkerhed, ville være sammensat af mange ikke-europæere, der inderligt havde stemt imod mig som guvernør og senator. I en 'del og hersk'-opførsel, havde det jødisk orienterede Times Picayune i New Orleans og andre medier overbevist disse mennesker om, at jeg var en hvid racist og selve den personificerede Djævel. Uanset hvor meget de forsøgte at være fair, vidste jeg, at det næsten ville være umuligt for dem at overvinde deres fordomme.

Min advokat, James McPherson, som jeg nærede tillid til og som havde mange års erfaring ved de føderale domstole, fortalte mig, at den føderale regering, i den slags sager, har mange fordele og han fortalte mig, at systemet ikke er virkelig retfærdigt. Jeg indså, at det ville være letsindigt at løbe risikoen for at tabe en langvarig og dyr retssag, der kunne resultere i, at jeg blev spærret inde i resten af mit liv. "Er du virkelig parat til at tage denne risiko?" spurgte han mig: "Du har mange års arbejde tilbage, som du stadig kan udføre for dine overbevisninger, du kan acceptere denne 'plea' og stadig fortsætte dit arbejde, eller du kan risikere, at du bliver bragt til tavshed for evigt."

Hvor smertefuldt det end var for mig at gøre det, accepterede jeg så denne 'plea bargain'

Ved domsafsigelsen beordrede dommeren IRS* til at lave en grundig revision af det år, for hvilket jeg var tiltalt for skattesvig, for at fastslå, hvor mange penge jeg havde bedraget den føderale regering for, ved at indgive en falsk selvangivelse for skatteåret 1998.

En IRS-gruppe blev så sammensat for at undersøge min skat for 1998. En afro-amerikansk kvinde var chef for gruppen og ledte undersøgelsen, mens jeg selv var langt borte, i et føderalt fængsel i Big Spring, Texas. Derfra kunne jeg. selvfølgelig, ikke tilbyde megen bevisførelse i sagen, som den så ud, fra min side, angående skatteåret 1998. Efter en intensiv efterforskning, modtog jeg endelig resultatet af deres revision, i et brev fra IRS, dateret 11. august 2003.

Mens jeg sad dér, i den overfyldte celle og læste brevet, begyndte jeg at grine højt. Nogle venner samledes nysgerrigt rundt om mig. Jeg viste dem resultaterne af IRS-undersøgelsen af anklagen om skattesvig for skatteåret 1998, som var, hvad der havde bragt mig i fængsel.

Skatteministeriets dato for denne besked: 11. august 2003

Internal Revenue Service

Auslin, TX 73301-0025 Skatteperiode: 31. december, 1998

David E. Duke

For meget betalt skat $ 6,406.08

* Internal Revenue Service, det amerikanske skattevæsen, overs. anm.

256

Brevet fra IRS og check med tilbagebetalt skat, som følge af den skatteundersøgelse, som dommeren krævede. Revisionen fandt frem til, at jeg havde betalt $ 6,406 for meget for det skatteår, jeg var blevet anklaget for

257

Den afro-amerikanske dame, der ledte revisionsgruppen var i sandhed en ærlig kvinde og jeg er hende meget taknemmelig for at have rapporteret ærligt, hvad hun havde opdaget nemlig, at jeg faktisk havde betalt 6.406 dollar for meget i skat for skatteåret 1998, det år, hvor regeringen påstod, at jeg havde snydt i skat. IRS tog en del af de $ 6.406 som tilbagebetaling for noget, jeg skyldte for et senere år og sendte mig det overskydende beløb, $ 4.234, inklusive renter, på en check.

Chertoff ved et Lubavitch-møde

Jeg sagde til mine venner, som stod omkring mig, "Nu er det officielt," sagde jeg, "Jeg skal bestemt spærres inde. Enhver, der vil betale skattevæsenet seks tusinde dollars for meget i skat, bør i fængsel!"

Jeg vil overlade det til læseren selv at afgøre, om Michael Chertoffs retsforfølgning af mig, på nøjagtig det tidspunkt, hvor jeg forsøgte at afsløre hans rolle i frigivelsen af de israelske spioner, der havde forbindelse til 9/11 - var tilfældig.

9/11… "Godt for Israel"

Måske blev en af de mest afslørende udtalelser optaget af en NY Times reporter, da han interviewede den tidligere israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, en mand, der er fuldt ud så barbarisk som Ariel Sharon. Her følger ordene fra den ophidsede, tidligere israelske premierminister:

Da han blev spurgt i aftes, hvad angrebet betød for forholdet mellem USA og Israel, svarede Benjamin Netanyahu, den tidligere premierminister, "Det er meget godt." Så redigerede han sig selv: "Nå, ikke meget godt, men det vil medføre øjeblikkelig sympati."[533]

Sharon og hans jødiske racistiske kolleger advarede ikke de amerikanske myndigheder for at redde tusindvis af amerikanske liv, fordi de vidste, at sådan en forfærdelig begivenhed ville vende al Israels seneste tilbagegang. '11. september' ville blive det énogtyvende århundredes Pearl Harbor, som ville sammentømre det amerikanske folk til krig - deres krig! Naturligvis ville dét, ikke at advare Amerika om de forestående angreb, gøre Israel til en koldblodig medskyldig i masseterror og massemord. Men fortæl mig lige, hvornår Israel eller Ariel Sharon er veget tilbage fra den slags forræderi.

Zionisterne har aldrig bekymret sig om tabet af uskyldige liv for at nå deres mål. Den israelske stat blev grundlagt på terror som den, der blev begået i Deir Yassin, hvor Menachem Begins banditter brutalt myrdede over 250 mænd, kvinder og børn. Kun jødiske racister ville have den chutzpah der skulle til for derefter, med vilje, at udbasunere ugerningen, med henblik på at terrorisere palæstinenserne til at flygte fra deres

258

hjem og land. Og som jeg allerede har påpeget, sprængte Ben-Gurion, med vilje, selv et helt skib med sit eget folk ombord, i luften, i zionismens unge dage, for at nå sine racistiske mål. Et uimodsigeligt faktum er det, at zionister er ansvarlige for angrebet på Amerika, lige så sikkert, som havde de selv fløjet disse fly-bomber. Det blev forårsaget af den jødiske kontrol over de amerikanske medier og den amerikanske Kongres og USA's blinde støtte, gennem mere end 50 år, af israelsk terrorisme og mord, mod palæstinenserne og de andre folkeslag i Mellemøsten. Deres herredømme over Amerika kan illustreres ved den omstændighed, at den amerikanske regering er fortsat med at støtte Israel, med våben og penge, selv efter at Israel har begået direkte terrorhandlinger og forræderi mod Amerika - som i Lavon-sagen, i angrebet på Liberty og i den vedvarende spionage og sabotage mod amerikanske interesser.

Sandheden er, at zionisterne ikke bare søger jødisk herredømme over de ulykkelige palæstinenserne, de søger herredømme over os alle, uanset vor race eller nationalitet. Det er ikke bare USA, de ønsker overherredømme over, det er Canada, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Rusland, og enhver anden nation på jorden. Jødiske racister kontrollerer allerede Hollywood-film og TV-industrien, musikindustrien og nyhedsmedierne, der har så stor en indflydelse på hele den civiliserede verden. De er den stærkeste, enkeltstående magt, ja, i virkeligheden en uimodståelig magt, i De Forenede Staters regering. Gennem denne kontrol styrer de også den mest magtfulde militære magt, som verden nogensinde har kendt til og kan dermed udvide deres herredømme, selv til lande, hvor deres magt er ikke så gennemgribende, som i USA.

De jødiske racister har med vilje igangsat den ikke-europæiske indvandring, der vil fortrænge europæiske amerikanerne, på samme måde som den jødiske indvandring til Palæstina har fortrængt palæstinensere. De har bevidst anført bestræbelserne på at gøre os europæiske amerikanerne til et mindretal i vort eget land, som de gjorde palæstinenserne til et mindretal i Palæstina. De søger intet mindre end at ødelægge den genetiske og kulturelle, identitet, samt nationalisme, hos alle andre folk end deres eget. Mens de prædiker åbne grænser for os, prædiker de ultra-nationalisme for deres eget folk, og støtte til et Israel, som ikke benytter en religiøs, men en genetisk, forudsætning for at give tilladelse til indvandring.

Den uomgængelige sandhed er, at jødiske racister hader de europæiske folkeslag og de kristne, lige så meget som de hader muslimske arabere og palæstinensere. De underviser deres børn i at frygte og hade alle ikke-jøder og de genfortæller, i det uendelige, om kristne og muslimske forfølgelser mod dem. Deres medier oplærer til had mod deres ikke-jødiske fjender, fra Farao og Haman til Hitler og Hussein. Deres hadefulde propaganda er lige så gammel som Talmud og lige så moderne som i film, for eksempel den gruopvækkende fiktion i Schindler's List.

259

Den mest populære hjemmeside i hele Israel illustrerer den jødiske racismes onde, anti-europæiske, forudindtagethed. Den hedder Gamla News and Views, og var stærkt medvirkende ved 1996-valget i Israel, der bragte Likud og Netanyahu til magten. Der bringes artikler på hebraisk og engelsk. Normalt er artikler i publikationer, der helt holdes på hebraisk, langt mere heftige mod ikke-jøderne end de, der oversættes til engelsk. Den følgende artikel findes på engelsk, på deres websted, og er skrevet af en af deres mest populære kommentatorer: Emanuel Winston. I vrede over amerikanske, og europæiske, opfordringer til Israel, om at stifte fred med palæstinenserne, slipper Winston de jødiske racisters sande, hadefulde, følelser mod europæiske amerikanere ud. Måske er der ikke noget, der bedre illustrerer, at det ikke blot er palæstinensere, de søger etnisk at udrense og udslette, men også europæiske amerikanere (og europæere, overs. anm.).

Som enhver prostitueret kan fortælle dig vil de, mod en betaling, indvillige i at gøre alt, hvad du ønsker. Europæerne er virkelig nogle lavtstående, umoralske mennesker, der ville sælge deres mor ... og derefter levere.

... Hvor let ethvert træk af menneskelighed og civilisation glider bort fra deres ansigt, så kun dyret bliver tilbage. Dette dyr har mange ansigter og navne. Undertiden kaldes de tyskere, polakker, kroater, ukrainere ... Mens de andre gange blev til Kirken, Røde Kors eller premierministre, konger, führer. Så ser vi, gennem en hurtig forandring, nogle amerikanere, franske, engelske og endelig er der den forurenede jøde, som kaldes den venstreorienterede. Det er faktisk ligegyldigt, dette navn eller hint. Underneden ligger der et lag, en fællesskabs-binding, hvor samfundet lærer børn at hade "andre" - de fremmedartede. Disse mennesker er særdeles onde, i sidste ende, eftersom dyret befinder sig lige under overfladen, klar til at skambide, klar til at dræbe jøden.[534]

Umiddelbart efter, at Winston har kaldt alle europæere for prostituerede og dyr, hævder denne obskønt hadefulde jøde straks hyklerisk, at europæerne lærer deres børn at hade de "andre" de, der er anderledes, som han så mener må være jøderne. Sandheden er selvfølgelig, at jødedommen, gennem to tusind år, som selve sin kerneaktivitet, har undervist i had til "de andre", ikke-jøderne.

Winston går videre til åbenlyst at opildne til folkedrab på de europæiske folkeslag.

Planeten ville være godt tjent med at slippe af med det europæiske rovdyr. Måske vil vi være heldige at leve i sådanne interessante tider (en gammel kinesisk forbandelse), hvor vi ser tilbagegangen og bortgangen af den kirkegård, der kaldes Europa. Europæerne, englænderne og de amerikanske araber-forkæmpere, er igen gået sammen og svinger pisken over jøderne.[535]

Lad mig gentage dette. "Gamla" er top-webstedet i Israel, og støttes af vigtige jødiske politiske skikkelser, såsom Benjamin Netanyahu. Winston opfordrer til, at planeten skal befries fra de europæiske folkeslag. Artiklen er intet mindre end en opfordring til folkemord. Forestil dig et øjeblik, om en betydningsfuld kommentator i Amerika kaldte jøder for prostituerede og dyr og sagde, og jeg citerer:

260

Planeten ville være godt tjent med at slippe af med det jødiske rovdyr. Måske vil vi være heldige at leve i sådanne interessante tider, hvor vi ser tilbagegangen, og bortgangen, af den kirkegård, der kaldes Israel.[536]

Tænk dig det ramaskrig, der ville lyde, hvis nogen kristen kommentator fremsatte en sådan erklæring om jøder. I de fleste lande i Europa kunne den skyldige blive anklaget for en "hate crime" og sendt i fængsel. Selv nogle ikke-tyske aktivister som, på akademisk vis, har anfægtet nogle historiske aspekter af Holocaust, er blevet sat i fængsel, når de betrådte europæisk jord, som f.eks. Tyskland. Tror du, hr. Emanuel Winston risikerer dette? Hold ikke vejret, mens du venter.

Denne paranoide, jødiske, racist, beskylder de selv samme mennesker, der mest har støttet Israel og al dets forfærdelige undertrykkelse af palæstinenserne, for at være ...nogle, der hader jøder! Efter at have kaldt europæere "dyr" og "prostituerede" og inderligt håbet på et folkedrab på os, påstår han, at det er europæere, som er de hadefulde. Dette er typisk for det 14-karats jødisk racistiske hykleri, der i dag gennemsyrer den vestlige verden.

Jødiske racister har også været anstiftere af den globalisering, der er ved at feje amerikansk suverænitet og virkelige frihedsrettigheder, økonomisk uafhængighed og kulturelle værdier, for alle nationer, bort. De er arkitekterne bag såkaldte "hade"-love, som er moderne paralleller til de middelalderlige love mod blasfemi eller kætteri. Denne gang er det imidlertid den regerings- og mediesponserede jødiske racisme og dens helliggjorte Holocaust, der ikke må betvivles. Og nu, i kølvandet på angrebene, i september 2001 og den globale krig, der fulgte, står de bag de mest massive overtrædelser af rettigheder og friheder i verdenshistorien. De er hastigt i færd med at oprette en verdensregering og en verdenspolitistat, som vil gøre det til en alvorlig, strafbar, handling at sige et eneste ord mod deres herredømme og racisme. De er de nye guder og de, der elsker frihed, er udpeget som de nye kættere.

De er endda i gang med at forberede fangehuller og torturkamre, meget lig dem under den bolsjevikiske Røde Terror. Jødiske lærde, og endda berømte jødiske "borgerretsforkæmpere", såsom Alan Dershowitz, kræver nu legalisering af tortur. De har allerede overtaget sovjetstatens gamle fængsler i Østeuropa, hvor de har travlt med at torturere deres fjender i den såkaldte "Krig mod terror".

Er jeg pessimistisk? Var de tidlige palæstinensiske modstandsfolk "pessimister", når de sagde, at det zionistiske bosættere, der kom til Palæstina i 1940'erne, ikke var kommet for at leve som gode naboer, men for at tage deres land og underkue deres folk? Var Hviderusserne "pessimister", når de advarede om, at de jødiske bolsjeviker, såsom lederen af Den røde Hær, Leon Trotsky, ville udslette friheden og kaste Moder Rusland ud i et hav af blod? Den jødiske bolsjevismes virkelighed var rent faktisk langt værre, end selv de argeste

261

kritikere af jødisk racisme havde kunnet forestille sig. Var sådanne politiske udstødte, som Patrick Buchanan og jeg pessimister, når vi advarede om, at amerikanerne ville blive udsat for terror og mord, fordi vi støttede den zionistiske stats forbrydelser? Tog vi fejl ved at forudsige, at Amerika ville blive brugt til at udkæmpe krige for Israel, med amerikanske liv, og milliarder af amerikanske dollars, som prisen – uanset hvor skadelige disse krige ville være for amerikanske interesser, hjemme, såvel som ude i verden.

Richard Perle

Det er velkendt, at de primære fortalere og organisatoriske bagmænd for Irakkrigen i 1993 var Richard Perle og Paul Wolfowitz, to jødiske racister, hvis loyalitet ligger hos Israel og ikke hos Amerika. De er medlemmer af den jødiske "Ny-konsevative" gruppe ('Neo-conservatism', 'neocons'), som ikke just er ny-konservative, men ny-kommunister, for nykonservatismen blev grundlagt af jøden, Leo Strauss, der vedkendte sig at være en ivrig discipel af Leo Trotsky, tilligemed alle de øvrige grundlæggere af den såkaldte nykonservatisme. Den eneste forskel mellem de nykonservative, og de gamle Trotsky-tilhængere er, at disse mænd går åbent frem med deres jødiske ekstremisme, mens Trotsky var bedre til at skjule Den russiske Revolutions virkelige jødiske aspekter og design.

Paul Wolfowitz

Der kan vel ikke tænkes noget større forræderi end det, disse jødiske racister begår ved at involvere Amerika i krige, imod vor egen nations interesser? Hvor mange flere krige skal vi udkæmpe for Israel og hvad vil de endelige omkostninger vise sig at være? Mens jeg er i færd med at skrive disse linjer til denne seneste udgave af bogen, er de jødiske racister allerede i gang med at ophidse til had, for at få startet en krig mod Iran, hvilket vil være en krig, der bliver katastrofal for det amerikanske folk og for verden.

I mit forord citerede jeg jeg Ben-Gurions forudsigelse i Look Magazine i 1962.

I Jerusalem, vil De Forenede Nationer (et ægte FN) bygge en helligdom for profeterne til at tjene den føderale union af alle kontinenter; dette vil være sædet for Menneskehedens Højesteret.[537]

Jeg spekulerer på, om du, kære læser, efter at have fordøjet de mellemliggende to hundrede sider i denne bog, nu kan dele mine bange anelser om, at Ben-Gurions dystre drømme er faretruende tæt på at gå i opfyldelse. Er min frygt bare et antisemitisk mareridt eller vil læseren finde, at det er en sund reaktion på uhæmmede jødisk racistiske fantasterier?

Jødisk racisme er så langt det mest kritiske spørgsmål i Det 21. Århundredes verden. Jødisk racisme er et begreb, som er synonymt med terror. Det

262

går ind til hjertet af de to vigtigste ting for alle mennesker på jorden: overlevelse og frihed.

Noter:

[512] Ennes, J. (1979). Assault on the Liberty. New York: Random House.

[513] Bernard Reich. (2001). Encarta Encyclopedia. Ben-Gurion.

[514] Katz, Samuel M. (1998). Israel's Covert Crisis. Moment. 1. okt..

[515] Reuters. (2005). Israel honors Egyptian spies 50 years after fiasco. 30. marts.

[516] Weiner, Tim. (1999). U.S. Now Tells of Much Deeper Damage by Pollard. New York Times. 11. jan.

[517] Hersh, Seymour. (1999). The Traitor:The Case Against Jonathan Pollard. The New Yorker Magazine. 18.januar.

[518] Margolis, Eric. (1999). Jonathan Pollard: No Jewish Patriot. Toronto Sun. 14. jan.

[519] Fox Network News. (2001). Top Stories. 12. dec.

[520] Bar-Yosef, Avinoam. (1994) The Jews Who Run Clinton's Court. Maariv

[521] Sale, Richard. (2003). Staff Change Means Mideast Policcy Shift. UPI artikel i Washington Times. 28. februar.

[522] PIA (2001). Fra en aflyttet nyhedsudsendelse fra Yid Israel radio. 3. oktober, og også rapporteret i Pravda.

[523] Amotz, Asa-El og Dan Williams. (2001). Trading Places. Jerusalem Post. 28. sept.

[524] Erklæring fra den tidligere israelske premierminister, Benjamin Netanyahu foran The US Government Reform Committee. (2001). 20. sept.

[525] Jerusalem Post. (2001). Thousands of Israelis missing near WTC., Pentagon. 12. sept.

[526] Lipton, Eric. (2001). Estimates of toll may be too high. New York Times. 22. sept.

[527] McWilliams, Brian. (2001). Instant MessagesTo Israel Warned of WTC Attack. Newsbytes. 27. sept

[528] Dror, Yuval. (2001). Odigo says workers were warned of attack. Haaretz.. 29. sept

[529] Ibid.

[530] Associated Press. (2002). U.S. Deports Israelis Amid Warnings of Espionage Activities. 5. marts.

[531] The Record i Bergen County, New Jersey. (2000). 20. juni.

[532] Hosenball, Mark. (2002). Newsweek. Periscope. s. 8. 25. nov.

[533] Bennet, James. (2001). Spilled Blood Is Seen as Bond That Draws 2 Nations Closer. NY Times. International section. 12. sept.

[534] Emmanuel Winston. (1998). Gamla News and Views. The Crack of the Whip. 16. sept.

[535] Ibid.

[536] Ibid.

[537] Look Magazine. (1962). 16. januar.

næste kapitel
forrige kapitel

NAVNEregister
JØDISK RACISME af Dr. David Duke - Indhold