13
Jeg lover, at denne bog vil provokere dig. Dens opsigtsvækkende
dokumentation vil komme til at modsige nogle af dine mest grundlæggende
forestillinger.
Hvis du, så vidt det er muligt for dig, forsøger at lægge de fordomme
til side, du har om dette emne, og måske endda de forudfattede meninger,
du måtte have om mig, som person – kan du på mere retfærdig vis bedømme
de tanker og fakta, som præsenteres i bogen. Det er alt, hvad en
forfatter kan bede sine læsere om. Og det beder jeg dig om. Jeg tror
virkelig, at dersom du bestræber dig på at have et åbent sind, vil du
blive forbløffet over, hvad du læser.
Bogens egentlige styrke ligger i det materiale, den bygger på. Du vil
snart lægge mærke til, at det meste af min dokumentation om den jødiske
racisme og den internationale zionisme stammer fra jødiske kilder. De
udgør et stærkere argument for mine opfattelser end noget som helst, jeg
selv havde kunnet skrive. Jeg opfordrer dig til selv at undersøge disse
kilder, som jeg citerer, for at kontrollere dem. I denne bog tager jeg
dig med på en fascinerende opdagelsesrejse ind i et forbudt område. Jeg
anmoder dig om, frimodigt, at bevare et åbent sind, mens du udforsker de
emner, der her ligger foran dig, for det er kun på den måde, enhver af
os kan finde frem til sandheden.
Nogle vil nedrakke denne bog ved at kalde den antisemitisk. Ikke desto
mindre anses det ikke for antiamerikansk at undersøge misgerningerne mod
indianerne gennem historien. Og ingen kalder det kristendomsfjendsk at
tale om inkvisitionens udskejelser. Bliver man måske betragtet som
anti-hvid, hvis man skriver historien om negerslaveriet i Sydstaterne?
Massemedierne er fyldt med historier om farerne ved muslimsk
ekstremisme. Men ingen siger, at det er anti-muslimsk at granske
ekstreme elementer i den muslimske fundamentalisme. Denne bog vover at
undersøge et forbudt emne: Jødisk ekstremisme og racisme.
Denne bog er ikke antisemitisk. Den undersøger og dokumenterer ganske
enkelt eksempler på den racisme, de herrefolksidéer, som har eksisteret
i det jødiske samfund fra dettes ældste historie og frem til i dag.
Denne bog vil påvise tilstedeværelsen af ekstremistiske og racistiske
jødiske elementer på mange af de højeste magtniveauer i verdens
regeringer, medier og finansliv. Eftersom enhver, der behandler dette
emne, straks bagvaskes som værende en "antisemit", er det af største
vigtighed, at jeg med eftertryk gentager, at denne bog ikke er imod alle
jøder. Den omhandler kun jødiske ekstremister. Jeg har stor respekt for
individuelle jøder. Faktisk er denne bog tilegnet en jøde: den nu afdøde
Israel Shahak.
Som
et første indblik i emnet "jødisk racisme", kan jeg pege på den nære
forbindelse mellem De forenede Staters Hvide Hus og en meget magtfuld og
ekstremistisk jødisk organisation: Chabad Lubavitch.
Hvad er da Chabad Lubavitch? Det er en verdensomspændende,
ultra-ortodoks, jødisk, racistisk organisation, der har medlemmer i
enhver førende nation i verden. Hvis du ikke allerede kender til
organisationen, vil dens racistiske ekstremisme chokere dig.
Chabad Lubavitch organisationen siger, at ikke-jøder er snavsede,
mindreværdige skabninger, hvis eneste berettigelse på jorden er at tjene
jøder. Flere Chabad Lubavitch rabbinere hævder, at jøder bogstaveligt
talt er Guds DNA, hvorimod ikke-jøder er "skabelsens affald".
De siger ofte,
14
at
det ikke er nogen synd ja, at det faktisk er retskaffent at dræbe eller
bedrage en ikke-jøde. Nogle læsere vil måske ikke ønske at tro dette,
men en hurtig efterforskning på internettet af officielle Chabad
Lubavitch hjemmesider og af adskillige Chabad-rabbineres skrifter, vil
bekræfte hvert et ord, jeg har sagt. Du vil se, at alt i denne bog,
Jødisk racisme, er grundigt dokumenteret og forsynet med
henvisninger.
Chabad-rabbinere og andre ortodokse, ekstremisitske rabbinere skriver
ofte i den største jødiske avis i De forenede Stater, Jewish Week.
I denne avis vil du finde racistiske holdninger, som ethvert ordentligt
menneske vil kalde: Forfærdende. Læs f.eks. følgende citat:
Hvad gojerne (ikke-jøder) angår…. (var) Zalmann's holdning:
"Ikke-jødiske sjæle er af en fuldstændig anderledes og mindreværdig
karakter. De er helt igennem onde, uden nogen som helst formildende
omstændigheder." …Hvis hver eneste simple celle i en jødisk krop
indebærer guddommelighed, så er enhver DNA-kæde en del af Gud. Derfor er
der noget særligt over jødisk DNA….
Hvis en jøde behøver en lever, kan man da tage en lever fra en uskyldig
forbipasserende ikke-jøde for at redde jøden? Toraen ville sikkert
tillade det. Jødisk liv har en uendelig værdi,” forklarede han. "Der er
noget uendeligt mere helligt og enestående over jødisk liv end
ikke-jødisk liv." – Chabad Lubavitch rabbiner, Yitzhak Ginsburg, i
Jewish Week, den største jødiske avis i De forenede Stater.
Denne udtalelse kom altså fra en førende Lubavitch rabbiner ved navn
Yitzhak Ginsburg, og den kan findes i Jewish Week
for den 26. april 1996. Mange kristne ville tvivle på ægtheden af dette
citat, fordi de ikke kunne få sig selv til at tro, at nogen religiøs
leder rent faktisk kunne sige, at det ville være moralsk forsvarligt for
en jøde at dræbe en ikke-jøde og tage hans lever. I mange af mine
foredrag understreger jeg det uhyggelige i rabbiner Ginsburgs udtalelse
ved at påpege over for ikke-jøderne blandt tilhørerne, at han
argumenterer for, at jøder har en moralsk ret til at myrde deres moder,
fader, søn, datter, mand eller hustru, for at skaffe en lever til en
jøde. Ondskaben i et sådant udsagn ligger ganske enkelt uden for de
flestes fatteevne, men igen må det understreges, at udsagnet blev
fremsat i den største, mest populære, jødiske avis i De forenede Stater.
Blot for at citere Ginsburg og for, i mine skrifter og foredrag, at
afsløre jødisk racisme, er jeg blevet fordømt som hadefuld antisemit og
fanatiker. Jeg må affinde mig med denne behandling fra mediernes side,
alt imens Ginsburg selv knap nok har været ude for antydningen af
kritik. Hans udtalelse kom vel at mærke ikke fra en eller anden enlig,
ekstremistisk jøde ude i Israels ørken, men fra en af de hædrede ledere
af en sekt, der rent faktisk afholder fester og konferencer i Det hvide
Hus.
New Republic afslørede i en artikel, den 4. maj 1992 Chabad
Lubavitch's hadfyldte, anti-kristne væsen:
Der er stærkt ironiske bestanddele i Chabads nye messianske
universalisme, i bevægelsens mission over for ikke-jøderne; og en af de
mest ubehagelige er givetvis Chabads utilslørede og ligefrem racistiske
foragt for gojerne.
15
….Desuden er denne karakteristik af ikke-jøder, som værende født onde,
og som værende både åndeligt og biologisk mindreværdige, i forhold til
jøder, aldrig på nogen måde blevet revideret i senere Chabad-skrifter. (The
New Republic)
"Den store
Rebbe" er Chabads åndelige overhoved. Det er den nu afdøde rabbiner,
Menachem Schneerson, som mange jøder tilbeder som en messias. Chabad
hævder, at rabbiner Schneerson aldrig begik en synd i hele sit liv, og
de samledes i tusindvis ved hans gravsted og forventede, at han ville
rejse sig fra de døde. Hvad sagde da rabbiner Schneerson om ikke-jøder?
Følgende
citater er hentet fra en bog med titlen Gatherings of Conversations,
udgivet i Israel i 1965. Den indeholder optagelser af budskaber til hans
tilhængere i Israel. I de efterfølgende tre årtier, og indtil sin død,
veg rabbiner Schneerson ikke fra disse budskaber. Han ændrede ikke nogen
af sine holdninger. Hvad rabbiner Schneerson lærte fra sig, blev til den
officielle Lubavitch-hassidiske lære. Angående ikke-jøderne var
Lubavitch rebbens synspunkter krystalklare:
Forskellen mellem en jødisk og en ikke-jødisk person stammer fra det
almindelige udtryk: "Lad os skelne." Vi har derfor ikke at gøre med en
dybtgående forandring, hvor en person alene er på et højere niveau. Vi
har snarere at gøre med et tilfælde af "lad os skelne" imellem totalt
forskellige arter. Dette er, hvad der må siges om kroppen: en jødisk
persons krop er af en helt anden beskaffenhed end en krop, der tilhører
(medlemmer) af alle andre nationer i verden….
…En endnu større forskel findes med hensyn til sjælen. Der findes to
modsætninger i sjælstyper, en ikke-jødisk sjæl kommer fra de sataniske
sfærer, hvorimod den jødiske sjæl stammer fra det hellige.
Vi spørger derfor: Hvorfor skal en ikke-jøde straffes hvis han dræber så
meget som ét ikke-jødisk foster, hvorimod en jøde ikke skal straffes,
selv hvis han dræber et jødisk foster? Svaret kan forstås ved at
(overveje) den generelle forskel mellem jøder og ikke-jøder: En jøde
blev ikke skabt som et middel til at nå et (andet) mål; han er et mål i
sig selv, eftersom substansen i alle (guddommelige) udstrålinger blev
skabt alene for at tjene jøderne.”
Kun nogle få, modige, jøder har kæmpet imod den jødiske racisme og det
racistiske had mod ikke-jøder, som vi finder hos Chabad Lubavitch. En af
disse er Dr. Michael Samuel, en tidligere professor i jødiske studier.
Her et uddrag af et brev, han sendte, vedrørende regeringsstøtte til et
Chabad-center i Montreal, Canada:
Mit navn er Michael Samuel. Jeg er forhenværende professor ved
afdelingen for jødiske studier i Concordia-universitetet i Montreal, og
jeg vil stille dig et spørgsmål:
Hvad ville du gøre, hvis en racistisk kult forsøgte at oprette et
hovedkvarter i dit område? Hvad, om kulten særligt rettede sit skyts mod
unge mennesker og prøvede at lære dem, at alle kristne og muslimer er:
•
Onde, sataniske skabninger fra fødslen (hvilket ville gøre ikke-jødiske
babyer til "små dæmoner"
•
Ikke bedre end orm
•
I virkeligheden slet ikke levende væsener, men allerede døde
•
Bestemt, alle som én, til at blive omvendt eller til at blive
underkastet "Messias"
•
Og at det er deres hellige pligt at fremskynde ankomsten af denne
"Messias" for at gennemføre tvangsomvendelsen eller underkastelsen af
ikke-jøder så hurtigt som muligt.
16
Dette er blot nogle af de racistiske læresætninger i den fanatiske
messianske kult, der kaldes "Chabad Lubavitch." Denne kult, der
forklæder sig som "autentisk jødedom", er blevet lovet næsten en million
dollar til sin drift af premierminister Lucien Bouchards regering i
Quebec, for at den kan bygge sit nye religiøse og "udadvendte"
(missionerende) kompleks i Côte St. Luc, Montreal.
Hvorfor skulle du bekymre dig om det? Fordi Chabad Lubavitch ikke kun er
vores problem, det er måske også dit. Det er en ekstremt magtfuld,
verdensomspændende organisation. Dens magt har hidtil afskrækket
medierne, som er bange for at afsløre beviserne for racisme, som de er
fremlagt her, for offentligheden. De er bange for at blive anklaget for
antisemitisme. Vi behøver meget alvorligt din hjælp for at nedbryde
denne medie-mørklægning…
Dr.
Samuel havde ikke held til at få standset finansieringen af Chabad
Lubavitch centeret i Montreal. Canada har fængslet borgere for den "hate
crime" (hade-forbrydelse) det skulle være, blot at kritisere jødisk
ekstremisme, men gav samtidig denne jødiske ekstremist-sekt, som udspyr
ondskabsfuldt, anti-kristent had, 800.000 dollar fra canadiske
skatteydere. Chabads indflydelse går meget videre end til blot at
modtage skattemidler; organisationen har en ”direkte telefonlinje” til
verdens mest magtfulde
politiske ledere.
Billederne viser chefen for Det hvide Hus' politik-afdeling ('head of
White House policy'), Joshua Bolton og præsident Bush, sammen med
rabbinere fra denne ekstreme, jødiske organisation, Chabad Lubavitch.
Det hvide Hus inviterer jævnligt Chabad rabbinere til festligheder og
tillader dem endog at undervise de mange jødiske aktivister, som
arbejder dér. Chabad Lubavitch rabbinere forestår ofte gudstjenesterne
ved formelle regeringsmøder i Det hvide Hus.
Du
vil lede forgæves efter nogen alvorlig fordømmelse af jødisk racisme i
de almindelige massemedier eller i politiske kredse. Faktisk udsendte
præsident Bush den 27. juni 2006 en erklæring som ærede mindet om Den
store Rebbe, rabbiner Menachem Mendel Schneerson. Hver eneste amerikansk
præsident, siden rabbiner Schneersons død, har æret denne ekstreme
jødiske racist. Her følger et direkte citat fra Jewish Telegraph
Agency (JTA), hvor der bliver rapporteret om fejringen af rabbiner
Schneerson, og hvor påvirkningen af amerikans politik vises.
Det hvide Hus til Chabad: Bush vil ikke presse Israel
Bush-regeringen vil ikke tvinge Israel til énsidige indrømmelser,
fortalte højtstående regeringsembedsmænd til repræsentanter for
Lubavitch-bevægelsen.
17
Chabad Lubavitch afsluttede en to-dages højtideligholdelse af 12-års
dagen for rabbiner Mendel Schneersons død med møder, i onsdags, med
Michael Chertoff, chefen for Homeland Security* og Joshua Bolten,
stabschefen i Det hvide Hus. De er begge jødiske.
Bolten og andre embedsmænd i Det hvide Hus forsikrede
Chabad-repræsentanterne om, at præsident Bush aldrig ville tvinge Israel
til at afgive land til palæstinenserne uden noget til gengæld ("quid pro
quo"), fortalte deltagere. Bolten sagde, at Bush ville slutte op om
premierminister Ehud Olmerts afgørelser med hensyn til, hvilke
indrømmelser, der skulle støttes
Hvis pladsen tillod det, kunne jeg vise billeder af alle præsidenter,
lige siden Nixon, sammen med Chabad-ledere. Jeg kunne vise billeder af
Chabad-ledere sammen med Frakrigs præsident Mitterand, Storbritanniens
premierminister, Tony Blair, Tysklands kansler, Angela Merkel, Ukraines
præsident Victor Yushchenko, og endda Ruslands præsident Putin.
Og
det er sandelig ikke kun de skæggede ekstremister fra Chabad, der huser
sådanne racistiske følelser. Det gælder også mange af de offentligt
anerkendte og mest indflydelsesrige jøder i De forenede Stater. Et
perfekt eksempel er Stephen Steinlight. Han var i fem år direktør for
nationale anliggender i den største og mest magtfulde jødiske
organisation i USA, Den amerikanske jødiske Komité ('American Jewish
Committee'). Han kom med følgende bemærkninger i en artikel om
immigration, i et nationalt jødisk magasin, oktober 2001:
Jeg må i det mindste erkende, at i lighed med tusindvis andre, typiske
unge jøder i min generation, blev jeg opfostret til jødisk nationalist,
eller til og med kvasi-separatist. I to måneder, hver eneste sommer,
gennem ti dannende år af min barndom og ungdom, var jeg på jødisk
sommerlejr. Dér hilste jeg hver morgen et fremmed lands flag, gik klædt
i en uniform, der bar dets farver, sang en fremmed nationalsang, lærte
et fremmed sprog, lærte fremmede folkesange og danse og lærte, at Israel
var mit sande fædreland. At udvandre til Israel regnedes for at være den
højeste dyd, og i lighed med mange andre jødiske teenagere fra min
generation tilbragte jeg to somre med at arbejde i Israel på et
kollektiv-landbrug, mens jeg overvejede denne mulighed. Mere
underforstået og underbevidst skulle jeg lære, at mit folk var
ikke-jøderne, der havde undertrykt os, overlegent. Vi skulle lære at
betragte ikke-jøder som upålidelige fremmede, som mennesker, fra hvem
man kunne forvente pludselige hadske udbrud, og som mennesker, der var
mindre følsomme, mindre intelligente og mindre moralske end os selv. Vi
skulle også lære, at lektien fra vor mørke historie var, at vi ikke kan
stole på nogen…
Hvis en hvilken som helst, ikke-jødisk, politiker havde vovet at sige,
at "typisk jødiske børn" med fuldt overlæg undervises i, at deres
virkelige loyalitet ikke bør være til Amerika, men til Israel, og havde
vovet at nævne, at jøder siger, at de er ikke-jøder overlegne i
intelligens og moral, ville han blive skånselsløst fordømt af medierne
og jaget ud af politik som værende en antisemit. Ikke desto mindre
kommer denne øjenåbner af en indrømmelse fra den tidligere chef for
nationale anliggender i Den amerikanske jødiske Komité. Det skal
yderligere understreges, at Steinlights ord ikke stammer fra en
improviseret, eller skødesløs samtale, men at det er hans nøje valgte
ord fra en større artikel, som han skrev for jødiske øjne, med titlen
"Den jødiske indsats i Amerikas ændrede demografi."
* Department of Homeland
Security,
amerikansk ministerium oprettet i november 2002, hvis primære
ansvarsområder er beskyttelsen af amerikansk territorium mod
terrorangreb og naturkatastrofer. Det har også ansvaret for immigration
og infrastruktur. (fra artiklen i Den Store Danske, overs.
anm.)
18
Hvis denne ledende amerikanske jøde har ret, eksisterer der en virkelig
trussel mod De forenede Stater. For hvis "typiske jøder fra hans
generation" rent faktisk er loyale over for Israel, frem for at være det
over for de nationer, hvor de bor, eksisterer der da ikke en fare for,
at de kunne bruge deres indflydelse i medier og regering til at tjene
den zionistiske dagsorden? Denne bog vil netop påvise, hvordan
magtfulde, jødiske, racister har anvendt deres indflydelse til at styre
Amerika ind i en mellemøstpolitik, der er katastrofal for amerikanske
interesser. Det er en Israel-orienteret mellemøstpolitik, der har ført
Amerika frem til at lide under den forfærdelige "9/11"-terrorisme.
Bogen vil vise, at de har ledt os frem til det menneskeslagteri og den
katastrofe, som krigen i Irak er – en krig, der har medført 500.000
dræbte irakere og som har kostet titusinder af amerikanske sårede eller
døde, samt utallige milliarder af dollar, lige som den har skadet
amerikanske interesser overalt i verden. Er der mon stadig nogen, der
ikke véd, at denne krig var en krig for Israel, og ikke for Amerika?
Enhver politiker, der ville hævde, at nogle magtfulde jøder er illoyale
over for den nation, hvori de bor, og at de er mere loyale over for
Israel og den jødiske dagsorden, ville helt sikkert begå karrieremæssigt
selvmord. Og hvad ville mon reaktionen være på en George Bush, eller en
hvilken som helst anden hvid leder, der sagde, at han troede på den
hvide races overlegenhed? Ikke desto mindre medførte Steinlights
information om den rene og skære jødiske racisme ikke ét eneste ords
opmærksomhed i medierne eller fra politisk hold.
Enhver kritik af den jødiske racisme fordømmes straks som
"antisemitisme". Den evige gentagelse i medierne af holocaust-historien,
har gjort begrebet ”antisemitisk” moralsk ensbetydende med at gå ind for
massemord. Det blotte ord lukker af for fornuften og ophidser i stedet
for at belyse noget. Ordet er på den skændigste måde blevet misbrugt.
Det anvendes endog imod dem, der blot protesterer imod Israels
krænkelser af palæstinensernes menneskerettigheder.
Jeg
er ikke begejstret for at skulle indlede min bog med at forklare, hvad
den ikke er. Men medieklimaet tvinger mig til at gøre det.
På
grund af mediernes overvældende magt til at forvrænge det, jeg siger og
skriver, vil jeg, her og nu, slå eftertrykkeligt fast, at jeg ikke
er modstander af alle jøder, mere end en forfatter, der skriver
om inkvisitionens udskejelser, er modstander af alle kristne.
Jødisk racisme
behandler specifikt den jødiske racismes historie og fremtræden,
eftersom den har været til stor skade for både den jødiske og den
ikke-jødiske verden.
Jeg
skal være den første til at medgive, at ikke alle jøder bryder sig om –
eller deler – denne racisme. Det er et faktum, at et antal modige jøder
må lide meget for deres modstand mod den. Denne bog er tilegnet én af
dem: en israelsk professor, Dr. Israel Shahak. Han var professor ved
Hebrew University. Han fremlagde stærke beviser for, at ekstremistiske
jøder har ført en uophørlig etnisk krig imod ikke-jøderne lige siden
deres eksil i Egypten. Dr. Shahak mente, at den jødiske racisme har
forårsaget store lidelser for det palæstinensiske folk og for andre
ikke-jødiske folk verden over. Dr. Shahak mente, at denne ekstreme
chauvinisme har bidraget til at fremkalde gentagne antisemitiske
reaktioner gennem århundrederne, lige fra Farao's pogromer og frem til
de begivenheder, der i dag kaldes "holocaust". Han argumenterede med
stor overbevisning for, at dersom ikke både jøder og ikke-jøder
19
modigt går imod denne herrefolks-dagsorden og dennes magt i verden, vil
den fortsat udgøre en alvorlig trussel mod både jøder og ikke-jøder.
Ikke alene vil denne bog påvise eksistensen af en jødisk racistisk
ideologi, den vil også demonstrere at de, der følger denne ideologi,
besidder en vældig magt i medierne, i regeringer og i verdens finanser.
De er tilstrækkeligt magtfulde, her ved begyndelsen af Det 21.
Århundrede, til at have kunnet sende titusinder af amerikanske soldater
ud for at blive lemlæstet eller dø i Irak-krigen, en krig, der var
baseret på løgnen om "Iraks masseødelæggelsesvåben" og andre løgne, som
de så godt som uimodsagt opreklamerede i deres medier. Krigen var
afgjort skadelig for enhver ægte amerikansk interesse. Nu er de i færd
med at planlægge nye krige og nye katastrofer for Amerika og den øvrige
verden.
Denne bog drejer sig i sidste ende om at formindske såvel farerne for
denne udvikling som de hadefulde følelser vore folk imellem. Dette kan
ikke ske før både jøder og ikke-jøder hører den anden side af "det
jødiske spørgsmål", hvilket er et synspunkt, som for tiden, i den
moderne, vestlige verden, er forbudt.
______________________________________________________
Mens jeg skriver disse ord, sidder jeg på en bjergtop i
Coloradobjergene, der er opkaldt efter det aspetræ, hvis skygge jeg
køles under. Dets cylindriske blade dirrer let i den svage brise,
reflekterer sollyset og sørger for en fantastisk udsigt. Gennem dette
glitrende løv kan jeg se snedækkede tinder aftegne sig mod horisonten.
Synet er en fryd for både øje og sjæl. Fra denne mystiske udsigtsplads
kan jeg ikke se et eneste menneske. Kun den storslåede natur fylder mit
synsfelt. Politiske, kulturelle, religiøse, etniske og racemæssige
spørgsmål synes meget fjerne. Fra denne ophøjede position synes verden,
og naturen selv, fredfyldt. Men da jeg ser lidt nøjere på naturens
maleriske skønhed, kan jeg opdage krig og konflikter, som overgår endog
menneskehedens værste voldsomheder. Her på bjerget foregår der en
uafbrudt kamp, element mod element og art imod art. Vinden, regnen og
sneen vil en dag have nedbrudt bjergenes enorme stenmasser. Selv kilden,
som løber ned ad bjerget, et fænomen, der for mange vil være det bedste
symbol på fred, kæmper voldsomt for sit liv imod bjerget. Med tiden
kommer bjerget til at give efter for de mindste kilder og andre af
naturens erosionskræfter.
Mens jeg skriver i min notesbog, nærmer to myrer sig en ferskensten på
klippen ved siden af mig. Den ene myre er større og helt anderledes
udrustet end den anden. Den får sin vilje over for den mindre myre, men
den besejrede skabning skynder sig tilbage til sit kongerige for at
rapportere om det store forråd af sød mad. Dens slægtninge vil forsøge
at komme tilbage til skatten før konkurrenterne. De to bittesmå
myre-typer kan tilmed komme i krig om godbidden. Mine øjne åbner sig for
den krig, der føres rundt omkring mig.
20
På
dette bjerg kæmper de forskellige slags træer, buske og græsarter om
sollyset og selve livet. Mindre fugle er på vagt over for høge. Både
flora og fauna risikerer at dræbes af insekter, som vil fortære dem.
Selv inden i hver livsform raser der en mikroskopisk krig. Jo nærmere,
man betragter det, desto intensere er kampen. I én eneste kubikmeter liv
findes der flere levende væsener, der bliver såret, dræbt, ædt, eller
endog udnyttet og gjort til slaver, end der findes mennesker på jorden,
som har lidt en lignende skæbne. Biologerne kan opvise et uendeligt
antal eksempler på den uophørlige kamp for overlevelse og dominans
imellem livsformer – nok til at fylde en million bøger på størrelse med
denne.
Og
alligevel er det, mærkeligt nok, denne brutale kamp for overlevelse, som
er foregået gennem milliarder af år, der har frembragt den fredfulde
skønhed, som berører mig så stærkt, når jeg skuer ud fra denne højt
beliggende plads. Så måske er dette bjerg egentlig ikke så forskelligt
fra de evige konflikter blandt menneskene. Den historiske kamp mellem de
menneskelige racer har spillet en vigtig rolle i vor menneskelige
udvikling, præcis som den har gjort det for samtlige livsformer i
naturens verden. Dens resultater for menneskeheden er ikke mindre
fantastiske end udsigten fra dette bjerg. Den har frembragt Da Vincis
kunstværk Madonna med barnet, de storslåede udtryk for sublim
kærlighed, som findes i Shakespeares Romeo og Julie og i Keats'
Ode til en græsk urne.
Denne evige kamp skabte de evolutionære fremskridt, der har gjort, at vi
nu har kunnet sætte vore fodaftryk på månen. Det er stadig svært at
forstå, at menneskelige væsener har vandret i en anden verden og rent
faktisk rejst til den gyldne, lysende kugle, som menneskeheden i
forundring har skuet op imod gennem tusinder og atter tusinder af år.
Kunne disse begivenheder have fundet sted uden den evolutionære kamp for
livet og herredømmet, som har drevet os til at stræbe opad? Man kan i
sandhed hævde at det er kampen på liv og død, og de evolutionære
fremskridt, som denne har forårsaget, der har frembragt de skønne og
allermest ophøjede former for kærlighed og bedrifter, der igen skænker
os mening i tilværelsen. Denne kamp skabte menneskehedens skønhed og
dens skabningers storhed, præcis som en tilsyneladende grum natur skabte
den storslåede herlighed, som kan beskues fra dette bjerg, som jeg
elsker.
Så
her oppe, hvor jeg er omgivet af et fantastisk naturens skuespil til
alle sider, befinder jeg mig måske slet ikke i en verden, der er så
forfærdelig anderledes end de menneskelige konflikters verden længere
nede. De fleste ser alene de tilsyneladende fredfyldte naturscenerier og
ænser aldrig den krig, der raser under deres æstetiske slør. Ligeledes
findes der mennesker, som er ganske ubevidste om den racemæssige og
etniske krig, der koger både åbenlyst på og, mindre åbenlyst, under
overfladen af menneskehedens daglige liv.
Jeg
søger at mindske had mellem menneskene og tilbyder en vision, som går ud
på, at hvert folk har ret til at bevare deres kulturelle og genetiske
arv og deres frihed. Du kan ikke arbejde på at gøre en ende på en krig,
hvis du ikke en gang erkender, at den findes. Denne bog omhandler en
etnisk krig, som har stået på i 3.000 år, og som er blevet ført af én
ekstremistisk gruppe, imod hele resten af menneskeheden.
21
Selv om vi kan fantasere om menneskevæseners fredselskende natur,
handler størstedelen af menneskehedens historie om forskellige slags
krige mellem stammer, etniske grupper og racer. Den mest læste bog i
verden, Bibelen, fortæller eksempelvis den blodige historie om
stridighederne mellem israelitter og andre folkeslag i
Mellemøstregionen. Den indeholder stolte krigsberetninger og forfærdende
skildringer af folkemord. Enhver, der læser Det gamle Testamente* med
upartiske øjne, vil straks se, at dens dominerende tema er den etniske
og racistiske herrefolkstanke:
Israelitterne er et "udvalgt folk", som Gud har udvalgt frem for
andre folk på jorden.
Israelitterne har ret til at herske over alle andre folk og bliver
lovet, at de en dag skal eje og beherske hele verden.
Israelitterne praler med folkemord på hele folkeslag og hele kongeriger.
Israelitterne beordres til at myrde alle mennesker i lande, hvor de skal
slå sig ned, og til at dræbe samtlige mennesker af andre nationaliteter,
som ikke underkaster sig slaveri.
Israelitterne forbydes at tage slaver fra deres eget folk, men opfordres
til at gøre ikke-israelitter til slaver, som de i øvrigt kan lade gå i
arv til deres slægtninge i al evighed.
Israelitterne forbydes at gifte sig eller "blande deres sæd" med andre
folk.
Kun
få vover så meget som at erkende en slående racisme i Bibelen. Og de,
som bliver bevidste om Det gamle Testamentes ekstreme jødiske
herrefolksdoktrin plejer at antage, at sådanne forestillinger hører en
svunden tid til og ikke har nogen betydning i dag. Jødisk racisme
viser imidlertid, at den historiske jødedoms magtfulde etnocentrisme er
fortsat med at trives helt frem til den dag i dag. Jeg vil fremlægge
overbevisende belæg for, at den jødiske racisme lever i bedste velgående
i Det 21. Århundrede. Den udøver en dramatisk og tiltagende
påvirkning af verdensudviklingen.
Det
kan jo siges, at jeg som kristen også ærer de samme racistiske bøger i
Det gamle Testamente. Forskellen er selvfølgelig, at det kristne Ny
Testamente indebærer en dybtgående ændring fra Det Gamle. I stedet for
"øje for øje, tand for tand" lærte Jesus Kristus "vend den anden kind
til". I modsætning til den jødiske racisme tilbyder kristendommen frelse
til alle.
Jødedommen afviste bittert Jesus Kristus og er aldrig kommet til at
værdsætte hans lære om kærlighed og tolerance. Faktum er, at ikke alene
gennemtvang de jødiske ypperstepræster, farisæerne, korsfæstelsen af
Jesus Kristus, men deres ledere førte desuden deres tro i modsat
ideologisk retning. Det kan siges at de, ud over at korsfæste Kristi
krop, også dræbte hans ånd i deres egne hjerter.
Det
ville være forkert at hade eller forfølge vore dages jøder på grund af
jødiske lederes rolle i Kristi korsfæstelse, men det er
*Overalt i den danske oversættelse er anvendt: Bibelen, Gyldendal 1986.
Gamle Testamente 1938, Ny Testamente 1941. Overs. anm.
22
vigtigt at forstå den ideologiske, religiøse og etniske krig, som fødtes
på den tid.
Fra
kristendommens tidligste dage blev jødesamfundet denne religions største
forfølger. Dette, fordi det så den kristne frelse af "jøde og græker"
som en trussel mod jødernes etniske renhedslære og herrefolksdoktrin.
Det skal nævnes, at jødedommen også står i diametral modsætning til den
muslimske tro der, i lighed med kristendommen, er blevet tolket som et
universelt budskab. Jøderne var ikke alene fjendtlige imod Jesus, da han
fandtes blandt dem, men forfulgte også hensynsløst hans efterfølgere, de
første kristne.
Dog talte ingen frit ud om ham (Kristus) af frygt for jøderne.
(Johannesevangeliet 7:13)
14. Thi I brødre! Er blevet efterfølgere af de Guds menigheder i Kristus
Jesus, der er i Judæa, fordi I har lidt det samme af jeres landsmænd,
som de af jøderne –
15. dem, der både slog Herren Jesus og profeterne ihjel og forfulgte os
af al magt. Gud tækkes de ikke og mod alle mennesker er de fjendske.
16. idet de
hindrer os i at tale til hedningerne, så de kan blive frelst. Således
fylder de altid deres synders mål. Men vredesdommen er kommet over dem
fuldt ud.(Første brev til Thessalonikerne 2:14-16)
I
de følgende århundreder af vor tidsregning kodificerede de den jødiske,
mundtlige, tradition og antog den babyloniske Talmud som deres vigtigste
religiøse skrift. Ifølge Universal Jewish Encyclopedia overgår
den endda Toraen med hensyn til autoritet.
Hvor Jesus Kristus står for en udvikling i retning af større kærlighed
og tolerance, forstærker Talmud racismen i Toraen. Jeg vil
eftertrykkeligt påvise dette faktum ved hjælp af de pågældende jødiske
tekster og gennem citater fra vigtige jødiske lærde, som diskuterer
Talmuds betydning. Talmuds utilslørede og gentagne henvisninger til
ikke-jøder som dyr, eller "skabelsens affald",
ville, tillige med dens beskrivelser af, hvordan jødernes fjender koges
i sæd og afføring,
formentlig have fået Hitler til at rødme.
Jeg
skal bevise denne kontroversielle påstand og desuden vise, hvordan
vigtige jødiske kilder, som f.eks. ucensurerede udgaver af et andet
vigtigt jødisk opslagsværk, Jewish Encyclopedia, bekræfter
Talmuds hadske racistiske lære. Jeg vil også påvise, at aggressive
racistiske læresætninger i dag føres til torvs af flere af de største
jødiske publikationer, så som det populæreste jødiske dagblad i De
Forenede Stater, The Jewish Press. Dette blad anslår tonen for
jødiske religiøse og kulturelle holdninger mere end noget andet dagblad.
En
af de største religiøse autoriteter er rabbiner Simcha Cohen, som har en
læserbrevkasse med titlen "Halakiske spørgsmål". For ikke så
længe siden forklarede rabbiner Cohen sine læsere, at Talmud betegner
ikke-jøder som "dyr" (hvilket genfindes i Gemara Kiddushin 68a samt i
Metzia 114b).
I et andet afsnit behandler han spørgsmålet om, hvorfor en jødisk kvinde
ikke kaldes prostitueret, hvis hun har sex før ægteskabet med en jøde,
mens hun er en luder, hvis hun overhovedet har seksuelle forbindelser
med en ikke-jøde, uanset om hun er gift med ham eller ej.
Giftermål med en ikke-jøde kan aldrig velsignes eller tillades, en sådan
forbindelse klassificerer kvinden som en zona... I daglig tale
opfattes ordet zona som betegnelse for en prostitueret….
En anden betydningsfuld jødisk publikation, Jewish Cronicle,
afslørede i en artikel med overskriften "Nogle nøje valgte, og nogle
sjusket valgte ord",
23
at
den jødiske benævnelse for ikke-jødiske kvinder er det nedvurderende
jiddische udtryk, shiksa – der betyder "luder", fra det hebræiske
sheigetz ("vederstyggelighed"). Den påpegede også, at en lille,
ikke-jødisk, pige kaldes shikselke, hvilket så nogenlunde bliver
"en lille kvindelig vederstyggelighed".
Shiksa – den jødiske betegnelse på en ikke-jødisk kvinde, fra
rod-ordet sheigetz, der betyder "vederstyggelighed" eller
"luder".
Shikselke – lille ikke-jødisk pige, med betydningen "lille
kvindelig vederstyggelighed".
Hvordan ville jøder reagere, hvis ikke-jøder, ganske nonchalant,
henviste til jødiske kvinder og småpiger som "jødiske ludere" og
"jødiske småludere"? Skal jeg nu kaldes antisemit, fordi jeg helt enkelt
vover at belyse denne hadske indstilling til ikke-jøder, som bekræftes
af de to mest indflydelsesrige jødiske aviser i Amerika?
Talmuds ekstreme racisme har med al sikkerhed været en vigtig faktor til
at forhindre det jødiske folks assimilation i omgivende kristne og
muslimske folkeslag. På trods af, at jøderne har levet som en lille
minoritet i ikke-jødiske nationer i over 3000 år, hævder betydningsfulde
jødiske genetikere og antropologer med stolthed, at jøder har bevaret
deres helt særlige genetiske, identitet. Jeg vil illustrere,
hvordan de herrefolksdoktriner, som har lært jøder at frygte og hade
ikke-jøder, sammen med forestillinger om jøders overlegenhed, nøje
indprentes i hver eneste ny jødisk generation. Unge jøder skal lære om
ikke-jødernes ondskabsfulde natur, lige fra Farao til Hitler. De skal
lære - og mange tror på – at de er "Guds udvalgte", hvilket vel nok er
det ultimative udtryk for etnisk selvforherligelse.
Denne bog kommer til at vise, at det moderne Israels officielle politik,
og mange af verdensjødedommens ledende elementer, fortsat huser
yderligtgående herrefolkstanker og herrefolksstrategier. Organiserede
jødiske grupper verden over søger indædt at fremme deres egne
chauvinistiske dagsordener. Disse er ofte i konflikt med livsvigtige
interesser for menneskene i de værtsnationer, hvori jøderne lever.
Det
er min påstand, at der findes en mægtig, sammenspist,
verdensomspændende, jødisk racistisk stræben efter at herske. Denne
påstand kan bekræftes med beviser, som hovedsageligt kommer fra de
jødiske chauvinister og racister selv. Deres herrefolksdoktrin kan klart
og tydeligt iagttages i staten Israels grundlæggelse, opbygning og
optræden - en nation, der hviler skamløst på principper om etnisk
overhøjhed. Det er en stat, der har fordrevet og terroriseret det
palæstinensiske folk og groft krænket dets menneskelige og medborgerlige
rettigheder.
Hvad er "Jødisk racisme"?*
Et
meget velkendt leksikon, Random House unabridged Webster's Dictionary,
definerer White supremacism
som "troen på overlegenhed over andre racer og stræben efter kontrol i
alle relationer". Lad os tage denne definition og anvende den specifikt
på begrebet Jewish supremacism.
* Bogens originaltitel er netop "Jewish Supremacism". Begrebet "White
Supremacism" er nogenlunde lige så overanvendt og misbrugt i amerikanske
medier som begrebet "racisme" er det i danske. Begge udtryks anvendelse
og pervertering tjener mediernes overvejende magtjødiske dagsordener –
se herom senere. Ordet "supremacism", som er det anvendte udtryk i Dr.
Dukes bog, er desværre uoversætteligt til dansk. Afhængigt af
sammenhængen er det derfor oversat til, først og fremmest, "racisme", da
dette ord her er dækkende for virkeligheden, og da ordet yderligere er
alment brugt (om end oftest misbrugt) og kommunikerer let. Også ordene
"herrefolkstanke", "herrefolksideologi", "chauvinisme", "stræben efter
herredømme", "magtjødisk", "magtjøder" etc. bliver brugt her, hvis
meningen fremmes bedst herved (oversætterens anm.)
24
Jewish Supremacism – Troen, teorien eller doktrinen, at det
jødiske folk er alle andre racer overlegen, og bør besidde kontrollen i
alle relationer.
Hvad angår den første del af definitionen, fremføres der i denne bog
stærke belæg for, at de ledende jøder i verden huser denne tro, teori
eller doktrin om, at de er alle andre folk overlegne. Jeg skal også
klart og tydeligt påvise, at de efterstræber kontrol i alle relationer
med andre folk. David Ben Gurion, Israels første premierminister, der
ofte er kaldt "Israels George Washington", sagde udtrykkeligt, at han
troede på det jødiske folks "moralske og intellektuelle overlegenhed".
Denne opfattelse fremgår ofte af tekster, som jødiske ledere, verden
over, har skrevet. Tænk dig hvilket ramaskrig, der ville lyde, dersom De
forenede Staters præsident forkyndte, at han troede på den hvide races
moralske og intellektuelle overlegenhed! De jødisk dominerede
verdensmedier har imidlertid beskyttet jødiske racister mod kritik i så
høj grad, at deres mest berømte ledere kunne sige sådanne ting uden at
behøve at frygt nogen konsekvenser, overhovedet.
Der
lød intet ramaskrig i verdenspressen, da Ben Gurion kom med sin
udtalelse, ej heller foranledigede det nogen protester, da hans
herrefolksvision blev gengivet i tidsskriftet Look i 1962. Det
var en forudsigelse om, at Israel en dag skulle sidde i toppen af en
verdensregering.
"I Jerusalem skal De forenede Nationer (virkeligt forenede nationer)
bygge et Profeternes Tempel for at tjene den føderative union af alle
kontinenter; dette skal blive sædet for den Højeste Domstol."
Det
virkede også som en dyster ironi for hans palæstinensiske ofre, at der
knap hørtes nogen protester overhovedet, da den storpralende terrorist,
Menachem Begin, blev tildelt Nobels fredspris. Begin praler i sin bog
The Revolt af massakren på mere end to hundrede mænd, kvinder og
børn i Deir Yassin.
Mistænkte nazistiske krigsforbrydere jages overalt i verden, alt imens
en blodbesudlet jødisk én af slagsen får…Nobels fredspris! Alene dette
burde fortælle os en hel del om, hvem der virkelig har herredømmet i
verden af i dag.
Den
anden nødvendige del i definitionen af "supremacism" er at
efterstræbe kontrol over andre folkegrupper. Jeg hævder, at
jødiske racister søger at dominere de nationer, de lever i. Der gøres
samordnede anstrengelser for at dominere de to vigtigste
kontrolinstrumenter i den moderne verden, massemedierne og det politiske
styre. Denne bog giver veldokumenteret belæg for disse racistiske jøders
utrolige magt inden for disse samfundssektorer. Denne ekstreme
magtkoncentration er ikke alene en kendsgerning i De forenede Stater,
men tillige i de fleste større lande i verden – i Canada,
Storbritannien, Rusland, Frankrig, Brasilien og mange flere. Dette er et
globalt mønster, hviklet tyder på, at det er planlagt og ikke nogen
tilfældighed.
Israel: en racistisk stat
Staten Israel selv blev til ved en massiv etnisk udrensning og
fordrivelse af Palæstinas oprindelige befolkning. Da Balfour-erklæringen
blev skrevet i 1917 udgjorde jøderne blot 10 procent af befolkningen
25
i
det område, som i dag er Israel. Efter at størstedelen af den
palæstinensiske befolkning var blevet fordrevet gennem terrorhandlinger
i 1947 og 1948, oprettede jødiske racister Israel. Den zionistiske stat
ser det fortsat som sin opgave nøje at bevare det jødiske folks
kulturelle og genetiske integritet.
Israel sikrer jødisk kontrol over sin etniske enklave gennem nøje at
overvåge dens etniske sammensætning. Landet baserer sine
indvandringslove på etniske hensyn og begrænser indvandringen, næsten
helt til de, som biologisk set er af jødisk herkomst. En ateistisk jøde
fra New York, som aldrig har sat sine ben i Israel opmuntres med
økonomiske midler til at indvandre, mens hundredtusinder af fordrevne
palæstinensiske familier, som har levet der i tusinder af år, forbydes
at vende tilbage til deres fødested.
Israel er ingen "multikulturel stat". Det er en utilsløret, jødisk,
stat, som kun tager sig af det jødiske folks interesser. Med sin store
palæstinensiske minoritet er dette med sikkerhed det mest raceopdelte
samfund i verden. Der findes separate skoler for jøder og arabere,
separate lejlighedskomplekser, separate boligområder og separate
bosættelser. Mange love og forordninger holder palæstinensere nede, i
forhold til jøder. Eksempelvis forbydes palæstinensere, ved lov, at lade
sig hverve i hæren. Trods deres 22 procent af befolkningen (næsten en
dobbelt så stor andel som afroamerikanernes* andel i Amerika) har der
aldrig været en palæstinenser i den israelske regering. Et tidligere
medlem af Israels højesteret, Haim Cohen, sammenlignede det system, der
anvendes over for jøder, respektive palæstinensere, i Israel, med
Nazitysklands "Nürnberglove":
… den bitre skæbnens ironi, der har ført til, at samme biologiske og
racistiske love som nazisterne fremmede, og som inspirerede de
modbydelige Nürnberglove, nu tjener som grundlag for definitionen af
jødedommen i staten Israel.
Vi
kommer til at fordybe os i emnet "'Israel"' længere fremme i denne bog,
men jeg vil ikke forlade emnet nu uden først at påpege, at den jødiske
racisme, som behersker Israel, kun er udsat for meget lidt negativ
opmærksomhed i verdensmedierne. Tænk på det positive billede af Israel,
sammenlignet med den énsidige fordømmelse, der dyngedes over
apartheidstyret i Sydafrika. Fordømmelsen af Sydafrika blev skinhelligt
nok anført af de samme amerikanske medier, som totalt domineres af
tilhængere af Israel.**
Jeg
blev lidt efter lidt bevidst om den dobbeltmoral, som gennemsyrer
relationerne mellem jøder og ikke-jøder. Jøder praktiserede ét
moralsystem for sig selv og prædikede et helt andet for den ikke-jødiske
verden. Deres egen moral gik ud på etnisk stolthed, solidaritet,
tradition og egeninteresse. Men de talte for multikultur og liberalisme
for dem, som de betragtede som deres konkurrenter. Hvis der ikke fandtes
en sådan dobbeltmoral, hvordan skulle da de jødisk dominerede
amerikanske massemedier kunne:
•
Støtte staten Israel, hvor man lærer jødisk religion i skolerne, mens de
modsætter sig blot det at synge traditionelle amerikanske julesange i
amerikanske offentlige skoler?
•
Støtte staten Israel, som har strengt adskilte skoler, samfund og
faciliteter for jøder og arabere -
* Denne noget skabagtige betegnelse for "amerikanske
negre" er i dag fuldstændig indbygget i den amerikanske politisk
korrekte sprogbrug, det tilsvarende for "hvide amerikanere" eller
"amerikanske hvide" bliver så "euroamerikanere", "europæiske
amerikanere", "europæisk-amerikanere", evt. det noget ualmindelige
"europide amerikanere" (overs. anm.).
** Det bør noteres, at Israel skønmales i betydeligt højere grad i den
amerikanske presse end i den danske. Sammenligningen med Sydafrika er
dog tydeligvis også relevant hos os. (overs. anm.)
26
mens de fordømmer adskilte skoler og beboelsesområder i Amerika og
Sydafrika?
•
Støtte staten Israel med dens restriktive indvandringslove ”kun for
jøder”, mens de, i Amerika, endog undergraver forsøg på at begrænse den
illegale indvandring?
•
Støtte staten Israel, som tillader hver eneste jødisk medborger at bære
et automatgevær, hvis han ønsker det, mens de går i spidsen for strenge
våbenlove for amerikanske medborgere?
•
Støtte staten Israel, som åbent deklarerer sin hensigt om at bevare det
jødiske folk og den jødiske arvemasse, mens de fordømmer palæstinensere,
som ønsker at have en egen stat og hudfletter de hvide amerikanere, som
vover at tale for bevaringen af den hvide race og den vesterlandske
kultur i Amerika?
•
Altid fremstille de historiske relationer mellem jøder og ikke-jøder med
ikke-jøderne som skurke og jøderne som uskyldige ofre, mens man
fordømmer de ikke-jøder, som vover at forsvare sig mod denne etniske
nedrakning, som "antisemitter"?
Denne dobbeltmoral i massemedierne vækker til yderligere spørgsmål.
Hvorfor er verdenspressen så nærsynet, når det gælder Israels etniske
undertrykkelse? Er det en rimelig mistanke, at pressens partiskhed kan
bero på den overvældende jødiske magt? Når det gælder spørgsmål som dem
om jødisk racisme, giver denne dominans uden tvivl en forklaring på, at
begrebet Jewish supremacism, til forskel fra White supremacism,
aldrig anvendes af den amerikanske presse. Emnet udforskes overhovedet
ikke. End ikke, da Meir Kahane* kaldte palæstinensere for "hunde" og
foreslog tvangsfordrivelse af alle palæstinensere fra israelsk besatte
områder, hændte det, at han kaldtes "en jødisk racist"' - ('Jewish
supremacist').
Den
25. februar 1994 gik en amerikansk jøde, ved navn Baruch Goldstein, ind
i en moské i Hebron, hvor han med sit maskingevær åbnede ild og dræbte
29 af de bedende muslimer. Visse jødiske grupper har sidenhen gjort
Goldstein til en helgen og har ladet opføre helligdomme til minde om
ham, i både Amerika og Israel. Hverken Goldstein eller de, der har
bygget mindesmærker for ham, kaldes nogensinde for "racister" eller blot
"anti-arabiske" af de amerikanske medier.
Hvis, på den anden side, en ikke-jøde blot vover at citere Haim Cohens
udtalelse, hvor han sammenlignede Israels love med de nazistiske
Nürnberglove, bliver han med sikkerhed stemplet som "antisemit" af de
samme medier.
Den
dobbeltmoral, som regeringer og presse gør sig skyldige i verden over,
er ofte rent ud forbløffende. Præsident George Bush har, i efterveerne
fra flyangrebet imod World Trade Center, den 11. september 2001 meddelt,
at enhver nation, der huser terrorister, vil komme til at mærke de
amerikanske bombers vrede.
Ikke længe efter denne meddelelse spiste mr. Bush middag med én af
verdens værste terrorister, Ariel Sharon. Som verden er bekendt med, har
Sharon en lang ”meritliste” som terrorist og morder, og han er ikke
mindst ansvarlig for massakren på 1500 mænd, kvinder og børn i
flygtningelejrene Sabra og Shatila i Libanon.
*Ekstremistisk amerikansk-jødisk leder, grundlægger af
terroristorganisationen Jewish Defense League, tidl. medlem af det
israelske parlament, Knesset (overs. anm.)
27
Under middagen kastede mr. Bush ikke så meget som en lille oliven mod
mr. Sharon. I voldsom modsætning til det ulyksalige Afghanistan, er der
ingen amerikanske bomber faldet over Tel Aviv, fordi man dér huser
terrorister. Faktum er, at Israel ikke bare huser terrorister, men endog
har ophøjet mange af dem til dets højest placerede ledere. Sharon er
ikke den første terrorist, der bliver landets premierminister. Nogle af
de værste terrorister, som har været indehavere af denne stilling er
Begin, Shamir og Barak.
Man
kan selvfølgelig hævde, at den kendsgerning, at der findes en
chauvinistisk israelsk stat ikke behøver at betyde, at jøder i
diasporaen (uden for Israel) har samme racistiske dagsorden. Man bør
imidlertid lægge mærke til det faktum, at det organiserede jødesamfund,
over hele verden, hengivent støtter Israel. Endvidere findes der
rigeligt med beviser for, at den jødiske herrefolks-politik når langt ud
over Israels grænser. Mægtige jøder, inden for medier og regeringer,
over hele verden, handler ofte for at udøve kontrol over de
folk, hvoriblandt de lever.
En verdensomspændende dagsorden
Jødiske grupper udformer sædvanligvis strategiske dagsordener og handler
på en måde, som de tror, kommer til at tjene specifikt jødiske
interesser. Jeg tror, at du vil blive overrasket over de beviser, jeg i
denne bog fremlægger for den mediemæssige og politiske magt, som udøves
af jødiske chauvinister og racister verden over.
En
række jødiske organisationer kan klart påvises at have haft
verdensomspændende, strategiske mål siden starten af forrige århundrede.
Eksempelvis havde mange russiske og internationale jødiske
organisationer, såvel som enkeltpersoner, i det tidlige 1900-tal, som
mål at styrte Ruslands zar-regime, hvilket de betragtede som værende
antisemitisk. Der fandtes støtte i jødiske kredse over hele verden for
oprettelsen af et kommunistregime i Rusland efter jødiske forbilleder.
Disse kredse forsynede den "russiske revolution" med størstedelen af
dens lederskab og finansiering,
og det var en revolution, som faktisk blev anført mere af jøder end af
russere. Dens hovedsponsor var den jødiske New York-kapitalist og
ekstreme jødiske racist, Jacob Schiff.
Et
af de mange opsigtsvækkende dokumenter, jeg henviser til, kommer fra De
forenede Staters Nationalarkiv. Det afslører, at der i den første
sovjetiske kommunistregering kun var 13 russere og over 300 jøder, ud af
det samlede antal på 384 kommissærer.
Lad lige dette opsigtsvækkende faktum stå på skærmen lidt: der
fandtes kun 13 etniske russere i den første bolsjevikregering efter den
"russiske revolution". Den ledende korrespondent for London
Times
i Rusland, på denne tid, beskrev det som intet mindre end en
"fremmedinvasion" og berettede, at Rusland blev overtaget af jøder.
Det samme blev sagt af vor ambassadør i Rusland, David Francis,
og af amerikanske efterretningsofficerer i Rusland. Selv Winston
Churchill beskrev den russiske revolution som en magtovertagelse af
jødiske bolsjevikker, der havde "grebet det russiske folk i hovedhåret
og havde gjort sig til herskere over dette enorme imperium".
Dette er bare en lille forsmag på de mange fascinerende kendsgerninger,
du vil finde i denne bog.
Den
vellykkede omstyrtelse af et stort nationalt regime (og mordet på dets
herskerfamilie) som en del af en verdensomspændende jødisk dagsorden
viser, at de allerede i begyndelsen af 1900-tallet havde betydelig
økonomisk, politisk og mediemæssig magt i verden. I løbet af de år, der
siden er gået,
28
er
deres magt øget eksponentielt. De fleste mennesker er fortsat helt
uvidende om de hovedroller, jøderne havde i bolsjevismen i Rusland og i
spredningen af kommunismen, ud over hele verden.
Offentlighedens mangel på kundskab i dette spørgsmål kan ses som en
manifestation af jødesamfundets indflydelse på den akademiske verden og
massemedierne. Hvordan skulle ellers så betydningsfulde og let
efterviselige historiske fakta kunne forhindres i at blive almindeligt
kendte?
Det
viser også, med hvilket utroligt sammenhold og med hvilken koordination
den jødiske indflydelse, verden over, kan mobiliseres for specifikke
jødiske formål. Et andet eksempel på den magt, de besidder i store
nationers øverste ledelse, var deres succesfulde indsats for oprettelsen
af Israel. Fra Balfour-erklæringens fremsættelse (først helt for nylig
blev det kendt, at den virkelige forfatter til denne faktisk var
hemmelig jøde)
frem til grundlæggelsen af - og den fortsatte støtte til - Israel, har
jøderne vist deres evne til at få, hvad de ville have.
Den
herrefolksmentalitet, som er fremherskende blandt mange jøder, er i sin
natur skinhellig og skinsyg. Dersom de folk, som de jødiske racister bor
iblandt, begyndte at benytte sig af lignende programmer for etnisk
loyalitet og solidaritet, som de selv anvender, ville jøder naturligvis
ikke kunne udøve nogen magt og kontrol, eftersom de kun udgør en lille
del af befolkningen. Kun dér, hvor værtsfolkenes etniske og
nationalistiske bevidsthed er svækket, kan jødiske chauvinister samle
tilstrækkelig magt til at opnå deres mål. Der er et tydeligt mønster
for, hvordan jødisk indflydelse inden for den akademiske verden, i
regeringerne og i medierne, sigter mod at svække al etnisk solidaritet
og loyalitet blandt værtsfolket, alt imens man målbevidst opmuntrer til
etnisk stolthed og solidaritet mellem jøder. Sådan er det, uanset om det
drejer sig om palæstinensere eller briter, franskmænd eller
euro-amerikanere, afro-amerikanere eller muslimer i den arabiske verden.
Dette mønster ses i alle nationer, hvor der findes et betydeligt antal
ekstremistiske jøder.
De
samme kræfter, som støtter den jødiske herrefolksstræben, har hyklerisk
anklaget mig for at være "hvid racist" ('white supremacist'). Jeg
afviser dette tilnavn for, i modsætning til de jødiske racister, stræber
jeg ikke efter at styre eller kontrollere noget andet folkeslag. Jeg vil
helt enkelt blot bevare min egen race og dens kulturarv. At erkende og
bekræfte, at der findes iboende forskelle mellem de forskellige racer,
med hensyn til såvel kultur som adfærdsmønstre, traditioner og endda
genetik, gør ikke én til herrefolksideolog. Skal sandheden frem, så
foretrækker de allerfleste mennesker at omgås mennesker af deres egen
race eller etniske gruppe, og i ærlighedens navn synes de fleste nok, at
deres egen gruppe er den bedste. Herrefolkstænkning bliver det først,
når en gruppe vil kontrollere eller herske over en anden.
Dél og hersk
Racistiske jøder frygter og modarbejder al anden etnisk solidaritet end
deres egen. I vestlige nationer er de altid modstandere af enhver
organisation, som søger at forsvare europæeres interesser og kulturarv.
I ikke-europæiske nationer virker de ligeledes konsekvent for at
nedbryde de førende etniske gruppers solidaritet og homogenitet.
Det
er en del af de jødiske racisters modus operandi
at anspore til etnisk fremmed indvandring og multikultur i alle de
nationer, de bor i (bortset, naturligvis, fra Israel), fordi de anser et
splittet samfund, bestående af grupper i evig konflikt med hinanden, som
et let bytte for deres intensive og velorganiserede magtstræb. Dr.
Stephen Steinlight, den tidligere ledende repræsentant for American
Jewish Committee, som jeg tidligere citerede, udtrykker det i
forbavsende ligefremt sprogbrug:
29
I måske endnu en generation, ifølge en optimistisk prognose, befinder
det jødiske samfund sig således i en position, hvor det vil være i stand
til at dele og herske, og vil kunne indgå i udvalgte koalitioner, som
støtter vores dagsorden.
I
Amerika har de ikke alene arbejdet for at svække euro-amerikanernes
solidaritet, de har også aktivt modarbejdet afro-amerikanske
nationalistbevægelser, såsom Marcus Garveys bevægelse og Nation of
Islam. Disse sorte organisationer har villet bevare deres egen kulturarv
i stedet for at lade sig assimilere i et multikulturelt samfund. Jødiske
racister vil, hyklerisk nok, ikke have, at nogen som helst andre end de
selv skal være bevidste om deres kulturarv og egne, fælles interesser.
De arbejder for at få andre folk til at føle skyld, blot for at være
stolte af deres egen kultur. De udmaler etnisk stolthed og sammenhold,
blandt andre folk, som noget racistisk og hadefuldt.
Et
relevant eksempel på denne "dél og hersk"-taktik ser vi i Palæstina og
Libanon. De fleste palæstinensere og libanesere er muslimer, men et
betydeligt antal er kristne. Israel har aktivt fremelsket had og
borgerkrig imellem kristne og muslimer i Mellemøsten. En af årsagerne
til, at Ariel Sharon arrangerede den libanesiske falangist-milits'
nedslagtning af muslimske flygtninge i 1982 var, at han ville oppiske
had og bitter krig imellem Israels fjender indbyrdes. Én af Israels
tidligere premierministre, Moshe Sharett, afslørede i sine dagbøger, at
dette var én af Israels vigtigste strategier.
Destabilisering af hele nationer, gennem opmuntring til massiv
multi-etnisk og multi-religiøs indvandring - såvel som understøttelse af
eksisterende etniske og multi-religiøse konflikter i nationer - er en
prøvet magtstrategi, som racistiske jøder har benyttet sig af i
historien mange gange.
Denne stræben efter at nedbryde deres fjenders etniske solidaritet kan
demonstreres gennem de handlinger, der rettes mod det palæstinensiske
folk. Hvis Israels fordrevne palæstinensere bliver helt assimilerede i
værtsbefolkningerne i fremmede lande og på denne måde taber deres
identitet som palæstinensere, vil de og deres efterkommere givetvis ikke
være lige så tilbøjelige til at støtte den palæstinensiske sag. Hvis
jødiske befolkningsgrupper samtidig ikke assimileres, er de mere
tilbøjelige til at støtte den jødiske stat.
Alt
imens de forsøger at nedbryde andre folks etniske solidaritet, hengiver
den jødiske mediemagt sig til en konstant gentagen af den historiske
antisemitismes misgerninger. Denne fokusering har to formål. For det
første fremmer den jødisk solidaritet og verdensomspændende støtte til
Israel og for det andet stimulerer den et kollektivt jødisk had, der er
rettet imod den ikke-jødiske verden, hvorved assimilering med denne
formindskes. Gentagen opremsning af ikke-jøders modbydelighed beskytter
også imod ikke-jødisk kritik, for hvis nogen vover at kritisere jødisk
racisme, vil han blive fremstillet som moralsk sidestillet med de
ansvarlige for den jødiske holocaust. Den officielle holocaust-beretning
har antaget en religiøs status og dersom nogen anfægter så meget som en
linje i denne holocaust-bibel, bliver han en moderne kætter, der omtales
som en "benægter".
30
Et
andet eksempel på den jødiske racismes enestående hykleri ses i
spørgsmålet om blandede ægteskaber. Under sin kampagne til
præsidentvalget blev George Bush hudflettet af pressen fordi han holdt
en tale på Bob Jones universitetet. Det er en institution, som modsætter
sig ægteskab mellem forskellige racer. Under den samme kampagne holdt
både George Bush og Al Gore givetvis mange obligatoriske taler for
adskillige jødiske organisationer. Det ironiske er, at hver eneste
synagoge og hver eneste større jødiske organisation ihærdigt bekæmper
blandede ægteskaber mellem jøder og ikke-jøder. Denne hårrejsende
dobbeltmoral får selvfølgelig ingen omtale i Amerikas formodet
retfærdige og frie presse. Sådanne afsløringer ville ikke være god
jødisk reklame.
Alle jøder er naturligvis ikke racister, lige så lidt som alle tyskere
var nazister i hitlertiden, men det faktum står tilbage, at den
organiserede jødeverden har forfulgt en succesfuld dagsorden, som har
opnået en utrolig magt i den moderne verden. Med skabelsen af Israel har
de frembragt den mest racistiske nation på jorden. Men hvad der er af
endnu større betydning er, at de har fået held til at opnå en enorm magt
i mange af verdens betydeligste regeringer (især i De forenede Stater),
og i dag dominerer de fuldstændigt verdens nyheds- og
underholdningsmedier. Mit veldokumenterede kapitel om medierne vil
påvise, at deres magt er langt større, end du ville ane.
De lukker munden på deres kritikere
Det
er omfanget af den jødiske magt, der er årsagen til, at offentligheden
ikke er klar over den for de, som kender til den, er også klar over den
høje pris, de ville skulle betale for åbenlyst at diskutere den. I
Amerika kan det skade ens anseelse, eller endog medføre tab af ens
forretning eller job. At fortælle sandheden i denne sag kan medføre
trusler og endda fysiske overfald fra grupper som Jewish Defense League.
Anti-Defamation League (ADL), en gruppe, der udgiver sig for at
modarbejde racisme, har altid travlt med at anklage deres kritikere for
racemæssig, religiøs eller etnisk intolerance samtidig med, at de
heftigt forsvarer og benægter Israels åbenlyse racisme. Denne jødiske
racistorganisation kan ruinere økonomien eller den politiske karriere
for næsten hvem som helst, den måtte udpege.
Endnu alvorligere er de jødiske racisters fremgang med hensyn til at få
fængslet deres kritikere i mange europæiske lande. De kan endnu ikke
frit snigmyrde deres kritikere i disse lande, sådan som de har gjort det
med hundreder af palæstinensiske forfattere, digtere og gejstlige i hele
den arabiske verden. I Europa af i dag kan det imidlertid føre til
fængselsstraf blot at citere jødiske lederes racistiske udtalelser.
Der
sidder hundredvis af dissidenter i fængsel i dette øjeblik, som blot
vovede at tale eller skrive åbent om den jødiske etniske intolerance.
Trods det at medierne hele tiden fortæller os at vi, til forskel fra en
nazistisk eller kommunistisk stat, har ytringsfrihed, sidder europæiske
staters borgere nu i fængsel fordi de kritiserede de politisk korrekte
jødiske versioner af historiske begivenheder, såsom holocaust.
31
Jødiske racister har gjort sig intensive anstrengelser for at svække
etnisk bevidsthed og loyalitet europæere imellem. Ifølge nutidens
massemediers politiske korrekthed anses det for "racisme", når europæere
taler om kærlighed til deres eget folk og kulturarv og udtrykker et
ønske om at bevare disse. Som europæisk amerikaner mener jeg, at mit
folk har en ret til at bevare sin egen måde at leve på. Samtidig
erkender jeg den samme naturlige rettighed for alle de forskellige andre
folkeslag og nationaliteter på jorden. Hvor mærkeligt er det for
eksempel ikke at palæstinenserne, som er blevet etnisk udrenset fra
deres egen nation og er blevet nægtet deres mest basale
menneskerettigheder, så ofte høres karakteriseret som "antisemitter” og
"terrorister", medens de jødiske racister, der har terroriseret dem og
stjålet deres land, kun kritiseres svagt i verdenspressen?
Palæstinensere og andre i den arabiske verden må forstå at kilden til
deres egne vanskeligheder er den kendsgerning, at euro-amerikanere selv
er blevet forhindret i at forsvare deres egne nationale interesser og
deres egen kulturarv, præcis som palæstinenserne er blevet det.
Palæstinenserne kommer aldrig til at opleve frihed i deres land, førend
euro-amerikanerne er blevet befriet fra den jødiske overhøjhed i
Amerika.
Selv om jeg bestemt engagerer mig for euro-amerikanernes fremtid i
første række, respekterer jeg og sympatiserer jeg med ethvert andet
folk, som ønsker at bevare sin egen levevis og – endnu vigtigere –
bevare selve sin eksistens som etnisk gruppe. For mig er etnisk
overlevelse den mest grundlæggende af alle menneskerettigheder. En anden
grundlæggende menneskeret er et folks ret til at leve under en regering
og også nyheds- og underholdningsmedier, som reflekterer dets egne
grundlæggende værdier, traditioner, samt sociale og økonomiske
interesser. En nation, der undertrykkes af fremmede og fjendtlige
massemedier, er lige så undertrykt som én, der undertrykkes af en
fremmed besættelsesmagt.
Den
stigende globalisering i Det 21. Århundrede, som er drevet frem af
jødiske racister, vil komme til at formindske valgmulighederne og
frihederne for alle folk. Endvidere truer den bevarelsen af særskilte
kulturer, traditioner, religiøse trosretninger og etniske identiteter.
Globaliseringens slutresultat kommer til at være en gigantisk
verdensregering, én regering, der vil komme til at knuse menneskehedens
frihed og forskelligartethed lige så sikkert som en damptromle, der
kører over en blomst.
Den
tanke, at en nations regering skal repræsentere dens eget folk, og ikke
nogen fremmed magt, er grundprincippet for den amerikanske
uafhængighedserklæring og Amerikas eksistens som nation: et folks ret
til at have sin egen regering for sine egne interesser.
Præamblen til De forenede Staters forfatning siger det nøjagtigt, når
den taler om et styre "for os selv og vore efterkommere"
I
Amerika er den jødiske dominans over nøglepositioner i De forenede
Staters regeringsapparat helt utrolig. I præsident Clintons regeringstid
beskrev den førende israelske avis, Ma'ariv, hvordan "varme
jøder", det vil sige jøder, som er loyale over for Israels interesser,
havde livsvigtige stillinger
32
i
De forenede Staters sikkerhedsråd. Ma'ariv konstaterede, at syv
ud af elleve medlemmer var "varme jøder".
Vi gik ind i
Det 21. Århundrede med Madeleine Albright som udenrigsminister, George
Tenet som leder af CIA, William Cohen som forsvarsminister og Sandy
Berger som formand for Det nationale Sikkerhedsråd ('National Security
Council', NSC). Alle fire er jøder. Jødisk racisme blev
hovedsagelig forberedt og skrevet (2003 og 2007, overs. anm.) under
Clinton-regeringen, og giver dermed et historisk øjebliksbillede. Men
tro ikke, at den uforholdsmæssigt store jødiske indflydelse er
formindsket siden, under præsident George Bush. Hans præsidentembede
begyndte med færre jøder på de mest synlige poster, men det
bagvedliggende regeringsbureaukrati, som forbliver gennem flere
præsidentperioder, er så jødisk som nogensinde. Et godt eksempel er Alan
Greenspan, der har været bestyrelsesformand for den magtfulde Federal
Reserve (ca.: den amerikanske nationalbank, overs. anm.) under mange
præsidenter, fra begge partier.
I
Det nationale Sikkerhedsråd er det jødiske greb om magten blevet
stærkere siden præsident Bush' første tid i embedet. Richard Sale på
UPI
skrev den 28. februar 2003 om zionisten Elliot Abrams: "Forandringer i
Det nationale Sikkerhedsråd vil formentlig betyde en hårdere pro-Israel
linje i Mellemøsten….Elliot Abrams, den kontroversielle tidligere
regeringsembedsmand under Ronald Reagan, som præsident Bush sidste år
udnævnte til NSC for at skulle tage sig af Israel-Palæstina konflikten,
har fjernet adskillige stabsmedlemmer, som blev anset for at have en
upartisk indstilling i spørgsmålet."
Der
er tusinder af bøger og film, hvoraf mange er skrevet, produceret og
markedsført af racistiske jøder, som fordømmer doktriner og bevægelser,
der går ind for racisme eller etnisk overherredømme blandt ikke-jøder.
Der findes derimod kun ganske få bøger, som tør undersøge verdens
ældste, mest magtfulde og mest ondartede form for racistisk
herrefolkstænkning: den jødiske. Man skulle mene, at disse racistiske
jøder, dersom de var ærlige, snarere burde skrive om den racisme, de
kender bedst til: deres egen. Og min påstand er naturligvis, at jødiske
ekstremister er langt farligere end muslimske terrorister, i og med at
de bogstaveligt talt har fingeren på udløserknappen til verdens mest
uhyggelige våben, i verdens eneste supermagt. Rent faktisk har de
allerede brugt disse våben til at understøtte massiv terror imod en
nation, som ikke angreb os, og som absolut ingen skade gjorde os:
nationen Irak.
Jødisk Racisme
vil specielt påvise, hvordan jødiske racister har benyttet deres
politiske magt og mediemagt til at gennemtvinge deres egen dagsorden
trods det, at den klart strider mod Amerikas og de andre nationers
interesser. Et strålende eksempel er den amerikanske og britiske krig
mod Irak.
Irakkrigen
Det
er ingen tilfældighed, at de to lande, som er mest underlagt jødiske
indflydelse, USA og Storbritannien, indledte en
33
militær invasion af Irak i marts 2003. Ved at gå i krig mod Irak kæmpede
Amerika imod sig selv. De forenede Stater indledte en krig, som
med sikkerhed kommer til at skabe mere had og terrorisme mod Amerika,
som kommer til at koste hundreder af milliarder dollar, og som kommer
til at påføre den amerikanske økonomi og amerikanske diplomatiske
interesser forfærdelig skade, både ude og hjemme. Endnu mere
betydningsfuldt var det, at der var tale om et kynisk forræderi mod de
tapre amerikanske soldater, som aldrig burde have været udsat for fare,
medmindre det var for at sikre det amerikanske folks tryghed og frihed.
Den
kendteste, mest indflydelsesrige person, samt langvarige krigsfortaler,
er den glødende zionist, Richard Perle, som er formand for Pentagons
Defense Policy Board. Perle og dennes hustru er også grundlæggere af
JINSA, det "jødiske institut for national sikkerhed". Perle og et
mægtigt netværk af jødiske "nykonservative"('neocons'), har været de
førende propagandamagere for krigen. De omfatter mange tidligere
prominente marxister, såsom Norman Podhoretz, som modsatte sig
Vietnamkrigen, men omskabte sig til en konservativ høg for Israel.
Podhoretz har været redaktør for Commentary, tidsskriftet, der
udgives af American Jewish Committee. Andre nykonservative er Paul
Wolfowitz, Bill Kristol, David Wurmser, Douglas Feith, Elliot Abrams,
Paul Frum, Henry Kissinger og, til og med, den tidligere marxist og
"Black Panther"-sympatisør, David Horowitz.
Allerede i 1966 stod Perle, Feith og Wurmser bag en rapport, som kaldtes
A Clean Break: A New Strategy for Securing the Realm. Den krævede en
krig imod Irak, men den var ikke skrevet for USA, derimod for den
tiltrædende israelske premierminister, Likud-partiets Benyamin
Netanyahu. Da først israelerne havde besluttet sig for at skabe en
amerikansk krig mod Irak, var de nødt til at konstruere motivet til
krigen, så de sagde, at Irak besad masseødelæggelsesvåben og at Irak
truede Amerika. Massemedierne samarbejdede i dette. Ganske vist var
Israel langt mere skyldig i hver eneste påståede overtrædelse, som Irak
hævdedes at have begået, men de jødiske chauvinister og racister i
medierne ville aldrig drage sådanne indlysende sammenligninger - som
f.eks.:
Hvorfor gå i krig mod Irak?
•
'Irak har masseødelæggelsesvåben'.
Men Israel
har et af de største arsenaler i hele verden af såvel atomvåben, som
biologiske og kemiske våben.
•
'Irak forsøgte at hindre våbeninspektørernes arbejde'.
Men Israel
har aldrig så meget som tilladt nogen inspektion af sine enorme lagre af
masseødelæggelsesvåben. Israel har til og med blokeret for
FN-undersøgelser af israelske krigsforbrydelser, såsom massakrerne i
Sabra og Shatila flygtningelejrene og massemordet i Jenin.
•
'Irak har invaderet og brutalt besat sit naboland Kuwait'.
Men Israel
invaderede og besatte Libanon brutalt i 18 år, dræbte flere end 20.000
civile og smadrede 100.000 hjem.
34
•
'Irak havde brutalt besat de kurdiske områder af Irak'.
Men Israel
har besat de tre millioner mennesker på Vestbredden og i Gaza militært
gennem 35 år, en brutal besættelse, hvor Israel har myrdet og lemlæstet
i titusindvis af palæstinensere, har tvunget dem til at leve i smudsige
flygtningelejre, har torteret flere hundrede tusinder i sine fængsler og
nægtet palæstinenserne deres mest grundlæggende menneskerettigheder.
•
'Irak udgjorde en trussel mod USA'.
Men Irak
har aldrig løftet en finger mod USA, hvorimod Israel har et langt
synderegister af terrorisme og forræderi mod USA, som f.eks.
Lavon-affæren, angrebet på USS Liberty og Jonathan Pollard
spionaffæren.
•
'Irak har overtrådt FN-resolutioner, som f.eks. resolution 1441'
Men Israel
har overtrådt flere end tre gange så mange resolutioner som Irak,
heriblandt nogle, som havde opbakning fra USA. I 35 år har Israel
overtrådt resolution 242, som kræver fuldstændig israelsk
tilbagetrækning fra Vestbredden og gazaområdet.
Dersom Irakkrigen skulle være motiveret med det, som de jødiske
nykonservative og medierne anklager landet for, kunne man finde langt
stærkere begrundelse for en krig mod Israel! Krigen mod Irak var en
umoralsk, hyklerisk krig, en krig, der blev udkæmpet for Israel og imod
alle USA's vitale interesser. Det er en krig, som ganske enkelt ikke
havde været mulig uden den jødisk-chauvinistiske dominans over både
regering og massemedier.
Bare for at nævne den åbenlyse rolle, som det amerikanske jødesamfund
spillede i Irakkrigen, blev kongresmedlemmet, Jim Moran, tvunget til at
forlade sin stilling som leder af demokraterne. AP meddelte, den
14. marts 2003, således: "Jim Moran blev tvunget til at forlade sin
position, som leder af det Demokratiske Parti, efter det postyr som
fulgte hans kommentar om amerikanske jøders rolle i en mulig krig mod
Irak”.
Det er fascinerende at iagttage, hvordan jødiske racister udøver deres
magt i selv samme øjeblik hvor de benægter, at en sådan magt overhovedet
eksisterer.
Forsvaret af alle menneskers rettigheder
Jeg
ser en værdi i, at alle
folk bevarer deres kulturelle, nationale og endog biologiske arv. Alle
folkeslag har ret til at bevare deres egen unikke identitet, inklusive
jøderne. Denne bog handler om det faktum, at det organiserede jødiske
lederskab ihærdigt stræber efter disse mål om selvopholdelse for eget
folk, medens det samtidig konstant nægter andre nationaliteter og racer
at gøre det samme.
De
racistiske magtjøders endelige sejr ville ikke alene betyde tabet af
frihed, men også tabet af alverdens folkeslags respektive kulturarv. Det
er mit håb, at vi alle, alle nationer og alle jordens folkeslag – vil
arbejde sammen for at forsvare os mod denne ene uhørt magtfulde racisme,
som truer os alle.
35
De
samme kræfter, som støtter den jødiske herrefolksstræben, har hyklerisk
anklaget mig for at være "hvid racist" ('white supremacist').
Jeg afviser dette tilnavn, for i modsætning til de jødiske racister
stræber jeg ikke efter at styre eller kontrollere noget andet folkeslag;
jeg vil, som nævnt, helt enkelt bevare min egen race og dens kulturarv.
At erkende og bekræfte, at der findes iboende forskelle mellem de
forskellige racer, med hensyn til såvel kultur som adfærdsmønstre,
traditioner og endda genetik, gør ikke én til herrefolksideolog
eller racist. Troen på, at ethvert folk har retten til at bevare sin
kulturarv og forblive fri fra andres kontrol over det, er
ikke herrefolkstænkning. Det er det modsatte af
herrefolkstænkning. Herrefolksideologi - eller racisme - bliver det
først, når en gruppe vil kontrollere, eller herske, over en anden.
Jødiske racister arbejder ikke kun på at opnå kontrol ovr det
palæstinensiske folk og den arabiske verden. De søger overherredømme og
kontrol i næsten hver eneste nation, hvor de bor.
Én
af de taktikker, som de jødiske racister har benyttet imod mig og mod
denne bog er at påstå, at jeg er hvid herrefolks-fanatiker og racist. De
gør dette ved konstant at henvise til mit medlemskab af Ku Klux Klan som
ung mand. Det er vigtigt her at nævne, at jeg ikke har været involveret
i nogen Ku Klux Klan-gruppe i næsten 30 år. Desuden var den gruppe, jeg
var medlem af, helt og holdent lovlig og ikke-voldelig.
Intet medlem af min gruppe blev nogensinde anklaget for vold mod andre.
Da
jeg forlod organisationen for næsten 30 år siden erklærede jeg tydeligt
og offentligt, at jeg forlod organisationen, fordi jeg ikke ønskede at
blive sat i forbindelse med en organisation, der havde et medieomdømme
af had og vold. Den gang som nu siger jeg klart og tydeligt, at jeg
fordømmer enhver person eller gruppe, som virkelig går ind for vold,
terrorisme og had, uanset om det måtte være hvide, sorte, jøder, eller
nogen anden etnisk, racebaseret eller religiøs gruppe.
Sammenlign så mediernes behandling af mig, på grund af mine politisk
ukorrekte tanker, for 30 år siden, med behandlingen af dem, der har
begået kæmpemæssige forbrydelser imod menneskeheden, såsom Ariel Sharon
fra Israel, eller mediebehandlingen af de mange kommissærer fra
morderiske kommunist-regimer, som er vendt tilbage til magten i
tidligere kommunist-stater.
Selv om journalister skriver om, og interviewer, tidligere kommunister i
både Vest- og Østeuropas nuværende politikerverden, er det sjældent, at
én af dem bliver introduceret som "tidligere kommunist". Skønt sådan en
mand som Nelson Mandela, som ung mand, deltog i terroristiske
bombeaktioner, bliver han aldrig introduceret på TV som "tidligere
terrorist". Skønt Ariel Sharon blev erklæret ansvarlig – endog af en
israelsk kommission – for massakren på mere end 1200 palæstinensiske
mænd, kvinder og børn i Sabra og Chatila, bliver han ikke præsenteret
som "krigsforrbryderen" Ariel Sharon.
Trods det, at medierne ikke kan sige, at jeg nogensinde har skadet så
meget som ét menneske, indleder pressen næsten altid artikler om mig med
overskriften David Duke, tidligere KKK-leder, og siger intet om min fine
karriere i de efterfølgende 30 år. Jeg bliver ikke præsenteret med min
korrekte titel af Repræsentant, som det er normalt for tidligere
Repræsentanter, Senatorer og Præsidenter.
36
De
ville hellere kvæles end anvende min korrekte, og gennem hårdt arbejde,
berettigede titel: Dr. David Duke. De siger afgjort ikke David
Duke, forfatter af bestsellerne …. Det føles, som om tidligere
klansmand, David Duke står på min dåbsattest. Senator Robert Byrd er
tidligere klanleder, men forsatte sin karriere med, i Senatet, at stemme
for Israel, hundredvis af gange, så Senator Robert Byrd bliver
ikke præsenteret som tidligere klansmand Robert Byrd. George Bush
er tidligere stofbruger. Han præsenteres ikke som George Bush "tidligere
kokain-misbruger".
At
afsløre denne kendsgerning om min fortid er i orden, som det ville være
det i forbindelse med enhver offentlig person, men læg mærke til, at
hvis man er en ven af zionismen, da bliver ens kontroversielle fortid
til en fodnote, men hvis man går imod zionismen, bliver ens fortid til
en overskrift. Jeg tror helt afgjort, at dersom jeg i min politiske
karriere var gået videre, til at sælge ud af Amerika til de jødiske
interesser, da ville de jødiske mediefordømmelser være blevet ændret til
lovprisninger. Jeg kan tydeligt se deres smiger for mit indre blik:
Er det ikke flot, som David Duke kunne overvinde sin fortid?- ville
de sige.
Pressen omtaler heller ikke, at jeg vandt "Primary Election" til
vicepræsident-kandidat for Demokraterne i staten New Hampshire i 1988,
med over 60 procent af stemmerne. I 1989 stillede jeg op for
Republikanerne ved valget til Repræsentanternes Hus i Louisiana. I en
stat, nogenlunde på størrelse med Østrig, fik jeg mere end 60 procent af
de europæisk-amerikanske stemmer ved guvernørvalget og ved valget til De
forenede Staters Senat. Under præsidentvalget i 1992 fik jeg flere
stemmer, i nogle Republikanske primærvalg, end et antal, langt bedre
finansierede, siddende senatorer. I 1996 vandt jeg valgt til ”Parish
Executive Committee” for det største Republikanske distrikt i Louisiana.
Senere valgte de øvrige 13 rådsmedlemmer, med énstemmighed, mig som
formand, og jeg tjente i denne rolle frem til år 2000. Jeg tilbragte
derefter nogle år i Østeuropa og startede på et universitetsprogram på
det største universitet i Ukraine, hvor jeg opnåede en doktorgrad i
historie.
Jeg
er blevet inviteret til at holde foredrag på over 100 større
universiteter, og jeg har rejst over hele verden for at tale om
zionismens forbrydelser mod det palæstinensiske folk og de andre
mellemøstlige folkeslag, og om den forfærdelige skade, der er overgået
De forenede Stater gennem den zionistiske kontrol over vores
udenrigspolitik. Jeg offentliggjorde de israelske terrorist-angreb mod
De forenede Stater, som f.eks. Lavon-affæren, og Israels angreb
på "U.S.S. Liberty". Jeg advarede om, at et forræderi som det den
israelske agent Jonathan Pollard begik, ville blive gentaget, og længe
før angrebet "9/11" fandt sted, sagde jeg, at Amerikas Israel-dikterede
politik ville føre til terrorisme og stor skade for det amerikanske
folk.
Efter "9/11", og før starten på Irak-krigen, udbredte jeg den indlysende
sandhed, at Saddam ingen masseødelæggelsesvåben havde, og at Irak-krigen
var blevet iværksat af magtfulde jødiske ekstremister i De forenede
Staters medier og regering.
I
november 2002, kun nogle få måneder før starten på krigen, afslørede
Newsweek Magazine, Periscope Section, at De forenede Staters
udenrigsministerium ('State Department') truede med at fjerne
presse-rettigheder for
37
Al Jazeera satellit-tv, hvis de vovede at interviewe mig i et
"primetime" (bedste sendetid, overs. anm.) program. Al Jazeera
gennemførte modigt interviewet med mig alligevel, men inden der var gået
en måned blev jeg informeret om, at den zionistiske ekstremist Michael
Chertoff havde indledt straffesag imod mig for skattemæssige og
økonomiske forhold. Jeg kom til at tilbringe 13 måneder i det
amerikanske Gulag-øhav (mere herom i
kapitel 11).
Men
i stedet for at nedbryde min sjælsstyrke, bevirkede det kun, at jeg med
øget kraft genoptog mit arbejde, min uddannelse samt mine foredrag og
min skribentvirksomhed rettet mod det, som er den største trussel mod
frihed og fred, den internationale zionisme. Efter min løsladelse
afsluttede jeg min doktorgrad, og jeg har siden da holdt foredrag på
universiteter i Europa, Amerika og Mellemøsten.
På
Harvard University udgav den højt ansete J.F. Kennedy School of
Government, i 2006, en afhandling, skrevet af professorerne Stephen Walt
og John Mearsheimer, med titlen "Israel og USA's udenrigspolitik".
Zionister som Alan Dershowitz fordømte den og sagde, at den simpelthen
var kopieret fra min hjemmeside, og "kunne have været skrevet af David
Duke". I stedet for at have til resultat at nedgøre Walt og Mearsheimer,
har Dershowitz's bemærkninger i virkeligheden, langt snarere, kun
bekræftet mit arbejdes akademiske, høje kvalitet, for han påviser, at
professorer på det mest prestigefyldte universitet i USA nu har indtaget
mine holdninger. Du vil i denne bog se hvorfor.
I
2006 blev jeg inviteret til at tale på Holocaust-konferencen i Teheran.
Min tale drejede sig om den altafgørende vigtighed af ytringsfrihed på
alle områder, og om fornedrelsen af europæisk lovgivning, idet den
sætter mennesker i fængsel for at udtrykke deres mening og deres
samvittighed. Jeg mødte Irans åbenhjertige præsident, Dr. Mahmoud
Ahmedinejad, og oplevede på første hånd, hvordan de zionist-påvirkede
medier og regerings-embedsmænd piskede følelserne i vejret for at
fremprovokere en katastrofal krig mod Iran, gennem vedvarende brug af
den fejl-oversatte løgn om at "udslette Israel fra landkortet".
Jeg
arbejder ihærdigt for verdensfred, for frihed og uafhængighed for min
egen og, i virkeligheden, alle nationer. Alle folkeslag har ret til at
bevare deres helt særlige kulturarv og deres egenart. Jødisk racisme
forbliver den største trussel mod disse idealer og mod alle folkeslag.
---------------
Meget af denne bog er taget fra min selvbiografi,
My Awakening. Denne bog er opbygget på en tilsvarende måde. Den
er en beretning om min personlige opdagelsesrejse, hvor jeg vågnede op
til forståelsen af realiteten om den jødiske racisme: den ultimative
racisme. Du vil opdage, at bogens virkelige styrke ligger i de mange
direkte citater fra vigtige jødiske kilder, som jeg alle dokumenterer
med hundredvis af fodnoter, som du kan kontrollere selv.
Jødisk racisme
er et værk i autobiografisk form. Det er historien om, hvordan jeg, som
en ung mand, i slutningen af 1960'erne, fik øjnene op for Det jødiske
Spørgsmål. Det meste af min grundlæggende forståelse var på plads ved
slutningen af det årti, men min viden er blevet meget mere dybtgående i
løbet af de følgende 30 år. Siden 1960'erne er meget nyt, videnskabeligt
og politisk materiale
38
blevet tilgængeligt. I beretningen om min opvågnen forsøger jeg ikke at
give læseren indtryk af, at alt det materiale og alle de studier, jeg
henviser til, var til rådighed i 1960'erne. Jeg indvæver nutidige
oplysninger og dokumentationer i denne beretning, så læseren får gavn af
den nyeste viden. Jeg vil også, af hensyn til stoffets sammenhæng og
orden, fokusere på ét vigtigt område af mine opdagelser ad gangen, mens
tilegnelse af viden jo ikke inddeles så pænt ordnet i det virkelige liv.
Læseren vil finde nogle gentagelser af jødiske citater, som jeg finder
særligt afslørende. De gentages, når de er specielt relevante for mere
end ét af beretningens emner.
Det
ville også være en forsømmelse fra min side, hvis jeg ikke gjorde
opmærksom på, at når jeg skriver "jeg lærte" eller "jeg opdagede", så
forsøger jeg ikke at tage æren for den oprindelige efterforskning, for
min uddannelse i disse emner kom fra utallige forfattere, samt deres
bøger og artikler. Jeg står i gæld til dem, såvel som til mine mange
sympatisører og venner, som har lært mig meget gennem den indsigt og
viden, de har erhvervet i deres egen opvågnen. Jeg samler, organiserer,
analyserer og kommenterer materiale, som er indsamlet af videnskabsmænd
og forfattere fra gammel tid og frem til i dag.
Nu
er jeg ved afslutningen af dette forord, og jeg må lukke min notesbog og
bevæge mig ned fra Aspenbjerget. Medens jeg gør det, bliver jeg mig
bevidst, at jeg på ingen måde forlader naturens verden, for dens love
fortsætter med at gælde i menneskenes konfliktfyldte verden nedenfor.
Kampen for liv og frihed gælder for menneskehedens forskellige
folkeslag, lige så sikkert som den gælder alle former for liv og energi
på dette bjerg.
At
deltage i kampen for mit folks liv og frihed er lige så naturligt som
den krystalklare elvs løb ned ad bjerget her ved siden af mig. Det er
mit håb, at det europæiske folk, det palæstinensiske folk, ja samtlige
folk i verden, vil få indrømmet den mest grundlæggende menneskeret af
alle: retten til at leve – til at bevare deres egen kultur,
frihed og identitet. For at opnå dette må de modstå jordklodens
ultimative racisme: Jødisk racisme.
Jeg
ville være et fjols, dersom jeg ikke indså den fare for mit liv, mit
omdømme og min frihed, som jeg udsætter mig for ved at afsløre den
jødiske racistiske dagsorden. Men som en loyal europæisk amerikaner, som
en patriotisk medborger i De forenede Stater og også som én, der
oprigtigt ønsker retfærdighed for alle jordens folk - er min pligt klar.
Så,
mens jeg går ned ad bjerget betragter jeg elven ved siden af mig. Den
følger sin kurs.
Det
samme vil jeg gøre.
David Duke
Tidligere medlem af Repræsentanternes Hus i staten Louisiana, USA
Noter:
New Republic.
(1992). 4. maj.
Ibid.
Israel Shahak og Norton
Mezvinsky, (1999) Jewish Fundamentalism in Israel. Pluto Press, s.
B8-62
Samuel, Michael. (1999) e-mail, der blev sendt til vigtige organisationer,
der modsatte sig regeringens finansiering af Chabad Lubavitch religiøse
center i Montreal. 23. okt.
Jewish Telegraph Agency
(JTA) (2006) White House to Chabad: Bush won't press Israel, 27. juni 2006
Steinlight, Stephen. (2001).
The Jewish Stake in America's Changing Demography: Reconsidering a Misguided
Immigration Policy. Washington DC: Center for Immigration Studies.
Oktober
Shahak, I. (1994). Jewish
History, Jewish Religion. Boulder, Colorado, Pluto Press
Femte Mosebog 7:6. Overalt i
den danske oversættelse er anvendt: Bibelen, Gyldendal 1986. Gamle
Testamente 1938, Ny Testamente 1941.
Jubilæernes bog. 32:18-19
(Dødehavsrullerne, ”Jubelårets bog”). Se også Esaias 60:10-12
Joshua (Josvabogen) 6:21;
Joshua 10:37; Femte Mosebog 20:16
Femte Mosebog 20:10-18
Tredje Mosebog 25:44-46
Femte Mosebog 7:2-3; Esra
9:12
Johannes Evangeliet 7:13
Paulus' første
thessalonikerbrev 2: 14-16
Universal Jewish
Encyclopedia , ”Authority”, s. 637
New Republic. (1992)
Maj.
Simon, M. Trans. (1936). 57a
Gittin. London. Soncino Press. s.261
The Jewish Press.
(1988). 19. feb. 10A.
The Jewish Press.
(1988). 19. feb. 8C.
Bermant, C. (1991). Some
Carefully And Carelessly Chosen Words, Jewish Cronicle. 17. maj
Frank, Geyla (1997)
Hertzberg, A. &
Hirt-Manheimer, A. (1998). Relax. It's Okay to be the Chosen People.
Reform Judaism. Maj.
Look Magazine. (1962).
16. januar
Begin, M. (1964). The
Revolt: The Story of the Irgun. Tel Aviv: Hadar Pub. s. 162
Badi, J. (1960)
Fundamental Laws Of The State Of Israel. New York. s.156
Reuters News Service
(1998). Israelis Now Hold Worship Services at Grave of Their Hero, Baruch
Goldstein. 17. juni
New York Journal American
(1949). 3. feb.
Andelman, M.S. (1974). To
Eliminate the Opiate. New York – Tel Aviv: Zahavia. Ltd. 26
U.S. National Archives.
(1919). Record Group 120: Records of the American Expeditionary Forces, 9.
juni
U.S. National Archives.
(1919). Record Group 120. Records of the American Expeditionary Forces, 9.
juni
Francis, D.R. (1921).
Russia From the American Embassy. New York: C.Scribner's & Sons. s. 214
Churchill, W. (1920). Zionism
versus Bolshevism: A Struggle for the Soul of the Jewish People.
Illustrated Sunday Herald. 8. feb.
Associated Press Online.
(1999). Balfour Author was a Jew.
Steinlight, Stephen. (2001).
Backgrounder. Center for Immigration Studies. Oktober
Rokach, L. (1980).
Israel's Sacred Terrorism. Bellmont, Mass: Assoc. Arab American
University Grads.
Bar-Yosef, Avinoam. (1994).
The Jews Who Run Clinton's Court. Ma'ariv. 2. sept.
Sale, Richard. (2003). Staff
Change Means Mideast Policy Shift. (UPI article in Washington Times.
Februar
Associated Press. (2003).
Moran Forced to Quit DemocraticPost. 14 marts.
næste kapitel
forrige kapitel
NAVNE-register
JØDISK RACISME af Dr. David Duke -
Indhold