Zions Protokoller, eller "Protokollerne af Zions lærde ældre"

Zions Protokoller, eller "Protokollerne af Zions lærde ældre" (... af Zions vise)

En russisk udgave af The Protocols of the Learned Elders of Zion blev bragt til England i 1905 fra Rusland. Da et enkelt kapitel blev oversat i 1920, udløste det rasende protester fra jødiske kredse. Zions Protokoller synes at være en drejebog for, hvordan denne verdens magtjøder skal opnå absolut verdens-herredømme, og fremgangsmåderne bekræftes fuldt ud af begivenhederne i det 20. århundrede. Teksterne beskriver i en tone af olympisk ringeagt, hvordan man allerede har bemægtiget sig kontrol med medier og politikere og vil forstærke grebet, indtil supermagten Zion og det udvalgt folk har gjort alle andre folkeslag til dets slaver.
Følgende er (kap. 27 af 46) fra bogen The Controversy of Zion fra 1956 af den britiske London Times- korrespondent Douglas Reed (f. 1895, d. 1976).

Af Douglas Reed, Kap. 27 fra Kontroversen om Zion (1956), dansk e-bog fra Dan-Publishing (2013)

Siderne: 220, 221, 222, 223, 224, 225, 226, 227, 228, 229, 230, 231, 232, 233.

KAPITEL 27 – "PROTOKOLLERNE"

Direkte protokolcitater er fremhævet som afsnit i kursiv.
220
Medens Zionismen således tog form i de østlige ghettoer i løbet af det sidste århundrede – og ved begyndelsen af dette (20.) dukkede frem som en ny kraft i internationale affærer (da den britiske regering tilbød den Uganda) – forberedte verdensrevolutionen i disse samme talmudiske områder sit tredje "udbrud". De to kræfter bevægede sig fremad sammen i synkronisering (for Zionismen brugte, som det er blevet vist, truslen om kommunisme i Europa for at få de Europæiske herskere til at lytte til sine territoriale krav uden for Europa). Det var som begyndte to turbiner at producere én fælles overvældende kraft, som det nye århundrede skulle komme til at modtage elektriske stød fra.

Ifølge Disraeli og Bakunin var verdensrevolutionen kommet under jødisk lederskab fra omkring midten af århundredet, og dens krav ændrede sig derefter. Bakunins tilhængere, der stræbte efter at nedlægge staten som sådan, fordi de forudså, at den revolutionære stat kunne bliver mere despotisk end noget tidligere despoti, blev smidt ud og glemt. Verdensrevolutionen antog dermed form efter Marx' Det Kommunistiske Manifest, som sigtede mod Superstaten, grundlagt på slavearbejde og "konfiskeringen af menneskets frihed" (som de Toqueville skrev i 1848).

Dette skift i lederskab og mål kom til at bestemme det tyvende århundredes kurs. Metoderne, hvormed den eksisterende orden skulle nedbrydes, ændrede sig derimod ikke; de fortsatte med at være, som de var blevet afsløret ved udgivelsen af Weishaupts papirer i 1787. Mange udgivelser i det 19. århundrede viste, at de originale Illuminati-planer gennem generationerne fortsatte med at være lærebogen for revolutionære i alle lejre, hvad metode angik.

Disse værker gjorde reklame for – eller afslørede de destruktive planer på forskellig måde, somme tider i allegorisk form, men altid genkendeligt, hvis de blev sammenlignet med originalerne, Weishaupts papirer. I 1859 hævdede Crétineau Joly jødisk lederskab af "hemmelige selskaber". Hans bog gengav dokumenter (givet til ham af pave Gregorius XVI) fra den hemmelige italienske loge Haute Vente Romaine. Deres ægthed er hævet over enhver diskussion. Haute Vente Romaine blev ledet af en italiensk prins, der var blevet indviet af en af Weishaupts egne fortrolige (Knigge), og den var en genfødsel af Illuminati-ordenen. De ydre kredse af indviede, fjolserne, blev overbevist om, at "selskabets formål er noget ophøjet og ædelt, at det er Ordenen for dem, der ønsker en renere moral og en større fromhed, uafhængighed og enhed for deres land". De der steg til logens højere grader, lærte efterhånden de virkelige mål og svor at ville nedbryde al religion og al lovlig regering. Derefter modtog de hemmelighederne om snigmord, giftbrug og mened, som det var blevet afsløret i dokumenterne fra Weishaupt.

I 1862 grundlagde Karl Marx (hans Det Kommunistiske Manifest er genkendeligt illuminiseret) sin Første Internationale, og Bakunin udformede sin Alliance Sociale Démocratique, hvis program, (som fru Nesta Webster har vist det ved at sammenholde tekstpassager) var ufortyndet illuminisme. Samme år udgav Maurice Joly et angreb på Napoleon III, hvem han tillagde identiske metoder til at korrumpere og ruinere samfundssystemet (denne bog var skrevet i allegorisk form). I 1868 genbrugte tyskeren Goedsche de samme ideer i

221
form af et angreb på jødisk lederskab af revolutionen, og i 1869 tog den franske katolik og royalist Gougenot Des Mousseaux det samme tema op. Samme år udgav Bakunin sin Polemique contre les Juifs.

I alle disse værker optræder i den ene eller anden form kontinuiteten i den grundlæggende idé, der første gang blev afsløret i Weishaupts dokumenter, nemlig den at destruere al legitim regering, religion og nationalitet og oprette et despoti til at herske over de slavebundne masser med terror og vold. Nogle af dem hævdede jødisk udnyttelse af eller overtagelse af lederskabet for revolutionen.

Herefter opstod der en pause i den udgivne litteratur om den sammensværgelse, der for første gang var blevet afsløret i 1787 – indtil i 1905, hvor en professor Sergyei Nilus, en embedsmand i Departement for Fremmede Religioner i Moskva, udgav en bog, hvoraf British Museum i London har en kopi, der er stemplet "den 10. august 1906". Det ville have den største interesse om noget kunne oplyses vedrørende Nilus og hans bog, der aldrig er blevet oversat. Den mysticisme, som han og hans bog er blevet omgivet af, hæmmer efterforskning. Et enkelt kapitel blev oversat til engelsk i 1920. Det må nævnes her, eftersom den originale skrift fremkom i 1905, hvorimod det voldsomme spektakel først begyndte, da det udkom på engelsk i 1920.

Dette ene kapitel blev udgivet i England og Amerika som "The Protokols of the Learned Elders of Zion"*. Jeg kan ikke finde ud af, om dette var den originale overskrift på kapitlet eller om den blev tilsat ved oversættelsen. Intet bevis gives på, at dokumentet er, hvad det hævder at være, et referat fra et møde af jødiske "ældste". I den forstand er det derfor værdiløst.

Men i enhver anden forstand er det af uvurderlig betydning, for det viser sig gennem den afgørende ægthedsprøve (som er de følgende begivenheder) som værende et autentisk dokument tilhørende den verdenssammensværgelse, som for første gang afsløredes gennem Weishaupts papirer. Mange andre dokumenter i samme serie havde fulgt denne første åbenbaring, som jeg har vist, men dette overgår dem alle. De øvrige var brudstykker og viste glimt; dette viser det komplette billede af sammensværgelsen, både motiv, metode og mål. Det føjer ikke noget til det, der allerede var blevet afsløret stykvis (med undtagelse af den ubeviste henvisning til de jødiske "ældste" selv), men det placerer alle brikkerne i puslespillet på rette plads og afslører helheden. Det beskriver med nøjagtighed alt, hvad der er hændt i de 50 år, siden det blev udgivet, og hvad der tydeligvis vil følge i de næste 50 år**, medmindre sammensværgelsens egen kraft forinden har fremkaldt en neutraliserende modkraft.

Dokumentet er fyldt med en mængde af viden (specielt om menneskelige svagheder), der kun kan være udsprunget af århundreders eller årtusinders opsamlede erfaringer og studier. Det er skrevet i en tone af bedrevidende arrogance som af væsener, der hånende sidder på en olympisk bjergtop af ældgammel viden og i drilsk foragt skuer ned på de vridende masser langt dernede ("pøbelen" ... "alkoholiserede dyr" ... "kvæg" ... "blodtørstige vilddyr"), der uden held kæmper for at undvige "knibtangen", som er ved at lukke sig om dem. Den ene kæbe i tangen er "guldets magt", og den anden er den brutale kraft fra pøbelen, når denne ophidses til at destruere sine eneste beskyttere og dermed sig selv.

Den destruktive idé præsenteres i form af en videnskabelig teori eller næsten
222
en eksakt videnskab, der forsvares selvsikkert og med veltalenhed. Når jeg studerer Protokollerne, bliver jeg konstant mindet om et udtryk, der fangede mit øje i Disraelis udtalelse, som tidligere blev citeret***. Disraeli, der var omhyggelig i sit ordvalg, talte om "det destruktive princip" (ikke idé, måde, opfattelse, plan, sammensværgelse eller lignende) og med Protokollerne løftes teorien om destruktion til denne status af "en fundamental sandhed, en primær eller grundlæggende lov, en bestemmende adfærdslov" (for at citere forskellige ordbogsdefinitioner af ordet "princip"). I mange passager forekommer Protokollerne ved første øjekast at anbefale destruktion som en ting, der er en dyd i sig selv og som følgelig retfærdiggør alle de metoder, der udtrykkeligt anbefales til at fremme den: bestikkelse, afpresning (også af penge), korruption, undergravende virksomhed, forræderi, ophidselse af pøbelen, terror og vold, hvorved disse metoder også bliver dyder.
Men nærmere granskning viser, at dette ikke er tilfældet. Målet fremgår af tekstens slutning, og det er "Verdensmagten". Metoderne, der anbefales på vejen dertil, er blot de bedste til at opnå den. Endemålet blev første gang afsløret i Weishaupts dokumenter, og det er oplagt, at begge forskrifter udspringer af en meget tidligere kilde, selv om Protokollerne tidsmæssigt forholder sig til Weishaupts dokumenter som barnebarn til bedstefar. Det endelige mål går via tilintetgørelsen af al religion og nationalitet til at kunne etablere superstaten, der skal herske over verden gennem skånselsløs terror.

Da Protokollerne dukkede op på engelsk, fik det mindre vigtige spørgsmål om, hvem der var forfatter til disse præcise forskrifter, en falsk og uforholdsmæssig større betydning på grund af de rasende jødiske angreb på selve dokumentet. Sammenhængen mellem jødisk lederskab og den revolutionære sammensværgelse var på ingen måde ny; læseren har set, at Disraeli, Bakunin og mange andre tidligere havde bekræftet den. I dette tilfælde var påstanden om et specifikt møde mellem jødiske ledere i en sammensværgelse end ikke underbygget og kunne have været ignoreret. (I 1913 beskyldte en nogenlunde lignende publikation jesuiterne for at planlægge en verdenssammensværgelse magen til den, der beskrives såvel i Protokollerne som i Weishaupts papirer, men jesuiterne bemærkede stilfærdigt, at den opfattelse var forkert, og sagen blev glemt igen.)

Reaktionen fra den officielle jødedom i 1920 og sidenhen var anderledes. Den blev med vildt raseri rettet mod hele konceptet i Protokollerne. Den stoppede ikke med benægtelsen af en jødisk medvirken, men benægtede nogen sammensværgelse overhovedet, hvilket beviseligt var usandt. Eksistensen af sammensværgelsen var blevet observeret og erkendt af en lang række høje autoriteter, fra Edmund Burke, George Washington og Alexander Hamilton til Disraeli, Bakunin og de mange andre, der er nævnt tidligere. Ydermere var der i mellemtiden – indtil Protokollerne dukkede op på engelsk – leveret et afgørende bevis gennem forløbet i Rusland. Karakteren af det jødiske angreb på oversættelsen af Protokollerne kunne således kun bestyrke den generelle opfattelse: deres protest lød alt, alt for høj.

Angrebet var af den type, der lukkede munden på sådanne tidligere talsmænd for en offentlig undersøgelse og udredning som Robison, Barruel og Morse, men denne gang var det et åbenlyst jødisk angreb. De nævnte tre mænd havde dengang ikke antydet nogen jødisk medvirken, men var blevet hængt

223
ud blot for at henlede offentlighedens opmærksomhed på sammensværgelsens vedvarende karakter og på den kendsgerning, at den franske revolution kun var dens første "udbrud". Angrebet på Protokollerne i 1920'erne beviste frem for alt andet – sandheden i deres påstand; det viste, at den vedvarende organisation med det formål at undertrykke offentlig diskussion af sammensværgelsen var blevet perfektioneret i de mellemliggende 120 år. Formentlig var så mange penge og så megen energi aldrig nogensinde før i historien blevet brugt i et forsøg på at undertrykke ét enkelt dokument.

Dokumentet blev bragt til England af den ene af de to førende britiske korrespondenter i Moskva på den tid, Victor Marsden fra Morning Post (den betydningsfulde beretning om den anden korrespondent hører til et senere kapitel). Marsden var en autoritet vedrørende Rusland og led vedvarende under eftervirkningerne af terroren. Han blev faktisk dens offer; for han døde kort efter at have fuldført, hvad han tydeligvis opfattede som en pligthandling, nemlig oversættelsen på British Museum af Protokollerne.

Udgivelsen på engelsk vakte verdensomspændende interesse. Denne periode (1920 og fremefter) markerer afslutningen på den tid, hvor jødiske spørgsmål kunne diskuteres uhindret i det offentlige. Den indledende debat var fri og heftig, men i de følgende år lykkedes det udgivelsens modstandere at omgærde enhver omtale af indholdet med et skær af helligbrøde, og i dag er der næppe nogen, som i skrift eller tale vover at nævne Protokollerne. Det skulle lige være for at erklære dem for "falske" eller "infame" (Protokollerne forudser muligheden og udlægger den som underkastelse).

Den første reaktion var den naturlige. Protokollerne var modtaget som et formidabelt bevis på en sammensværgelse mod religion, nation, lovformelig regeringsmagt og ejendomsret. Alle var enige om, at en påstand om jødisk forfatterskab ikke havde noget grundlag, men at emnet var så dystert og så stærkt underbygget af hændelser efter den oprindelige udgivelse, at en grundig offentlig undersøgelse var nødvendig. Dette vidundermiddel "offentlig undersøgelse" havde mange førende mænd anbefalet 120 år tidligere. I det aktuelle tilfælde blev de efterfølgende angreb mere rettet mod kravet om en undersøgelse end på at afvise påstanden om "Zions Vise".

The Times (i London) skrev 8. maj 1920 som del af en længere artikel: "En upartisk undersøgelse af disse påståede dokumenter er højst ønskelig ... Skal vi blot afvise sagen uden undersøgelse, og lade den indflydelse en sådan bog kan få uantastet?" Morning Post (på det tidspunkt det ældste og mest sobre engelske dagblad) bragte treogtyve artikler, der også kaldte på en offentlig undersøgelse.

I Spectator den 27. august 1921 pressede lord Sydenham, en af de førende autoriteter på den tid, også på for en offentlig undersøgelse: "Hovedsagen er selvfølgelig, hvilken kilde Nilus fik Protokollerne fra. De russere, der kendte Nilus og hans skrifter, kan ikke alle være blevet udryddet af bolsjevikkerne. Hans bog ... er ikke blevet oversat, selv om det ville give en forestilling om manden ... Hvad er det mest slående særkende ved Protokollerne? Svaret er viden af en sjælden slags, omfattende det bredest mulige felt. Løsningen på dette "mysterium", hvis det er et sådant, vil skulle findes, hvor denne frygtindgydende viden, hvorpå der er baseret profetier, som nu bogstaveligt talt er gået i opfyldelse, kan vises at høre hjemme. I Amerika fastslog Henry Ford, at

224
"Protokollerne har passet til verdenssituationen frem til i dag; de passer til den i dag", og han fik bladet Dearborn Independent til at trykke en serie artikler, hvoraf der blev solgt halvanden millioner genoptryk.

Inden for to år var indehaveren af The Times blevet erklæret sindssyg (af en unavngiven læge i et fremmed land; et senere kapitel vil beskrive denne episode) og med magt fjernet fra kontrollen af sine blade, hvorpå The Times trykte en artikel, der afviste Protokollerne som værende et plagiat af Maurice Jolys bog. Indehaveren af Morning Post blev genstand for vedholdende bagvaskelser, indtil han solgte sin avis, som derefter ophørte med at udkomme. I 1927 trykte Henry Ford en undskyldning adresseret til en velkendt amerikansk jøde. Da jeg var i De Forenede Stater en del år senere, blev jeg informeret af pålidelige kilder om, at han blev overtalt til at gøre dette gennem trusler fra forhandlere, som hans koncerns fremtid var afhængig af, på et tidspunkt, hvor en ny Ford-model var ved at skulle på markedet.

Kampagnen mod Protokollerne er aldrig siden ophørt. I det kommunistiske Rusland blev alle eksemplarer, det var muligt at finde, destrueret under revolutionen, og alene det at besidde bogen hjemlede dødsstraf efter loven om "antisemitisme". I en direkte linje fra denne forordning, blot femogtyve år senere, tvang de amerikanske og engelske autoriteter i det besatte Tyskland efter Anden Verdenskrig den vesttyske regering til at indføre love mod "antisemitisme" efter den bolsjevikiske model; og i 1955 fik en trykker fra München, der havde ladet Protokollerne trykke, sin virksomhed konfiskeret. I England blev salget af bogen under det eksisterende pres kort efter udgivelsen midlertidigt standset af myndighederne, og i årenes løb fortsatte angrebene på den så voldsomt, at trykkere frygtede den og kun mindre lokale trykkerier nogensinde vovede at trykke den. I Schweiz mellem de to krige blev en jødisk retssag anlagt mod bogen under påstanden: "uanstændig litteratur". Sagen blev vundet, men dommen blev derefter tilsidesat af en højere domstol.

Denne tingenes tilstand, der således var skabt efter 1920, og som er fortsat frem til i dag, var forudsagt i Protokollerne i 1905:

Gennem pressen har vi fået magten til at påvirke, mens vi forbliver i baggrunden ... Den afgørende faktor for succes på det politiske (område) er hemmeligholdelsen af dets overtagelse; diplomatens ord skal ikke svare til hans gerninger ... Vi må tvinge regeringerne til at handle i den retning, der vil fremme vor stort udtænkte plan, som allerede nærmer sig sin opfyldelse gennem det, vi vil præsentere som den offentlige mening, hemmeligt suffleret af os ved hjælp af den såkaldte Stormagt, pressen, som med få undtagelser, der kan ses bort fra, allerede er helt i vore hænder ... Vi skal håndtere pressen på følgende måde: Vi skal lægge sadel og bidsel på den og styre den i stram tøjle; og på den måde skal vi kontrollere alle udgivelser fra den trykte presse, for hvad ville meningen være med at holde os fri for angreb fra pressen, hvis vi forbliver skydeskive for løbesedler og bøger? ... Ingen skal ustraffet sætte en finger på auraen af vor regerings fortræffelighed. Påskuddet for at standse en hvilken som helst udgivelse vil være en på skrømt udstedt erklæring om, at den ophidser den offentlige stemning uden anledning eller retfærdiggørelse ... Vi vil med sikkerhed vinde over vore modstandere, eftersom de, på grund af de føromtalte måder at håndtere pressen på, ikke vil have presseorganer til deres rådighed, i hvilke de fuldt og endeligt kan udtrykke deres synspunkter ...

225
Dette er historien om Protokollerne hidtil. Deres henvisning til jødiske "Vise" (eller "ældste") er ubeføjet, og bør derfor principielt undlades, uden at dette har ringeste betydning for vurderingen af andre beviser for jødisk lederskab af verdensrevolutionen som sådan. Det jødiske angreb på dem havde ikke karakter af et forsvar for jødedommen, men skulle standse udgivelsen, fordi "den ophidser den offentlige stemning uden anledning eller retfærdiggørelse". De fremsatte argumenter var ret spekulative. De gik ud på, at Protokollerne havde nær lighed med adskillige tidligere udgivelser, og derfor var "efterligninger" eller "falsknerier". Medens det i virkeligheden klart beviste, at de udgjorde en del af den fortsatte litteratur om sammensværgelsen. De kunne være frembragt af jødiske som ikke-jødiske revolutionære, og det er af sekundær betydning. Hvad de beviste var, at organisationen, der første gang var blevet afsløret gennem Weishaupts dokumenter, eksisterede endnu 120 år senere. Den beskrev de samme metoder og forfulgte det samme mål, der dengang blev afdækket; og på det tidspunkt, hvor Protokollerne blev udgivet på engelsk, havde den bolsjevikiske revolution leveret beviset.

Efter min mening udgør Protokollerne den afgørende håndbog for studerende af samtiden og dette emne. Hvis lord Sydenham i 1921 blev slået af den "frygtindgydende viden" de udstillede, "hvorpå profetier, der nu bogstaveligt talt er opfyldte, baseres", hvor meget mere ville han da ikke blive imponeret i dag, i 1956****, hvor så meget mere af dem er blevet lige så bogstaveligt opfyldt. Ved hjælp af denne bog kan ethvert menneske se, hvordan de seneste 150 års opstande blev sat i værk, og hvordan de næste 50 års tilsvarende vil blive det. Han vil i forvejen vide, hvordan hans valgte repræsentanters "handlinger" vil afvige fra deres "ord".

På et bestemt punkt blev jeg ud fra min egen erfaring i stand til at afprøve lord Sydenhams udtalelse om opfyldte profetier. Protokollerne siger, hvor de taler om kontrol med udgivelsen af information:

Ikke en eneste bekendtgørelse vil nå offentligheden uden om vores kontrol. Selv i dette øjeblik bliver dette opnået af os ved, at alle nyheder modtages af nogle få bureauer, i hvis kontorer de indsamles fra alle dele af verden. Disse bureauer vil da helt være vore, og vil kun dække det, vi dikterer til dem.

Det var ikke situationen i 1905 eller på lord Sydenhams tid eller i 1926, da jeg blev journalist, men det udviklede sig sådan og er situationen i dag. "Nyheds"strømmen fra aviserne fylder godt i den offentlige bevidsthed og strømmer fra nogle få bureauer som vandet fra et halvt dusin vandhaner. Enhver hånd, der kan kontrollere disse vandhaner, kan kontrollere "nyhederne", og læseren vil selv kunne observere, i hvilken filtreret form nyhederne når ham. Med hensyn til de redaktionelle synspunkter kan forandringen nemt opleves ved at sammenligne med upartiske, kritiske artikler, der blev trykt i The Times, Morning Post, Spectator, Dearborn Independent og tusinde andre tidsskrifter for omkring 25 år siden. Dette kunne ikke ske i dag. Underkastelsen af pressen er blevet gennemført som Protokollerne forudsagde, og i løbet af min generation, og på grund af mit erhverv så jeg det ske.

Et sammenlignende studium af Protokollerne og Weishaupts papirer fører til den klare konklusion, at de begge stammer fra en fælles og meget ældre kilde. De kan ikke have været et produkt af én mand eller én gruppe af mænd fra samme periode, hvor de blev udgivet. Den "frygtindgydende viden", der

226

afdækkes med dem, bygger tydeligvis på århundreders opsamlet erfaring. Dette angår specielt (i både Protokollerne og Weishaupts papirer) kendskabet til menneskelige svagheder, der udspecificeres med analytisk nøjagtighed, og hvor metoderne til at udnytte hver enkelt af dem beskrives med en blanding af fryd og foragt.

Værktøjet, der skal anvendes til at ødelægge de kristne nationalstater er "pøbelen". Ordet bruges hele tiden med skærende foragt til at betegne masserne (som i offentlig omtale smigres med benævnelsen "folket").

Mennesker med dårlige karakterer er mere talrige end de gode, og derfor opnås de bedste resultater med hensyn til at regere dem, ved at anvende vold og terror ... En pøbels styrke består i en blind, sanseløs og tankeløs kraft, der altid kan blive underkastet et forslag fra en hvilken som helst kant.

Ud fra dette udvikles der en argumentation, der går ud på, at "et absolut despoti" er nødvendigt for at regere "pøbelen", der er en ansamling af "vilde", og at "vor Stat" vil anvende "en terror, der vil have tendens til at producere blind underkastelse". At den "ordrette opfyldelse" af disse forskrifter har fundet sted i Sovjetrusland, må være indlysende for alle i dag.

Dette "absolutte despoti" skal placeres hos den internationale Superstat ved vejs ende. Inden da beskrives regionale dukke-despoter som essentielle i processen til at nedbryde staters struktur og folkenes forsvar:

Under "premier-diktatorerne" i nutiden lider folkene tålmodigt og tåler sådanne misbrug, som de ville have halshugget tyve konger for at være skyldige i et enkelt af. Hvad er forklaringen? Den er, at disse diktatorer hvisker til folket gennem deres agenter, at gennem disse misbrug skader de staten med det højeste formål for øje – at sikre folkenes velfærd, internationalt broderskab mellem dem alle, deres solidaritet og lige rettigheder. Naturligvis fortæller de ikke folkene, at denne forening må ske under vort uindskrænkede herredømme.

Denne passage er af særlig interesse. Udtrykket "premierdiktator" ville ikke i almindelighed være blevet forstået i 1905, hvor vestens folkeslag troede, at deres valgte repræsentanter udtrykte og var afhængige af deres godkendelse. Det blev imidlertid et dækkende udtryk under Første- og Anden Verdenskrig, hvor amerikanske præsidenter og britiske premierministre rent faktisk gjorde sig selv til "premierdiktatorer" og benyttede undtagelsesbeføjelser på vegne af "folkenes velfærd ... internationalt broderskab ... lige rettigheder". Ydermere fortalte disse "premierdiktatorer" i begge krige, at det endelige mål for alt dette ville være "forening" under en verdensregering af en eller anden slags. Spørgsmålet, hvem der skulle lede denne verdensregering, fik aldrig et klart svar. Så meget andet i protokollerne er blevet opfyldt, at deres påstand om, at de ville være sammensværgelsens værktøj til at regere verden "med vold og terror", fortjener en del eftertanke.

Det særligt karakteristiske ved de to verdenskrige er den skuffelse, som hver af dem bragte til de folk, der så ud til at have sejret. "Frygtindgydende viden" ser derfor igen ud til at have inspireret følgende udtalelse, fremkommet i 1905 eller tidligere: "Lige siden dengang (den franske revolution) har vi ført folkene fra den ene skuffelse til den næste", og senere denne:

Ved disse handlinger er alle stater i lidelsestilstand; de higer efter ro, er rede til at ofre alt for fred; men vi vil ikke give dem fred førend de åbent vedkender sig vores internationale Superregering i underkastelse.

Disse ord, skrevet før 1905, synes nøjagtigt at

227
beskrive det 20. århundredes forløb.
Og igen siger dokumentet:

Det er altafgørende for vort mål, at krige, så vidt det er muligt, ikke skal resultere i territoriale gevinster.

Lige præcis dette udtryk fra 1905 eller tidligere blev gjort til det vigtigste slogan eller det tilsyneladende moralske princip, der blev udråbt af Amerikas og Englands politiske ledere i begge verdenskrige, og i dette tilfælde er forskellen mellem "diplomatens" "ord" og "handling" vist gennem resultaterne. Første Verdenskrigs væsentligste resultat var at etablere Revolutionær-zionisme og Revolutionær-kommunisme som nye kræfter i internationale affærer, den første for et lovet "hjemland" og den anden for en stat at være i. Det væsentligste resultat i Anden Verdenskrig var, at yderligere "territoriale gevinster" tilfaldt Zionismen og Kommunismen og ingen andre. Zionismen opnåede sit hjemland, og kommunismen modtog det halve Europa. Den "dødbringende præcision" (lord Sydenhams ord) i Protokollernes forudsigelser virker tydelig her, hvor en besynderlig sætning, brugt i Protokollerne fra 1905 blev det daglige sprog for amerikanske præsidenter og britiske premierministre i 1914–1918 og 1939–1945.

Grunden til, at forfatterne af Protokollerne regnede dette slogan for vigtigt i vildledningen af folkeslagene, bliver også forklaret: Hvis nationer, der indvikles i krige bliver nægtet "territoriale gevinster", vil den eneste sejrherre være "vort internationale agentur ... vore internationale rettigheder vil da udviske nationale rettigheder i den rette betydning af rettigheder og vil herske over nationerne, præcist som de civile love i Staterne bestemmer forholdene mellem disses statsborgere". For at frembringe en sådan tingenes tilstand er lydelige politikere påkrævede, og om dem siger Protokollerne:

Administratorerne, som vi vil udvælge fra offentligheden med nøje hensyntagen til deres evner til servil lydighed, vil ikke være personer, som er trænet i regeringskunsten og vil derfor let blive til bønder i vort skakspil i hænderne på mænd af lærdom og geni, som vil blive deres rådgivere, specialister, der er opfostret og uddannet fra den tidligste barndom til at regere hele verdens affærer.

Læseren kan selv dømme, om denne beskrivelse passer på nogle af Vestens "administratorer" gennem de sidste fem årtier; testen er deres indstilling til Zionismen, verdensrevolutionen og verdensregeringen, og følgende kapitler vil give oplysninger på disse tre områder. Om "rådgiverne" er det passende at sige, at de opererer med en "dødbringende præcision".

Her kommer igen den "frygtindgydende viden", der blev åbenbaret for mere end 50 år siden. I 1905 var den ikke-valgte, men magtfulde "rådgiver" ukendt i offentligheden. Sandt nok vidste de oplyste få, som Disraeli, at "verden regeres af helt andre personligheder end dem, der ikke er bag kulisserne, kan forestille sig", men for den almindelige offentlighed ville denne passage være uden mening.

Men under Første- og Anden Verdenskrig blev den ikke parlamentarisk valgte, uofficielle, men bydende "rådgiver" en almindelig offentlig figur. Han kom åbent frem (gennem "undtagelses-bemyndigelser") og blev kendt og passivt accepteret af den almindelige offentlighed. Måske er den foragt, der i Protokollerne blev vist for "pøbelen" retfærdiggjort af denne underkastelse i forhold til et herredømme, der fungerede bag kulisserne. Ja underkastelsen var endog intakt, selv når alt foregik åbenlyst. I De Forenede Stater, for eksempel, blev "rådgivere om jødiske sager" nye beboere af Det Hvide Hus og af hovedkvartererne for

228
amerikanske besættelseshære. En financier (som offentligt anbefalede drastiske midler til "at regere hele verdens affærer" (det var Bernard Baruch; Oversætter) var rådgiver for så mange præsidenter, at han permanent fik tilnavnet "Statsmandsældste" (Elder Statesman) af pressen, og besøgende premierministre fra England drog til ham som til et sæde for den øverste myndighed.

Protokollerne forudsagde dette "rådgivernes" regime på et tidspunkt, hvor ingen forstod, hvad der mentes, og få ville have forestillet sig, at de ville vise sig åbent i de øverste cirkler.

Protokollerne fastslår gentagne gange, at det første mål er udslettelsen af den nuværende herskende klasse ("aristokratiet", det udtryk, der blev anvendt, var endnu anvendeligt i 1905) og tilegnelsen af ejendom gennem ophidselse af den utænkende, dyriske "pøbel". Igen sørger senere begivenheder for at give "forudsigelsen" dens "dødbringende præcision":

I politik må man vide, hvordan man uden tøven tilegner sig andres ejendom, hvis vi dermed sikrer underkastelse og suverænitet ... Ordene "Frihed, Lighed, Broderskab" bragte, takket være vore blinde agenter, hele legioner til vore rækker, som bar vore bannere med entusiasme. Og hele tiden var disse ord som orme, der borede sig ind i folkets velstand, satte en stopper overalt for fred, ro, solidaritet og nedbrød alle fundamenterne for staterne ... Dette hjalp os til vor største triumf; det gav os, blandt andre ting, muligheden for at få den vigtigste trumf i vore hænder, nedbrydningen af privilegier eller med andre ord selve aristokratiets eksistens ... den klasse, som var det eneste forsvar folk og lande havde imod os. På ruinerne af det naturlige og arvelige aristokrati ... har vi opstillet vores uddannede klasses aristokrati, som ledes af pengenes aristokrati. Velstand, der er afhængig af os, har vi gjort til dette aristokratis forudsætning – og viden. Det er denne mulighed for at udskifte folkets repræsentanter der har stillet dem til disposition for os, og ... givet os magten til at udnævne ... Vi optræder på scenen som påståede redningsmænd for arbejderen fra denne undertrykkelse, når vi tilbyder ham at indtræde i vore kæmpende styrkers rækker: Socialister, anarkister, kommunister ... gennem nød og den misundelse og det had, som den skaber, skal vi bevæge pøblerne og med deres hænder skal vi udslette alle dem, der hindrer os på vor vej ... Folket, der ukritisk tror på ting, som er trykt, nærer et blindt had til alle tilstande, som det føler befinder sig over det; for det har ingen fornemmelse af ordene klasse og tilstand ... Disse pøbler vil med stor fornøjelse fare frem for at lade blodet flyde fra dem, som de i deres simple uvidenhed har misundt lige fra de lå i vuggen, og hvis ejendom de så vil blive i stand til at plyndre. "Vores" vil de ikke røre, for tidspunktet for angrebet vil være os bekendt, og vi vil tage skridt til at beskytte vore egne ... Ordet "frihed" får mennesker til at komme ud og kæmpe mod enhver form for autoritet, endog mod Gud og naturens love. Af den grund vil vi, når vort kongerige tager form, blive nødt til at udradere dette ord fra livets leksikon, som værende et princip for en dyrisk kraft, der forvandler pøbler til vilde dyr ... Men friheden kunne også eksistere uskadeligt inden for Statens økonomi og til folkets velstand, hvis dens grundlag var en tro på Gud ***** ... Derfor er det afgørende for os at undergrave al tro, at rive selve princippet om en guddom og en ånd ud af hovedet på masserne, og i dets sted opstille matematiske formler og materielle behov ...

Vi har sat folkenes personlige og nationale opfattelser op mod hinanden, samt sørget for

229
religions- og racehad, som vi har opdyrket til en grænseløs vækst i løbet af de sidste 20 århundreder. Dette er grunden til, at der ikke er én stat, der kunne få støtte nogetsteds, hvis den ville rejse sig mod os, for hver eneste af dem må huske, at en aftale rettet imod os er en aftale mod dem selv. Nationerne kan ikke indgå den mindste fortrolige overenskomst, uden at vi i al hemmelighed har en finger med i spillet ... For at kontrollere den offentlige mening må vi bringe den i en tilstand af forvirring ved fra alle sider at give plads til mange modstridende meninger. Dette i så lang tid det kræves, for at få folkene til at tabe deres hoveder i labyrinten og komme til at indse, at det bedste er ikke at have en mening af nogen slags i politiske spørgsmål, som det ikke er givet offentligheden at forstå, eftersom de kun forstås af ham, der leder offentligheden. Dette er den første hemmelighed.

Den anden hemmelighed, der er nødvendig for vor regerings succes, består i at mangedoble nationale problemer omkring vaner, passioner, livsvilkår i så høj en grad, at det vil være umuligt for nogen at vide, hvor han befinder sig i det deraf følgende kaos, så medborgere indbyrdes bliver ude af stand til at forstå hinanden ... Ved alle disse midler skal vi i den grad nedslide folkene, så de vil blive tvunget til at tilbyde os international magt af en sådan slags, at den vil sætte os i stand til uden voldsanvendelse gradvist at absorbere alle statsmagterne i verden og forme en Superregering. Herskerne af i dag vil vi i det skjulte erstatte med en proforma-organisation, som vi vil kalde Superregeringen. Dens hænder vil række ud i alle retninger som gribeklør, og dens organisation vil være af så kolossale dimensioner, at ingen nation i verden vil kunne undgå den.

At Protokollerne afslører kommunismens og zionismens fælles inspirationskilde kan ses af de påfaldende paralleller, som kan drages mellem de to vigtigste fremgangsmåder, der anvises i dem, og de vigtigste metoder, der blev brugt af dr. Herzl og Karl Marx:
Protokollerne lægger igen og igen vægt på at ophidse "pøbelen" imod den herskende klasse, som den mest effektive metode til at ødelægge stater og nationer og til at opnå verdensstyre. Dr. Herzl brugte, som det blev vist i det foregående kapitel, netop denne metode til at få de europæiske herskere til at lytte.

Dernæst Karl Marx. Protokollerne siger:

Folkenes aristokratier er døde som politisk kraft ... men som jordbesiddere kan de stadig blive skadelige for os derved, at de er selv-forsynende som følge af disse landressourcer. Det er derfor afgørende for os at fratage dem denne jord uanset prisen ... Samtidig må vi intensivt støtte handel og industri ... hvad vi ønsker er, at industrien skal tømme landbruget for både arbejdskraft og kapital og ved hjælp af spekulation flytte hele verdens penge over på vore hænder ...

Karl Marx fulgte i sit Det Kommunistiske Manifest nøjagtigt denne opskrift. Rigtigt nok erklærede han, at kommunismen kunne opsummeres i én sætning: "ophør af privat ejendomsret", men efterfølgende ændrede han denne udtalelse ved at begrænse den til jord og dermed underforstå, at andre typer privat ejendom skulle forblive intakt. (I den senere marxistiske virkelighed blev al privat ejendom selvfølgelig konfiskeret, men jeg taler her om den eksakte parallel mellem strategierne, der blev lagt før denne begivenhed, såvel i Protokollerne som af Marx.)

En passage, der er af særlig interesse i dag, selv om den er skrevet før 1905, lyder:

Hvis nogen stat nu til dags rejser protester imod os, er dette kun

230

proforma og efter vores anvisning, for deres antisemitisme er uundværlig for os i bestyrelsen af vore mindre brødre.

Et tydeligt træk i vores tidsalder er den måde, hvorpå anklagen om "antisemitisme" hele tiden skifter fra ét land til et andet, hvor det land, der bliver således anklaget automatisk bliver udpeget som fjenden i den næste krig. Denne passage kunne give den kritiske studerende et eftertænksomt udtryk, når han hører om tidens periodiske rapporter om pludselig "antisemitisme" i dagens kommunistiske Rusland.

Ligheden med Weishaupts dokumenter er meget stærk i de passager, der beskæftiger sig med infiltrering af offentlige kontorer, professioner og partier, for eksempel:

Det er fra os den altopslugende terror kommer. Vi har i vores tjeneste personer af alle observanser, alle doktriner, monarki-tilhængere, demagoger, socialister, kommunister og utopister af enhver art. Vi har spændt dem alle for vores vogn. Hver eneste af dem borer på sin egen facon løs i de sidste rester af autoriteter, forsøger at omvælte al form for etableret orden. Ved disse gerninger er alle stater blevet bragt i desperation; de higer efter fred og ro, er parate til at ofre alt for freden, men vi vil ikke give dem fred før de åbent accepterer vor internationale Superregering i underkastelse.

Hentydningen til infiltration af især universiteter og af undervisningen generelt stammer direkte fra Weishaupt, eller fra den kilde han måtte have fået dem fra:

... Vi vil infiltrere universiteterne ... Deres embedsmænd og professorer vil blive forberedt gennem detaljerede hemmelige handlingsprogrammer, som de ikke ustraffet vil afvige fra, ikke en millimeter. De vil blive udnævnt med særlig omhu, og vil blive placeret sådan, at de er fuldstændigt afhængige af vor regering.

Denne hemmelige infiltrering af universiteterne (der blev vellykket i de tyske på Weishaupts tid, sådan som hans dokumenter beviser) blev i meget stort omfang succesfuldt udviklet i vor generation. De to britiske regeringsembedsmænd******, som efter deres flugt til Moskva blev fremvist til den internationale presse i 1956 og udtalte, at de var blevet opslugt af kommunismen på deres universitet, var et par typiske produkter af den metode, som beskrives af Protokollerne tidligt i dette århundrede og af Weishaupt i 1787.

Weishaupts dokumenter taler om Frimureriet som det bedste "dække", hvorunder sammensværgelsens agenter kan arbejde. Et andet skalkeskjul er ifølge Protokollerne: "Liberalisme":

Da vi indplantede giftstoffet Liberalisme i statens organisme, undergik dens hele opbygning en forandring. Stater er blevet angrebet af en dødbringende sygdom, en blodforgiftning. Alt hvad der står tilbage er at afvente slutningen på deres dødskamp.

Udtrykket "utopister", der anvendes mere end en enkelt gang, vedrører de liberale, og dets oprindelige kilde befinder sig muligvis i Det Gamle Testamentes hentydning til "drømmere af drømme", der, sammen med "falske profeter", skal slås ihjel. Slutningen for Liberalismen synes derfor åbenbar for den grundige student, selv om Protokollerne ikke udpensler det:

Vi skal udrydde liberalismen fra de vigtige strategiske stillinger i vor regering, som uddannelsen af underordnede i vor statsstruktur afhænger af.

"Big Brother"-regimerne i vort århundrede er nøjagtigt forudsagt i følgende passage:

Vor regering vil have udseende af en patriarkalsk værgeordning under vores hersker."
Republikanere skal også være "dække" for sammensværgelsen. Protokollerne

231
er specielt foragtende over for republikanere, hvor de (som ved liberale) ser selvdestruktionens våben smedet ud af "pøbelen": ... Da var det, at republikkernes tidsalder blev mulig at gennemføre; og da var det, at vi erstattede regenter med en karikatur af en regent, en præsident, grebet ud af pøbelen, fra midten af vore marionetter, vore slaver. Sådan lykkedes det os at underminere folkene.

Derefter beskriver de ukendte forfattere, fra en tid forud for 1905, den position, som amerikanske præsidenter er blevet reduceret til i vort århundrede. Passagen starter således:

I nærmeste fremtid vil vi etablere "præsidenters ansvarlighed". Dette betyder, som den efterfølgende tekst viser det, et personligt ansvar i modsætning til ansvar, der afgrænses af en forfatnings kontrol. Præsidenten skal blive en af "premierdiktatorerne", som tidligere forudskikket, hvis rolle skal være at nedbryde staters forfatningsforsvar (grundlove) og på den måde forberede forening under vort suveræne styre.

Under Første- og Anden Verdenskrig blev de amerikanske præsidenter rent faktisk til "premierdiktatorer" i denne betydning, medens de hævdede, at "situationens alvor" og hensynet til "sejr" nødvendiggjorde denne tilegnelse af en personligt ansvarlig magt; en magt, der ville blive givet tilbage til "folket", når "nødsituationen" ophørte. Læsere, der har levet længe nok, vil mindes, hvor utænkeligt noget sådant forekom, før det skete, og hvor passivt det så blev accepteret. Derefter fortsætter passagen:

Parlamentet vil sørge for dække til, vil beskytte, vil udvælge præsidenter, men vi vil fjerne retten fra det til at foreslå nye love eller lave ændringer i de eksisterende, for denne ret vil blive givet af os til den ansvarlige præsident, en dukke ført af os ... Uafhængigt heraf vil vi sørge for, at præsidenten får magt til at kunne erklære en krigstilstand. Vi vil retfærdiggøre dette med, at præsidenten, som leder af hele landets hær, må have denne ret til sin rådighed i nødstilfælde ... Det er let at forstå, at under sådanne omstændigheder vil nøglen til kisten ligge i vore hænder, og ingen uden for vores kreds vil længere styre lovgivningens magt ... Præsidenten vil, efter vores anvisning, fortolke betydningen af sådanne eksisterende love, der levner plads for fortolkning; han vil derudover annullere dem, når vi indikerer nødvendigheden heraf for ham, desuden vil han have retten til at foreslå foreløbige love, og endda nye regler i Grundloven, hvor påskuddet i både det ene og det andet tilfælde vil være statens øverste velfærd og sikkerhed. Gennem sådanne midler skal vi lidt efter lidt, skridt for skridt, nedbryde alt det, som vi i begyndelsen er nødt til at indføre i staternes forfatninger for at forberede overgangen til en umærkelig fjernelse af enhver form for Grundlov, og da er timen kommet til at omdanne hver eneste regering til vort despoti.

Især denne forudsigelse fra 1905 eller tidligere fortjener lord Sydenhams betegnelse "dødbringende præcision". Amerikanske præsidenter i dette århundredes to krige har opført sig som det beskrives her. De tiltog sig virkelig retten til at erklære og føre krig, og den har været udnyttet mindst én gang (i Korea) siden Anden Verdenskrigs afslutning. Ethvert forsøg i Kongressen, eller uden for, på at fratage dem denne ret eller begrænse dem i brugen af den, bliver mødt med ekstremt fjendtlige angreb.
På denne vis fortsætter Protokollerne. Folkene vil, idet de bevæger sig "fra den ene skuffelse til den næste", ikke få tilladt "et pusterum". Ethvert land, der vover at gå imod os, må blive mødt med krig og enhver kollektiv modstand

232
med "universel krig". Folkene vil ikke blive tilladt at "modvirke undergravning" (her findes nøglen til de rasende angreb i 1790'erne i 1920 og i dag på alle krav om "offentlig undersøgelse" med betegnelser som "heksejagt", "McCarthy'isme" og lignende). I den kommende Superstat vil det blive et krav, at familiemedlemmer tager afstand fra dissidenter inden for familiens cirkel (den gammeltestamentlige dispensation, der tidligere er nævnt). Den "fuldstændige ødelæggelse af den kristne religion" vil ikke lade vente længe på sig. Folkene vil blive holdt adspredt med triviel underholdning ("folkepaladser") for at forhindre dem i at blive besværlige og stille spørgsmål. Historien vil blive omskrevet for at bedrage dem (et andet overgreb, der senere er blevet gennemført i Kommunistrusland), for

... vi skal udviske fra menneskenes bevidsthed enhver hukommelse om tidligere århundreder, som er uønsket for os, og kun bibeholde dem, der udmaler alle de nationale regeringers fejltagelser ... Alle hjulene i alle staternes maskinerier drives af kraften fra den motor, der er i vore hænder, og motoren i staternes maskinerier hedder: Guld.

Og enden på det hele:

Det vi skal arbejde på er, at der i alle verdens stater, vores undtaget, kun skal være proletariatets masser, nogle få millionærer, der er vore interessers hengivne, politi og soldater ... Anerkendelsen af vores despoti ... vil komme, når folkene, efter at være gjort fuldstændigt lede og trætte ved deres regenters korruption og inkompetence, vil råbe: "Væk med dem og giv os én konge over hele jordkloden, som vil forene os og fjerne årsagerne til uenigheder – grænser, nationer, religioner, statsgæld – én, som vil give os den fred og ro, som vi ikke kan få under vore ledere og repræsentanter.

I to eller tre af disse passager i drejebogen har jeg erstattet ordet "goyim" med "folk" eller "masser", fordi brugen af det ord cementerer den ikke underbyggede påstand, der indeholdes i Protokollernes titel, og jeg ønsker ikke at forvirre begreberne. Beviser for identiteten af sammensværgelsens forfattere må søges andetsteds end i en ikke bevist påstand. Forfatterne kan have været jødiske, ikke-jødiske eller anti-jødiske. Det er af underordnet betydning. Da dette værk blev udgivet, var det en drejebog for et drama, der endnu ikke var blevet opført; i dag har det kørt i 50 år og dets titel er Det Tyvende Århundrede. Skuespillerne, der beskrives i drejebogen, bevæger sig på vor nutidige scene, spiller de roller, de er forudsagt at ville spille og producerer de forudsagte begivenheder.

Kun den endelige slutning står tilbage, fiasko eller fuldendelse. Det er en gigantisk plan og den kan efter min bedømmelse ikke lykkes. Men den har eksisteret i 180 år og formentlig meget længere, og Protokollerne udgjorde endnu et bevis i en lang række beviser, der siden er blevet endnu meget længere. Sammensværgelsen for at beherske verden gennem dannelse af en verdensomspændende slavestat eksisterer, og kan ikke på dette tidspunkt pludselig blive bremset eller afbrudt. Med den inerti, den har oparbejdet, må den nu fortsætte frem imod opfyldelse eller fiasko. Hvad enten det bliver det ene eller det andet, vil det blive ødelæggende for en tid og hårdt for dem, der lever i den tid, hvor det endelige svar kommer.

* Oversætter: Også i 1920 på dansk ved Lauritz Carlsen som Jødefaren – de verdensberygtede jødiske Protokoller, se Dronten (www.thedodo.info). Findes som bog på Det Kongelige Bibliotek med nr. 52950.

** Oversætter: Det er nu gået som forudsagt.

233
*** Oversætter: I 1852, efter flere tidligere advarsler og efter revolutionerne i 1848, sagde han i House of Commons: "Jødernes indflydelse kan spores i det seneste udbrud af det destruktive princip i Europa. Der sker en opstand imod tradition og aristokrati, imod religion og ejendom ... Menneskenes naturlige lighed og fratagelse af ejendom proklameres af de hemmelige loger, som danner foreløbige regeringer og mænd af jødisk race bliver fundet i spidsen af hver eneste en af dem."

**** Oversætter: Eller endnu mere i dag, 2013!

***** Oversætter: "Den må da holdes fri for tanken om en lighed ... Folket kunne med en sådan tro styres gennem Rigsdagens formynderskab." Se endvidere 4. Protokol.

****** Oversætter: Burgess og Maclean.