9

5. PARLAMENTARISMENS FALLITERKLÆRING

a) Lemvigh-Müller-episoden i Folketinget i oktober 1921.

Det var et konservativt folketingsmedlem, fabrikant og grosserer V. A. B. Lemvigh-Müller, som rettede det første alvorlige angreb mod Landmandsbankens forrykte bankpolitik, som Emil Glückstadt i første række havde ansvaret for. Det skete den 21. oktober 1921 i Folketinget, i den periode, da det må formodes, at forhandlingerne med Nationalbanken vedrørende belåningen af Landmandsbankens aktier lige var bleven indledt. Rygterne omkring banken havde allerede for længe siden sat uro i gemytterne, og navnlig havde Ballins selvmord i april s.å. og den stigende mistillid til Det Transatlantiske Kompagni vakt opmærksomhed. Men der var dog aldrig fra ansvarlig side sagt et alvorsord om forholdene, og navnlig forholdt pressen sig bomstille over for den truende katastrofe. På dette område herskede ensretning i renkultur; i et land, hvor Det tredie Ting og hvor jøderne regerede, måtte en åben drøftelse af kapitalmagtens fejlgreb og overgreb selvfølgelig være udelukket. Desto større indtryk gjorde det, at en konservativ folketingsmand tog mod til sig og i en rigsdagstale eftertrykkeligt pegede på visse, navnlig for Landmandsbanken, ubehagelige forhold, uden dog straks at nævne tingene alt for kraftigt ved det rigtige navn og uden at røbe, hvem han særligt ville ramme eller tænkte på med sin kritik.

10

Idet handelsminister Tyge Rothe på dette tidspunkt havde erklæret på et møde i Fredericia, at den herskende økonomiske krise var en følge af kredittens sammenbrud, bemærkede Lemvigh-Müller heroverfor i sin rigsdagstale, at det var påkrævet at fremhæve den fare, som truede erhvervslivet fra bankvældets side. Det var nødvendigt, klart og uforbeholdent at erklære, "at landets finansielle ledelse, den tidligere regering, og ikke mindst de ledende pengeinstitutter har været, for at bruge et meget mildt udtryk, i allerhøjeste grad uheldige". De ledende banker med en særlig stor bank i spidsen havde på ingen måde forstået at varetage deres spareres og indlåneres, aktionærernes og erhvervenes interesser, fordi de i særlig grad i deres bankpolitik havde søgt at fremme bestemte personlige interesser på hele samfundets bekostning. Også lovgivningsmagten havde svigtet over for disse forhold. Som begrundelse for disse anskuelser fremhævede L.-M.: "Der er nemlig ingen tvivl om, at adskillige banker gennem den forhåndsviden, de uvilkårligt må komme i besiddelse af, under de opadgående konjunkturer har forstået at varetage andre end sparernes og aktionærernes interesser. Det er således ikke ubekendt, at der navnlig i årene 1916–18 blev dannet en uhyre mængde nye aktieselskaber, handelsselskaber og industriselskaber, i hvis bestyrelser man så at sige aldrig savnede en af de offentlige pengeinstitutters ledende mænd. Når der skulle dannes et sådant aktieselskab, gjaldt det først og fremmest om at få en bank interesseret, og det fik man lettest, når en af bankdirektionens medlemmer fik tildelt et mandat som medlem af aktieselskabets bestyrelse, og i tillid til de stadig opadgående konjunkturer og den som følge deraf i udsigt stillede betydelige tantieme førtes man ind på opstart af det ene handels- og industriselskab efter det andet. Og disse startedes ikke efter almindelige samfundshensyn, men som regel dengang efter bankernes egen interesse og i mange tilfælde lige stik imod bankens egne kunders interesse. Vi har således set, at en af landets største banker

11

har oprettet sit eget forsikringsselskab; nogle banker har oprettet egne handelsselskaber, og enkelte af bankerne har i fællesskab oprettet deres eget revisionsinstitut."

Lemvigh-Müller påpegede endvidere det uheldige i, at banker så ofte kritikløst havde belånt varepartier, ikke alene for københavnske næringsdrivende, men også i høj grad for en mængde udenlandske handlende, som i krigsårene oversvømmede landet. I reglen var belåningen sket mod en forholdsvis lille indbetalingsmargin, og tabene ved denne kreditgivning havde derfor været store. De udenlandske varespekulanter, som på denne måde havde kunnet udnytte storbankernes rundhåndethed, havde, efter at der var konstateret store tab, ganske simpelt rømmet landet. Taleren fortsatte: de danske næringsdrivende, som har foretaget dispositioner i tillid til, at der kunne åbnes en stor eksport til de Østersø’iske provinser — hvad der også mislykkedes, til dels på grund af den tidligere regerings uheldige foranstaltninger, de kunne hverken få varerne indført eller få dem udført —, har også været nødt til at konstatere store tab." Bankerne havde derved til tider måttet overtage varer og havde ikke undslået sig for selv direkte at kaste disse ud på markedet, ja endog direkte solgt til forbrugerne. Derved påførte bankerne ofte deres egne kunder en pågående konkurrence, medens de på den anden side ikke var i stand til at give dem den absolut nødvendige driftskredit på rimelige vilkår, ja i visse tilfælde forlangtes der ved långivning ikke blot rente, men også andel i kundernes avance.

Med klare, utvetydige ord skildres derefter de særegne forhold, som var opstået på aktiespekulationens område. Her ramte Lemvigh-Müller hårdest. Han fremhævede navnlig, at de herrer bankdirektører havde foretaget spekulationer, idet de havde benyttet sig af den forhåndsviden, de ofte havde, og derved personlig tjente uhyre summer. Herunder havde disse direktører i reglen ikke ladet deres egen bank foretage aktieindkøbene, men ladet dem udføre af vekselerere

12

og bankierer og derved selv været medvirkende til den umådelige opgang, der fandt sted i børspapirerne, en udvikling, som selvfølgelig i længden måtte være uholdbar. Lemvigh-Müller tilføjede: "Dengang katastrofen indtraf med det pludselige fald i kurserne, forstod de vel også igen med den forhåndsviden, de var i besiddelse af, at klare sig selv ud af skærene; men det blev uvilkårligt til skade for de mange, som i tillid til det store udbytte, der dengang blev givet, og til de noterede kurser havde indkøbt aktierne til de høje priser. Og dengang, katastrofen indtrådte, var der kunder, som ikke var i stand til at dække deres tab, hvilket medførte, at adskillige vekselererfirmaer, der som alle bekendt har været særlig langt ude og har givet for store kreditter til deres kunder, er kommet i betydelige vanskeligheder, og det er jo ikke ukendt, at en ganske enkelt bankier er kommet ud i sådanne forhold, at han er sat fuldstændig under administration med en fast gage af 100.000 kr. årlig for at fortsætte forretningen uden konkurs, idet det, hvis en sådan skulle indtræffe, ville medføre en hel del næringsdrivendes fald og yderligere ville medføre, at den bank, som står bag ved det pågældende vekselererfirma, måtte dokumentere offentlig det uhyre tab, den har haft."

Til slut gav Lemvigh-Müller udtryk for ønsket om, at der nu endelig måtte indføres lovbestemmelser, der kunne stoppe aktiespekulationens udskejelser, at der navnlig måtte anordnes, at bankdirektører og direktionsmedlemmer i offentlige pengeinstitutter ikke må have sæde i aktieselskabers bestyrelser eller drive forretning for egen regning; de burde beskæres i deres bierhverv, ligesom det nu var planlagt med hensyn til embedsmændene. Og endelig henstilledes til finansminister Neergaard, "om det ikke var muligt, at han kunne formå den direktør, der ved forskellige lejligheder er blevet benyttet af udenlandske magter til at give råd og Vejledning med hensyn til andre landes økonomiske forhold, til at blive her i landet og gøre sin indsigt og dygtighed gældende i sit

13

eget land". Derved var rigtignok — erklærede taleren — ikke tænkt på at foreslå, at denne mand skulle indsættes i et eventuelt finansråd; nej, det skulle tværtimod frarådes. Men denne direktør skulle anmodes om her i landet at passe sin dont.

Det er selvfølgeligt, at disse betragtninger fremkaldte forfærdelse inden for bankverdenen, og at navnlig Landmandsbankens direktion og bestyrelse opskræmtes. Det var jo ligefrem ufatteligt, at kortene sådan lagdes på bordet. Derfor så direktør Emil Glückstadt sig nødsaget til i bestyrelsesmødet onsdag den 26. oktober 1921 udførligt at tage stilling til den af folketingsmand Lemvigh-Müller fremsatte kritik.* Glückstadt pointerede her indledende, at folketingsmanden jo havde rettet flere af sine beskyldninger med tydelig adresse til Landmandsbanken, lagt ansvaret for kredittens sammenbrud på bankerne og bl.a. også bebrejdet disse, at de havde medvirket til start af aktieselskaber, navnlig forsikrings- og revisionsselskaber. Glückstadt mente, at disse beskyldninger ikke var berettigede, da i det mindste Landsmandsbanken havde strakt sig så vidt som muligt med hensyn til kreditydelsen. Ved oprettelsen af søforsikringsselskabet "Baltica"** havde det kun forfulgt det gavnlige formål at udelukke udenlandsk konkurrence, idet det var stiftet for at overtage forsikringer, der tidligere hovedsagelig var tegnet i Tyskland. Med de to store rederier Ø.K. og D.F.D.S. var det lykkedes at samle interessenter om selskabet for at få disse forretninger draget til Danmark. Han tilføjede, at de bestående danske selskaber ikke havde vist tilstrækkelig bøjelighed til at imødekomme de store forretningers krav. I øvrigt støttede de nye af

14

Landmandsbanken startede selskaber sig almindeligvis på bestående forretninger, som allerede i lang tid havde hørt til bankens kundekreds. Kritikken med hensyn til varelånene og lån i faste ejendomme kunne ej heller ramme banken; bl.a. var der ikke givet lån til udenlandske personer.

Derefter meddelte Glückstadt ifølge forhandlingsprotokollen følgende: "Den i talen omtalte vekselerer, der skulle være sat på fast gage, var chefen for J. M. Levin & Co. Dette firma var i øjeblikket ikke i stand til at svare til sine forpligtelser. Det havde lidt en del tab, særlig ved direktørerne for Ballin, der havde belånt Ballin-aktier, indkøbt til høje priser og ved et herværende juvelerfirma. J. M. Levin & Co. havde en stor obligo (forpligtelse. Red.) i banken, men det var den adm. direktørs mening, at når kurserne atter kom til at stå i forhold til den virkelige værdi, ville firmaet komme på fode igen. At chefen skulle være sat på fast gage, var ganske urigtigt. Banken havde foranlediget, at han indskrænkede sit forbrug.

I øvrigt var hans forretning af den art, at han i 1ste halvår 1921 havde haft en indtægt af 350.000 kr. Lemvigh-Müller havde sluttet omtalen af Levins forhold med at insinuere, at banken holdt ham oppe for at undgå ved årsopgørelsen at konstatere tabet. Det var en selvfølge, at banken ved regnskabsafslutningen ville tage fuldt hensyn til lidte tab. Den sidste del af talen, der angik den administrerende direktørs egen person, skulle han ganske lade ligge." Han nævnte derefter nogle eksempler på det misforhold, der i øjeblikket bestod mellem enkelte skibspapirers børskurser og disse papirers reelle værdi og sluttede med en henvisning til, at banken selv var inde på at støtte sine egne aktier, og at de rygter, der gik om banken, havde fået ny næring ved Lemvigh-Müllers rigsdagstale og foranlediget nye udbud.

Det kan nok være, at denne redegørelse affødte en livlig diskussion. Hver følgende sætning i forhandlingsprotokollen lader erkende, hvor stor opstandelsen har været. Direktør Heilbuth forespurgte, om det var meningen at foretage skridt

15

for på kompetente steder at give oplysninger af samme art, som de her fremsatte, til imødegåelse af folketingsmand Lemvigh-Müllers tale. Han mente, at dette var ønskeligt for at berolige opinionen. Grosserer Collstrop sluttede sig hertil. Overformynder Friis fandt det vanskeligt at foretage sådanne skridt, idet insinuationerne var holdt i en vis almindelighed, uden — formelt set i alt fald — at nævne bestemte banker, og idet desuden Lemvigh-Müllers partifæller, der mente, at han havde optrådt forkert, havde foranlediget, at han ikke ville fortsætte. Et svar nu ville let opfordre til en fortsættelse fra Lemvigh-Müllers side. Admiral Richelieu meddelte, at han havde talt med de konservative ledere på Rigsdagen og forlangt en desavouering af Lemvigh-Müller. Partiet overvejede nu sagen. Det påtænktes at lade partiformanden udtale, at talen stod for Lemvigh-Müllers egen regning. Overformynder Friis mente, at yderligere udtalelser let ville gøre det umuligt at stoppe sagen, og at der blot ville skabes yderligere panik. Direktør Heilbuth mente, at oplysningerne blot skulle stilles til rådighed for ministeren og Finansudvalget. Overformynderen (Friis) kunne måske slutte sig hertil. Direktør Riis-Hansen mente at turde gå ud fra, at handelsministeren, når han fik ordet, ville udtale sig om sagen på en sådan måde, at der ikke ville blive anledning til en fortsættelse, og det var desuden sandsynligst, at man fra konservativ side ville antage en hertil svarende holdning, idet partiet antagelig ville indskrænke sig til at hindre yderligere udtalelser af Lemvigh-Müller. Denne linje mente han ikke burde krydses. Man burde ikke fournere (forstrække (fortsætte). Red.) med oplysninger og ønsker, idet man da ej længere var herre over, hvad det hele ville føre til. Det gjaldt om at bringe sagen ned i det niveau, hvor den hørte hjemme. Overformynder Friis henstillede, efter at have hørt direktør Riis-Hansens udtalelser, at man så tiden an. Direktør Heilbuth gjorde gældende, at Lemvigh-Müllers tale ikke var det vigtigste i dette forhold, men derimod de mange rygter, der gik om banken. Rigsdagstalen var en god anledning til at

16

give oplysninger. Direktør Reimer mente ligeledes, at det ikke ville være muligt at slå angrebene ned uden at stille materiale til rådighed. Admiral Richelieu bemærkede, at det var ham bekendt, at det var det konservative partis mening, at bankerne havde støttet erhvervene godt under krigen, hvorfor Lemvigh-Müllers udtalelser stod for hans egen regning. Men han tvivlede på, at det ville være rigtigt at give handelsministeren (dvs. Tyge Rothe) oplysninger. Denne måtte hellere udtale sig i al almindelighed. Heldigere ville det måske være, om finansministeren, dvs. Neergaard, på hvis opfordring den adm. direktør gentagne gange havde foretaget rejser til landets gavn, tog ordet. — det vedtoges indtil videre at se tiden an.

Hele denne lidenskabelige diskussion lader til fulde erkende et: at man ikke kunne modbevise de påstande, Lemvigh-Müller havde fremsat i Folketinget, og at man under ingen omstændigheder ville rykke ud med materiale til ministeriet, så at det kunne orientere sig om bankens virkelige stilling. Man var åbenbart interesseret i at dække over disse forhold, man ikke rigtig ville være ved, kort sagt, man vidste, at banken var ude for alvorlige vanskeligheder og erfarede tilmed direkte, at navnlig J. M. Levin & Co. Havde en stor obligo i banken. Glückstadt gav udtryk for sin forargelse over, at Lemvigh-Müller — som han siger — havde insinueret, at banken holdt det nævnte vekselererfirma oppe for at undgå ved årsopgøret at konstatere tabet, omendskønt det jo få måneder senere viste sig, at Glückstadt netop så sig foranlediget til at forelægge et manipuleret årsregnskab for 1921. Han undlod netop det, Lemvigh-Müller havde forudsagt, nemlig: at tage fuldt hensyn til lidte tab! og sikrede sig just på grundlag af sådanne urigtige oplysninger om bankens stilling støtte både fra Nationalbanken og fra Regeringen! Men det interessanteste i hele denne kontrovers er, hvorledes de herrer inden for Landmandsbankens bestyrelse mener at kunne hindre den frie meningsytring og den åbne kritik i

17

Rigsdagen, idet de bl.a. anser det for en selvfølge, at det konservative parti under alle omstændigheder vil lystre de direktiver, der måtte blive givet fra Landmandsbankens side. Såvel direktør Riis-Hansen som admiral Richelieu lader tydeligt forstå, at de har magten til at lukke munden på Lemvigh-Müller, og at de vil benytte sig af deres indflydelse på de Konservative for at forhindre yderligere drøftelse. På denne måde håbede man at kunne standse enhver diskussion, da de andre rigsdagspartier fra Socialdemokratiet til Venstre jo alligevel var enige om, under ingen omstændigheder at træde Glückstadts interesser for nær. Finansminister Neergaard ansås endog for særlig egnet til at salvere (frelse. Red.) Landmandsbanken over for offentligheden, under henvisning til Glückstadts omfattende virksomhed på Statens og Regeringens vegne.

De herrer bestyrelsesmedlemmers forventninger til Richelieus og Riis-Hansens forestillinger slog faktisk til. Regeringen overholdt nøjagtig den rollefordeling, der blev den foreskrevet. Lydig og med dybeste ærbødighed tog finansminister Neergaard (der jo samtidig var landets statsminister!) sig af Glückstadts forsvar i sin finanslovstale den 12. november 1921, i hvilken han omtalte Lemvigh-Müllers betragtninger. Ordret erklærede han: "Det ærede medlem hr. Lemvigh-Müller — hvis betragtninger over bankerne jeg i øvrigt mener må omtales nærmere af handelsministeren, når han får ordet — anbefalede finansministeren at søge afholdt en enkelt bestemt bankdirektør — jeg kan godt nævne navnet, det var ganske tydeligt, at det var etatsraad Glückstadt — fra at foretage så mange rejser. Nu må jeg sige, at den, der bestemmer etatsraad Glückstadts rejser, er ham selv og ikke mig, men i et par tilfælde kan jeg ganske vist ikke sige mig helt uskyldig i hans rejser. Det var, da han rejste for at forhandle om ordningen af erstatningen for overtagelsen af Sønderjylland, og da han rejste til finanskonferencen i Bryssel. I disse to tilfælde var etatsraad Glückstadt Regeringens delegerede, og jeg skylder ham at sige, at han ikke gjorde vor tillid til

18

skamme, men udførte dette hverv på en omsigtsfuld (indsigts- og omsorgsfuld. Red.) og udmærket måde, som jeg synes, vi alle skylder ham tak for.

Jeg må sige, jeg forstår ikke, at man over for denne virksomhed vil fremkomme med en udtalelse som den, hvortil jeg sigter." Det var alt, hvad Neergaard i denne omgang havde at sige til sagen! Bestilt arbejde, prompte udført. Der manglede blot et: signeret Richelieu. Men taleren var statsministeren! For en ordens skyld bemærkede han i øvrigt endnu — troligt holdende sig til det foreskrevne program — at Lemvigh-Müllers betragtninger ville blive omtalt af handelsministeren.

Så fulgte lige så lydig og Glückstadt-hengiven handelsminister Tyge Rothe, tre dage senere, den 15. november, i stats- og finansministerens spor. Han var mere udførlig, men han ydede selvfølgelig ligeledes den jødiske finansmagnat Glückstadt sin allerærbødigste reverens ved at indlede sine bemærkninger til Lemvigh-Müller med at sige, at denne i sine hentydninger til en ledende bankdirektørs virksomhed i udlandet som tillidsmand for fremmede regeringer efter hans mening havde været "langt ude over, hvad der kan anses for passende at fremføre i denne sal". Handelsminister Tyge Rothe bebrejdede endvidere Lemvigh-Müller, at han på adskillige punkter ikke alene havde været stærkt ensidig, men også havde givet sine bemærkninger en unødvendigt personlig karakter, "således f.eks., da han kom ind på en omtale af enkelte vekselererfirmaers stilling og disses forhold til banker". Sådant noget kunne naturligvis ikke være genstand for offentlig debat! Dristigt tilføjede handelsministeren følgende til forsvar for dette firma J. M. Levin & Co., der senere forvoldte Landmandsbanken, og dermed skatteyderne, hen imod de 30 millioner kroners tab: "En banks kunder må have ret til at forlange, at deres forhold til banken ikke bliver gjort til genstand for en offentlig kritik; der dog næppe kan hvile på fuldt pålidelige oplysninger eller på et upartisk skøn over forholdet." Handelsministeren fastholdt altså endnu det standpunkt, at banksvindel og deslige skulle have

19

lov til at trives i det skjulte, og kom i dette øjeblik endnu slet ikke på den tanke, at her kunne der måske findes et særligt passende virkefelt for den ved Bankloven af 4. oktober 1919 nyskabte bankinspektion. Han revsede kun den formastelige folketingsmand, der havde tilladt sig at råbe vagt i gevær over for kapitalmagtens samfundsskadelige udskejelser, talte i en anmassende og overlegen tone om sit særlige kendskab til Banklovens finesser og tillod sig i øvrigt de mest affejende bemærkninger til modparten. Han sparede sig intet og proklamerede: "Jeg må i denne forbindelse i det hele taget have lov til at advare det ærede medlem og eventuelt andre ærede medlemmer mod fra denne talerstol at udså mistillid til bankerne." Han ønsker altså ingen kritik. Og — fortsætter han: "Selv hvor denne kritik i og for sig er berettiget, kunne den måske med nok så megen vægt være fremsat andetsteds og på anden måde." Vær så god! Desværre glemte handelsministeren at give oplysning om, hvornår man så måtte sætte sig til værge mod svindel og bedrag fra finansvældets side, og hvor kritikken skulle fremsættes. Ganske i tråd med disse betragtninger faldt derefter handelsministerens afvisning af forslaget om at forbyde bankdirektører og direktionsmedlemmer i offentlige pengeinstitutter at have sæde i aktieselskabers bestyrelser eller at drive forretning for egen regning. Nej, sådanne "vidtgående foranstaltninger" kunne selvfølgelig hverken han selv eller Regeringen gå med til. Også kravet om regler for rentebegrænsning osv. forekom ham at være absurd.

Da folketingsmand V. A. B. Lemvigh-Müller til slut den 18. november 1921 får lejlighed til at tage stilling til disse ministerudtalelser, røber hver en sætning, at han ikke har ændret noget som helst i sit syn på sagen. Han understreger, at virkningen af hans tale den 18. oktober havde bekræftet hans opfattelse, at de af ham behandlede spørgsmål i virkeligheden krævede en undersøgelse og i alle tilfælde Regeringens allerstørste opmærksomhed. Det kunne han altså

20

yderligere fremføre. Ja, hans parti havde endda givet ham lov til højtideligt at erklære: "Den kritik, jeg har rettet mod bankerne, er fuldkommen berettiget, og jeg fastholder hvert eneste punkt." Han pointerede derefter på ny, at der dog, som alle måtte indrømme, havde fundet sådanne spekulationer sted, der havde kostet landet umådelige summer, og at man uden tvivl kunne lægge skylden for disse forhold over på de mænd, der havde stået for det økonomiske styre i landet. Men i øvrigt tilføjer han, da han er inde på en drøftelse af Banklovens § 12, som omhandler belåning af egne aktier: jeg vil ikke sigte nogen som helst; det skal man være varsom med efter handelsministerens udtalelser." Han var nu altså dog nødsaget til at lægge en dæmper på sine ord, og hans kritik indeholdt ej heller- mere noget angreb mod Landmandsbanken og Emil Glückstadt. Og det konservative parti sørgede derefter for, at deres partimedlem ikke mere fik lejlighed til at gå ind på dette spørgsmål. Afsløringen ophørte altså, da Landmandsbanken greb ind. Først da katastrofen var indtrådt, så man sig også fra konservativ side foranlediget til at beskæftige sig alvorligt med de forhold, Lemvigh-Müller havde bragt på tale allerede den 21. oktober 1921. Men da var det rigtignok for sent.

Lemvigh-Müller måtte selvfølgelig også senere bøde for sit angreb mod kapitalmagten. Som modstander af den jødiske højfinans kunne Det konservative Folkeparti naturligvis ikke bruge ham, lige så lidt som partiet kunne holde på mænd som prof. L. V. Birck og Asger Karstensen. L.-M. Måtte endda ikke blot lide den tort at afholde sig fra yderligere kritik i Rigsdagen, men endog ifølge "Social-Demokraten" (18. januar 1924) lade et rygte, ifølge hvilket hans tale havde været en personlig hævnakt, fordi banken havde nægtet ham kredit", upåtalt. I den grad, siger bladet, var partityranniet håndhævet i højre, og i den grad var partiet i lommen på højfinansen. Bladet fortsætter:

21

"Blandt alle de afslørede politiske skandaler er det en af de uhyggeligste, at højre kvalte en partifælles ytringsfrihed på et bud fra banken uden i mindste måde at forlange, at banken skulle afkræfte hans angreb eller imødegå hans kritik. Og Regeringen leverede ros på kommando — "i almindelighed", fordi det var bedst "ingen oplysninger at give handelsministeren"."

Den 21. februar: 1924 kunne "Social-Demokraten" endelig meddele, at Lemvigh-Müller, hvis vælgere i Københavns vestre storkreds havde anset hans genopstilling til folketingsvalget for en selvfølgelighed, af sit parti var bleven tvunget til at trække sig ud af det politiske liv. L.-M. Måtte under stærkeste pres trække sit kandidatur tilbage. Han havde altså ikke ustraffet forsøgt at trodse højfinansens magt.

Nu, det første kup var gjort, kunne Glückstadt dristigt skride videre ad den vej, han var slået ind på. Målet stod klart! At han nøjagtigt vidste, hvad han ville, skulle Juli-affæren 1923 til fulde afsløre.

undersøgelse af Landmandsbankens forhold. Det varede dog nogle kostbare måneder, inden han nåede til denne erkendelse. Bankinspektøren tog på Handelsministeriets foranledning fat på revisionsarbejdet kort efter, at årsregnskabet for 1921 var offentliggjort og kunne i de første dage af juli 1922 forelægge tabsopgørelsen pr. 31. maj s.å. Hovedkontiene på denne opstilling var som følger:

bankrådsmedlem, medens Hertz indtog stillingen som ledende direktør i den rekonstruerede bank.

Juli-arrangementet kunne selvfølgelig ikke holde. Det har uden tvivl alle deltagere i forhandlingerne været klar over, også de to medansvarlige ministre. Heller ikke ude i folket stolede man helt på de oplysninger, der blev givet i kommunikeet. Pressen tav. Dog inden for de indviede kredse havde man tydeligt på fornemmelsen, at tabene var væsentlig større end 55 3/4 mil. kr. Schovelin berettede i Landstinget den 21. september 1922: "Man sagde mand og mand imellem — Gud ved, hvor mange gange jeg har hørt det på Københavns Børs —: ja, der må vel lægges mindst 50 mil. kr. til." Han pointerede endvidere, at de herrer ministre burde have vidst, at bankdirektørens opgørelse var fuldkommen forkert, fordi de havde den rigtige opgørelse liggende for sig. Glückstadt burde her have været den sidste til at give råd, da han selv sad på anklagebænken.

De medvirkende til juli-arrangementet var senere også ude for anden kritik, navnlig som skildret i Rigsdagens forhandlinger i september. Det bebrejdedes dem bl.a., at de ikke straks i juli havde indledt alvorlige skridt til rekonstruktionen. Denne anskuelse imødegås udførligt af dr. Ussing i det ofte omtalte memorandum til Nationalbankens repræsentantskab. Der er flere grunde, han fremfører til sit forsvar. I første række fremhæver han Glückstadts trussel om bankens lukning. Han mener heroverfor, at det i og for sig måtte være ret ligegyldigt, hvor megen vægt man mente at burde lægge herpå; for forhandlingsdeltagerne måtte det være afgørende, om Glückstadt på grund af truende run blev nødt

68

til at lukke, og en sådan fare var nu engang til stede. I september havde man derimod tid til at forberede de fornødne foranstaltninger, da henstilling til nationalbank og regering om yderligere hjælp allerede skete den 9. september. I juli måtte man også holde sig til Glückstadts tabsberegning, som ikke gjorde yderligere skridt end de allerede foretagne fornødne og først senere måtte man erkende, at bankinspektørens skøn var det rigtige. Man måtte endvidere også i juli tage hensyn til, at Regeringens og Rigsdagens stilling ikke var afklaret og folkeopinionen ikke forberedt. Hertil gives følgende yderst interessante oplysninger i beretningen til repræsentantskabet:

3. I juli kendte vi ganske vist statsministerens og handelsministerens opfattelse af det nødvendige i at holde banken oppe ved statshjælp. Men ingenlunde det øvrige ministeriums opfattelse, hvad også under forhandlingerne blev fremhævet. Og endnu mindre Rigsdagens opfattelse. Ét fik vi i hvert fald tydelig at vide, dette at forhandlingerne på Rigsdagen ville ikke gå glat, men under meget stærke gnidninger, og altså efter al sandsynlighed tage skæbnesvanger lang tid.

De to ministre gik altså ud fra, at de handlede stik imod deres regeringskollegers og Rigsdagens ønsker, men de satte sig glat ud over det parlamentariske livs krav for at varetage den jødiske kapitalmagts interesser. Og bagefter var de for feje til at stå inde for deres forræderi mod deres politiske principper ved straks at fremskaffe det statslige garantitilsagn, de havde lovet Nationalbanken. Men sagen var endnu værre. Thi næste punkt i beretningen lyder:

4. Fremdeles havde Nationalbankens hjælpeløfte i juli hos mange skabt den overbevisning, at det offentlige ikke ville lade banken falde, og på grundlag af denne overbevisning, som pressen bidrog til at befæste, kunne de offentlige forhandlinger i september foregå uden katastrofe.

Her slap det ud! Her røbes, hvad der var den egentlige hensigt med juli-arrangementet. Man accepterede Glückstadts

69

synspunkter for at vinde tid til at præparere stemningen, for at lave Landmandsbankens rekonstruktion til et statsanliggende. De jødiske aktionærers interesser var jo allerede reddet ved Nationalbankens opkøbsaktion siden november 1921, nu skulle de jødiske indskyderes (og dermed selvfølgelig også andre indskyderes, som imidlertid i forhold til jødiske kapitalisters interesser sikkert har været relativt ringe) sikres ved statshjælp. Dette var målet, og den jødekøbte presse får i punkt 4 ros for at have ydet en god indsats i dette "oplysningsarbejde".

Så kunne man altså i september i Rigsdagen tage fat på den anden rekonstruktion. Ca. 12 dage fandt i al hemmelighed og i ro og mag forhandlinger sted mellem Regeringen, Landmandsbanken, Nationalbanken, Ø.K. og det Store nordiske Telegrafselskab, og efter at disse var afsluttet, blev Rigsdagen indkaldt for, med pistolen på brystet, inden 24 timer at godkende den ordning, Regeringen ønskede gennemført. Overfor Rigsdagen skulle sagen piskes igennem i en forrygende fart. Da Ove Rode den første forhandlingsdag hen på aftenen spørger statsministeren, "om det er rigtigt, at statsministeren har erklæret, at denne sag må være færdig i Rigsdagen inden i morgen tidlig", svarer Neergaard: "Ja!" Men helt sådan ville Rigsdagen dog ikke lade sig diktere. Det besluttedes, at lovforslaget om Landmandsbankens rekonstruktion skulle gå i udvalg, og den 20. fortsattes forhandlingerne i Folketinget, den 21. i Landstinget. Neergaard havde altså ikke helt så meget held med sin chok-taktik den 19. september Som Glückstadt den 9. juli 1922.

Folket erfarede for første gang om de nye forhandlinger gennem en officiel redegørelse, som udsendtes den 17. september 1922 om aftenen. Heraf citeres:

"Angående rekonstruktionen af Landmandsbanken meddeles følgende:

Da det har vist sig, at den i juli måned i år af Nationalbanken

70

tilsagte støtte til Landmandsbanken ikke har skabt den nødvendige ro og tillid til banken, har der i de seneste dage været ført indgående forhandlinger mellem Regeringen, Nationalbanken, Østasiatisk Kompagni, Store nordiske Telegrafselskab og andre institutioner samt bankinspektøren. Som resultat af disse overvejelser er det bestemt, at Landmandsbankens finansielle grundlag skal yderligere styrkes, ligesom bankens ledelse bør undergå en gennemgribende rekonstruktion.

For at udelukke enhver tvivl om bankens soliditet er der tegnet en præferencekapital på 100 mil. kr., der overtages af Staten, Østasiatisk Kompagni, Store Nordiske og Nationalbanken, som i stedet for de tidligere tilsagte 30 mil. kr. reservekapital tegner 35 mil. kr. præferencekapital.

Til godkendelse af Statens andel, som udgør 40 mil. kr., samt af nedennævnte garantitilsagn, hvilket er betingelserne for ordningen, vil Rigsdagen blive indkaldt til førstkommende tirsdag.

Af Staten garanteres i det omfang, som finansministeren måtte finde forsvarligt, Nationalbanken de lånetilskud, som denne må anse det for fornødent at yde Landmandsbanken i anledning af eventuelle vanskeligheder i overgangstiden ... Indtil den vedtagne ordning er endelig fastslået gennem Rigsdagens godkendelse, begrænses bankens udbetalinger således, at der på hver enkelt indlånskonto eller kontokurent-konto kun kan hæves indtil 1.000 kr."

Også begrundelsen i denne officielle redegørelse er selvfølgelig falsk. Hvis man ville have sagt sandheden, burde man have meddelt offentligheden, at den af Glückstadt foretagne tabsregning, der dannede grundlaget for juli-arrangementet, havde svigtet, og at man derfor nu måtte indlede mere omfattende hjælpeforanstaltninger. Men en sådan kritik ville man naturligvis ikke tillade sig over for den jødiske storbedrager. I øvrigt kunne Glückstadt selv være tilfreds med den nu indledte ordning, da Staten nu var bundet til Landmandsbankens skæbne! Dermed var alt nået. I denne første omgang gik Staten ind i sagen med 40 mil. kr. samt en begrænset statsgaranti, over hvis omfang finansministeren senere skulle træffe nærmere bestemmelse. I redegørelsen meddeltes endvidere, at der ville blive indkaldt en ekstraordinær generalforsamling i Landmandsbanken, hvor der skulle tages beslutning vedrørende nedskrivningen af den nuværende

71

aktiekapital, og at H. N. Andersen havde lovet at indtræde i det nye bestyrelsesråd.

Tirsdag den 19. september Måtte Regeringen endelig også give Folketingets finansudvalg ren besked. Her erklæredes bl.a., at man havde fortiet de forhandlinger, der havde fundet sted i juli måned for ikke at skabe uro på et tidspunkt, hvor man endnu ikke havde klarhed over forholdene. Det oplystes endvidere, at bankinspektør Green på det tidspunkt havde opgivet tabet til 144 mil. kr. Disse erklæringer affødte selvfølgelig en lang række forespørgsler i Finansudvalget, og gav derefter anledning til en indgående debat i begge ting, en debat, som navnlig drejede sig om juli-ordningens betimelighed og om det ansvar, der påhvilede deltagerne i disse forhandlinger, fordi de var gået med til at give offentligheden en fuldkommen vildledende fremstilling af Landmandsbankens stilling. Episoder fra denne diskussion er gengivet foran. Det siger sig selv, at kritikken navnlig satte ind fra Socialdemokratiets og de Radikales side, som ikke kunne føle sig direkte medansvarlige for den nu opståede situation. Socialdemokraten Hauge pegede bl.a. hen på, hvorledes et menigt medlem af tinget (Lemvigh-Müller) nogle måneder i forvejen "spagfærdigt stod op på denne talerstol og prøvede at øve kritik og sige et advarende ord — Den høje regering var der straks med en lovprisning af den mand, der satte Landmandsbankens eksistens på spil". Det var — mente den socialdemokratiske folketingsmand — de frie kræfters spil, der havde fremkaldt katastrofen, og netop deri viste det sig, hvor nødvendigt det var, at statsmagten øvede strengere kontrol. Og moralen havde lidt skade. De ledende mænd i samfundet havde boltret sig i overdådig luksus, fabelagtig flothed i deres optræden osv., og dette slette eksempel havde smittet nedadtil. Han fortsatte: "De ledende mænd tjente ikke 10.000, 100.000, de skulle tjene millioner; de skulle jo bruge dem for ret at vise sig, ofte på den mest udfordrende, for ikke at sige på den mest skamløse vis. Og det kunne de gøre i

72

kraft af det spil, der blændede så mange, det spil, som man animerede til, det spil, som man satte så højt i modsætning til samfundskontrol, samfundsindseende med virksomhederne. Og hvad var så det meste af spillet, hvad var det andet end svindel, svindel, svindel?" Men nu måtte det være slut hermed, nu måtte det også undersøges, om disse mænd havde handlet forbryderisk i juridisk henseende. Hauge krævede derefter, at det nu endelig måtte forbydes ved lov, at bankdirektører måtte tage sæde i alle mulige bestyrelser. Det konservative medlem Pitzner var nu ligeledes nået til erkendelsen af, at det var rigtigt at indføre en sådan bestemmelse, og i øvrigt forlangte de konservative nu på det bestemteste, "at alle underskrivere af det falske regnskab fjernes, enten de sidder i direktionen eller i bankrådet". Og alle partier var nu enige om, at en sådan omdannelse af bankledelsen var fornøden, og at der skulle gennemføres en undersøgelse til bunds.

Samtidig lagdes spiren til en debat af principiel betydning, nemlig debatten om, hvilken regering der er ansvarlig for Landmandsbankens sammenbrud. Da Ove Rode gav en lille antydning af, at det var den store indførsel til spekulation og luksus, som havde ødelagt alt, replicerede Neergaard prompte, at "denne store indførsel til spekulation og luksus foregik netop i langt det største omfang i den tid, der gik forud for denne regerings dannelse". Neergaard havde jo ret. Men han skulle ikke have sagt det; thi det var et farligt tema, han her rørte ved. Her blev jo netop ledemotivet anslået for de vidtspændende forhandlinger om skyldspørgsmålet i januar-februar 1923 og navnlig i første halvdel af februar 1924.

At Neergaard selv var klar over de farlige konsekvenser, en alvorlig drøftelse af skyldsspørgsmålet nødvendigvis måtte have for det parlamentariske styres anseelse, fremgik med al ønskelig tydelighed af den erklæring, han sammen med Venstres daværende formand, S. Brorsen, udsendte den

73

21. september gennem Ritzaus Bureau umiddelbart efter rigsdagsforhandlingerne. Den havde følgende ordlyd:

"På dertil given foranledning ønsker vi i overensstemmelse med vore udtalelser i Folketinget at udtale, at vi meget må advare imod, at man fra nogen side lægger ansvaret for den store landsulykke, som er hændt, på dette eller hint politiske parti. Politik bør holdes ude fra denne sag; ellers vil det blive umuligt fra alle sider at mødes i samarbejde for på bedste måde at råde bod på ulykken."

Den af Rigsdagen vedtagne lov, som nu tog bankinspektør Greens beregning af tabet til grundlag for forhandlingerne, svarede i det store og hele til det forslag, der var udarbejdet af Regeringen. Dog blev det bestemt, at ikke alle 100 mil. kr. skulle tegnes som præferenceaktier, men kun 70 mil. kr., medens 30 mil. kr. skulle overføres til bankens reservefond efter nedskrivning af den gamle aktiekapital. Af de 70 mil. kr. skulle ifølge loven Staten overtage 40 mil. kr., Østasiatisk Kompagni 20 mil. kr., Nationalbanken 5 mil. kr. og Store nordiske Telegrafselskab 5 mil. kr. De 30 mil. kr. til reservefond skulle indskydes af Nationalbanken. Med hensyn til sidstnævnte beløb udtaltes i Folketingets udvalgsbetænkning, at man under hensyn til juli-arrangementet anså det for rigtigt, at kapitaltilskuddet skete på den måde. Grev Bent Holstein, som i og for sig anså hele ordningen for betænkelig, og som rettede en sønderlemmende kritik mod ministrene Neergaard og Rothe, var den eneste af medlemmerne, der undlod at stemme. Bortset herfra stemte alle rigsdagsmænd i begge ting for loven. Det samtidigt forelagte lovforslag om oprettelse af en undersøgelseskommission fandt enstemmig tilslutning.

I lov om Statens medvirken til en reorganisation af den danske Landmandsbank af 21. september 1922 bestemtes det

74

endvidere, at der af bankens regnskabsmæssige årsoverskud forlods skulle tillægges præferencekapitalen 5 pct. udbytte. Den nydannede, af Nationalbanken til rådighed stillede reservefond på 30 mil. kr., som først skulle indbetales, efter at de gamle aktier var nedskrevet til 10 pct., skulle dernæst forrentes med 5 pct. Til indskyderen. Der indførtes endvidere i loven, at det af Staten indskudte aktiebeløb skulle holdes udenfor udtrækningen, indtil de af andre tegnede præferenceaktier var udtrukket. Efter at der så var fastsat nærmere regler vedrørende bankens ledelse, indføjedes i § 3’s sidste afsnit følgende ligefrem revolutionerende bestemmelser:

"Ingen af bankens direktører kan være medlemmer af erhvervsdrivende selskabers bestyrelse eller direktion eller være deltagere direkte eller indirekte i forretninger. Ingen statstjenestemand må have sæde i bankrådet som repræsentant for private interesser".

Siden tiden før verdenskrigen havde spørgsmålet om indførelsen af sådanne bestemmelser været til debat, men altid var de bleven afvist. I krigstiden syltedes sagen hen af ministeriet Zahle, og senere var det Ministeriet Neergaard, der hævdede det standpunkt, at man ville træde kapitalisternes og bengnavernes interesser alt for nær, hvis man gennemførte sådanne "vidtgående foranstaltninger"; jævnfør handelsminister Rothes overlegne og skarpe afvisning af dette krav endnu den 15. november 1921. Nu måtte de herrer parlamentarikere altså gå til biddet. Men nu var skaden også sket.

Rigsdagen selv gik kun meget modstræbende med til den af Regeringen foreslåede ordning; også inden for Venstre var modstanden ikke ringe. Men man føjede sig imidlertid, da udviklingen nu var ført så langt, at man ikke mere mente at kunne trække sig tilbage. Forholdet karakteriseredes her træffende i de Radikales betænkning, hvori der bl.a. sagdes: "Hele reorganisationen er på en sådan måde foregrebet dels

75

ved det den 9. juli af to ministre og Nationalbanken uden Rigsdagens vidende og medvirkning iværksatte hjælpeforsøg, dels ved de forud for regeringsforslaget førte forhandlinger, hvori Rigsdagen heller ingen del har haft, at enhver tanke om at tilvejebringe en anden ordning til sikring af landets erhvervsliv mod de uoverskuelige følger af bankens sammenbrud har været udelukket". I skarpeste modstrid med det parlamentariske livs regler blev altså denne den alvorligste sag, Rigsdagen nogensinde havde stået over for, gennemført. Og så overskuede man endda stadig ikke konsekvenserne af den trufne ordning, idet finansminister Neergaard i Finansudvalgets møde udtrykkelig havde erklæret, at det i øjeblikket var umuligt at sige noget bestemt om, hvorvidt bunden var nået, men at der var grund til at antage, at bunden var nået.

Bunden var ikke nået, og skandalen blev større fra år til år.

Allerede ved 2.-behandling af forslaget til finanslov for 1923-24 i januar 1923 satte diskussionen for alvor ind ved drøftelserne om Justitsministeriets etat. Det var den såkaldte Cold-sag, der gav anledning hertil. Oppositionspartiernes ordførere samt grev Holstein rettede alvorlige bebrejdelser imod Regeringen, fordi den ikke ville forelægge de dokumenter, der kunne tjene til belysning af spørgsmålet, hvorvidt udenrigsminister Cold i sin tid selv havde været med i spekulationen i sit eget selskabs aktier osv. Han sigtedes her navnlig for ved en erklæring af 11. juli 1916 at have forsøgt at influere på sit eget selskabs aktiekurs og at have udnyttet den ved erklæringen fremkaldte baisse i papiret til egen fordel. Han skulle have været med til nogle dage umiddelbart før 11. juli 1916 at sælge og umiddelbart efter igen med til at købe tilbage. Denne sigtelse viste sig hurtigt at være uberettiget, men angrebene standsede ikke alligevel. Thi nu konstateredes det, at Cold til andre tider havde været med i omfattende

76

konsortial-spekulationer sammen med Glückstadt, Richelieu osv. Et par måneder havde denne sag været fremme i den offentlige diskussion, for dernæst at blive bragt på tale i Folketinget den 19. januar 1921. Den kom således til at danne grundlaget for en endeløs debat, medens selvfølgelig den egentlige spekulation og svindel, der prægede hele Landmandsbank-sagen, ikke kom til behandling; undersøgelserne på dette område var dengang endnu langt fra afsluttet og kunne derfor ej heller drøftes allerede på dette tidspunkt.

Men alligevel kom det til heftige kontroverser, fordi Regeringen principielt havde afvist kravet om at fremlægge materiale fra Undersøgelseskommissionen, så længe undersøgelsen endnu stod på. Navnlig var grev Bent Holstein i sin tale den 23. januar 1923 meget aggressiv, da han mente, at kommissionen ikke bød den fornødne garanti for en undersøgelse til bunds, bl.a. fordi et af medlemmerne, bankinspektør H. Green, selv var part i sagen og når som helst kunne kræves afhørt i anledning af, at han ikke i tide tilrådede undersøgelsen af bankens forhold i henhold til instruksen af. 29. juni 1921. Det måtte også — mente Holstein — undersøges, hvorvidt bankinspektørens overordnede, handelsministeren og finansministeren, havde gjort deres embedsmæssige pligt. Og under henvisning til rigsretsprocessen mod ministrene J. C. Christensen og Sigurd Berg tilføjede han, at "det er udenfor enhver tvivl, at den højtærede statsminister (Neergaard) og hr. Tyge Rothe er mindst lige så modne til Rigsretten efter deres gerninger og forsømmelser ..." Grev Holstein krævede endvidere undersøgt, hvorvidt de oplysninger, bankerne skulle tilstille bankinspektøren samtidig med deres månedsbalancer, for Landmandsbankens vedkommende havde været i overensstemmelse med handelsministerens cirkulære for bankerne af 21. september 1921, og om de ikke havde afgivet noget grundlag til påtale. Han fortsatte: "Endelig påhviler det Bankkommissionen at redegøre for 9. juli. Ordningen — naturligvis ... hele Juli-ordningen stod og faldt med de 4

77

svigefulde linjer i kommunikeet om bankinspektørens vurdering". Dertil knyttedes den yderst sigende bemærkning, at den provinsbankdirektør, som eventuelt på samme måde havde benyttet sig af bankinspektørens navn til en vildledende fremstilling af forholdene som i 9. Juli-erklæringen, efter al sandsynlighed ville være blevet tiltalt for svig efter Straffelovens § 257. Den omstændighed, at nationalbankdirektører og ministre havde været med i transaktionerne, gjorde dem selvsagt ikke bedre. Grev Holstein pointerede fra først til sidst, at folket krævede en undersøgelse til bunds, og at også Rigsdagen ved forhandlingerne om nedsættelsen af en undersøgelseskommission i tilstrækkelig grad havde ladet forstå, at man ikke ville slå sig til tåls med en Etatsraad-kommission, men at der skulle tages hårdt fat. Han citerer hertil forskellige taleres betragtninger og fremhæver også socialdemokraten Hauges ord: "Den høje regering kan jo dog ikke mene, at rigsdagsmænd er en flok får, der kan gennes sammen i en fold for at bræge, så at sige på befaling fra oven". Nu skulle alt sættes ind på at vinde folkets tillid igen, nu burde man våge over, "at den harske og ildelugtende olieplet, der fra de hidtil toneangivende Landmandsbank-kredse har bredt sig så beskæmmende i vort lille samfund, ikke også får lov til at sætte en plet på dansk retspleje".

Det er betegnende for Ministeriet Neergaards indstilling, at disse betragtninger blev kraftigt tilbagevist. Nej, man ønskede ingen diskussion, så længe undersøgelsen stod på, og man ønskede at bestemme over, hvilke forhold der skulle gøres til genstand for undersøgelse. Man søgte, som grev Holstein ganske rigtigt bemærkede, at strø sand på det meste af skandalen. "Forsøget", siger han, "mislykkedes i sin direkte form, fordi den offentlige mening var imod det, men måske lykkes det nu i den indirekte form, den gode vilje mangler det åbenbart ikke på, hverken fra Regeringens eller fra Det tredie Tings side". Det konservative partis ordfører, generalauditør Victor Pürschel, som i forhandlingerne gjorde sit

78

bedste for at dysse sagen ned og utvivlsomt også savnede enhver forståelse for denne sags rette sammenhæng, mente meget overlegent, at "over for den art angreb, der her var tale om, har den sigtede ingen forpligtelse til at rense sig", og han beklagede, at justitsministeren ved sin tale "selv har båret ved til det bål, der skal brænde her i dag under svingning af tomahavker og afdansning af krigsdanse". Større ansvar følte altså Pürschel ikke over for den landsulykke, Landmandsbankens sammenbrud havde påført samfundet, end at han troede med sådanne tåbelige bemærkninger at kunne unddrage sig og tinget ubehagelige kontroverser. Men det var jo den samme mand, som allerede den 8. december 1922 i Studenterforeningens konservative forening havde givet udtryk for den opfattelse, at Bankkommissionens mandat var meget begrænset, og at man stærkt skulle fastholde denne begrænsning. Han endte her med at udtale ønsket om en skærpet injurielovgivning for at forhindre afsløringen. Han ønskede altså ikke mere en undersøgelse til bunds, og hans tanker faldt dermed godt i tråd med Regeringens, eftersom justitsminister Rytter nogle dage senere, den 11. december, i "Politiken" udtalte, at Kommissionsdomstolen naturligvis ikke var stillet som domstole i almindelighed, der kunne inddrage, hvad den ville i undersøgelsen; det kunne den ikke. Den måtte holde sig til, hvad der var fastsat i loven.

Det var netop denne obstruktion over for en grundig undersøgelse, som fremkaldte mistillid og dermed gav stødet til disse endeløse diskussioner. Meget positivt kom der ikke frem. Dog gav socialdemokraten Borgbjerg den 25. januar 1923 i anledning af den flere dage varende debat om Colds interview fra 1916 en nøjere skildring af de med dette interview forbundne spekulationer. Deraf fremgik bl.a., at den så hårdt omstridte erklæring havde ligget hos "Berlingske Tidende" nogle dage, før den kom frem i offentligheden den 11. juli 1916, og at der allerede om eftermiddagen den 10. juli var rygter fremme om den på Børsen, således som det blev bevidnet af grosserer Ernst Meyer, der nu var ledende direktør af Landmandsbanken. At interviewets indhold var blevet bekendt inden for en vis inderkreds, kunne, som Borgbjerg ...

Direktør C. M. T. Cold.

Født 10. 6. 1863 Kbh., død 7. 12. 1934 s.st. Direktør for D.F.D.S. 1908–21. Udenrigsminister i Venstre-regeringen 1922–24.

79

... dokumenterede, ene og alene skyldes Cold! Borgbjerg påviste endvidere, at "Berlingske Tidende"s børsmedarbejder, overretssagfører Ejnar Christensen, havde hausset D.F.D.S.-aktierne fra februar til marts 1916, haussede, "indtil pæren anses for moden, indtil springet, det store spring på 10½ pct., sker fra 15. til 16. marts. De herrer Glückstadt og Cold realiserer deres aktiebeholdning og stryger den vældige gevinst ind, og det er fra dette øjeblik, at overretssagfører Ejnar Christensen, "Berlingske Tidende"s børsmedarbejder, begynder at baisse, modarbejder haussen; det kan følges dag for dag i "Berlingske Tidende". Den 11. juli sælger overretssagfører Ejnar Christensen, "Berlingske Tidende"s børsmedarbejder, og tjener en formue derpå, på grund af sin viden om, at dette interview ville fremkomme". Omsætningen på Børsen denne berømte eller berygtede 11. juli i D.F.D.S.-aktier beløb sig til ikke mindre end 2 1/3 mil. kr. Borgbjerg knyttede dertil følgende afsluttende betragtning: "Der er sikkert dem, der heraf kunne slutte — jeg drager ikke denne slutning med det kendskab, jeg har til sagen, — men der er sikkert dem, der kunne drage den slutning, at overretssagfører Christensen, "Berlingske Tidende"s medarbejder, var en presseattaché for Det forenede Dampskibsselskabs direktør; han følger nøjagtig direktørens bevægelser, han hausser, hvor det er direktøren belejligt, at han hausser; han baisser, hvor det er direktøren belejligt, at der baisses; han får i forvejen at vide, hvad ingen anden kan have røbet end selve direktøren for Det forenede Dampskibsselskab, og han bruger denne sin viden sådan, at han derved tjener en formue." (Jvf. Folketingets forhandlinger 1922–23, sp. 3353–3367).

Stormløbet mod udenrigsministeren førte ikke til noget resultat. Det blev derimod tale om parlamentarismens fallit. Bl.a. Erklærede justitsminister Rytter, torsdag den 25. januar til slut, at, "Hvis vi bliver ved på den måde, vi her er begyndt med, så tror jeg, det vil blive parlamentarismens fallit". Jødepressen er aldeles rasende over, at man på tinge i den grad holder storvask for åbent tæppe. Mest karakteristisk er måske den forbitrelse, der kommer til orde i "Finanstidende", hvor det bl.a. bemærkedes (31. 1. 1923): "Ingen polsk rigsdag har kunnet afgive et mere beskæmmende billede af forvirring, intet Balkan-parlament afsondre en atmosfære mere depraveret. Man bruger ikke i den danske rigsdag at levere korporlige slag med blækhuse og pulte, men man

80

har i forrige uge drevet det til at sænke taleniveauet så lavt, at adskillige ville have foretrukket korporlighederne. Det, (som er sket), er i hvert fald for parlamentarismen et sammenbrud, der i nogen grad minder om Landmandsbankens". —

Dog, dermed var spillet ikke endt.

Kun godt en uge senere brød stormen atter løs, og denne gang med særlig voldsomhed.

Lørdag den 3. februar så handelsminister Jørgen Christensen sig nødsaget til at fremsætte ændringsforslag til septemberloven vedrørende Landmandsbankens rekonstruktion, ifølge hvilken der søgtes hjemmel til,

"at den garanti, som Staten i henhold til bestemmelsen i Lov nr. 411 af 21. september 1922 § 1, 2. stykke har påtaget sig for de lån, Nationalbanken finder det påkrævet at yde Landmandsbanken i den ved reorganisationen skabte overgangstid, bliver ændret til en direkte garanti over for samtlige Landmandsbankens kreditorer samt derhos bliver gjort bindende for Staten i et vist åremål".

I bankrådets skrivelse, som begrunder dette andragende om ubegrænset statsgaranti, bemærkedes, at netto-overskuddet for 1922 ville beløbe sig til 10,6 mil. kr., som foresloges til afskrivning. Men bankrådet skønnede det nu fornødent at foretage afskrivninger til et samlet beløb af 232 mil. kr., medens det til afskrivninger nødvendige beløb i september 1922 blev anslået til 184 mil. kr. og i juli 1922 til 144 mil. kr. (Glückstadt anslog det som bekendt kun til 55 3/4 mil. kr.!) Efter denne afskrivning, manglede der regnskabsmæssig dækning for Reservefondens 30 mil. kr. og for ca. 31½ mil. kr. af den i september skabte præferencekapital 70 mil. kr. Dernæst siger bankrådet god for den nye tabsberegning, idet det dog på enkelte punkter tager forbehold (de russiske

81

fordringer og aktierne i Rekyl-syndikatet), fordi værdiansættelserne her kun var skønsmæssige. Men bankrådet mener, at såfremt den nu fornødne støtte ydes, vil banken kunne fortsætte sin virksomhed på et sundt grundlag. Også bankinspektøren siger god for sagen, idet han i en skriftlig erklæring af 2. februar bemærker, "at den foreliggende opgørelse dels er så omfattende og dels er så kritisk, at den som samlet helhed må siges at give et virkeligt billede af bankens nuværende stilling". En antydning af forbehold findes dog altså i bankinspektørens erklæring. Mest uforbeholden og selvsikker ytrer imidlertid handelsminister, købmand Jørgen Christensen fra Vejle sig, idet han i sin fremlæggelsestale i Folketinget fremsatte følgende beroligende ord:

"Under forudsætning af normal udvikling vil denne garantiforpligtelse ikke bringe Staten tab, det er endogså sandsynligt, at aktiekapitalen i løbet af en årrække atter kan indtjenes, idet Landmandsbankens normale forretning er god og indbringende".

Ministeren erklærede samtidig, at banken naturligvis måtte træde i likvidation, hvis Staten ikke som foreslået ville træde til.

Dette var optakten til den mest storstilede afpresningsmanøvre, den danske regering nogensinde har været ude for, men den lå rigtignok ganske på linje med de gangstermetoder, Emil Glückstadt i første omgang med så stort held havde bragt i anvendelse. Denne gang var det statsminister Neergaard, der lagde sagen således til rette, at tingene måtte træffe afgørelsen under tvang. Også denne gang krævede han hurtig vedtagelse, godkendelse inden halvandet døgn; en lørdag middag kl. 2 blev lovforslaget forelagt, og inden den følgende mandag morgen skulle det være vedtaget! Resultatet var, at denne tredje rekonstruktion beskæftigede Folketinget hele søndagen til langt ud over midnat, og at Landstinget derefter kunne begynde med drøftelserne af ændringsforslaget

82

kl. 2 nat og i 3. behandling afsluttede sagen kl. 4,55 mandag morgen. — og banken behøvede altså ikke at lukke.

Hovedstykket i Regeringens forslag gik ud på at affatte § 1, 2. stykke i September-loven som følger:

"Staten overtager med bindende virkning indtil 1. januar 1930 fuld garanti for alle retsgyldige fordringer på Landmandsbanken såvel fra indskydere som fra andre kreditorer, for så vidt disse fordringer ikke kan dækkes af bankens aktiekapital, reservefond og øvrige midler".

De øvrige bestemmelser var af administrativ art. Ved afstemningen blev to ændringsforslag, som stilledes fra det konservative parti, vedtaget. Herefter blev tiden for statsgarantien begrænset til 1. april 1928, og samtidig vedtoges nedsættelse af et nævn, der skulle søge at sikre landets øvrige bankvirksomhed mod den statsgaranterede banks eventuelle overlegenhed i konkurrencen om indlånsmidler.

I forhandlingerne rettedes selvfølgelig meget hårde angreb mod Regeringen, og navnlig spurgtes fra oppositionens side, hvilke de forhold var, som havde gjort det nødvendigt, at man atter så pludselig kom til Rigsdagen med nye krav. Hvorfor en sådan usædvanlig indgriben? Hvorfor skulle der nu straks ydes statsgaranti helt og fuldt ud over for Landmandsbanken, under trussel af, at banken ellers gik sin undergang i møde? Disse spørgsmål blev naturligvis ubesvaret. Socialdemokraten Hauge fandt det uhørt, at man fem måneder efter, at der var tilvejebragt en ny aktiekapital og en ny reservefond, stod over for den situation, at også dette uhyre beløb var formøblet. "Hvor kan", spørger han, "Regeringen dog mene, at den nu kan komme og få Rigsdagens tilslutning en gang til? Det er mig ufatteligt, at nogen i denne sal eller i befolkningen kan have tillid til den i dette spørgsmål. Men denne regering er jo i besiddelse af en overordentlig stor

83

selvsikkerhed". Zahle beretter om de ejendommelige krumspring, handelsminister Christensen havde tilladt sig over for det rigsdagsudvalg, som skulle holde kontrol med Landmandsbanken. Dette udvalg havde konstateret, at de 40 mil. kr., banken havde lånt hos Nationalbanken, var bleven tilbagebetalt, efter at de 100 mil. kr. præferencekapital plus reservefond var bleven indbetalt; Staten hæftede altså ikke mere for noget lån. Men så erfarede man nu pludseligt, at Landmandsbanken på ny havde optaget lån, fredag den 2. februar 25 mil. kr. og lørdag den 3. februar — selve forhandlingsdagen — yderligere 16 mil. kr., i alt 41 mil. kr. til de 40 mil. kr., som var i forvejen! "således" — fortsætter Zahle (sp. 3678) — "at Staten nu er engageret i Landmandsbanken med 81 mil. kr." (NB.: At Nationalbanken ud over dette havde udlånt 164 mil. kr. til Landmandsbanken mod sikkerhed i veksler og andre værdipapirer, har tilsyneladende ved denne lejlighed ikke været Zahle bekendt.) Stauning gør gældende, at man allerede på et tidligere tidspunkt havde ment at måtte konstatere, at tabene ville blive væsentlig større. Han bemærker, at Ruslands-overenskomstens stranding havde kostet mange af de tabte millioner, andre tab skyldtes svindel og spekulation eller forfejlede investeringer i industrielle virksomheder. Som sådanne foretagender, der var afhængige af Landmandsbanken, nævnede han: porcelænsfabrikker, papirfabrikker, skotøjsfabrikker, metalvarefabrikker, gummifabrikker, tobaksfabrikker, hattefabrikker, beklædningsindustrien, møbelfabrikker og så fremdeles. Det er Stauning, der retter det spørgsmål til ministeriet, hvilke politiske konsekvenser det agter at tage, hvorpå Neergaard udtalte, "at Regeringen har fremsat et forslag af rent saglig art, som den ønsker sagligt behandlet, og som den ikke agter at drage politiske konsekvenser af". Særlig skarp er den kritik, grev Bent Holstein fremfører, som i øvrigt eftertrykkeligt pointerede, at også den nu forelagte tabsberegning uden tvivl ikke ville holde, og at han ligesom Zahle mente snarere at måtte regne "med et

84

tab på omkring 300 mil. kr." Kort og knapt bemærkede Holstein endvidere: "Hvis de sunde og lægende kræfter i vort samfund og i vort folk fik lov til at virke frit, ville noget af det første, der skete, være, at Ministeriet Neergaard blev fjernet." Det konservative medlem Lemvigh-Müller måtte endnu fremsætte den for systemet så karakteristiske beklagelse, at "disse forhandlinger, som er af så overordentlig betydning for hele vort danske samfund, foregår for så at sige tomme ministerbænke". Når handelsministeren endelig over for grev Holstein bemærkede, at de af denne fremsatte udtalelser ikke gik ham til hjertet, da der nu engang var alt for stor en forskel mellem deres opfattelser, var dette også aldeles forståeligt, idet Venstre-regeringen nu ved flere foranstaltninger havde vist, hvor magtpåliggende det var den, under alle omstændigheder at lægge de svære byrder, der var forbundne med Landmandsbankens rekonstruktion, på skatteborgernes skuldre, for på denne måde at tjene den jødiske kapitalmagts interesser.

I tredje behandling understregede, grev Holstein endnu en gang, at Landmandsbanken efter hans opfattelse var pilrådden, og at han fandt det både sørgeligt og beskæmmende, at den ansvarlige danske regering anså det for nødvendigt nu for tredje gang at rekonstruere og for anden gang, nu med udvidet statsgaranti, at sikre en sådan institutions opretholdelse og bevarelse. Det konservative medlem dr. Frænkel var betænkelig ved at stemme for lovforslaget, da man ikke kunne overse dets konsekvenser, og da man atter skulle tage den største beslutning, som også Holstein havde sagt "med pistolen for brystet". Men han var også betænkelig ved at godkende Regeringens forslag, da man nu endelig måtte være opmærksom på, "hvorledes der ligesom begynder at oparbejde sig en stemning imod parlamentarismen, og jeg tilstår, at jeg frygter denne stemning noget, fordi den arbejder meget stille og meget roligt, og fordi jeg ikke ved, hvad man skulle sætte i stedet, når man overhovedet ville folkestyre".

85

Det Radikale partis ordfører udtalte, at det sagligt ville være aldeles uforsvarligt at pådrage Staten en kautionsforpligtelse på ca. 1200 mil. kr. Eller et lignende beløb; og at partiet derfor ville stemme imod. Regeringen mente trods alle de fremsatte betænkeligheder at måtte fastholde forslaget.

Dog lykkedes det denne gang ikke ministeriet at få så stor en tilslutning som ved september-ordningen. Da den afsluttende afstemning skulle finde sted efter udvalgsbehandling og langvarige forhandlinger, blev lovforslaget vedtaget:

i Folketinget med 73 stemmer (Venstre og de fleste Konservative) mod 18 (de Radikale og Holstein), medens 48 medlemmer (socialdemokraterne, Frænkel, fru Hauschultz og Lemvigh-Müller af de Konservative, samt det Frisindede Landsparti) svarede: stemmer ikke; 10 var fraværende;

i Landstinget med 37 stemmer mod 8 (de Radikale); socialdemokraterne stemte ikke.

Socialdemokratiet ville have stemt for statsgarantien, hvis Venstre-regeringen var trådt tilbage; de gjorde altså sagen til et kabinetsspørgsmål, og da de ikke opnåede en regeringsændring, afholdt de sig fra stemmeafgivning. At også de radikale gik imod virker højst besynderlig, når man holder i erindring, hvorledes de under verdenskrigen bidrog til forøgelsen af statsgælden og statsudgifterne. Alene de sidstnævnte steg i finansårene 1914/15 til 1918/19 fra 111,4 mil. kr. op til 615,8 mil. kr. Nu ville de altså være sparsommelige! Men det var jo alt kun det sædvanlige parlamentariske spilfægteri. Alle de bundrådne parlamentariske partier, ønskede faktisk endnu denne gang, at ordningen skulle gennemføres, men idet socialdemokraterne og de Radikale var sikre på, at Regeringen fik flertal for sit forslag, ønskede de at manøvrere sig frem imod det næste valg ved formelt at stemme imod!

Kort og godt: den ubegrænsede statsgaranti for

86

Landmandsbanken blev givet. Skatteborgerne hæftede med ubegrænset ansvar for alle de tab, banken havde haft, og som den måtte udsættes for i den kommende femårige periode. Alt i alt androg tabene, efter som stillingen nu var, i det femår, der gik forud for rekonstruktionen i 1923, ikke mindre end 326 mil. kr. Ydermere havde hjælperne allerede siden november 1922 lidt umådelige tab, Nationalbanken 55 mil. kr., Østasiatisk Kompagni 20 mil. kr., Store Nordiske 5 mil. kr. og Staten i hvert fald 40 mil. kr. Situationen ved rekonstruktionen karakteriseredes endelig derved, at Landmandsbanken i dette øjeblik stod med en gæld til Nationalbanken på mindst 235 mil. kr. Hvorvidt disse beløb var dækket gennem aktiver, kunne dengang ikke oplyses. Men at gældsforholdet endnu langt fra var afklaret måtte erkendes af alle og enhver, der ville se sandheden i øjnene; givet var det også, at forrentnings-forpligtelserne under disse omstændigheder måtte være enorme.

Skæbnesvangert for bankens fremtidige trivsel måtte det selvfølgelig blive, at også det nye hold Landmandsbank-ledere havde samme samfundsopfattelse som dem, der gik forud, de var mænd, som navnlig var behersket af den opfattelse, at det måtte være statskassen, skatteborgerne, der skulle betale. I så henseende var der slet intet ændret. Hovedledelsen lå fremdeles i en jødes hånd, og formanden for bankrådet, kammeradvokat Vagn Aagesen, var en mand, der efter hele sin indstilling følte sig inderlig knyttet til jødedommen.* Den nye bankstyrelse veg heller ikke tilbage for, straks fra begyndelsen af systematisk at vildlede offentligheden med hensyn til bankens virkelige stilling. Hvorfor skulle man dog sige sandheden, når man havde set, hvorledes Glückstadt med sin gangstermoral havde gennemtrumfet sine krav og i første omgang havde bundet Nationalbanken og de kompetente mænd inden for Regeringen til bankens skæbne. Hvorfor skulle man

87

dog ikke spille videre i samme dur! Når man listede sig varsomt og forsigtigt frem, ville man jo — som erfaringen til fulde viste — nå meget videre, og derfor fastholdt den nye bankledelse også den uvederhæftighedens og tvetydighedens politik, som havde været bestemmende allerede for den gamle bankledelse.

Da "Berlingske Tidende" anmodede kammeradvokat Aagesen om oplysninger vedrørende bankens udvikling efter september-rekonstruktionen den 18. november 1922, da der gennem talrige rygter atter var opstået røre om banken, og der navnlig var tale om en påviselig aftagen i forretningerne, svarede denne: "Det er mit bestemte indtryk, at der er nu ved at falde ro over banken, og at man nærmer sig normale forhold." Med hensyn til udnyttelsen af statsgarantien fremsatte bankrådets formand dernæst følgende fortrøstningsfulde ord: "Finansministeren har med rigsdagsudvalgets billigelse tilskrevet Nationalbanken, at Staten uden begrænsning af beløbets størrelse garanterede for de af Nationalbanken ydede forstrækninger, men heldigvis ligger situationen således, at Landmandsbanken ikke har brug for yderligere midler og derfor slet ikke benytter denne kredit.". Til yderligere beroligelse tilføjedes endvidere, at bankbogsindskuddene (Aagesen taler om sparekasseindskud) i løbet af første halvdel af november måned var bleven forøget med ca. 2 millioner kroner.

Altså var der slet ingen grund til foruroligelse. At Landmandsbanken allerede på dette tidspunkt havde begyndt at låne i Nationalbanken mod depositum af veksler og værdipapirer, røbes der selvfølgelig intet om. Men denne gæld var, som nævnt, indtil begyndelsen af februar 1924 steget til i alt 235 mil. kr., af hvilke 110 millioner var optaget mod depositum i veksler, 54 millioner mod depositum af værdipapirer og 71 millioner mod Finansministeriets kaution. De sidstnævnte penge optoges umiddelbart før rekonstruktionen indledtes. Situationen var altså katastrofal, i den grad katastrofal, at det nye bankråd, hvis formand var den ligenævnte hr. Vagn Aagesen,

88

truede med at lukke banken mandag den 5. februar, hvis Staten ikke indtil dette tidspunkt havde ydet ubegrænset statsgaranti. Det var altså denne udvikling, om hvilken denne hr. Vagn Aagesen havde påstået den 18. november 1922, at den nærmede sig normale forhold. Man må herefter atter konstatere, at grev Bent Holstein havde ret, mere end ret, når han i denne anledning hævdede den opfattelse, "at den 3. februar 1923 for hr. Vagn Aagesen blev en dommens dag, som burde have sat punktum for hans virksomhed som bankrådsformand". Selvfølgelig fandt Holstein ikke medhold i sådanne anskuelser hos regering og rigsdag. Jøderne vidste, hvor god en mand de havde i hr. Aagesen, der gennem sin fremragende indsats i administrationen for den mosaiske ungdoms anbringelse til kunst og håndværk osv. Havde vist, at han fortjente deres tillid, og når jøderne holdt ham, var det selvfølgeligt, at han også var Regeringens mand.

Og komediespillet fra denne kant førtes videre. Der var jo endnu så mange jødefirmaer, der skulle holdes oven vande så længe som muligt, og derfor var det nødvendigt at holde skjult over for offentligheden længst muligt, hvor fortvivlede forholdene var. At der ved denne udskyden af en virkelig gennemgribende ordning påførtes Staten stadig stigende tab, kunne selvfølgelig ikke forurolige disse kredse, da det for dem nu engang var en uomstødelig grundsætning, at den jødiske finansmagts reorganisation måtte ligge i samfundets interesser og at Landmandsbanken til opnåelse af dette mål måtte kunne stille ubegrænsede krav til Staten.

I efteråret 1923 var det atter galt fat. Da tillod grev Bent Holstein sig i rigsdagsforhandlingerne angående oprettelsen af en kursegaliseringsfond den 15. november at påstå, at statsministeren nu i flere forhold havde handlet ud fra falske forudsætninger til ubodelig skade for landet, og at han nu atter var i færd med at gå på afveje. Thi, fortsatte han, "Vi har set den højtærede statsminister 3 gange forudsætte, at en rekonstruktion af Landmandsbanken ville være

89

tilstrækkelig; og nu har han beredt sindene på den fjerde og måske største og mest skæbnesvangre rekonstruktion af Landmandsbanken, idet det vistnok kan forudsættes, at den ordning, vi nu har, ikke vil kunne holde til 1928".

Hvad svarede finansminister Niels Neergaard herpå? Ja, han replicerer som følger:

"Jeg må dog blot gøre en enkelt bemærkning til det ærede medlem hr. Holstein. Der er mig intet som helst bekendt om, at den nuværende ordning af Landmandsbankens forhold ikke skulle kunne holde til 1928, ja, udtalelser er mig tilmed bekendt fra dem, der har med denne ledelse at gøre, og dem, der har tilsyn dermed, som går ud på, at rygter, som har været fremme i den henseende, er ganske grundløse og tilmed meget skadelige."

Og kammeradvokat Vagn Aagesen, hvis ord så sandelig dog måtte have det samme upålidelighedens præg som finansministerens ord, dristede sig til i "Berlingske Tidende" for 17. november, at fremsætte følgende anmassende erklæring:

"Grev Holstein har gjort sig til talsmand for løse og uholdbare forlydender, som jeg allerede tidligere har stemplet som forrykte. Jeg forstår ikke, hvordan en rigsdagsmand på så upålideligt et grundlag kan fremsætte offentlige udtalelser af denne art og derved bidrage til at skade landet.

I øvrigt er det umuligt, hver gang banken bliver angrebet, at tage til genmæle derimod. Man må vente, indtil årsopgørelsen foreligger, så meget mere, som dette kun vil vare 3-4 måneder. Måske kan resultatet allerede være opgjort i midten af februar.

Det, som er det vigtigste, det, som det først og fremmest kommer an på, er, at banken er sund og levedygtig. Når dette tages i betragtning, er det mindre væsentligt, om den kommende opgørelse vil udvise, at stillingen er nogle få millioner ringere end det resultat, man tidligere er nået til, og mere kan jeg aldeles ikke tænke mig, at det drejer sig om. Selvom det bliver tilfældet, forekommer det mig at være af ret underordnet betydning for Statens garanti, sammenlignet med den omstændighed, at den daglige virksomhed er så god, som man kan forlange, således at banken på sin store gamle forretning er i stand til at indtjene et passende overskud."

90

Grev Bent Holstein blev ikke svar skyldig, hverken over for kammeradvokaten, som allerede kort tid forinden på tilsvarende måde havde imødegået rygter i "Fyns Venstreblad", eller over for finansminister Neergaard. Begge fik kraftigt svar på tiltale i en artikel: "Landmandsbankens 4. Rekonstruktion under opsejling", som offentliggjordes i "Nationaltidende" og i "Aarhus Stiftstidende" den 23. november 1923. Og finansministeren (alias statsministeren) blev desforuden allerede i forhandlingen den 15. november gjort opmærksom på, at han næppe havde kompetence til at give irettesættelser i det spørgsmål efter de tre rekonstruktioner, han havde foretaget, hvorved Holstein pegede hen på, at han selv allerede om begge de første havde forudsagt, at de ikke kunne holde. Og han knyttede til denne tilbagevisning en bemærkning om, at det forekom ham parodisk, at det var netop statsministeren, der aller ivrigst gjorde sig til talsmand for, at erhvervslivet skulle sanere sig selv. Hvorledes, spørger han, skal herefter til eksempel alle de insolvente debitorer i Landmandsbanken, som opretholdes alene ved Landmandsbankens statsgaranterede kredit, sanere sig? Og han kunne for den sags skyld ligeså godt have spurgt, hvorfor Neergaard så ikke fra begyndelsen af havde krævet, at Landmandsbanken ligesom alle de andre danske banker, der var kommet i vanskeligheder, skulle sanere sig selv eller også likvidere. Og hvorfor krævede Neergaard det ikke nu?! —

Det kom, som grev Bent Holstein og andre med ham havde forudsagt. Det kom, som Julius Schovelin allerede formodede i forhandlingerne i februar 1923, til den fjerde og femte rekonstruktion. Dog lykkedes det det socialdemokratiske ministerium, som tiltrådte i april 1924, at udskyde den næste afgørelse til foråret 1926. Slutstenen i reorganisationsarbejdet sattes derefter i 1927-28 af ministeriet Madsen-Mygdal. Og systempartierne, som i september 1922 havde rakt Fanden den lille finger, måtte langt om længe give hele hånden; havde man sagt a, måtte man også sige b, og de nåede også,

91

som Bent Holstein engang ironisk bemærker, at sige c og d og at komme hele alfabetet igennem, indtil æ, ø og å.

Da Rigsdagen i september-dagene 1922 vedtog nedsættelsen af en kommission til undersøgelse af Landmandsbankens forhold, bestod der enighed ikke blot om, at der fra de sagkyndiges side skulle udarbejdes en grundig og udtømmende redegørelse over bankkatastrofens årsager, men også om, at undersøgelsesresultaterne til sin tid skulle gøres til genstand for forhandlinger i Rigsdagen. Da Bankkommissionens beretning i januar 1924 forelå, svigtede imidlertid modet hos Regeringen, og ligesom de borgerlige partier allerede kort tid i forvejen efter dommen over Harald Plum havde vist betænkeligheder ved at lade det komme til en indgående drøftelse og en kritisk vurdering af de med Landmandsbank-svindelen sammenhængende problemer*, således søgte Regeringen nu efter offentliggørelsen af kommissionsberetningen at afværge en debat. Der kan ikke være tvivl om, at også det radikale Venstre helst ville have undgået en diskussion. Men betænkelighederne inden for dette parti måtte vige navnlig af hensyn til, at koalitionspartiet, Socialdemokratiet, var forhippet på at få et agitationsgrundlag for de tilstundende valg, som skulle bringe det (eller dem begge) sejren og magten. Og da man nu fra denne side trængte på, måtte Venstre-regeringen til sidst give adgang til en rigsdagsdebat. Storvasken skulle altså finde sted, storvasken for åbent tæppe.

Den voldsomme og næsten endeløse kontrovers fandt sted i sammenhæng med 1. behandling af forslag til Lov om Tillægsbevilling for Finansåret 1923-24. Det var sandelig ikke

92

småting, de herrer rigsdagsmænd i denne omgang skulle have hinanden sagt. Dog: så bunduenige de i mange punkter vedrørende Landmandsbanken var, i et var de selvfølgelig helt igennem enige, nemlig deri, at der aldrig måtte være tale om jødernes ansvar. På dette punkt var det betegnende nok Socialdemokratiets førstemand Thorvald Stauning, som mente at måtte give udtryk for en vis utilfredshed med undersøgelsens resultater. Han syntes nemlig, at beretningen måske nok havde nået at få alle jøder trukket frem, men at man sikkert havde glemt at stille de hvide mænd, der var med i spillet, i den rette belysning. Stauning var som god marxist særligt omsorgsfuld over for de fremmede og håbede vel, ved denne manøvre at kunne lede offentlighedens opmærksomhed bort fra det specielle ansvar, de jødiske finansmænd havde.

Men i øvrigt lagde Stauning sandelig ikke fingrene imellem i sin tale den 1. februar 1924 i Folketinget, i hvilken han lagde alt an på at tvinge Regeringen til at gå med til en realitetsbehandling af Bankkommissionens beretning.

I denne tale bemærkede han bl.a. indledende, at det ikke så særlig godt ud, at ministeriet søgte at hindre en sådan forhandling. Han understregede fra først af, at der så sandt ikke kunne være tale om "affære-politik", og at den borgerlige presse ikke havde grund til at bebude en "skandaledebat", da det ikke var dem, som ønskede en debat om sagen, der gjorde sig skyldig i skandale, men at det vel var nok så rigtigt "at rette bebrejdelsen mod dem, der har lavet skandalerne, lavet det, der har givet anledning til debatten herom, til ... kapitalismens kæmpeskandale i Danmark i de senere år". Han pointerede, at det er "dette kapitalistiske selskab, som har regeret her i landet og regerede den dag i dag, regerer i kraft af deres penge, dette kapitalistiske selskab, som støttes, værnes og beskyttes af de nuværende magthavere, der har lavet skandalen". Og han fortsatte: "Hvis der er nogen skandale at tale om, så ret bebrejdelsen derhen, hvor svindelen er foregået, og hvor i øvrigt en række mislige affærer har fundet

93

sted." Efter denne optakt foretog Stauning — som eneste rigsdagsmand! — i sin 3 timer lange tale en indgående undersøgelse af de i beretningen fremførte kendsgerninger, og gav derved i mange henseender en rammende karakteristik af det kapitalistiske systems udskejelser. Navnlig var det børsjobberiet, der gjordes til genstand for en sønderlemmende kritik.

Et større afsnit skal vise, hvortil Stauning sigtede med sine angreb. Efter at have konstateret, at billede for billede i Bankkommissionens beretning afslørede misbrug og storstilet svindel og vidtforgrenede spilleselskaber med milliontab, der sluttelig måtte bæres af det hele samfund, bemærkede han bl.a.: (sp. 3437):

"Men der findes ikke blot tab i denne bog; der er også konstateret gevinst for de mest beregnende, for de forsigtigste spillebrødre, men død og ødelæggelse for hasardspillerne. Den fortæller også om den danske industris sørgelige skæbne, om højfinansens herredømme over industri og handel på den måde, at industrien og handelen blev indsats i et vildt forkasteligt spil. Det drejede sig slet ikke om at fremme en industri; det interesserede spillebrødrene uendelig lidt, hvorledes det gik med industrien, om det gik den godt eller dårligt, om den gav stort eller lille overskud; i alt fald i en vis periode var det ganske underordnet.

Det var et spil om aktier, en spekulation i egne aktier, udøvet af direktørerne og deres medspillere, de såkaldte konsortier, og det synes at have været hovedsagen for dem, der sad som de officielle ledere af den danske handel og industri. Om konsolidering af de industrielle bedrifter, om konsolidering af skibsfart, handel og industri var der slet ikke tale; hvis man opsamlede penge i en periode, var det for at få tilstrækkelig mange til en skønne dag at kunne foretage en fordeling til den vennekreds, som i forvejen havde bemægtiget sig alle aktierne. Der var aldrig eller sjældent tale om, at 20 mil. kr., som var opsamlet, skulle anvendes til nye industrielle fremskridt, gavnlige maskiner eller indretninger i den industrielle bedrift; nej, når der lå 20 mil. kr. i kassen, var man sikker på at se 100 eller 200 aktionærer halse frem for at få fat i disse 20 mil. kr. Vi ser bankens ledere — lederne af denne store Landmandsbank, som i sig selv var et kæmpeforetagende, og hvor lederne fornuftigvis, når de skulle lede en sådan bank på en for samfundet betryggende måde, havde fuldt op at gøre med at lede denne bank —

94

vi ser dem som selvstændige ledere af talrige selskaber, skotøjsselskaber, handelsselskaber, kabel- og trådfabrikker og meget andet, dampskibsselskaber osv. Rundt om i disse selskaber, der var ledet i en stor svindelperiode med spil rundt om, ser vi lederne af Landmandsbanken gå igen som ledere af disse industrielle foretagender, der atter finansieredes af den bank, der i grunden var leder af dem. At dette forhold i tider som dem, vi har oplevet, måtte blive skæbnesvangert, er jo selvfølgeligt. At bankens ledere sidder og bevilger kapital til en række selskaber, hvis topfigurer de selv er, kan ikke være betryggende. Det viser, hvilken mangel der har været ved den hidtil bestående aktie- og banklovgivning; al kontrol og sund bedømmelse af disse mange foretagender, der skulle finansieres, var jo udelukket; det drejede sig for dem, der sad ved ledelsen i alle disse selskaber, om at holde møllen gående det længst mulige for at skaffe tantieme og penge til uddeling, om at skaffe avancer til spekulation i aktier og om at skaffe nye aktieemissioner, etableret med salg af nye aktier til mægtige kurser tilsyneladende, men vel at mærke uddelt til en snæver vennekreds til en lav kurs med det formål, at de dagen efter kunne skaffe sig en mægtig fortjeneste. Således har livet været for industrien og erhvervsvirksomheden under kapitalmagtens herredømme. Der var jo mange, der lod sig blænde af disse spekulanter, mange godtroende, som, når de så spekulanterne kaste sig ind i dristige opkøb af aktier til vanvittige priser, fulgte efter og tænkte: Gud bevares, det må være guldrandede papirer — var det ikke det, man kaldte papirerne med de mægtige udbytter og høje kurser? — godtroende folk kastede sig, følgende det slette eksempel, over disse spekulationer, og de led altid tab, fordi de manglede kendskab til de virkelige love for denne landsskadelige, landsfarlige spekulation, som foregik i de tider."

Det kan ikke nægtes, at der her gives en ligefrem glimrende fremstilling af det kapitalistiske systems samvittighedsløse børsjobberi, blot forstår man ikke, at netop Stauning, som indtrådte i Regeringen Zahle den 30. september 1916 og dermed selv var minister i det tidsrum, da den mest løsslupne spekulation og svindel hærgede landet, skulle være kaldet til at udøve en sådan kritik. Men han gør det, og han fortsætter ufortrødent med sådanne anklager. Han beskæftiger sig bl.a. med emissionen af Ballin-aktierne i efteråret 1916, citerer Bircks betragtninger om sagen i beretningens bilag s. 309 og hæfter sig navnlig ved bemærkningen om, at der blandt dem,

95

som stræbte efter at få fat i nogle af de nye aktier, fandtes mange smukke navne, "som ifølge deres stilling var en vennetjeneste værd", og at det over for sådanne forhold ville have været halsløs gerning at kritisere aktieemissionen. Han beklager, at disse navne på finansmændenes særlige, nærstående venner, som ansøgte om en nådegave, en foræring af Ballin, ikke var bleven offentliggjort. Men i forvisningen om, at han om føje tid selv vil være landets statsminister — det var også et fjerdingår senere tilfældet — trøster han sig med, at denne mangel engang vil blive afhjulpet. Offentliggørelsen ville så nok vække adskillig forundring, sådan som Februar-kontoens bekendtgørelse i netop dette øjeblik havde gjort det. Selvsikkert bemærker han: "De kommer nok frem engang, det nærer jeg ingen tvivl om." Han kræver fuld klarhed over Glückstadts vennekreds og forlanger derfor, at også navnene på de andre konti, som svarede til Februar-kontoen, skulle blive gjort tilgængelige for offentligheden, og han henstiller til Regeringen Neergaard at foretage det fornødne. Thi, siger han: "Ellers tvinger de jo os, som har en eller anden viden, til før eller senere at bruge den på trods af bestræbelserne for at holde den skjult."*

Efter at have beskæftiget sig med højfinansens forskelligartede bestræbelser for at udøve indflydelse på rigsdag og regering gik det socialdemokratiske partis ordfører til slut over til en mere indgående behandling af den stilling, Landstingets formand, højesteretssagfører Bülow, samt finansministeren (Neergaard) og udenrigsministeren (Cold) kom til at indtage efter Kommissionsberetningens offentliggørelse. Stauning gjorde gældende, at alle tre mænd gennem de nu foreliggende oplysninger var bleven kompromitteret i den grad, at det ...

96

... næppe mere kunne forsvares, at de bevarede deres stillinger i det offentlige liv. Beretningen havde påvist, at Bülow ofte havde bidraget til at fremskaffe tvivlsomme resultater ved sine aktioner til fordel for Landmandsbanken, og at hans sammenblanding af interesser ved lejlighed havde forvoldt mere skade end gavn. Ved utallige lejligheder havde det vist sig, hvor betænkeligt det var, at han indtog en dobbeltstilling som Nationalbankens formand, som sagfører og rådgiver for Landmandsbanken og oven i købet som Landstingets formand, bortset fra, at han havde ladet sig honorere fra Landmandsbankens side på en måde, der åbenbart måtte virke anstødelig i kredse, der endnu holdt på offentlig moral. Særligt indgående dvælede Stauning derefter ved Colds transaktioner. Selvom det blev påstået — endog af prof. Birck — at Cold på ingen måde havde forset sig, måtte det fastholdes, at Cold siden 1912 havde været medlem af et konsortium — i hvilket bl.a. Også Richelieu og Glückstadt var medlemmer — for at opkøbe sit eget selskabs, — D.F.D.S.’ — aktier, for så vidt de endnu befandt sig på tyske hænder. Disse transaktioner skulle vidne om patriotisk virksomhed, men de indebar ikke desto mindre handlinger, som i en række lande ansås for så skadelige, at de var strafbare. Stauning beskæftigede sig også med Cold-interviewet af 11. juli 1916, samt med D.F.D.S.’ opkøb af Gorm-aktier for 54 mil. kr., dvs. til en pris, der efter Bankkommissionens (oplysninger. Red.) måtte have ligget 24 mil. kr. over den reelle værdi. Stauning bemærkede endvidere, at Cold ved sit samarbejde med Glückstadt i de omhandlede transaktioner, så vidt det i det enkelte lod sig påvise, gennem tre år havde haft en fortjeneste på 434.000 kr. I øvrigt gjorde han gældende, at stats- og finansminister Neergaard altid havde været afhængig af Glückstadt, og at navnlig stiftelsen af de fire Dollar-lån havde vist, "i hvilken grad Glückstadt havde en finger med i spillet". Bankkommissionens beretning lod klart erkende, "at det var ved disse lån ikke finansministeren (Neergaard), men Glückstadt, der

97

ledede på en ganske anderledes måde, end man fik indtrykket af, da finansministeren for nogle måneder siden gjorde rede for sagen her".

Dog den alvorligste anklage rettede den socialdemokratiske partifører mod Venstre og de konservative, idet han påpegede, at Staten var gået med til en omfattende statsgaranti for den rekonstruerede Landmandsbank, uden at Staten samtidig sikrede sig den fornødne indflydelse og kontrollerende myndighed. Han mente herom, at netop derved, at man i realiteten havde givet den private bank "statskassen til anvendelse uden virkelig kontrol", havde man sammen med alt det andet givet "fældende vidnesbyrd om Regeringens privatkapitalistiske karakter og om dens interesse for højfinansens redning". De borgerlige partier havde aldrig villet rejse hindringer for spekulantmuligheder.

"Jeg minder," fortsatte han, "i den henseende om, behandlingen af den sidst vedtagne lov om banker, ved hvilken man positivt modsatte sig foranstaltninger, som forbud mod spekulation i egne aktier og forbud mod, at bankers ledelse deltog i ledelsen, af industrielle selskaber osv., forslag, som blev fremsat fra socialdemokratisk side, og som, hvis de var blevet vedtaget, ville have forskånet samfundet for i alt fald en del af de ulykker, som Landmandsbank-korruptionen nu har ført med sig."

Stauning resumerer, at Regeringen skulle tage konsekvenserne af de nævnte ministres fejlgreb og lette sig besværet ved at få nye valg udskrevet snarest muligt.

I Folketingets forhandlinger den 5. februar 1924 forsøgte landsdommer Victor Pürschel at beskytte sit parti, de Konservative, mod den beskyldning, at det ikke havde foretaget sig noget effektivt for at stække højfinansens magtvilje. Pürschel mente, at Lemvigh-Müllers fremstød i oktober 1921 dog

98

var et bevis på, at partiet i tide havde erkendt den fare, Landmandsbanken som følge af de Glückstadt’ske spekulationer var stedt i. Pürschel vovede at fremsætte en sådan påstand, uden naturligvis på nogen måde at kunne afkræfte den mod partiet rettede beskyldning, at det fra højfinansens side havde fået mundkurv på, og at man senere "intet hørte fra det konservative parti, før alle vidste besked".

Den Radikale Venstre-mand Ove Rode, som i selve spekulationsperioden som landets indenrigsminister havde udøvet en aldeles afgørende indflydelse på samfundets økonomiske og sociale forhold, kom i anledning af Thorvald Staunings fremstød i den for ham selv og hans parti mindre behagelige situation nu også at måtte slå følge. Han havde allerede i forhandlingen den 1. februar 1924 i nøje overensstemmelse med Stauning stillet det formelle andragende, at der ikke blot måtte gives "en fuldstændig udskrift af kontoen for Konsortiet af 1. Februar 1917, men også af kontoerne British Bank of Northern Commerce, de forskellige konsortier af 24. april 1918, Østasiatisk Kompagnis opkøbskonto A og de andre af bankens konti, hvorpå der til forskellige tider optoges de i Bankkommissionens beretning omtalte "særlige kunder", for hvilke banken direkte eller indirekte spekulerede, og som derfor ifølge beretningen nød særlige begunstigelser". Da Rode derefter i sin store tale den 5. februar 1924 forsøgte at vælte hovedskylden for de ved Landmandsbankens sammenbrud forvoldte store tab over på Venstre-ministeriet Neergaard, bluedes han ikke over ved dristige påstande at frigøre Zahle-ministeriet for alt ansvar. Bl.a. hævdede han, at landets samfundsøkonomiske tilstand og Statens finansielle tilstand var usædvanlig god, da det sidstnævnte ministerium, som han selv tilhørte, fratrådte i slutningen af april 1920. I skarpeste modstrid med sandheden erklærede han, at "samfundsøkonomisk var landets tilstand den, at medens vi før krigen havde haft en mægtig gæld til udlandet, var denne nu fuldkommen afviklet, et tilgodehavende på 1.000 mil. opnået, og dette

99

var anvendt til at fylde de tømte lagre, til at genoprette besætningerne og forbedre virksomhederne." Han påstod endvidere, hvad måske ikke var helt urigtigt, at landets driftsvirksomheder ved slutningen af krigen i virkeligheden var i langt bedre teknisk stand end før krigen. Men i øvrigt kunne den førstnævnte påstand selvfølgelig aldrig holde stik, tværtimod gjorde den fhv. indenrigsminister sig her skyldig i en uvederhæftig argumentation, man længe skal søge magen til. Thi en kendsgerning var det, at dette nettotilgodehavende over for udlandet på ca. 1.000 mil. kr. var til stede ultimo 1918, men at finansminister Edvard Brandes allerede i foråret 1919 i Rigsdagen varslede den truende finanskatastrofe, og at de mægtigste tab blev påført samfundet netop gennem den store importspekulation, der blev påbegyndt under krigen, og som nåede sit højdepunkt 1919, samt gennem børssvindelen, der havde så rige udfoldelsesmuligheder netop under det Radikale ministerium. Når de rene spekulationstab, som er opstået efter krigen, ifølge det statistiske udvalgs beretning til Valutakommissionen må opgøres til godt 1 milliard kroner (godt 500 mil. kr. ved Landmandsbanken, samt 600 mil. kr., som på anden måde har unddraget sig den regnskabsmæssige opgørelse) står det uden for enhver tvivl, at hoveddelen af disse formidable tab falder under Zahle-ministeriets ansvar. Allerede ultimo 1920 beløb Danmarks nettogæld over for udlandet sig til 800 mil. kroner! På samme måde gør Rode sig skyldig i en helt igennem uforsvarlig bevisførelse, når han søger at gøre Venstre-regeringen ansvarlig for inflationen og den derved fremkaldte dyrtid. Inflationen satte ligeledes ind, da Zahle-ministeriet endnu sad ved styret; ultimo 1918 stod kronen endnu i pari, men dennes guldværdi var sidenhen for nedadgående, og Kronens købeevne var allerede under krigen bleven kraftigt forringet og sank — når detailprisniveauet for 1914 sættes lig 100 — i 1915 til 86 pct., i 1916 til 74, 1917 til 65, 1918 til 55, 1919 til 47, 1920 til 38! Forså vidt Rode i sin tale polemiserede

100

mod de såkaldte Madsen-Mygdal'ske fejlagtige valuta-teorier, der gik ud på, at en faldende valuta ville give fordelagtige afsætningsbetingelser for de indkøbte lagre, burde han have taget hensyn til, at det var hans eget ministerium, Zahle-ministeriet, der påførte samfundet inflationen med velberådet hu, fordi det gik ud fra, på denne måde bedst at kunne tjene højfinansens interesser. Dette vidste Rode selvfølgelig bedre end nogen anden; desto dristigere er det, at han den 4. februar 1924 rettede bebrejdelser af den her omhandlede art mod Venstre-regeringen for den inflation, for hvilken hans eget ministerium i første række havde ansvaret.

I øvrigt afholdt Rode sig fra en alt for indgående omtale af selve spekulationen, således som den skildres i Bankkommissionens beretning; han indskrænkede sig nærmest til at konstatere, at bankens sammenbrud i det væsentlige var en følge af, at den blev organiseret som spekulationsbank, og at den samlede alt for meget af bankens kapital på visse enkelte, store grupper. Om sammensætningen af disse grupper røbes selvfølgelig intet som helst. Rode mener at måtte hæfte sig ved nogle uklarheder og uoverensstemmelser i beretningen, beskæftiger sig med bankens særlige kunder, hvorved han navnlig retter en ondskabsfuld kritik mod de personer, der nævnes på Februar-kontoen og mod den kreds, hvori Glückstadt færdedes, adelige damer, hoffet, prinser og tillige andre, som Glückstadt mente at kunne have nytte af. Han fortsætter: "Der nævnes ofte spekulationer af damer, som synes foretaget uden deres mænds vidende, bag disses ryg. Jeg må sige, jeg tror nu ikke så overmåde meget på denne spekulation af en hustru bag mandens ryg. Derimod véd jeg, at Eva er let at friste, og at når slangen henvender sig til Eva, og Eva byder Adam æblet frem, så nyder Adam deraf, navnlig når han kan æde æblet uset". Rode beskæftigede sig endvidere med de specielle kunders retslige stilling over for banken og behandlede særligt indgående emissionen af Ballin-aktierne i efteråret 1916 og den dermed forbundne skandaløse

101

spekulation, henholdsvis favorisering af bestemte spekulantkredse, som ganske tydeligt i beretningen, bilag s. 339, karakteriseredes som bestikkelse. "Hvad nytte er det for samfundet", spurgte det Radikale Venstres ordfører, "at 3 mænd sidder med kendskab til denne liste og måske den minister, under hvem kommissionen har sorteret". Nej, her måtte navnene frem for offentligheden for at få undersøgt, om sigtelsen for bestikkelse var rigtig og for at forhindre, at det store værk skulle blive et nyt arnested for mistillid, tvivl og mistænkeliggørelse. Rode søger altså krampagtigt at bevare skinnet, hykler harme over råddenskab i offentlige forhold, en harme, han ikke følte, så længe han selv var ansvarlig minister. Sit egentlige sindelag røber han imidlertid, når han forarget vender sig mod prof. L. V. Birck, fordi denne havde tilladt sig at offentliggøre undersøgelser ud over det, der allerede var bekendtgjort i beretningen. Dristigt beskylder han Birck for partiskhed. "Jeg har", siger han, "det indtryk, at professor Bircks mening er denne, at han vejer menneskene, undersøger, hvad der efter hans skøn har betydet noget, noget godt eller dårligt; og hvis han så efter sit skøn får et minus ud, falder der en hård hånd, men hvis han efter sit skøn får et plus ud, glider der en let hånd henover vedkommende". Ved anden lejlighed bemærkede Rode, at han nærede megen sympati for Birck, men at han, dog havde det indtryk, at han til syvende og sidst løftede sløret for noget for derefter at sænke det over noget andet, han ikke rigtigt ville være med til at fordømme (hvorved Rode navnlig tænkte på Cold-sagen), og at han derved søgte at undgå hensynsløst at blotte det, således som det ellers var hans opgave. Og da Rode hertil knyttede en lille fortolkning af den opfattelse, Birck selv måtte have haft om sit hverv, med disse ord: "— jeg kan måske sige: således som han har gjort det til sit livs opgave", replicerede det konservative medlem af jødisk æt Arnold Fraenkel på meget karakteristisk måde med ordene: "Ok Gud, han er såmænd ikke så indviklet". —

102

Det centrale i hele det Rode’ske indlæg var imidlertid angrebet mod ministrene Cold og Neergaard. Her slog han hårdt til, og selvom dette fremstød skulle tjene til at bortlede opmærksomheden fra den ansvarsløse politik, Zahle-ministeriet havde på sin samvittighed, kan det ikke hævdes, at de i denne sammenhæng fremsatte anklager savnede berettigelse. Tværtimod! Lad gå, at Cold, som Birck hævdede, ikke havde forset sig i særlig grad, en kendsgerning blev det, at han havde spekuleret i sit eget selskabs aktier — også efter den periode, da denne spekulation efter foregivende skulle have tjent patriotiske formål — en kendsgerning var det, at han var en af Glückstadts spillebrødre (ikke mindst som medaktionær i det famøse Nordisk Oversøisk Handelsselskab, hvor termins-spekulanterne Theo. Kliatschko og Mayer Katz høstede deres store triumfer!); en kendsgerning var det endvidere, at Cold-interviewet af 11. juli 1916 efter omstændighederne måtte give — og også gav — anledning til al slags mistænksomhed. Rode mener ikke, at Cold gav dette interview i spekulationsøjemed, thi en sådan handling kunne man ikke tiltro ham. Han havde snarere handlet sådan, som det dengang var almindeligt gængs, idet det jo endnu ikke ansås for forkasteligt, at mænd spekulerede i deres eget selskabs aktier og derved udnyttede "den sikre viden, man havde om selskabet, som noget, man havde lov til". Men det måtte bebrejdes ham, at han havde handlet uforsvarligt, og at interviewet havde givet anledning til misbrug. Og Rode spørger desuden med rette: "Hvad vil den mand sige, som i tillid til denne erklæring har skilt sig af med sine aktier, når han senere ser, at direktøren — han, som vidste besked — selv har solgt disse aktier tidligere til 50 pct. over den værdi, som han siger, at de virkelig har, og senere atter har købt ind til en langt, langt højere pris? Med hvilken moralsk ret kan en direktør, der selv har været inde i en spekulation med sit eget selskabs aktier, træde sådan frem?" Ove Rode slutter heraf, at Cold aldrig burde have modtaget statsministerens tilbud

103

om at lade sig udnævne til udenrigsminister. Ligeså bestemt vedkender han sig den opfattelse, at Neergaard manglede alle kvalifikationer som finansminister, eftersom han havde vist sig som et viljeløst redskab i Glückstadts hånd. Bankkommissionens beretning havde godtgjort, at Glückstadt havde presset de udenlandske lån igennem, da han navnlig ville benytte sig af den fremmede valuta for at forhale sin egen banks sammenbrud. Rigsadvokatens mærkelige ord, hvorefter Glückstadt havde ladet Staten optage Dollar-lånene, var nu fuldt opklaret, thi nu vidste man, at disse dyre lån var bleven stiftet på Glückstadts foranledning. Til slut påpegede Rode, at Neergaard også i efteråret 1921 havde fulgt Landmandsbankens direktiver dengang, han den 12. november 1921 tog ordet i Folketinget for at imødegå Lemvigh-Müllers kritik mod Landmandsbanken og firmaet l. M. Levin & co. og for derved at sikre Glückstadt mod Statens indgreb.

Dog, hårdest ramte Rode udenrigsminister Cold, da han henviste til, at det netop var ham, der havde talt mod indførelsen af den af Regeringen foreslåede fragtskat, som havde kunnet udnytte en del af de kolossale fragtstigninger til fordel for samfundet, til sikring nemlig af midler til en senere genopbygning af handelsflåden. Cold havde i bevægede ord protesteret mod denne fragtskat og selvfølgelig fundet støtte hos de borgerlige partier, idet han bl.a. havde hævdet, at man ville fratage hans selskab ikke mindre end to skibe af Frederik VIII’s størrelse, hvis man ophøjede skatteforslaget til lov. Derved ville man berøve selskabet muligheden for konsolidering og udvikling. Alt sattes ind på at skræmme Regeringen fra indførelsen af en fragtskat — og derefter satte D.F.D.S. hele formuen til ved vanvittige spillekøb om andre skibe, hvorved der bl.a. betaltes 24 mil. kr. for meget for enkelte skibe, som købtes af Søfartsselskabet, dampskibsselskaberne Gorm, Viking osv. Hvor lykkeligt ville landet ikke have været stillet, hvis den vanvittige stigning i skibspapirer, som dannede det egentlige grundlag for det fantastiske

104

børsjobberi, var bleven forhindret ved indførelsen af en klækkelig skibsfragtskat? Men, føjer Rode til:

"Det er ikke blot for at sige dette, men også for at sige, at underligt virker det at vide nu, at den 1. februar 1916, da direktør Cold kom i Rigsdagens udvalg for at holde denne tale, var hans spekulationer i Landmandsbanken, i Det Forenede Dampskibs-Selskabs egne aktier i rivende udvikling. Det er just dette tidspunkt, da spekulationen finder sted. Det er herom, der står i Bankkommissionens beretning: "I året 1915 blev der spekuleret livligt hos vekselererfirmaet J. M. Levin & Co. i D.F.D.S.-aktier, således at direktørerne E. Glückstadt og O. Ringberg deltog i disse spekulationer, der som regel finansieredes fuldstændigt af Landmandsbanken. Spekulationerne angik hyppigt samme store papirposter, der gik fra konsortium til konsortium, således at deltagernes kreds udvidedes eller indsnævredes, efter som forholdene opfordrede dertil. Det må antages, at direktør Cold har deltaget i nogle af disse konsortier, idet der i tiden fra 13. september 1915 til 17. marts 1916 er krediteret hans konto i banken i alt ca. 180.000 kr. hidrørende derfra". Altså, den 1. februar, da kampen om fragtskatten havde taget den højde, at direktør Cold indfandt sig i udvalget, var disse spekulationer i gang; man havde foretaget nogle udbetalinger, og der forestod nogle endnu. Jeg skal gøre opmærksom på, at da jeg mødte direktør Cold i Landstinget ved en tale, som jeg holdt den 17. marts til imødegåelse af udtalelser af ham andetsteds, fremhævede jeg, at i den korte tid, i de 3 måneder, lovforslaget havde været til behandling i Rigsdagen, var aktierne steget 54 pct. Denne dag, den 17. marts, da jeg konstaterede dette, var netop den sidste dag, da direktør Cold spekulerede, den dag, da hans spekulationer slutter".

Der kan næppe være tvivl om, at disse betragtninger ramte særlig hårdt, og det er forståeligt, at disse hårde angreb, rettet såvel af Stauning som af Rode mod Regeringens medlemmer, og sandelig rammende et ømt sted, måtte afføde en heftig reaktion fra modpartens side.

Ikke mindre end fire ministre tog ordet til imødegåelse af angrebene: stats- og finansminister Neergaard og udenrigsminister Cold den 6. februar, justitsminister Rytter og indenrigsminister Krag den 7. februar 1924.

Statsminister Niels Neergaard imødegik straks påstanden om, at Glückstadt på nogen måde skulle have tilskyndet til

105

optagelsen af de udenlandske lån; ej heller Bankkommissionens beretning gav noget holdepunkt for rigtigheden af en sådan formodning. Det første lån af 1920 var af alle bleven anset for en ubetinget nødvendighed, og spørgsmålet havde kun været, om det skulle være et indenlandsk eller et udenlandsk lån. Med hensyn hertil havde han desuden holdt sig til det standpunkt, som også Nationalbanken og Valutakommissionen havde indtaget, det standpunkt, at det ville være umuligt at fremskaffe de til overtagelsen af Nordslesvig fornødne midler på det indenlandske pengemarked, og at man derfor var henvist til Amerikansk kapital.* Udenrigsminister Cold anså sig for ligeså uangribelig. Han påstod ligesom Neergaard med hensyn til sin stilling til Glückstadt, at han aldrig havde hørt til denne mands tafelrunde, at han tværtimod stod bankdirektøren personlig fuldkommen fjern.

Sine spekulative transaktioner anså han aldeles ikke for betænkelige, ligesom han mente, at opkøbene af skibene fra "Søfarten" og "Gorm" var aldeles upåklagelige, da den pris, der betaltes, lå omkring halvdelen af den dengang gældende markedspris; medens han rigtignok aldrig burde have købt selskabet "Viking". Selve de kendsgerninger, som dannede grundlaget for de mod ham rettede angreb, afkræftedes imidlertid ikke ved denne hans redegørelse.

Da endelig ministrene Rytter og Krag tog ordet den 7. februar, kom det til et kraftigt opgør mellem de to stridende parter. Justitsminister Svenning Rytter forsvarede over for Rode den undersøgelsesmetode, der var bleven anvendt, og gjorde derefter en — rigtignok mislykket — indsigelse mod Rodes påstand om, at bankinspektørens undersøgelse af Landmandsbankens forhold i juni 1922 var "udefra foranlediget". Rytter postulerede hårdnakket, men Rode protesterede ligeså hårdnakket. Om ordskiftet beretter Rigsdagstidende: "Rytter: Det er offentligt sagt, at bankinspektøren greb ind,

106

fordi det medlem af ministeriet, der har med bankvæsenet at gøre, foranledigede det. (Rode: På foranledning af en anden!) Rytter: Altså fordi det medlem havde foranlediget det. (Rode: På foranledning af en anden!) Rytter: Altså var det ikke udefra foranlediget. (Rode: Udefra foranlediget!)" Efter at Folketingets formand derefter havde gjort Rode opmærksom på, at han ikke måtte diskutere fra sin plads, bemærkede justitsministeren: "Det er ministeren, der har ansvaret, og ministeren greb altså ind i juni 1922". — hvorefter det altså, hvis man ellers kan vurdere sammenhængen, må konstateres, at Rodes erklæring i dette tilfælde må stå til troende, og at det ikke var daværende handelsminister Tyge Rothe, men en anden instans, der gav stødet til undersøgelsen.

Dog var Rytter heldigere med sit forsvar, da han senere gjorde opmærksom på, at de Radikale selv i 1921 sandelig ikke var interesserede i en almindelig undersøgelse af Landmandsbanken, og at deres finansminister jo følte sig nærmere knyttet til Emil Glückstadt end nogen som helst anden minister. Og derefter foretog Rytter sig noget, der nærmest virkede, som om der blev kastet en bombe, idet han nemlig citerede et brev, som Brandes så sent som oktober 1921 havde sendt til Glückstadt i anledning af Landmandsbankens jubilæum. Af Rytters tale, med Rodes afbrydelser, citeres hertil følgende:

"Hvad skrev da den daværende finansminister, den minister, som det ærede medlem hr. Rode har sluttet sig til i en længere årrække? Han skrev: "Jeg iler med at lykønske banken til, at der i spidsen for den står en personlighed, hvis lige dansk bankvæsen ingen sinde har kendt i evnerigdom, viljesikkerhed og verdenskendt indsigt og vidsyn". Og den tidligere minister slutter med en udtalelse om, at landets økonomiske trivsel nu er knyttet til bankens virksomhed.

107

Således var ordene. (Rode: Hvad er det for et dokument, de læser op?) Jeg har nu anført, hvad den tidligere radikale finansminister ... (Rode: Hvorfra har de det?") ... Dr. Brandes har udtalt ved Landmandsbankens jubilæum. Det var hans ord. Jeg mener derfor, at når det ærede medlem hr. Rode udtalte, at der blev grebet ind udefra, så er det forkert".

Justitsminister Rytter var også i anden henseende meget ubehagelig over for de Radikale, specielt over for hr. Rode. Han spurgte, hvorfra dog de personer, som så drabeligt kæmpede for at få Ballins aktier i efteråret 1916, skulle vide, at de i virkeligheden modtog bestikkelser, eftersom dog Ballin dengang "i stor udstrækning var Regeringens tillidsmand" og dens rådgiver på store områder. De folk, som her tog aktier, beholdt dem dog kun i tillid til, at de befandt sig i godt selskab, og hvorledes kunne de også tro anderledes. Thi, fortsatte justitsministeren:

"De vidste om hr. Ballin, at han var Regeringens rådgiver og tillidsmand, som jeg har sagt. De vidste yderligere, at det ærede medlem hr. Rode havde sagt god for vedkommende. Den 29. oktober 1917 sagde det ærede medlem hr. Rode god for Ballin her i Rigsdagen. Det ærede medlem drog andre medlemmer frem, der havde kritiseret, at man benyttede hr. Ballin og hr. Heilbuth så stærkt som man gjorde, og sagde til disse medlemmer: Vil De ikke sige mig, hvorfor De kritiserer dette? Og det ærede medlem optrådte meget kraftigt derimod. Hvordan skulle så folk egentlig tro, at de ikke kunne have tillid til det selskab? Foruden det ærede medlem hr. Rodes udtalelser var der også udtalelser af den tidligere radikale minister hr. Weimann, som ved en generalforsamling i juni 1918 udtalte følgende, som jeg med den højtærede formands tilladelse skal oplæse: "Selv under den nuværende væsentlig på privat initiativ baserede samfundsorden kan hovedvægten imidlertid ikke ligge på, at aktionærernes økonomiske interesser fremmes og betrygges. Hovedsynspunktet må være at fremme og betrygge dansk arbejde". Og senere: "Når så mange mennesker tillidsfuldt lægger deres midler i deres, hr. direktør Ballins, hånd, så er det ikke styverfængere (profitjægere. Red.), der kommer for at stryge rigsorterne (rigsort: ubestemt pengebetegnelse, tidl. for 24 skilling. Red.); vi er "godtfolk", som mener, at vi, samtidig med at varetage vor egeninteresse, bærer sten til en

108

samfundsmæssig bygning". Når så gode folk som de herrer Rode og Weimann har sagt god for hr. Ballin, hvorledes skulle så de, der tegnede aktier, egentlig vide, at det var at modtage bestikkelser? ..."

Dog, dermed var den bitre kalk endnu ikke tømt. Der var endnu mangen besk dråbe, justitsminister Rytter lod flyde i bægeret, og det var så sandelig ikke blot de alt for begærlige aktionærer i Ballins selskaber, som tages så kraftigt i forsvar. Svenning Rytter følte sig åbenbart særlig forpligtet til at varetage de personers interesser, som på den ene eller anden måde havde kunnet nyde godt af konsortial-godgørenhedens foræringer, og han ønskede, at når endelig de mennesker, der havde fået gaver hos Ballin, Glückstadt, Ringberg osv., skulle stilles i gabestokken, så skulle også andre med, også de, der hørte til den radikale front! Men da måtte der også en gang spørges, hvor man ville sætte grænsen med hensyn til refundering af modtagne gaver; Rytter spurgte:

"Hvor skal man så sige stop? Skal vi så også til at undersøge, om de er juridisk eller moralsk forpligtede i sådanne tilfælde? Skal vi også til at undersøge det? Jeg tænker her på en mand, der på et vist tidspunkt var kommet til at skylde Landmandsbanken 16 millioner. Han stod samtidig som Regeringens rådgiver, man kaldte ham endog "Rigsforstanderen" her i landet. Han skyldte på et vist tidspunkt 16 mil. kr. til Landmandsbanken. Det var en særlig begunstigelse, der blev ydet ham. Han kunne igen yde særlige begunstigelser til andre. Han kunne opholde en del bladforetagender rundt omkring. Vil nu også det ærede medlem have rodet op i dette? Skal vi nu også her til at se på: Er det juridisk eller moralsk rigtigt, at han har gjort det? Kan han muligvis ikke betale flere penge tilbage, idet disse bladforetagender selvfølgelig vil sige: Vi har tilføjet ham et tab på et vist tidspunkt, men vi er moralsk forpligtet til at betale

109

det tilbage. Jeg synes, det ville være forkert, om man i den grad fortsatte, men jeg ser ikke, hvordan vi, når det ærede medlem vil have alt frem for offentligheden, overhovedet skal komme til en begrænsning ... Det ærede medlem siger så tit rundt om ved møder til folk: I må være stolte og vigtige af, at i er kautionister for den fine Landmandsbank! Jeg synes, at det ærede medlem skulle føje til: I må være stolte af, at i nu har betalt en gæld for den tidligere såkaldte Rigsforstander, en stor gæld, hvoraf måske en hel del penge er anvendt i almene øjemed: Til underholdning af den radikale presse osv. Det må det ærede medlem også samtidig med det andet".

Det var jo ikke særlig elskværdige betragtninger, justitsministeren fremsatte, og selvom han var så hensynsfuld over for modstanderen ikke ligefrem at nævne Herman Heilbuth ved navn, var angrebet dog ikke til at misforstå. Derimod lyder det dog virkelig ejendommeligt, at landets justitsminister hævder denne netop for hans stilling så besynderlige idé, at man dog ikke bør spørge alt for indtrængende om juridiske og moralske forpligtelser! Og endnu mere besynderligt virker det, når justitsministeren advarer en mod spekulation, som skulle være hæsligere end de afskyelige spekulationer i Landmandsbanken, nemlig mod det, han kalder spekulation i skændsel. Som om det at kræve alle svindlerier, bedragerier, alle forbryderiske transaktioner, der havde forvoldt samfundet tab på utallige millioner kroner, belyst til bunds, havde noget som helst med spekulation i skændsel at gøre!

Dog — indrømmes må det — Rytters angreb virkede. Det var imidlertid ikke bemærkningerne vedrørende Glückstadt, Ballin og Heilbuth, der fremkaldte stormende protest, men citatet af det brev, Edvard Brandes i oktober 1921 havde sendt til Glückstadt i anledning af Landmandsbankens jubilæum. Rasende krævede Ove Rode oplysning om, hvorfra

110

justitsministeren havde det brev, der var bleven oplæst. Rode kendte det, men han ville vide, hvem der havde udleveret det til justitsministeren. Og da ministeren erklærede, at han havde det fra sagens akter, at Birck havde givet ham det med tilladelse til at bringe det i Rigsdagen, fandt forbitrelsen ingen ende. Brevet sagde jo ikke noget nyt, det illustrerede kun et forhold, som allerede var blevet belyst i anden sammenhæng; men alligevel var de Radikale, socialdemokraterne og de Konservative fuldt enige om, at der her forelå et skandaløst diskretionsbrud, en enestående statsforbrydelse, og i stedet for at gå videre i en realitetsbehandling, anså de radikale nu øjeblikket for kommet, til at indlede en generalaktion mod Regeringen. Nu skulle ministeriet styrtes! Brevet skulle give grundlaget for et sådant krav, nu skulle det være slut med Venstre-styret. Der skulle handles straks! Og straks erklærede Socialdemokratiet sig villig til at marchere med. Men inden der stilledes nye dagsordener, fik dog også indenrigsminister Krag ordet, og hvad han sagde, tjente så sandelig ikke til at berolige gemytterne.

også indenrigsminister Oluf Krag var inde på en række spørgsmål, oppositionen ikke gerne så drøftet i offentligheden. Han hånede det, Brandes træffende havde betegnet som stemmeskraldet, karakteriserede Stauning som den mand, der nu engang var tingets store leverandør af teatertorden, tomt bulder, og Ove Rode som den mand, der leverede de giftige våben, med hvilke man ville snigmyrde modstanderen. Krag var særlig nærgående i sine spørgsmål til Ove Rode, navnlig om Max Ballin og Herman Heilbuth, og mente at det virkede fuldkommen komisk og parodisk, at Rode påberåbte sig samfundshensyn, når man blot tænkte på den højst anstødelige forbindelse, i hvilken Zahle-ministeriet havde stået til mænd som disse to. Rode havde den 29. oktober 1917, da han måtte forsvare Heilbuth i Folketinget, gjort gældende, at denne ikke havde været aktiv forretningsmand siden 1913, omendskønt han burde have vidst bedre besked.

111

Thi "Ingen havde i stærkere grad end det radikale Venstres ledende mænd lejlighed til at konstatere dybden og bredden af den guldstrøm, som fra dette centrum flød ud til den radikale presse over det hele land". Og Krag spørger videre: "Hvorfra troede man, at midlerne til indkøbet af malerisamlingen hidrørte? Hvorfra fik man midlerne til festerne på landstedet, hvoraf der gik landsry i sin tid? ... Jeg spørger ham (Rode), om han ikke nu får en vammel smag i munden ved at mindes den svundne tid og de lovsange, han har sunget over et par af hans mest kompromitterede mænd, om han ikke kan se, at hans aktion i disse dage må tage sig noget mærkelig ud på den baggrund, som han ved sine egne udtalelser, ved sin egen mangel på evne til at bedømme personer, og forhold har skabt". Overfor Stauning peger indenrigsministeren endelig hen på, hvorledes Socialdemokratiet 1920 under udnyttelse af generalstrejken søgte at danne et nyt ministerium med — Landmandsbankens mænd! — en bemærkning, der fik Borgbjerg til at skråle op om "majestætsfornærmelse". Der gjordes også opmærksom på den særligt rosende omtale, Landmandsbankens regnskab for året 1921 fandt i "Social-Demokraten" endnu den 7. februar 1922, i hvilken det bl.a. pointeredes, at Landmandsbanken var en aldeles solid pengeinstitution, som følte sig stærk i sin stilling, og "at de fantastiske rygter intet har med virkeligheden at gøre". Til regnskabet, som senere viste sig at være falsk, havde det socialdemokratiske hovedorgan endog knyttet den bemærkning: "Det er da heller ikke alle værdier, der er gået nedad. Landmandsbanken er blevet et kæmpeforetagende, det største i sin art i Skandinavien".

Endelig henviste indenrigsminister Krag til at Socialdemokratiet endnu i december 1921 ved selve Stauning var repræsenteret i forhandlingerne med Landmandsbanken vedrørende boligproblemets løsning med denne bank som finansiel basis.

Nej: de Radikale og socialdemokraterne havde så sandelig ikke nogen grund til over for regeringspartierne at fremstille sig som de seende og forudseende, der i tide havde taget

112

afstand fra børsjobberne og havde rettet deres kamp mod det økonomiske anarki, der var blevet fremkaldt ved kræfternes frie spil på aktiespekulationens område. Endelig retter også dr. Krag ligesom før ham Stauning — men rigtignok med anden adresse — sit skyts mod de kredse, der var med i den utilbørlige udbyttejagt, de utilbørlige børsmanøvrer, mod den vilde spekulation, der havde kunnet trives i ly af og trods den gældende lovgivning. Og da rammer han særlig hårdt. Da er det jødedommens særlig hengivne drabanter, som må stå for skud, og ord siges, som ellers aldrig hørtes i Rigsdagen. Krag bemærkede her bl.a.:

"Men jeg spørger: Under hvilket styre er det, de frie kræfters spil har udformet sig som utilbørlige spekulationer? Under hvilket styre har denne vildskab taget en sådan fart som i ingen anden tid og i sit følge haft et forbrug af værdier, som man kun i indbildningen besad? Gennem hvilken periode var det, at dansen om guldkalven fandt sted, at en tåbelig byggen på fremtidens fatamorgana tog fart som ingen sinde før med diskontering af veksler på fremtiden, som det var vanvittigt at tro, denne nogen sinde skulle kunne indfri? Og jeg spørger: Under hvis styre har alt dette floreret, blomstret? Det ærede medlem hr. Stauning talte for nogen tid siden her i tinget om kapitalismens giftblomst. Jeg spørger: Under hvis styre er det, at denne har udfoldet sig i en hidtil uset pragt? Ja, ærede medlemmer véd det, det var under de ærede medlemmer hr. Staunings, hr. Zahles og hr. Rodes styre. Ser vi — og det kan vi få oplysninger om gennem Bankkommissionens beretning — på børsomsætningen gennem syv år, ja, så vil man finde, at den 1916 androg 5,4 milliarder, i 1917 3,5 milliarder, i 1918 7,9 milliarder, i 1919 3,4 milliarder; medens den tilsvarende omsætning i det

113

nuværende ministeriums tid har andraget ca. 2 milliarder. Når man nu sammenholder disse tal fra de to perioder, tror jeg, man vil få et ganske levende billede af den utilbørlige spekulation i fiktive værdier, som gennem hele den periode udfoldede sig.

Og når så det ærede medlem hr. Stauning siger, at man må spørge sig selv, om der virkelig fra en god, jævn samfundsborgers moralske synspunkter overhovedet findes nogen undskyldning for at deltage i børsspil — ja, så kan det være ganske naturligt, at man spørger således, men jeg spørger, om det ærede medlem hr. Stauning virkelig mener, at han er den rette til at stille det spørgsmål. Thi aldrig har jo Børsen genlydt af skrig og skrål fra de af spillelidenskaben ophidsede mennesker som netop i denne periode. Hvis man en sommereftermiddag passerede ned igennem Slotholmsgade, bølgede jo larmen ud ad Børsens åbentstående vinduer, så man skulle tro, at det gamle, smukke hus var forvandlet til et galehus. Lyden af dette vanvids udfoldelse har i det ærede medlem hr. Staunings ministertid slået imod hans kontorvinduer. Den daværende stats- og justitsminister, hr. Zahle, har fra sine kontorvinduer år ud og år ind i denne periode, kunnet følge, hele denne heksedans. Men intet, intet som helst foretog man sig. Kræfternes frie spil lod man ganske simpelt foregå, vildskaben lod man rase ..." (Fremhævelser af forf.).

Det var drøje sandheder, indenrigsminister Krag her fik sagt over for oppositionspartierne, og bedre blev det ikke, da Zahle blev spurgt direkte, om det nu også var aldeles sikkert, at ingen Radikal minister havde stået i forbindelse med spekulationen gennem Landmandsbanken. Krag afviste tillige kraftigt Staunings angreb, idet han gjorde gældende, at Socialdemokratiets fører så sandelig "på baggrund af

114

tolereringen af disse svindelens højkonjunkturår og af den tillid til kredsen af Landmandsbankens mænd, som man tilkendegav i påskedagene 1920, og som fandt sit udtryk i taksigelser til, ja, lobhudling (overdreven ros. Red.) af selve sjælen i det hele, det midtpunkt, hvori alle svindelens og spillets tråde samlede sig, Glückstadt, på baggrund af alt dette" havde god anledning til at afholde sig fra en alt for nærgående kritik af regeringspartierne.

Da rigsdagspartierne langt om længe blev klar over, at denne storvask for åbent tæppe i det lange løb kunne blive farlig for alle partier, fandt Ove Rode det for belejligt at aflede opmærksomheden fra det centrale i sagen ved at gøre justitsministerens oplæsning af Brandes’ brev til Glückstadt i anledning af Landmandsbankens jubilæum i oktober 1921 til basis for et mistillidsvotum. Først burde Regeringen give et udtømmende svar på, hvorvidt justitsministeren havde været berettiget til at offentliggøre dette brev, som Rode mente at måtte betegne som privat. Thi, erklærer Rode i Folketinget den 8. februar, denne handling havde vist, at "justitsministeren var ude af stand til at forstå sit embedes værdighed og de pligter, som naturligt påhviler ham som indehaver af dette"; han kunne nu engang ikke disponere over en af undersøgelsens aktstykker som sket var. Rode insinuerede i denne sammenhæng, at prof. Birck måske også på anden måde havde forsynet justitsministeren med afskrifter af dokumenter og deslige Han fremsatte derefter følgende påstand på overgang til dagsordenen:

"Idet Folketinget misbilliger, at justitsministeren i Folketingets møde i går oplæste et privat brev med den tilføjelse, at han havde modtaget en afskrift af brevet af et medlem af Bankkommissionen med tilladelse til at anvende det, beslutter tinget at henvise det forelagte lovforslag til et udvalg på 15 medlemmer".

I den senere forhandling udtalte justitsminister Rytter sin beklagelse over, at han havde brugt brevet, og undskyldte sig med, at det var sket af indignation, af bitterhed over

115

modpartens mistænkeliggørelse, som havde til formål på uretmæssig måde at støde to af hans ministerkolleger ud af det politiske liv. Denne undskyldning fremsattes, omendskønt Rytter indledende pointerede, at der selvfølgelig ikke var noget ulovligt ved, at han havde oplæst et faktisk eksisterende brev, skrevet af landstingsmand Brandes til Glückstadt, et brev, som efter hans opfattelse ikke var et privatbrev, men en lykønskningsskrivelse til banken i anledning af dennes jubilæum, hvilket også fremgik af brevets indledning. Ja, og så var han også forbitret over, at man ville mistænkeliggøre de personer, som så kraftigt havde stræbt efter at få fat i Ballin-aktier i efteråret 1916 (hvorved jo også et medlem af Regeringen, Cold, ramtes, der havde tegnet 20.000 kr. aktier i De Forenede Skotøjsfabrikker, men rigtignok, som Cold selv meddelte i forhandlingen den 6. februar, ikke havde kunnet afhænde dem med profit.) Endelig afviste justitsminister Rytter formodningen om, at han havde modtaget yderligere materiale af prof. Birck.

Der fulgte nu en omfattende dagsordens-debat. Statsminister Neergaard erklærede, at et mistillidsvotum til justitsministeren ville blive betragtet som et mistillidsvotum til hele Regeringen. Socialdemokratiet var selvfølgelig straks rede til at støtte de Radikales dagsorden, og Stauning, erklærede, at man ønskede hele Regeringens fald, tilbagetræden af et ministerium, som stod "i den mest afgjorte afhængighed af højfinans og storagrarer". Stauning ønskede valg, hellere i morgen end i overmorgen. Pürschel som de konservatives ordfører beklagede oplæsningen af Brandes’ brev, men ønskede ikke valg og foreslog derfor en egen dagsorden med følgende ordlyd:

"Idet Folketinget slutter sig til statsministerens udtalelse i tinget den 6. d.m., hvori statsministeren fremhævede: Forholdet er jo blevet sådan, at jo mere de politiske argumenter brister, des mere anvender man Landmandsbank-sagen til snigende mistænkeliggørelse over for politiske modstandere. Hertil hører også de evige forlangender om nye oplysninger, og idet

116

Folketinget udtaler, at denne henstilling bør påagtes fra alle sider — idet tinget afviser ethvert forsøg på partipolitisk udnyttelse af Landmandsbanksagen — og udtaler, at tiden er inde til positivt arbejde for landets økonomiske stilling, går tinget over til videre behandling af den foreliggende sag".

Ove Rode var meget utilfreds med denne dagsorden og mente, at de konservative måtte tage yderligere konsekvenser, da det jo ikke var bleven skjult, "hvilken oprørt tilstand Det konservative Folkeparti var i i går efter justitsministerens optræden". Han mente også fremdeles, at udenrigsminister Colds forhold ikke var upåklagelige, navnlig efter at det nu også var kommet frem for offentligheden, at denne mand havde været blandt dem, som ved udstedelsen af Ballin-aktierne i efteråret 1916 favoriseredes med 20.000 kr. aktier. Bankkommissionens bemærkninger til denne sag trængte i øvrigt til nøjere oplysning, efter at der var fremsat en utilsløret sigtelse for bestikkelse mod de mænd, der ved overtagelsen af aktier havde taget mod en foræring på næsten det tredobbelte af det tegnede, f.eks. pr. 10.000 kr. tegnede aktier havde haft en ren fortjeneste på 19.000 kr. Tildelingen var sket til folk, der nok var en vennetjeneste værd, og som sådan havde Cold modtaget den post, som ifølge Bankkommissionens beretning blev forbeholdt de store ledere, finansmænd og sådanne. Ja, en sådan undtagelse var altså udenrigsministeren, siger Rode. Og han fortsatte: "Deri er der intet mærkeligt. Når man sidder i den stilling, som udenrigsministeren dengang gjorde, er der intet mærkeligt i, at han, når han tegner sig for Ballin-Hertz aktier, bliver foretrukket, thi sådan er ordningen, at de store selskaber begunstiger hinandens ledere på den måde, at når man laver en emission, der udbydes til 110, skønt man ved, at aktierne dagen efter er 300 værd, fordeler man dem ved aktietegningen på den måde, at de tilfalder sådanne mænd, ja, som f.eks. Daværende direktør Cold. Sådan foregår det, og det er der formentlig ikke noget

117

at sige til, så længe man tilhører den kreds, som man den gang tilhørte, for sådan gjorde de alle. Men det danner ikke basis for at være udenrigsminister i en tid, hvor man undersøger disse sager, at have tilhørt denne kreds og have nydt de særlige fordele, som knytter sig dertil". At Rode i øvrigt ligeså lidt som Neergaard mente at måtte fælde nogen dom over storsvindleren Emil Glückstadt, som tværtimod alligevel fandt sympati, kan man slutte sig til af Rodes noget besynderlige bemærkning, at man kunne have ønsket, "at den ulykkelige mand, der døde i vestre fængsel, havde fået lejlighed til at høre den storslåede tale, som statsministeren nu har holdt".

Og endelig gjorde Rode grundigt op med Venstre-partiet, specielt justitsminister Rytter, som ved oplæsning af Brandes’ hyldestskrivelse til Glückstadt havde forsøgt at yde sit bidrag til den så harmfuldt afviste, snigende mistænkeliggørelse af politiske modstandere. Lad gå, mente han, at Brandes aldrig har svigtet sin gamle ven og intime medarbejder, hvad gjorde da de andre partiers mænd på samme tidspunkt? Hvor stod de henne? Ville de mon ikke, da jubilæumsfesten fandt sted, være med blandt gratulanterne? Lad os se, siger Rode. Og så giver han efter samme recept som den af Krag så virkningsfuldt benyttede de ærede medlemmer fra regeringssiden det glatte lag, idet han triumferende beretter enkeltheder om denne festdags interna (indvortes medicin. Red.):

"Jeg har", bemærkede han, "set efter i referatet i "Berlingske Tidende" fra 5. oktober 1921 for at se, hvorledes denne festdag forløb. Det skildrer festligheden i det hele taget, de visitter, besøg, deputationer og gratulationer, som kom, og siger følgende: "Blandt de besøgende nævner vi statsminister Neergaard, handelsminister Rothe, etatsraad H. N. Andersen, nationalbankdirektør Rubin, bankinspektør Green, børskommissær Schovelin, højesteretssagfører Bülow,

118

departementschef Busck-Nielsen ..." — det er de første af den række fremtrædende navne, som findes på denne liste. Da den højtærede justitsminister ikke var til stede, har han formodentlig ikke nogen afskrift af de veltalende ord, hvormed statsminister Neergaard overbragte ministeriets lykønskning til hr. Glückstadt ved denne lejlighed. Jeg ved ikke, om den højtærede statsminister endnu selv skulle have i erindring eller have nedskrevet, med hvilke udtryk for beundring over for Glückstadt han dengang bragte sin lykønskning. Endvidere mødte af direktørerne for Østasiatisk Kompagni Schmiegelow, Schiøtt og Madsen-Mygdal, fra arbejdsgiverforeningen bogtrykker Langkjær og for Det forenede Dampskibsselskab — ikke direktør Cold, som jo dengang ikke var der mere, fra sparekassen for København og omegn overretssagfører Axel Bang osv. Og så tilføjes der, hvordan "kl. 11 modtages admiral Richelieu og etatsraad Glückstadt i audiens hos Hans Majestæt Kongen. Bankrådets formand og den administrerende direktør overrakte Hans Majestæt ved denne lejlighed bankens medalje i guld og et pragtfuldt indbundet eksemplar af Jubilæumsskriftet". Når det således var en medalje af guld, der blev overrakt, og den ikke kunne gengældes ved denne lejlighed med en udmærkelse, var det af den simple grund, at den 19. december 1920 havde man foranlediget fra ministeriets side, at Glückstadt fik Storkors af Dannebrog".

Da dagsorden-debatten var sluttet, blev den Konservative dagsorden med 71 stemmer mod 60 vedtaget, og ministeriets levetid sikret for yderligere to måneder.*

119

Den 12. februar fortsattes diskussionen. Nu var det den udenfor partierne stående folketingsmand grev Bent Holstein, der tog ordet, men som i øvrigt ikke beskæftigede sig særligt indgående med selve bankkommissionsbetænkningens resultater, derimod med de af Ministeriet Neergaard foretagne rekonstruktionsforsøg. Han bebrejdede kommissionen, at den ikke havde undersøgt 9. juli-rekonstruktionen. Til trods for den varme anerkendelse, han yder beretningen — om hvilken han bl.a. siger med Goethe, at her havde professor Birck rakt folket digtningens slør af sandhedens hånd: "Aus Morgenduft gewebt und Sonnenklarheit, der Dichtung Schleier aus der Hand der Wahrheit" — beklager han, at disse juli-begivenheder, som uvægerligt hørte med til sagen, og i hvilke statsministeren, handelsminister Tyge Rothe (der rigtignok havde måttet tage konsekvenserne deraf), Nationalbanken og ...

120

... Glückstadt havde prøvet deres sidste kompromitterende hasardtræk, ikke var belyst. Fire alvorlige forsømmelser havde det siddende ministerium gjort sig skyldigt i. Det havde for det første ikke i tide lyttet til de advarsler, som tydeligt nok fremsattes mod de i forbindelse med Landmandsbanken stående transaktioner, bl.a. Mod Det Transatlantiske Kompagnis forhold allerede i første halvdel af 1921, og mod bankens børsengagementer osv. i anden halvdel af samme år. Folketingsmand Lemvigh-Müllers velgrundede forespørgsler var bleven afvist med utilstedelige reprimander. Statsminister Neergaard havde for det andet begået "den utrolige embedsmæssige skødesløshed" at tage Glückstadts henstillinger om optagelse af udenlandske statslån for gode varer og havde til begrundelse af dette forhold fremført en række argumenter, som ikke kunne bestå over for en nærmere prøvelse. Ministeriet havde endvidere ladet det mangle på den fornødne agtpågivenhed ved forhandlingerne om Landmandsbankens overtagelse af den sammenbrudte diskontobank, som ganske vist ikke blev til noget, og ved den påfølgende sammenslutning af Den private Laanebank med Landmandsbanken og endelig ved sidstnævnte banks årsregnskab for året 1921. Dog, den sidste og værste forsømmelse var udstedelsen af den objektivt urigtige og vildledende 9. Juli-erklæring, som havde bundet Staten over for Landmandsbanken og senere havde haft den konsekvens, at Staten måtte overtage ubegrænset garanti for de af banken forvoldte tab. Hele denne ordning beroede dermed på et uredeligt og uforsvarligt grundlag. Med henblik på statsminister Neergaards uheldige stilling i denne sag bemærkede grev Holstein med bidende ironi, at dersom man her havde overset en paragraf i Straffeloven, nemlig § 134, der lyder således: "Har nogen i embedes medfør forsætlig undladt i attest eller forklaring at oplyse omstændighederne, der må anses væsentligt at høre til den omhandlede sag, straffes han med embedsfortabelse, simpelt fængsel eller under formildende omstændigheder med bøde", måtte det vel betragtes som

121

hændelig uagtsomhed. Grev Holstein udtalte til slut håbet om, at man nu endelig måtte få rigtige regnskaber forelagt; thi "tre gange, ja, hvis vi tager årsregnskabet fra den gamle direktion med, fire gange er offentligheden ført bag lyset, femte gang skulle regnskabet gerne være sandfærdigt og redeligt i overensstemmelse med Banklovens og Aktielovens forskrifter". Det er altså sådanne formaninger, som rettes til Regeringen, og som viser sig at være nødvendige! Endelig henstiller grev Bent Holstein til Regeringen, at man ved nybesættelsen af bestyrelsesmedlemsposterne i de ved hjælp af statsmidler rekonstruerede selskaber måtte udelukke sådanne personer, som har været med til at køre disse selskaber i grøften. Også en sådan henstilling var altså nødvendig! Greven hentydede hermed til selskabet Ballin & Sønner, i hvis bestyrelse også efter rekonstruktionen mænd som overretssagfører Konrad Levysohn, direktør Justus Nathanson og højesteretssagfører Otto Bang var blevet siddende, endog som valgte af selve statsbanken Landmandsbanken, omendskønt der ikke kunne være tvivl om, "at dersom disse bestyrelsesmedlemmer og ledere af Ballin & Sønner blev set efter i sømmene, ville det vise sig, at de var skyldige ganske analogt med Landmandsbankens gamle direktører".

Det konservative medlem ingeniør P. Korsgaard harmedes over, at listen over de personer, som stod opført på 1. Februar-kontoen, var bleven offentliggjort, og beklagede, at Finansudvalgets modstand mod denne offentliggørelse ikke var blevet tilstrækkeligt fremhævet i den borgerlige presse. Han og hans partifæller havde været aldeles enige om, at Finansudvalget, som ikke var kaldet til at udøve politimyndighed, måske nok af økonomiske grunde kunne have rimelig anledning til at få konstateret, hvilke personer der havde påført Landmandsbanken de tab, der siden måtte overtages af Staten, men at disse oplysninger ikke burde interessere offentligheden. Desforuden kunne en sådan offentliggørelse jo også skade bankens fremtidige drift ved at virke afskrækkende på

122

aktiespekulationen. Korsgaard erklærede endvidere, at han slet ikke kunne indse, med hvilken ret der i sammenhæng med Ballin-aktiernes fordeling kunne være tale om bestikkelse og henholdt sig her til Otto Benzons "dybsindige" ord: "Bestikke! jeg kender mange mennesker, og jeg kender ingen, som lader sig bestikke, men jeg kender heller ingen, man ikke kan arrangere sig med". Korsgaard synes vældig godt om denne betragtning, da den var så velegnet til at forflygtige begrebet "bestikkelse" og at give de favoriserede i den så ofte omtalte Ballin-sag et hæderlighedens præg. Stauning understregede endnu engang, at det var saglig nødvendigt at fremkalde en diskussion om Bankkommissionens beretning, omendskønt korruptionen jo heri langtfra var udtømmende behandlet. Uforståeligt var det, når netop Venstres ministre var så ivrige efter at citere de rosende breve, finansminister Edvard Brandes havde sendt til etatsraad Glückstadt, eftersom Neergaard havde ydet Glückstadt det største tillidsbevis ved at lade ham sidde som Landmandsbankens direktør også efter 9. Juli-erklæringen og oven i købet nu havde forherliget ham i Rigsdagen, så Glückstadt blev ligefrem kanoniseret, blev stillet op som en hel helgen, der havde gjort uhyre meget godt; "jeg ventede" slutter Stauning ironisk, at "han (statsministeren) havde sluttet med at foreslå en offentlig subskription til et mindesmærke for den afdøde etatsraad".

De vidtløftige forhandlinger om Bankkommissionens beretning fortsattes endnu den 13., 14. og 15. februar, hvorunder navnlig udenrigsminister Colds holdning var genstand for indgående diskussion. Bent Holstein og Ove Rode fortsatte deres angreb mod statsminister Neergaard og beklagede navnlig, at Bankkommissionen ikke havde videreført undersøgelserne indtil det tidspunkt, da Landmandsbankens sammenbrud i september 1922 blev endeligt konstateret. Rode fastholdt kravet om, at navnene på de 400 personer, der var blevet favoriseret i Ballin-sagen, skulle bekendtgøres.

123

Endelig gav Ove Rode en kort, kronologisk oversigt over de fejlgreb og forseelser, Neergaard i sin ministertid havde gjort sig skyldig i. Da denne redegørelse indeholder hovedpunkterne i knappeste form, skal den her gengives som afslutning på fremstillingen af debatten om selve Landmandsbankskandalen. Rode erklærede i sin store tale den 13. 2. 1924 derom følgende:

"I oktober 1920 optog Glückstadt et statslån på 25 mil. Dollars, i december udnævntes Glückstadt til Storkors, i januar 1921 optog han et kommunelån på 15 mil. Dollars, om hvilket det oplyses, at indenrigsminister Berg pressede kommunerne til at modtage det. Den 28. juni 1921 udsendte Glückstadt en serie på 10 mil. kr. i kommune-obligationer for at skaffe sig likvide midler: dette fik han indenrigsministerens tilladelse til, skønt måden, hvorpå dette skete, efter Bankkommissionens beretning er uberettiget. Den 21. oktober gik der endelig hul på den byld af rygter, som opfyldte landet, ved en tale af det ærede medlem hr. Lemvigh-Müller her i salen. Den 11. november 1921 holdt statsministeren sin takketale til etatsraad Glückstadt. I december optog Glückstadt et statslån på 30 mil. Dollars, som statsministeren maskerede ved at påstå, at det var bankerne i fællesskab, som havde optaget det. I december 1921 overdrog Landmandsbanken 7 mil. kr. telefon-aktier, som lå hos den for Statens regning, til Nationalbanken, og senere betalte finansministeren disse penge af de penge, han havde fået gennem det amerikanske lån; i Finansudvalget har han sagt, at han fandt det rigtigt at betale Landmandsbanken tilbage. Han vidste altså, at Landmandsbanken var sådan i bekneb for midler, at den havde overdraget disse aktier til Nationalbanken.

I februar 1922 overtog Landmandsbanken Lånebanken, mod bankinspektørens indsigelse og trods bebudelsen af en skriftlig redegørelse, i henhold til en tilladelse fra handelsministeren ... Den 6. juni optoges der gennem Landmandsbanken et kommunelån på 2 mil. Pund Sterling, om hvilket det er oplyst i kommissionsberetningen, at købstadsforeningen ved den lejlighed nærede stor bekymring for, om det blev anvendt på rette måde, og gav dette udtryk over for ministeriet. Endelig den 9. juli kom så rekonstruktionen, efter at bankinspektørens opgørelse var afgivet, og denne opgørelse blev holdt hemmelig og en vildledende erklæring udstedt. Dette er — erklærede Rode til slut — skildringen af det angreb, jeg har rettet på finansministeren: at han efterhånden indfiltres således i Glückstadts transaktioner for at redde banken, at han ikke længere tør sige folket og Rigsdagen sandheden".

124

Alt dette kom altså frem for offentligheden i opgøret mellem rigsdagsmændene i dagene fra den 1. – 15. februar 1924.

Selve diskussionen med dette utal af gensidige beskyldninger og voldsomme angreb er et mønster på parlamentarisk ansvarsløshed. Alene det, at hele debatten var anlagt som ren og skær valgpropaganda, lader erkende, hvor lidet disse folketingsmænd forstod betydningen af den landskatastrofe, der var påført samfundet ved højfinansens forbryderiske spil under og efter verdenskrigen. Men værre var det, at disse rigsdagsmænd altid talte om de andres skyld, aldrig erkendte deres egne fejlgreb. Ville man tage ved lære af de undersøgelsesresultater, Bankkommissionen var nået til, burde rigsdagsmedlemmerne i allerførste række være gået ind på en realitetsbehandling, således som den blev planlagt ved nedsættelsen af Undersøgelseskommissionen i september 1922. Og når det ved en sådan realitetsbehandling måtte erkendes, hvilket ansvar der påhvilede dem selv, burde den enkelte, der havde et ansvar, have taget konsekvensen og være gået. I så henseende var henstillingen til udenrigsminister Cold, der havde været spillebroder sammen med Glückstadt, aldeles berettiget, ligeledes til Neergaard, der som stats- og finansminister altid havde været et viljeløst redskab i Glückstadts hænder. Men på den anden side var mænd som Stauning og Rode sandelig ikke de rette til at stille et sådant forlangende, eftersom de selv ved justitsministerens og indenrigsministerens fyndige taler blev overbevist om, at højfinansens vildeste orgier udfoldede sig netop i den periode, da de selv sad på taburetterne.

Endnu skal bemærkes, at striden om Cold affødte adskillige interessante betragtninger. Stauning havde mindet om, at hans parti havde måttet tage konsekvenserne, da Venstre-pressen rettede en endeløs kritik mod en arbejdsmand Oluf Olsen, fordi denne på sukkerfabrikken i Nakskov i et enkelt tilfælde havde leveret mere roeaffald til en af roedyrkerne, end det var berettiget, og derved uretmæssig havde opnået en ringe fordel af vedkommende dyrker, som foruden at være husmand også var,

125

skomager og til gengæld for det noget rigeligt udleverede roeaffald havde udført noget reparationsarbejde for arbejdsmanden. Sidstnævnte blev afskediget af fabrikken, på hvilken han havde været beskæftiget i mange år, og han måtte afskediges som hjælpekasseformand. Stauning mente, at når en arbejdsmand for så ringe en forseelse måtte vige pladsen som hjælpekasseformand, var det rimeligt, at også en minister Cold, ud fra de samme principielle overvejelser, måtte vige sit sæde. Indenrigsminister Krag tordnede derpå i denne anledning løs mod Socialdemokratiet, som om han havde tabt al sund sans, og erklærede, at man selvfølgelig ikke år ud og år ind ville finde sig i, at en person, der var overbevist om bedrageri og falsk, af Socialdemokratiet sattes til at forvalte offentlige midler. Endeløs var debatten om denne sag, som om den overhovedet tålte nogen sammenligning med den kapitalsvindel, jøderne og deres drabanter havde været inde på! Sandelig, her havde den socialdemokratiske borgmester Bresemann i Nakskov mere end ret, når han hævdede, at arbejdsmanden Oluf Olsen havde betalt mere end rigeligt for "de par støvlesåler", idet han havde tabt sin stilling, var bleven offentligt stemplet som forbryder i et utal af avisartikler og måtte vige sædet som hjælpekasseformand, efter at have forsynet en god ven noget rigeligt med roeaffald, som alligevel leveredes gratis til roedyrkerne, medens han ejendommeligvis endnu efter affæren på sukkerfabrikken var blevet udnævnt til nævning på foranledning af netop den bestyrer, der selv havde foranlediget hans afskedigelse. I diskussionen om denne sag kunne liberalismens tilhængere for en gangs skyld vise deres sande ansigt, idet de anså det for opportunt at rumle løs på denne sag, der i sammenligning med Landmandsbankens vejede mindre end intet, til afværgelse af angrebene mod Cold; men det hører jo også til liberalismens hævdvundne principper, at man gerne lader de store tyve løbe, når de hører til ens egen bås, for des hårdere at slå løs på den lille mand. Her var Stauning uden tvivl stærk i forsvaret for sin partifælle.*

126

Ikke mindre vægtige var Staunings argumenter i angrebet mod Cold, da han pegede på den højst besynderlige kendsgerning, at denne påstod, at han ikke havde kunnet huske sin overtagelse af 20.000 kr. Forenede Skotøjsfabrikkers-aktier i efteråret 1916, før han blev mindet om det af diskussionen, der fandt sted om denne sag i Folketinget i februar 1924. Udenrigsministeren havde altså rent glemt, at han også havde ansøgt om en post af disse papirer, der, som det nu fremgik af Bankkommissionens beretning, havde givet så store indtjeningsmuligheder. Men da han blev mindet om denne sag, havde han jo rigtignok straks konstateret, at denne post aktier, som var bleven henlagt i hans depot i Landmandsbanken den 8. november 1916, betalt med 22.000 kr., senere, den 14. juni 1918, var bleven ombyttet med 14.000 Ballin & Hertz-aktier, som nu lå i depot hos Privatbanken og havde en kursværdi på kun 490 kr. Se, sådan noget kunne altså gå i glemmebogen, ligesom udenrigsministeren heller ikke mere huskede, at han havde spekuleret i sit eget selskabs aktier ikke blot fra 1914 til 1916, men også senere, dvs. at han havde foretaget et aktiekøb i juni 1917 til en kurs på 320, som afvikledes i midten af april 1918, da kursen lå mere end 100 points højere. Hertil knyttede Stauning i sin tale den 12. 2. 1924 følgende træffende bemærkninger: "Helt galt kan det jo ikke stå til for en overklasse, der går og glemmer aktier rundt omkring i boksene. Og ganske naturligt spørger det menige folk, hvorledes det så i grunden forholder sig med denne overklasses opgivelser til skattevæsenet af indkomster og formue. Når man kan glemme poster af en sådan størrelse, får man jo let den mistanke, at de skatteangivelser, der opgives, ikke er udtømmende, at der er en eller anden boks stoppet fuld af værdipapirer, som bliver glemt. Kan det tænkes, at 20.000 kr. ligger hen og bliver glemt, og kan det tænkes, at en spekulationsperiode på et års tid helt glider ud af erindringen, kan der jo glemmes mange ting, så behøver det ikke blot at være 20.000 kr., der glemmes, men mange flere tusinder." Det kan ikke nægtes, at den socialdemokratiske ordfører her atter havde ret.

I øvrigt viste også denne omfattende diskussion i februar 1924, i hvilken grad alle rigsdagspartier endnu følte sig afhængige af finansmagten og på ingen måde var villige til at gribe ind over for de kredse, der ved deres fantastiske transaktioner så skammeligt havde sat den under krigen indtjente nationalformue over styr. Der var jo aldrig tale om det særlige ansvar, som netop jøderne havde, og man undlod

127

simpelthen i de endeløse debatter, om så kun med en eneste stavelse, at gå ind på dette problem, som dog måtte anses for at være af afgørende betydning for bedømmelsen af hele Landmandsbank-affæren. Kun Stauning nævnte ordet jøde, men ikke for at anklage disse fremmede, men for at forsvare dem, ved des kraftigere at understrege den hvide mands skyld. Og da hele diskussionen for ham kun var et rent og skært valgpropagandanummer, søgte han herved at vælte et ansvar over på udenrigsminister Cold, der ikke skulle være ringere end Glückstadts. To gange var han under forhandlingerne inde på den tanke, at Bankkommissionens beretning ikke havde fordelt lys og skygge ligeligt mellem parterne, idet den hvide mand — for at benytte den af Stauning yndede terminologi — var sluppet alt for billigt fra det i undersøgelserne. Påstanden var urigtig, eftersom beretningen i intet punkt giver holdepunkter for, at man ville skåne jødelakajerne. Men Folketingets forhandlinger lod derimod til fulde erkende, hvor stærkt det var alle partier magtpåliggende at skåne jøderne.

Alene den omtale, Glückstadt fandt, gav det til kende.

Stauning ironiserede over Neergaards forherligelse af Glückstadt, men han havde selvfølgelig ikke noget imod, at det ministerium, han selv tilhørte, havde indledt det nærmeste samarbejde med de jødiske finansmænd som Glückstadt, Heilbuth, Ballin osv., og at hans ministerkollega Edvard Brandes til det sidste bevarede sin hengivenhed for Glückstadt. Der måtte sandelig heller ikke siges hårde ord om dette store finansgeni i den her behandlede debat. Da Venstre-manden gårdejer A. Stengaard-Kirkegaard i sit forsvar for Cold den 15. 2. 1924 bl.a. gør opmærksom på, "at det er det omvendte, der er tilfældet, idet det var Landmandsbanken, der på en slyngelagtig, snedig, og lumsk måde tappede 30 mil. kr. ud af Det Forenede Dampskibs-Selskabs kasse", griber Folketingets formand ind, fordi udtrykkene forekommer ham for stærke. Thi, siger formanden, "selv om de er anvendt om en mand, som, hvis han havde levet, vel nok var blevet idømt straf, vil

128

jeg dog ønske, at det ærede medlem undlader her i tinget at benytte slige udtryk". Man bemærke, at Glückstadt efter formandens opfattelse "vel nok" var bleven dømt; han var altså ikke helt sikker på det, selvom domspræmisserne i flere punkter havde fastslået, at der forelå bedrageri i største målestok! Bemærkningen lyder unægteligt ejendommelig, men har naturligvis trods alt sin berettigelse, når man ved, at en mand som Harald Plum på indflydelsesrige kredses foranledning slap med en fantastisk ringe pengebøde for landets største millionsvindel, og når man erfarer, at visse kredse inden for partierne, inklusive Socialdemokratiet, var ivrige efter at få processen mod Glückstadt standset.

Lige så oplysende om de parlamentariske partiers stilling over for den jødiske højfinans var endvidere justitsminister Rytters betragtninger, da han advarede oppositionen mod at gå alt for aggressivt til værks mod Regeringen. Var man, spørger han i forhandlingerne den 7. 2. 1924, da ikke blevet enige om at tilstå Landmandsbankens debitorer en mindelig ordning? Skal vi så bl.a. til at undersøge, hvorvidt en mand som Herman Heilbuth kan være juridisk eller moralsk forpligtet til at godtgøre Staten de penge, som denne har måttet yde som dækning for de ved denne mand forvoldte tab?

Skulle så mon sådanne undersøgelser generelt gennemføres?! Nej, det var man dog vel blevet enig om, ikke måtte ske. Og det skete så heller ikke. Staten overtog tab til mere end to hundrede millioner kroner, men aldrig er der kommet noget frem om, at de jødiske storspekulanter og deres drabanter på forsvarlig måde er blevet holdt til selv at erstatte de tab, de havde påført Landmandsbanken.* alt dette er endnu omgivet af et tæt slør.

Efter de stormfulde dage i februar 1924 er der langsomt faldet ro over gemytterne, omendskønt rigsdag og regering senerehen måtte gå videre på den tunge offergang, som de

129

ved ansvars- og karakterløse statsmænds handlinger blev presset ind på ved arrangementerne af 1922. Hvad der imidlertid i den her omhandlede debat afsløredes af korruption, svindel, bedrag, mangel på offentlig moral og sømmelighed, det kan i sandhed tages som det mest indtrængende vidnesbyrd om den danske parlamentarismes falliterklæring. Værre demaskering kunne næppe tænkes.

I foråret 1926 måtte der skrides til en ny rekonstruktion. Den 5. marts fremsatte erhvervsministeren (statsminister Stauning) forslag om forlængelse af Statens garanti i fire år, indtil april 1932, under opretholdelse af de herfor gældende bestemmelser, hvorved imidlertid forbeholdet, "for så vidt disse fordringer ikke kan dækkes af bankens aktiekapital og reservefond" skulle falde bort, da der alligevel ikke mere kunne være tale om en sådan dækning. Ved fremsættelsen af lovforslaget erklærede erhvervsministeren, at man under opgørelsen for 1925 havde foretaget en omhyggelig og fornyet gennemgang og nyvurdering af samtlige aktiver, således at de aktiver, der skønnedes at være af mindre solid karakter, var nedskrevet til, hvad man måtte anse for likvidationsværdi. Derved var man nået til det resultat, at der udover det for regnskabsåret 1924 opførte underskud af 88 millioner burde afskrives og hensættes beløb, der tilsammen udgjorde ca. 120 millioner. Heri var de såkaldte Rekyl-interesser, som banken havde medindbefattet, ligesom der for bankens russiske interesser, som beregnedes til 27,3 mil. kr., blev hensat et tilsvarende beløb til imødegåelse af tab. Ved opgørelsen for 1925 måtte herefter foretages afskrivninger eller hensættelser til et samlet beløb af i alt ca. 150 mil. kr. Stauning trøstede sig ved denne lejlighed med, at hans parti allerede

130

i februar 1923 tydeligt havde givet udtryk for, at man regnede med væsentligt større tab end dem, der dengang blev nævnt af Ministeriet Neergaard. Partifællerne havde allerede dengang nævnt, at Staten sikkert ville komme til at stå over for et tab på 300-400 millioner i stedet for de bagateller, som nævntes ved de første rekonstruktioner. "Jeg erindrer godt," fortsatte ministeren, "at disse store tab blev afvist som umulige. Jeg ser imidlertid, at de af mine partifæller, der har udtalt sig på den måde, har været for optimistiske, thi det er blevet til endog mere, end de dengang spåede."

Stauning gav samtidig en kort oversigt over udviklingen af de ved Landmandsbanken opståede tab, idet han oplyste følgende: "Der blev i året 1921 afskrevet såkaldte skjulte reserver og afskrevet af overskuddet ifølge regnskab for 1921. Tilsammen udgør de to afskrivninger i 1921 52,3 millioner. Så kom afskrivningen i henhold til den såkaldte julierklæring, som udgjorde 55,7 millioner. Nogen tid efter, i 1922, mente man at have konstateret, at bankinspektørens opgørelse ved juli-erklæringen alligevel var rigtigere, og at der måtte tillægges 77,3 millioner. I september samme år nåede man til at konstatere yderligere tab på 40 millioner og december samme år yderligere 59 millioner. Alene på regnskabet for 1922 nåede man således op til 232 millioner. Af disse var en del dækket gennem gammel aktiekapital, reserver, overførsel fra 1921 og overskud for 1922, i alt 171 millioner, men allerede ved udgangen af 1922 var der et underskud på 61 millioner. Desuden ansås i foråret 1922 7 mil. kr. for at være tabt, men de er senere dækket ved erstatninger, der indgik fra Glückstadts og Ringbergs bo. I 1923 er der afskrevet 36,7 mil. kr. og på regnskabet 1924 14,1 mil. kr. Det vil sige, at der hidtil er afskrevet 324 mil. kr., og nu møder man med en formentlig konstateret nødvendighed af afskrivning af 116,6 mil. kr., plus de såkaldte russiske interesser, 27,3 mil. kr. Ja, det vil sige altså ca. 500 mil. kr., det er det samlede tal." Det udækkede beløb skulle herefter endnu andrage 115,8 mil. kr.

Ministeren gjorde endvidere opmærksom på, at selvfølgelig kunne den nuværende ledelse af banken ikke gøres ansvarlig for disse tab, da deres oprindelse rakte længere tilbage, og han tilføjede: "Det, der nu er sket, er i virkeligheden det, at nu er man kommet så langt, at man mener det nødvendigt

131

at tage mod til sig og foretage afskrivninger og sige den fulde sandhed om, hvorledes det forholder sig. Så vidt man kan skønne efter de betragtninger, bankinspektøren har anstillet, må jeg gå ud fra, at man nu har skåret så dybt til bunds, at man skulle være forskånet for overraskelser i hvert fald af større omfang i den kommende tid." Ministeren pointerede i denne sammenhæng, at kun en lille del af de nu foretagne afskrivninger var nødvendiggjort ved deflationen. Når man ville se på de forretningsforbindelser, som banken var inde i fra tiden før 1922, ville man være overrasket ved at konstatere, hvor få af dem der var bleven lukket i tide, og "man vil forstå, at de i virkeligheden kun er blevet aflivet noget langsommere, end de måske burde være"! Mange engagementer havde for længe siden været modne til den nedskæring, som først nu blev etableret!* Til slut bemærkedes, at en endelig ordning af bankens forhold uden statsgaranti havde været under overvejelse, men at man i øjeblikket anså en sådan nyordning for ubelejlig, da dens gennemførelse ville kræve statsmidler i meget betydeligt omfang.

Regeringspartiets ordfører, redaktør N. Andreasen, ...

132

... bemærkede indledende, man måtte håbe, at den nu foreslåede rekonstruktion måtte blive 3die og sidste akt i Landmandsbank-farce-tragedien. Socialdemokratiet havde i februar 1923 afvist at stemme for den ubegrænsede statsgaranti, men var nu tvunget til at gå frivilligt med. Vel havde man ikke nu som dengang under natteforhandlingerne pistolen for brystet, men dog håbede man at komme til en hurtig afslutning. Vigtigt var det, at rigsdag og regering nu fik mulighed for at få et virkeligt indseende med banken, nu, da den specielle Landmandsbank-skat havde nået en så utrolig højde. Urimeligt var det, at man dag for dag sad i Finansudvalget for at overveje, om man ikke under hensyn til sænkningen af prisniveauet kunne spare på småbevillinger på tusind kroner og mindre, og samtidig stod over for dette, "at Det (såkaldte) tredie Ting kommer og lænser statskassen og befolkningen for hundreder af millioner". "Det åbner," tilføjede han, "et perspektiv ud over den kapitalistiske råddenskab, som man vel i grunden ingen sinde troede var så forskrækkelig. Når man fra bankforhørene i sin tid erfarer, at et af de selskaber, der i særdeleshed bevirkede, at skuden løb i sænk, det transatlantiske selskab, blev organiseret på en sådan måde, at man engagerede godt tyveårige mennesker til direktører, f.eks. engagerede en nogle og tyveårig købmandssøn fra Lolland og gav ham 90.000 kr. om året i direktørgage — ja, jeg sagde før tragedie, farce-tragedie —, kan man så egentlig undre sig over, at billedet er blevet, som det er?" Andreasen mente til slut, at hvis Nationalbanken under og efter krigen havde magtet sin opgave, at opretholde stabile valutaforhold og sunde pengeforhold, så havde Danmark "sikkert været det land, der havde stået bedst, erhvervsmæssigt og økonomisk set, af alle lande i verden, trods alt hvad krigen ødelagde også for os, og det er for mig i virkeligheden forsmædeligt, at det er kommet dertil, at styret er taget fra lovgivningsmagten, taget af Det tredie Ting, og at Det tredie Ting har været repræsenteret af folk, der brød sig fejl om samfundets interesser."

133

C. Th. Zahle erklærede, at hans parti ikke ville stemme for forlængelse af den ubegrænsede statsgaranti, som man fra begyndelsen af havde afvist af principielle grunde, fordi man anså det for påkrævet, at den nye bank i forvejen frigjorde sig for indbildte værdier. Han bebrejdede Venstre-regeringen, at den den 9. juli 1922 var gået med til at kautionere for hele den økonomiske misere, som da var til behandling, men nævnte selvfølgelig ikke noget om sit eget ansvar fra den tid, da han selv var statsminister, eller med hensyn til september-ordningen 1922, som jo også var godkendt af ham og hans parti.

Også gennemførelsen af dette lovforslag blev til det rene hastværk. Men ellers forløb diskussionen meget stilfærdig og rolig. Nu havde man jo vænnet sig til tanken, at Staten skulle punge ud, så længe banken meldte nye tab. Dog foretoges små ændringer i regeringsforslaget: tidsfristen for statsgarantien blev fastsat til 1. april 1932, og samtidigt indsattes en bestemmelse i loven om forberedelse af et forslag til afvikling af garantien. Forslaget vedtoges med stort flertal i folketing og landsting. Blot de Radikale afholdt sig fra at stemme.

Efter at ministeriet Madsen-Mygdal var blevet dannet i december 1926, pålagdes det i juli 1927 ministeren for industri, handel og søfart, M. N. Slebsager, inden 15. februar 1928 at forelægge Rigsdagen et forslag til endelig ordning af Landmandsbankens forhold. Forslaget skulle udarbejdes således, at banken, der hidtil havde virket som statsgaranteret privatbank, fremtidigt kunne videreføres som privat aktiebank. Samtidig bemyndigedes finansminister N. Neergaard til om fornødent at tilvejebringe en kassekredit for højst et år på indtil 20 millioner U.S.A.-Dollars. I hovedlinjerne for lovforslaget blev bl.a. fastsat, at Landmandsbankens balance ved nyordningen skulle nedbringes til en passende størrelse, at aktiver, som det på grund af disses karakter måtte anses for ønskeligt at udskille og som burde afvikles, skulle udskilles

134

af bankens aktivmasse og overføres til en afviklingskasse. Og endelig blev som hovedprincipper foreslået, at Staten skulle betale underskuddet, status udviser, efter at denne udskillelse havde fundet sted, og at basis for den fremtidige virksomhed skulle være en ny aktiekapital på ca. 50 mil. kr., tegnet i ind- og udland. Dernæst bemyndigedes erhvervsminister Slebsager til at nedsætte et udvalg på 2 personer til at udarbejde forslag til en endelig ordning af Landmandsbankens forhold.

Dette forslag skulle allerede ved fremsættelsen fremkalde alvorlige brydninger i Rigsdagen. Erhvervsminister Slebsager*, der på samme måde som før ham Neergaard så sin særlige opgave i at varetage højfinansens interesser, satte alt ind på at lade storkapitalisterne få magt over Landmandsbanken på ny. Hans forslag gik derfor bl.a. ud på, at bankens svækkede aktiver, som det på grund af deres karakter måtte ...

135

... anses for ønskeligt at skille ud og som burde afvikles, skulle overføres til en særlig afviklingskasse. Afviklingen af disse engagementer skulle så gennemføres ved Statens hjælp.

Når Staten på denne måde havde sørget for dækning af alle ved rekonstruktionen opståede tab, skulle den derved sanerede bank videreføres som rent privat foretagende, enten under det bestående eller under ændret firmanavn. Venstre og konservative stemte for forslaget, efter at der var foretaget nogle ændringsforslag gående ud på: 1) at der hurtigst muligt skulle fremsættes forslag til en endelig ordning af Landmandsbankens forhold, således at Statens garanti for banken kunne afvikles, 2) at Landmandsbankens ledelse ikke måtte benytte Statens garanti til at optage nye lån eller at forny de allerede bestående. De radikale undlod at stemme, medens socialdemokraterne stemte imod det af Venstre-ministeriet fremsatte lovforslag, da de ikke ønskede, at højfinansen atter skulle få magt over banken. I medfør af loven om forberedelse af en nyordning af Landmandsbanken nedsattes der efter den 22. juli det i loven foreskrevne tomandsudvalg. Det kom til at bestå af departementschef Dalhoff som repræsentant for erhvervsministeriet og af nationalbankdirektør Green som repræsentant for Nationalbanken. Erhvervsminister Slebsager forfulgte alt imens underhånden sine bestræbelser til fordel for den kapitalistiske løsning, og derved støttedes han særlig af "Politiken", som fra tid til anden forsøgte at forberede stemningen for en sådan løsning. "Politiken" anså det herunder den 15. januar 1928 for en umulig tanke, at Staten — som ejendommeligvis af "Børsen" foreslået — skulle indskyde en ny reservekapital på 50 mil. kr. i Landmandsbanken som reservekapital og mente, at det ville være mest rimeligt at lade den private kapital overtage den sunde del af banken mod "en vis betaling" til Staten, efter at denne havde betalt hele underskuddet. Bladet gav derved åbent til kende, at der var stærke kræfter i bevægelse for at opnå denne løsning og pointerede ganske frimodigt, at "de kræfter,

136

der skal føre den nye bank videre, søger ret naturligt at få fat i så meget som muligt til så lav en pris som vel muligt". Efter "Politiken"s opfattelse måtte kapitalmagten i denne kappestrid være den absolut stærkeste. Selvfølgelig ville Staten forsøge at holde sig så vidt muligt skadesløs og således "sikre sig et plaster på det sår, den havde fået ved Landmandsbanken", og selvfølgelig ville Rigsdagen have et ord med at sige i denne sag. "Men," tilføjer bladet, "på den anden side kan man uden at fornærme nogen hævde, at bankens fremtidige ejere er større finansmænd end de ministre og embedsmænd, som skal udarbejde forslaget. Spillet er ulige, og der er al anledning for Rigsdagen til at vogte nøje over, at Statens interesser ikke trædes for nær." Spillet er ulige! — erklærer "Politiken", og med en ligefrem forbløffende selvsikkerhed erklærer bladet, at storkapitalisterne vil være "bankens fremtidige ejere". Og det allerede nu i 1928! For "Politiken" er det simpelthen en afgjort sag, at de større finansmænd nu også er stærke og overlegne nok til at opnå deres mål. Bladet sætter derved sin lid til, at Venstre-regeringen under alle omstændigheder nu igen vil lystre højfinansens paroler og meddeler triumferende, at nyordningen allerede drøftes i vide kredse, og at der allerede er enighed om visse hovedlinjer.

Men denne gang slog kapitalmagtens højtflyvende forventninger imidlertid ikke til. Det var socialdemokraterne, som strittede imod, og det var dette partis hovedorgan, som den 16. januar 1928 bemærkede, at det dog først "vil se denne kapitalistiske frækhed i lovforslags form" før den ville tro, at forsøget skulle gøres, således som af Slebsager foreslået. Samtidig meddeltes, at den ligeså stærkt som Slebsager til højfinansen hengivne Hassing Jørgensen, fhv. Radikal minister og direktør for Diskonto- og Revisionsbanken, havde regnet ud, at statusunderskuddet, ved Landmandsbanken ud over det forventede beløb ville blive forøget med 45 mil. kr. Dette merbeløb var blevet udregnet for at sikre den spekulationsgruppe, der stod parat til at udnytte statsgarantien ud over alle rimelige grænser, nye millioner på samfundets bekostning. "Social-Demokraten" afviste kraftigt berettigelsen af det af Hassing-Jørgensen afgivne skøn, karakteriserede det som et falskneri, et gætteværk, og pointerede derved ligeledes, at formålet hermed kun kunne være "at presse flere millioner ud af statskassen til fordel for den klike, der bereder sig på at optræde som ejere af den nye bank".

Socialdemokratiets obstruktion mod højfinansens planer førte denne gang som nævnt til et resultat. Venstre-regeringen søgte ganske vist endnu i januar 1928 at gå kapitalmagtens ærinde, bl.a. ved gennem sin presse at gøre gældende, at Landmandsbankens tab ikke blot som forudset ville andrage 130 mil. kr., men ligge 40 mil. kr. højere. Og Slebsager mente i forhandlingerne i sit partis møder på Rigsdagen den 19. januar, at det var bedst at frigøre Staten for ethvert forhold til banken, og at der blev betalt, hvad der måtte betales ved afviklingen. Slebsager optog til gennemførelsen af sine planer også forhandlinger med det Konservative Folkeparti og fandt her selvfølgelig kraftig tilslutning til sin plan om at tilbageføre Landmandsbanken i de større finansmænds, jødekapitalens, eje, efter at den var blevet saneret med skatteborgernes penge. Men da det kom til stykket, strandede alle disse planer på Socialdemokratiets modstand.

Forhandlingerne om den sidste og afgørende rekonstruktion optoges i Rigsdagen i februar 1928. Det viste sig her bl.a., at der alligevel måtte foretages nye afskrivninger. Bankrådet satte underskuddet i regnskabet for 1927 til ca. 136 mil. kr., medens Tomandsudvalget (Dalhoff og Green) i sin betænkning gik ud fra, at der yderligere måtte afskrives ca. 36 mil. kr. eller, når hensyn toges til det anslåede driftsoverskud, ca. 34 mil. kr. Det var disse forhold, der førte med sig, at den ledende direktør Emil Hertz besluttede at træde tilbage fra sin post. Grundlaget for forhandlingerne i Rigsdagen dannede Tomandsudvalgets "Beretning om en Nyordning af Landmandsbankens Forhold" (offentliggjort som bilag til

138

lovforslaget i Rigsdagstidende 1927–28, tillæg A, sp. 4781 ff.). Til beretningen var vedføjet udkast til lov vedr. nyordning af banken. I det på grundlag af disse undersøgelser udarbejdede lovudkast foresloges en deling af Landmandsbanken i to afdelinger, hvorved alle de engagementer, som fandtes at burde afvikles, skulle henlægges til afviklingskassen, medens de fuldt ud gode engagementer og aktiver tilligemed bankens aktiver og passiver af ikke tilstrækkelig afklaret karakter skulle henlægges til selve banken, som derefter under det gamle firmanavn skulle videreføres som aktiebank. Denne ordning blev også senere vedtaget i Rigsdagen. Ejendomsretten overgik imidlertid til Staten, efter at erhvervsministeren var bleven bemyndiget til sammen med finansministeren at indskyde en aktiekapital på 50 mil. kr. i banken, hvorhos det i loven bestemtes, at det af Staten tegnede aktiebeløb på nærmere af ministeren fastsatte vilkår skulle udbydes underhånden eller ved offentlig emission, til salg til pari eller en sådan højere kurs, som forholdene muliggjorde. Nu viste det sig altså, at muligheden for straks ved nyordningen at omdanne banken til en privat aktiebank ikke var til stede. Statsgarantien skulle herefter bortfalde den 1. april 1932; med henblik herpå blev det i loven fastsat, at bankens midler skulle være at anbringe så likvidt som muligt. For differencen mellem bankens og Tomandsudvalgets opgørelser på ca. 34 mil. kr. skaffedes der dækning ved, at Staten indskød en statsforskrivning på ca. 34 mil. kr. som reservefond.

selve drøftelserne i Rigsdagen forløb denne gang atter i meget urbane former. Regeringen holdt såvel i Landmandsbank-forhandlingerne i 1927 som i 1928 stærkt på, at man ikke fordybede sig i gamle skader, da det altid havde svækket bankens stilling, når sådanne diskussioner havde fundet sted. Partierne var i det store og hele denne henstilling følgagtig. C. Th. Zahle beklagede bl.a., at Nationalbanken ikke havde varetaget erhvervslivets interesser, da Landmandsbanken brød sammen; Staten burde aldrig tilnærmelsesvis i den

139

grad som sket var være blandet ind deri. Retsstatsmanden Axel Dam gjorde gældende, at det var mere storkapitalen end Rigsdagen, der beherskede situationen i det nuværende kapitalistiske samfund, og at det måtte høre med til en forsvarlig løsning af sagen, at folkets øjne åbnedes for dette forhold, som endnu var en lukket bog for mange. Det var nu på tide at trække den rette politiske lære af dyrekøbte erfaringer, i stedet for at forsøge at strø sand over fortiden. Grev Holstein konstaterede, at der i forhandlingerne havde vist sig en "i høj grad tiltalende og anerkendelsesværdig enighed om, at det foreliggende regeringsforslag er lovgivningsmæssigt uforsvarligt, sagligt værdiløst og parlamentarisk uantageligt" og han stillede derefter følgende tilsvarende dagsorden: "da tinget i det foreliggende lovforslag savner behørigt grundlag for en forhandling med ministeriet om Landmandsbank-sagens løsning, henviser tinget forslaget til fornyet bearbejdelse af ministeriet og går hermed over til dagsordenen." Hans forslag forkastedes imidlertid med 73 stemmer mod 70. Til sidst lykkedes det Regeringen at samle et overvældende flertal om sit forslag til nyordning af banken, efter at nogle mindre væsentlige ændringer var foretaget.

I Folketingets Landmandsbank-udvalg var det yderligere den 27. marts 1928 bleven vedtaget, at finansministeren skulle indkalde tilbud på et udenlandsk lån, der skulle anvendes til denne sidste rekonstruktion af banken. Det skulle derefter forsøges at fremskaffe et lån på 50 – 55 mil. Dollars. Senere blev det i Rigsdagen vedtaget, at finansministeren skulle forelægge et lovforslag angående tilvejebringelse af særlige indtægter til forrentning og afdrag af de statslån, der optoges til dækning af de med loven om nyordningen af Landmandsbanken forbundne udgifter.

Bankrådet reorganiseredes. Den 26. april 1928 udnævnte handelsminister Slebsager skibsreder A. P. Møller til formand og højesteretssagfører Steglich-Petersen til næstformand for Landmandsbanken, medens i øvrigt de tidligere medlemmer,

140

grosserer Ernst Meyer, direktør Vilhelm Nielsen, direktør Poulsen, godsejer Theilmann og konsul Willemoes forblev medlemmer af bestyrelsen. Den 13. juli 1928 udnævntes endvidere kontorchef Poul Ingholt til ny direktør for banken, i stedet for den fratrådte Emil Hertz.* Regeringen var altså nu endelig kommet til erkendelse af, at Landmandsbanken også ville kunne trives, når der ingen jøder sad i direktionen.

*) Jvf. også 1. del, s. 440 flg.

6. KØBENHAVN SOM DE JØDISKE STORSPEKULANTERS ELDORADO

Når den danske hovedstad skal skildres som et af de jødiske spekulanters og konspiratorers fornemste tilholdssteder under og efter Den Første Verdenskrig, er det nødvendigt i første række udførligt at skildre Parvus’ bedrifter i denne periode såvel på det økonomiske som det politiske område. Parvus er forfatternavn for dr. Alexander Helphand (Parvus, latinsk ord = liden, ringe, ubetydelig). Tre år igennem havde denne mand fast bopæl i København og virkede her som den gyldne og den røde internationales repræsentant, og hvad han udrettede, grænser til det utrolige.

Der hviler en ejendommelig mystik over denne mands skæbne og virke. Født august måned 1867 i Beresin i Rusland som søn af jødiske forældre, der tilhørte middelstanden — bourgeoisiet, som han selv siger — tilbragte han sin barndom i det kubanske område og sin ungdom i Odessa. Tidligt sluttede han sig i sit hjemland til socialismen; selv fortæller han – i sit 1918 udgivne skrift: "l Kamp for Sandheden" — at den ukrainske national- og frihedsdigter Schwetschenko var den første, der bibragte ham klassekampens idé, og at han begejstredes for den rejsning af bønder, kosakker og småborgere i det 18. århundrede, kaldet Haidamaki, der navnlig var rettet mod det polske herredømme og i høj grad støttedes af munke; hans åndelige udvikling bestemtes på afgørende måde af fremtrædende radikale samfundsreformatorer, som Michailowski og Schtschedrin. Snart blev han medlem af datidens revolutionære bevægelse i Rusland, det såkaldte "Narodnaje Wolja"

142

(folkeviljen). Han beretter endvidere, at han besluttede at lære et håndværk og til det formål sammen med en revolutionær af samme slags, Schargaridski, der senere forvistes til Jakutsk, "ca. et år vandrede gennem smede- og maskinværksteder". Sådan gik det til i hans læretid. For at vinde klarhed over sine politiske formål drog han endelig i en alder af 19 år udenlands. 1886 kom han til Schweiz, hvor han i Zürich ivrigt studerede den russiske illegale presse siden Alexander Herzens dage og i Basel besøgte statsvidenskabelige forelæsninger hos den ansete professor Karl Bücher, kendt bl.a. som forfatter af: "Die Aufstände der unfreien Arbeiter 143–129 v. Chr." (vor Christus. Red.) Hele hans interesse samlede sig derefter om proletariatets kamp. Marx og Lassalle blev hans læremestre, de yderliggående revolutionære i Tyskland, næsten alle sammen jøder som han selv, hans nærmeste omgangskreds.

Da han i sin agitation for Socialdemokratiet var udsat for forfølgelser fra politiets side, henvendte han sig 1891 til Wilhelm Liebknecht med bøn om at forskaffe ham tysk borgerret. Som udlænding kunne han ikke, som han ønskede det, uhindret kæmpe for sine ideer. Kynisk bemærker han i skrivelsen til Liebknecht: "Jeg søger et fædreland; hvor er der til at få et fædreland for en billig penge?" Dog så let var et "fædreland" alligevel ikke til fals i disse tider; der forløb mange år, inden han fik et sådant, for så vidt der overhovedet kan være tale om, at han nogensinde har besiddet det hellige gode, andre mennesker forstår ved fædreland. Selv trøster han sig også med, at han fandt sit åndelige hjemsted i det tyske socialdemokrati. Udtrykkeligt erklærer han i sit ovennævnte skrift: "Det tyske socialdemokrati blev mit nye fædreland." Han fortsætter: "I mere end et kvart århundrede var hele min åndelige virksomhed, mine drømme og forhåbninger flettet sammen med det tyske socialdemokratis virke: sammen med dette blev jeg begejstret, og sammen med dette oplevede jeg skuffelser. Der var stridigheder og meningsforskelligheder imellem os, jeg havde ret, og jeg havde til tider også uret, jeg var fortørnet og indigneret, jeg kritiserede, og jeg vil vedblive at kritisere, kun et er jeg ikke i stand til, nemlig at stille mig udenfor Socialdemokratiet."

Dog var det ikke blot de tyske socialister, han fandt tilknytning til. Ligeså intime var stadig hans forbindelser med de russiske revolutionære, og også med talrige socialdemokrater i andre lande, bl.a. også veteranen i den danske arbejderbevægelse, forretningsføreren for "Socialdemokratisk Forbund", P. Knudsen. Dog var og blev Parvus’ særlige interesse vendt mod Rusland. 1892 publicerede han bl.a. nogle artikler om hungersnøden i dette mægtige rige, i hvilke han samtidigt forudsagde en fremadskridende rationalisering af industrien og en tilsvarende tiltagen af den revolutionære bevægelse i landet. I samme tidsrum deltog han

143

i grundlæggelsen af "Det russiske Socialdemokratis Forbund", til hvilken de allerførste spirer allerede var lagt i 1880’erne. Organisationen blev oprettet 1893, dens arbejde stod imidlertid i stampe i de følgende år. 1896 var Parvus medlem af den russiske delegation på den internationale socialistkongres i London, og 1899 tog han med sin ven Karl Lehmann længere tid ophold i Rusland for at besøge hungerdistrikterne. For at undgå csardømmets politi rejste han under navnet August Pen og foregav at være tjekke; turen gik gennem guvernementerne Kasan, Wjatka, Ufa, Samara og Simbiask. Da Lenin, som ved århundredskiftet fattede planen om at udgive et radikalt socialistorgan på russisk, til dette formål søgte kontakt med de i emigration levende revolutionære som P. B. Axelrod, Plechanow og Vera Sasulitsj, skete der også henvendelse til Parvus. Denne regner sig det, — i sit foran nævnte kampskrift, — særligt til fortjeneste, at det var ham, som foranledigede Lenin, Martow og Potressow til at dette radikale socialistiske tidsskrift, der fik navnet "Iskra" (gnisten), blev udgivet i München. N. K. Krupskaja, Lenins hustru, blev sekretær for bladet. Parvus fremhæver bl.a. også, at tidsskriftets sidste numre sluttede med hans artikler, i hvilke det navnlig understregedes, at intelligensen nu havde udspillet sin rolle i den russiske arbejderbevægelse, men samtidig rigtignok også havde opfyldt sin mission.

Store dage oplevede disse russiske konspiratorer i München i den tid, da meddelelsen om de talrige terrorakter i Rusland indløb, da f.eks. indenrigsministeren, Dmitrij Sergejewitsch Sipjagin den 15.4.1903 blev skudt af studenten Bolmaschow, da den næste minister i embedet Wjatschelaw Konstantinowitsch Plehwe den 28.7.1904 i Petersburg ryddedes bort ved et bombeattentat, eller da den revolutionære Kaljajew den 17.2.1905 i Moskva beredte storfyrst Sergius Alexandrowitsch samme skæbne. Efter disse sammensvornes opfattelse nærmede sig nu tiden for opgøret med det forhadte tsaristiske styre, det styre, som havde drevet dem ud af landet. Da brændte den store nihilist Parvus’ hjerte af begejstring. Og da efterretningerne om attentater på ministre, generaler, politikere osv. fulgte hinanden i stadigt stigende tempo, kunne konspiratorerne selvfølgelig ikke holde sig tilbage i München. Da drog nogle af de mest forvovne atter tilbage til Rusland. Helphand-Parvus blev 1905, ved den første russiske revolution, leder af arbejderrådet i Petersburg og var i Moskva sammen med sin racefælle Leo Trotzki chefredaktør af arbejderoprørernes organ "Natchalo". På massemøder prædikede Parvus den blodige revolution. Men oprøret blev endnu engang slået ned, og disse marxismens to bannerførere havnede i Peter-Pauls-fæstningen, medens Rosa Luxemburg på samme tid arresteredes i Warschau. I august 1906 kan "Leipziger Volkszeitung" meddele,

144

at kammeraterne Alexander Helphand og Leo Deutsch er bleven hentet ud af fæstningen i Petersborg og deporteret til Sibirien. I et lille hul af en landsby ved navn Turuschansk, beliggende ved floden Jenissei i nærheden af polarkredsen og i nogle hundrede kilometers omkreds omgivet af steppe, trøstesløs udørken, sne, sne og atter sne, fik den revolutionære Helphand anvist sig bosted.

Dog snart vendte han atter tilbage til Europa, frigivet ved kejserens amnesti. Nogen tid senere møder han igen op i Berlin, afmagret, udslidt, men alligevel ved godt mod. Straks stilles han også her over for nye vanskeligheder. Da han nogle år i forvejen af Rosa Luxemburg var bleven kaldet til at redigere: "Die Sächsische Arbeiterstimme", for fra dette forum bl.a. at rette sin kritik mod Bernstein og revisionisterne, var han for sine aggressive artiklers skyld blevet jaget ud af Sachsen og senere blevet udvist af Berlin for siden at falde nogenlunde til ro i München. Nu, i 1907, gentager dette sig; Berlin sætter ikke pris på at huse en udlænding, der har været førstemand i den russiske revolution, og Parvus må derfor på politiets foranledning flytte til Wien, hvor Trotzki sammen med A. Joffe udgiver et socialistisk organ "Prawda" og nådigt antager ham som medarbejder. "Prawda" bringer nu ofte småstykker af Alexander Helphand under pseudonymet Parvus (den lille, uanselige, beskedne). Hele to år bliver revolutionsmanden her, men han keder sig forfærdeligt i det af ubekymret livsglæde prægede Wien. Det passer ham heller ikke at måtte slide hårdt for blot at skaffe et kummerligt udkomme for sig, kone og børn. Han higer efter andre og større opgaver, bryder sig fejl om en hæderlig, borgerlig tilværelse; han vil se brand. Men det syngende og dansende Wien var så sandelig ikke stedet til at fremkalde omvæltning, attentater og blodige optøjer. Her var alt for fredsommeligt.

Derfor drager den erfarne revolutionære i 1910 videre til Tyrkiet, hvor han ikke blot påtager sig et omfattende journalistisk arbejde i Ungtyrkernes tjeneste, men nu samtidigt påbegynder de storstilede finansielle transaktioner, der på kort tid gør ham til multimillionær. Takket være sin virksomhed som handelsredaktør ved bladet "Jeune Turque" får han adgang til alle officielle institutioner, til diplomatiske kredse, han knytter forbindelser med banker, forretningsmænd, videnskabelige kredse osv., han får informationer fra alle mulige sider vedrørende politiske foreteelser og økonomiske forhold. I øvrigt orienterer han sig selv ved talrige rejser i landet, hvor han møder op på markeder, træffer aftaler med købmænd, indhenter oplysninger over forrådene i korn og levnedsmidler og meget andet. Og han begynder selv at handle, hvorved hans samarbejde med racefæller, der hører til de mest driftige forretningsmænd, kommer ham særligt til gode. Han køber ladninger

145

af varer ind og forstår glimrende ved bestikkelser og andre kneb at sikre sig særlige fordele. Han kender jo ikke til skrupler, når det gælder om at udnytte en situation. Hvor det er fornødent, lader han Bakhschisch’en (drikkepengene. Red.) springe. Og alt er spekulation, alle opkøb af levnedsmidler, klædestoffer osv. sker i forventning om at kunne udnytte de indtjeningsmuligheder, der vil opstå, så snart der atter udbryder en krig. Det er leverancer til den tyrkiske værnemagt, der skal sikre ham de store fortjenester. Timen er inde, da Balkan-krigene bryder ud i oktober 1912, henholdsvis juli 1913. Krigsspekulationen har lønnet sig; fantastiske formuer indtjentes. Selv forsvarer Parvus i sit førnævnte forsvarsskrift sin fremgangsmåde med, at han har forstået at udnytte sine videnskabelige forskningsresultater til at drage nytte af de kapitalistiske udbytningsmetoder; det var hans analyse af finansforholdene, der viste ham vej til at blive storkapitalist.

Parvus argumenterer her bl.a. sålydende: "I Konstantinopel fandt jeg netop det, jeg havde ventet: diplomatiske forbindelser og krogveje, kombinationer af bankgrupper og imperialistiske intriger lå næsten utilhyllet for den videnskabeligt forberedte iagttagers blik.". Han fortsætter, at det netop drejede sig om at erkende de objektive berigelsesmuligheder, der skabes ved industriens kapitalistiske udvikling. I Tyrkiet havde disse muligheder åbnet sig for ham. Alligevel havde det været vanskeligt for ham at gøre brug af disse muligheder, så længe han ingen egen kapital besad og ikke havde handelsforbindelser. Men med tiden havde han så erhvervet sig såvel kapital som forbindelser.

En fransk forfatter, der har gjort sig grundigt fortrolig med Parvus’ forretningsmetoder, J. la Meilleray, giver i "Paris Soir" af 29. 3. 1936 følgende uden tvivl mere rammende karakteristik: "Den Tyrkisk-Balkanske krig bryder ud. Ingen er forberedt derpå, undtagen Alexander Helphand. Han har besøgt markederne, i tide afsluttet kontrakter, oplagret store varemængder. Han har alt til rådighed, fårehjorde, metalbeholdninger, enorme mængder af textilvarer. Han handler i korn og levnedsmidler, er karavanebesidder, transithandler, befragter. Det viser sig, at udrustningen af de tyrkiske hære i virkeligheden er afhængig af hans gode tjenester, som kun tilstås mod højeste tarif. I alle lande er den slags forretninger lukrative. I Orienten bliver deres udbytte i forrygende fart fabelagtigt. I de tyske banker stiger doktor Helphand's tilgodehavender — rigtignok udenfor de tyrkiske autoriteters kontrol — i et ligefrem forrykt tempo og i ligefrem forbløffende dimensioner. Knap nok er det sidste kanonskud døet hen, da Alexander Helphand, bebyrdet med et imponerende antal af millioner, skynder sig at rejse bort med første tog. Men han standser ikke i Wien for at se til sin kone og sit barn. Parvus — den lille, den beskedne, den svage — marxisten Parvus, de

146

undertryktes forsvarer, rejser direkte til Berlin. Han lugter et nyt blodbad. Han vil profitere deraf."

Nu kom først rigtig Parvus’ store tid, hans glansperiode som den formående kapitalist, den hensynsløse og drevne konspirator, der havde alle tråde i sine hænder, og som, på trods af alle de angreb, der rettedes mod ham hele verden over, kunne gennemføre nye millionforretninger i sin specielle rolle som "tysk socialdemokrat" og til tider holdt nationers skæbne i sin hånd. Da han i 1914 vendte tilbage til Berlin, mærkede han straks omslaget i stemningen imod ham. Nu var han persona grata, med de allerfineste forbindelser. Han, den forhenværende radikale socialist, der i ledtog med Rosa Luxemburg og Karl Kautsky havde kæmpet mod revisionisterne, stillede sig nu på de moderate socialdemokraters side, blev Scheidemanns intime ven, kom efter krigsudbruddet hurtigt i intim forbindelse med de regeringskontorer, som havde med ordningen af den udenlandske handel at gøre og i langt overvejende grad stod under jødisk ledelse. alle vegne blev han vel modtaget. Han, der før var bleven jaget af politiet, blev nu forsynet med særlige pas og kunne allerede på et tidligt tidspunkt af krigen forlægge sin virksomhed til København, ikke blot som det tyske socialdemokratis, men som den tyske regerings tillidsmand.

Kort tid i forvejen havde han løst endnu en specialopgave på Balkan. Her fandt han for en tid sit virkefelt i Athen og Sofia. Tre måneder efter, at han var vendt hjem fra denne tur, sluttede Bulgarien sig til Tyskland og Østrig-Ungarn. Så snart Tyrkiet den 6. september 1914 havde afstået Maricadalen til Bulgarien, indgik denne stat ligeledes et forbund og en militærkonvention med centralmagterne. Den drevne konspirator var ikke forgæves bleven sendt til Balkan. "Neues Wiener Journal" bemærker hertil: "Parvus har bearbejdet Bulgarien, indtil det besluttede sig til at skride ind mod Rusland."

Hvad Parvus nu under verdenskrigen udrettede under sit langvarige ophold i København, vil i de følgende afsnit blive udførligt behandlet. Her skal kun, som afslutning på levnedsbeskrivelsen, de sidste år af hans liv kortelig behandles.

Da Tysklands stilling i løbet af 1918 viste sig at blive betænkelig, rejste Parvus til Schweiz, hvor han havde erhvervet sig den gamle ærværdige ridderborg Alt-Wädenswyl i Kanton Zürich, herligt beliggende ved Züricher See.* Slottet lod han overdådigt indrette og residerede her ...

147

... i nogen tid med pomp og pragt. Dag for dag modtog han under sit ophold mægtige kufferter, omhyggeligt forseglede kasser, plomberede tasker osv., alt beskyttet som kurerpost. Også om disse forhold giver den franske forfatter J. la Meilleray en fængslende skildring. "Wädenswyl, Wädenswyl, Wädenswyl", skriver han, "stadig Wädenswyl. Postmesteren kan knap nok magte at udsortere sagerne. Hver dag indløber bunker af breve, anvisninger, pakker, en uoverskuelig post til godset Wädenswyl ved zürich, hvor hr. dr. Alexander Helphand for nogen tid har taget fast bopæl. Og hvilken mængde af besøgende, hvilken ødselhed og vellevned! En sværm af tjenere. En hær af gartnere. En veritabel bilpark. Overalt taler man om disse ting. Det må dog være en meget mægtig herre, denne nye slotsherre. I alle kantoner er hele færdselen strengt reglementeret siden krigens begyndelse; trafikken er begrænset til nogle timer om dagen. Kun kongen af Grækenland, som bor i eksil i Schweiz, er berettiget til at benytte bil og så — hr. dr. Helphand." Hvad betyder alt dette, spørger den ene den anden. Ingen ved det. End ikke politiet, finansdepartementet, ja ej heller Forbundsrådet kan forklare sig dette. Imens stiger mængden af pakker osv., jo mere rigets opløsning bliver åbenbar. Umuligt, at alt dette, der kommer til Wädenswyl, kan være Helphand's ejendele; bankernes bokser og pengeskabe er fyldt til sidste tomme, og på selve slottet er de store loftskamre stoppet med alle slags varer helt ud i de yderste kroge og hjørner, stoppet med ting som herskabeligt indbo fra de store perioder, kunstmalerier, guld- og sølvvarer, ædelstene osv. osv. Hvad er her på færde? I månedsvis går denne trafik videre. Da springer bomben. Da viser det sig, at her drejer det sig om intet andet og mindre end en velorganiseret og storstilet kapital- og vareflugt fra Tyskland. "Stykke for stykke og million efter million lader Helphand overflytte fra Tyskland", konstaterer la Meilleray. Rigmændene er blevet bange for deres værdier, og nu sender de alt det, de formår, til deres gode ven i Schweiz. To bankmænd, milliardærer, Erzberger, Scheidemann og talrige andre store mænd fra novemberdagene søger på denne måde at redde så meget som muligt. Af de 50 milliarder værdier, som skaffedes ud af Tyskland alene til Schweiz, menes Parvus at have besørget hovedparten. Da det Schweiziske politi til slut begynder at interessere sig for manden, efterdi han får så mange besøg af mistænkelige udenlandske politikere og ikke blot af det tyske socialdemokratis førstemænd, må han frigives efter indtrængende henstillinger fra den i Schweiz akkrediterede tyske gesandt.

Snart ændrer billedet sig imidlertid. Da Parvus snuser efter nye omvæltninger, forsvinder han pludseligt. Den 7. november, før våbenstilstandstraktaten er underskrevet, har Kurt Eisner sammen med de mest yderliggående røde tilranet sig magten i München. Dog, Regeringen

148

dannes i første omgang af såvel socialdemokrater — Paryus’ mænd — som af de såkaldte uafhængige, de mest radikale marxister. Ved at udgive forfalskede akter vedrørende årsagerne til verdenskrigens udbrud, som efter hans mening skulle bidrage til at skabe en for Tyskland gunstig verdensopinion, kom Eisner imidlertid i modsætning til Udenrigsministeriet i Berlin, og resultatet var, at Eisner derefter blev separatist og proklamerede Bayerns løsrivelse fra riget. Der kan gås ud fra, at Parvus ved udbruddet af denne november-revolution havde en hånd med i spillet og var en af hovedmændene, men at han senere så sig foranlediget til at gå imod den radikalisering af de politiske forhold, ministerpræsidenten tilsigtede. Da Kurt Eisner den 21. 2. 1919 falder for den unge greve Arco Valleys kugler, den deputerede Osel skydes i parlamentet og Raadsrepublikken udråbes, forsvinder Parvus lige så pludseligt, som han var kommet. Fra München vender han tilbage til Wädenswyl. Langt om længe ser de Schweiziske myndigheder sig dog foranlediget til at sætte den ubudne gæst en frist til atter og for stedse at forlade landet. Terminen sættes til den 11. februar 1920. Parvus indvilliger. Og han hævner sig over for sin værtsstat ved senere i nummer 48 af sit tidsskrift "Die Glocke" at udgyde al den hån og foragt, han mener at kunne byde de edsvornes republik. Han siger sit "farvel, Schweiz, du spidsborgernes republik!"; det var takken for den asylret landet havde ydet en forløben hebræer.

På øen Schwanenwerder, et herskabeligt sæde nær Berlin, slog han sit nye paulun (tilholdssted. Red.) op, sit sidste. Her fejredes endnu nogle år de vildeste orgier med rigets "store" mænd, november-heltene Scheidemann, Wels, Hänisch, Ebert osv. Herfra gav Parvus som den mægtigste mand sine direktiver til Regeringen. Thi Scheidemann var nu ikke mere som i Wädenswyl blot Parvus’ ven, men her sad han, som J. la Meilleraye så træffende bemærker, "på dennes knæ". Endog Noske lystrede jøden og anså sig bl.a. for forpligtet til på Parvus’ ordre at sende stabler af antibolsjevikiske kalendere østpå under militær bevogtning; de nåede rigtignok aldrig bestemmelsesstedet, men blev liggende i Kowno.

Den førnævnte franske forfatter giver yderligere skildringer af denne politiske eventyrers sidste bedrifter. Han fortæller bl.a.: "Parvus overtager mægtige opgaver, leder dristigt hundreder af finansoperationer og styrter sig ind i fornøjelserne. Mellem en børsordre og et galant stævnemøde, en audiens hos en minister eller deltagelse i en folkeforsamling redigerer han sit tidsskrift "Die Glocke" og skriver en revolutionær afhandling for at forklare, hvordan man kan slå mellemstanden i stykker, ekspropriere produktionsmidlerne, koncentrere og socialisere en nations økonomiske værdier, og på hvilken måde man

149

kan fremskynde det øjeblik, i hvilket kapitalisterne selv beder om socialiseringen af deres foretagender for at undgå deres fuldstændige ruin."

Dagen vies på denne måde de revolutionære opgaver, natten lystens, sansernes hæmningsløse udskejelser. Nu ødsles de penge bort, som denne mand med det ejendommelige dobbeltvæsen, — selv storkapitalist og samtidig efter sin påstand kapitalismens svorne modstander — har tjent i de mest forrykte og samvittighedsløse spekulationer. Nu håner han pengemagten, søger han at bilde sig og andre ind, at pengene i så stor grad fandt vejen til ham, fordi han foragtede dem. Og i folkeforsamlinger, fortæller la Meilleray, udfordrer han skæbnen med kyniske pralerier. Da råber han op: "Siden våbenstilstanden er der i Tyskland begået 376 politiske forbrydelser. Man har myrdet Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg, Erzberger og Rathenau. Man har forsøgt at dræbe Scheidemann og Maximilian Harden. Men jeg, jeg lever endnu!" Og derved slog han sig på sit brede bryst. Men praleriet var snart endt. I efteråret 1924 blev Alexander Helphand, kaldet Parvus, syg, hans åndedræt blev svagt. Da han i den yderste time befordres til en klinik for at underkastes lægens behandling, kan han kun stakåndet hviske nogle få ord: "jeg har ... sluppet ... stormen ... løs. Efter mig ... vil der komme ..." man ved ikke, hvordan han ville afslutte sætningen; han døde, uden nogensinde at have givet løsningen til sin livsgåde. Dog samtidig med hans død var også hans formue hensmuldret. Et testamente fandtes ikke, kun en konvolut med 10.000 mark, som ikke på nogen måde var tilstrækkelig til at dække den mægtige gæld, han efterlod sig. Hvad hans mægtige formue i det enkelte er medgået til, er aldrig bleven opklaret.

Dermed var Parvus’ saga endt.

Der hviler, som allerede nævnt, en ejendommelig mystik over Parvus’ levned og dette gælder ikke mindst for den periode, han opholdt sig i København. Mangt og meget berettes om manden, men alt hvad der fortælles er såre omstridt, så det har sine meget store vanskeligheder at trænge til bunds i Parvus’ virksomhed i de nævnte år. Han var jo de skjulte gerningers mand, både på det økonomiske og det politiske

150

område. Og det, han fortæller om sig selv, må almindeligvis tages med alt muligt forbehold. Som hele hans liv var et komediespil, en evig skiften i rollen snart som proletar, snart som kapitalist, således var også hans optræden i den politiske kamps offentlige debat som oftest rent og skært komediespil.

Alligevel kan der dog fremskaffes nogenlunde tilforladelige oplysninger om det, han foretog sig under verdenskrigen. Hvad han specielt udrettede under sit ophold i København, er meget udførligt bleven behandlet i en lang række artikler, dagbladet "København" publicerede i løbet af vinteren 1917 – 18, første gang den 24. 11. 1917. Materialet til disse artikler stammede, som Parvus selv meddeler i sin pjece: "I Kamp for Sandheden", for største delen fra de russiske korrespondenter i København, "de herrer Wugmann, Karo, Leitis, Trotzki (ikke socialisten, men en anden)". Der tilføjes: "Disse navne må nævnes, for at deres bærere kan komme i gabestokken — på deres jagt efter sensation og bladhonorar har de kolporteret (omdelt. Red.) notorisk falske meddelelser, skønt de måtte vide, at de derved bragte snese af Ruslands bedste mænd i nærheden af galgen". Parvus fortæller endvidere: "København" offentliggjorde over et halvt hundrede artikler mod mig, der var ligefrem struttende fulde af ordgyderi, bagvaskelse, insinuation, løgn og simpelt vrøvl. De almindeligste velkendte fakta er fordrejede, og alt er flettet sammen med de mest meningsløse absurditeter. Det hele gør indtryk af et fantasmagori (synsbedrag, blændværk. Red.) i smag med den bekendte betragtning: månen bliver lavet i Hamborg, og det er en lam bødker, der laver den. De fleste af disse forrykte artikler blev så samlet i en brochure, der uddeltes gratis over hele Danmark."

Denne skarpe afvisning af de i "København" af redaktør Harald Witzansky publicerede (og af redaktør Anders Vigen forfattede) beretninger betyder intet, da de i bladet offentliggjorte kendsgerninger — trods al modsigelse også fra andre i sagerne implicerede personer — har vist sig at være

151

rigtige. Blot er bladet i bedømmelsen af forudsætningerne og tendensen i Parvus’ handlemåde kommet til delvis fejlagtige slutninger. Artiklerne er skrevet ud fra en udpræget tysk-fjendtlighed. Derved overses, at det her drejer sig om en jøde, der først og fremmest har sat sig til mål at fremme sine og sin races formål. Derfor støttede han snart det ene, snart det andet parti. Således undså han sig ikke for først at forsyne tsarismens hære med medicinalvarer osv. i en lang periode under krigen for simpel vindings skyld, medens han senere håbede ved bolsjeviseringen af Rusland at nå frem til magtens højeste tinde sammen med sine racefæller Trotzki, Radek, Joffe osv. Parvus var gennemglødet af et vildt, hæmningsløst magtbegær, således som kun en jøde kan føle det og udøve det. Dette faktum, som dog er af væsentlig betydning ved bedømmelsen af hele denne mands adfærd, tilsløres omhyggeligt i "København", ligesom det i de talrige artikler, som under og efter verdenskrigen publiceredes om Parvus i andre danske blade, aldrig nævnedes, at han var jøde. "København" selv er blot i den allerførste artikel i sagen (publiceret 24. 11. 1917) inde på dette punkt, idet der bemærkes: "Hans statsborgerlige oprindelse er uklar. Rimeligvis er han russisk jøde. Selv kalder han sig tysk socialdemokrat". Rimeligvis, siges der. Altså med et vist forbehold. Men jøde var han alligevel, og som sådan nævnes han bl.a. i "Jüdisches Lexikon".

Hvornår Parvus kom til København er ikke helt klart. Formodentlig allerede mod slutningen af året 1914, da det er blevet konstateret, at han allerede i den første krigsvinter (dvs. 1914–15) har haft mulighed for at gennemføre kulleverancer til Danmark. "København" (5. 12. 1917) bemærker desangående: "Med den viden vi nu besidder, stiller sagen sig således: arbejdernes brændselsforsyning begyndte virkelig i den første krigsvinter som et jævnt dansk filantropisk foretagende; men i sin nuværende skikkelse er det Parvus’ værk." Altså — kulspekulationen, som behandles særskilt i næste

152

afsnit — begyndte allerede i begyndelsen af 1915. Samme år påtog Parvus sig — bortset fra sin afstikker til Balkan — imidlertid også andre store ting i den danske hovedstad.

Forretninger var selvfølgelig det første, han tog fat på. Det var ham, der satte penge i "Københavns Plakatsøjler", og som fik koncession den 9. juli 1915. Sammen med racefællen Fürstenberg-Ganetski påbegyndte han samtidig opbygningen af nye handelsforbindelser, til hvilket formål der på Østergade indrettedes et af ham finansieret import- og eksportkontor. Ifølge de informationer, "København" (28. 11.) havde fået, har Parvus under sit første ophold også været inde på tanken om at oprette en egen bank, der skulle finansiere forretninger på Rusland. Han planlagde også, i nærmeste samarbejde med Fürstenberg og en russisk polak Koslovski, udgivelsen af et dansk (tysk)-russisk handelsblad. Denne plan måtte opgives, men derimod grundlagdes et transport- og dampskibsselskab, der senere fik en meget stor betydning, da de store tyske kulleverancer til Danmark satte ind. Her var, så vidt der er fremkommet oplysninger om sagen, Georg Sklarz sammen med Parvus hovedmanden.

Bortset herfra begyndte Parvus også 1915 sit propagandaarbejde, idet han oprettede "Selskabet til Forskning af Krigens sociale Følger". I dette selskabs statutter bestemtes bl.a. i punkt 3: "Hele styrelsen af selskabet beror hos et styrelsesråd". Punkt 4 lød: "Styrelsesrådet sammensættes på følgende måde: selskabets videnskabelige medarbejdere vælger af deres midte 2 medlemmer på 6. måneder, og de udgør sammen med stifteren styrelsesrådet." Endelig blev i punkt 5 fastsat, at alle styrelsesrådets beslutninger skulle være enstemmige, og i punkt 7, at styrelsesrådet kunne udnævne repræsentanter for selskabet i forskellige lande og overdrage dem at repræsentere selskabet. Hvilket arbejde dette selskab, som udelukkende finansieredes af Parvus, har udrettet, er ikke kendt; dog påstår Parvus i sit ofte nævnte forsvarsskrift, at selskabet "i København har samlet et bibliotek, som er tilgængeligt for

153

enhver, der vil arbejde videnskabeligt", og at "selskabets videnskabelige arbejder har skabt det international anseelse", således at dets publikationer skal være blevet citeret af autoritative tidsskrifter i alle de krigsførende lande, såsom England, Rusland, Tyskland, Østrig, osv.

Mere interesse fortjener imidlertid den omfattende transithandel, Parvus i nærmeste samarbejde med Fürstenberg-Ganetski gennemførte fra Tyskland til Rusland, hvorunder jøder benyttede deres tyske forretningsforbindelser til at forsyne en over for Tyskland fjendtlig stat med livsvigtige varer.

Herom bragte "København" (8. 12.) interessante oplysninger, idet der bl.a. bemærkedes, at Fürstenberg — som i mellemtiden på grund af sine lovstridige transaktioner var bleven sat i fængsel og senere udvist — ifølge autentiske meddelelser ligefrem gageredes (lønnedes. Red.) af Parvus for at drive visse forretninger, til hvilke Parvus stillede den fornødne kapital til rådighed. Disse forretninger havde for en væsentlig del bestået i udsmugling af medicinalvarer og lign. af tysk oprindelse via Danmark og Sverige til Rusland. Bladet kommenterer disse oplysninger med følgende ironiske bemærkninger: "Man kan sige derom, hvad man vil, der var dog, ikke sandt, et forsonende patriotisk skær over denne risikable forretning! Thi det russiske røde kors trængte hårdt til disse lægemidler osv. Og de herrer Parvus og Fürstenberg rakte det en hjælpende hånd. Jamen de gjorde det ikke gratis! Hr. Fürstenberg forlangte de blodigste ågerpriser, priser, som selv det nødstedte russiske røde kors vægrede sig ved at betale. Og han tjente store summer til Parvus." Bladet fortsatte: "Forretningen blev opdaget ved, at nogle kufferter med forbudte varer blev beslaglagt i Frederikshavn, hvorfra de skulle sendes til Gøteborg. Det var først umuligt at finde afsenderen; men på grundlag af en gisning og et fjernt indicium, lykkedes det retfærdigheden at få fat i hr. Fürstenberg, som også langt om længe tilstod og tillige indrømmede, at han blev lønnet af Parvus og arbejdede med dennes penge. Der var imidlertid ikke

154

tilstrækkelig grund til at skride ind mod Parvus selv, da Fürstenberg hårdnakket fastholdt, at hans herre ikke havde været vidende om forretningens art! Hr. Fürstenberg fik en stor bøde og blev udvist, medens det betydedes hr. Parvus, at han ville få samme skæbne, hvis hans navn oftere blev truffet i forbindelse med illegitime forretninger."

"København" oplyste endvidere, at Socialdemokratiets ledelse i tide fra rette vedkommende var bleven underrettet om disse forhold, men at man rigtignok samtidig kunne afvise påstanden om, at ministrene Stauning og Borgbjerg skulle have virket for og opnået en lempelig ordning af hr. Fürstenbergs mellemværende med Straffeloven. Denne oprindelig i russiske blade fremsatte påstand havde dog vist sig at være urigtig: — "ret skal være ret", fortsættes der, "disse rygter er misvisende overdrivelser. Fürstenbergs bedrifter var desuden så oplagte, at det første tilløb til en intervention stoppede op ved den første meddelelse om resultaterne af den retslig undersøgelse."

At disse meddelelser var rigtige, har senere til fulde vist sig i undersøgelserne mod Georg Sklarz, som gennemførtes i Berlin. Derved konstateredes, at vældige varemængder under krigen var bleven udsmuglet af riget, og at ved siden af Fürstenberg-Hanutzki (Ganetski) andre "ærbare" købmænd som Mendelssohn, Gurewicz, Lwowicz, Adler, Cohn, Kleymann, Zitron, Senefelder, Mühlhausen, samt en forretningsmand ved navn Henk, selve Scheidemanns svigersøn, var deltagere i denne transithandel. Sendingerne gik over Frederikshavn-Gøteborg. Ifølge optegnelserne i Sklarz-akterne blev der bl.a. ad denne vej sendt ud af Tyskland med Rusland som bestemmelsesland:

Men der kan gives yderligere oplysninger om disse smarte forretningsfolks transaktioner. 1915 oprettedes som nævnt Handels- og Eksportkompagniet A/S, som 1917 havde en aktiekapital på 80.000 kr. I bestyrelsen sad østjøden Fürstenberg som formand, desuden grossererne V. P. A. Lemche og Chaim Witkin. Fürstenberg var tillige prokurist i foretagendet. Forretningslokalerne lå 1917 Nørrevoldgade 15; telegramadressen var Kopenester. Navnlig dette firma besørgede de krigsvigtige leverancer til Rusland. Da det tyske folk i sommeren 1916 måtte nøjes med at spise kålrabi, sendte Kopenester 80 millioner stk. bouillon, hvis analyse udviste en høj fedtprocent, fra Tyskland til Rusland. Juni 1916 var store mængder skosøm gået samme vej, og i august s.å. fulgte to vognladninger saltsyre. I en periode, hvor klædemangelen allerede gjorde sig meget stærkt gældende i Tyskland, sendtes — alt endnu i året 1916 — masser af strømper og handsker, klædnings-, kåbe- og buksestoffer til Rusland. Derfor gav Kopenester i en telegrafisk ordre udtrykkelig anvisning om at forsyne sendingen med en neutral stats påskrift: "Ohne deutsche Aufschrift; neutral verpackt", men i en ordre bemærkedes udtrykkeligt, at partiet var solgt til Petersburg. Alt taler for, at ved denne transithandel også andre lande end Rusland er blevet forsynet med varer, som har været af

156

livsvigtig betydning for det tyske folks ernæring og underhold. Allerede i november 1915 begyndte det nævnte firma desuden med eksporten af medicinalvarer og artikler til sygebehandling, hvorved alt kunne gå med ind i omsætningen, lige fra fluefangere og hårklipningsmaskiner til det smertedulmende morfin. Da Kopenester 1916 meddelte sine forretningsforbindelser, at man var villig til at købe alt, hvad der kunne bruges i Rusland, blev alle mulige varer leveret, deriblandt endog dieselmotorer!

Man bør her lægge mærke til, at denne trafik med udsmugling af varer fra Tyskland påbegyndtes allerede i efteråret 1915, og at det ved denne transithandel til dels drejede sig om meget store vareforsendelser, hvis transport må have gjort indsættelse af hele vognstammer fornøden. Når det så endvidere kan slås fast, at alle disse varer er blevet solgt til ågerpriser, kan man forestille sig, at alene denne gren af Parvus’ talrige foretagender må have afkastet mægtige avancer.*

Helt uden myndighedernes indgriben kunne denne transithandel dog ikke gennemføres. Adskillige af disse pågående handelsmænd måtte stifte bekendtskab med assessor Thorups særdomstol for klausulbrydere, kædehandlere osv. Allerede i januar 1917 ramtes Jacob Fürstenberg af Nemesis, idet han for udsmugling af morfinsprøjter, Salvarsan og deslige fik en bøde på 10.000 kr. og blev udvist af landet. Samtidig blev to andre russiske opkøbere dømt for samme art forseelser: Stanislaus Zarnowski til 10.000 kr. og SuszKiewitz til ...

157

... 1000 kr. i bøde, og begge udvistes. I den store klausulsag mod apotekerne J. V. Trojel og Victor Hans Meyer fra Det kongelige Vajsenhus’ tidligere tilhørende apotek, i hvilken medicinalvarer, som var behæftet med tysk klausul, gennem mellemmænd, grossererne Eschricht, Bäncke og Menck, var bleven solgt videre til udenlandske opkøbere, spillede også visse jøder en større rolle. Således fandtes blandt de russiske opkøbere mænd som Auerbach, George Cohn og Ginsbury. Dommen i sagen faldt den 10. marts 1917. Ginsbury (alias læge Gänsburg) var i øvrigt 1916–17 så at sige Fürstenbergs afløser og stod ved udsmuglingen af medicinalvarer i samarbejde med grosserer Egelund, som af Thorup 1917 blev idømt en bøde på 15.000 kr. og 1919 forgæves forsøgte at opnå en ændring af dommen.*

Den 5. 12. 1917 gjorde "København" desuden opmærksom på den særlige interesse, Parvus viste for opkøbet af russiske Rubler. Dette opkøb foretoges i samarbejde ikke blot med danske, men også med udenlandske personer; når papirrublen til tider var blevet så stærkt jobbet op, kunne det måske forklares ved, at der fandt et stort forbrug af russiske pengemidler sted i egnene bagved den tyske østfront, hvor de af tyskerne (som ifølge denne fremstilling fik de russiske pengemidler tilført gennem jødiske mellemmænd) blev afsat til pari. Udbuddet af denne valuta bestemtes i øvrigt uden tvivl også ved, at Rubler ikke mere kunne udføres over den russiske grænse på legitim vis. Bladet gjorde endvidere gældende, at andre fremgangsmåder rigtignok også lod sig anvende, navnlig ved den finske grænse, og at det på denne måde kunne forklares, at der fandtes så mange Rubler i København. Hvortil bemærkes: "Blandt opkøberne er et vekselererfirma, med hvis chef "Parvus" stadig har stået i nær forbindelse, og hvis socialistiske referencer er af fineste slags".

Herved tænktes på den meget fremtrædende

158

socialdemokratiske borgerrepræsentant, heljøden Aron F. Lamm, indehaver af vekselererfirmaet M. H. Cohen & Lamm, som ganske rigtigt var Parvus’ nærmeste bankforbindelse. Afsluttende konstateres det så endnu engang, "at disse opkøb foretages for tysk regning eller med salg i Tyskland som formål, at man finder notoriske Rubel-opkøbere blandt "Parvus" nærmeste forbindelser, og at disse forbindelser har en udpræget socialistisk partifarve".

Transithandelen og spekulationen i russiske Rubler lå altså under krigen hovedsagelig i polske og russiske jøders hænder. Disse smarte forretningsmænd havde en slags central i Paladshotellets vestibule, som af denne grund også af L. V. Birck i hans rigsdagstale den 17. 6. 1919 betegnedes som Helvedes forgård.* Det var det værste udskud af galiciske (tidl. Østrig-Ungarsk, tidvis polsk provins, nu Buchach i Ukraine. Red.) ghettojøder, som var deltagere i dette spil om varer og valutaer, og det var dette rakkerpak, der for en tid satte præg på hovedstadens gadeliv omkring Rådhuspladsen.** En lille nydelig skildring af disse samfundets snyltere, som således hørte til Parvus’, Fürstenberg-Ganetskis, Lamms og konsorters nærmeste forretningsvenner, gives i "E. H. Magazinet"s december-nummer 1916, hvor Jens Locher bl.a. fortæller følgende om "Københavnske Krigsprofiler":

"Jøden fra Lodz. Spionen. Den internationale dame. Det er de tre skarpe profiler, vi atter og atter møder blandt de nye, fremmede ansigter, der er dukket op på strøget og i cafeerne siden den skæbnesvangre 1. august 1914.

Da V. Mackensen stod 25 km fra den gode polske by Lodz, og de tyske granater allerede begyndte deres påtrængende illumination af horisonten, sagde Moses og Aron og Jacob adieu til vekselerer-boden, guldsmedeforretningen og lagret med de færdige herreklæder og drog med sin tro hustru og sit frugtbare afkom til den fjerne by København, om hvilken sære tidender var nået til Lodz. Det hed sig, at byen flød med ...

Københavnske Krigsprofiler.
Satire efter E. H. Magazinet, Decbr. 1916.
 

Fridthjof Nansen opdager — Polen!
Satire efter "Svikmøllen 1915".

159

... mælk og honning, og at kurser og priser steg og steg evindeligt på en gylden Jacobsstige helt op i den syvende himmel.

Og hverken Moses, Aron eller Jacob er blevet skuffede. Se på dem, når de hver dag præcis klokken 12 mødes med de andre Lodz’ere på Rådhuspladsen. De fiffige ansigter med de pompøse skæg glinser af tilfredshed med tilværelsen. Som et særligt udtryk for deres inderlige glæde har de iført sig det mest højrøstede tøj, byen overhovedet ejer.

Skrigende farver af alle kalibre. Cremefarvede velourhatte, knaldrøde slips, blommefarvede ulstre, græsgrønne habitter og lynende lakstøvler med kanelbrune gamacher. Og glem så ikke at lægge mærke til den lille udvækst i farvepragten — der hvor tegnebogen skal sidde. Hvordan de har skaffet sig al denne pragt? Spørg mig ikke — krigen ejer ikke en chance (mulighed. Red.): gullasch, hausse, valuta-spekulation og import inklusive, som de glade Lodz’ere ikke har fæstet deres grådige munde på og suget ud til sidste gyldne dråbe. Og d’hrr. har meget fine næser. Det sker aldrig, at de sætter munden over en tom åre.

Er det da så underligt, at de er glade, og at de ikke agter at forlade Det Forjættede Land, så længe krigen endnu giver solskin til en eneste drue på spekulationens grønne stok? De har opslået deres pauluner her — de og deres frugtbare afkom, og de er kloge nok til ikke at kny, når de københavnske værter skærer små strimler af deres velnærede hud. De ønsker ikke at abonnere på de kommunale klasseværelser og barakker. Det lader de de indfødte om.

Lodz-kolonien gør ingen røverkule af sit hjerte. Dens medlemmer flokkes dristigt på Rådhuspladsen og lægger utvungent og absolut ikke stiltiende beslag på store brøkdele af vore mondæne cafeer. Jøden fra Lodz, viser os sin profil i fuld belysning."*

160

I forsvarsskriftet, i hvilket Parvus behandler alle mulige angreb, som rettedes mod ham, og i hvilket han går voldsomt i rette med sine modstandere, ikke mindst med bladet "København", nævnes ikke med et eneste ord hverken de ovenomtalte smugleraffærer eller Rubel-spekulationen, en spekulation, der senere viste sig at have forvoldt landet mægtige milliontab.* Der var altså alligevel ting, den ellers så dristige mand helst ikke ville drøfte.

Så ubehagelige de ovenfor behandlede spørgsmål nu var for Parvus, var det dog værst, at sagen vedrørende det socialdemokratiske kulkontors forretninger blev sat på dagsordenen af Witzanskys "København". Thi det var denne sag, der vakte allerstørst opmærksomhed i den danske offentlighed, ikke mindst i provinsen, og fremkaldte en diskussion, hvis efterdønninger strakte sig til langt ind i efterkrigstiden. Thi specielt i denne sag ydede Parvus sit mesterstykke i kapitalistisk udbytning og viste, hvordan politiske forbindelser kunne udnyttes til varetagelse af rent egoistiske formål og — i politiske øjemed. Her viste han sine særlige evner i at lave sort til hvidt, og i at misbruge sine medmenneskers godtroenhed til en ligefrem djævelsk kapitalplyndring, medens hans medhjælpere selvfølgelig satte alt ind på at bortdisputere de mest forvorpne spekulationer og transaktioner og at give dem udseende af at være beviser på ædel social dåd. Parvus siger selv etsteds i sit forsvarsskrift: "Da verdenskrigen begyndte, lå vejen til kapitalistisk ophobning pludselig vidt åben for mig." Herved tænkte han naturligvis i første række på de talrige guldmillioner, han tjente ved sine leverancer af kul til det socialdemokratiske kulkontor i København. Men skam få den, som tror, at de danske socialdemokrater nogensinde selv har indrømmet denne sags sande sammenhæng.

*) Jvf. Bircks beregninger nedenfor s. 414.

161

I "Registrerings Tidende for Aktieselskaber", udgivet på foranstaltning af Handelsministeriet, årg. 1918, står på s. 238 følgende:

Register-nummer 746:. Arbejdernes Fællesorganisations Brændselsforretning, aktieselskab, hvis formål er handel en gros og en detail med kul, koks og briketter samt andet brændselsmateriale, o.l. virksomhed. Selskabet har hovedkontor i København; dets vedtægter er af 13. juni 1916 med ændringer, senest af 27. december 1917. Den tegnede aktiekapital udgør 25.000 kr., fordelt i aktier på 100 kr. Aktietegningen er ophørt; aktiekapitalen er fuldt indbetalt. Hver aktie giver 1 stemme, dog kan ingen aktionær afgive mere end 5 stemmer. aktierne skal lyde på navn og skal noteres. Aktionærer kan ifølge nærmere i vedtægternes § 5 indeholdte regler kun sådanne arbejdsorganisationer være, der er medlemmer af Arbejdernes Fællesorganisation i København eller som har erholdt samtykke dertil fra repræsentantskabet. Ophører nogen organisation at tilhøre Arbejdernes Fællesorganisation i København eller sker der udlæg i eller rettes anden retsforfølgning mod en aktie, kan repræsentantskabet fordre indløsning af aktien mod udbetaling af dens pålydende. Transport og anden overgang af retten til en aktie kan kun ske med repræsentantskabets samtykke. Bekendtgørelse til aktionærer sker i "Social-Demokraten". Bestyrelse: Formand Karl Frederik Madsen, Elmegade 2, direktør Karl Johan-Kristian Kiefer, Stefansgade 14, hovedkasserer Anton Emanuel Svendsen, Jens Juelsgade 14 og bestyrer Valdemar Georg Alexander Walther, Hillerødgade 30, alle af København. Direktør: nævnte K. J. Kiefer. Selskabet tegnes af 3 medlemmer af bestyrelsen i forening, ved afhændelse og pantsætning af fast ejendom af den samlede bestyrelse. Prokura er meddelt direktøren i forbindelse med et af bestyrelsens medlemmer. (Selskabet var tidligere meldt til Handelsregistret i København.)

Så uskyldigt ser altså foretagendet ud, når man slår efter i Aktieselskabsregistret. Men historien viser, at det her i realiteten drejer sig om en forretning af særegen beskaffenhed, ikke blot, fordi rent socialdemokratisk prægede fagforeninger stod som dets indehavere, men navnlig fordi det kunne sikre sine interessenter uhyrlige millionoverskud, uden at det derved

162

nogensinde, over for vide befolkningskredse, mistede udseendet af at være et udpræget socialt, om ikke rent filantropisk foretagende.

Den socialdemokratiske brændselsforretnings historie begyndte med, at Parvus, omendskønt han selv aldrig havde haft med kulhandel at gøre og ikke havde gnist af sagkundskab på dette område, så vidt vides allerede i begyndelsen af 1915 fik lov til at eksportere tyske kul til Danmark. Dette skete trods skarpeste modstand fra det tyske kulsyndikats side, hvis monopol i dette ene tilfælde blev brudt til gunst for Alexander Helphand Parvus, formentlig under tilskyndelse, i det mindste med billigelse, af det tyske erhvervslivs daværende diktator Walther Rathenau. Parvus har altså — under forhold, som endnu ikke er klarlagt — allerede i krigens første periode tiltvunget sig en særrettighed, som han siden forstod kraftigt at udnytte, således at han til sidst overtog ikke mindre end godt to tredjedele af de tyske, kulleverancer til Danmark. Og Parvus kunne på samme måde gennemtrumfe, at hans politiske meningsfæller i Danmark, dvs. Socialdemokratiet og fagforeningerne, fik aftagermonopolet på de af ham leverede kul. At han i disse bestræbelser tillige fik sine racefællers og deres nærmeste venners særlige understøttelse må vel anses som en selvfølge. Daværende statsminister Zahle gik ved given lejlighed med lidenskab ind for det af Socialdemokratiet med Parvus trufne arrangement, finansministeren Edvard Brandes fremmede det, og hovedmanden for finansieringen af denne mægtige import var selvfølgelig atter en jøde, direktør Aron Frederik Lamm, dengang formand for Revisionsbankens bankråd.

Det socialdemokratiske kulforetagende var født i dølgsmål, og det skulle dø i skam. Det var også straks fra starten af et alvorligt stridens emne, den stadige forargelsens kilde. Da kampen om Arbejdernes Kulkontor stod på det højeste, forsøgte statsminister C. Th. Zahle i en valgtale, som han den 10. februar 1918 holdt i Ringsted, at påvise, at det var det

163

tyske kulsyndikat, der i begyndelsen selv var interesseret i at sikre sig en forsvarlig fordeling af eksportvaren i Danmark og af denne grund så sig foranlediget til at fravige den gængse ordning af eksporten. Ordret erklærede han, at det var "også af økonomiske og ikke af politiske grunde, at en del af kultilførslen overdroges til Arbejdernes Brændselsforretning. De tyske eksportører savnede nemlig fordelingsagenter for deres varer i Danmark, og de måtte bestræbe sig for at overvinde denne vanskelighed. De tyske eksportører kunne ikke henvende sig til de almindelige kulhandlere, da disse var forhindrede i at forhandle tyske kul." På denne måde mente Zahle altså at kunne forklare, hvorfor de tyske eksportører var bleven udelukket fra at levere til Arbejdernes Brændselsforretning, medens han ikke med en stavelse forklarer, hvorfor Parvus skulle være så meget bedre egnet til at skaffe de fornødne fordelingsagenter i Danmark og i denne henseende have bedre forudsætninger end landets erfarne kulimportører. Ja, Zahle nævner end ikke Parvus med så meget som blot et eneste ord. At argumentationen i øvrigt var i bund og grund forløjet, kunne "København" straks påvise, idet det fremhævedes, at kulforretningen ifølge den redegørelse, "Social-Demokraten" publicerede den 19. december 1917, oprindelig fik sin direkte udførselstilladelse annulleret, fordi danske og tyske kapitalister i forening krævede, at importen skulle gå gennem en dansk kulimportør, til hvilken kulforretningen skulle svare en lille afgift. Nej, erklærer det socialdemokratiske hovedorgan, denne ordning kunne de herrer importører naturligvis ikke gå med til, og bringer hertil følgende begrundelse: "Da der ikke var spor af mening i en sådan komedie, og da arbejderne ikke har grund eller råd til at øve godgørenhed over for kulimportørerne, afsluttedes den oprindelige virksomhed, regnskab aflagdes for fællesorganisationen og i juni 1916 besluttedes oprettelsen af et handelsselskab, der var en nødvendighed for at undgå udredelsen af tribut til danske kulfirmaer ... arbejdernes brændselsforretning

164

optog forhandlinger såvel med kulgrubernes forretningsledere som med de tyske regerings-myndigheder og overvandt heldigt de kapitalistiske intriger, som allerede dengang var særdeles tydelige." I fortsættelse hertil bemærkede "Social-Demokraten" af 20. december 1917, at dr. Helphand "som den indflydelsesrige partifælle, han er, medvirkede til, at de tyske fagforeninger brugte deres indflydelse til at overvinde tyske kapitalisters og autoriteters uvilje mod at sælge til et dansk arbejderselskab". Kraftigere kunne statsministerens påstande sandelig ikke føres ad absurdum. Men allerede selve denne kontrovers viste tillige, at der var noget råddent i sagen. I anledning af statsminister Zahles tale stilledes tillige det spørgsmål til diskussion, hvorvidt politiske momenter kunne have været bestemmende for den trufne ordning. Også herom gav "Social-Demokraten" (dvs. Folketingsmand Borgbjerg) allerede den 19. december en forklaring, som ikke var til at misforstå, idet der bemærkedes: "At de tyske myndigheder også tillagde en sådan virksomhed (Brændselsforretningen), til hvilken de altså bidrog, politisk betydning, er muligt, men hovedsagen for det danske folk var at få brændsel ..."

Hvoraf kan sluttes, at Parvus uden tvivl har benyttet sig af politiske argumenter over for tyske myndigheder for at få overdraget særretten til at levere kul til det socialdemokratiske kulkontor i København udenom de ellers berettigede tyske eksportører. For jøden gik altså i denne sag politik og gesjæft hånd i hånd.

I selve statutterne for Arbejdernes Brændselsforretning var der, som den ovenfor gengivne meddelelse i Registrerings Tidende viser, draget grundig omsorg for, at foretagendet under alle omstændigheder forblev under partiets kontrol, og at det i foretagendet opnåede overskud kun kom specielle partiformål til gode. I bestyrelsen blev kun gode mænd af Arbejdernes Fællesorganisations bestyrelse valgt, således formanden for De samvirkende Fagforbund Carl F. Madsen,

165

sekretæren i fællesorganisationen Karl Kiefer, forretningsføreren for socialdemokratisk forbund Thorvald Stauning, hovedkassereren for de samvirkende fagforeninger E. Svendsen osv. Det blev senere bekendt, at 150–200 københavnske fagforeninger, som stod i fællesorganisationen, var aktionærer i foretagendet. "København" kunne imidlertid den 15. 12. 1917 meddele, at en enkelt mindre københavnsk fagforening ejede aktier for 1.000 kr., altså 1/25 af aktiekapitalen, og at der kun var bleven 10.000 kr. indbetalt, hvorefter det gennemsnitlige bidrag af fagforeningerne kun beløb sig til omkring 50 kr. Med en sådan ringe aktiekapital klarede man en forretning, der i løbet af et årstid havde en omsætning på mangfoldige og en fortjeneste af adskillige millioner kroner. Ejendommeligt ved dette selskab var det også, at den engang dannede kreds af interessenter ifølge statutternes bestemmelser var ubrydelig, medens der på den anden side ikke fandtes nogen bestemmelse, som hindrede at aktierne ejedes af privatmænd. Selv om det nu hævdedes, at ingen private personer havde aktier, kunne der dog — mente bladet "København" — næres tvivl i så henseende, da der i denne sag jo allerede var bleven påstået ét og andet, som siden havde vist sig ikke at være rigtigt. Således stod der i "Social-Demokraten" af 16. juni 1917 at læse om minister Stauning:

"Han har ikke under nogen som helst form fået en eneste øre af den omtalte brændselsforretning, hverken som løn, udbytte eller tantieme, og han skal heller ikke senere have nogen udbetaling. Han er næstformand for Arbejdernes Fællesorganisation, men Brændselsforretningen som sådan er et selvstændigt selskab, i hvis bestyrelse Stauning ikke har sæde og heller ikke har haft sæde."

"København" konstaterer hertil, at denne fremstilling i det mindste for det sidste punkts vedkommende indeholdt en dundrende løgn, da det af den anmeldelsen til Firmaregistret vedlagte udskrift af selskabets forhandlingsprotokol fremgik, at Stauning var bleven valgt ind i bestyrelsen.

166

Hvad nu angår finansieringen af det socialdemokratiske forretningsforetagende, har vekselerer A. F. Lamm i sit i 1928 udgivne skrift "Erindringer og Tanker" givet nogle meget værdifulde oplysninger. Han fortæller, at det var ham, der som formand for Revisionsbankens bankråd fik lejlighed til på afgørende måde at støtte det af fagforeningerne oprettede importforetagende. Den første tilskyndelse i sagen havde han en skønne dag fået af Karl Kiefer, som havde afsluttet store kontrakter om leverancer af tyske kul og koks på meget fordelagtige betingelser og nu ønskede, at Revisionsbanken skulle finansiere denne sag. Lamm var for sit vedkommende gerne rede til at støtte forretningen. Han erklærer, at brændselsmaterialet ifølge de af Kiefer givne oplysninger kunne leveres langt billigere til aftagerne i København, end andre kunne købe det i Tyskland, for ikke at tale om de stigende priser på Englands kulleverancer. Kiefers tanke var herefter, "at købe kul og koks, der dengang ville komme til at koste her på pladsen 3 kr. pr. hektoliter koks og derefter sælge igen til befolkningen, vel i første række til arbejderorganisationernes medlemmer til en pris af 2 3/4 kroner, idet Københavns kommune som en dyrtidsforanstaltning skulle betale differencen 25 øre pr. hl." Lamm bemærker derefter, at Revisionsbanken overtog finansieringen af den omhandlede import, efter at de socialdemokratiske kommunalrepræsentanter Chr. Christiansen og Carl Becker havde lovet at støtte den Kiefer’ske plan. Disse forhandlinger må have fundet sted før juni 1916, da det i sammenhæng hermed konstateres, at arbejderorganisationerne nu overtog hele det nydannede selskab "Arbejdernes Brændselsforretning"s aktiekapital på 25.000 kroner, og at importen derefter kom i gang på sædvanlig forretningsmæssig måde. Lamm skal først senere have erfaret, at "den mand, der havde fået Kiefer ind på planen og også senere interesserede sig derfor var dr. Helphand, en rigmand, der vistnok (!) var kommunist og måske (!) virkede for politiske interesser" og bemærker ...

Dr. Alexander Helphand (Parvus).

Født 1867 i Beresin (Rusland), død 1924 i Berlin.
 

A. F. Lamm. Vekselerer. Født 3. 5. 1856 Kbh., død 7. 4. 1928 s.st.	Svend Trier. Socialøkonom. Født 8. 6. 1877 Kbh., død 27. 11. 1931 s.st.
Arbejdernes Brændselsforretnings lagerplads med kæmpekran.

167

... derefter, at "denne dr. Helphand dog ydede landet en meget betydelig tjeneste, som man herhjemme ingen som helst grund havde til at beklage sig over". Lamm skal i øvrigt kun én gang være truffet sammen med denne landets velgører. Når han herved søger at fremkalde det indtryk, at han ikke kendte nærmere til denne fremmede konspirators politiske bestræbelser, lyder det unægtelig ejendommeligt, når man ved, at Parvus ikke mindst var bleven kendt i landet ved sine politiske skrifter og havde drevet en propaganda, der næppe kan være blevet en så fremtrædende socialdemokrat og så ivrig tilhænger af Karl Marx og Ferdinand Lassalles ideer som, A. F. Lamm ubekendt.

Lamm beretter ydermere om en anden episode i Brændselsforretningens historie, som fortjener nærmere undersøgelse.

Han fortæller, at Arbejdernes Kulkontor efter blokade-erklæringen af 31. januar 1917 praktisk talt var i stand til at importere så store mængder kul, som det ønskede, når blot pengene til indkøbet kunne skaffes. Derfor havde han selv også glædet mange privatpersoner med i den værste tid at skaffe dem kul og koks og bl.a. foranlediget Frederiksholms Tegl- og Kalkværkers direktør til at hjælpe sig på denne måde. Endelig var også trafikminister Hassing Jørgensen bragt til den erkendelse, at det var hensigtsmæssigt at sikre statsbanerne kul på denne måde, og derved kom en stor handel med Staten i stand! Staten købte ikke mindre end 90.000 tons brændselsmateriale. Men gennemførelsen af denne forretning stødte på særlig store vanskeligheder. Således havde England i løbet af 1916 rørt på sig. Man truede f.eks. bykommunerne, som viste sig villige til at aftage tyske kul, med en fuldstændig standsning af de engelske leverancer og tillige forsøgte man på alle mulige andre måder at forhindre forbruget af tyske kul. Skibene, der sejlede på England, kunne kun under særligt strenge betingelser få engelsk bunkerkul. Forså vidt de brugte tyske kul, truedes der med beslaglæggelse af deres kulforråd. Under disse forhold var Revisionsbanken

168

betænkelig ved at stille 1 mil. kr. til rådighed til opkøb af 90.000 tons til Staten, så længe Finansministeriets udbetalingsordre til Nationalbanken ikke var i orden, til trods for, at ikke blot trafikministeren, men også finansminister Brandes og udenrigsminister Munch havde givet tilsagn om, at ordren ville blive effektueret. Brændselsforretningen kom derved i en ikke ringe forlegenhed, og det er formodentlig ved denne lejlighed, at Parvus for nogle dage måtte springe ind med en kredit på 1 mil. kr. for at forhindre, at denne import gik i stå. Men til sidst blev knuden løst. Lamm fortæller, at han til slut, da den endelige afgørelse havde ladet vente på sig i måneder, og da kalamiteten var på sit højeste, selv besøgte departementschefen i Finansministeriet og efter adskillige forhandlinger med forskellige embedsmænd opnåede, at udbetalingsordren udgik, inden han forlod ministerialbygningen.

Hvor vanskelig stillingen for den socialdemokratiske importforretning i perioden før blokadeerklæringen var, fremgår af Parvus’ skrift: "I Kamp for Sandheden", hvor han bl.a. beretter, at i oktober og november 1916, under den engelske boykot, der kraftigt støttedes af de danske private kulimportører samt det danske arbejdsgiverforbund, var Københavns red overfyldt af dampere, som havde bragt kul til fagforeningerne og nu ventede på deres losning. "Lagerpladserne i København var fyldt til randen med kul, medens det i provinsen var umuligt for fagforeningernes kulkontor at få lagerpladser. Der måtte betales hundredtusinder i konventionalbøder for overskridelse af dampernes losningsfrist. Man kunne ikke få solgt kullene og måtte indskrænke sig til at aftage halvdelen. Fagforeningerne havde 200.000 tons på lager, så at bladene kunne gøre sig lystige over Københavns "sorte bjerge". Situationen var overordentlig kritisk." Værre blev det deraf, at Kulkontoret netop i dette øjeblik var ude for, at det ikke kunne få bankkredit. I denne situation opnåedes der imidlertid, at A. F. Lamm som ovenfor skildret

169

rakte de nødstedte socialdemokratiske storspekulanter og sin formående racefælle Helphand en hjælpende hånd. Et held også, at Tyskland den 31. januar 1917 erklærede den uindskrænkede undervandsbådskrig, da Brændselsforretningen ellers simpelthen ville være brændt inde med de opstablede varer og derved ganske eftertrykkelig ville have brændt fingrene.

Efter at bladet "København" næsten dag for dag i et par uger havde beskæftiget sig med Parvus’ mystiske politiske konspirationer og gang på gang havde peget på den ejendommelige stilling, det danske socialdemokratis ledende mænd indtog over for den russiske bolsjevismes blodregimente, satte kritikken endelig i de første decemberdage i 1917 ind mod selve Arbejdernes Brændselsforretning A/S. "Social-Demokraten" tav. Ikke med en stavelse gik bladet ind på de hårde angreb, der rettedes mod partiet, ej heller efter at "Vort Land", redaktør Erik Hansens "Kolding Avis" og andre provinsblade havde begyndt at stille nærgående spørgsmål. "Social-Demokraten" bevarede hårdnakket tavshed i ugevis. Og navnet Parvus blev aldrig nævnt.

Men omsider så man sig dog fra socialdemokratisk side nødsaget til at give svar. Det skete på den højst ejendommelige måde, at der i huj og hast, med blot en dags varsel, blev indkaldt en såkaldt "generalforsamling" i Arbejdernes Fællesorganisations Brændselsforretning til den 10. december 1917. I referatet om dette fællesmøde, til hvilket bestyrelserne for fagforeningerne var indbudt, bemærker "Social-Demokraten" dagen efter mødet, at fællesorganisationens sekretær Karl Kiefer havde aflagt beretning om Kulkontorets virksomhed, dens fremgang osv., hvorved understregedes, at de indførte kul, koks og briketter fordeltes til de forskellige virksomheder efter anvisning af Statens Kulfordelingsudvalg. Til befolkningens forbrug skete fordelingen gennem kommunerne, der ved hjælp af Dyrtidsloven kunne sælge under indkøbsprisen.

170

Det var alt, hvad mødets deltagere fik at vide. Regnskab blev ikke aflagt. Derimod blev det i den påfølgende diskussion skarpt fordømt, at den såkaldte chauvinistpresse havde rejst en kamp "mod dette landsgavnlige arbejderforetagende, der har frelst tusinder af arbejdere fra arbejdsløshed og holdt mangfoldige virksomheder i gang, som ellers for længst ville være standsede." "Dette er", fortsætter bladet, "nået i kraft af de danske arbejderes gode internationale forbindelser, solide organisationer og en dygtig administration". Man søgte derefter at forklare de angreb, der blev rettet mod Kulkontoret, på den ene side med den utilfredshed, der herskede inden for de danske importørers og grossereres kredse, som så deres hidtidige monopolstilling truet, på den anden side med utilfredshed hos de tilsvarende udenlandske interessenter, som gerne ville have hele kulimporten til Danmark i deres hånd, for på denne måde at kunne opnå indflydelse på landets politik og derved hindre Danmark i at bevare sin handelsmæssige og politiske neutralitet. I sammenhæng hermed tilkendegav forsamlingen, at Socialdemokratiet nu — uden tvivl efter Parvus’ tilskyndelse — ønskede yderligere indflydelse på ordningen af eksport- og importforholdene, efter at man fra chauvinistisk side "var kommet til at afsløre, at de danske erhvervs forhandlere med udlandet har benyttet lejligheden til at opfordre Tyskland til at boykotte Arbejdernes Brændselsforretning, mod til gengæld at være villig til at byde Tyskland indrømmelser på dansk erhvervslivs bekostning". I erkendelsen af, at angrebet var den bedste parade, krævede fagforeningernes bestyrelsers fællesmøde dernæst, at man ville have nærmere indseende med alle Statens forhandlinger vedrørende handelsaftaler, så de ikke mere udelukkende lå i storkapitalisters som Foss’ og Ballins hånd, at der skulle sættes alt ind på at dæmme op for den overhåndtagende tendens til monopoldannelser — ringe, karteller og truster — og at storkapitalismen navnlig skulle hindres i "at konspirere med en fremmed stat og dens kapitalister

171

til skade for den danske arbejderklasse og hele det danske folk". (Alle de fremhævede perioder trykte med fedt i "Social-Demokraten".)

Denne diskussion mundede ud i en resolution med følgende ordlyd:

"Idet fællesmødet udtaler sin anerkendelse af repræsentantskabets virksomhed og tilsiger sin støtte til den kommende tids arbejde og kamp, opfordres arbejderpartiets faglige og politiske ledelse til at sætte al kraft ind på, at den danske arbejderstand gennem dens faglige og økonomiske organisationer kommer til at deltage i de forhandlinger, der føres med udlandet om Danmarks erhvervsinteresser under krigen."

Derhos bemærkes, at denne resolution straks vil blive behandlet i De samvirkende Fagforbunds forretningsudvalg og i Socialdemokratiets rigsdagsgruppe, og at der derpå vil ske en henvendelse til Regeringen om sagens gennemførelse. Der står nu — bemærkes der til slut — direkte repræsentanter for 100.000 danske arbejdere bag dette krav. Husmændenes foreninger havde stadig været med i landbrugets forhandlinger. Nu ville arbejdernes organisationer kræve at komme med i de forhandlinger, industrien, handelen og skibsfarten førte med den danske regering og udlandet. Derefter fører det socialdemokratiske organ (den 12. december 1917) endnu et drabeligt forsvar for fagforeningernes importforretning i artiklen: "Kapitalismens sidste Selvafsløring", i hvilket der bl.a. gøres gældende, at det så lidenskabeligt omstridte kooperative foretagende jo ikke havde andet formål end at sikre folkets, ikke blot arbejdernes, men også middelstandens interesser mod kapitalistklikens udbytningsmetoder. Modstandernes forargelse, ja raseri, kunne blot forklares ved, at arbejderne her havde forsøgt at trænge ind i det moderne

172

samfunds livsnerve, kullene, og derved overtog et nyt og overordentlig betydeligt felt inden for produktion og omsætning. Thi selvfølgelig måtte de erkende, at den dag, da arbejdet og dets administration og organisation var i arbejdernes egne hænder, da ville socialismen være virkeliggjort. "Da", erklærer "Social-Demokraten", "kommer verden — efter vore begreber — på ret køl." Dette politiske formål svarede i øvrigt også nøje til den politik, bolsjevismen var inde på, den politik, der i første række havde til formål at sikre arbejderne kontrol med industri og handel; det var ikke hele socialismen, men dog et stykke af vejen derhen. Og så lader bladet med rene ord forstå, hvad der er tilsigtet, idet der bemærkes:

"Det er for Ruslands vedkommende et ideal, der alene ved sin opstilling virker begejstrende og samlende og derigennem fremmaner sin egen virkeliggørelse, men hvis praktiske gennemførelse forudsætter en velorganiseret, vel oplyst, moden og dygtig arbejderklasse. Gennem 30–40 års fagligt, kooperativt og politisk arbejde er vi her i Danmark nået dertil, at arbejderne har en vis kontrol, en vis medbestemmelsesret i industrien. Men vi skal videre ad denne vej, og nu har arbejderne på fællesorganisationens generalforsamling i forgårs vedtaget, at de også vil have hånd i hanke med de internationale forhandlinger, der føres på industriens vegne. Danske kapitalisters sidste skandaløse forsøg på sammensværgelse med tyske kapitalister og tysk statsmagt imod danske arbejder- og samfundsinteresser har bragt arbejderne til klar bevidsthed om, at de må have foden inden for overalt, hvor det er muligt."

Det var Parvus’ paroler fra først til sidst. Ja, Borgbjerg er jo netop inde på de betragtninger, Parvus gang på gang havde udviklet i sine teoretiske undersøgelser over marxismen,

173

og når der her fra Socialdemokratiets side kræves større indflydelse på landets handel og industri, sker det denne gang ikke blot til fremme af partiets og hr. Parvus’ forretningsmæssige interesser, men samtidigt til fremme af de revolutionære formål, Parvus i sine talrige skrifter på tysk og dansk havde prædiket for det tyske og det danske socialdemokrati. Her går "Social-Demokraten" endog så vidt i sin lydighed over for Parvus, at det for en stund på godt og ondt sværger til selve bolsjevismens paroler og først opgiver denne holdning, da Parvus siger sig løs fordi Lenin ikke ville lade ham vende tilbage til Rusland. Parvus forfulgte, som det her viser sig, ganske åbenlyst den plan med det af ham skabte socialdemokratiske kulforetagende at gribe ind i Danmarks indre forhold og at fremme socialiseringen ved at hjælpe Socialdemokratiet til at få foden inden for overalt, hvor det var muligt!

Dog disse bestræbelser stødte i denne omgang på en meget kraftig modstand. Omgående gav først Erhvervenes Fællesudvalg gennem Ritzaus Bureau et meget eftertrykkeligt gensvar, idet der erklæredes:

"I anledning af det i Socialdemokraten for den 11. ds. fremkomne referat fra generalforsamlingen i Arbejdernes Fællesorganisations Brændselsforretning, ifølge hvilken "de danske erhvervs forhandlere med udlandet har benyttet lejligheden til at boykotte Arbejdernes Brændselsforretning, til gengæld var man villig til at byde Tyskland indrømmelser på dansk erhvervslivs bekostning!", skal Erhvervenes Fællesudvalg herved erklære den således fremsatte påstand at være i fuldkommen modstrid med sandheden. Naturligvis kan erhvervene og da ganske særligt industrien ikke med glæde se en ordning, der har tilladt og fremdeles tillader arbejderorganisationerne at indkassere en endog meget betydelig fortjeneste på leveringen af et af industriens vigtigste råstoffer, men således som forholdene har været med hensyn til kulforsyningen, har man fra dansk industris side under de nuværende ganske abnorme forhold måttet mene det nødvendigt at acquiescere ved (affinde sig med. Red.) den ordning, som de danske socialdemokratiske arbejderorganisationer på et tidligt tidspunkt af krigen har afsluttet med de pågældende tyske myndigheder.

Under forhandlingerne om Danmarks tilførsler af kul fra Tyskland

174

har i Tyskland flere gange tanken været fremme at tilbyde de danske industriorganisationer en lignende særstilling som arbejdernes, men denne tanke er stedse bestemt afvist fra de danske forhandleres side, da man ikke ønskede at skaffe industrien nogen økonomisk fordel på andre danske kulforbrugeres bekostning.

Erhvervenes Fællesudvalg skal til slut opfordre Socialdemokraten til såvel at optage nærværende berigtigelse som at erkende det fuldkommen ubegrundede i det mod de danske delegerede rettede angreb."

"Social-Demokraten" måtte erkende berettigelsen af denne tilbagevisning, men mente, at erklæringen var præget af klasseånd, og at Erhvervenes Fællesudvalg ikke kunne anses for at være kompetent til uden videre at optræde som erhvervenes repræsentanter, da ingen arbejder var medlem af udvalget, og at man endelig ikke kunne undslå sig for at tage stilling til kravet om at også arbejderne blev repræsenterede ved erhvervenes internationale forhandlinger. Bestræbelserne for at bryde industriherre-monopolet ville blive videreført. På samme måde forsvarede folketingsmand C. Hauge sit partis fremgangsmåde, idet han bl.a. gjorde gældende, at det jo navnlig var tyske millionforetagenders filialer i Danmark, der var bleven ramt ved den trufne ordning, og at den så udpræget tyskfjendtlige presse som "København" og andre blade så sandelig ikke havde nogen grund til "at give alene det tyske millionærfirma Hugo Stinnes og andre af tilsvarende karakter fortjenester ved at sælge kul til Danmark!"

Denne form for forsvar kunne selvfølgelig med lethed imødegås. Navnlig gav bemærkningen om, at danske kapitalister havde gjort et skandaløst forsøg "på sammensværgelse med tyske kapitalister og mod den tyske statsmagt", anledning til nogle for Socialdemokratiet meget kompromitterende betragtninger. Således kunne der med føje peges hen på, at det ikke var de såkaldte kapitalister, men Socialdemokratiet, som allerede på et tidligt tidspunkt — dvs. i begyndelsen af krigen — havde søgt forbindelse med tyske myndigheder og ved hjælp af den berømmelige dr. Helphand havde opnået

175

en særoverenskomst vedrørende kulleverancerne, som siden hen trods al modstand fra kulgrossisternes side var bleven opretholdt. I denne sag havde Socialdemokratiet handlet ganske på egen hånd, udenom Regeringen! Medens erhvervenes delegerede faktisk stadig havde forhandlet på Regeringens vegne, under dens kontrol og med forbehold af dens godkendelse, havde de socialistiske partiledere forlods sikret sig denne overenskomst. Her kunne der altså være tale om en sammensværgelse, men også kun her.

"Man betænke", bemærker "København" (den 12. 12. 1917), "hvilke forhandlinger de selv (dvs. de mænd, der nu beskylder kulgrossisterne osv. for konspiration) har ført, hvorledes de gennem Parvus er trådt i forbindelse med det tyske gesandtskab, den tyske regering, de tyske kul-kapitalister. Kapital havde de ikke, sagkundskab endnu mindre. De havde intet, som fra et dansk synspunkt kunne give garantier. Men netop derfor forstod Tyskland, hvilket fund Parvus havde gjort i dem. At indfange dem betød simpelthen at grunde et tysk monopol i Danmark, og ansætte et stort politisk partis førere som dets fuldkommen afhængige funktionærer ... Hævet over enhver tvivl er det, at det danske socialdemokrati med sin nuværende ledelse er et under fremmed indflydelse stående, ved fremmed gunst bundet, under fremmed kontrol virkende, i bund og grund afhængigt parti, hvis afhængighed både direkte og indirekte kan medføre de alvorligste følger for landet." Og dagen derpå, den 13.12. Bemærker det samme blad: "Takket være det store danske arbejderpartis ledelse har en fremmed magt bragt et vigtigt område af dansk marked og samtidig dansk offentlig mening, for så vidt den beherskes af Socialdemokratiet, under sin direkte kontrol. Metoden er så velkendt, som den er farlig og frygtet. Den medfører ikke blot umiddelbart afhængighed; endnu langt værre er det, at den både forudsætter og avler korruption i det offentlige liv."

På samme måde afvistes Socialdemokratiets krav om at blive stærkere repræsenteret ved erhvervsmæssige forhandlinger med udlandet. Partiet som sådant kunne allerede ved den bestående ordning på fuldt betryggende måde varetage sine interesser. Det havde et medlem i begge de af ministeriet nedsatte kulnævn; således sad I. A. Hansen — hvis særlige forretninger sammen med hr. Parvus behandles nedenfor —

176

i nævnet vedrørende de tyske kul og kunne der erfare alt, hvad han ønskede. I øvrigt måtte man vel gå ud fra, at fagforeningerne som indehaverne af Arbejdernes Fællesforenings Brændselsforretning A/S havde deres grossererborgerskab i orden, derved eo ipso (i sig selv. Red.) var medlem af Grosserersocietetet og også allerede herved kunne få tilstrækkelig indseende med "de internationale forhandlinger, der førtes på industriens vegne"!

Men kritikken rykker det socialdemokratiske foretagende endnu nærmere på livet. Det påpeges, at denne institution på ingen måde kunne gøre krav på den anerkendelse, at det havde skaffet mere kul til landet, end man ved en anden ordning kunne have indført. Thi det samlede import-kvantum var nemlig fastsat ved en dansk-tysk, af Regeringen godkendt og på kompensation hvilende overenskomst. De tyske kul måtte betales med danske varer, hvorved det imidlertid viste sig at kulpriserne var steget relativ meget stærkere end priserne for de danske eksportvarer. Denne prisstigning lå for kullenes vedkommende cirka tre gange højere end for de danske levnedsmidlers vedkommende. Dertil kom, at indkøbspriserne for de tyske kul også lå væsentligt højere end for de engelske kul, og at disse højere priser måtte betales, omendskønt transportomkostningerne for de tyske kul almindeligvis var væsentlig lavere end for de engelske. engelske kul fordyredes netop så umådeligt ved fragterne og ved torpederingerne. Når man endelig ville gøre gældende, at fagforeningerne overtog kulimporten fra Tyskland i så stor udstrækning som sket var for at hjælpe den nødstedte danske arbejderbefolkning, skulle man — mente "København" og andre borgerlige blade — i det mindste have sørget for, at priserne for de af dem indførte kul og koks holdtes nede på et rimeligt niveau. Men i stedet for var man gået med til at jobbe priserne opefter, så deres overskud nåede ligefrem fantastiske højder. Ja, denne socialdemokratiske brændselsforretning havde endog ved "konspiration" med tyske statsmyndigheder

177

sikret sig en lavere indkøbspris end de andre danske importfirmaer, uden imidlertid af denne grund at levere brændselsmaterialet billigere til sine aftagere her i landet!

Disse og talrige andre bebrejdelser rettes mod Staunings, Borgbjergs og Kiefers importforetagende. Men hårdest rammer dog påstanden om, at Socialdemokratiet ved disse transaktioner måtte have opnået fortjenester til flere millioner kroner, der for en stor del skulle tjene til fremme af politiske formål. Der blev nævnt tal op til 22 millioner kroner. Venstre-folketingsmanden Jensen-Flø hævdede i et møde den 10. december 1917, at overskuddet havde andraget mellem 15 og 22 mil. kr., og at han kunne bevise det. Atter andre fandt, at 8 mil. kr. måtte komme sandheden nærmere. Jensen-flø havde behandlet spørgsmålet for at forsvare sit parti mod den beskyldning, at krigens og dyrtidens venner skulle findes i det. Nej, mente han, i denne henseende måtte Socialdemokratiet gribe i sin egen barm, navnlig under hensyn til, at det var gået med til oprettelsen af Brændselsforretningen, der, selv om overskuddet kun skulle andrage 15 mil. kr., dog havde opnået en kolossal fortjeneste. "Jeg ved ikke", fortsatte folketingsmanden, "om aktieselskabet har skaffet billig brændsel, men jeg véd, at det indvundne beløb i forhold til aktiekapitalen er så enormt stort, procentudbyttet så højt, at papirer, der er knyttet til foretagender, som i den offentlige debat kendetegnes ved navnene Max Ballin og Heilbuth, ikke nær når op i procentudbytte med disse ..."

Over for sådanne beregninger så endog "Finanstidende" sig foranlediget til at gå alvorligt i rette med Socialdemokratiet, idet det pointerede, at 10 pct. ville have været en passende avance for et kapitalforetagende, og at det derfor ved en aktiekapital på 25.000 kr. måtte have været tilstrækkeligt, hvis overskuddet havde andraget 2.500 kr. Men at tjene millioner på den omhandlede måde var uforsvarlig. Skulle fortjenesten også kun beløbe sig til 8 mil. kr., så ville det svare til en dividende af 32.000 pct. "Selv i disse gullash-tider",

178

siger "Finanstidende", "er dette en rekord, og selvom merindtægtsskattens 35 pct. drages fra, en pæn dagløn for de lykkelige indehavere af aktierne". Dette finansorgan understregede samtidigt, at det socialdemokratiske foretagende var baseret på et monopol af mere udpræget karakter end f.eks. det, Standard Oil indehavede før krigen, og at det desuden umiskendeligt havde sin politiske side. Derfor var det under de givne forhold rimeligt at henstille til Parvus, af egen drift at vise de danske myndigheder det hensyn snarest muligt at forlade landet. Fagforeningerne advaredes endvidere på grund af deres kulmonopol mod at stille alt for yderliggående krav vedrørende medvirken ved handelsmæssige forhandlinger og anmodedes om i tide at overveje en forsvarlig fordeling af overskuddet, og i øvrigt at lægge kortene på bordet, "så at den grimme beskyldning, der klæber ved dette aktieselskab for, at det udnytter befolkningen til egen fordel, kan blive aftvættet".

Da der således faldt slag på slag og hug på hug, da de såkaldte antikapitalistiske marxister i stigende grad var udsat for de hårdeste angreb, og hr. Borgbjerg var ude for særlig nærgående bemærkninger — således i "København", der hævdede, at sidstnævnte, hvad lugten angik, ikke var til at kende fra det stinkdyr, med hvis væsker han var vaccineret — måtte forsvaret for Kulkontoret tage rigtig fat.

Den første, der tog ordet, var Smede- og Maskinarbejderforbundets formand J. A. Hansen. Han fremsatte, som den uhildede og uinteresserede mand han mente at være, sine meninger om sagen i et interview, som publiceredes i "Politiken" den 17. december 1917. Han måtte først indrømme Parvus’ forbindelse med foretagendet, men hævdede samtidigt, at Brændselsforretningen fra begyndelsen af var tænkt som en rent social foranstaltning. Derved var hr. I. A. Hansen i forskellig henseende noget uheldig med sine erklæringer. Ifølge interviewet sagde han bl.a.:

179

"Hvad Helphand's (Parvus’) udenrigspolitiske virksomhed angår, kan jeg blot sige, at ham må Tyskland tage på sin kappe. Han — den tidligere fattige socialdemokratiske litterat — indtager en indflydelsesrig stilling i kraft af sine forbindelser med officielle tyske kredse."

Der slap det ud. Socialdemokratiet kendte altså til denne russiske emigrants politiske konspirationer, og det blev erkendt, at han ikke blot var det tyske socialdemokratis, men selv "officielle tyske kredses" repræsentant. Det var selvfølgelig ubehændigt af Jakob Andreas Hansen sådan at buse ud med sandheden. "Politiken" måtte derfor også den 19. december bringe følgende højst besynderlige berigtigelse:

"I et interview med mig har deres medarbejder spurgt mig om dr. Helphand (Parvus), men ikke opfattet mit svar helt rigtigt. Hvad jeg har ønsket at sige er, at den fattige socialdemokratiske journalist havde vist sig i besiddelse af så stor dygtighed og politisk forståelse, at han nu har fået megen indflydelse blandt partifæller og derved på almindelig tysk politik."

Det kan ikke forbavse, at "København" hertil knytter nogle ironiske bemærkninger, mener, at når J. A. Hansen retter, retter han, så det klodser, og i øvrigt spørger, hvorfra da denne fattige socialdemokratiske journalist havde de kapitaler, han stillede til rådighed for Brændselsforretningen, da den var i bekneb. Men bladet kan endvidere fremhæve, at Hansen gør sig skyldig i en dundrende usandhed, da han jo selv var med i et privatkapitalistisk foretagende, "Dansk Handels- og Industri A/S", som arbejdede med en aktiekapital på 250.000 kr., fuldt indbetalt, og uden tvivl indbetalt af dr. Parvus’ midler.

Hvad J. A. Hansen ellers meddelte i sit interview til "Politiken", var ligeså tåbeligt og selvmodsigende. Åbent indrømmede han bl.a., at det danske socialdemokrati havde været

180

i stand til at få sit eget kulfirma, fordi det tyske socialdemokrati ville være behjælpelig ved denne sag, med en tilføjelse om, at "de tyske socialdemokrater for tiden er trumfen blandt de politiske partier". Det var altså så at sige det internationale proletariats solidaritet, der havde været afgørende for, at det "antikapitalistiske" parti, Socialdemokratiet, havde fået sit eget storkapitalistiske foretagende. Hansen understregede denne tanke ved yderligere at fremhæve, at de tyske arbejderrepræsentanter havde "haft både viljen og evnen til at hjælpe de danske arbejdere på en tid, da det så ud til, at tilførslerne af kul og koks ville svigte." Men også denne gang indvikledes han i selvmodsigelser, idet han lidt senere udtaler: "Foretagendet (d.e. Brændselsforretningen) begyndte under små former og under ringe opmærksomhed på et tidspunkt, da købelysten efter tysk kul og koks var aldeles minimal."

Netop heroverfor kunne der med rette fra modstandernes side peges hen på, at det socialdemokratiske kulkontor var ude for en meget kritisk periode navnlig i tiden mellem stiftelsen (juni 1916) og blokade-erklæringen af 31. januar 1917, da det ikke kunne slippe af med de store mængder af tyske kul, det havde indført. Det var jo også ved denne lejlighed, at Parvus måtte træde hjælpende til, og endog Hansen mindes denne episode ved at oplyse, at han "var ikke bange for at vove den nødvendige sum for at holde foretagendet oppe". Hertil bemærker så "København" (den 19. 12. 1917) meget træffende:

"Nej, for Parvus vidste, at den uindskrænkede undervandskrig ville komme. Og hr. J. A. Hansens udtalelser skaber en stærk formodning om, at hele kulforetagendet fra første færd var en spekulation med denne viden som forudsætning."

I sit forsvar for Brændselsforretningen bemærker Hansen endelig i sit interview til "Politiken", at der kun er opstået "en rimelig, jævn fortjeneste" og at denne fortjeneste var

181

legaliseret af de højeste autoriteter. Derved sås imidlertid bort fra, at legaliseringen først blev gennemført efter det tidspunkt, da forretningen under udnyttelse af de ved den skærpede undervandskrig skabte konjunkturer kunne afkaste ligefrem fantastiske avancer til fordel for de socialdemokratiske kulimportører samt — for de jødiske leverandører, der måtte anses for at være de virkelige kontrahenter over for Arbejdernes Brændselsforretning. Hansen sluttede med at konstatere, at Brændselsforretningen havde været den første, der havde erkendt betydningen af det tyske marked, og at den derfor, "på trods af mange og ihærdige bestræbelser og intrigespil fra private forretningsmænds side — både tyske og danske —" var blevet et stort og godt foretagende.

Da kritikken ikke lod sig standse og ved forskellige lejligheder også Regeringen blev anmodet om at tage stilling til sagen, så udenrigsminister Erik Scavenius sig nødsaget til, onsdag den 19. december 1917, at aflægge beretning om Brændselsforretningen i et lukket møde i Rigsdagen. Enkeltheder om dette mødes forløb kom ikke frem i offentligheden, blot erfarede man, at ministerens udtalelser ikke havde fremkaldt nogen debat. Regeringen Zahle havde altså ikke haft noget at erindre mod Socialdemokratiets storspekulation og kapitalistiske udbytningsmetoder.

Da en mand ved navn Andr. Pallesen den 18. s.m. bragte et indlæg i "København", måtte også minister Stauning frem med en erklæring. Pallesen påstod bl.a., at han, nærmest af vanvare, havde haft lejlighed til at se Brændselsforretningens regnskab, og at han herved havde konstateret, at indtægten var imellem 11 og 22 mil. kr. Med hensyn til enkelte lønninger kunne han meddele, at direktør Kiefer fik en gage på 16.000 kr. årlig. Hvad Stauning med flere af spidserne havde tjent, kunne han ikke opgive på 500 kr. nær, og derfor ville han ikke i så henseende nævne tal for ikke at være udsat for redaktør Borgbjergs "dementerende og dokumenterende" nægtelse, men han kunne dog sige,

182

"at hr. Stauning, takket være kullene, nu kan lægge sit hoved til "Elverhøj" ved Køge uden fremtidige næringssorger". Derpå svarede Stauning omgående:

"Dagbladet København indeholder i dag en med navnet Andr. Pallesen underskrevet artikel, hvori der fremsættes den påstand, at jeg har modtaget endog meget betydelige beløb som betaling eller udbytte af Arbejdernes Fællesorganisations Brændselsforretning. Denne påstand er en før afvist usandhed. Jeg har ikke under nogen som helst form modtaget noget som helst, hverken som løn, tantieme, udbytte eller noget andet af nævnte selskab eller af nogen, som står i forbindelse dermed, ligesom jeg heller ikke har krav på noget som helst. Den fremsatte grove usandhed tilbagevises på ny ved nærværende.

København, 18. december 1917.

Th. Stauning."

Hertil bemærker "København", at Stauning, da han nu engang var medlem af bestyrelsen, jo ganske naturligt måtte modtage noget i vederlag for dette sit hverv. En arbejder var dog vel sin løn værd. "Eller" — spørger bladet — "mener hr. Stauning, at man bør arbejde gratis og tjene sine penge til villaer og andre statsborgerlige bekvemmeligheder som aktionær og spekulant? Hvortil ellers dette kolossale dementi?" Desuden ville det have været nok så rart, hvis Stauning havde givet nærmere oplysninger om Parvus-komplottet og kulfilialen. "Hvornår", spørger bladet ironisk, "havde de sidste gang den fornøjelse at hilse på Fürstenberg-Ganetzki, hr. Minister?"

I denne sammenhæng skal nævnes, at det nye højres organ "Vort Land" gang på gang fremhævede det urimelige i, at Socialdemokratiet skulle have lejlighed til at udnytte kompensationsordningen mellem Danmark og Tyskland til fremme af egne partipolitiske formål. Her lå efter bladets opfattelse sagens kærne, der sammen med den kendsgerning, at partiet ved denne do ut des-politik (romerretlig regel, hvorefter en kontraktpart kun er bundet, såfremt den anden part også erlægger sin ydelse. Kilde: Den Store Danske) bragte sig i et skandaløst ...

Europakortet ordnes ...

"Svikmøllen 1917".
 

Audiens ved Parvus-hoffet i Waedenswyl.

"Hovedstaden", 8. 1. 1920.
 

En trio i "Vort Land", 7. Jan. 1918.

Hr. Parvus har fået dannet en overordentlig godt sammenspillet trio, der navnlig udfører melodierne "Uneutrale Kredse" og "Brændselsforeningen leve!" med stor færdighed.

183

... afhængighedsforhold til Tyskland, fortjente særlig opmærksomhed. De danske landbrugere — siger bladet bl.a. den 19. december 1917 — burde vide, at når de udførte deres produkter til Tyskland, skaffede de millioner i Socialdemokratiets kasse, millioner, som anvendtes til at bekæmpe landbruget og dets mænd. "og" — fortsættes der — "industrien er stillet på lignende måde. Ved at købe kul hos d’hrr. Kiefer & Co. Er de med til at skaffe millioner til brug for dem, der vil bekæmpe den frie og selvstændige danske industri!" Der spørges i denne anledning, hvorfor Staten ikke selv har overtaget importen af kullene, når den endelig mente, at der skulle foretages en nyordning med hensyn til importen fra Tyskland. Og hvorfor har socialdemokraterne ikke selv krævet, at Staten skulle tage dette job, da de jo ellers ønskede, at Staten alle vegne skulle socialisere? Dog hertil gives svaret straks, idet det bemærkes, at det såkaldte antikapitalistiske socialdemokrati her åbenbart selv ønskede at benytte sig af de kapitalistiske udbytningsmetoder for på denne måde selv at indtjene mægtige beløb til partiformål. "Social-Demokraten" havde jo selv fortalt, at fortjenesten "bliver i Danmark, og arbejdernes organisationer styrkes derved i kampen mod kapitalismen."

Samtidig understreges, i hvilken forfærdende grad løgnen benyttes for at dække over det, der er foregået med hr. Parvus som mellemmand. Den konservative splittelsesgruppes organ "Vort Land" retter i denne anledning tillige en skarp kritik mod de store borgerlige hovedstadsblade, navnlig "Nationaltidende", som dølger sandheden i denne sag og åbenbart er meget betænkelig ved at stille sig på tværs af "hr. Scheidemanns venner", specielt hr. Parvus. Mest eftertrykkeligt tilbagevises imidlertid Det konservative Folkepartis faktiske leder, folketingsmand Asger Karstensen, som i sit organ "Frederiksborg Amtstidende" erklærede, at han anså det for klogest ikke offentligt at tale om ting, der var skikkede til at ophidse både i England og Tyskland.

184

Karstensen havde hævdet, at intet var bevist, og at det var bedst at lade hele denne sag behandle i fortrolighed og under ansvar i regering og rigsdag. Indrepolitiske sympatier og antipatier burde her ikke spille nogen rolle. Parvus’ kampagne ansås for farlig, da den var en udæskning mod syd, men også mod vest, for så vidt den kunne bibringe vestmagterne den tro, at Danmark var en slags konspirationscentral for russisk-tyske intriger. "Vort Land" tilbageviser denne opfattelse og betegner derved højremanden Asger Karstensen som et værdigt medlem af den nationalt og moralsk holdningsløse Borgbjerg-Parvus-Rode-klike og som en tro discipel af den radikal-socialistiske lære. Bladet bemærker, at "hele hans frygt for at støde nogen, hans manen til hellere at tie om korruption og geschæft falder fuldstændig i tråd med ministeriets hele optræden under krigen". Dog var det uværdigt på denne måde at dølge sandheden og at tillade, at et politisk parti lod sig indrullere som rent og skært forretningsforetagende, der tjente millioner for til gengæld at yde forretningsvennerne på den anden side gode tjenester. Det var dette, man kaldte for korruption.

Efter at Venstre-manden Jensen-Flø på et offentligt møde i Fredericia havde påstået, at Brændselsforretningen i de første to regnskabsår havde haft en fortjeneste på 15 mil. kr., røg nu også Socialdemokratiets anden stormand, redaktør F. Borgbjerg, i harnisk. Han fandt afløb for sit raseri ved i "Social-Demokraten" af 20. 12. 1917 i en artikel betitlet "Føj for —" grundigt at gøre op med alle de kredse, der tillod sig at kritisere hans partis og fagforeningernes importforretning. Han påstod her mangt og meget uden at bevise noget som helst, hævdede bl.a., at regnskabet for 1917 jo ikke var kendt endnu, og at der derfor slet ikke kunne siges noget om den opnåede fortjeneste, at denne højst kunne anslås til en femtedel af Jensen-Fløs tal, at Parvus på ingen måde var finansielt interesseret i foretagendet, og at arbejderne ved oprettelsen af Brændselsforretningen jo kun havde grebet til

185

selvhjælp for at forebygge alt for hensynsløs udsugning fra kulimportørernes side osv. osv. Blandt de mere end letkøbte argumenter i hans redegørelse skal blot nævnes, at fortjenesten ifølge Borgbjergs fremstilling for hen ved halvdelens vedkommende ville gå med til skat, en yderligere del af årsoverskuddet til krananlæg og kajplads, og resten skulle så gå "til de organisationer med deres 100.000 medlemmer, som danner selskabet, til anvendelse efter deres bestemmelse — vi antager, bl.a. til brændsel for arbejdsløse". Senere fortæller Borgbjerg, at tyske og danske kapitalister havde været enige om, at den danske kulimportør, der fik importbevilling for tyske kul, skulle "have 1 kr. pr. ton; uden arbejde, uden risiko!" Da der havde været tale om import af 90.000 tons, skulle vedkommende altså tjene 90.000 kr., og det ville Socialdemokratiet ikke gå med til. Derfor havde man sat alt ind på at komme i direkte forbindelse med de tyske leverandører, og det var — takket være dr. Helphand's dygtige bistand — også lykkedes. Selvfølgelig nævner hr. Borgbjerg derved ikke noget om, at den fortjeneste, fagforeningerne sikrede sig, lå langt højere end 1 kr. pr. ton, at de interesserede organisationer derved faktisk opnåede millionfortjenester, bortset fra, at Parvus som tysk eksportør havde en fortjeneste, der ifølge tyske oplysninger androg 32 millioner guldmark og som sådan omregnet pr. ton, har måttet ligge endnu væsentlig højere end Brændselsforretningens krigsgevinst.

Borgbjerg mente endvidere at kunne give sit svar til de blade, som havde beskæftiget sig med det socialdemokratiske kulforetagende, særlig vægt ved at fastslå den kendsgerning, at på ansvarligt sted, i Rigsdagen eller over for Regeringen, har ingen vovet at deltage i bagvaskelsesfelttoget, thi der kender man sandheden, og der vil løgnerne og bagvaskerne straks blive naglet til skampælen." Dér havde Jensen-Flø ikke talt. Og den gæve stridsmand tilføjede, at hvis man ville have rigtig besked, kunne man jo f.eks. spørge kontrolminister I. C. Christensen, thi — fortsætter han —:

186

"han kender nøje Brændselsforretningens forhold til Tyskland. Han har selv været med til at købe kul til Staten af Arbejdernes Brændselsforretning. Han ved, at Staten fik dem til den pris, hvori de stod Brændselsforretningen, og at Staten, dvs. alle danske skatteydere, derved — da kullets markedspris i den følgende tid stadig steg — tjente 1 million kroner."

Med et sådant argument burde Borgbjerg aldrig være mødt frem. Thi han blev grundig desavoueret af l. C. Christensen, som den 21. december over for offentligheden afgav en erklæring, i hvilken han pure afviste Borgbjergs påstand. Han bemærkede her bl.a., at han ikke kendte noget til, om Staten netop fik kullene nøjagtig til den pris, "hvori de stod Brændselsforretningen", så at Staten derved tjente 1 mil. kr., og at han heller ikke kendte forretningens forhold til Tyskland i henseende til, hvorledes aftalerne om kul fra Tyskland til forretningen var kommet i stand, hvem der havde truffet disse aftaler, og hvad de gik ud på i alle enkeltheder. Han erklærede endvidere: "Jeg kender ikke hr. Parvus, eller hans medvirken ved aftalerne. Jeg kender ikke, om danske socialdemokrater har lovet gentjenester over for deres partifæller eller andre i Tyskland. Man kan derfor ikke sige, at jeg "nøje kender Brændselsforretningens forhold til Tyskland". Jeg afventer lige som offentligheden oplysninger om adskillige spørgsmål denne forretning vedrørende."

Dette gensvar var pinligt. Mere ubehageligt var det imidlertid, at Borgbjerg også med hensyn til en anden påstand kørte grundigt fast. Han havde nemlig under henvisning til de kort forinden afsluttede forhandlinger mellem danske og tyske delegerede om vareudvekslingen med Tyskland hævdet, "at agrarerne under forhandlingerne med Tyskland forlangte og fastholdt en så voldsom pris som 4 kr. pr. pund smør, og for at opnå denne pris gik ind på, at Tyskland fik mere for kullene, end det ellers ville have taget". Hertil erklærede Industriraadets formand Alex. Foss kort og fyndigt, at

187

meddelelsen var "i åbenbar modstrid med sandheden og i absolut modsætning til de eneste autentiske meddelelser, hvorigennem folketingsmand Borgbjerg kan have hentet kendskab til det omtalte forhold".

Sådan gik diskussionen videre. "Social-Demokraten" fastholdt berettigelsen af, at arbejderorganisationerne nu selv var gået over til at regulere indførslen af et af de betydeligste importartikler, kullene, og drog heraf på ny vidtgående politiske konsekvenser. Her havde kooperationen vist, at den kunne ramme det privatkapitalistiske samfund i hjertet, at den kunne udfolde initiativ og dygtighed uden profit som forudsætning; derved viste det sig bedst, at kapitalistklassen var overflødig i et ordnet socialistisk samfund. Den radikale presse var lige så ivrig efter at forsvare Brændselsforretningen; også det Radikale Venstre kunne ikke se noget betænkeligt i, at de københavnske fagforeninger og socialdemokratisk forbund var interessenter i kulimporten. Tværtimod! Alle Radikale blade erklærede i dagene efter julen 1917 enstemmigt, at denne import kun havde haft gunstige virkninger, fordi "Københavns Kul- og Koks-Kompagni", der var et tysk foretagende, derved var bleven trængt tilbage, fordi endvidere de billige tyske priser — takket være den trufne ordning — opretholdtes og påvirkede hele prisniveauet herhjemme og fordi landet derved i den for tilførslerne allermest kritiske periode havde fået flere tyske kul end det ellers ville have fået. alt sammen påstande, der i de afgørende punkter stod i skarpeste modstrid med sandheden. Endelig så også direktøren for det socialdemokratiske kulkontor Karl Kiefer sig foranlediget til at ytre sig om sagen. I et interview med en korrespondent til det svenske "Social-Demokraten" roste han den store indsats, der her var ydet til fordel for arbejderbefolkningen, idet han navnlig fremhævede, at virksomheden havde fået det store omfang på grund af "den kraftige bistand, som vi har fået af vore tyske partifæller dr. A. Helphand (den i hele

188

Internationale bekendte Parvus), Scheidemann, Ebert m.fl."*

Men oplysninger, som de altså også efterlystes af I. C. Christensen, blev ikke givet. Man erfarede ikke, hvor mange millioner Socialdemokratiet og fagforeningerne tjente på de af Parvus leverede kul, man erfarede selvfølgelig heller ikke, i hvilken fantastisk grad Parvus kunne berige sig selv på denne konto, hvorledes han under sin virksomhed i København uge for uge kunne indbetale mægtige beløb i fremmed valuta bl.a. På Berner Volksbank, hvorledes det var ham, der på denne måde blev multimillionær, medens danske kulimportfirmaer holdtes udenfor. Der blev ikke meddelt offentligheden noget om, hvorledes det socialdemokratiske forretningsforetagende disponerede over de indtjente midler, kun viste det sig senerehen, at Brændselsforretningen havde givet stødet til oprettelsen af Arbejdernes Landsbank og af Internationalt Eksportkompagni, og det ansås for givet, at overskuddet til dels var kommet Arbejdernes Oplysningsforbund og partipolitiske formål til gode osv. Borgbjerg har anset det for klogest aldrig at tage stilling til denne side af sagen, og som han tav alle de andre, der var indviet i sagen. Dog kunne det 1921 udgivne festskrift: "Det danske Socialdemokratis Historie fra 1871 – 1921" oplyse, at omsætningen i Brændselsforretningen i 1918 havde andraget ca. 69 mil. kr., og i 1919 ca. 41 mil. kr. og at "det kooperative foretagende anvendte sit overskud, der efter den uhyre omsætning måtte blive ...

189

meget stort, til konsolidering med fremtidens opgaver for øje".

Mere koncise var de oplysninger, der kom frem i den nedenfor omhandlede fornærmelsesproces, som Stauning indledte mod redaktør Erik Hansen ved "Kolding Avis". Her oplystes det af højesteretssagfører C. B. Henriques i retsforhandlingen den 23. januar 1920, at Brændselsforretningen havde givet et overskud på over 7 mil. kr. Dertil svarede — ifølge "Kolding Avis", d. 26. januar 1920 — højesteretssagfører Fich: "På et år har Brændselsforretningen givet et overskud på 8 mil. kroner. Aktionærerne, de københavnske fagforeningsmedlemmer — har fået 1500 kr., 6%, men man må ikke glemme de 5 mil. kr. henlagt til fonds og til brug for partiet."*

Det kan under disse omstændigheder ikke undre, at fællesorganisationens brændselsforretning på den den 27. december 1917 afholdte generalforsamling indskrænkede sig til en diskussion om nye love og vedtagelsen af en højtidelig protest mod den bagvaskelseskampagne, kapitalisterne havde indledt mod det ak så velsignelsesrige kooperative foretagende. Der tales om, at forbitrelsen kun skal have sin grund i de interesserede kredses misundelse samt i "chauvinisternes vrede over, at arbejdernes kulindførsel på et kritisk tidspunkt har lettet opretholdelsen af Danmarks ligelige, til alle sider uafhængige neutralitet også i handelspolitisk henseende". ...

190

... Da endelig frk. Henriette Crone på en stor socialdemokratisk fredsdemonstration den 23. december roser den udmærkede dr. Helphand, som havde viet sit liv til proletariatets sociale frigørelse, i højen sky, bemærkede "København" ironisk, at denne så højtbetroede tyske diplomatiske agent — om forladelse: "denne bramfri bibliotekar fra Østerbro" — jo egentlig var den mand, som var en af de hovedansvarlige for de uhyrlige blodofre, krigen havde krævet, da han jo anså det for sin mission at frigøre Rusland ved hjælp af Tysklands hærmagt. Man kunne ikke have tillid til en mand, der drev propaganda for verdensrevolutionen, samtidig med, at han i ...

191

... samarbejde med Socialdemokratiet besørgede sine egne forretninger.

Det sidste ord i denne kontrovers tog Alexander Helphand-Parvus selv! Samtidig med, at "Social-Demokraten" i juledagene 1917 publicerede store uddrag af Parvus’ skrifter, bragte bladet den 26. december 1917 et billede af Parvus og følgende højtidelige erklæring fra denne åndshøvding i marxismens rige:

Ærede redaktion!

Et herværende blad "København" kaster sig i en række artikler over mig med bagvaskelser og smædeord i anledning af min politiske virksomhed. Det betjener sig derved af forfalskede citater og også andre større falsknerier.

Mit svar på disse angreb er simpelt og ligetil: jeg lader mine skrifter om krigen oversætte og udgiver dem på det danske sprog. Den omstændighed, at min politiske virksomhed er foregået uden for Danmark, og at man derfor ikke kender mine hensigter, har ene og alene skabt muligheden for, at man kan diske op med tåbelige eventyr om min person.

Jeg betror mig til det danske folks åbenhed og retskaffenhed, idet jeg forelægger mine skrifter.

Man vil af disse se, at jeg bekæmper imperialismen i begge former, den tyske såvel som den engelske — overhovedet hvor den fremtræder.

Fra en side forekaster man mig, at jeg er militarist, fra en anden side bekæmper man mig samtidig, fordi jeg gerne vil hidføre freden.

Denne modsigelse viser klart, at det hele kun er bestilt arbejde i de folks tjeneste, der vil forhindre freden. Men det hjælper ikke. Freden er i anmarch og kan ikke mere holdes tilbage. Skulle også jeg for

192

min del kunne bidrage noget dertil, så vil jeg ganske sikkert ikke ved sådanne midler lade mig afholde derfra.

Med højagtelse

dr. A. Helphand.

Lad os altså — mener Parvus — ikke mere tale forretninger, lad os nu tale politik. Jeg er verdensrevolutionens bannerfører, og jeg vil nu derigennem, at jeg publicerer mine bøger på dansk, bidrage til, at den jødiske marxisme også her i landet vinder sejr. Men sandheden om sig selv, sandheden om sine kapitalistiske udplyndringsmanøvrer, sin umættelige trang efter at sætte en verden i brand, den grænseløse korruption, der prægede hele hans færd og gjorde ham til en af de mest samvittighedsløse politiske eventyrere, Europa lærte at kende under den første verdenskrig — ja, alt dette skulle han nok vare sig for at røbe noget om. Og det danske socialdemokrati skulle nok hytte sig for at fortælle noget om disse ting. Dertil tjente det for godt på de ved Parvus’ hjælp indledte forretninger.

Den socialdemokratiske brændselsforretnings oprettelse var hr. Alexander Helphand's mesterstykke. Men han havde jo stadig mange jern i ilden, kunne heller ikke nøjes med handelsforetagender som Handels- og Eksportkompagniet A/S og Dansk-Svensk Import A/S, som han finansierede, men måtte tage fat på stadig nye opgaver. På initiativ i denne retning manglede det aldrig. A. F. Lamm fortæller bl.a. i sine erindringer, at Helphand en skønne dag, kort forinden den store hausse i kul satte ind — det må altså have været tidligt i foråret 1917 — mødte frem i Revisionsbanken for at foreslå oprettelsen af et konsortium til indkøb af kul, hvori

193

også banken skulle være parthaver. Arbejdernes Brændselsforretning ville dog ikke gå med til denne ordning, da den ikke ønskede at få privatpersoner interesserede i foretagendet.

Den 25. januar 1917 mødtes ifølge Firmaregistret fabriksbestyreren dr. Phil. Alexander Helphand, det daværende medlem af bestyrelsen for Arbejdernes Fællesorganisation og for Brændselsforretningen V. G. A. Walther og Smede- og Maskinarbejderforbundets formand Jakob Anton Hansen hos en københavnsk overretssagfører for at oprette et aktieselskab, som kunne drive forretning med og fabrikation af maskiner og andre industrielle artikler, eventuelt overtage herværende fabrikker eller industrielle anlæg. De herrer J. A. Hansen og Walther tegnede på dette tidspunkt for et mindre aktieselskab "Aurora", der arbejdede med en aktiekapital på 12.000 kr, og var startet af Smede- og Maskinarbejderforbundet. Selskabets værksteder lå Hillerødgade 30. Nu gik disse to mænd sammen med Parvus ind i et nyt firma, som den 19. februar 1917 indregistreredes under navnet "Dansk Handels- & Industri A/S" med domicil sammesteds som firmaet "Aurora", dvs. Hillerødgade 30. Her havde den nævenyttige storkapitalist Parvus altså på ny gjort et arbejderforetagende til genstand for sine spekulationer. Ved grundlæggelsen af Handels- & Industri A/S bestemtes det, at firmaet foreløbig skulle arbejde med en kapital på 50.000 kr., af hvilken en af herrerne — "København" går ud fra, at det herved kun har kunnet dreje sig om Parvus — straks tegnede 40.000 kr. Selskabets formål ændredes i en generalforsamling den 20. oktober 1917 til, at der kun skulle drives handel en gros. Men samtidig udvidedes selskabskapitalen med 200.000 kr., og hele beløbet indbetaltes kontant. Med hensyn til udvidelsen af aktiekapitalen oplystes det, at forskellige af foretagendets långivere "var villige til at overtage aktier for deres tilgodehavender". Endelig oplystes, at også direktør Kiefer fra Brændselsforretningen den 17. august s.å. var bleven indvalgt i det nye foretagendes bestyrelse, og samtidig blev det bekendt,

194

at dette selskabs generalforsamlinger afholdtes i Brændselsforretningens lokaler i Kompagnistræde 14. Foretagendet havde i øvrigt ved starten den specielle opgave at drive forretning med defekte russiske, Italienske, engelske og franske automobiler, som var bleven indkøbt i Tyskland. Det drejede sig altså om en ren spekulation i tysk krigsbytte og oven i købet om et rent kapitalistisk foretagende, da aktierne udstedtes med et pålydende på 1.000 kr. og overtoges af privatpersoner. Her drejede det sig så sandelig ikke om et kooperativt foretagende! Desuden lå det klart, at denne forretning ene og alene var muliggjort ved, at Parvus her på en ny måde forsøgte at udnytte sine gode internationale forbindelser til varetagelse af egne, egoistiske interesser.*

Det er ikke bekendt, hvilke fortjenester Parvus har opnået sammen med sine socialdemokratiske forretningsvenner i dette foretagende.

Lige så lidt har offentligheden erfaret enkeltheder om de forretninger, det som udløber af Brændselsforretningen oprettede "Internationalt Eksportkompagni A/S" har været inde i, ...

195

... omendskønt der næppe kan være tvivl om, at Parvus også her har haft en finger med i spillet. Dette selskab stiftedes i juni 1919 med en aktiekapital på 500.000 kr. Formålet skulle være handel en gros, derunder import- og eksporthandel, og forretningen skulle drives som et rent privatkapitalistisk foretagende. Heller ikke her drejede det sig altså om nogen kooperation. aktierne kom til at lyde på ihændehaveren og kunne transporteres til navn og noteres. Stifterne var den socialdemokratiske folketingsmand Sigvard Olsen (fmd.), direktør Kiefer, bankdirektør Frederik Kier fra Arbejdernes Landsbank, den socialdemokratiske borgerrepræsentant E. Svendsen samt bestyrer Walther, til dels gammelkendte navne fra Brændselsforretningen. Under 5. oktober 1920 meddeltes det ifølge Registrerings Tidende til Handelsministeriet, at aktiekapitalen var udvidet til 1 million kroner, fuldt indbetalt. Da folketingsmand Olsen i mellemtiden var afgået ved døden, blev Karl Kiefer nu ansat som direktør, og samtidig meddeltes der ham prokura. Nu forstod socialdemokraterne at udnytte de chancer, den formående storkapitalist Parvus havde budt dem, efter rent privatkapitalistiske principper.

196

At Parvus ligeledes har forstået her at mele sin egen kage, kan der sikkert ikke være tvivl om.

Alle disse foretagender led senere en krank skæbne. Værst gik det ud over Arbejdernes Brændselsforretning, som i august 1925 var kørt fuldkommen fast. Den forudgående milde vinter havde ført med sig, at forretningen blev siddende med store kullagre, for hvilke der ikke kunne skaffes afsætning. Hos en enkelt kunde måtte der afskrives 350.000 kr. Da den endelige opgørelse fandt sted, viste det sig, at reservebeholdningen på ca. 2 mil. kr. var tabt, og at Brændselsforretningen oven i købet skyldte Arbejdernes Landsbank 5½ mil. kroner. For at undgå likvidation, måtte det stolte fagforeningsforetagende nu føres over i privatkapitalistiske hænder og træffe overenskomst med et engelsk firma. I sammenhæng med det socialdemokratiske kulkontors sammenbrud måtte banken, som havde stillet de store lån til rådighed, rekonstrueres. Den 17. juni 1927 kunne "Nationaltidende" meddele, at de samvirkende fagforeninger havde lånt banken 1,2 mil. kr. af deres strejkemidler og udbetalt pengene på stedet. Af de under den forudgående storlockout indsamlede store midler — der var blevet udbetalt til de strejkende 21 mil. kr. i understøttelser, hvoraf 4 3/4 mil. kr. var kommet fra udlandet — tilførtes der altså nu Arbejdernes Landsbank en større andel til dækning af tab, forvoldt af det efter rent kapitalistiske principper ledede eksportkompagni foruden af Brændselsforretningen. Pengene skulle oprindelig have været uddelt til organisationerne, men måtte altså nu stilles til rådighed til afskrivninger i Landsbanken. Brændselsforretningens gæld til banken androg på det nævnte tidspunkt endnu 5 mil. kr.

Det er i denne sag senere blevet bekendt, at der i oktober 1927 tilstræbtes en formindskelse af denne gæld ved at overføre den del af bankens aktiekapital, som Arbejdernes Fællesorganisations Brændselsforretning havde indskudt ved oprettelsen af Landsbanken, til fagorganisationerne. En sådan ordning

197

blev den 28. oktober 1927 vedtaget i fællesorganisationen. Der overførtes 1,2 mil. kr. aktier.

Som det her havde udviklet sig, drejede det sig atter om en bankskandale, der i mange henseender lå på linie med selve Landmandsbank-affæren. I den offentlige diskussion påvistes forskellige mislige forhold, som klart lod erkende, at der her havde været tilstrækkeligt grundlag til en kraftig indgriben fra Bankinspektoratets side, noget, som desværre udeblev. Bl.a. konstateredes det, at det engagement på 5½ mil. kr., Arbejdernes Landsbank havde i Brændselsforretningen, svarede til en sjettedel af bankens balance, og at Brændselsforretningen og Arbejdernes Landsbank i vid udstrækning havde fælles ledelse, forhold, som var i strid med den gældende banklov. Det viste sig også, at banken i anledning af den store gæld i stor udstrækning havde taget sikkerhed i egne aktier, idet bankens beholdning af aktier og obligationer i foråret 1925, i alt 1.830.000 kr., for en væsentlig del bestod af Brændselsforretningens anselige anpart i Landsbankens aktiekapital. Da bankinspektøren anmodedes om at skaffe klarhed vedrørende dette forhold, afgav han et undvigende svar. Nogen tid senere blev bankinspektør Hald afskediget på gråt papir i anledning af denne affære.

En kendsgerning er, at forholdene inden for Brændselsforretningen, Københavns Befragtnings- & Transportkompagni, Dansk Handels- & Industri-aktieselskab, Internationalt Eksportkompagni og Arbejdernes Landsbank, dvs. alle disse de ledende socialdemokraters kapitalistiske foretagender (hvortil vel også det i Brændselsforeningens lokaler indrettede Arbejdernes Bogførings- og Revisionsinstitut må medregnes), aldrig er blevet belyst til bunds, men at man kun ved, at Parvus ved sine storstilede transaktioner bidrog afgørende til oprettelsen af disse foretagender. Det var kommunistorganet "Arbejderbladet", der bragte de første afsløringer om "Arbejderkul"s milliontab og om de vanskeligheder, som derved var opstået for Landsbanken. Da afsløringerne var blevet bekendte, viste

198

det sig hurtigt, at bladet havde ret. Da "Social-Demokraten" senere erklærede, at arbejdernes repræsentanter havde fået nøjagtige og aldeles tilforladelige oplysninger om bankens forhold, stillede "Arbejderbladet" (14. 8. 1925) endnu nogle meget pinlige spørgsmål. Bladet spurgte bl.a.:

"Er der da givet fuld og klar besked om forholdet mellem Arbejderkul og Befragtningskompagniet? Er der givet udtømmende og tilfredsstillende meddelelser om de skibskøb, der blev foretaget gennem overretssagfører Faurschou og Utzon Buchs rederi "Østersøen", hvorpå d’herrer åbenbart stak betydelige beløb i form af returprovision (det drejede sig herved om en lovstridig returkommission på 125.000 kr.) i deres egne lommer? Er der givet fuld og klar besked på, i hvilket omfang disse transaktioner har påført bank- og brændselsforretning tab? Er der givet arbejdernes repræsentanter fuldstændige oplysninger om forholdet til Internationalt Eksportkompagni, og hvilke tab dette har påført arbejdernes foretagender? Kender repræsentanterne dette selskabs forretninger og transaktioner med Berlins magistrat? Ligger hr. Kiefers transaktioner og forhold til Barmat-koncernen fuldt belyst for arbejdernes repræsentanter?"*

Disse spørgsmål blev aldrig besvaret.

Ved siden af "København" var det navnlig "Kolding Avis" (redaktør Erik Hansen), der allerede fra foråret 1917 rettede utrættelige angreb mod Stauning for det nære samarbejdes skyld, han havde med Parvus. Og Erik Hansen, der var renlivet antisemit og desuden fanatisk nationalist, lagde ikke fingrene imellem, når han slog løs på modstanderen. Da Stauning derfor senere indledte fornærmelsesproces mod den aggressive pressemand i Kolding, var der nok af kraftige beskyldninger at vælge imellem, men de havde imidlertid den

199

for Stauning ubehagelige egenskab, at de i det store og hele var bevislige og derfor ikke særlig godt egnede sig til at afgive grundlag for en fornærmelsesproces. Dertil kom, at angrebene for størstedelen var af ren politisk karakter og som sådan rettet ikke mod privatmanden Thorvald Stauning, men mod partilederen, henholdsvis Socialdemokratiets førere i almindelighed, og som sådan ikke kunne ramme Stauning personlig på hans ære. Forså vidt Stauning derfor regnede med, at processen måtte kunne bidrage til at rehabilitere partiet og navnlig til at standse kritikken mod Arbejdernes Brændselsforretning, måtte han selvfølgelig blive skuffet; i så henseende kunne der nu engang heller ikke gives oprejsning ad rettens vej, sådan som forholdene lå.

Blandt de særligt indklagede vendinger i redaktør Hansens artikler skal enkelte gengives. I en artikel med titlen: "Dansk Minister som Tysklands Bydreng" bemærkedes, at Stauning havde "kompromitteret den danske regering (og os alle!)", i en anden taltes der om, "hvor lumpent det tyske socialdemokratis danskfødte filialbestyrer" havde ført de danske arbejdere. En artikel blev bragt under titlen: "Hvem trækker i Trådene?" og her taltes der om "den tyskinspirerede agitation blandt de tysk-jødisk ledede russiske arbejdermasser — den agitation, ved hvilken den danske minister Stauning har været mellemmand —". Erik Hansen nævnte endvidere bl.a., at franske blade i artikler om Stockholmer-konferencen, for hvilken også Stauning havde været virksom, havde talt om, "en bande betalte udsendinge". Dog værst var Kolding-redaktørens kritik gået ud over Arbejdernes Fællesorganisations Brændselsforretning, i hvilken det stadige omkvæd var: "Hvem ejer aktierne?", bl.a. havde Erik Hansen i denne sag stillet spørgsmål som: Hvem sidder i bestyrelsen, hvem får provisionen fra Tyskland, tantiemerne og renterne? ... Hvorfra stammer den tyske velvilje? Hvor kan det være, at hr. Staunings aktieselskab kan få 60 procent af den tyske tilførsel, og alle andre handlende må slås om resten? ...

200

Det er vel ikke minister Stauning og den øvrige partiledelse, der ligger inde med alle aktierne? osv. Der var i de artikler tale om "Hr. Staunings dansk-tyske Kulforretning", der spurgtes om, "hvilke betingelser tyskerne stillede politikeren Stauning for at indlade sig med kulgrossereren Stauning", hvorhos redaktør Ingvald Kieler i sit organ "Fædrelandet" engang bemærkede om disse angreb: "... Erik Hansens afsløringer har vist os hele den privat- eller partiøkonomiske forudsætning for og underbygning af Socialdemokratiets tyskerkurspolitik. D’hrr. synes at være godt lønnet for deres forræderi mod vor neutralitet og vor nationale fremtid." I anklagen ansås det for graverende, at Erik Hansen havde bragt denne sidste sætning i sit blad uden at tage afstand derfra. Gang på gang rettedes der dernæst bebrejdelser mod Stauning og Borgbjerg på grund af "deres judasgerning", "deres maskepi" med den ene part af de krigsførende magter; i hvilken sammenhæng det ved lejlighed erklæredes, at det var Scheidemann, der havde engageret de "danske" partifæller Borgbjerg og minister Stauning som håndlangere.

I "Kolding Avis" nr. 133 af 13. juni 1917 havde endvidere en anonym forfatter, som underskrev sit indlæg med: "En gl. Socialist" — og som ifølge de oplysninger, højesteretssagfører Fich gav i retsforhandlingerne, havde dokumenteret, at han havde været medlem af det socialdemokratiske parti i 35 år og medlem af partiets hovedbestyrelse i 5 år — rettet følgende kraftige salut mod Stauning: "Det er mig bekendt, at i tre år har det danske socialdemokratis overklasse beriget sig i ly af krigen, ikke mindst gennem den i "Kolding Avis" omtalte kulforretning på Tyskland ——. Jeg vil bemærke til partifælle Borgbjerg, at tilbage står først og fremmest den danske kapitalisme, således som den i sin tid blev startet af hr. Borgbjergs forgænger i Københavns femte kreds, skræddermester P. Holm, og således som det nu blomstrer giftigt i det socialdemokratiske partis overklasse gennem denne overklasses forbindelse med børsspekulationer og tyske

201

spekulationer —— hvis nemlig minister Stauning ejer blot en eneste aktie i dette enestående kapitalistforetagende, da er jeg villig til med navns underskrift at stemple ham som en politisk ———, uværdig til at sidde i kongens råd, endnu mere end han viste sig uværdig til at sidde i Folketingets formandsstol. — Svarer ministeren ikke, da bør han have at vide, at han indtil videre går med sort stempel på sig."

Hof- og Stadsretten i København idømte den 13. januar 1919 redaktør Erik Hansen 800 kr. i bøde for enkelte sætninger, deriblandt den sidst citerede indsender-artikel, og mortificerede et mindretal af de brugte udtryk. I præmisserne hed det, at minister Stauning ikke med føje kunne føle sig personlig ærekrænket ved indholdet af artikler, der indeholdt angreb mod selve partiet og dets førere, selvom han var partiets repræsentant i Regeringen og indtog en ledende stilling inden for partiet. Da der fremkom et forlydende om, at Erik Hansen agtede at appellere dommen, giver "Social-Demokraten" udtryk for det håb, at han må gøre alvor af udtalelsen, "så det i Højesterets skranke kan blive dokumenteret, at hele den smudsige og forbryderiske kampagne kun var ren svindel, opdigtet af d’hrr. Witzansky og Erik Hansen, bistået af udenlandske spioner og lejede banditter". — Dommen blev derpå appelleret af Stauning!

Til domsforhandlingen i Højesteret, som fandt sted den 22. og 23. januar 1920, havde Stauning som forsvarer engageret den jødiske højesteretssagfører C. B. Henriques, som i sit forsvar for Stauning gik ud fra, at det her ikke drejede sig om en kamp mellem politiske partier, men udelukkende om bagvaskelser over for en bestemt person. Bagvaskeren havde, hævdede Henriques, beskyldt minister Stauning for at have handlet uneutralt og for at have gjort det af grunde, der stammede fra pekuniære interesser. Værre tankegang lod sig næppe tænke over for ens eget lands minister. Beskyldningerne var så meget mere uforsvarlige, som det socialdemokratiske

202

parti efter hele sin oprindelse og opgave havde et internationalt præg. Under krigen havde det fået den opgave at knytte de sprængte tråde. Alt dette måtte selvfølgelig gøre partiformanden Staunings stilling særlig vanskelig. Der var blevet lagt gift, og gennem sigtelserne skabt grundlag for udenlandsk mistanke. Erik Hansens virksomhed kunne være blevet skadelig for landet; den havde været og var skadelig for Stauning. Ved gennemgangen af brændselsforsyningens regnskab for 1916–17 udtalte C. B. Henriques sin beundring for den forudseenhed og dygtighed, med hvilken foretagendet var blevet ledet. Han tilføjede, at overskuddet var blevet fordelt på højst anerkendelsesværdig og forbilledlig måde. Endvidere bemærkede han: "Med hensyn til den russisk-tyske politiker og eventyrer Parvus, har Stauning kun talt en gang med den mand og har i øvrigt intet haft med ham at gøre. Der findes endvidere intet om løfter eller lignende fra danske socialdemokraters side." Når tyskerne havde støttet leverancerne til brændselsforsyningen, var det kun sket, fordi de var interesseret i at få modydelser fra Danmark. C. B. Henriques krævede til slut Erik Hansen dømt for "forhånelse, injurier og grove sigtelser" og nedlagde påstand på den indankede doms skærpelse, Straffelovens strengeste straf, altså fængsel.

Erik Hansens sagfører, hrs. Oskar Fich, udtrykte sin forundring over, at minister Stauning, som ved Hof- og Stadsretten havde fået dom over den sagsøgte, ville appellere og absolut have sine gamle skader drøftet i Højesteret. Hr. Fich kunne — ifølge "Politiken"s beretning — ikke se, at der var nogen grund til at ønske Erik Hansen strengere straffet. Det, redaktør Hansen havde gjort, var at kritisere den virksomhed, Stauning havde øvet udadtil, og som i flere tilfælde havde forekommet ham og adskillige andre uneutral. Endvidere havde Erik Hansen angrebet de socialdemokratiske ledere, fordi Arbejdernes Brændselsforretning blev drevet i forbindelse med Tyskland, og fordi driften ikke havde hvilet på socialistiske principper. Ministeren havde ved arbejdet i anledning af

203

Stockholmer-konferencen været udenfor den ligelige neutralitets grænse, hvilket var så meget farligere, som hans handlemåde kunne opfattes som stemmende med Regeringens opfattelse og faktisk blev angrebet som kompromitterende for Danmark over for Ententen. Heller ikke ministeriets besørgelse af det tyske socialdemokratis lykønskningstelegram til den russiske bolsjevik-regering i anledning af revolutionen var i overensstemmelse med den ligelige neutralitets krav. Staunings navn stod under telegrammet. I dette tilfælde havde han ikke handlet som forretningsfører for det danske socialdemokrati, men som dansk minister; og en sådan handling havde intet med neutralitet at gøre ... med hensyn til Brændselsforretningen var det ikke en smule for meget at sige, at de danske socialister havde været godt lønnede af den tyske regering for deres tjenester; derfor behøvede man ikke at mene, at de havde forpligtet sig. Her var ikke tale om bestikkelse, men om nydelse af en fordel, der kunne skabe afhængighed. Og den mystik, der havde hvilet over Brændselsforretningen, havde været egnet til at skabe mistanke. Hrs. Fich sluttede med at konstatere, at "Stauning ikke én, men flere gange havde talt med Parvus", behandlede indgående enkelte udtryk i Erik Hansens artikler og krævede underretsdommen stadfæstet.

Dommen blev et alvorligt nederlag for minister Stauning. Hof- og Stadsrettens dom stadfæstedes; Højesteret ville altså ikke gå med til en skærpelse af dommen, således som af Stauning krævet. Kun fremhævede Højesteret udtrykkeligt, at det måtte anses for ubestridt, at minister Stauning ikke havde været aktionær i det i den indankede dom nævnte selskab, og at han overhovedet ikke havde oppebåret nogen fortjeneste af selskabet.* "Kolding Avis" kunne den 13. august 1925 ...

204

... meddele, at Stauning desuden ved Højesteret blev idømt en bøde for unødig trætte og bemærker endvidere, at han ikke fik "afkræftet vore oplysninger om forbindelse med agent Parvus og denne persons karakter som agent".

Samtidig med processen mod Erik Hansen anlagde minister Stauning sag mod redaktør H. Witzansky som ansvarlig redaktør for bladet "København" i anledning af artikler, som her var blevet publiceret i december 1917 og januar 1918. Også i denne sag faldt dom ved Hof- og Stadsretten den 13. januar 1919, en dom, der ligeledes blev en dundrende fiasko for sagsøgeren. Den del af artiklerne, som angik Brændselsforretningen, fandtes også i dette tilfælde overhovedet ikke at være ærefornærmende. Ej heller bemærkningen om, at selskabet i løbet af ca. 1½ år havde haft en indtægt af ca. 8 mil. kr., mortificeredes. Endvidere bemærkedes det i præmisserne, at det heller ikke kunne anses for ærefornærmende mod Stauning, at han sagdes at have indbringende fortjeneste af sin stilling som bestyrelsesmedlem og aktionær i selskabet, idet ingen af de pågældende artikler kunne anses for at indeholde nogen sigtelse mod ham for på uhæderlig vis at oppebære fortjeneste gennem det nævnte selskab. (Denne gang bestrider ej heller "Social-Demokraten", at Stauning var bestyrelsesmedlem, men bladet hævder igen, at han ikke havde modtaget en øre fra Brændselsforretningen). Derimod ansås bl.a. følgende udtryk i Witzanskys artikler for fornærmelige: at Socialdemokratiets førere har optrådt "skamløst", at de er grebet på fersk gerning i den "lumskeste" uneutralitet, — "Parvus-komplottet" —, at "citanten [1] optrådte som Parvus’ udsending i Fürstenbergs sag", nemlig i sagen mod sidstnævnte ved Københavns Kriminalret for grove smuglerier og klausulbrud, der havde den tiltaltes udvisning i januar 1917 til følge.

Redaktør Witzansky blev ligesom redaktør Hansen fra Kolding dømt til 800 kr. i bøde den 13. januar 1919. Også denne dom appellerede Stauning til Højesteret, hvor ...

[1]: Citant, lat., af citare kalde for retten, stævne; altså sagsøgeren. Kilde: Den Store Danske.)

205

... indstævnte efter samråd med sagsøgeren lod sagen behandle skriftligt. Dog, da Stauning i januar 1920 led så skamfuld et nederlag ved højeste instans i sagen mod Kolding-redaktøren og endda blev ikendt bøde for unødig trætte, tabte han humøret. Han frafaldt derfor appellen mod Witzansky.

f) Et alvorligt memento: Sems fjende lurer! [2]

Der går frasagn om den sybarittilværelse (vellevned. Red.), Parvus og hans medspekulanter og spillebrødre førte, her i landet i København, efter krigen i Wädenswyl i Schweiz og på halvøen Schwanenwerder. J. la Meilleraye har i sin ovenfor citerede levnedsbeskrivelse allerede givet nogle hovedtræk af Parvus’ udsvævelser, af et orientalsk kraftmenneskes hæmningsløse, ordinære og gudsforladte nydelsessyge. Parvus raser gennem tilværelsen, han øder formuer bort i svir og sold, han misbruger kvinder, alt imens han inden for sit "fædreland", kaldet Socialdemokratiet — det tyske og det danske med — anses for at være en af de mest fremragende forkæmpere for proletariatets frigørelse, banebryderen for et nyt jordisk paradis, hvor arbejderbefolkningen skal opbygge et lykkeligt samfund i frihedens, lighedens og broderskabets navn. Han er en svindler- og bedragernatur, en politisk gøgler, som sætter en verden i brand og søger hen overalt, hvor han lugter blod.

I sine kampskrifter retter han bandstrålen mod sine modstandere og fjender verden over. I første række mod dem i Rusland, der ikke vil makke ret, mod Kerenski, Alexinski, Burtzew, den mand, som beskyldes for at have anvendt "den umotiverede mistænkeliggørelses-metode, den mest modbydelige af alle, den forhenværende tsaristiske Ochranas (sikkerhedspoliti. Red.) metoder", endvidere mod Semenow, mennesket "med et hestehoved og en fårehjerne" osv. Dernæst mod de tyske partifæller, revisionisterne, mod dem, som kræver, at der skal være overensstemmelse mellem tanke og handling og mener, at et asocialt menneske ikke kan udrette social gerning, at et menneske, som hæmningsløst udfolder sine dyriske instinkter og sanselige lyster, ikke kan prædike moral eller fortjener tillid som politisk fører. Parvus farer hensynsløst frem mod dette utal af "bagvaskere", som angriber ham i den russiske, den bulgarske, den rumænske, den chauvinistiske Italienske presse og den franske ditto, han protesterer forbitret mod denne bladkampagne, der bliver "kastet fra land til land, svulmende stadig mere op og antagende større dimensioner, indtil der fremstod en uhyre blodpolyp, der omfattede den halve verden, var ...

[2]: Læs om bl.a. jødernes stamfader Sem, af hvilket navn også begrebet antisemitisme er afledt.

206

... formløs og uoverskuelig og lod alle udgangs- og endepunkter forsvinde i sig selv".

Det er ikke et menneske, det er en djævel, som raser, da Parvus tager det sidste opgør med sine modstandere og fjender i skriftet, der bærer den for hans færden og handlen så højst besynderlige titel: "I Kamp for Sandheden" (Kbh. 1918). Som om han nogen sinde har vidst, hvad sandhed var. Han skriver her:

"Menneskehedens kulturelle fremskridtsbevægelse kræver skånselsløst og ufølsomt tankearbejde. Det er det område, som jeg stedse er parat til at møde jer på. Her kan i vise, hvad i er værd.

Når jeg ser tilbage på det småkravl, der kryber rundt dernede og søger at kaste snavs på mig, føler jeg, at der ligger hele kulturtrin imellem mig og dette publikum.

Ved at tillægge mig lave motiver har de røbet den lave tankegang, der besjæler dem selv.

Denne åndelige pøbel, dette rendestenssnavs!

Tankens renegater, som slæber deres for længst sønderrevne, pjaltede socialistiske kappe efter sig for at tilhylle deres åndelige nøgenhed med den. Journalistisk kramvare, skrammel, vandedderkopper, der svirrer rundt på overfladen af den offentlige mening, frække tiggere, der skal have trynen i alt, og som også er trængt ind i den videnskabelige socialismes forstue, men ikke længere, fuskere, hvis åndelige elendighed jeg engang lejlighedsvis har betegnet som socialismens lakajstue og lakajstuens socialisme.

Middelmådigheder, civilisationens spild, tankens pøbel, sjuskere!

De bedste af dem er kun i stand til at hæve sig over hverdagslivet ved hjælp af et reb, der allerede er fastspændt af en anden.

Når der er flere sammen, udgør de en hob; de bliver ikke klogere derved, men blot frækkere.

Deres dyd er pyntet som en rig købmandskone og påtrængende som en tigger. Den holder sig kun så længe, som den føler fremmede øjne hvile på sig; overlades den til sig selv, brister den som en boble, af hvilken der kun fremkommer snavs og værdiløst slam.

At karakterisere dem er det samme som at slutte af med dem.

De kravler omkring som muldvarpe, ligger i et evigt klammeri og fylder atmosfæren med deres rådne dunster. Den menneskelige nederdrægtigheds afskyeligste skumspil. Bedst er det ikke at blive stående derved. "Se og gå forbi", som Dante siger.

Jeg går videre ad min vej — til nye, til gamle opgaver".

— Således afslører Parvus sig selv. I en skældsordenes kavalkade, som man længe skal søge magen til. Sådan præsenterer han sig som den mand, der rager op over alt folket i intelligens og dygtighed,

207

i ædelmodighed, snilde og ansvarsfølelse, —— og var derved dog ikke andet end en pjalt og — en folkenes fordærver.

Hvorledes kredsen omkring Parvus levede sine glade dage i København, kredsen af hebræiske snyltere fra verdens forskellige lande, navnlig fra Tyskland og Rusland, også det er noget, som den foran nævnte franske forfatter J. la Meilleraye har fået indblik i. Han bringer spisekortet fra et af de festlige lag, hvor sviren og sværmen var trumf. Gildet holdes hos en professor Philipp, som opholder sig i landet på falsk pas, og som ikke er nogen anden end Parvus’ medspekulant i kulforretningen, hans intime spillebroder Georg Sklarz. Parvus har selv ved lejlighed givet udtryk for, hvor intimt han følte sig knyttet til denne fra øst indvandrede racefælle.

Menuen lyder på:

Consommé de tortue verte en tasse
Homard à l’américaine
Lièvre à la crème
Salade mimosa
Mandarines givRées au marasquin
Cliquot brut à flots.

Altså: skildpadde-bouillon, hummer, haresteg i flødesauce, og som dessert salat mimosa og appelsiner i Maraschino-likør, og endelig fineste fransk champagne.

Gode retter, herlige retter. Ikke særligt beskedne, når man betænker, at det er krigstid, hvor også et neutralt land som Danmark har måttet foretage restriktioner på næringslivets område. Dog, man forstår at indrette sig. Den forbudte transithandel med klausulbehæftede varer, kædehandelen, kullene bringer jo penge, mange penge til de driftige hebræere. Hvorfor skulle de så ikke nyde tilværelsen?

Om denne professor Philipp fortæller den franske skribent, at han har briternes distingverede optræden, er den lette underholdnings charmerende mester, overordentlig elskværdig, og særligt modtagelig for det svage køn. Han giver den ene diner efter den anden. De yndigste skandinaviske kunstnerinder og danserinder danner den nydelige ramme om svirelagene, og invitationerne fører et taknemmeligt publikum sammen. "Hele København" — siger la Meilleray, som i sin fremstilling, støtter sig til et dokumenteret materiale — "hele København berømmer denne galante husherre for hans charme og hans overdådige gæstfrihed". Er han englænder, spørges der? Thi han taler engelsk som en indfødt, et rent og

208

absolut upåklageligt engelsk. Ingen kan formode, at han er russer. Og dog er han det. Tysk agent, siger franskmanden. Og Parvus’ højre hånd, med hvem han har oprettet "Københavns Befragtnings- og Transport-Kompagni", et mægtigt kommercielt foretagende, som står i nærmeste kontakt med "Dansk og Svensk Import A/S", og som sikrer de to driftige forretningsmænd indtægter på millioner og atter millioner. Men alt imens forretningen florerer, og dansen går, spioneres der, og trådene lægges til rette til den store revolution, der skal komme, der skal rende Rusland over ende, så vel som Tyskland, Østrig-Ungarn osv., og Danmark med. Jo, sandelig har denne kreds omkring dr. Helphand og prof. Philipp, dvs. Omkring Parvus og Georg Sklarz og Fürstenberg-Ganetski osv. det travlt. De har mange jern i ilden, så mange, at det næsten kunne tage vejret fra en. Det går heller ikke altid så glat. Hårdt rammes disse kredse allerede i januar 1917, da Fürstenberg stedes for dommer Thorup, og da det også gik ud over andre såkaldte "russiske" opkøbere. 1918 ramtes Kopenesters driftige kommissionærer, endog selve hr. Sklarz. Men spillet går trods alt videre. Spillet på handelens, på politikkens, på selskabelighedens område. Spillet, det vanvittige gøgl — og det i en alvorstid, hvor millioner og atter millioner af mennesker ved fronterne kæmper og gløder for en sag, der er dem hellig, hvor millioner af mennesker lider nød, ubeskrivelig, forfærdende nød.

Da spiller og danser jøden!

Det er ejendommeligvis en tysk jøde, der mest indtrængende har advaret Parvus og konsorter om ikke at overdrive spillet, ikke at fremmane katastrofen over deres egen race og i denne sammenhæng skrev det manende ord: "Sems Fjende lurer!" Og denne mand var Maximilian Harden, alias Isidor Witkowsky, udgiveren af det i systemets Tyskland berømte og berygtede tidsskrift "Die Zukunft". I en række angreb, som han i årene 1919–21 retter mod november-socialisterne, Scheidemann, Hänisch, Lensch, Noske osv., som havde indladt sig på et alt for intimt samarbejde med de værste bisser inden for den rod- og holdningsløse jødiske spekulantverden, går han også kraftigt i rette med snyltere som brødrene Sklarz, Parvus og deslige kanutter. Han revser disse mænd hårdt, blotter dem hensynsløst i sit knudrede, kunstlede sprog, sit "desperanto", og han rammer forbistret hårdt.

Harden fortæller bl.a. (1919, s. 278), hvorledes Parvus i det af ham udgivne og finansierede, af Konrad Hänisch (den tyske kultusminister) redigerede månedsblad "Die Glocke", under krigen agerede tysk-patriotisk, og hvorledes han opnåede store statstilskud for sit fornemt indrettede "Verlag für Soziale Wissenschaften" i Regentstrasse i Berlin. Og så fortsætter Harden: "Hans kompagnon blev Georg Sklarz, også en

209

fra øst indvandret israelit, som efterfulgtes af tre brødre; han blev gode venner med d’herrer Ebert og Scheidemann, som af mistillid først havde afvist ham. Han har i København, med umådelige omkostninger, indrettet et "Institut til Forskning af Krigens sociale Følger", gennem billig kulimport har han forpligtet de danske fagforeninger til taknemmelighed; også (alt i G.m.b.H. (Gesellschaft mit beschränkter Haftung, dansk: selskab med begrænset ansvar. Red.) med hr. Sklarz, som samtidig skal have stået i den tyske efterretningstjeneste) skaffet biler til Danmark; og endelig, i overensstemmelse med den øverste hærledelse, have muliggjort de herrer Lenins, Trotzkis og andre bolsjevikkers rejse fra Schweiz til Rusland ... Parvus piloterede dem i plomberet vogn gennem Tyskland og Skandinavien". Idet han kraftigt polemiserer mod ministeren for videnskab, kunst og undervisning, Konrad Hänisch, spørger Harden bl.a. denne, som ikke mener at måtte tvivle om sin gode vens, Parvus’ personlige og politiske hæderlighed, (1919, s.314): "Har det slet ikke været påfaldende for Dem, at denne gamle ven, der, som russisk revolutionær flere gange blev udvist af Tyskland og i tagkamre levede kummerligt af forlæggeres forskud, siden krigens begyndelse har skovlet millioner ind, fik tysk statsborgerret, erhvervede sig en villa først ved det gyldne horn, dernæst ved Søerne i København, og en tredje i Schweiz, i Berlin boede enten i en egen etage eller i pragtværelserne i "Kaiserhof", overalt færdedes med excellencer, (henkastede 80.000 M. — for ham en bagatel — til ferierejser for slet ernærede børn) og til den af dem ringede "Glocke" ydede 1400 tusinde mark? De vidste, at han lever som en overdådig nabob (rigmand. Red.), en Krøsus, en Marcus Crassus, men De var på det inderligste overbevist om, at personlig redelighed, og politisk idealisme kunne bidrage til at Parvus i en håndevending fik de til sådan ødselhed fornødne midler ... Det var Dem ej heller påfaldende, at en anden af deres arbejdsgivere, den fra Galizien indvandrede hr. Sklarz har indrettet sig på samme måde, disponerer over umådelige mængder af levnedsmidler osv. ..."

Harden fortæller på denne måde løst og fast om Parvus og konsorter, antyder, at der er mange historier i omløb om denne kreds af mænd, smudsigere, modbydeligere end dem han fremsætter, og han knytter dertil det memento: "Sems fjende lurer. Den, som tøver, ville gøre sig mistænkelig. Og enhver, som frygter Marx’ foragtelige blik, og som kræver, at synderne skal straffes, kan endnu tidligt nok få hævnlysten mættet." Maximilian Harden ser tydeligt faren, der truer, og han frygter hævnen, på sin races vegne! Frygter den hævn, som navnlig en Parvus’ århundredprægende forsyndelse mod Europas frihed og fremtid engang, når tidens fylde er kommet, må afføde. Og derfor varskoer han: "Sems fjende lytter, han lurer!"

210

7. KØBENHAVN SOM DE JØDISKE AGITATORERS OG CONSPIRATORERS CENTRAL

I deres kamp om verdensherredømmet følte jøderne sig aldrig nærmere målet end under den første verdenskrig. Derfor kunne en Louis Levy i denne tid tale om sin races verdenshistoriske mission i "Jøden som Fredsstifter", derfor kunne den jødiske højfinans for åbent tæppe dirigere landets handel, bankvæsen og politik, derfor kunne også de værste jødiske elementer fra udenlandske ghettoer og kommunistreder under krigen samles i København for herfra at revolutionere, eller, som Parvus siger, at demokratisere de forskellige samfund. Det var herfra, en retning blandt den internationale jødedom under og efter verdenskrigen knyttede trådene til bolsjeviseringen af de europæiske lande, en anden retning organiserede bestræbelserne for virkeliggørelsen af de zionistiske mål. Og endelig var det her, den hjemlige jødiske kapitalmagt forfulgte gigantiske planer for at sikre sine finansielle interesser ud over hele jordkloden og for derved at lave København til et kommercielt verdenscentrum.

Jøderne vejrede en ny tids morgenrøde. Hvilken vej, de så end valgte til opnåelsen af de sidste og højeste mål, i et var de enige: deri, at de ville danne den kommende verden i deres billede. Ved et ejendommeligt skæbnens træf blev det Danmarks hovedstad, der for en vis periode skulle være udgangspunktet for de mangfoldige bestræbelser, jøderne udfoldede for at nå frem til verdensmagten.

211

Da diskussionen om Parvus’ mystiske forbindelse med den socialdemokratiske brændselsforretning var på sit højeste, lod han som nævnt i et indlæg i "Social-Demokraten" bekendtgøre, at han nu ville vise, hvem han var, og hvad han i virkeligheden tilstræbte, ved publikation af sine skrifter på dansk. Han mente, at når dette var sket, måtte også al mistænkeliggørelse af hans virksomhed standse. At han ved denne nye form for propaganda tilsigtede noget helt andet, nemlig revolutioneringen af det danske folk, røbede han selvfølgelig ikke i sin erklæring af 26. december 1917.

I og for sig havde det ikke været nødvendigt, at Parvus på så højtidelig en måde meddelte den danske offentlighed, at han agtede at udgive nogle af sine skrifter på dansk, da han allerede i den første periode af sit ophold her i landet havde lagt godt for med dette arbejde. Thi så tidligt som 1915 udkom hans pjece: "Socialdemokratiet og Parlamentarismen". Noget andet var, at han sidenhen havde indskrænket sig til i det store og hele at virke i det skjulte; endog hans Selskab for Forskning af Krigens sociale Følger havde næppe bidraget til, at hans navn blev videre kendt i offentligheden her i landet.* Selve "Social-Demokraten" så sig først i december 1917, da "København" havde indledt sine angreb mod Brændselsforretningen, foranlediget til at nævne Parvus.

Allerede i det skrift om "Socialdemokratiet og Parlamentarismen", Socialdemokratisk Ungdomsforbund udgiver i 1915, prædikes klassekampens parole og vises, hvordan proletariatet gennem klassekamp skal virkeliggøre den sociale revolution. I forordet karakteriseres forfatteren som "en af det internationale socialdemokratis dygtigste teoretikere", og skriftet som et arbejde, der i de forskellige lande har vundet stor udbredelse, bl.a. også i Sverige og Norge. Parvus udreder heri efter de ...

212

... velkendte marxistiske principper bl.a., at det udelukkende må være proletariatets sag at føre kampen om arbejdsløn og arbejdstid mod arbejdsgivervældet, dog at denne kamp foreløbig må føres i samarbejde med bourgeoisiet, så længe dette også ville forsøge at bryde herremandsregimentet og det reaktionære styre. Denne kamp ville, når den engang var begyndt, med indre nødvendighed blive radikaliseret, og proletariatet ville derefter, i erkendelsen af, at der ved siden af politisk ulighed også bestod en økonomisk ulighed, i sidste instans se sig nødsaget til at overtage produktionsmidlerne. Denne kamp måtte udkæmpes under modsætningen: arbejderklassen mod kapitalistklassen. Det er Karl Marx’ ideer om igen, når Parvus bemærker: "Jo mere kapitalistklassens spidser hæver sig i deres sociale stilling over det folk, som den økonomisk behersker, desto mere forvandler proletariatet alle love, alle den kapitalistiske produktionsudviklings foreteelser til midler, ved hvis hjælp det bekæmper det kapitalistiske herrevælde. Industrielt opsving eller industriel tilbagegang, agrarkriser eller dyrtid, høje priser eller lave, kapitalistisk koncentration såvel som bedrifters sønderdeling, f.eks. i husindustrien, børserne såvel som håndværket, frihandel eller beskyttelsestold, krig eller fred, republik eller monarki — overalt og i alt efterforsker proletariatet den kapitalistiske særinteresse, plukker den ud, holder den frem i parlamenterne, i kommunerne, i bladene, på offentlige møder, i lukkede forsamlinger, på hvert værksted, i hvert hus — slynger hele den kapitalistiske virkelighed som en endeløs, vældig, dag for dag stigende anklage mod kapitalistklassen!" Sådan ser Parvus på udviklingen.

Medens han indledende i sit skrift går ud fra, at proletariatet til en begyndelse må gå sammen med bourgeoisiet i sin politiske kamp, at man må forsøge at nå frem til magten ved parlamentariske midler, og at netop Socialdemokratiet havde erkendt nødvendigheden af denne kampmetode, erklærer han, til slut åbent og klart, at målet uanset ...

213

... denne taktik må være, efterhånden at dæmme op for bourgeoisiets indflydelse, så proletariatet til sidst er i stand til at sætte en selvstændig politik og en selvstændig idéverden mod det borgerlige samfund. Den derved indledte omformningsproces måtte fremkalde en fremadskridende skærpelse af den nøgne interessekamp, som nu i hovedsagen udkæmpedes af de store kapitalistiske grupperinger uden for parlamenterne, og dermed ville det endelig blive proletariatet muliggjort at besætte den ene position efter den anden inden for samfundene. Parlamenternes afmagt ville blive åbenbar for alle og enhver, dets politiske tomhed og hele utilstrækkelighed ville grine et sejrende proletariat i møde. Parvus mener til slut, at nu var tiden inde, da man måtte forsøge at gennemtrumfe den endelige revolution med de i den politiske kamp prøvede midler. "Fagforeninger, Socialdemokratiet, revolutionær kamp, parlamentarisk virksomhed, klassekampens selvstændighed og samvirke med andre for at kunne gennemdrive arbejderkrav, politisk demokrati for at udvikle klassekampen, dagspolitik og kraftkoncentration i kampen om endemålet — alt dette er ting, — som vi nu skal være på det rene med. Nu står kun et tilbage: Vi må lære samtidig at kunne bruge alt og flere kampmidler. Tiden for de små skærmydsler, for de lokale kampe, om også tilfældigt i større omfang, snart med fagforeningerne, snart i parlamentet eller i politikken i videste forstand er forbi; i det 20. århundrede fører proletariatet sine største kampe med kombinerede våben".

Således prædiker den fra Rusland emigrerede jøde revolutionen i sit i 1915 udgivne skrift og opfordrer til kamp mod parlamentarismen, til indførelse af proletariatets diktatur. Og det er de selvsamme tanker, der uddybes i de i december 1917 bebudede skrifter, navnlig i det store værk fra 1918: "Proletariatets klassekamp" (oversat af C. L. Skjoldbo) og det af K. O. Vedel-Petersen oversatte "Socialdemokratiet og Krigen" (ligeledes Kbh. 1918).

I en af de afhandlinger, som det sidstnævnte skrift indeholder, behandles kapitalismens og imperialismens indflydelse på den første verdenskrigs udvikling og forløb. Parvus hævder her, at det er den kapitalistiske industri, som i de enkelte lande har avlet rivninger og konflikter med hele verden, da hvert lands industri nu engang stræbte efter at erobre verdensmarkedet. Denne udvikling var i de senere år blevet yderligere accentueret ved de imperialistiske bestræbelser, der prægede de to førende verdensmagters, Tysklands og Englands, politik. Det var disse forhold, der havde gjort verdenskrigen uundgåelig; de formelle omstændigheder, der havde ført til krigsudbruddet, var heroverfor kun af ringe betydning. Dertil kom, at den vældige koncentration af den industrielle og finansielle kapital havde trængt bourgeoisiet ud af dets selvstændige rolle i foretagenderne og kastet det i armene på Børsen.

214

Bourgeoisiet var således bleven forledt til at tage del i spil og hasard og havde derved sat sin hævdvundne soliditet over styr. Dermed var tillige forudsætningen skabt for denne klasses deltagelse i det politiske hasardspil. Han fortsætter: "Den borgerlige parlamentarisme, som allerede tidligere prisgav sine idealer, udartede fuldkomment til demagogi og klikespil under indflydelse af Børsen og imperialismen. Korruptionen blev netop værst der, hvor parlamentarismen var stærkest. Pressebøller, børsjobbere, storfinansens og det parlamentariske livs kliker ødelagde Staten, korrumperede den offentlige mening, bekæmpede indbyrdes hinanden og slog sig stadig sammen i skriget efter magtudvidelse, verdensherredømme og imperialisme". Dertil knyttes en bemærkning om, at socialisterne meget ofte var blevet forrådt af deres ledere, som havde sluttet sig til dette kapitalistiske eventyrerpak. Og i disse betragtninger, som blev nedskrevet i 1914, konkluderer Parvus derefter: "Kapitalismen, der under sit historiske forløb allerede har ført hele samfundsklasser ud i ødelæggelse, har i dette øjeblik stukket Europa i brand på alle kanter, stukket det i brand ved sammenstødet mellem de konkurrerende kræfter i de forskellige lande på det økonomiske, politiske og militære område, de kræfter, den selv har bragt til udvikling, i forbindelse med opløsningen af den samfundsmæssige moral, med korruption og degeneration. Den ødelægger nu med det uhyre værktøj, den har skabt sig i våbenteknik og sine hærorganisationer, den industri i Europa, som er resultatet af videnskabens og de civiliserede nationers arbejde gennem generationer, den ødelægger den rigdom og den formelle civilisation, den stedse har påberåbt sig som den sidste og afgørende retfærdiggørelse af sin grænseløse udbytning af folkemasserne, ja, den tilintetgør endog den ejendomsret, hvis ukrænkelighed den har prædiket og forsvaret med alle statsmagtens midler ..."

Ufatteligt, at en mand, der fælder en sådan dom over kapitalismens udskejelser, selv kunne finde på at drive en kulforretning i samarbejde med Socialdemokratiet her og der, som "ved grænseløs udbytning af folkemasserne" sikrede de i handelen umiddelbart interesserede parter en fortjeneste, der må have ligget alt i alt mellem de 30–40 mil. kroner, hvoraf han selv forstod at sikre sig broderparten. Ubegribeligt, at et så amoralsk og asocialt individ som Parvus kunne tolke medfølelse med de små i samfundet ved talrige andre lejligheder, tale om, at den retfærdighed, man forlangte af bourgeoisiet, skulle man først og fremmest selv udøve, og at det drejede sig om at give proletaren hans menneskeglæde og -lykke.

Kravet om den hensynsløse klassekamp, om proletariatets fuldkomne sejr, opgives først af denne forkæmper for verdensrevolutionen i det

215

øjeblik, da han ikke ser sine personlige ærgerrige håb opfyldt, og ikke ved hjælp af sine bolsjevikiske venner, som Lenin, Trotzky, Fürstenberg og Radek, er nået frem til magtens tinder. Thi da forventningerne herom slår klik, retter Parvus i sit 1919 udgivne skrift: "Verdensrevolutionen. Breve til Arbejderne om Socialismen og Verdensrevolutionen" sit hårdeste skyts mod bolsjevismen. I det andet brev i denne samling gør han op med dette styre, som efter hans opfattelse nu ikke er andet end et enestående, gigantisk forræderi mod socialismen, et system nemlig, der glat havde sat sig ud over det, Marx og Engels havde lært i "Det kommunistiske Manifest" om bourgeoisiets historiske mission og revolutionære rolle. Den hensynsløse undertrykkelse af enhver opposition i Rusland havde ikke gjort det af med kapitalismen, men derimod ført den tilbage til dens mest primitive form: rov og åger. Det hele var mundet ud i brandskatning, almindelig demoralisation, vilkårlighed, usikkerhed. Herom siges der: "I stedet for den tidligere slave-eksistens er der trådt en snyltertilværelse. Det russiske proletariat er ikke mere den arbejdende klasse, på hvilken socialismen bygger; den er forvandlet til en romersk pøbel, der råber på brød og forlystelser". Katastrofen lå efter Parvus’ opfattelse navnlig i, at proletariatets diktatur her var blevet til enkelte personers herskermagt, og at den almene interesse var blevet trængt tilbage af alle slags særinteresser, også der, hvor den almene interesse alene burde være repræsenteret, som f.eks. i retsplejen, undervisningen osv.

Han mener derfor nu, at der så sandelig ikke er nogen grund til at anbefale at efterligne dette russiske rådsrepublik-system. Thi — spørger han: "Har Europa arbejdet sig kulturelt frem til det elektriske lys, for til sidst at æde moskovitiske tællelys?" Han kommer endelig til det resultat, at bolsjevismen vil betyde en varig fare for socialismen, som den diskrediterer og desorganiserer, for derved i virkeligheden at hjælpe kapitalismen til en ny glans.

I sit første brev om kapitalismens økonomiske besejring i bogen om "verdensrevolutionen" dvæler Parvus navnlig ved spørgsmålet om en socialisering af statsvirksomhederne og fremhæver i tilslutning hertil, hvilken betydning det måtte have, hvis Staten overtog alle samfærdselsmidler, al bjergværksdrift samt jernindustrien: han erklærer kort og godt, at "når Staten har jernbanerne, kullene og jernet i sin hånd, behersker den landets hele økonomiske liv". Der kan ikke næres tvivl om, Parvus bestræbte sig for så vidt muligt at få monopol på kulimporten til Danmark og samtidig sikre det danske socialdemokrati en førende stilling på kulhandelens område også ud fra denne art teoretiske overvejelser. At Socialdemokratiet også knyttede vidtgående politiske forventninger til denne ordning, har ikke mindst Fr. Borgbjerg ladet

216

forstå i sine artikler til forsvar for Brændselsforretningen. Også her kombineredes altså forretningsmæssige interesser med de politiske.* Ja, sandelig udfoldede Parvus et kraftigt initiativ i de forskelligste retninger.

Den store Revolutionære publicerede endvidere i 1917 pjecen: "Krigens sociale balance", desuden i 1918 to udprægede kampskrifter, nemlig den danske udgave af "Mit Svar til Kerenski & Co." med særlig indledning, og "I Kamp for Sandheden". Indholdet af disse to skrifter behandles mere udførligt oven- og nedenfor. Også her viser det sig, at verdensrevolutionen for ham er det højeste mål. Selvom han i sine teoretiske undersøgelser til tider virker tør og nøgtern, bryder dog altid den vilde fanatisme, det orientalske had igennem. Han gav sig måske den bedste selvkarakteristik, da han i sit 1907 i Dresden udgivne skrift: "In der russischen Bastille während der russischen Revolution" bemærkede: "Vi revolutionære af profession er meget gunstigere stillet end de, som først rives med af revolutionens malstrøm. Vi ved fra først af, hvad vi må ...

217

... indrette os på og er rustet mod alle skæbnens prøvelser. Det stærke omslag mellem glæde og lidelse er vort livselement. Vi elsker livets høje bølgegang". "Social-Demokraten" af 21. januar 1918 bringer i øvrigt et større afsnit af denne bog under titlen "Parvus og Trotzki i den russiske Bastille" og knytter dertil en bemærkning om, at Parvus’ håb ved overførelsen til Peter og Paul-fæstningen i året 1907 om snart atter at mødes igen med Trotzki og at grundlægge en ny æra i socialismens historie ikke gik i opfyldelse. Der tilføjes: "Først nu, 10 år efter, har de kunnet træffe hinanden som revolutionens’ førstemænd på ruinerne af det tsardømme, der troede at kunne knuse dem og deres idéer". Her lægges der altså ikke skjul på, at Parvus har ydet en fremragende indsats til Lenin-ismens sejr, og at den gode socialdemokrat Parvus, Borgbjergs nære ven, tillige var yderliggående bolsjevik.

1917 og 1918 var den mest djævelske periode i Parvus’ levned. Det var i disse år, han først søgte at hjælpe Lenin til sejren i Rusland, og dernæst var medvirkende til at stifte revolution i Tyskland.

Som en første begyndelse til denne uhyggelige konspiration mod to kejserriger, hvis arnested var København, må uden tvivl den institution betragtes, som Parvus allerede 1915 oprettede på Østerbro med det foregivne formål at fremme forskningen over krigens sociale følger. Sekretær for dette foretagende var cand.mag. Svend Trier*, en mand, der selv hørte til de særligt yderliggående marxister og som sådan bl.a. tilstræbte kongedømmets afskaffelse her i landet. Desuden beskæftigedes en række af Parvus’ revolutionære landsmænd i den nævnte institution. "København" kunne hertil den 28. november 1917 bl.a. meddele, at Parvus til selskabet for forskning af krigens sociale følger ikke blot knyttede danskere som medarbejdere, men også "russiske emigranter, som

218

tilkaldtes fra Schweiz, og som han vidste at skaffe gennemrejse gennem Tyskland".

Før Marts-revolutionen 1917 var navnlig tre russiske emigranter, der efter Lenins sejr indtog fremtrædende stillinger inden for bolsjevikstyret, godt kendt i København: nemlig fru Kollontay, der ved bolsjevismens gennembrud i efteråret 1917 blev understatssekretær i det sovjetiske socialministerium, Vladimir Spiro, der blev understatssekretær i Post- og Telegrafvæsenet, og Uritzky, der blev understatssekretær i Udenrigsministeriet, og 1918 var leder af Petrograds Tcheka (Tjeka: sovjetstyrets første sikkerhedspoliti. Red.), indtil han myrdedes ved attentat den 30. august s.å. Alle tre hørte ligesom Fürstenberg-Ganetski, Koslowsky osv. til Parvus nærmeste medarbejderkreds og havde formodentlig i det nævnte institut det samlende midtpunkt. Aleksandra Michailovna Kollontay var 1916 blevet udvist fra Sverige, fordi hun der stod i forbindelse med ungsocialisterne og drev propaganda for de socialrevolutionære ideer. Fra Sverige drog hun til København, hvorfra hun efter et halvt års ophold rejste til Amerika for at samle penge til revolutionære fonds. Michail Solomonovitsj Uritzky, som tilhørte den såkaldte Zimmervald-bevægelse, kom allerede ved krigens udbrud til København og boede Lykkeholms Allé 5 A. Han var her korrespondent for Maximilam Gorkis tidsskrift Ljetopis og for Novoja Shisn i Petrograd. Ved udbruddet af den første russiske revolution vendte han tilbage til Rusland; bortrejsen skete den 14. marts 1916. "Politiken" (20. 11. 1917) beretter, at Uritzky — ligesom Parvus og Trotzky — 1905 havde deltaget i den første russiske revolution, og ved denne lejlighed var blevet forvist til Sibirien, men blev senere ligesom de andre benådet. Også Wladimir (alias William) Spiro var ved krigens begyndelse kommet til landet. Han ejede en villa på Sommervej i Charlottenlund og havde ansættelse som prokurist i Sø- og Transportforsikringsselskabet Volga, Vestre Boulevard 33. Den 10. juni 1917 drog han efter telegrafisk ordre fra Sovjet-regeringen til Petrograd, hvor han bl.a. blev departementschef i

219

indenrigsministeriet og delegeret i Central-Arbejder- og Soldaterrådet. Alle tre var fanatiske bolsjevikker, Uritzky og Spiro desuden heljøder.

Det var formodentlig også i sammenhæng med det ovenfor nævnte kulturpolitiske arbejde i selskabet for social forskning, at Parvus ved forhandling med den tyske øverste hærledelse opnåede Ludendorffs tilladelse til at bolsjevikkernes førere, deriblandt Lenin-Uljanoff og dennes hustru, kaldet Krupskaja, Karl Radek, Gregor Sinowjew* og andre revolutionære i begyndelsen af april 1917 måtte rejse gennem Tyskland i plomberet vogn, på deres berømte tur fra eksilet i Schweiz hjem til Petrograd, til Rusland.** Formålet med at skaffe Lenin og hans nærmeste kampfæller til Rusland var i første række at fremme den defaitistiske bevægelse og hurtigst muligt at foranledige de russiske hære til at nedlægge våbnene. Parvus var af den opfattelse, at proletariatets sejr kun ville blive opnået ad denne vej, og Lenin var af samme mening. Derfor kunne de for en stund stå sammen i kampen mod Kerenskis styre, som jo ville undgå nederlaget i håb om, senere ad evolutionens vej at kunne føre socialismen til sejr. Hvad Parvus tilsigtede, siges tydeligt nok i det mod Kerenski rettede kampskrift "Mit Svar til Kerenski & Co." (udgivet på dansk i slutningen af december 1917), i hvilket forfatteren åbent vedkender sig sin nære forbindelse med bolsjevikkerne. Han erklærede, at han ikke har givet Lenin ...

220

... og konsorter penge. "Men", fortsatte han, "jeg har givet dem noget andet og værre end penge og dynamit. Jeg er en af dem, der har givet de russiske proletarers revolutionære vilje åndelig næring."

Parvus viger ikke tilbage for her at røbe sit sinds inderste tanker. Han peger på sin indsats i den første russiske revolution i året 1905, da bl.a. Miljukoff — som 1917 blev udenrigsminister i Kerenskis første regering — havde rettet de hårdeste bebrejdelser mod Arbejder- og Soldaterrådet, fordi dette havde ladet sig forlede til at anvende den af Parvus foreslåede revolutionære taktik. Ud fra de samme grundsynspunkter krævede Parvus også nu anvendelsen af en hensynsløs revolutionær taktik, en taktik, der imidlertid kun ville kunne blive virkeliggjort, når det lykkedes at få de russiske hære besejret. Som følge heraf måtte Tysklands sejr over Rusland være en ufravigelig betingelse for marxismens gennembrud og proletariatets frigørelse i det russiske folk. Til begrundelse for denne opfattelse bemærkede Parvus bl.a.: "Lykkedes Kerenskis offensiv, så ville patriotismen i Rusland leve op igen; derved ville også de borgerlige elementer kunne gøre sig mere gældende, de ville genoptage deres politiske planer, Miljukoff ville komme op igen, og snart ville det russiske bourgeoisi skubbe stråmanden Kerenski og hans medhjælpere, af hvem de foreløbig har måttet betjene sig, til side og tage sagen i deres egen hånd. Men de russiske hære har atter hentet sig et nederlag (i Galizien) — derfor tager den russiske revolution et andet forløb. De tyske sejre har skabt den russiske revolution, og den må stadig hjælpes videre ved militære midler. Jo mere fuldstændigt Ruslands militære nederlag bliver, desto større den russiske revolutions demokratiske virkninger. Ethvert militært held for Rusland eller for Ententen fører derimod til et politisk tilbageslag. "Som værdig repræsentant for sit "fædreland", det tyske socialdemokrati — man huske altid, at partiet var hans adoptiv-fædreland — tilføjede han: "Det er de kendsgerninger, der

221

åbenbarer sig for os (dvs. de tyske højresocialister). Nu har vi det historiske bevis for, at vi havde styrtet riget (d.e. Tyskland) og Europas demokrati i afgrunden, hvis vi havde fulgt Karl Liebknechts og de russiske revolutionæres råd og bekæmpet de russiske hære ikke med væbnet magt, men derved, at vi slap en revolution løs i vort eget land."

Parvus var herefter militarist i Tyskland og bolsjevik i Rusland. Efter at det var lykkedes ham at få de førende revolutionære mænd med Lenin i spidsen til Petrograd, var det ham meget magtpåliggende at komme i direkte forbindelse med de revolutionære, som på dette tidspunkt endnu samledes i Arbejder- og Soldaterrådet dér. Til opnåelse af dette formål sendte han straks i slutningen af april 1917, det danske socialdemokratis ledende pennefører, folketingsmand og redaktør Frederik Borgbjerg, af sted. Borgbjerg sendtes til Petrograd i hemmelig mission, medens det udadtil hævdedes, at han tog til Ruslands hovedstad for at orientere sig over forholdene i landet. Parvus havde lagt hele rejseplanen til rette; enkelthederne for fremgangsmåden var forud blevet drøftet sammen med Scheidemann, som under sit ophold i København havde boet i Parvus’ villa på Vodroffsvej. Overfor den svenske socialistfører Hjalmar Branting havde Borgbjerg under rejsen nordpå hævdet, at han ville til Rusland i rent studieøjemed, og til fremme af dette formål havde Branting ydet ham hjælp. Kort efter viste det sig imidlertid, at Borgbjerg bl.a. havde overbragt bolsjevikkerne indbydelsen, til en socialistisk fredskonference i Stockholm.

Borgbjerg selv berettede herom i et telegram til sit blad "Social-Demokraten" (offentliggjort den 11. 5.1 917; jvf. også numrene af 9. og 10. s.m.) bl.a. følgende: "Efter at den politiske krise af 3. og 4. maj var overvundet, kom min opfordring til russerne om deltagelse i den internationale socialistiske fredskonference til behandling i Arbejder- og Soldaterrådet den 6. maj. Jeg havde inden afrejsen fra Danmark fået underretning om, på hvilket program det tyske

222

socialdemokratis flertal og fagforeningerne ville møde på konferencen. Mine oplysninger om situationen i Europa spredte mange af den borgerlige presses tendensefterretninger. Rådet bragte mig sin tak. Udførligt referat af forhandlingerne fremkommer i "Isvestia". Det fra Petrograd udsendte resumé er ikke helt korrekt. Den 8. maj fortsatte rådet forhandlingerne og vedtog enstemmigt at bifalde tanken om fredskonferencen. For at sikre tilslutning fra alle lande og alle fraktioner inden for arbejderbevægelsen tager rådet, der omfatter alle fraktioner, sagen i sin hånd og udsender indbydelser. Man venter da sikkert, at også franskmænd og englændere møder." I dette telegram bemærkede Borgbjerg endvidere indledende, at han var kommet til Petrograd den 27. april, dagen efter var blevet modtaget og hilst velkommen af Arbejder- og Soldaterrådet; at han havde forhandlet bl.a. med Tscheidze og Skobelew og den 1. maj havde en lang samtale med Kerenski.*

Men herefter forbeholdt russerne sig altså selv at foretage ...

223

... de fornødne skridt til indbydelserne til en fredskonference. Få dage senere kunne bladene meddele fra Petrograd, at "... konferencen (bolsjevikkerne) besluttede at udtale, at Borgbjerg direkte eller skjult er agent for de tyske imperialister ..." af denne grund mente konferencen i princippet ikke at kunne deltage i forhandlinger om freden, i hvilke Borgbjerg og Scheidemann deltog. De russiske revolutionære erklærede, at deres opgave ikke var at sammenslutte de imperialistiske regeringers agenter, men de arbejdere i alle lande, som allerede under krigen havde ført en revolutionær kamp mod deres imperialistiske regeringer. Til trods for de her opståede vanskeligheder førte den senere udvikling med sig, at den alrussiske arbejder- og soldaterkongres sammen med den Hollandsk-skandinaviske komité for Internationale enedes om, at der skulle indkaldes til en international socialistkonference i Stockholm i midten af august s.å.* For de talrige forberedende møder osv. til denne konference er det særligt karakteristisk, at det atter for en stor del var jøder, der fremtrådte som de ...

224

... socialistiske partiers repræsentanter. Når man blot hører navnene på de delegerede, som her og der bliver nævnt — fra Tyskland bl.a. dr. David, Bernstein, Kautsky, fra Østrig bl.a. dr. Renner og dr. Ellenbogen, fra Rusland Goldenberg, Ehrlich osv. — da véd man besked.

Modsætningen mellem Kerenski og Lenin uddybedes nu meget hurtigt og førte allerede i de første majdage til blodige optøjer i Petrograd. Alexander f. Kerenski gør udførlig rede for denne konflikt i sin i 1927 i London udgivne bog: "The Catastrophe. Kerensky’s own story of the Russian revolution". Han fortæller her bl.a., at han i de kritiske måneder i sommeren 1917 kun én gang mødte Lenin, nemlig på den alrussiske sovjetkongres den 15. juni 1917, hvor sidstnævnte var til stede med nogle af sine nærmeste medarbejdere, såsom Kamenew, Sinowjew, Lunatscharski og Trotzki. Lenin havde ikke sagt noget særligt på dette møde, men i hovedsagen indskrænket sig til at kræve, at "et hundrede af de mest velhavende kapitalister måtte blive arresteret". På selve kongressen havde han altså ikke udrettet noget, men des mere opnåede han udenfor kongressen, hvor han ved hæmningsløs agitation, ved stadig at opægge det "klassebevidste proletariat" til demonstrationer, skabte stigende uro og en fremadskridende radikalisering af masserne. Da det langt om længe også viste sig, at bolsjevikkerne under Lenins førerskab satte sig højere mål og ganske åbenlyst søgte at underminere de russiske hæres modstandsevne, så Kerenski sig til sidst foranlediget til at gribe kraftigere ind.

Kerenski gør gældende, at planerne til Lenins oprørsbevægelse var fastlagt i overensstemmelse med den tyske øverste hærledelse, og at det i disse kritiske dage havde været Fürstenberg-Ganetskis mission at skaffe de til gennemførelse af revolutionen udarbejdede planer til Petrograd. Han bemærker imidlertid, at det aldrig lykkedes at fremskaffe de afgørende beviser for dette forhold, da denne Lenins tillidsmand ved sin tilbagevenden fra Tyskland over Sverige ikke nåede

225

ind over den finsk-russiske grænse. Der regnedes med hans ankomst omkring den 17. – 18. juli, og alt var tilrettelagt for hans arrestation, så snart han passerede grænsen. Men aktionen glippede. Uventet tog Fürstenberg fra Finland tilbage til Stockholm og "med ham gik det afgørende anklagemateriale tilbage, om hvilket vi vidste, at han førte det hos sig" (s. 240).

Uheldigvis havde justitsminister Pereverzew allerede i forvejen ladet tilgå pressen nærmere oplysninger om de fortrolige informationer, han havde fået vedrørende Fürstenbergs mission, og den forhastede meddelelse af disse forhold i bladene allerede den 18. juli havde haft til følge, at Fürstenberg i tide undveg, og at Lenin og Sinowjew straks ved flugt til Finland unddrog sig den arrestation, som netop var bleven beordret i anledning af disse informationer.

Til disse foreteelser knytter Alexander F. Kerenski endvidere følgende meget interessante kommentar: "Til forsvar for justitsministerens aktion kan kun siges, at han ikke vidste noget om forberedelserne til Ganetskis arrestation, som ville have beseglet bolsjevikkernes skæbne. Men — selv bortset fra disse omstændigheder — var frigivelsen af så uhyre vigtigt materiale som det foreliggende til offentliggørelse uden den provisoriske regerings tilladelse absolut utilgivelig. Efter en meget livlig samtale om dette spørgsmål så justitsminister Pereverzew sig derfor nødsaget til at træde tilbage fra sin post. Det står uden for enhver tvivl, at de senere begivenheder i sommeren 1917, ja Ruslands historie i almindelighed, ville have taget et helt andet forløb, hvis Terestschenko havde magtet sin vanskelige opgave at afsløre Lenin, og hvis det som følge heraf havde været muligt i retten på absolut uangribelig måde at bevise, at Lenin havde gjort sig skyldig i den mest uhyrlige forbrydelse: landsforræderi."

Kerenski beretter dernæst, at han den 19. juli indledte yderligere foranstaltninger mod bolsjevismens ledere, idet han den nævnte dag udstedte arrestordre mod en række personer, der blev sigtet for landsforræderi, nemlig Lenin,

226

Sinowjew, Koslowsky, mme. Sumenson, Fürstenberg-Ganetski, Alexander Helphand (Parvus), Alexandra Kollontay og oprørets militære ledere løjtnant Iljin (Raskonlinkoff), Roschal og underløjtnant Semaschko. Alle disse personer blev også arresterede med undtagelse af Lenin og Sinowjew, som unddrog sig anholdelsen ved flugt, og af Parvus og Ganetski, der opholdt sig i udlandet. Få dage senere blev også Trotzki og Lunatscharski anholdt. (s. 243).

Det er denne indgriben fra Kerenskis side, som foranlediger Parvus til hans ovennævnte "Svar til Kerenski & Co.", hvori han gør den skarpeste indsigelse mod den mod ham rettede beskyldning om at have været delagtig i forsøg på "med væbnet magt at omstyrte statsmagten". Han sparer sig derved intet i sine angreb på den, som han siger, "halvt forstyrrede nar Kerenski" og skælder den provisoriske regerings mænd ud for hyklere og bedragere og for selv at være høj- og landsforrædere. Han raser. Intet under! Thi det var jo personer, der før Marts-revolutionen hørte til hans allernærmeste omgangskreds i København, som nu blev arresteret i disse julidage sammen med Trotzki og andre, f.eks. Polakken Koslowsky, der ansås for at være en af hovedpersonerne i komplottet mod den russiske stat, Surabov, der netop skulle udnævnes til borgmester i Tiflis, og Perasitsch, der havde været sekretær i Arbejder- og Soldaterrådets afdeling for udenlandske anliggender. Af disse personer havde Koslowsky under sit ophold i København ifølge bladet "København" været Parvus’ juridiske konsulent og befuldmægtigede tillidsmand! I anklageskriftet mod de sidstnævnte 3 personer, som offentliggjordes i Petrograd i august 1917, blev det nævnt, at de uomtvisteligt var tyske agenter, at de havde samarbejdet intimt, i fællesskab havde foretaget rejser mellem København og Berlin, at deres korrespondance tilsyneladende havde drejet sig om forretningsanliggender, men efter alt at dømme dog havde været skalkeskjul for spionage. De skulle også have sendt store Rubel-beløb til Rusland, en dag 800.000, en anden

227

250.000 Rubler. Det var altså en meget alvorlig mistanke, der rettedes mod Parvus og nogle af hans allernærmeste medarbejdere. Og det viste sig navnlig, at Fürstenberg-Ganetski som hans særligt betroede kurér beskyldtes for det gemeneste landsforræderi.

Hvorom alting er: Retssagen mod de anklagede blev aldrig ført igennem*, og bolsjevismen sejrede få måneder senere ved November-revolutionen. Herunder havde også Parvus — trods sit personlige modsætningsforhold til Lenin — til stadighed bevaret et intimt samarbejde med bolsjevikkerne, et samarbejde, som førte til vidtrækkende politiske konsekvenser, da bolsjevikkerne efter magtovertagelsen erkendte, at de nu ikke havde nogen anden udvej end hurtigst muligt at slutte særfred med Tyskland. I oktober 1917 fandt der i Paladshotellet i København forhandlinger sted mellem Scheidemann, Parvus, Fürstenberg (som kom til landet igen, til trods for at han i januar samme år var bleven udvist) og et par andre herrer, og her blev selvfølgelig de skridt drøftet, som måtte foretages, så snart det af bolsjevikkerne planlagte statskup var gennemført. Man kan gå ud fra, at Parvus var nøje orienteret om alt det, Lenin og hans mænd ville foretage sig, og at han i virkeligheden 1917 var den mand, der udefra ydede den største indsats til gennemførelsen af den bolsjevikiske revolution.

Da Kerenski i natten mellem den 6. og den 7. november, måtte flygte fra Petrograd, og da det godt en uge senere stod klart, at den provisoriske regerings forsøg på atter at nå frem til magten var definitivt strandet, kunne bolsjevikkerne indlede yderligere skridt til sikring af deres stilling udadtil.

Det var i denne situation, at Parvus på de tyske flertalssocialisters vegne optog sine forhandlinger med ...

*) "Berliner Tageblatt" af 5. august 1917 meddeler rigtignok, at Parvus på grund af sin bolsjevikiske virksomhed var bleven dømt til døden af Kerenski.

228

... Lening-regeringens repræsentanter i Stockholm. Den 19. november var han i Stockholm for at overbringe det tyske socialdemokratis lykønskninger til bolsjevismens sejr. Allerede den følgende dag, den 20. november 1917, kunne "Vorwärts" meddele, at Radek-Sobelsohn og Fürstenberg-Ganetski med særtog var taget fra Stockholm over Torneaa til Petrograd for der "efter sigende at forhandle i en mission vedrørende fredsforhandlingerne". Da havde de deres instrukser med fra Parvus. Derefter indledte minister Stauning forhandlinger vedrørende en socialistisk særfredskonference i Stockholm, i hvilken anledning udenrigsminister Erik Scavenius anmodedes om at gøre skridt til en neutral fredsmægling. Ministeriet afviste henvendelsen. At i øvrigt denne aktion fra Staunings side var i overensstemmelse med den russiske regerings ønsker, kunne man erkende deraf, at udenrigsminister Trotzki på samme tidspunkt ligeledes anmodede om neutral fredsmægling i en henvendelse til de neutrale magters gesandter i Petrograd.

I hvilken grad Thorvald Stauning i disse novemberdage 1917 var interesseret i at få en særfredskonference i stand, fremgik tydeligt af en skrivelse, han i denne anledning sendte til den Hollandske socialist Troelstra, og i hvilken han bl.a. skrev følgende:

"De seneste begivenheder i Rusland synes mig at være af en sådan karakter, at man nu må forsøge at afholde en international sammenkomst og gennemføre denne i det omfang, som partierne i de forskellige lande selv ønsker ... Det forekommer mig ..., at denne mulighed (om en fredsslutning på Østfronten), om hvis tilstedeværelse jeg har modtaget underretning, og som måske også er nærliggende, gør en optræden fra Socialdemokratiets side meget ønskelig. I det mindste kan der ventes repræsentanter fra Rusland, Finland, Tyskland, Østrig-Ungarn, Rumænien og Serbien, fra de neutrale lande og sandsynligvis også fra Italien ... Hvor beklagelsesværdigt det end ville være, om vore partivenner i England, Frankrig og Belgien blev borte, forekommer det mig, at vi under de foreliggende omstændigheder må finde os i denne situation for ikke at afskære os fra alle muligheder. En frugtbringende overvejelse ville sikkert kunne finde sted, og den ville måske også øve indflydelse i de ikke-repræsenterede lande."

229

Så sikkert det er, at den aktion, Stauning her indledte, ikke blot lå i Ruslands, men også i Tysklands interesse, er den dog særligt udtryk for de specielle bestræbelser, Parvus udfoldede, bestræbelser, som i sidste instans sikkert ikke helt faldt sammen med de endemål, Stauning tilstræbte. Staunings højeste ønske var uden tvivl en genskabelse af verdensfreden, samtidig med at han håbede, at arbejderne ville opnå en uhørt magt inden for samfundene, når det lykkedes dem at skabe forståelse og fred mellem folkene. For Parvus og hans jødiske racefæller, der nu havde sikret sig afgørende indflydelse på Ruslands skæbne, drejede det sig imidlertid i første række om at benytte marxismens kamp som et led i den jødiske verdensplan.

Lenin og Sinowjew havde åbent givet udtryk for den opfattelse, at bolsjevismens sejr i Rusland ville være indledningen til verdensrevolutionen og inden et halvt år også føre til proletariatets magtovertagelse i alle vesteuropæiske lande. Revolutionens brand skulle altså tændes over hele Europa. Stauning, Borgbjerg osv. var med i dette store spil om nationernes skæbne og lystrede derved jødens, Parvus’ paroler, og fremmede Lenin-ismen. Og H. Witzansky havde atter ret, mere end ret, når han i denne anledning kraftigt går imod Socialdemokratiets førere, der, som han træffende bemærkede i sit blad "København" den 1. december 1917, "skamløst optræder som socialistiske pionerer for den fredspolitik, der officielt er knyttet til navnene Helphand — Uljanow (d.e. Lenin) — Brunstein (d.e. Trotzki) — Aron Abram." Og Witzansky havde ret, når han under disse omstændigheder anså det for at ligge i landets interesse at befri det danske socialdemokrati for konspiratoren Parvus, som i hele sin færd kun bragte forbandelse og fordærv over alle nationer.

I januar 1918 fik det danske socialdemokratis samarbejde med Parvus et vist udenrigspolitisk efterspil. Adskillige Entente-blade som "Le Temps", "Matin", men navnlig "Echo de Paris", "Gazette de Lausanne" og "Daily Mail" havde

230

allerede siden sommeren 1917 beskæftiget sig ret indgående med Parvus’ politiske manøvrer, uden imidlertid at trænge til bunds i de med denne virksomhed forbundne mysterier. Men i begyndelsen af 1918 beretter de udførligere om Brændselsforretningen osv. Og "Daily Mail" bringer (ifølge "Social-Demokraten" af 25. januar 1918) en artikel om Scheidemanns venner, som ifølge bladets fremstilling "omfatter i Danmark den socialistiske minister Stauning, socialistføreren Borgbjerg og russerne Parvus, Koslowski og Sklarz". Det engelske blad påstod endvidere, at denne gruppe af mænd havde arrangeret fredsforhandlinger med Lenin til gengæld for politiske kompensationer. Scheidemann skaffede de ovennævnte personer en enorm mængde kul, og de solgte til ublu priser. Den samme gruppe havde dannet et andet syndikat til salg af motorvogne, der var røvede i Belgien, Frankrig og Rusland.

Det danske socialdemokratiske hovedorgan proklamerer i denne anledning: "Slå Landsforræderne ned!" (s.st. 27. 1. 1918) og bringer den 28. januar stort opslået en meddelelse om, at der eksisterer et "komplot i København mod Danmarks neutralitet", et komplot, der nu havde til hensigt ved gratis udbredelse af "København"s Parvus-artikler i en særlig pjece til alle landets 1.400.000 vælgere at tvinge Danmark ud af sin neutralitet. Bladets kritik retter sig denne gang navnlig også mod syndikalisterne, der forsøgte at skabe splittelse inden for arbejderbevægelsen ved angreb på Brændselsforretningen.

Hele kontroversen ender med, at "Times" den 2. februar 1918 retter en meget indtrængende advarsel til det danske socialdemokrati, idet det gør opmærksom på, at magten over råmaterialer, bunkerkul og tonnage også i fremtiden vil forblive på de samme hænder som hidtil, og at Danmark derfor "lige som andre stater i lignende stilling skulle betænke, om dets sande interesser ligger hos de allierede eller deres fjender". Der tilføjedes: "Afgørelsen skulle ikke være vanskelig". "Times" mener endvidere at kunne konstatere en stigende

231

indflydelse fra tysk side på den danske presse og hævder, at "tyske agenter som den bekendte Parvus (Helphand), som menes at have været brugt til at intrigere med bolsjevikkerne og nu er optagne af at korrumpere de danske socialister, mødes med overbærenhed". Og det engelske blad knytter dertil truslen om handelsboykot, idet det ganske nøgternt konstaterer: "Danmark må ikke blive forbavset, hvis ting af denne art fremkalder en vis ændring i de allieredes holdning under de kommercielle forhandlinger. De er ikke af den art, at de vil gøre det lettere at opnå indrømmelser."

Når "Socialdemokraten," afviser disse trusler med henvisningen til, at det bekæmpede imperialismen, militarismen, annektionismen, hvad enten den viste sig på tysk eller på de allieredes side, og at det var modstander såvel af den tyske undervandsbådskrig som den engelsk-amerikanske udsultningskrig og netop derved forsøgte at hævde en ligelig neutralitet mod begge parter, havde bladet så afgjort ret. Men fejlen lå jo heller ikke i bladets holdning over for de her omhandlede spørgsmål, men deri, at det danske socialdemokrati under krigen indlod sig i et så uforsvarlig intimt samarbejde med en bestemt gruppe inden for den internationale jødedom og derved lod sig forlede, ikke blot til storstilet krigsspekulation og kapitaludbytning, men desuden til efter evne at støtte aljødiske (in casu bolsjevikiske) planer, der aldrig burde have været tolereret af en nordisk stats arbejderbevægelse.

Da Sklarz-processen indledtes i Berlin i efteråret 1919, og "Berliner Korrespondenz" i novemberdagene bragte en række afsløringer om Parvus’ internationale konspirationer på det tyske socialdemokratis flertals vegne og med førende danske socialdemokrater som mellemmænd, bringer "Berlingske Tidende" et forlydende om, at vestmagterne påtænkte at forlange Parvus udleveret sammen med de øvrige tyske personer, som de allierede havde sikret sig fredstraktatlig ret til at afkræve forklaring med hensyn til verdenskrigen. I denne

232

anledning spørger "København" (27. 11.), hvorledes Danmark mon vil forholde sig over for et sådant krav, da Parvus jo endnu havde bopæl i København og hørte til telefonselskabets faste abonnenter. Man øjnede her en mængde pikante kombinationer og diplomatiske problemer. Faren for Parvus drev imidlertid over. Nu var det i øvrigt den tyske presse, der for alvor beskæftigede sig med denne politiske eventyrers bedrifter. Man ønskede ham sat ud af spillet; endog "Vorwärts" tog til en vis grad afstand fra ham. Scheidemann dementerede bl.a. lørdag den 29. november 1919 den fra Frankrig stammende meddelelse om, at Parvus skulle til København for at forhandle med Litwinow.* Man ville officielt ikke mere have noget at gøre med denne mand. Langt om længe isoleredes han også inden for sin tyske vennekreds, og navnlig gled han langt om længe ud af politikken. Da han døde i december 1924, var hans rolle som konspirator for længe siden udspillet.

København blev under verdenskrigen endvidere et særligt centrum for verdensjødedommen derigennem, at den verdensomspændende "Zionistische Organisation" i februar 1915 oprettede sit hovedsæde her i Hyskenstræde 10. Grunden til overflytningen af bureauet fra Berlin var den, at denne ...

233

... organisation her kunne indrette sig i et neutralt land og herfra havde gunstigere forbindelsesmuligheder til alle verdens lande. Organisationen er en sammenslutning af de såkaldte Shekel-betalere, dvs. af jøder, som giver deres samtykke til Basel-Program’et vedrørende oprettelsen af et nationalt hjemsted i Palæstina og som betaler deres bidrag (Shekel) til gennemførelsen af dette program. Zionisterne går ud fra den opfattelse, at de danner en egen nation og ikke alene kan skelnes fra den øvrige verden som en særegen konfession, men at deres væsensart er præget af deres racemæssige herkomst og at deres opgave navnlig ligger i at bevare denne race. De er altså principielle modstandere af assimilation og føler i en ganske særlig grad en i racen grundet solidaritet, som går ud over alle landegrænser.

Dermed er også retningslinjerne givet for den propaganda, "Zionistische Organisation" udfoldede under verdenskrigen. I første række gjaldt det selvfølgelig om netop i en tid, da der viste sig muligheder for oprettelsen af en jødestat i Palæstina, at vække forståelse for en sådan statsdannelse verden over ved den af bureauet udgivne korrespondance "Mitteilungen des Kopenhagener Bureaus der Z.O.". Denne propaganda gennemførtes også systematisk, navnlig under stadige henvisninger til, at ledende mænd inden for verdensjødedommen som Jacob Schiff, Morgenthau, Lord Reading, Herbert Samuel og andre finansmænd, statsmænd, videnskabsmænd osv., tog positiv stilling til denne sag. Den zionistiske organisations meddelelser af 15. 11. 1918 bringer herom bl.a. et referat af et foredrag, ingeniør S. Kaplansky holdt den 2. s.m. På et møde i det belgiske zionistforbund. Taleren gav ved denne lejlighed udtryk for den ejendommelige, men under hensyn til den jødiske imperialisme ikke netop forbavsende opfattelse, at "Folkeforbundets sæde burde være i det land, hvor tanken om folkenes forbund og om afvæbning blev forkyndt af Jesajas". Gang på gang kræves, at det må blive

234

Folkeforbundets opgave at sikre jøderne et nationalt hjemsted, samt at jøderne skal respekteres som ligeberettiget nation og som sådan få en egen repræsentation i forbundet.

Et andet hovedemne i det københavnske bureaus meddelelser var jødeforfølgelserne, hvorved der navnlig bragtes omfattende undersøgelser over pogromer i Rusland, Polen, Rumænien osv. Medlidenheden med det arme fortrykte og forfulgte folk skulle vækkes. Med forfærdelse genoptrykker den førnævnte korrespondance i nr. 86 af 15. 12. 1918 antijødiske flyveblade fra Tyskland og betegner dem som kontrarevolutionære. Rædselsslagen er man over, at der deri tales om en jøderepublik, i hvilken tyskerne fremtidigt kun skulle arbejde for jøderne, og hvor mænd som Hirsch, Ledebour, Eisner, Haase, Bernstein, Landsberg, Cohn, Nathan, Simon, Rosenfeld, Schlesiriger, Wurm, Katzenstein, Weyl osv. osv. er det republikanske samfunds førstemænd. Man beskæftiger sig bl.a. indgående med den rumænske Fremmed-Naturaliseringslov (16. 1. 1919), og med de til kolonisationen i Palæstina gennemførte foranstaltninger, bl.a. med grundlæggelsen af det hebræiske universitet i Jerusalem. Den jødiske forfatter Ahad Ha’am knytter de største forventninger til universitetet og erklærer (nr. 77 af 11. 10. 1918), at jødedommen nu står foran en ny periode af dens nationale arbejde i Palæstina og bemærker, at jøderne nu måske snart "vil have med problemer og muligheder af overordentlig rækkevidde at gøre". I nr. 87 af 20. 12. 1918 berettes om den jødiske hjælpekonferences kongres i København, på hvilken der bl.a. vedtoges en resolution gående ud på, at det måtte være verdensfredskonferencens opgave at sikre jøderne, som har måttet lide mest under krigen og har bragt så store blodofre, erstatning for de lidte tab. Kravene går atter ud på ligeberettigelse som selvstændig nation og oprettelse af et nationalt hjemsted i Palæstina.

Til det københavnske bureaus specielle opgaver hørte også fordelingen af de midler, der indkom til understøttelse for

235

den betrængte jødedom i fremmede lande. I løbet af krigsårene blev der således fra København overført ikke mindre end godt en million kroner til disse formål i udlandet.

Den zionistiske organisations bureau stod fra februar 1915 til 1916 under ledelse af den 1867 i Browary ved Kiew (Rusland) fødte zionistiske politiker Leo Motzkin, som i krigsårene organiserede hjælpeaktioner for jøder i alle krigsområder og senere blev generalsekretær for "Comité des Délégations Juives". "Jüdisches Lexikon" meddeler, at Motzkin 1908–1914 var redaktør af "Russische Korrespondenz", som var viet den russiske frihedsbevægelse (hvorunder vel ikke kan forstås noget andet end fremme af de revolutionære anti-tsaristiske bevægelser!) og de russiske jøders kamp om deres retslige emancipation (frigørelse fra undertrykkelse eller afhængighed. Red.). 1910 havde Motzkin endvidere publiceret et 2-bindsværk om jødepogromerne i Rusland. Motzkins efterfølger fra 1916–1920 blev den 1869 i Simferopol (Krim) fødte dr. Viktor Jacobson, der navnlig udøvede en stærk indflydelse på den zionistiske bevægelses udenrigspolitiske anliggender og fra 1925 var den zionistiske eksekutives repræsentant i Paris og ved Folkeforbundet i Geneve. Takket være sin virksomhed i Beirut, Konstantinopel osv. før verdenskrigen havde han særlige forudsætninger for at fremme planerne vedrørende skabelsen af en selvstændig jødestat i Palæstina. Det var også ham, der 1918 affattede det såkaldte

den zionistiske bevægelses Magna Charta, som altså har navn efter Danmarks hovedstad og som i oversættelse lyder som følger:

Det jødiske folks krav.

Øjeblikket er rykket nærmere, da fundamenterne for en varig og retfærdig fred skal lægges.

En sådan kan imidlertid kun komme i stand, når alle nationers, såvel de store som de små nationers, krav opfyldes, og når enhver nation får mulighed for, ved udfoldelse af alle sine kræfter og evner, at stille sig i menneskehedens tjeneste.

236

Også det jødiske folk stiller i denne historiske skæbnetime sine krav.

I fredsinstrumentet må der tilsikres denne nation:

1) at Palæstina, inden for de ved den historiske tradition og ved politiske og økonomiske nødvendigheder bestemte grænser, overdrages det jødiske folk som nationalt hjemsted;

2) at jøderne i alle lande opnår fuld og faktisk ligeberettigelse;

3) at der indrømmes national autonomi på det kulturelle, sociale og politiske område, ikke blot til den jødiske befolkning i stater med samlet massekolonisation, men også i alle andre lande, hvis den jødiske befolkning stiller tilsvarende krav.

V opfordrer de zionistiske organisationer inden for alle lande til at fremføre disse det jødiske folks krav over for deres lands regering og over for landets offentlige mening, samt eftertrykkeligt at kræve dem gennemført i fredstraktaten og derigennem virksomt at understøtte fællesorganisationens politiske bestræbelser.

På fredsslutningens dag, da menneskeheden vil nærme sig virkeliggørelsen af det jødiske ideal om en folkeforsoning og en evig fred, må det jødiske folks 2000-årige martyrium, som tynger som en brøde på alle nationers samvittighed, sones og gøres god igen.

Det jødiske folk må indtræde i de frie nationers forbund som et ligeberettiget medlem.

Dette var altså zionisternes officielle og højtideligt bekendtgjorte krav: Ret til at være en nation og til ved uindskrænket national autonomi omfattende ikke blot det kulturelle, men også det sociale og politiske område, at danne en slags stat inden for staterne, og ret til fri udfoldelse af jødisk magtstræb inden for de forskellige samfund ved samtidigt at besidde et eget såkaldt nationalt hjemsted i Palæstina. Desuden fordres soning af det martyrium, jøderne efter egen mening uforskyldt har været udsat for fra alle ikke-jødiske nationers side i utallige generationer, ja i 2000 år! Ja, folkene skal sone, for at jøderne kan triumfere, folkene skal yde dem ligeberettigelse, for at de som fremmedelement inden for samfundene kan udnytte denne ligeberettigelse som forrettighed, som privilegium og blive samfundets "Vogtere af Helligdomme". zionisterne ønsker kort og godt, at de som tilhørende en fremmed race skal anerkendes som nation ...

Zionismens forkæmpere i Danmark under verdenskrigen.

Henri Nathansen.	Louis Levy.
Leo Motzkin.	Victor Jacobson.

De jødiske repræsentanter på Stockholm-Konferencen.

"Social-Demokraten", 2. 12. 1917.

237

... inden for de samfund, der har ydet dem gæsteret, dvs. som nation inden for nationerne og ud over dette som en nation over nationerne, med det samlende midtpunkt i Palæstina, i Jerusalem.

I dets propagandavirksomhed udgav det københavnske bureau nogle pjecer, deriblandt Henri Nathansens protest mod de jødiske pogromer, et foredrag, som den nævnte forfatter holdt på et protestmøde i København den 27. november 1918 mod pogromerne i Polen og andre lande. Nævnte pjece publiceredes på flere sprog. I talen hørte man den gamle frase om igen, om de arme fortrykte, forfulgte jøder, som altid var udsat for overlast, når deres værtsfolk blev ramt af en ulykke. Så søgte sådan en stat altid efter en, den kunne hævne sig på, og som regel blev så jøderne den syndebuk, det gik ud over. Således også nu, efter verdenskrigen, i Rusland, Rumænien, og navnlig i Polen. Nathansen føler sig berettiget til at rette en voldsom anklage mod alle ikke-jødiske nationer, spørger, med hvilken ret disse folk klager over egen nød, når de aldrig har villet erkende det jødiske folks ældgamle martyrium. Han spørger bl.a.: "Hvem følte sig forurettet, såret, oprørt i sine menneskelige følelser, når han hørte, hvorledes et folk (dvs. dette mit folk) forfulgtes dag efter dag, år efter år i århundredvis, et folk, som ikke kender til noget nationalt hjemsted, nogen retfærdighed, nogen hjælp, ej heller til venner". Han mener, at den så højt priste vesteuropæiske kultur viser sig som en modbydelig og frygtelig karikatur i jødernes skæbne. Alt dette tør altså Henri Nathansen fremføre i en periode, da alle europæiske nationer mere eller mindre var blevet et offer for den jødiske races djævelske spil om verdensmagten, det mål, som næppe nogen har vedkendt sig mere åbent og eftertrykkeligt end netop Nathansen selv. Men i øvrigt konstaterer han, at han ikke venter sig noget godt fra Europa, som er smittet af jødehadets afskyelige pest, "hvis broderskabsfølelse kun er et ord, hvis menneskelighed kun er et begreb".

238

Nej frigørelsen vil efter hans overbevisning komme fra det yngste af landene, fra det yngste af kulturerne, fra den nye verden mod vest — fra Amerika. Thi, fortsætter han: "Det land er ved gudernes nåde udset til at føre det vildledte Europa ad nye veje mod nye mål. Det land er ved gudernes nåde udset til i spidsen for folkene at føre også vort folk til det rette hjem, efter den lange hjemløshed."

Dog samtidigt maner Henri Nathansen sine racefæller til at frigøre sig for en alt for udpræget materialisme, at stræbe efter større inderlighed og fordybelse i det egne jeg, at udvikle en dybere idealisme, således som den prægede forfædrenes tænken og færden. Folket måtte nå frem til en større selvagtelse, en alvorligere selvopdragelse og selvfornægtelse. Og målet, det sidste og store mål måtte så være genskabelsen af dets eget nationale hjemsted, virkeliggørelsen af en tusindårig drøm: Racens tilbagevenden til fædrenes land efter en endeløs landflygtighed. Nathansen slutter derefter med følgende apotheose (et menneskes ophøjelse til guddommelighed før eller efter døden. Red.): "Huset må bygges så højt, at verden kan se det, at vi fra dets top kan skue ud over verden. Strømmene fra vort gamle land vil da kunne nå ud til de yderste egne, hvor jøder i verden bygger og boer. Og strømmene derudefra fra nord og syd, og øst og vest, vil da søge ind mod det samlende midtpunkt, centret, for den ledende tanke i vor handel og vandel, i vor stræben og i vort altomfattende broderskabs idé: Det forjættede Land."

For at komme til bunds i zionismens problematik, har Henri Nathansen dernæst — ligeledes med kraftig tilslutning i det zionistiske bureaus "meddelelser" (nr. 94 af 31. 1. 1919) — forsøgt i en fortælling: "To Breve" (Vor Tid, årg. 1918, s. 813 flg.) at retfærdiggøre zionisternes bestræbelser for at bevare deres races integritet over for den assimilerede jødedom. Han lader repræsentanter for disse to yderpunkter inden for jødedommen drøfte berettigelsen af deres modstridende anskuelser, søger at lade dem begrunde deres meningers indre nødvendighed og deres endelige mål, og giver derved ud fra

239

sin principielle indstilling selvfølgelig den jøde ret, der vil fastholde sin races renhed. Den ene i fortællingen, Karl Marcus, er assimilationsjøde, som hverken ønsker at vende tilbage til ghettoen eller at nå frem til Palæstina. Han er jøde, føler sig som jøde, men vil, — erklærer han — aldrig bringe den samme uforskyldte skæbne over andre. Derfor har han ladet sine børn døbe og han påberåber sig til forsvar for at have valgt denne udvej, ordene: Skik følge eller land fly. Børnene skal, siger assimilationsjøden, ikke fra fødslen være stemplet med et uautoriseret stempel, der gennem hele deres liv stiller dem i et skævt forhold til det almene. Og han forklarer: "Dåb er for mig ikke religion. Den er en attest som kokoppeattest og konfirmationsbevis. En præventiv forholdsregel mod lumske smittestoffer fra en omverden, der er inficeret af overtro og fordom." Denne assimilerede jøde pointerer lidenskabeligt, at han er dansk, føler sig som dansk, at alt for ham er knyttet til dette land: Slægt, venner, sprog, arbejde, ja hele livet. Han ønskede kun at være et fuldgyldigt medlem af samfundet, og i øvrigt kun fred og stilhed om sit navn som jøde. For ham var det sidste håb, at navnet jøde engang måtte uddø som navn, og han anser selvudslettelsen derigennem, at man slipper sit racemærke, for at være den eneste løsning af jødespørgsmålet.

Herimod vender modparten Gotfred Hirsch sig, den mand, som i fortællingen tolker Henri Nathansens inderligste tanker, som prædiker zionismens sidste og højeste mål. Hirsch hævder nødvendigheden af, at jøden bevarer sin egen folkelighed, da han kun i sin egen races samfund kan finde vejen frem til sjælelig harmoni, til en sindets overbærenhed, en forsonlighedens ånd, en broderskabsfølelse højt hævet over al forstand. Han vedkender sig sit folk, og han gør det så åbent og så redeligt, at man vil møde denne form for bevisførelse med respekt, selv om man forfærdes ved det vrangsyn på vor tids dybeste problemer, som ytrer sig i hans ord. Det er Louis Levys parole om jødens verdensmission om igen, når

240

Nathansen kræver sit folks ret, således som han opfatter den, anerkendt ved at fortælle om sit folks oprindelige ansigt og oprindelige sjæl: "Et folk, der har gennemlevet alt, overlevet alle andre. Et folk, der gennem Moses og Jesus, har givet verden den moralske grund, hvorpå al åndelig udvikling hviler. Et folk, der selv gennem Marx og Lasalle har opbygget socialt, hvad det underbyggede moralsk. Har ikke dette folk bevist sin eksistensberettigelse mellem folkene? Kan den verden, der nu kæmper sin uhyre kamp for nationernes ret, forholde dette folk, når opgørets time slår, dets ældgamle ret til på hjemlig grund at samle sine spredte og splittede kræfter for at udvikle sig i fuld harmoni med omverdenen til en højde som måske aldrig før? Har verden under det store sammenbrud råd til at udmønte de sidste og dyrebareste værdier i den jødiske natur, ret til at udpine denne kraftkilde, der måske endnu en gang fra uanede højder kunne sprede sit forklarende og forsonende lys over landene?"

Ja, således spørger Nathansen, og aner tilsyneladende intet om, at hverken Moses eller talmud, hverken Marx eller den helt igennem jødisk prægede kulturødelæggende bolsjevisme kunne tænkes at foranledige et sundt følende arisk folk til at give den jødiske imperialisme, som også her viser sit ansigt, frit råderum blandt nationerne, men at simpel selvopholdelsesdrift må forbyde ikke-jødiske nationer at give sig den zionistiske bevægelses imperialisme i vold.

Den københavnske zionist-central har til fremme af sin propagandistiske virksomhed udgivet endnu nogle andre pjecer, såsom R. Ottolenghi, appel Aux amis de la justice international, og S. Bernstein, Der Zionismus, Sein Wesen und seine Organisation. (Kbh. 1918.) Den første leder af bureauet, Leo Motzkin, udgav desuden sammen med Leon Chasanowitsch en dokumentsamling under titlen: "Die Judenfrage der Gegenwart". (Stockholm 1919.) Bureauets sekretær var 1916–17 den 1894 i København fødte Joseph Davidsohn, som 1923 blev dr.phil. og som bl.a. siden 1928 har holdt forelæsninger i

241

sociologi ved Københavns Universitet. Hans efterfølgere var den i Rusland hjemmehørende dr.phil. S. Bernstein og den i Tyskland hjemmehørende dr.phil. Rosenblüth. "Mosaisk Samfund" (26. maj 1917) betegner de to som russer henholdsvis tysker og knytter dertil den meget karakteristiske bemærkning: "De to herrer føler sig dog ikke som fjender. Tværtimod! De føler sig som hørende til ét folk — det jødiske."

Det zionistiske centralbureau havde sit sæde i København i 5 år og flyttede derefter i foråret 1920 (ifølge meddelelse i "Mosaisk Samfund" af 6. 3. 1920) herfra til London.

Da alt styrtede sammen i øst efter bolsjevismens sejr i Rusland, og de store dansk-russiske foretagender som f.eks. Russisk Handelskompagni, Dansk Rekylriffel Syndikat og Russisk Asiatisk Kompagni næppe kunne gøre sig håb om at få deres store, i Rusland beroende værdier tilbagegivet ad forhandlingens vej, følte de ledende mænd inden for Russisk Handelskompagni og moderselskabet, Det Transatlantiske Kompagni, sig også for en stund kaldet til at gribe ind i den almindelige verdenspolitiske udvikling. De kunne ikke forestille sig, at den af Lenin indledte nationalisering af al privat ejendom i det lange løb kunne opretholdes, men var tværtimod endnu i 1919 overbevist om, at bolsjevismen let ville kunne blive styrtet igen og satte deres lid til, at de hviderussiske legioner i samarbejde med engelske og franske tropper på kort tid ville kunne gøre op med det nye regime. Vanskelige blev forholdene imidlertid ved, at Entente-magterne tilsyneladende ikke kunne enes om de foranstaltninger, der skulle gennemføres over for det bolsjevikiske styre og at åbenbart krigstrætheden afholdt dem fra at gribe ind med militære midler. Denne tøven førte med sig, at bolsjevismen

[3]: Plutokrati: (politisk) magtkoncentration blandt få velhavere. Red.

242

i Rusland lidt efter lidt erobrede den ene position efter den anden, og at dermed også de forventninger, som næredes af de ledende mænd inden for de dansk-russiske foretagender, brast.

Således viste det sig, at England allerede i slutningen af 1919 så sig foranlediget til at trække sine tropper tilbage fra Murmansk og Archangelsk. Derved svækkedes tillige den hvide-russiske general Koltschaks stilling i Sibirien; hans hær inficeredes nu ligeledes af den bolsjevikiske idé, og følgen blev, at hele hans regering og administration brød sammen i foråret 1920, hvorefter Sibirien og Ural-området kom ind under Lenins styre. Koltschak selv blev taget til fange og skudt i Irkutsk. På samme måde måtte Denikin, der i 1918 havde sluttet sig til Kornilow og Aleksejew og efter disse generalers død overtog overkommandoen, havde holdt Ukraine besat og var trængt frem nordpå ud over Charkow med sine tropper, nu i efteråret 1919 trække sig tilbage, da det var lykkedes Trotzki, at gennembryde Koltschaks front ved Kupjansk ved hjælp af Budjennis tropper. Denikins hær var dermed udsat for at blive omgået. Denikin havde alt imens ved sin hårdhændede fremgangsmåde også tabt befolkningens sympati og så sig tilslut i marts 1920 foranlediget til at overdrage kommandoen over resterne af sin hær til general Wrangel, medens han selv flygtede til England. Wrangel måtte snart vige tilbage til Krim over for den bolsjevikiske overmagt, og da de røde tropper i dagene fra den 7. til den 11. november 1920, brød igennem Perekop-tangen, der skiller Krim fra fastlandet, måtte Wrangel få dage senere sammen med 140.000 flygtninge forlade Sewastopol. Armeens stumper reddede sig til Konstantinopel eller til Serbien. Endelig havde også den hviderussiske general Judenitch oprettet et korps af frivillige, med hvilket han i august 1919 søgte at støde frem fra Reval mod Petersborg. Han blev imidlertid slået af bolsjevikkerne, og da England svigtede ham, fratrådte han den 18. november 1919 kommandoen. Kun Finland lykkedes

243

det, under ledelsen af general Mannerheim, som kraftig blev støttet af grev v. d. Goltz’ frivillige, at befri sig for den røde terror i løbet af fire måneder i foråret 1918.

Det er på denne historiske baggrund, de foranstaltninger må ses, som Harald Plum og fætteren Erik Plum — støttet af Emil Glückstadt — søger at få gennemført i 1919. De ønskede ligeledes, at bolsjevismen skulle udryddes, dog ikke for at bringe det russiske folk friheden, men for at bevare deres store kapitalinteresser i Rusland og Sibirien. Og de regnede med, at navnlig Frankrig under hensyn til dets store finansielle krav på Rusland ville gå med til en kraftig indskriden, men håbede også på, at England ville gribe ind.

Derved følte navnlig Harald Plum sig som den stærke mand, der — omendskønt han ikke havde nogen som helst officiel mission — kunne glæde sig ved meget gode forbindelser, ja, til tider endog kunne foranledige fremtrædende danske embedsmænd som gesandt Harald Scavenius og generalkonsul Haxthausen til i særlig grad at varetage hans kompagnis interesser. I sine "Dagbogsblade"(1. bd., 1925; 2. bd. 1927), hvor han fortæller løst og fast om sine oplevelser, planer og anskuelser, beretter han også ved lejlighed (bd. II, s. 128) om sit bridgeparti med udenrigsminister Erik Scavenius få aftener før dagbogsindførelsen den 15. december 1918. Dog særligt karakteristisk for den indflydelse, selv mænd inden for det fremmede diplomati mener at måtte tillægge ham, er de forhandlinger, Plum i november 1918 har med officerer fra det franske gesandtskab. I sine optegnelser fra 24. november 1918 fortæller han bl.a., at en officer fra den nævnte legation havde henvendt sig til ham "med energisk henstilling om, at jeg definitivt skulle afbryde forbindelsen (!) med bolsjevikkerne i Moskva"; og — fortsætter Harald Plum, "han blandede dette spørgsmål, sandsynligvis dog uden kompetence dertil, sammen med det sønderjydske spørgsmål." Tre timer forhandledes om sagen, og Plum overvejede allerede herefter, om han skulle optage "en ny konference med Udenrigsministeriet

244

om det russiske spørgsmål", da den følgende dag en anden officer fra den franske legation blev meldt. Denne gang blev der bedt om hjælp for de endnu i Moskva tilbageværende franskmænd; man kom altså nu fra fransk side med "en anmodning, der var direkte i strid med en hurtig afbrydelse af vore forbindelser i Rusland". Dertil knytter så Harald Plum følgende bemærkninger: "Jeg forlangte nu en skriftlig opfordring fra den franske gesandt. Denne har jeg modtaget i dag, og dermed er altså den første henstilling indtil videre bortfalden, —— så meget mere som jeg har præciseret, at den sidste henvendelse af os opfattes som en handling af Frankrigs gesandt ikke som privatperson, men som repræsentant for sin nation. Jeg har som følge deraf da videregivet meddelelse derom til Udenrigsministeriet." Så helt uberettiget synes det herefter ikke at være, når Plum i denne sammenhæng mener, at det også hos sejrherrerne skorter på sund sans, og at den sidste rest af logik er forsvundet hos dem.

Men hvorom alting er: Plum’erne og den kapitalmagt, de repræsenterer på godt og ondt, går ud fra, at de nu, efter at den diplomatiske forbindelse med sovjetstaten er fuldstændig afbrudt, er berettiget til, med alle midler at varetage deres interesser mod øst, om det så skulle være med militære foranstaltninger. I prof. L. V. Bircks redegørelse over de i så henseende fulgte planer, som af udenrigspolitiske hensyn ikke blev offentliggjort i Bankkommissionens officielle beretning, men ad omveje faldt uvedkommende i hænderne og derefter publiceredes af Aage M. I. C. Jensen i Kristiania under titlen "Bankkommissionens hemmelige Beretninger", gives der vigtige oplysninger herom. Dog også Erik Plum selv fortæller i sit i 1923 udgivne skrift om det russiske handelskompagni et og andet, bl.a. Bemærker han på s. 97: "Unddraget offentlighedens lys blev der imidlertid arbejdet på forskellige planer, og med kendskab til, hvor usikkert fodfæste sovjetregeringen på det tidspunkt havde i Rusland, navnlig i militær henseende, måtte man den gang tro, at en

245

eller anden af planerne måtte føre til en ny omvæltning i Rusland." Erik Plum lægger heller ikke skjul på, at "der opstod planer om at danne en international organisation, der skulle være parat til at søge at beskytte og på mest effektiv vis varetage de udenlandske interesser i Rusland og Sibirien", og at Transatlantisk Kompagni ganske selvfølgelig måtte være særlig interesseret i sådanne planer. Derfor var det også ganske selvfølgeligt, at den engelske højkommissær, general Gough, efter sit ophold i de baltiske lande og i Finland ved tilbagerejsen tog ophold i København for at forhandle med Harald Plum og fremsatte forslag om, at kompagniet måtte stille sin personalestab til rådighed, så snart den planlagte engelske aktion måtte have fremkaldt en ny omvæltning i Rusland, dvs. måtte have slået bolsjevismen ud. Erik Plum stadfæster udtrykkeligt, at "Sagen blev drøftet med generalen og hans folk i nogle møder; men løfte om samarbejde erholdt general Gough dog ikke". Og han fortsætter:

"Hans planer om en militær aktion direkte mod Petrograd syntes straks at vinde bifald i London og Paris, men hans afskedsord om, at han om 14 dage ville være igen her i København for at konferere videre, blev aldrig opfyldt. Så vidt jeg kan bedømme, strandede hans planer dels på arbejderpartiets modstand, dels på at det engelske konservative parti ikke ville acceptere, at de baltiske randstater, fik "de jure" anerkendelse. Dette var vistnok forudsætningen for deres støtte af aktionen, og denne støtte var af principal betydning, da opmarchen mod Petrograd efter general Gough’s plan skulle ske derfra. Sporløse blev dog general Gough’s planer ikke, idet det var dem, der gav anledning til, at den engelske regering støttede den russiske general Judenitch’s mislykkede forsøg på med nogle få tusinde mand fra Narva at marchere mod Petrograd ..."

At Harald Plum og hans nærmeste medarbejdere fra efteråret 1918 efter evne har støttet alle slags planer om militærinterventioner mod Rusland kan der herefter ikke være tvivl om. De står også hele året 1919 i nærmeste kontakt med de hviderussiske generaler Judenitch, Koltschak og Wrangel,

246

desuden med Mannerheim. Da interventionsplanerne måtte opgives, slog de samme kredse ligeså pludselig om på en anden bov, og i 1920 var de medvirkende ved oprettelsen af en international komité, der under navnet "The International Relief and Reconstruction Committee" skulle støtte og fremme det russiske riges genoprejsning ved økonomiske hjælpeforanstaltninger.

Enkelte episoder af denne udvikling skal her skildres på grundlag af det materiale, der foreligger i Bankkommissionens såkaldte hemmelige beretninger.

Ifølge denne publikation gav Harald Plum i et brev til direktør Johannes Larsen i Bech van Siclen & Comp. i New York i begyndelsen af 1919 udtryk for sin sorg over, at R.H.K. fuldstændig har måttet standse forretningerne i Rusland. Men han trøster sig med, at en hurtig omvæltning snart må følge og bemærker desangående: "Forhåbentlig sker interventionen i Rusland så hurtigt som muligt. I sammenligning med verdenskrigen er kampen mod bolsjevikkerne kun en lille batalje. Vi har varetaget de allieredes interesser, specielt franskmændenes, i Rusland". I en skrivelse af 27. 2. 1919, som adresseres til Glückstadt i Paris, giver Plum en oversigt over de bestræbelser, der er rettet mod oprettelsen af internationale hjælpekomitéer og mener i sammenhæng hermed, at "det kan tænkes, at levnedsmiddelspørgsmålet vil rykke i forgrunden, det militære spørgsmål mere tilbage." Deraf fremgår, at Glückstadt var orienteret om interventionsplanerne, og at han må have samtykket i Harald Plums foranstaltninger. I det opråb, der tilsendtes Glückstadt, gives der med beklagelse udtryk for, at Paris’er-konferencen muligvis vil lade Rusland hjælpe sig selv, idet dog verdenskrigen ikke kunne betragtes som afsluttet, "før Rusland er frelst ud af den rædsel osv." I opråbet, der er stilet "Til alle Borgere", hed det endvidere:

247

"Rusland må ... have kraftig støtte udefra i form at frivillige soldater til en international russisk hær, der kan tilintetgøre morderne og røverne.

Den internationale russiske liga er stiftet med et repræsentantskab og en direktion i hvert land, bestående af praktiske forretningsfolk og mindst en militær. Ligaens formål er: Oprettelse af en folkevalgt national russisk regering, hvervning af en hær, tilvejebringelse af pengemidler til udrustning og underhold til denne.

til chef for hæren, som forventes meget hurtigt at kunne samle tusinder af soldateruddannede russere udenfor Rusland, så snart der er sikret udrustning og supplering af frivillige internationale officerer og soldater, er valgt den russiske general ... og en stab internationale hærførere, hvoriblandt ..."

Opråbet slutter med, at der skal være ½ million passive medlemmer, og at folk skal melde sig til den internationale russiske hær, som samles ved Ruslands grænser for at foretage den opmarch, som i løbet af kort tid vil befri Europa for bolsjevikkerne.

Harald Plum er i øvrigt også selv i sine Dagbogsblade inde på de planer, han i foråret 1919 søger gennemført for at styrte det russiske bolsjevikstyre. Han beretter den 18. februar, at general Mannerheim er kommet til byen og er kongens gæst, og at han virkelig vil være den befrier, der kan frelse Finland fra de Rødes bøddelregimente og ikke blot for sit eget land, men for hele Skandinavien kan skabe et bolværk mod bolsjevismen. Han tilføjer: "Jeg har i dag sendt Mannerheim en anden officer. Det gælder nu en større sag en Finlands velfærd, det gælder Ruslands befrielse. Mannerheim bifalder planerne, men afgørelsen hviler hos de allierede magter, der for tiden er samlet til verdensfreds-konference i Paris". I andre notitser fra februar måned giver Plum udtryk for den uro, han nærer med hensyn til afgørelserne i Paris og for det håb, at mænd som Wilson og Clemenceau måtte træffe deres afgørelse i tide. Den 22. februar 1919 bemærker han, at han dog har fået et svar på det forslag, han fire dage i forvejen havde overbragt Mannerheim, idet han havde fået et telegram fra Paris — privat,

248

men underskrevet af den danske militærattache i Paris — i hvilket meddeles: "H. communique, qu’il est bien reçu par autorités compétents, Général Américain, Churchill très content de sa visite et d’écouter nouvelles de colonel S. Affaires vont bien, on peut attendre résultats dans dix jours environ".* Plum er forbitret over denne ventetid.

Af et brev, Plum nogen tid senere sender til Glückstadt, fremgår det, at generalkonsul Haxthausen er nøje inde i sagen og også står i nær kontakt med Harald Plum. Haxthausen har overladt sidstnævnte sin dagbog, hvoraf udskrift sendes til Glückstadt med bøn om at tilintetgøre den, så snart den er læst. Plum tilføjer: "De vil se, at marskal Foch har accepteret forslaget, men det er formentlig for sent. Noget må der gøres. Når de kommer til Paris, tilkald Dessau (ment er: direktør Aage L. Dessau fra D.T.K.’s (Det Transatlantiske Kompagni. Red.) datterselskab Continental & Oversea Trading Co.) og nævn, hvad der er sket i de sidste dage, idet Ungarn nu endelig har sat fart i spørgsmålet i Paris". Hvor stærkt Plum er optaget af militærinterventionsplanerne i denne periode, fremgår også af et brev, der på den her omhandlede tid blev sendt til direktør Kay Reinhardt, bankrådsmedlem i Landmandsbanken.

Reinhardt modtog ligeledes et eksemplar af opråbet, om hvilket bemærkes, at det: "I princippet er vedtaget af danske og udenlandske militære og civile autoriteter"; endvidere udskrift af generalkonsul Haxthausens dagbog samt endelig afskrift af et brev fra oberstløjtnant With angående et anti-bolsjevikisk kontor, som Plum havde oprettet efter aftale med Justitsministeriet. (justitsminister var på dette tidspunkt statsminister Zahle!)

Den 10. april 1919, da Harald Plum må have opholdt sig ...

249

... udenbys, sender han telegram til Det Transatlantiske Kompagni i København, i hvilket han anmoder om, at det meddeles fætteren Erik Plum, at den russiske ligas kontor er trådt i funktion med en leder, der skal træne agitatorer, og får den opgave rundt omkring i landet at etablere lokale komiteer for at skaffe medlemmer. Erik Plum skal samtidig opfordres til at søge en konference med Frithjof Nansen for også at få denne mands tilsagn om støtte. Af to telegrammer, der afsendtes nogen tid senere, formodentlig rettet til Harald Plum, fremgår det, at Nansen ikke har villet gå med til militære ekspeditioner, men kun har erklæret sig rede til at støtte hjælpeforanstaltninger uden politiske bihensigter. I telegrammet af 18. april tilføjes, at de allierede har accepteret Nansens plan. Af en udateret rundskrivelse, der tilsyneladende er udgivet omkring april 1919, fremgår det endvidere, at det danske repræsentantskab for den internationale russiske liga er dannet med højesteretssagfører Martensen-Larsen som formand, og at man regner med, at de aktive medlemmer (hæren) til en begyndelse må udgøre 200.000 mand.

Også efter at Frithjof Nansen havde afvist tanken om en militær intervention, fortsatte Harald Plum med yderste energi i sine bestræbelser for at sætte en kontrarevolutionær bevægelse i gang. Han har mange jern i ilden, sætter dog navnlig sin lid til, at generalkonsul Haxthausen og gesandt Harald Scavenius kan udrette noget. I maj 1919 meddeler Plum direktør Aarestrup: "Erik Plum har været i London og Paris for at tale med Mannerheim, og det hele er kolossalt vanskeligt". På den anden side ytres fra Stockholm ønsket om, at Plum skulle vinde Branting og Marcus Wallenberg for sagen, hvorhos der i en skrivelse fra direktør Weidel i Stockholm gives udtryk for den formodning, at "den i Paris’er-atmosfæren påvirkede Branting, muligvis kan vindes".

Om Harald Scavenius’ virksomhed meddeles der nærmere i et telegram, som kaptajn Aarestrup — formodentlig i juli 1919 — sender til firmaet Beck van Siclen & Co. i New York.

250

Deri berettes bl.a., at Scavenius er vendt tilbage fra Helsingfors og fra Mannerheim har fået tilsagn om fuld støtte, "når definitivt arrangement mellem Koltschak og Finland foreligger". Scavenius har endvidere meddelt, at det er umuligt at samarbejde med de mænd, som Judenitch vil have indsat som ministre. Kaptajn Aarestrup havde derfor, som han selv meddeler i telegrammet, fået ordre til hurtigst muligt at få en konference med Koltschak, hvorfor sidstnævntes fætter, Pozokoff, skulle hjælpe ham til en hurtig passage fra Vladivostok til Koltschaks hovedkvarter. Udførligt beretter derefter Harald Plum om dette forhold i en skrivelse af 1. juli 1919 til direktør Aarestrup:

"Kammerherre Scavenius tog i sidste uge til Helsingfors for på ligaens vegne at konferere dels med Mannerheim, dels for at slutte endelig aftale med Judenitch, Koltschaks repræsentant på denne front. Forhandlingerne med Finland er tilfredsstillende. Med betydelig styrke vil Mannerheim understøtte Koltschak på denne front, når de er blevet enige om det russisk-finske mellemværende; det kan ordnes, når Mannerheim har en dygtig mellemmand, og hertil vil han gerne have Scavenius, men vi mener, at De (Aarestrup) er den rette mand. De skal få telegraferet Mannerheims betingelser. De folk, der har dannet det så­kaldte ministerium omkring Judenitch, er en broget forsamling; de har i den sidste tid fået trængt de personer ud, hvorpå vort samarbejde er baseret; det er ikke russiske "patrioter". Der er kun én russer til­bage blandt ministrene, resten er armeniere og jøder, folk, der kun vil mele deres egen kage. Foreløbig må vi anse alt samarbejde for håbløst og forudse muligheden af, at vi og Mannerheim må forlange, at Koltschak stiller den betingelse, at Judenitch i stedet for at sidde i Helsingfors og politisere overtager ledelsen personlig over nordarméen og overgiver alle ikke militære spørgsmål til Koltschaks delegerede, der igen må være vore medarbejdere. Det er nødvendigt, at de er ligaens repræsentant hos Koltschak, indtil Rusland er befriet! jeg håber, at de for den civiliserede verdens skyld vil påtage dem denne opgave. Som det er for hele Europa, således er det også for vore firmaer afgørende, at det bliver civilisationen og ikke bolsjevismen, der sejrer. Først og fremmest sætter vi vore kræfter ind derpå, alt andet er bagateller".

Man kan vel nok sige, at Harald Plum ville have hånd i hanke med ordningen af de russiske forhold, og at han

251

forstår at tale i pluralis majestatis. Den selvbevidsthed, som har præget ham fra barnsben op, giver sig her ligefrem voldsomt udslag. Han kender ikke mere til nogen begrænsning for sin egenrådighed. Han vil herske og mener tilsyneladende at holde den russiske nations skæbne i sin hånd. Ud fra en sådan overdreven selvfølelse kunne han også den 19. juli 1919 tilskrive den kontrollerende direktør for samtlige D.T.K.’s brasilianske virksomheder, hr. Aage Paulli, følgende: "Jeg tror, at vi ved hjælp af ligaen begynder at nærme os målet; så kan hr. Lenin forsvinde".

I de følgende breve til kaptajn Aarestrup — af 24. juni, 21. og 29. august 1919 — berettede Plum om de fortsatte bestræbelser for at få en kraftig aktion mod bolsjevikkerne i gang. Rodianko, nordvestarmeens general, skal herefter slå løs med 60.000 mand, Mannerheim mener, at Finland kan stille 100.000 mand til disposition. Plum trøster sig her med, at Det Transatlantiske Kompagni havde sine kapitaler udenfor og derfor ville stå langt fordelagtigere end andre, "hvis Europa ramler sammen økonomisk". Det var tåbelig snak, så sandt som kompagniet var brændt inde med en mægtig kapital i Rusland og også i europæiske havne havde mægtige varelagre liggende, for hvilke der ikke kunne findes afsætning. oven i købet havde kompagniet også lidt store tab ved de oversøiske firmaer, navnlig i Brasilien. Men alligevel mente Plum altså i yderste nød at kunne redde sig ved hjælp af den udenfor Europa investerede kapital. Også andre overvejelser finder udtryk i brevene. Der går ikke så godt for Koltschak, meddeler han. Den engelske general Gough har været i København lørdag og søndag den 23. og 24. august, havde lovet meget, men samarbejdet var alligevel ikke bragt i et fast leje. Til slut — den 19. 9. 1919 — må Plum meddele sin gode ven Aarestrup, at planerne om en militær aktion må lægges hen; til trods for, at han af en af sine venner, "den ledende general Gough" havde fået meddelelse om, at nu kunne aktionens foretagelse anses for sikret, havde han dog allerede dagen

252

efter fået besked fra Paris, at man der på konferencen var kommet til det resultat, at nu måtte alt stilles i bero.

De kredse, der var interesseret i den kapitalistiske udbytning af Rusland, og som ifølge Erik Plums’ meddelelse til Asbjørn Thon i Kristiania havde organisationen i København, London, Paris og New York i orden, måtte altså til slut dog give op. Men før det havde endog Morgan og Vanderbilt i forhandlinger med Eskild Yding, givet tilsagn om at følge med i foretagendet, hvis de danske finansmænd gik med (hvem anden havde mon formidlet disse samtaler end Emil Glückstadt med hans fremragende internationale forbindelser!), og Harald Plum var i sine forberedelser til reorganisationen af det russiske rige endog nået så vidt, at han den 20. august 1919 kunne sende Emil Glückstadt sit udkast til ordning af den nye russiske nationalbank til gennemsyn!

Da kampagnen føres videre i året 1920, sker det på et helt nyt grundlag. Nu havde de Nansen’ske ideer slået igennem, nu ville man indskrænke sig til at yde sovjetstaterne økonomisk hjælp. Nu oprettedes det såkaldte "International Russian Reconstruction & Relief Committee" med professor Troels-Lund som ærespræsident og højesteretssagfører Martensen-Larsen som formand. Som medlemmer af denne komité nævnes endvidere to jøder, ingeniør Martin A. Abrahamson og rådsformand Gustav Philipsen, endvidere: generalkonsul C. F. Haxthausen, borgmester Ernst Drechsel, direktør H. P. Prior, direktør grev Harald Holstein, prof. dr.jur. Frantz Dahl, højesteretssagfører Harboe, overretssagfører de Coninck Smith, grosserer Carl Holbek og direktør, fhv. Godsejer A. F. I. C. Lassen. Som man ser, drejede det sig her for en stor del om mænd, der hørte til Landmandsbankens inderkreds. Den 13. februar 1920 telegraferede Glückstadt til "National City Bank" i New York, Rockefeller-banken, hvor han selv havde stået i lære, at disse komitémedlemmer var alle "of high standing", og den 17. februar takkede Plum Glückstadt for dette telegram, idet han vedføjede en ham af Udenrigsministeriet

253

tilsendt skrivelse, som indeholdt et telegram fra New York, der skulle vise, at Glückstadts indsats havde vakt opmærksomhed i Amerika.

Komiteens program var fastlagt i 3 punkter. Dens opgave var herefter udelukkende at bringe det russiske folk hjælp, hvorved den ville holde sig udenfor al politik. Punkt 2 lød: "Komiteen har kun til hensigt at hjælpe de distrikter, hvor der er mulighed for en sund og demokratisk udvikling af tingenes tilstand". Endvidere ville komiteen bidrage til, at der atter skabtes forudsætninger for genoptagelsen af handelssamkvemmet på en sund og legitim basis. Medlem af komiteen var oprindelig også kommandør Maegaard på grund af sin stilling som medlem af Ø.K., men han måtte senere på etatsraad H. N. Andersens forlangende, som det nedenfor vil blive nærmere omtalt, træde tilbage. Kammerherre Harald Scavenius var medlem som uofficiel repræsentant for Udenrigsministeriet. Tilsvarende organisationer oprettedes også i London og i Paris, og ifølge Erik Plums redegørelse stod ligeledes den amerikanske højfinans positivt til sagen, idet den dog lagde vægt på følgende principielle punkter: "Privat initiativ, international organisation, Tyskland skal med."

Nu havde piben altså fået en anden lyd, nu var der ikke mere tale om militære foranstaltninger. Nu ville man, i fortsættelse af de forhandlinger om fangespørgsmålet og handelsforholdene, der var optaget mellem den engelske arbejderfører O’Grady og sovjetkommissæren Finkelstein-Litwinow, støtte foranstaltninger, der kunne hjælpe det økonomiske liv i Rusland på fode igen. I denne sammenhæng gør også "Politiken" den 26. januar 1920 opmærksom på, at en Magnus Svensson havde opholdt sig i København for at organisere Amerikas levnedsmiddelhjælp, og at en mr. Hapgoods havde forsøgt at skabe forståelse for den særlige opgave, de russiske kooperativer havde fået overdraget efter bolsjevismens sejr.

Bladet tilføjer: "Fælles for alle disse bestræbelser var, at

254

trådene krydsedes her i København, hvor England og Amerika oprettede deres centraler for støtte af enhver art til Østersølandene. Adskillige danske har deltaget i arbejdet, thi få nationer har så godt indblik i russiske forhold som vi igennem vore hjemvendte repræsentanter." Ved denne lejlighed får så også landets store autoritet på dette område, Harald Plum, lejlighed til at fremsætte sine synspunkter, og her må man sige, at Plum, om end hans bedømmelse af bolsjevismens rædselsfulde virkninger er den samme, dog nu regner med, at omvæltningen i sovjetriget må nås ad andre veje. Koltschaks, Denikins og Judenitch’s nederlag i året 1919 har altså dog gjort indtryk på ham. Harald Plum giver nu udtryk for den opfattelse, at kommunismen altid på mangfoldige punkter har haft stor betydning i Rusland, for samtidig at pointere, at det fuldstændige sammenbrud af det russiske samfund, er fremkaldt ved bolsjevikiske eksperimenter. Han mener ikke, at ophævelsen af blokaden vil kunne bidrage noget væsentligt til atter at skabe ordnede forhold i landet, og at der heller ikke dermed er skabt betingelser for at genoptage handelen med Rusland. Sine nye anskuelser præciserer han på følgende måde: "Dette ved sin størrelse enestående sammenbrud kan ikke bekæmpes ved krudt og kugler, hvad enten de er røde eller hvide, det kan kun hjælpes op ved et gigantisk organisationsarbejde, der forudsætter assistance fra alle de magter i verden, der endnu besidder kræfter til at hjælpe, og dette arbejde må tillige være under tilstrækkelig beskyttelse overalt, hvor arbejdet sker." Denne understøttelse, mener han, må ydes efter fuldstændigt upolitiske linjer, da man kun på dette grundlag ville kunne genskabe den tillid, der måtte være forudsætning for genoptagelsen af handelen. Endelig giver Plum også udtryk for, at handelen, efter som forholdene lå, først og fremmest måtte opbygges i samarbejde "med de store gamle organisationer i Rusland, zemstvoerne (lokale regeringer. Red.) og kooperativerne". Ud fra sådanne overvejelser var også den danske hjælpekomité bleven dannet.

255

Dog: også hele denne aktion lider en brat ende. Få måneder senere viser det sig, at arbejdet med denne hjælpekomité er opgivet, og at man nu i forhandlinger med repræsentanter for den russiske regering er inde på den plan at oprette et Clearing House i København til regulering af den dansk-russiske handel. Den 6. april 1920 kan Harald Plum meddele sin ven Yding, at Krassin kommer til København og har interesse for oprettelsen af et Clearing House, og at Erik Plum har meddelt fra Amerika, at de amerikanske delegerede vil blive udnævnt i april. I virkeligheden var Krassin allerede i slutningen af marts s.å. kommet til København for at deltage i de delegationsforhandlinger vedrørende udvekslingen af krigsfanger, som allerede nogen tid havde stået på mellem den af Litwinow ledede sovjetdelegation og repræsentanter for den engelske regering under ledelse af arbejderføreren O’Grady. Krassin var leder af sovjetregeringens handelskommissariat i Moskva og repræsenterede samtidig "Centrosojus", den mægtige sammenslutning af de russiske kooperativer.

Efter få ugers forhandlinger mellem Krassin (samt Litwinow og andre repræsentanter for Centrosojus) på den ene side og ingeniør M. A. Abrahamson (medlem af Det Transatlantiske Kompagnis bestyrelse) og Carl Holbek (som særlig repræsentant for de russiske handelsinteresser, der støttedes fra Handelsbankens side) på den anden side blev der den 23. april 1920 afsluttet en overenskomst om oprettelse af et Clearing House i København, hvis bestemmelser i det enkelte dog havde en mere vidtrækkende betydning end kun at gavne den dansk-russiske handel. Der blev mellem de nævnte parter oprettet hele tre dokumenter, hvis engelske tekst gengives i Erik Plums i 1923 udgivne skrift om "Russisk Handelskompagni A/S", s. 103 ff.

Ifølge det første Agreement forpligtede Abrahamson og Holbek sig til at sætte alt ind på, at handelssamkvemmet mellem Danmark og Rusland genopbyggedes snarest muligt og at få et Clearing House oprettet,

256

som skulle fremme importen og eksporten mellem de nævnte lande. En repræsentant for de russiske kooperativ-kompagnier og for den russiske udenrigshandel skulle være berettiget til at føre en effektiv kontrol med dette Clearing House. Krassin og de danske repræsentanter forpligtede sig endvidere til, fra hver sin side at arbejde hen imod, at erstatningsspørgsmålet toges op til forhandling snarest muligt, således at de danske firmaer i Rusland, der havde lidt tab eller på anden måde var bleven krænket i deres interesser, kunne få deres krav ordnet, få "a satisfactory and fair adjustment with a view of facilitating the resumption of business and commercial relations". Alt skulle altså lægges til rette for atter at kunne opbygge handelssamkvemmet. Krassin forpligtede sig endog til efter evne at bidrage til, at der skabtes et tillidsforhold mellem de af ham repræsenterede kooperativer og den danske handelsverden, og at der sikredes danske firmaer og kompagnier passende godtgørelser ved fremtidige konfiskationer og deslige

på grund af det andet Agreement erklærede de danske repræsentanter sig rede til at træffe forberedelser til en international konference, der skulle indkaldes i København den 20. maj. Til denne konference skulle repræsentanter for de interesserede lande indbydes for at drøfte de nærmere detaljer vedrørende overenskomstens gennemførelse og for at skabe sikkerhed for, at der ikke udefra ville opstå vanskeligheder, der kunne skade den praktiske gennemførelse af den vedtagne plan. De danske repræsentanter forpligtede sig til at træffe de til indkaldelsen af den internationale konference fornødne foranstaltninger så betids, at forhandlingerne kunne begynde den 20. maj. Viste det sig, at den internationale konference ikke kunne komme i stand til nævnte tidspunkt, skulle overenskomsterne være bortfalden.

Endelig bestemtes der i "hovedprincipperne for oprettelsen af et Clearing House", at denne institution skulle have sit sæde i København, og at den skulle tjene til understøttelse af vareomsætningen mellem Sovjetrusland og de fremmede lande. Den skulle imidlertid, for så vidt den rådede over tilstrækkelig kapital, også være berettiget til at finansiere vareomsætningen mellem lande udenom Rusland. Dette skulle imidlertid forstås således, at handelen med Rusland skulle nyde en fortrinsstilling, idet den kredit, der ydedes Rusland, måtte andrage indtil det firedobbelte beløb af den værdi i guld, som Rusland ville deponere til fordel for Clearing House. Aktiekapitalen skulle andrage mindst 10 millioner £, men måtte ikke overstige 100 millioner £; af kapitalen måtte højst 5 pct. Tjene som driftskapital, medens de øvrige 95 pct. udelukkende skulle tjene til finansiering af forretningerne.

Endelig skulle det planlagte Clearing House kun være berettiget til at finansiere mellem parter, hvor køber og sælger var henholdsvis en

257

regering eller en handelsorganisation, som var i stand til at yde regeringsgarantier; for så vidt havde Rusland altså sat igennem, at også modparten ved fremtidige handelsaftaler ville lade kommunistiske principper være gældende, og at handelen med rent private foretagender skulle være udelukket. Ved bevilling af lån skulle debitor ifølge denne tredje overenskomst principielt være forpligtet til at stille 25 pct.’s sikkerhed for lånet i guld. Dividenden måtte højst ligge 2 pct. højere end den almindelige rentefod; alt yderligere overskud skulle indbetales til Reservefonden osv. Endelig krævedes det fra russisk side, at russiske repræsentanter, som allerede fastsat i det første Agreement’s første paragraf, skulle være berettiget til at føre en effektiv kontrol med det internationale Clearing House, som efter planen skulle oprettes i København.

Her drejede det sig altså om en aftale af overordentlig vidtrækkende betydning, som også måtte få særlig vægt ved, at Krassin på alle stadier i forhandlingen havde handlet efter de direktiver, han modtog fra Moskva-regeringen. Her var der skabt en chance for, at de store værdier, danske firmaer og kompagnier endnu havde i Rusland, kunne reddes.

At der også i andre lande var stemning for, at planen gennemførtes, kunne meget hurtigt konstateres. Endog Tyskland ytrede interesse for sagen. Erik Plum beretter endvidere i sit ofte nævnte skrift, at hans fætter Harald Plum, der var ophavsmanden til disse planer, "under forhandlingerne gennem herr Abrahamson holdt sig i nøje føling med en sagkyndig i russiske spørgsmål, som den engelske regering havde sendt til København, og denne havde ikke blot godkendt, men endog redigeret hovedafsnittet i punktet om de internationale erstatningsregler". Erik Plum tilføjer: "Harald Plum blev tillige gennem Udenrigsministeriet holdt nøje a jour med de daværende politiske meninger i verden om Rusland og havde selv gennem sine venner og repræsentanter rundt om i verden nøje kontakt med de forskellige opfattelser. Han mente endvidere gennem de mange repræsentanter for den danske handel, industri og finansverden, der var indtrådt i relief-komiteen, at kunne regne med fuld støtte her i landet."

Forventningerne, som knyttedes til denne ordning, var

258

meget store. Pressen, som ved en indiskretion fik nys om aftalen, stod aldeles positiv til sagen. Navnlig var "Social-Demokraten" begejstret, ordene: "I disse dage skrives der verdenshistorie i København", som indledte dette organs ledende artikel den 30. april 1920, viste det til fulde. I et interview med folkekommissær Nogin, der bl.a. var formand for de russiske arbejderes kooperative råd og leder af sovjetstatens tekstil-departement, og som sådan et af den russiske delegations befuldmægtigede medlemmer, fik bladet oplyst, at denne delegation nu stod i forhandlinger med Sverige, Norge, Amerika, Spanien, Italien og Østrig, og at det her drejede sig "om levering af varer så store, at verden næppe har set noget tilsvarende". For at kunne bevare overblikket over denne kæmpemæssige omsætning, var det nødvendigt at skabe en fast institution, hvorigennem alle forretninger mellem Sovjetrusland og det øvrige Europa kunne føres. Fra russisk side var man straks rede til at tage fat, og fra denne side ville institutionen enten blive ledet af det russiske handelsministerium eller af Centrosojus, de russiske kooperative foreninger. Krassin erklærede senere, i marts 1923, til et af Moskva-bladene netop med henblik på de her omhandlede forhandlinger: "I 1920 var Danmark det eneste land, gennem hvilket Rusland kunne være trådt i handelsforbindelse med verden." Når endog russiske delegationsmedlemmer så så lyst på det, kan man forstå, at også visse danske handelskredse regnede med store muligheder, så snart København var blevet centret for Ruslands handelsforbindelser med den øvrige verden, og at man håbede, at denne ordning ikke blot ville komme de umiddelbart interesserede kredse, men hele landet til gode.

Alligevel blev det hele kuldkastet.

Modstanden kom fra de officielle institutioner, Industriraadet og Grosserersocietetet, og modstanden kom navnlig fra Ø.K.’s direktør H. N. Andersen og Landmandsbankens direktør Emil Glückstadt! For de nævnte erhvervsorganisationer var sagen åbenbart et rent og skært prestigespørgsmål.

259

De havde under krigen opnået, at de alene havde afgørelsen i alle handelspolitiske aftaler, og at Regeringen lystrede de af dem givne anordninger. Derfor brød de sig også her fejl om Udenrigsministeriets gentagne henstillinger om at tage stilling til de trufne aftaler og om at gå med ind i forhandlingerne. De forblev afvisende. Grunden hertil skal i øvrigt også have været, at man gik ud fra, at Harald Plum kun var interesseret i at mele sin egen kage, omendskønt det ved en saglig vurdering af sagen må erkendes, at overenskomsterne af 23. april 1920, sådan som de var udarbejdet, ikke gav noget som helst holdepunkt for en sådan formodning. Hvor afvisende de nævnte institutioners holdning har været, fremgår bl.a. af, at et brev, som Krassin endnu den 19. maj 1920 sendte til Industriraadet under sin rejse til London med henstilling om dog hurtigst muligt at træffe en afgørelse, blev først besvaret den 6. oktober, ifølge de af kammerherre Harald Scavenius givne oplysninger!

Med hensyn til d’herrer H. N. Andersens og Emil Glückstadts stilling til de den 23. april 1920 trufne aftaler giver to breve, som offentliggøres i "Bankkommissionens hemmelige Beretninger", de bedste oplysninger. Disse breve taler for sig selv.

Etatsraad H. N. Andersen skriver den 3. maj 1920 til Glückstadt følgende:

"Lørdag eftermiddag (1. maj) meddelte kommandør Maegaard mig, at han (var til stede)* på et afsluttende møde, hvor man havde vedtaget at oprette et Clearing House her i byen med det formål at fremme vareudvekslingen mellem Rusland og andre lande; og efter anmodning af de andre deltagere i mødet overgav kommandør Maegaard mig et på engelsk affattet Agreement. Af kommandørens udtalelser udledte jeg, at det projekterede Clearing House var Det Transatlantiske Kompagnis værk, og at kaptajn Aarestrup, medens jeg var ved rivieraen, havde anmodet ...

260

... kommandør Maegaard om at medvirke til planens realisation. Da kommandør Maegaard udtrykte betænkeligheder, fordi han ikke kendte min stilling til et sådant projekt, havde kaptajn Aarestrup svaret, at han vidste, at sagen havde min sympati. Jeg skal her indskyde, at jeg ikke har kendt noget til disse planer, før jeg for nylig læste derom i bladene. Jeg sagde til kommandør Maegaard, at hvis det var qua medlem af nævnte foretagende, og hans navn som sådant skulle benyttes, måtte jeg bestemt protestere såvel imod hans delagtighed deri som mod den valgte fremgangsmåde. Med henblik på Ø.K.’s hele karakter ønskede jeg at henvise til den fare, det på forskellig vis kan rumme, at et medlem af kompagniets bestyrelsesråd qua sådan udenom ledelsen (direktionen) optræder som repræsentant for kompagniet. Af bladene for i går fremgår med al tydelighed, at var kommandør Maegaard ikke trådt tilbage, havde kompagniet figureret som medstifter af Clearing House.

Jeg behøver næppe at fremhæve, at jeg ikke misbilliger noget, der er til virkelig gavn for Danmark — tværtimod. Hvad jeg derimod misbilliger er måden, hvorpå et selskab, for hvilket De ligesom i Ø.K. er formand for bestyrelsesrådet, udenom direktionen forsøger at tage det til indtægt for dette for så vidt uvedkommende planer, som efter Agreement’et at dømme er af international storpolitisk natur. Hvad dette eventuelt kan føre til, kan jeg på grundlag af de under krigen indsamlede erfaringer måske tillade mig at have en forestilling om."

Når etatsraad Andersen på denne meget rigoristiske måde frasiger sig ethvert samarbejde med Det Transatlantiske Kompagni, er det ikke andet end videreførelsen af en kamp, som allerede år i forvejen var bleven indledt mod et ubekvemt konkurrenceforetagende, som — bortset fra de fantastiske spekulative dispositioner — gjorde sig særlig bemærket ved en overmåde aggressiv udvidelsespolitik. Etatsraadens reaktion synes derfor at være nogenlunde forståelig.* At han var rede til om fornødent med yderste hensynsløshed at ...

261

... varetage sit selskabs interesser over for en pågående konkurrence, havde han også vist allerede 1915, da han gjorde indsigelse gældende mod United Export Co.’s forsøg på at begynde egen rederivirksomhed. Nævnte kompagni måtte derefter standse den allerede begyndte egne skibsfart. Ved andre lejligheder blev det både Det Transatlantiske Kompagni og dets datterselskaber ligefrem forbudt at lave forretninger inden for de felter, som Ø.K. krævede anerkendt som sit domæne. Landmandsbanken kom ved sådanne interessekollisioner ofte i en meget prekær stilling. Overfor H. N. Andersens krav bøjede Glückstadt sig regelmæssig; her var han alligevel den lille. Derfor var det også uundgåeligt, at Harald Plum langt om længe måtte vige, så snart vanskelighederne meldte sig, og Glückstadt så sig stillet over for valget, enten at vrage den ene eller den anden part. Men i den foreliggende sag havde Glückstadt des mere grund til nu at lade Plum falde, da han ved en nøjere prøvelse af den ordning, der var blevet vedtaget i forhandlingerne med Krassin og Litwinow, vel måtte erkende, at det påtænkte internationale Clearing House kunne blive en farlig modspiller også for Landmandsbanken og praktisk talt kunne føre til, at banken med hensyn til handelssamkvemmet med Rusland, til hvilket der jo næredes de allerstørste forventninger, blev sat mere eller mindre ud af spillet.

Men endnu mere grund havde Glückstadt til at tage hensyn til de politiske forviklinger, som var opstået en måneds tid i forvejen, og som mere end noget andet havde vist, at den mægtige leder af Ø.K., den mand, som var bankens betydeligste forretningsforbindelse, ikke mere var til sinds at tage med fløjlshandsker på forholdene. Ministeriet Liebe var H. N. Andersens værk! Vel var der otte dage efter dette

262

ministeriums udnævnelse tilvejebragt et kompromis mellem Glückstadt og H. N. Andersen, og han havde selv i samarbejde med de Radikale og socialdemokraterne gennemtrumfet dannelsen af Ministeriet Friis, som han nærmest kunne betragte som en i Landmandsbankens interesse dannet regering.* Men alligevel: Konflikten med H. N. Andersen måtte ikke yderligere tilspidses, og derfor måtte Glückstadt nu lade Harald Plum falde og i sammenhæng hermed sørge for en standsning af de dansk-russiske forhandlinger, selvom det skete på bekostning af det russiske handelskompagni, henholdsvis D.T.K.

Af to onder vælger man nu engang det mindste, navnlig når man må gå ud fra, at det største onde alligevel i det lange løb ville være overmægtigt, uovervindeligt. Også selve dagens indrepolitiske situation måtte gøre det nærliggende for Glückstadt at søge fred med H. N. Andersen. Thi da han modtog Ø.K.-direktørens brev, dateret den 3. maj, var det klart, at de Radikale ikke mere ville komme til at overtage Regeringen. Venstre havde sejret, og Ministeriet Neergaard var på trapperne; den nye regerings udnævnelse skete den 5. maj. Sandelig, nu var det på tide, at Landmandsbankens ledende mand tog reb i sejlene, hvis han ikke helt ville tabe spillet. Thi den nye regering følte sig på det inderligste knyttet til H. N. Andersen, så nært, at den endog på et tidspunkt, i efteråret 1922, var inde på planer om at overdrage ham Landmandsbankens ledelse. Situationen var altså meget alvorlig for etatsraad Glückstadt. Han måtte nu lade Harald Plum falde.

og den drevne jødiske finansmand forstod da med elegance at foretage den politiske koldbøtte, som nu, eftersom forholdene havde artet sig, måtte anses for bydende nødvendig. Der havde allerede i nogen tid bestået principielle uoverensstemmelser mellem ham og direktøren for Det Transatlantiske Kompagni. Der var allerede givet alvorlige varsler

263

om den spænding, som nu, få måneder senere, førte til åbent brud mellem de to mænd. Nu, i anledning af etatsraad H. N. Andersens skrivelse af 3. maj 1920, fandt denne spænding på højst besynderlig måde sin udløsning, idet Glückstadt i sin svarskrivelse til Plum (hvis datum desværre ikke nævnes i "Bankkommissionens hemmelige Beretninger", men som efter al sandsynlighed er bleven affattet og afsendt efter udnævnelsen af Ministeriet Neergaard den 5. maj 1920) kopierer H. N. Andersens tankegang og endog med denne sin store, modspillers egne formuleringer går kraftigt i rette med Harald Plum! Ifølge den nævnte beretning havde Glückstadts kostelige brev følgende ordlyd:

"Af nogle tilsendte memoranda og aviser har jeg set om planerne til oprettelse af et Clearing House her i byen med det formål at fremme vareudvekslingen mellem Rusland og andre lande.

Uden at skulle komme nærmere ind på, at der sluttes aftaler med en regering, som den danske stat ikke har anerkendt, behøver jeg næppe at fremhæve, at jeg ikke misbilliger noget, der er til virkelig gavn for Danmark — tværtimod. Jeg vil heller ikke udtale mig om formålstjenligheden af på nærværende tidspunkt at tage denne sag op, navnlig på grund af dens internationale storpolitiske natur, men jeg kan ikke undlade på det skarpeste at misbillige den måde, hvorpå de navne offentliggøres, der har givet sagen støtte. Når f.eks. H. P. Prior nævnes ikke som direktør for Nordiske Kabel- og Traadfabrikker, men som medlem af Landmandsbankens bankråd, så foreligger her i denne forbindelse i første række et falsum over for offentligheden. Thi den fremgangsmåde, ved de enkelte personers navne at fremføre institutioner, hvortil de er knyttede som bestyrelsesmedlemmer rundt om i et lands erhvervsinstitutioner, uden om vedkommende institutioners direktion, kan bibringe det indtryk, at de pågældende optræder som repræsentanter for institutionen.

For offentligheden ser det nu således ud, at de forskellige institutioner — endskønt de ikke har været hørt — står som medstiftere af det omtalte Clearing House; da dette imidlertid ikke stemmer med de faktiske forhold, og da banken ikke kan tiltræde sagen uden at være sikker på tiltræden fra visse andre sider, ser jeg mig nødt til at nedlægge mit mandat som medlem af bestyrelsen for Transatlantisk, da dette jo ifølge sagens hele natur står som ophavsmand for det pågældende russiske forehavende". (Fremhævelser af forf.).

264

Nu fulgte tilbageslag på tilbageslag for R.H.K. (Russisk Handelskompagni. Red.) Endnu mens Krassin og Litwinow var i København, blev kravet vedrørende erstatning for de værdier, kompagniet havde liggende i havnene i Murmansk og Archangelsk, forelagt dem. Selve Trotzki’s fætter, en hr. Braunstein, havde foretaget mængdeopgørelsen over varerne og over for kompagniets repræsentanter erklæret, "at Moskva-Regeringen over for udlændinge hverken ville rekvirere eller nationalisere, men ville købe deres lagre til de priser, som man i fællesskab blev enige om". (Jvf. Erik Plums skrift, s. 110.) Hr. Braunstein udstedte derefter fakturaer for hver enkelt varepost, i alt til et beløb på ca. 5 mil. kr., udstedte kvittering for modtagelsen af varerne og henviste med hensyn til betalingen til d’hrr. Repræsentanter for den russiske regering i København. Her blev derefter Regeringen præsenteret, men de russiske delegerede holdt på, at betalingen først kunne ske, når handelsoverenskomsten var kommet endeligt i stand. Krassin harmedes over, at de officielle danske institutioner for handel og industri ikke traf nogen afgørelse, også over at forberedelserne til den planlagte internationale konference vedrørende oprettelsen af et Clearing House ikke kom videre, og besluttede derefter, allerede før den i aftalen fastsatte frist, den 20. maj, var nået, at rejse videre til London.

I London kom derefter kort tid senere den engelsk-russiske handelsoverenskomst i stand. De med hensyn til erstatningsspørgsmålet opnåede indrømmelser var her væsentlig ugunstigere end dem, der var opnået ved affattelsen af det dansk-russiske Agreement. Danske interesser kom selvfølgelig overhovedet ikke til behandling ved forhandlingerne i London.

Da Clearing House trods alt oprettedes i København, og Rusland lod sende for 3½ mil. kr. guld som sikkerhed for vareindkøb, kom denne ordning kun nogle få danske firmaer til gode. Hoveddelen af det deponerede guldbeløb måtte senere benyttes til betaling af engelsk eksport til Rusland, da Det Transatlantiske Kompagni anså det for betimeligt ikke at

265

indlade sig på forretninger i dette tilfælde, "for at undgå, at der med nogen som helst berettigelse kunne siges, at Clearing House kun var oprettet for dets selskaber". (Plum, s. 109.) Dertil knytter Erik Plum følgende afsluttende kritik:

"Den chance, som dansk handel, skibsfart og industri gennem kontrakten med Krassin havde haft for at blive det første vigtige mellemled for Ruslands handel med de store magter, var gået tabt, en mægtig indsats, et stort arbejde i den største almene interesse og en betydelig kapital anvendt til forarbejderne var gået til spilde."

Betragtningerne er ikke helt uberettigede. At der var ofret noget på sagen, viste sig senere, da det af Det Transatlantiske Kompagnis bøger fremgik, at der var debiteret kontoen 749.492,91 kr. i understøttelser og forskud til dem, der havde med sagen at gøre. Blandt de understøttede nævnedes bl.a. General Pozokoff og prinsesse Lwoff. Om sagen nogensinde virkeligt var lykkedes, således som af Plum’erne forventet, må imidlertid betvivles, da netop disse to mænd alt for ofte viste særlig tilbøjelighed til at indlade sig på hasarderede dispositioner og derfor næppe havde forudsætninger for at føre den her omhandlede sunde og rigtige ide ud i livet på fornuftig måde.

At i det mindste Harald Plum var ved at gå over gevind, mens han var optaget at de forhandlinger, der fandt sted med Krassin, lader de optegnelser erkende, som findes i hans "Dagbogsblade"s 3. bind, og som "Politiken" kunne optrykke efter hans død den 3. november 1929.* I sine optegnelser den ...

266

... 19. april 1920 fortæller han her bl.a., at det er de russiske forhandlinger, som gennem nogen tid har beslaglagt al hans tid både dag og nat. Han beretter derefter, at disse forhandlinger har ført til, "at der i går aftes blev udvekslet dokumenter mellem ingeniør Abrahamson som repræsentant for danske handelsvirksomheder og Krassin som repræsentant for Sovjet-regeringen i Rusland, alias Levin, hvilke dokumenter ikke alene skal danne grundlaget for Danmarks genoptagelse af forbindelsen med Rusland, men tillige for hele den ordning, der tilvejebringes mellem Rusland og den øvrige verden". Han fortsætter:

"Jeg sidder og venter utålmodigt på, at Abrahamson telefonisk skal meddele mig Krassins holdning over for de afsluttende bemærkninger, som jeg har instrueret ham om at fremføre mundtligt sammen med overbringelsen ... Antager han dem, skal overenskomsten telegrafisk forelægges Lenin i Moskva og samtidig Grosserersocietetet og Industriraadet, hvis tilslutning jeg i virkeligheden allerede har sikret mig. Derefter vil de være at underskrive og telegrafere ud over hele verden, for at en international konference i slutningen af maj kan finde sted i København på den derved oprettede basis, og snart efter skulle Ruslands indre opbygning, vistnok det vanskeligste arbejde af den art, der nogen sinde har foreligget, kunne begynde. Hvor det lyder skønt. Ak, alt for herligt til, at jeg selv ret tør fæste lid til, at det kan gennemføres. Lenin er, takket være sit efterretningsvæsen, sikkert på det rene med, at når Abrahamson fører forhandlinger på danske handelsfirmaers vegne, så er det mig, der står bagved. Og han må være klog nok til at se, at hvis vi nedsætter os i Rusland med planmæssig organisation, så betyder det begyndelsen til enden på hans kommunistiske regimente."

Plum har dog en trøst for Lenin. Hvad Plum har skabt, er et — foreløbigt kompromis på et område "hvor i længden intet kompromis er muligt". Lenins ideer må praktisk

267

talt udslettes: "Men naturligvis," tilføjer han, "hvis ikke alt for meget blod klæber ved ham personligt, og dersom han fjerner enhver af sine nuværende venner, med hvem dette er tilfældet, vil han måske kunne bjærge sig personlig."

Harald Plum tiltror sig altså i ramme alvor både evnen og viljen til at ordne det russiske kaos. Han føler sig som den stærke mand og har ifølge en indførsel i dagbogen endnu den 30. april håb om, at overenskomsten kommer i stand, omendskønt Grosserersocietetet og Industriraadet har besluttet at udsætte afgørelsen. Og han regner med en mægtig propagandistisk virkning af sit fremstød til at genskabe handelssamkvemmet med det mægtige russiske rige. 10.000–20.000 blade verden over vil, mener han, modtage den af ham ydede indsats med et befrielsens suk, da det russiske spørgsmål, som truede verden med undergang, takket være denne vil blive løst. Overfor sådanne fantasterier er det unægtelig forståeligt, at H. N. Andersen gik imod, at Emil Glückstadt blev betænkelig, at Industriraadets mænd, Benny Dessau og Alex. Foss, forholdt sig afventende. Men samtidig må dog fastslås, at denne modaktion på afgørende måde bidrog til, at den danske handelsverden satte al sin kapital i sovjetriget, som dog måske kunne være blevet reddet ved en gennemførelse af de med Krassin trufne aftaler, over styr.

8. HVOR SPILLET GIK — UDEN FOR LANDMANDSBANKEN

Da denne mand, som ved sit nære samarbejde med Emil Glückstadt forvoldte samfundet de største kapitaltab, også efter Landmandsbankens sammenbrud fik mulighed for at fortsætte med sine spekulationer, trods den ham overgåede dom, indtil han for anden gang fremkaldte en kæmpeskandale, kan det være på sin plads at gøre nærmere rede for hans ejendommelige levned og jammerlige endeligt.

Det er karakteristisk for denne hasardspiller, at han altid følte sig inderligt knyttet til jøderne. Hans "Dagbogsblade" (bd. 1, 1925; bd. 2, 1927) giver mangfoldige vidnesbyrd derom. Selv fortæller han bl.a., at allerede moderen i sine unge dage ved de årlige ophold i København i vintermånederne havde haft sin nærmeste omgangskreds i jødiske hjem. Han skriver herom (bd. 1, s. 6): "Blandt de familier, som hun derved kom til at stå nær, kan nævnes Carl Plougs højt ansete hjem og de toneangivende Melchiors, af hvilke særlig etatsraad Moritz Melchiors hjem nu er velkendt på grund af H. C. Andersens tilknytning dertil."

Da Plum senere begynder sine egne forretninger, står han stadig i samarbejde med jøder. Emissionen af The Crown Butter Export Co.’s aktier 1907 skulle efter den oprindelige plan foretages af Grundejerbanken med støtte af D. B. Adler & Co., hvis seniorchef var bankier Valdemar Goldschmidt. I bestyrelsen for hans foretagender sidder fra begyndelsen af Glückstadt som førstemand, og det er jo også Glückstadt, der overtager finansieringen af Det Transatlantiske Kompagni og dets talrige datterselskaber og bliver formand for kompagniets bestyrelse.

Da Plum i 1912 opgiver sin sagførerforretning, sælger han den til sin fuldmægtig, overretssagfører Poul G. Cohn. Moses Melchior — som han karakteriserer som "en af landets største og kyndigste storhandelsmænd" — var den, der efter hans egen fremstilling tilskyndede ham til at påbegynde handelen med Rusland. I sine Dagbogsblades II. bind, s. 108,

269

beretter han endvidere om sine oplevelser i Hamborg, hvor han allerede før verdenskrigen var stærkt interesseret i Brasilien-firmaet Siegl & Schlodtmann, et firma, som 1913 ved hans medvirkning blev rekonstrueret og fik firmanavnet Schlodtmann & Co., således at hovedsædet blev flyttet til København, og Yding blev foretagendets europæiske, Schlodtmann dets brasilianske direktør. I denne sammenhæng taler Plum om "Ballins Hamborg, Amerika-Liniens stifters, kejserens dusbroders", og fortæller bl.a.: "Hyppigst og helst mindes jeg køre- og spadsereture ud gennem staden med den gamle, fine jurist dr. Goldfeld, formand for Schlodtmann & Co.; han var medlem af rådet i Hamburg og viste mig med stolthed alt, hvad der var udrettet i løbet af de sidste få år, lige fra opførelsen af de smukke villabyer i de ydre bydele til de brede pragtfulde anlæg ned mod Alsteren inde i byens hjerte."

Adskillige jøder — men dog forholdsvis få — fandt senere deres opgaver i Det Transatlantiske Kompagni. Bl.a. beretter Harald Plum, hvorledes Aage L. Dessau — gift med en datter af borgmester Drechsel i Århus og som sådan svoger til Eskil Yding — blev direktør for Continental & Oversea Trading & Co. i Paris, efter at der for dette firmas vedkommende var opstået mangfoldige komplikationer under krigen. Endvidere var to af Odense-konsulen fabrikant Harry Dessaus sønner, fætre til Aage L. Dessau, ledende mænd inden for enkelte af det transatlantiske koncerns selskaber, nemlig den i 1893 fødte Poul Dessau, der havde været direktør for firmaet P. W. Heyman i Melbourne og 1917 blev den meget smarte direktør for Dansk Italiensk Export Co. i Genua, samt den i 1895 fødte Willy Dessau. Om Poul Dessaus særlige meriter ved likvideringen af de brasilianske selskaber er der foran berettet nærmere. Som direktør for Det Transatlantiske Kompagni virkede i Lissabon cand.jur. Poul Rée, søn af højesteretssagfører Gerhard Müller Rée og svoger til den senere formand for Grosserersocietetet Holger Laage-Petersen. Endelig må fremhæves, at Martin A. Abrahamson, som på grund af, at han var født i London, af Plum betegnes som "englænder af fødsel", fra 1917 var et særligt fremtrædende medlem inden for Det Transatlantiske Kompagni’s bestyrelse. Abrahamson spillede ved forskellige lejligheder en betydelig rolle; således havde han at gøre med organisationen af hjemsendelsen af englændere og franskmænd fra tysk krigsfangenskab, for så vidt denne foregik over København. I den anledning kom Abrahamson i selve revolutionsmånederne ofte til Berlin, og Plum fortæller den 1. januar 1919, at han nede i Tyskland "naturligvis havde haft lejlighed til at konferere med alle regeringsmedlemmer og partiførere, så vi vel i øjeblikket ved bedre besked om alt end nogen anden herhjemme" (bd. II, s. 186). Abrahamson var også i 1920 hovedmanden fra dansk side i forhandlingerne med Krassin og Litwinow.

270

Blandt jødiske forretningsvenner skal endvidere Valdemar Glückstadt nævnes, som sad i bestyrelserne for Continental & Oversea Trading Co. og Dansk-Italiensk Handelskompagni. Endelig skal bemærkes, at det russiske frøselskab "Trifolium", Holten & Bondarzewski, som havde kontorer og pakhuse i Riga og Kiew og i 1917 omdannedes til et aktieselskab, hvorved det overtoges af Russisk Handelskompagni og det danske frøselskab "Trifolium", som direktør havde Bent August Holten von Mauchenheim, kaldet von Bechtolsheim, gift med heljødinden Elna Ingeborg Levison. Er det måske ikke mere end et tilfælde, at denne direktørs broder, højesteretssagfører Viggo Holten-Bechtolsheim, var Harald Plums forsvarer i processen vedrørende Det Transatlantiske Kompagni i 1923 og Eskil Ydings forsvarer i straffeprocessen mod de anklagede i Harald Plum-sagen 1930?* Last not least skal nævnes, at generalkonsul Valdemar Glückstadt var medlem af bestyrelsen i Dansk-Italiensk Eksport-Kompagni.

I hvilken grad Harald Plum som leder af Det Transatlantiske Kompagni kunne få fremtrædende og højt ansete personligheder til at træde ind i bestyrelserne for de af ham ledede selskaber, er allerede bleven omtalt. Her skal blot gengives de vigtigste navne, der gik igen i de forskellige selskabers bestyrelser som Tordenskjolds soldater, ikke for at tage medansvar for disse selskabers solide drift, men for at skabe en tillidens atmosfære om disses ledende direktører og navnlig for på en let og behagelig måde at tjene de store tantiemer. Denne inderkreds, som frem for noget kunne regnes til Glückstadts tafelrunde, viste sig jo også stærk nok til i det afgørende øjeblik at forhindre en forsvarlig afstraffelse af Harald Plum og i et og alt at gøre sig Regeringen og Rigsdagens borgerlige partier følgagtige.

Her er navnene på nogle af disse mænd, som allerede inden for den transatlantiske koncern skabte glans om de Plum’ske selskaber:

Højesteretssagfører Fritz Bülow,
kaptajn Oluf Aarestrup,
godsejer A. P. Lassen — Høvdingsgaard pr. Mern,
direktør Kay Reinhard, ...

271

...

ingeniør Martin A. Abrahamson,
højesteretssagfører Emil Harboe,
overretssagfører V. De Coninck Smith,
konsul Frederik Hey, Billeshave Hovedgaard,
købmand Aage Berlème,
kommandør Henri Konow,
højesteretssagfører J. F. Fenger,
direktør K. F. Knudsen, London,
disponent N. O. Joung Fearnley, Kristiania,
grev Emil Krag-Juel-Vind-Frijs.

I enkelte selskabers bestyrelse sad desuden bl.a. bryggeridirektør Vagn Jacobsen, kontorchef Hertel Wulff, kammerjunker V. Brinckmann, daværende fuldmægtig i Undervisningsministeriet (nuværende chef for det Kgl. Teater og Kapel) cand.jur. Cai Hegermann-Lindencrone, overretssagfører Holger Zahle, byretsdommer F. Troels Lund, fabrikant Th. B. Thrige, generalløjtnant Christian Lütken, overretssagfører Just Lund, ingeniør N. M. Plum, grev F. Moltke og af selve Landmandsbankens ledende mænd foruden Glückstadt og grosserer Andreas Collstrop, der sad i forskellige selskabers bestyrelser, desuden i selskabet "Dansk Staalindustri" direktør Emil Rasmussen og vicedirektør Philip Mik-Meyer.

Over koncernens virksomhed er der allerede blevet berettet udførligt i de foregående afsnit. Her skal blot tilføjes, at de voldsomme tab, som påførtes Landmandsbanken og de enkelte selskabers aktionærer fra denne koncerns side, gav stødet til, at Bankkommissionen foretog særlige undersøgelser med hensyn til disse selskaber, og at direktør Plum tiltaltes for bedrageri, svigagtigt forhold og urigtig regnskabsaflæggelse. Tiltalen i anklageskriftet af 21. juli 1923 gik bl.a. ud på, at Plum havde ladet Det Transatlantiske Kompagnis regnskab for året 1919 udvise et overskud på 5.018.317 kr. og i medfør heraf indstillet, at der skulle udbetales et årsudbytte på 15 pct. af aktiekapitalen lig 3 mil. kr., omendskønt han vidste, at dette regnskab indeholdt imaginære indtægter og heller ikke tog hensyn til lidte tab, som specielt var opstået i Brasilien, ved Nordisk Oversøisk Handelsselskab, A/S Fabriksanlæg osv., ligesom der heller ikke var foretaget de fornødne nedskrivninger. Han tiltaltes endvidere for at have ladet sig — eller "H. Plums legatstiftelse" — uberettiget udbetale 252.522 kr. 97 øre af overskuddet for året 1919. Tilsvarende falsk regnskabsaflæggelse tiltaltes han for med hensyn til en række datterselskaber som A/S Bech van Siclen & Comp. i New York, A/S Union Trading Co. i Buenos Aires, A/S Brandt & Co. i Kairo, A/S Winkel & Gedde i Kobe osv. Omendskønt der i anklageskriftet krævedes straf efter Straffelovens strengeste bedrageriparagraf, § 21, blev denne tiltale under

272

domsforhandlingen fra anklagemyndighedens side frafaldet, og anklagen omfattede derefter kun den tiltaltes forhold ved regnskabsafslutningen for året 1919 i Det Transatlantiske Kompagni samt ved regnskabsafslutningen i A/S Bech van Siclen & Comp. for årene 1919 og 1920. Uanset det derefter i retsforhandlingerne, hvis stenografiske beretning foreligger, blev godtgjort, at koncernens organisation havde været overmåde mangelfuld, at de af Harald Plum ansatte direktører ofte var aldeles uegnede til deres hverv, og at dilettantisme og helt igennem spekulative engagementer havde haft afgørende indflydelse på koncernens sammenbrud, og uanset det endvidere både for anklagemyndigheden og for kommissionen stod klart, at der for Harald Plums vedkommende forelå groft bedrageri i flere tilfælde, kom dommen dog blot til at lyde på — en bøde på 4.000 kr. for overtrædelse af Aktieselskabslovens § 55.

Denne kendelse, som faldt ved Østre Landsret den 10. november 1923 og nærmest måtte opfattes som en frifindelse, vakte selvfølgelig stor opmærksomhed i offentligheden. For menigmand måtte det simpelthen være ufatteligt, at der ikke var fundet grundlag for en skarpere dom. Større blev forbavselsen, da det, få dage efter at dommen var faldet, blev bekendt, at Rigsadvokaturen havde frafaldet appel til Højesteret, og bedre blev det selvfølgelig ikke, da den fungerende rigsadvokat, Statsadvokat Bohn-Rasmussen, til begrundelse herfor afgav en højst besynderlig erklæring til "Politiken", lydende således: "Den foreliggende dom statuerer, at direktør Plum har gjort sig skyldig i bevidst urigtig regnskabsaflæggelse, og selvom denne dom ikke falder sammen med anklagemyndighedens opfattelse af domfældtes forhold, er man dog veget tilbage for at indbringe sagen for Højesteret på grund af dens kolossale omfang og bevismaterialets uhåndterlighed". Altså: fordi svindlerierne var af et så ualmindeligt omfang og så utroligt forviklede, mente man fra straffemyndighedens side at måtte afstå fra en gennemgribende undersøgelse af Det Transatlantiske Kompagnis forhold og at lade Harald Plum slippe så billigt som muligt.

Endog den konservative folketingsmand Christmas Møller, som principielt var enig med anklagemyndigheden i, at der nu ikke skulle rodes mere op i de med Landmandsbank-katastrofen sammenhængende sager, var klar over, at den af Statsadvokat Bohn-Rasmussen afgivne erklæring var meget uheldig og så sig derfor foranlediget til at fremsætte en dagsorden i Folketinget for at berolige den offentlige mening. Dagsordenen stilledes den 30. november 1923 og kom til forhandling den 14. december s.å. Herunder indrømmede justitsminister Rytter, at Statsadvokatens erklæring rigtignok "ikke var tilstrækkelig gennemtænkt", og at der selvfølgelig burde have været givet en mere udtømmende forklaring, for så vidt anklagemyndigheden overhovedet kunne føle sig forpligtet til over for

273

offentligheden at gøre rede for, hvorfor appel frafaldtes. Justitsministeren understregede derefter, at sagen var ikke blevet videreført, "da der, således som sagen forelå, ikke var sandsynlighed for en så væsentlig skærpelse af straffen, at der var grund til at appellere". Med denne erklæring var Christmas Møller straks fuldkommen tilfredsstillet! Mod selve dommen havde han — selvfølgelig! — intet som helst at indvende; det havde kun været ham om at gøre, at der rammedes en pæl gennem den givne motivering, som intet havde med realiteterne at gøre. Venstre-manden, redaktør J. A. Hansen, kunne naturligvis på sit partis vegne ligeledes give sin uforbeholdne tilslutning til justitsministerens erklæring, og det hele ville således være endt i det rene idyl, hvis ikke det socialdemokratiske partis ledende mænd havde givet stødet til en mere indgående drøftelse af al den svindel, der knyttede sig til Det Transatlantiske Kompagni.

Stauning ironiserede i forhandlingerne den 14. december 1923 over Christmas Møllers forespørgsel, der åbenbart kun havde haft til hensigt "at bibringe vælgerne den tro, at der virkelig også i konservative kredse var interesse for opklaring og retfærdig domfældelse". Hvad meningen var, havde justitsministeren jo selv røbet ved at fremhæve, at det her kun drejede sig om det rent formelle, og ikke om en realitetsbehandling. Men befolkningen ville næppe give sig tilfreds "med dette lille aftalte intermezzo i dag". Han mente, at netop fordi sagen havde et så kolossalt omfang, trængte den så meget mere til opklaring, grundig undersøgelse og fuld belysning, end om det var en lille, sølle sag, det var let at overse. Det var jo ikke nogen bagatelsag, det her drejede sig om, eftersom Det Transatlantiske Kompagni havde "formøblet til skade for Landmandsbanken, hvad der i hvert fald til en vis grad vil sige det samme som til skade for Staten, 100 eller 150 mil. kr.". Hvordan nu end forhandlingernes gang ved Landsretten havde været, havde det jo vist sig, at Statsadvokaten selv åbenbart ikke havde vist sig særligt befaren i anklagematerialet, så endog dommerne måtte erklære, at den fremstilling, Statsadvokaten havde givet, var "sådan, at de ikke kunne følge den". Stauning fortsatte: "Her er jo ikke blot tale om et selskab, der har drevet transaktioner af en besynderlig art til skade for den bank, der finansierede kompagniet — dette er i sig selv en i høj grad alvorlig affære —, men vi har også netop i dette selskab et af de kapitalistiske systems mest karakteristiske eksempler, et udslag af den moderne og stadig mere, om jeg så må sige, fremskredne kapitalisme, som det er af samfundsmæssig værdi at få belyst. I Transatlantisk Kompagni var det jo store, vidtspændende planer, man søgte at bringe til udførelse, både kommercielle og storpolitiske. Der blev rejst store fantasislotte på Transatlantisk Kompagnis foranledning, der blev indledt vilde spekulationer, der blev planlagt en kæmpemæssig handelsvirksomhed, kædet sammen med

274

en omfattende verdenspolitik. Der var jo utvivlsomt meget at lære i denne sag. Men kapitalismens justitsminister afværgede, at det skarpe lys faldt over denne sag; det var nok med den uforståelige, også for dommerne uforståelige redegørelse, som Statsadvokaten leverede for Landsretten". Stauning stillede derefter flere nærgående spørgsmål, spurgte f.eks., om justitsministeren billigede den fungerende rigsadvokats afgørelse, spurgte, hvorfor kun Det Transatlantiske Kompagnis regnskab for 1919 var taget som grundlag for tiltalen, ikke også regnskaberne for 1920 og 1921, på hvilke kædehandelens virkninger ville være meget mere fremtrædende. Man kunne dog ønske oplyst, "om man ville være fri for at have med de nye mænd at gøre, som i 1920 eller 1921 satte deres navne under regnskabet".* Endelig efterlyste det socialdemokratiske partis formand Bankkommissionens betænkning, som dog nu forhåbentlig snart ville være afsluttet. Han gjorde gældende, at Ministeriet Neergaard havde "medansvar for de kolossale tab, som Transatlantisk Kompagni led ved de varebeholdninger, som opgjordes til meget store summer, og som henlå i Rusland og ikke kunne blive passet af selskabets repræsentanter på grund af, at man ikke fik overenskomsten fra 1920 i stand, som, da det nuværende ministerium overtog magten, havde al mulig udsigt til gennemførelse". Også traktatforhandlingerne med Rusland i 1921, som kunne have ført til et positivt resultat, blev ifølge Staunings opfattelse på ministeriets ansvar afbrudt af daværende udenrigsminister Harald Scavenius. Til slut foreslog Stauning at slutte sagen med følgende påstand på overgang til dagsordenen: "Idet Folketinget beklager, at Østre Landsrets dom over direktør Harald Plum ikke blev appelleret til Højesteret, og at sagens fulde opklaring således blev forhindret, går tinget over til næste sag på dagsordenen".

Denne dagsorden bragte alvorlig forstyrrelse ind i forhandlingerne, da de to borgerlige regeringspartier var gået ud fra, at — som det bemærkedes af Stauning — hele sagen ville være afgjort på 5 minutter. Venstre-manden, redaktør J. A. Hansen tog til orde og mente, at det ikke hørte til Rigsdagens kompetence at blande sig i domsmyndighedernes afgørelse og foreslog som egen dagsorden: "Idet Folketinget tager justitsministerens udtalelser til efterretning, går tinget over til dagsordenen". Derefter rykkede Christmas Møller frem med en tredje dagsorden: ...

275

... Folketinget udtaler sin tilfredshed med, at justitsministeren ikke billiger den i et interview offentlig fremsatte motivering af at undlade appel i sagen mod direktør Harald Plum, går tinget over til dagsordenen".

Men nu så den Radikale Venstremand, overretssagfører Niels Petersen, sig tilskyndet til at rette alvorlige bebrejdelser mod justitsministeren. Hvis denne virkelig havde erkendt, at den af Statsadvokaten fremsatte begrundelse var betænkelig, var det højst besynderligt, at han ikke for længe siden havde taget til orde herimod. Anklagemyndighedens motivering havde rørt ved selve grundprincippet: ens ret for store og små, og nærmede sig i en betænkelig grad en ren falliterklæring. Thi: "Det, der blev fremhævet, var, at landsretsdommen ikke faldt sammen med anklagemyndighedens opfattelse; man skønnede, at direktør Harald Plum havde gjort sig fortjent til en strengere dom, og dog veg man tilbage for at gå til Højesteret". Hvorfor havde justitsministeren da ladet denne motivering stå uanfægtet dag efter dag og uge efter uge? Og når den forblev uimodsagt, hvorledes skulle da offentligheden erkende, at der var andre og vigtigere motiver? Bortset herfra gjorde ovrs. Niels Petersen opmærksom på, at Socialdemokratiets dagsorden ikke betød noget skridt udover tingets kompetence, da den endelige afgørelse jo netop hvilede hos den over for Rigsdagen ansvarlige justitsminister. Da justitsminister Rytter over for disse erklæringer søgte at frigøre sig for ansvaret, læste ovrs. Niels Petersen retsplejelovens §§ 712 og 714 op, der udtrykkeligt siger, at justitsministeren har den endelige afgørelse. Overfor denne påvisning havde ministeren kun den ynkelige udflugt, at han jo dog nu ikke mere kunne gribe ind, da fristen for appel var udløbet.* Stauning tog imidlertid ordet og fastholdt debattens kærnepunkt, hvorved han navnlig pointerede, "at komedien mellem d’herrer ved debattens begyndelse var arrangeret". Han mente også, at sagen jo kunne blive endnu værre end den allerede var, hvis det skulle være rigtigt, at justitsministeren havde undladt at lade sig denne sag forelægge, før det var afgjort, om der skulle appelleres eller ikke. "det er", bemærkede han, "jo ikke en isoleret lille sag om en direktør, der har beriget sig eller ikke beriget sig. Det er et led i den store, landsfarlige, landsskadelige Landmandsbanksag. Det er et led i den sag, for hvilken Staten har måttet påtage sig en garanti for 1000–1200 mil. kr. Det er i sidste instans Staten, der skal betale det tab, som Transatlantisk Kompagni har påført Landmandsbanken. Skulle det ikke være en sag, der vel egnede sig til, at den fulgtes med interesse ...

276

... også af landets justitsminister?" Lige så hårdt tog grev Bent Holstein fat, idet han også gjorde gældende, at sømmelighedshensynet både over for lovgivningsmagten og over for den almindelige retsbevidsthed burde have foranlediget, at landsrettens dom var bleven indanket. Uvilkårligt rejste sig her på ny spørgsmålet, om det atter var de skjulte kræfter, Det tredie Ting, der havde forhindret sagens appel til Højesteret. "Er der nemlig", bemærkede han, "nogen sag, hvori Det tredie Ting er interesseret, og hvori Det tredie Ting er delagtigt, så er det spørgsmålet om Transatlantisk Kompagni. Under forhørene i Landmandsbanken har det gang på gang vist sig, at så snart der var tale om Transatlantisk Kompagnis forhold, Det Russisk-Østasiatiske Dampskibsselskab og Østasiatisk Kompagni, blev tæppet rullet ned; så blev der ikke undersøgt videre, så gik man udenom". Det var kraftige anklager — men der var ingen i Rigsdagen, der havde mod til at imødegå dem.

Konservative mænd som grev Bent Holstein og grosserer Lemvigh-Müller stemte for den socialdemokratiske dagsorden, som imidlertid forkastedes med 67 mod 61 stemmer. Venstres dagsorden forkastedes ligeledes, medens det konservative partis vedtoges med 23 stemmer, hvorved 113 rigsdagsmedlemmer tilkendegav, at de hverken ønskede at stemme for eller imod. Omendskønt regeringspartiet Venstres dagsorden var bleven forkastet, drog Regeringen ikke den nærliggende konsekvens, i det mindste at lade justitsministeren falde. Den bevarede hellere sine taburetter. Og Harald Plums sag var reddet. Plum havde fundet sine våbendragere i Rigsdagen: i Venstre-regeringens medlemmer og — navnlig i Christmas Møller!

Harald Plum, der sammen med sin fætter, Erik Plum, overværede Folketingets forhandlinger, modtog selvfølgelig denne udgang af forhandlingerne som en særlig oprejsning. Når domstolene kom til en i realiteten fuldkommen frifindelse, og Rigsdagen så eftertrykkelig som skildret gav udtryk for, at de af ham begåede forseelser mod lovens bestemmelser var tilstrækkelig sonet med en bødestraf på 4.000 kr., var der selvfølgelig ikke noget at sige til, at han følte sig som et fuldt rehabiliteret medlem af det danske samfund, der nu kunne begynde forfra med sine så vel estimerede forretningsmetoder. Han behøvede i øvrigt på det tidspunkt slet ikke nogen særlig tilskyndelse til at fortsætte, da han allerede den dag, han blev dømt, var langt inde i nye millionbedragerier!

Som leder af Det Transatlantiske Kompagni havde han altid holdt The Crown Butter Export Co. udenfor. Desuden The Scandinavian Preserved Butter Company (Busck jun. & Co.), som var det foretagende, der først, allerede i året 1874, havde begyndt med eksport af smør til de oversøiske pladser, men i efteråret 1915 indledte et samarbejde med

277

The Crown Butter Export Co. og derved fra 1. januar 1916 stod under Harald Plums ledelse. I 1918 blev han endvidere indehaver af firmaet p. F. Esbensen. Med hjælp af kreditter, som Plum, efter at Landmandsbank­krakket var overstået, fik hos folkebanken, Privatbanken og udenlandske forbindelser, lykkedes det ham nu, efter 1923, ved siden af de nævnte selskaber at udbygge de ældre og at trænge ind i nye foretagender, i hvis bestyrelser der atter figurerede et stort antal gode og fine navne. Da Harald Plum 1929 var ude for en ny katastrofe, var han igen ledende mand inden for flere aktieselskaber, hvoraf skal nævnes:

The Crown Butter Export Co. I bestyrelsesrådet sad 1929 bl.a. oberstløjtnant Torben Grut, ovrs. E. Falk Jensen, prof. Heinr. Wenck, højesteretssagfører Martensen-Larsen og viceadmiral Henri Konow. Direktionen dannedes af Harald Plum, Eskil Yding og N. C. Mikkelsen (1928 aktiekapital: 1½ mil. kr.).

Mælke-Eksport-Kompagniet med d’hrr. Hrs. Martensen-Larsen, Harald Plum og N. C. Mikkelsen i bestyrelsen (aktiekapital: 500.000 kr.).

The Scandinavian Preserved Butter Company (Busck jun. & Co.). Bestyrelsesrådet bestod 1929 af ing. N. M. Plum, professor Hans Brix og oberstløjtnant Torben Grut. Direktør var Harald Plum (aktiekapital: 300.000 kr.).

The United Danish Butter Preserving Co. Ltd. Medlemmer af bestyrelsesrådet var borgmester Ernst Drechsel, Århus, kommandør V. C. L. Schlüter og kaptajn Georg Schack, direktører var Harald Plum og Yding (aktiekapital: 175.000 kr.).

Desuden havde han fået stærk indflydelse på talrige andre selskaber såsom:

A/S l. E. Bruun, eksportforretning, hvor højesteretssagfører Viggo Holten-Bechtolsheim, direktør Percy Ibsen, generalløjtnant Gørtz, generalkonsul Norstrand, ovrs. Krarup, den chilenske minister Wessel og godsejer Tranberg sad i bestyrelsen (aktiekapital: 3 mil. kr.).

A/S Det Forenede Danske Mælke Eksport Co., i hvilket bestyrelsen dannedes af de lige nævnte hrs. Martensen-Larsen, direktør Percy lbsen og generalkonsul Franz Norstrand (aktiekapital: 2 mil. kr.). Dette selskab startedes 1925 for at redde den eksportvirksomhed, som var brudt sammen for andelsmejeriernes sammenslutning.

A/S Det Nordiske Trust Co. (The Northern Trust Co., Ltd.), i hvis

278

bestyrelse vekselerer A. de Conninck Smith sad som delegeret, som medlemmer desuden ovrs. V. de Conninck Smith, grev Frederik Otto Moltke, baron Axel Blixen Fineke, Sevedøgaard, grosserer H. N. Hansen, Hestkøbgaard og 4 herrer i New York, deriblandt en bankier H. C. Schwab (aktiekapital: 4 mil. kr.).

A/S Christian Wulff & Co., i hvis bestyrelsesråd overretssagfører Carl Plum sad som formand, samt ingeniør Niels Munk Plum, greve Emil Juel-Vind-Frijs, Malmø, og ovrs. V. de Conninck Smith. Direktør var Vilh. Meyer (aktiekapital: 1 mil. kr.).

A/S Vitamin Mælkekompagniet. Bestyrelsen bestod af direktørerne N. C. Mikkelsen, R. Aistrup, Eskil Yding, hrs. Martensen-Larsen, grosserer S. Burmeister, vekselerer Erik Heiberg og kammerherre Fred. Tesdorpf.

Det sidstnævnte selskab, som i virkeligheden lededes af Harald Plum, havde brugsret til udnyttelse af mælketørringsmetoden "Niro" og stod i nærmeste tilknytning til Vitaminfoder-Kompagniet, det tyske Vitamin-Kunstmælk Co. og Vitamin-Foderforretningen i Malmø. I alt var Harald Plum i 1928 atter interesseret i hen imod 20 selskaber, igennem Nordisk Trust bl.a. også endnu i Dansk Rekylriffel-Syndikat, desuden i maskinfabrikken og jernstøberiet "Vølund", De forenede Jernstøberier og i Skandinavisk Vaaben- og Ammunitions-Kompagni.*

En mægtig ring af store foretagender var altså på ny opbygget under Plums lederskab, og fremragende mænd havde ikke undset sig for atter med deres gode navne at dække over forretninger, der senere afsløredes som ren svindel og bedrag. Alt dette var så meget mere uforståeligt, som Harald Plum under den første proces om Landmandsbankens krav havde afstået hele den Plum’ske legatstiftelse og sin egen formue, der tilsammen var vurderet til 635.000 kr., hvor udover Plum forpligtede sig til straks at betale 200.000 kr. og derefter 400.000 kr. i løbet af 6 år. Plum havde ikke holdt ord, men de personer, der senere stillede sig til hans rådighed, burde dog have vidst, at han i virkeligheden havde afstået alt, hvad han ejede, og at det derfor i det mindste var ejendommeligt, at han til trods herfor disponerede over store midler. Men den mistanke opstod altså ikke. Tværtimod: Harald Plum skulle atter blive en af landets mægtigste og mest ansete forretningsmænd. Han kunne atter få alle de lån, han ønskede, kunne udvide sine gamle interesser i smør- og mælkeeksporten, kunne oprette en ny mælketørringsindustri, atter leve sig ind i rollen som den formående og formuende handelsfyrste, ...

279

... og selvfølelsen hos manden voksede sig atter stærk. 1926 blev for ham det store år, da han kunne spejle sig i sin genvundne anseelse og til minde om sig selv på øen Thorø udenfor Assens, som han allerede havde erhvervet 1917, oprette sine mindesmærker samt mausoleet for sig selv og sine hunde, for også udadtil at bevidne, at han atter var blevet hersker i sit eget rige. Thorø skulle være hans domæne, skulle være hans hvilested. I sine dagbogsoptegnelser fortæller han allerede den 3. december 1919, at han har haft et udkast til sit gravsted på Thorø under overvejelse. Han fortæller, at det har oplivet ham i høj grad, omendskønt der sandelig ikke skulle så lidt til at kvikke ham op. Og så trøster han sig med, at han dog i sit "forholdsvis begivenhedsrige liv vil have op­nået på et eneste punkt at udrette noget varigt og værdifuldt til fordel for sig selv". Snart tog han fat på planen. Endnu før processen i sagen om Det Transatlantiske Kompagni var endt, var gravmonumentet, hvis rejsning kostede 100.000 kr., oprettet. Også gravstederne for hundene kostede adskillige tusind kroner. Den 3. juli 1926 indviedes på øen Carl Bonnesens mægtige bronzegruppe "Thors Kamp med Jætterne", på hvilken den bageste jætte, der angriber bagfra, efter Plums ønske bar H. N. Andersens ansigtstræk. Ved afsløringen holdt prof. Hans Brix festtalen, i hvilken han fejrede tordenguden og jættedræberen Thor, således som han dyrkedes i oldtiden, og som han i det nittende århundrede var genskabt af digtere og kunstnere. Nu bares Thor atter højt af sin ø i det fri bælt, og vide skulle han ses fra Thorø af søfarende mænd fra alle verdens egne; når de på deres skibe styrede ned gennem bæltet; her ville Thor nu stå "som et billede på den ånd, der har rådet, og som i fremtiden skal råde i Danmark".* Der var fest på øen og fest i byen Assens i anledning af denne begivenhed. Selvsamme dag om formiddagen lod Plum også afsløre et monument til minde om den engelske ubåd "E 13", som løb på land ved Saltholmen og derefter blev sammenskudt af tyske torpedobåde. På monumentet fandtes undervandsbådens anker. Ved middagen i Skovpavillonen fejredes slægten Plum bl.a. af billedhugger Bonnesen og statshovedrevisor Hertel Wulff, og Plum fejrede i anledning af det sidstnævnte monuments afsløring Englands nation som det danske folks ideal til lands og til søs, hvorefter en engelsk presserepræsentant, mr. Calvar, holdt takketalen. Endelig afsløredes den 30. november s.å. på øen Thorø en mindesten for Rolf Krake. Til alt dette var der penge til rådighed, men aldrig faldt det den nye bestyrelse for Landmandsbanken ind at kræve Plum for betalingen af det tab, han havde påført banken, end ikke legatstiftelsens midler blev ham ...

280

... afkrævet. I stedet for kunne Plum hos gode venner i Landmandsbanken købe 200.000 kr. aktier i Rekylriffel-Syndikatet og på disse låne 300.000 kr. hos andre banker. Og låne kunne han, så meget han ville, hovedsageligt hos Folkebanken for København og Frederiksberg, hvor hans fætter, F. C. Bretteville Plum, var en af direktørerne.

Men i oktober 1929 brast sæbeboblen.

Atter, som i 1920, var det etatsraad H. N. Andersen, der førte det dræbende slag. Han foranledigede, at Privatbanken sagde en millionkredit i Crown Butter Co. op, krævede, at der skulle føres en undersøgelse til bunds i dette firma, og at Plum omgående skulle fjernes. Dermed kom lavinen i skred. Folkebankens aktier faldt den 23. oktober 1929 fra 105½ til 89, og samme dag måtte bankens direktion i forhandlinger i Nationalbanken bede om de andre storbankers hjælp til rekonstruktion af banken. Det havde vist sig, at banken havde lidt tab ved engagementer i aktieselskaberne Crown Butter & Co., E. L. Bruun og de dermed for­bundne selskaber, og at disse tab var opstået på grund af besvigelse og falsk bogføring inden for selskaberne, foretaget af Harald Plum. Engagementerne beløb sig til i alt 5 mil. kr. Den følgende dag måtte det Plum’ske finansieringsselskab Christian Wulff & Co. standse sine betalinger, og bestyrelserne for Crown Butter & Co. og A/S E. L. Bruun besluttede deres selskabers likvidation, mens det Nordiske Trust Co. midlertidig standsede sin betalinger.

Samtidig begik Harald Plum selvmord på sin gård på Thorø. Også i sine sidste levedage spillede han imidlertid komedie. To gange skød han sig. Indimellem skriftede han sine synder over for sin nære ven højesteretssagfører Martensen-Larsen, som han havde tilkaldt fra København. Selve tildragelserne på Thorø var meget mystiske og er til stadighed bleven omgivet af et tæt slør. Den 28. oktober besluttede rigtignok rigsadvokat Goll, at Plums selvmord skulle gøres til genstand for en retslig undersøgelse, men den 25. december s.å. meddeltes der, at der ikke ville blive yderligere foretaget i denne sag!

Allerede den 24. oktober blev det bekendt, at justitsministeren ville lade den nye bedragerisag undersøge ved en særlig kommissionsdomstol. En uge senere arresteredes Eskil Yding, og i foråret foretoges omfattende kommissions-undersøgelser. Ved den endelige opgørelse af tabene inden for de forskellige selskaber, som havde tilhørt den nye Plum’ske ring, viste det sig, at disse beløb sig til i alt 36 mil. kr., hvoraf tabene ved Harald Plums bedragerier androg ikke mindre end 15 mil. kroner. Der blev indledt straffeproces mod syv af Plums nærmeste medarbejdere, og den 16. december 1930 faldt der dom. Direktør A. de Conninck Smith, som var tiltalt for bedrageri efter Straffelovens § 251 ved at have formået Folkebanken til at stå i bankforbindelse med Nordisk Trust, blev dømt

281

til 3½ års forbedringshus og revisor Henning Rothe til ét års forbedringshus efter paragrafferne 251 og 257 for at have udarbejdet en urigtig status og tillige for i strid med sandheden at have erklæret, at Harald Plum ikke stod som debitor i Nordisk Trust. Chr. Wulff fik samme straf som Rothe. Eskil Yding blev kendt skyldig i bedrageri og dømt til 2 års forbedringshus, medens prokurist Starup blev dømt til 40 dages fængsel på sædvanlig fangekost efter § 253 jævnfør § 58, 1. stk.

Endelig — i foråret 1931 — indledtes også undersøgelse mod be­styrelsesmedlemmerne i del Plum’ske selskaber for overtrædelse af Aktieselskabsloven. Mod disse faldt dommen den 13. marts s.å. Alle tiltalte blev ikendt bøder, nemlig:

Hrs. Martensen-Larsen og direktør Vilhelm Meyer hver 4.000 kr.,

ingeniør Niels Munk Plum 3.000 kr.,

kontorchef Carl Plum, ovrs. V. de Conninck Smith, greve Emil Juel-Vind-Frijs, direktør Niels Chr. Mikkelsen, revisor Marius Smith, direktør Albert Jørgensen og fhv. direktør Andreas Grut hver 2.000 kr.,

grev Frederik Otto Moltke 1.500 kr.,

viceadmiral Henri Konow, generalmajor Torben Grut Hansen, professor Heinrick Wenck, ovrs. Ejnar Falk Jensen, pens. overintendant baron Carl August Blixen Fineke hver 1.000 kr.

Tre af de anklagede appellerede byretsdommen, så sagen til dels kom til behandling ved Østre Landsret. Denne ret stadfæstede den 3. juli 1931 byretsdommen for viceadmiral Konows vedkommende, medens bøderne for højesteretssagfører Martensen-Larsens og N. M. Plums vedkommende nedsattes til 3.000 kr. De erkendtes for strafskyldige efter Aktielovens § 56.

Dermed var sidste akt i Harald Plum-affæren udspillet. Den kunne være undgået, hvis regering og rigsdag i 1923 havde draget grundig omsorg for afstraffelsen af de personer, der havde drevet deres forbryderiske spil med samfundets værdier, og hvis de navnlig havde sørget for, at Harald Plums og Eskil Ydings tilbøjeligheder til svindel og bedrag var bleven stillet i kraftig offentlig belysning. Men en sådan retshåndhævelse lå åbenbart ikke i de borgerlige partiers interesse, og kapitalmagten var som nævnt stærk nok til at forhindre den.

Med hensyn til dommen over Plum havde L. V. Birck givet udtryk for sin dybe skuffelse over for "Jyllandsposten" (11. 11. 1923), idet han erklærede:

282

"Dommen viser i hvert fald, at der i mange tilfælde sker de mest skadeliggørende handlinger på den mest skadeliggørende måde, som loven ikke kan eller vil ramme, og hvor det undertiden kan være tilladeligt at tage en bondedom af samme art, som Christian Den Anden tog over Peder Oxe. Jeg tror, Plum skal være tilfreds med, at en nævningedomstol af købmænd med almindelige købmandsideer ikke har afsagt dommen. Jeg er altså ikke jurist. Men jeg kan ikke glemme tabet af 150 mil. kr."

Lige så skarp en kritik havde han rettet mod Eskild Yding, idet han bl.a. engang erklærede, at man ikke kunne sidde til bords med ham uden derved at tabe sin kaste.* Offentligheden var altså advaret. Også politikerne var blevet tilstrækkelig oplyst. Men alligevel slap Plum så billigt fra det, at grever, baroner, officerer, sagførere og en håndfuld direktører anså det for aldeles ubetænkeligt igen at flokkes om ham, at hrs. Martensen-Larsen i retsforhandlingerne i 1931 endog mente at kunne anføre til sit forsvar, at han havde næret ubegrænset tillid til Plum og ligefrem havde oplevet et chok, da han opdagede, at denne mand var svindler i stort format. Et held i øvrigt for disse bestyrelsesmedlemmer, at den nye aktieselskabslov endnu ikke var trådt ...

283

... i kraft på det tidspunkt, da processen blev indledt; de ville ellers have fået en væsentligt hårdere og dermed efter almindeligt omdømme også en retfærdigere straf. Den mangeårige medarbejder ved "Social-Demokraten", jøden Marius Wulff, har i en pjece "Sandheden om Plum" (Kbh. 1929), villet give en psykologisk forklaring på denne mands fantastiske svindelaffærer og hans egentlig ubegribelige indflydelse på en række medmennesker. Han erklærer, at det var visse sygelige tilbøjeligheder, der havde ført Plum, Glückstadt og Yding sammen. Han hævder, at Plum var homoseksuel, og at Glückstadt og andre ligeledes var det og af denne grund var fuldstændigt underkastet Plums indflydelse. "Det er", siger Wulff, "denne homoseksuelle tafelrunde, der beherskede Danmarks økonomiske og politiske liv under krigen og som en væskende kræftskade åd sig ind i det danske samfundslegeme." Man kunne lægge en sådan påstand stiltiende til side, hvis den ikke fandt nogen støtte i nogle ejendommelige bemærkninger, højesteretssagfører V. Holten Bechtolsheim fremsatte som forsvar i domsforhandlingen mod Yding den 28. april. 1930 ved Østre Landsret. I en nærmere redegørelse for forholdet mellem Plum og Yding bemærkede højesteretssagføreren nemlig, at "Yding i sin ungdom havde sluttet et venskab af ideel natur med Plum, hvorved de havde drøftet alt mellem himmel og jord". Med hensyn til den skandaløse dom fra november 1923 hævder Wulff, at "hvis sandheden om, hvorledes han frelste Plum fra en vanærende dom, kom frem, ville det afføde en skandale uden lige". Det lyder meget troværdigt, selvom Wulffs på­stand om, at det hovedsageligt var Plums homoseksuelle forbindelser i den højeste embedsstand, der gjorde udslaget, i hvert fald er over­dreven.

Helt ved siden af er det, når den nævnte jødiske skribent søger at frikende sin racefælle Glückstadt for al skyld og alt ansvar i Landmandsbank-katastrofen under henvisning til, at Glückstadt under de givne forhold skal have været et viljeløst redskab i Plums hånd. Det er uden tvivl fri fantasi. Emil Glückstadts magt, som jo strakte sig meget, meget videre end til Det Transatlantiske Kompagni, havde større formål, til hvis opnåelse alle, der var med i spillet, og ikke mindst mænd som Harald Plum og Ove Ringberg, blot var objekt, mens Glückstadt selv var den drivende kraft. Det var Glückstadt, der skabte grundlaget for den vilde spekulation. Men den hasarderede spilleånd, han skabte til landets og folkets uendelige fordærv, fandt sin sidste betydelige udløber i Harald Plum-affæren. Derfor må sagen også ses i denne sammenhæng. Jøderne var ikke selv med i dette sidste afsnit af gøglespillet, men det var jødisk ånd, som allerede havde givet forretningsmetoderne

284

i den transatlantiske koncern sit præg, og derfor også var bestemmende for den svindel og det bedrag, der kom til udfoldelse i de Plum’ske selskaber efter 1923.

Til de særligt fremtrædende mænd inden for dansk konser­vatisme hørte i sin tid — foruden talrige af de mænd, som hørte til Landmandsbankens inderkreds — også overretssagfører Laurits Heine, heljøde, søn af overretssagfører Nathan Heine og hustru F. Trier. Om denne mand siger dr. H. J. Hansen i sin 1923 udgivne pjece: "Jødespørgsmålet" s. 44 følgende:

"Ifølge Kraks "Blå Bog" fra 1922 var den jødiske overretssagfører L. Heine formand for den konservative vælgerforening i København 1913–18, medlem af højres repræsentantskab fra 1908, formand for højres aktionsudvalg fra 1913, for Det konservative Folkepartis forretningsudvalg fra 1915, og min smule kendskab til den mand hjælper mig noget til at forstå slapheden i det konservative parti og særligt i den københavnske konservatisme med presse igennem de sidste 10 år! Stakkels konservatisme, stakkels Danmark."

Det skrev dr. Hansen 1923, i en periode, da han formentlig ikke har vidst noget om overretssagfører Heines samarbejde med racefællerne, vekselerer Carl O. Meyer og direktør James Meyer i "Dansk Produkt", og endnu ikke kunne vide noget om denne jødes ansvarsløse holdning som formand i bestyrelsen for "Internationalt Assurance-Kompagni". Dengang var Heine endnu ikke politisk set en død mand. I den sidstnævnte affære var han i øvrigt ikke den eneste højremand, som blev kompromitteret. Foruden ham hørte nemlig også højres hovedkasserer, landstingsmand Th. Jensen til det nævnte kompagnis forretningsudvalg. Desuden departementschef i Handelsministeriet Gunni Busck-Nielsen, hvis hustru, født Küster,

285

fra mødrene side nedstammer fra den Odense’anske jødeslægt Weimann, og som selv hørte til Wilhelm Weimanns nærmeste vennekreds.

Laurits Heine havde sine særlige meriter som foregangsmand på det økonomiske område. Han var således under krigen medlem af repræsentantskabet for "Private Laanebank", som i februar 1922 rekonstrueredes ved sammenslutning med Landmandsbanken. Heine var repræsentantskabsmedlem både på den tid, da Stuhrs Værft i Ålborg ved transaktioner, som senere viste sig at være Kriminelle, havde påført banken milliontab, og på den tid, da denne banks hovedkulds fusion med Landmandsbanken fandt sted. Han var desuden medlem af bestyrelsen for Nordeuropæisk Reassurancekompagni sammen med nedennævnte direktør Wiingaard fra det Internationale Assurance-Kompagni og fhv. borgmester Carl Lehmann. Det førstnævnte forsikringsselskab, der arbejdede med en aktiekapital på 3 mil. kr., hørte med til dem, der hurtigt gik nedenom og hjem. Hele aktiekapitalen, og mere end det, gik tabt.

Dog Heines stilling karakteriseres bedst ved to andre forhold, som mere indgående skal behandles i det følgende.

Til en ren farce blev sammenbruddet af A/S F. F. Olsen & Co., Dansk Produktforretning, København, i hvilket ovrs. Laurits Heine var formand for bestyrelsen. Firmaet var blevet stiftet 1. maj 1913 under navnet A/S Dansk Produktforretning og havde den 1. august 1916 overtaget firmaet J. Meyers Hude-, Skind- samt Garverstof-Forretning. Ved generalforsamlingens beslutning af 30. 6. 1917 blev dernæst også firmaet F. F. Olsen overtaget. Firmaet handlede navnlig med affaldsprodukter. I bestyrelsen sad under krigen foruden Heine trafikinspektør Arne Jensen, direktør Ivar B. Goldschmidt, vekselerer A. F. Lamm, fhv. borgmester Carl Lehmann, og administrerende direktører var indtil januar 1918 M. Samson og James Meyer, en nær slægtning til Carl O. Meyer. Det drejede

286

sig altså om et meget udpræget jødisk foretagende. "Dansk Produkt" havde før krigen kun arbejdet med en aktiekapital på 400.000 kr., en kapital, som imidlertid senere successive udvidedes, indtil den i 1917 kom op på 2,5 mil. Yderligere udvidelse var planlagt, men måtte opgives. Firmaet havde gode overskud indtil 1917/18, da det beløb sig til hen imod 1 mil. kr. 1918/19 opstod imidlertid et mægtigt underskud på ikke mindre end 2.072.200 kr. 37 øre. Udbyttet androg:

Aktierne noteredes 10. januar 1918 til kurs 184½%, 2. januar 1919 til 213%.

På aktieselskabets generalforsamling i juni 1918 havde formanden meddelt, at foretagendet var i en "udvikling, som varslede godt for den fremtid, man kan vente den dag, normale forhold indtræder". Omkring årsskiftet 1918/19, da aktierne endnu stod i omtrent 200 pct., søgte Dansk Produktforretnings bestyrelse generalforsamlingens bemyndigelse til udvidelse af aktiekapitalen med 3 millioner kroner! Til begrundelse for dette andragende udtalte formanden, ovrs. Laurits Heine bl.a. følgende:

"Jeg kan i den anledning meddele, at den første halvdel af indeværende regnskabsår — regnskabsåret løber som bekendt fra 1. maj til 30. april — er forløbet særdeles godt for selskabet, idet vi har været fuldt beskæftiget på alle områder, og salget af vore råprodukter i dette tidsrum når tilnærmelsesvis op til forretningens omsætning i hele det forrige regnskabsår. De os nærstående virksomheder har ligeledes arbejdet særdeles tilfredsstillende, således at vi for disse 6 måneders vedkommende kan regne med et passende resultat. Den i den sidste tid indtrufne forandring på hele verdensmarkedet har selvfølgelig også haft indflydelse på vor forretning, men forholdene er dog ikke

287

Det mente altså hr. Heine at kunne fortælle på general­forsamlingen i december 1918. Kort tid senere, den 22. januar 1919, kunne "Børsen" meddele, at direktør James Meyer havde besluttet at trække sig tilbage fra direktørstillingen. Dertil knyttede bladet en bemærkning om, at "som forholdene har udviklet sig herhjemme, hvor Regeringens indgriben på så godt som alle områder træder i vejen for ethvert initiativ og hindrer den enkelte i hans købmandsmæssige dispositioner, vil det ikke virke overraskende, om en god mand som James Meyer ... finder tidspunktet egnet til at trække sig ud af forretningsvirksomheden og se tiden og forholdene an". Nå ja, helt sådan lå sagen nu alligevel ikke, da direktør James Meyer i virkeligheden efterlod sig et fuldkomment falleret selskab, og da hans fratræden ikke netop skete på grundlag af en såkaldt "venskabelig overenskomst".

Sagen var den, at James Meyer sammen med vekselerer Carl O. Meyer netop i slutningen af 1918 og i begyndelsen af 1919 havde været med til at udsprede rygter om, hvilket stort udbytte "Dansk Produkt" ville give for året 1919 og derved havde drevet kurserne på dette elendige papir op i ligefrem fabelagtige højder. I januar 1919 stod aktierne således i kurs ca. 190 og holdt sig et stykke ind i februar i kurs godt 100. Da var det navnlig Carl O. Meyer, som drev udstrakt handel med selskabets aktier og aktiekuponer; en mængde købere hoppede på og led store tab, medens hr. Meyer skummede profitten. Imidlertid anede Børsen uråd, og aktierne faldt derefter, handledes ultimo 1919 til 26½. Det viste sig da også, at resultatet for "Dansk Produkt" trods ovrs. Laurits Heines lyse profetier blev til et underskud på mere end 2 mil. kr. Kurserne var udelukkende blevet holdt oppe af børsjobbere og rygtesmedene med vekselerer Carl O. Meyer som førende mand.

288

Skandalen var stor! jovist! Men den kunne selvfølgelig ikke skade Laurits Heines anseelse som en af konservatismens faste støtter.

Dog værre blev det, da også Heines andet domæne, det Internationale Assurance-Kompagni, brød sammen.

Her drejede det sig om et forsikringsselskab, der ligesom så mange andre selskaber i samme branche var blevet til i krigstidens gyldne Gründer-periode. Næst efter det fra Landmandsbank-sagen kendte forsikringsselskab "Baltica" (direktører: Vald. Glückstadt og Max Lester; aktiekapital 17 mil. kr.) var det det største blandt de 13 forsikringsselskaber, som oprettedes i årene 1915–16. Internationalt assurance-kompagni (I.A.C.) stiftedes i juni 1916 med en aktiekapital på 10 mil. kr. Forretningsudvalget bestod 1918 af L. Heine (fmd.), grosserer Theodor Jensen og den administrerende direktør Aage Wiingaard. I selskabets bestyrelse sad bl.a. Grev W. Ahlefeldt Laurvig fra Møllerup, kammerherre G. Krag, dampskibsreder Carl Drost, fhv. Borgmester Carl Lehmann, professor ved Polyteknisk Læreanstalt Edouard Suenson, vekselerer Johan Levin og den kendte socialdemokratiske politiker Emil Marott. Store forventninger knyttedes til dette foretagende, ikke mindst med hensyn til dets virksomhed i udlandet.

Stillingen for dette forsikringsselskab var imidlertid allerede fra det første regnskabsår ikke særlig gunstig og blev for alvor vanskelig i 1921. På generalforsamlingen den 29. juni 1921 meddeltes det derfor aktionærerne, at der måtte regnes med en indkaldelse på den ikke fuldt indbetalte aktie­kapital, og en sådan, på 20 pct. af den tegnede kapital, blev den 23. september s.å. vedtaget. Efter en fornyet undersøgelse af selskabets forhold fra sagkyndiges side tilbød en koncern af forsikringsselskaberne Skandinavia, Absalon og Rossia at stå delvis delcredere (som kautionister. Red.) for en kredit på 3½ mil. kr., som Kjøbenhavns Handelsbank og Diskonto- og Revisionsbanken

289

ville tilstede det nødstedte selskab. Denne hjælp blev ydet sidst i januar 1922, efter at selskabets forhold var blevet grundigt undersøgt fra sagkyndige assurandørers side, hvor­ved det konstateredes, at navnlig genforsikringsselskaberne havde forvoldt det så store tab, at det ikke kunne fortsætte ved egne kræfter. Efter at der derpå var disponeret over en del af de nye, til rådighed stillede midler, erkendtes det imidlertid, at også denne midlertidige ordning ikke kunne holde, navnlig fordi visse udenlandske fordringer ikke indgik i det omfang, som man havde ment at kunne regne med, og resultatet var, at der blev indkaldt til en ny ekstraordinær generalforsamling den 27. maj 1922, i hvilken selskabets opløsning vedtoges.

På denne generalforsamling oplyste bestyrelsens formand, fhv. borgmester Lehmann, bl.a., at årsagen til van­skelighederne i første række måtte søges i at debitorerne svigtede i stedse stigende grad på grund af de mange sammenbrud, der i den sidste tid havde fundet sted i forsikringsverdenen. Men fejlen var også, at virksomheden fra begyndelsen af havde været slået for stort op, hvilket bl.a. forårsagede, at de aldeles uventede store skader blev overvældende for selskabet. Hertil bemærkede kontroludvalgets formand, hrs. Winther, at det nu havde vist sig, at den administrerende direktør Wiingaard havde været aldeles uegnet til sin post,* og at han havde afsluttet 997 kontrakter, af hvilke de fleste var slette. Som eksempel på hans dispositioner oplyste taleren, at udvalget var gået ud fra, at en bestemt ...

290

... engelsk kontrakt var udløbet, og man gjorde derfor regning på frigørelse af et depot på 13.000 £, men det viste sig, at kontrakten — formentlig ved en middag på Hotel d’ Angleterre — var fornyet af direktøren, og i stedet for at eje et depot skyldte selskabet 10.000 £. Ved en rent foreløbig kalkulatorisk status havde man konstateret, at af aktiekapitalen på 10 mil. kr. var de 7 mil. kr. tabt.

I aktionærernes kritik fremkom naturligvis den gammelkendte anke mod bestyrelsens medlemmer, om hvem man var gået ud fra, at de med deres gode navne måtte indestå for, at alt var i orden. En dr. Jacobsen ønskede, at der måtte vedtages et mistillidsvotum til selskabets ledelse; han havde, erklærede han, ikke kendt ledelsen, men i tillid til de gode navne, der fandtes i bestyrelsen, navne, der moralsk kaverede for en god ledelse, havde han tegnet sine aktier. På samme måde udtalte overretssagfører Bentzen fra Ålborg på sine mandanters vegne, at man i Ålborg havde tegnet aktier dels på grundlag af bestyrelsens navne, dels fordi virksomheden omfattede universalforsikring, men bestyrelsen havde ikke holdt sit program, som den burde, og ikke i de gode år begrænset sine tantiemer. Heroverfor hævdede ovrs. Laurits Heine, at det måtte bestrides, at bestyrelsen ikke havde holdt sine løfter. Der var ført et effektivt tilsyn med direktionen, og da man ikke fik forståelige oplysninger, havde man henvendt sig til første klasses forsikringsteknikere. Heller ikke løftet om universalforsikringer var tilsidesat. Men samtidigt måtte han dog indrømme, at Wiingaard ikke havde vist sig som tilstrækkelig ekspert, ligesom bogholderiet heller ikke havde holdt regnskabet a jour.

Det viste sig senerehen, at hele aktiekapitalen var gået tabt og langt mere end det; tabet opgjordes i juni 1924 til i alt 21 millioner kroner.

I juli 1922 rejste aktionærudvalget kravet om, at der måtte indledes kriminalundersøgelse mod selskabets ledelse, og den socialdemokratiske folketingsmand Niels Andreasen

291

stillede under finanslovdebatten den 20. november 1922 i Folketinget et tilsvarende krav. Andreasen henviste til, at den mand, der havde ledet likvidationen, hrs. Bache, selv havde udtalt, at regnskabet var misvisende, og Andreasen pointerede selv, at det var meget misvisende, navnlig da:

"de mellemeuropæiske valutaer, Reichsmark, østrigske kroner (østrig-ungarsk Koruna. Red.) osv., er opført til pari. Altså: Selskabets tilgodehavende i Østrig på et tidspunkt, da en østrigsk hundredekroneseddel ikke er det papir værd, den er trykt på, opføres til pari, tyske mark ligeså, når talen er om selskabets tilgodehavender. Og gælden til Sverige, til Amerika, til England, landene med den høje valuta — den er også opført til pari. Jeg betegner det som oplagt bedrageri".

Andreasen erklærede, at sådanne regnestykker kun kunne finde sted, når man ønskede at putte de folk, der har betroet selskabet deres spareskillinger, blår i øjnene, og han resumerede, at der over for ledelsen nu måtte gøres strafansvar gældende efter Aktieselskabslovens §§ 54 og 55. Handelsminister Jørgen Christensen forsvarede imidlertid endnu den 23. november de ledende mænd inden for Internationalt Assurance-Kompagni og hævdede, at der ikke fandtes noget grundlag for en kriminalundersøgelse. Men da så senere direktør Wiingaards arrestation og direktør Kiersings selvmord fulgte, kunne den offentlige undersøgelse ikke mere undgås. "Social-Demokraten" gør herom gældende (13. 12. 1923), at hvis der var skredet ind i foråret 1922, da endnu kun 25 pct. af aktiekapitalen var tabt, ville tabet kun være blevet 3 mil. kr. Handelsministeren ville senere, da denne sag på ny kom på tale i Finansudvalget, ikke rent ud forsvare sin fremgangsmåde, men undskyldte sig med, at det feberhede forretningsliv i sin tid havde forhindret ham i at se til bunds i sagen. Den 12. december 1923 måtte handelsministeren tage yderligere konsekvenser af sagens forløb ved at suspendere departementschef Gunni Busck-Nielsen i henhold til tjenestemandsloven, efter at denne havde pådraget sig begrundet mistanke

292

om et forhold, der betog ham den tillid, som tjenestestillingen krævede. I den meget omfattende forundersøgelse var det da blevet konstateret, at departementschef Gunni Busck-Nielsen som bestyrelsesmedlem havde beregnet sig provision af aktietegning hos sig selv, at han trods advarsler undlod at skride ind mod den bedrageriske direktør, og at han sammen med andre bestyrelsesmedlemmer havde tilbageholdt 200.000 kr. Af den uberettiget oppebårne tantieme for at opnå en mindelig ordning.

I forundersøgelsen mod den arresterede direktør Wiingaard i december 1923 fremkom der meget graverende oplysninger om selskabets forhold, hvorved Wiingaard navnlig beskyldte Heine for at have udøvet en uheldig indflydelse på bestyrelsens dispositioner. Derved afsløredes der forskellige fantastiske planer, selskabet havde været inde på. Således havde I.A.C.’s kontorchef ovrs. Aage frost i 1918 været i Petrograd for at sætte sig i forbindelse med det russiske handelsselskab "Rossia", og året efter havde samme mand været i Sydrusland og frost mente, at der her var indledt et godt samarbejde. På dommerens spørgsmål under retsforhandlingen den 14. december 1923, hvorfor I.A.C. da ikke havde tjent noget på den forbindelse, svarede Frost: "Den direktør, jeg havde hentet, hr. Katz, stillede sig straks uvillig over for I.A.C. Han havde gamle forbindelser i København, og disse må have påvirket ham imod selskabet". Katz blev senere afløst af Gouda, der kom med i Scott & Co. Forbindelsen med det rus­siske forsikringsselskab "Rossia" var opnået ved en assurandør Lubowitz’ mellemkomst. Det oplystes tillige, at Wiingaard på samme tid efter forhandlinger med Lubowitz havde fået den idé at starte et verdensomspændende assurancefirma, der også blev stiftet og fik navnet "International Reassurance Brokers Company". Dette selskab skulle skaffe kontrakter til I.A.C. Ovrs. Frost blev forretningsfører også for I.R.B.C., og efter hans forklaring var Wiingaard praktisk talt den eneste aktionær.

293

I forhøret over Wiingaard den 15. december 1923 blev det endvidere oplyst, at Lubowitz oprindeligt havde været medaktionær i I.R.B.C., og desuden I.A.C.’s kontorchefer Lund og Lytting for et syns skyld med en aktie hver. Men Lubowitz flygtede til Amerika, og derefter sad Wiingaard alene med aktierne og med ansvaret; dog erklærede sidstnævnte, at han altid havde betragtet Broker som en afdeling af I.A.C., der da også måtte bære risikoen. Lubowitz havde i øvrigt, før han rejste, fået udbetalt 20.000 kr. i honorar og 15.000 kr. i rejseudgifter for sin medvirkning ved forhandlingerne med "Rossia". Hvad angik aktiekapitalen i I.R.B.C., konstateredes det endvidere, at den var ansat til 100.000 kr., og at overretssagfører Heine skaffede den i håndværkerbanken, mod at det Internationale Assurance-Kompagni (I.A.C.) kautionerede. Til oprettelsen af forsikringsselskabet "Rossia" havde Wiingaard skaffet 6 mil. kr. i Diskontobanken, af hvilke I.A.C. tegnede 2 mil. kr. I.A.C. garanterede desuden for de 4 mil. kr., medens "Norddeutsche Ree" garanterede for I.A.C.’s 2 millioner.

Da den konservative landstingsmand Theodor Jensen blev afhørt den 18. december, ville han bl.a. ikke rigtigt indrømme, at han i tide havde erfaret, at den i I.A.C. ansatte direktør Kiersing før sin ansættelse havde været straffet for bedrageri. Jensen erklærede, at han i 1920, da der var opstået ebbe i kompagniets kasse, havde talt med direktør Ringberg fra Landmandsbanken, og at han derefter havde standset Wiingaard i starten af store forretninger i Amerika, hvortil der skulle anvendes mange millioner Dollars. Skønt de forretninger, man havde haft med Amerika, viste sig at være de bedste, var hele forholdet ikke rigtigt, idet det ikke drejede sig om forsikring, men om valutahandel. Jensen måtte indrømme, at han for at få 215 aktier tegnet, fik en provision på 4.300 kr., og samtidig for 150 egne aktier en provision på 3.000 kr.! I anledning af, at bestyrelsesmedlemmerne af de af I.A.C. oprettede datterselskaber havde fået 200.000 kr.,

294

erklærede Th. Jensen, at man jo dog var blevet klar over, at man havde fået disse penge uberettiget, efter at man havde set højesteretsdommen i Landmandsbank-sagen. Derefter havde man også tilbagebetalt hele beløbet. "Vi har", erklærede Jensen, "arbejdet så ærligt, som vi kunne". I øvrigt havde Jensen glemt mangt og meget, der var ham ubehageligt, og gang på gang påberåbte han sig, at han jo havde haft blind tillid til direktør Wiingaard, som han havde anset for at være ligefrem genial. Han oplyste endvidere, at Wiingaard i Internationalt Assurance-Kompagni havde haft ansvaret for det forsikringstekniske, Heine for det juridiske og han selv for det kommercielle.

Da ovrs. Laurits Heine den 19. december var i forhør, ville han ligeså lidt som Jensen anerkende de protokoltilførsler, de selv havde sat navn under. Heine havde bl.a. konciperet en instruktion til revisorerne, ifølge hvilken der skulle afstås fra kritisk revision. Han havde også selv underskrevet den. Da dommeren fremlægger denne instruktion, erklærede Heine — ligesom dagen i forvejen landstingsmand Jensen — at den kendte han ikke noget til.

Derefter fulgte følgende replikskifte:

Dommer Pihl: De vedstår vel deres egen underskrift?

Heine: Jeg tør ikke fragå den.

Pihl: Den går jo ikke ud på en kritisk revision.

Heine: Nej, det gør den ikke.

Pihl: Synes de ikke, det er underligt?

Heine: Jo-o.

Pihl: Jeg kan forstå, at Wiingaard var interesseret i en lempelig revision. Men hvorledes kunne han få dem og Theodor Jensen til at underskrive dette papir? De var dog interesseret i en skarp revision.

Heine: Jeg kan ikke forstå det. Jeg kan ikke huske det. Det ligner min underskrift.

Pihl: Jeg må have klar besked.

Heine: Jeg kan ikke huske det. Jeg ved, at den ikke har været fremlagt.

Pihl: Hvorledes er den da bleven underskrevet?

Heine: Ja, det véd jeg ikke.

295

Også i andre spørgsmål svigtede hukommelsen hos Heine. Således huskede han ikke, om han havde taget provision af egne aktier, og også hans tidligere kompagnon ovrs. Ludvig Bing, som var til stede ved forhørene, huskede intet om dette forhold. Heine havde fået 13.240 kr. udbetalt i provision, men det var ham ikke klart, om der deri var indbefattet provision af egne aktier. Han erklærede, at han havde underskrevet regnskabet ubeset, at han aldrig havde foranlediget, at de opkøb, som Wiingaard havde foretaget af selskabets aktier, var bleven betalt af selskabet selv, samt at Wiingaard herunder havde været stråmand for bestyrelsen. Han bestred at have skaffet sin svoger Falbe-Hansen og Mølbach en fordelagtig kontrakt med I.A.C., omendskønt det fremgik af selskabsprotokollen, at Heine selv havde foreslået at give denne kontrakt. Heine bestred rigtigheden af protokollatet, men kunne ikke bestride, at hans underskrift var ægte nok. Han måtte indrømme, at han ikke selv havde opdaget, at han var indført som forslagsstiller.

Den 21. december var departementschef Busck-Nielsen, den 22. december fhv. borgmester Lehmann i forhør; den første søgte at hjælpe sig ud af forlegenheden med, at han ikke rigtigt havde tænkt over forholdene, eller at han ikke huskede, hvad der var foregået, medens den sidstnævnte ligesom de andre hævdede, at protokollaterne var urigtige eller også, at han ikke rigtigt havde forstået dem, da de blev oplæst. Med hensyn til den provision, han havde modtaget for egne aktier, erklærede Lehmann, at han havde henvendt sig til Johan Levin for at få at vide, om det var sædvane at modtage en sådan provision. Levin havde sagt, at det var sædvane!

Undersøgelserne resulterede i, at der den 12. maj 1924 blev rejst tiltale mod direktør Wiingaard og 4 medlemmer af selskabets forretningsudvalg, nemlig mod ovrs. Heine, departementschef Busck-Nielsen, landstingsmand grosserer Theodor Jensen og fhv. Borgmester Carl Lehmann, medens de to øvrige medlemmer, højskoleforstander, folketingsmand Fr. Nørgaard

296

og den daværende biografdirektør og tidligere socialdemokratiske folketingsmand Emil Marott slap for tiltale. Da tiltalen rejstes, var Th. Jensen endnu medlem af Landstinget; han havde endog få dage i forvejen indtegnet sig som taler til forsikringsloven, men da hans parti kom under vejr med, at alle andre partier havde besluttet at forlade landstingssalen, hvis han besteg talerstolen, måtte han frafalde ordet! Den 12. maj 1924 fremlagdes derefter i tinget en meddelelse fra Justitsministeriet om, at rigsadvokaten udbad sig tingets samtykke til at rejse tiltale mod et af dets medlemmer, en episode, der virkede som en hån, tilføjet tinget af det konservative parti, idet partiet indtil denne dag havde vægret sig ved at lade Jensen nedlægge sit mandat.

Domsforhandlingen fandt sted den 24. – 28. juni 1924. Det oplystes her bl.a., at Wiingaard i sin stilling som direktør for I.A.C. havde haft en samlet indtægt på mere end én million kroner, dvs. en gennemsnitlig månedsindtægt på 100.000 kr. De tiltalte havde i honorar modtaget: Theodor Jensen 145.000 kr., Heine 141.000 kr., Lehmann 90.000 kr. og Busck-Nielsen 75.000, kr. "Dette er", erklærede politiassessor Stamm, "omtrent ½ million kr., for intet at bestille." I forsvarstalerne erklærede højesteretssagfører Fich bl.a., at Landmandsbank-sagen og den foreliggende var diametrale modsætninger, da bestyrelsen i førstnævnte sag var vidende om depotet af "egne aktier", medens bestyrelsen i "Internationale" var uvidende derom. Højesteretssagfører Knutzen, der forsvarede landstingsmand grosserer Jensen, gjorde gældende, at bestyrelsen simpelthen ikke havde mulighed for at forlade deres stillinger, også efter at de havde indset, at de ikke var deres opgave voksen. Forsvareren sagde herom:

"De var lænket på hænder og fødder på de pladser, de havde indtaget. Direktør Ringberg i Landmandsbanken tvang dem til at blive, thi da grosserer Th. Jensen en gang var nede og tale med direktør Ringberg, og der blev tale om, at nogle af bestyrelsesmedlemmerne ville trække sig tilbage, så bemærkede Ringberg, at hvis nogen af

297

"navnene" gik ud, så ville Landmandsbanken opsige sin kredit! De var lænkede til vognen. Nej, de blev som de honette folk de er."

Den 4. juli faldt dommen. Aage Wiingaard blev dømt for bedrageri til 2½ år i forbedringshuset. Ovrs. Laurits Heine og grosserer Th. Jensen blev hver idømt 2.000 kr. i bøde, Lehmann og Busck-Nielsen hver 1.000 kr. i bøde. For bestyrelsens vedkommende blev tiltale frafaldet efter Aktieselskabslovens § 56 for urigtig regnskabsaflæggelse, medens den blev dømt efter § 55 for at have beregnet sig provision på tegning af egne og venners aktier. I de samme dage, den 28. juni, blev det på I.A.C.’s generalforsamling vedtaget, at bestyrelsen skulle betale 200.000 kr. i erstatning til kreditorerne, hvortil ovrs. Levinsen rigtignok mente, at det var alt for billigt sluppet, eftersom denne sum ikke udgjorde 1 pct. af det samlede tab på i alt 21 mil. kr.

Dommen blev appelleret fra anklagemyndighedens side. Ved Østre Landsret blev alle fire bestyrelsesmedlemmer dømt til at betale en bøde på hver 3.000 kr. For overtrædelse af Aktieselskabslovens §§ 55 og 56. De dømtes efter § 55, fordi de havde undladt at optage de 134.000 kr. egne aktier i regnskabet, og efter § 56 for at have vist grov uagtsomhed ved regnskabsaflæggelsen.

Processen mod "Internationale Assurance-Kompagni"s mænd havde fået sin særlige betydning derigennem, at det her var særligt fremtrædende ledere inden for det konservative parti, som var impliceret: Ovrs. Heine var hovedbestyrelsens formand, grosserer Theodor Jensen hovedbestyrelsens hovedkasserer, og partiet kunne endnu i december 1923 ikke rigtigt affinde sig med at sætte disse mænd ud af partiarbejdet. Først den 14. december meddeltes det, at de to mænd havde besluttet at træde tilbage fra forretningsudvalget og repræsentantskabet.

Denne sag forvoldte stærke brydninger inden for partiet, da konservative kredse ude i provinsen, navnlig i Nørrejylland, krævede, at der nu skulle gøres grundigt rent bord. Det var

298

under hensyn til de således opståede vanskeligheder, at Højres sekretær, folketingsmand Christmas Møller, i samme tidsrum så sig foranlediget til at stille sin forespørgsel i Folketinget vedrørende Plum-sagen, for på denne måde at aflede opmærksomheden fra partiets egne skandaleaffærer og så vidt muligt at fremkalde det indtryk, at de konservative var interesseret i en hensynsløs kamp mod højfinansens svindel og bedrag. Men det konservative organ "Jyllands-Posten", som til stadighed havde hævdet en selvstændig stilling og var uforsonlig over for den københavnske svindlerklike, der blev så eftertrykkeligt støttet af højres ledelse, tog kraftigt til orde i anledning af de her drøftede forhold.

Dette blad hævdede den 16. december åbent, at som højre selv "sidder i det, kan partiet ikke nære interesse for virkelig udrensning". Bladet fortsatte:

"Det er forståeligt, at det i vide kredse er småt med tilliden til udrensningen efter krigsårenes udskejelser. Landmandsbank-affærens forløb i de forskellige stadier og hr. Plums bøde på 4.000 kr. for at formøble 150 millioner, er just ikke tillidvækkende. Og det er heller ikke de forhold, der knytter sig til forespørgslen i Folketinget. Man mærkede alt for meget, at forespørgerne generedes af det gamle ord, at man skal feje først for sin egen dør. Den måde, hvorpå den konservative ledelse har taget afsked med d’hrr. Heinø og Th. Jensen, vidner ikke om nogen forargelse på partiets eller samfundets vegne, tværtimod læser man tydeligt forsvaret mellem linjerne. Og specielt hr. Heine er dog ellers bleven slemt kompromitteret under forhørene over fhv. dir. Wiingaard. Herefter hører han ikke hjemme på de poster, hvor der er brug for tillid. Det er i øvrigt ikke første gang, man får indblik i hans jødiske smartness, og da han altid har været ilde lidt af partiets menige, er det ufatteligt, at "kredsen" har holdt på ham så længe. Men klikens interesser må vel have været stærkere end partiets.

Et parti, der bruger den slags folk som vimpel, er i hvert fald ikke skikket til at føre an i den offentlige udrensning. Og jævne, hæderlige mennesker har det indtryk, at sådanne folk fremdeles spiller en stor rolle i de indflydelsesrige cirkler, ikke mindst dem, der virkede bag kulisserne. Derfor kniber det med tilliden til at der bliver renset tilstrækkeligt ud."

299

Det var sandelig tydelige ord. Men bladet havde også grund til at tage meget energisk fat, da partiets ledelse dagen i forvejen havde ekskluderet Aarhus Konservative Vælgerforening, fordi det støttede valgkredsens konservative folketingsmand grev Bent Holstein og ikke ville lade sig foreskrive fra partiet, hvad det måtte tro og tænke om den endeløse svindel, der bredte sig inden for hovedstadens overklasse. "Det er," bemærkede "Jyllands-Posten" ved samme lejlighed, "et vidnesbyrd om det uhyggelige omfang af krigsårenes politiske og økonomiske og mange andre slags udskejelser, at man endnu ikke er færdig med udrensningen, endskønt samtlige statsadvokater og adskillige af landets domstole i flere år har fuldt op at gøre med disse sager." Det var chokerende for partiets ledelse, at et konservativt organ således tog på vej og brød sig fejl om Christmas Møllers og Pürschels direktiver, ja, endog tillod sig simpelthen at putte Pürschels direktiver i papirkurven. Men den jydske konservatismes organer — "Jyllands-Posten" og "Aarhus Stiftstidende" — lod sig altså ikke kue.

En kostelig situation var i øvrigt også skabt derved, at den i ovennævnte sag medskyldige departementschef Gunni Busck-Nielsen som embedsmand havde den specielle opgave at overvåge Aktieselskabslovens overholdelse og oven i købet netop på det her omhandlede tidspunkt havde forberedt udkastet til en ny aktieselskabslov — den samme mand, som var medlem af bestyrelsen i svindelforetagendet "Internationalt Assurance-Kompagni", som ved grov forsømmelighed ved regnskabsaflæggelsen havde gjort sig strafskyldig og endvidere ved aktietegningen havde sikret sig en uberettiget fordel på de øvrige aktionærers bekostning! Også det var altså muligt. Det forslag til lov om aktieselskaber, som handelsminister Jørgen Christensen fremsatte i Landstinget den 19. december 1923, var affattet under den nævnte embedsmands auspicier. Denne herlighed varede imidlertid ikke længe; allerede den 12. december

300

var Busck-Nielsen som ovenfor nævnt blevet suspenderet, og den 24. juni 1924 blev han af statsminister Stauning indstillet til afsked.

Dog dermed led hans anseelse udadtil selvfølgelig intet afbræk. Også som straffet person — 3.000 kr. bøde — stod han ligesom sine medskyldige, Heine, Theodor Jensen og Carl Lehmann, der var straffet på samme måde, fremdeles i den Blå Bog. Og der findes Busck-Nielsen den dag i dag!

Hvortil der så kun endnu en gang skal bemærkes, at det atter maner til eftertanke, at en mand som Christmas Møller dristigt turde hævde, Danmark intet jødespørgsmål havde. Han, der som vekselerersøn kom fra et miljø, hvor jøderne var særlig fremherskende, og som oven i købet fra 1923 var sekretær for det konservative partis forretningsudvalg, hvis formand var — Laurits Heine! Et sådant gøglespil ville være aldeles ufatteligt, hvis man ikke var klar over, at Christmas Møller netop på denne måde har troet at kunne tjene den jødiske finansmagts interesser bedst. At dette var formålet, viste sig i øvrigt i den her omhandlede periode også deri, at Christmas Møller satte alt ind på at forhindre grev Holsteins valg til folketingsmand i Århus. Han håbede jo derved at kunne fortrænge den mand, som i ganske særlig grad havde gjort op med Landmandsbank-svindelen og nu til sidst i Folketinget havde taget kraftigt til orde mod den skandaløse dom i Plum-sagen, stik mod Christmas Møllers ønsker. Sådan en mand skulle efter kapitalmagtens opfattelse naturligvis sættes hurtigst muligt ud af spillet, og storkapitalismens talsmænd inden for den københavnske konservatisme var selvfølgelig altid rede til at lystre sådanne paroler.

Men de jydske højremænd så alligevel dengang anderledes på sagen, og deres opfattelse fandt kraftigt udtryk i "Jyllands-Posten" den 11. november 1923, hvor der udtaltes ønsket om, at tiden snart måtte være inde, "da regimentet Pürschel-Christmas Møller-Heine har udspillet sin rolle — og en ny ledelse forstår, at Århus-kredsens programtro, trofaste

301

vælgere har mere ret end et rigsdags koteri (klike. Red.) til at udpege kredsens folketingsmand".

Til de mænd inden for jødedommen, som i det sidste årti har ført en utrættelig kamp mod nationalsocialismen her i landet, og som har gjort alt for at holde hadet glødende mod den bevægelse, der har sat sig til formål endelig at befri Europa for jødekapitalens kvælertag, hører rabbiner, dr.phil. Marcus Melchior.* Måned for måned har han — indtil marts 1940 — offentliggjort sine artikler i "Jødisk Familieblad" og derved givet en grundig anskuelsesundervisning i jødisk tænken og følen. Og hvad han ikke fik sagt i disse stadige hetzartikler mod Talmud-fjenderne, det har han fremført i sit noksom kendte kampskrift, udgivet 1937: "Man siger, at Jøderne—". På argumenter skorter det selvfølgelig ikke hos denne i rabulistisk bevisførelse så vel bevandrede talmudist.

Han har også endnu sin racestolthed i behold. Da han i februar-nummeret 1936 af nævnte familieblad beskæftigede sig med problemet "dansk mentalitet", så han et særligt udtryk for denne mentalitet deri, at danskerne viser agtelse for jødisk individualitet. Her dvæler han bl.a. ved en bemærkning, som engang rettedes til ham i en forsamling af kristne mennesker, hvor han havde haft lejlighed til at tale jødedommens sag. En af tilhørerne havde her efter foredraget sagt til ham:

"Det må være en stolt følelse at være jøde". Disse ord gik rabbineren til hjertet. Og i overstrømmende ...

313

... taknemmelighed for så megen anerkendelse knytter han så følgende betragtninger til disse ord:

"Således har vi jo altid følt det selv: Vi har følt adelsmandens stolthed over sin afstamning, over sin slægts ydelser, over sin evne til at give og gavne, som vor egen. Vi har, fjernt fra alt hovmod, kendt det for stort at være bogens folk, at tilhøre verdens ældste kultursamfund, at spore årtusinders sus gennem vor historie, at give beviser for vor standhaftighed og livsvilje ..."

Jo, Marcus Melchior har sin racestolthed i behold og føler sig afgjort som et værdigt medlem af Guds udvalgte folk. Og det er netop ud fra en sådan følelse, der har sin grund i blodet, at han i sine talrige artikler røber et rasende had og den dybeste foragt over for de ariske folk, som efter hans opfattelse kun af ren og skær misundelse rettede så hårde angreb mod hans stammefrænder. Og hvad har han ikke i årenes løb at sige de modstandere på, som ikke kan begribe, at jøderne danner verdens ældste adel og når langt ud over alle de nationer, de beærer med deres nærværelse; i moral og fornemt sindelag, offervilje og retsindighed.

Rabbiner dr. Marcus Melchior skulle ikke være så højt på strå. Den type, han sammen med sådanne kaldsfæller som den for længst afdøde overrabbiner dr. A. A. Wolff eller svigerfaderen, rabbiner dr. Schornstein frembyder, er ikke netop egnet til at vække sympati for jødernes sag. Tværtimod! Men når rabbi Melchior oven i købet tillader sig dristigt at tale om den stolthed, han ligervis som adelsmanden føler over sin afstamning, når han påberåber sig "sin slægts ydelser", da kan det være på sin plads at gøre opmærksom på, at en sådan påberåbelse netop for hans vedkommende synes at være særlig malplaceret.

Til begrundelse herfor skal blot bemærkes følgende: Rabbiner Marcus Lazarus Melchior (født 1897) er søn af Arnold Melchior og dennes anden hustru, "præste"-datteren

314

Berta Wallach. Faderen, der i halvfemserne bl.a. var vekselerer og fabrikant, nåede i sine gode manddomsår at blive dømt to gange, første gang ved Fredericia købstads ekstraret den 21. april 1897 for offentliggørelse af utugtige skrifter til en bøde på 500 kr. subsidiært 2 måneders fængsel, og senere både ved underretten i Fredericia og ved Viborg landsret i 1899 til 4 måneders fængsel for svigagtig fallit.

Vedrørende dette sidstnævnte havde han i løbet af året 1896 drevet sin kreditgivning til usolide kunder i forening med vekselrytteri så vidt, at vekselgælden i løbet af året steg til ca. 283.000 kr., deraf ca. 132.000 kr. hidrørende fra leverede varer, medens ryttervekslerne udgjorde ca. 151.000 kr. Han drev svindelen videre i største målestok, indtil han senere erklærede sig fallit, hvorved der til konkursboet blev anmeldt og anerkendt fordringer til et beløb af 318.381 kr. 09 øre, medens aktiverne kun udgjorde 33.081 kr. 46 øre. Der manglede altså dækning for mere end en kvart million kroner, et efter halvfemsernes forhold ligefrem forfærdende resultat. Til trods for den mægtige konkurs nedsattes straffen ved Højesteret til 1 måneds fængsel, idet tiltalen efter den daværende Straffelovs § 263 bortfaldt og kun opretholdtes i henhold til Straffelovens § 262, 2det stykke og konkurslovens § 148 (jvf. Højesteretstidende 1899, s. 503-508).

I efteråret 1908 var den samme Arnold Melchior impliceret i skandaleaffæren omkring etatsraad Oscar Køhlers fallit, forløberen for Alberti-sagen. Thi det var ham, der sammen med sin kollega, Thorvald Borre, begge redaktionssekretærer ved Johannes Hansens temmelig berygtede dagblad "Middagsposten", tilegnede sig det af justitsminister Alberti til redaktør Johannes Hansen rettede brev, der indeholdt anmodninger om at standse offentliggørelsen af afsløringerne vedrørende hans gode ven Oscar Køhlers millionfallit.* Til belysning af de særlige omstændigheder, der førte med sig, at

315

Borgbjerg den 18. oktober kunne oplæse dette brev i Folketinget, meddeles i "Middagsposten" den 19. oktober bl.a. følgende:

"Begge disse fyre (dvs. Melchior og Thorvald Borre) kom hertil, ukendte og i laset forfatning. Der gaves dem her virkefelt og rundeligt lønnet livserhverv. De fik her chancer for at skabe sig en position udadtil; at de har ødelagt disse chancer, kan de takke deres egen åndelige defekthed for. Man høre, hvorledes disse to kavalerer har misbrugt den tillid, deres arbejdsgiver har vist dem ... Dette blads redaktør overlod, i privat øjemed, og på Arnold Melchiors derom fremsatte indstændige anmodning og "selvfølgelige" forsikring om at ville opføre sig som gentleman, et brev, som justitsministeren privat har tilstillet Johannes Hansen med høflig anmodning om at ophøre med visse "afsløringer", som Arnold Melchior havde bebudet angående aktieselskabet Oscar Køhler ... Så kommer de to slubberters benyttelse af dette den ene af dem privat overladte brev. De lod det først kalkere i flere eksemplarer og foreviste derpå originalen til vidner. Derpå henvendte de sig, skønt de var ansatte ved og havde deres udkomme af "Middagsposten", til bladet "Kl. 12"s redaktør, hr. Adolph Pederstrup. De tilbød ham for gode ord og betaling brevet! Det er vidnefast, at de har gjort dette tre à fire gange i løbet af to dage."

"Middagsposten" meddeler derefter, at de to redaktionssekretærer var bleven smidt på porten i denne anledning og derefter havde tilbudt Borgbjerg brevet til offentliggørelse i "Social-Demokraten" og tilføjer: "Dettes politiske redaktør, hr. Borgbjerg, har altså ikke undset sig for at benytte sig af jøden Melchiors judasgerning. Ja, judasgerning, det er ordet. Og den øves endda af en jøde, hvis fader gik under det betegnende tilnavn "Lille Vorherre" ... De to kumpaner står ribbede for alle fjer, de to Judas’er har fået forrædernes løn: alle hæderlige folks foragt!"*

Også denne affære var altså mindre pæn. Da endelig "Mosaisk Samfund" den 3. november 1918 klager over, at der desværre endnu altid findes racefæller, hvis navne er knyttede til tvivlsomme foretagender, er Arnold Melchiors bedrifter atter på tale. Denne gang klages der over, at Melchior, hvem ...

316

... adgang til Børsen er forment, er udgiver af et organ "Børsreferenten", som her henregnes til den kategori af børsorganer, "hvis forretningsgang næppe altid tåler at ses nøje efter i sømmene". Hertil bemærkes endvidere: "Netop på børsspekulationens område fejrer antisemitterne ofte deres vildeste orgier, og dobbelt beklageligt er det derfor, når blade af denne art har intime forbindelser med jøder."

Som med faderen, således også med vekselererdrengen Ludvig Melchior, rabbiner Marcus Melchiors lillebror, født 1898. Denne fik efter bestået præliminæreksamen i ca. 2 år sin uddannelse hos en vekselerer i Hamborg, var derefter et årstid medarbejder ved sin faders organ "Børsreferenten" og begyndte til slut i foråret 1917 egen vekselerervirksomhed. Da han senere måtte forsvare sine bedragerier for domstolene, oplyste han, at han havde begyndt forretningen med en egenkapital på ca. 15–16.000 kr.; deraf havde imidlertid 7–8.000 kr. været udestående tilgodehavender. Forretningen førtes på et af en fuldmyndig broder (formodentlig halvbroder, da rabbiner Marcus Melchior er den eneste rigtige broder) erhvervet borgerskab, og de ham betroede ordrer udførtes af to noteringsberettigede vekselererfirmaer, hvor han havde konto. Samtidig foretog han større børsspekulationer på sine egne konti, spekulationer, som skal have forvoldt ham tab på ca. 80.000 kr. I øvrigt holdt han sig oven vande ved omfattende besvigelser mod sine kunder, idet han tilegnede sig deres depoter og tilsendte dem fingerede afregninger. Således fik en af kunderne, som havde indbetalt kontant 34.000 kr. som margin for udførelse af børsforretninger, og som havde haft en fortjeneste på ca. 50.000 kr., hvis ordren var bleven rigtig udført, kun 7.500 kr. tilbagebetalt. I et andet tilfælde tilegnede Ludvig Melchior sig svigagtigt børspapirer til kursværdi 19.800 kr. samt kontant 2.500 kr. En mand, som stillede et depot på 11.000 kr., tabte 3.000 kr. plus en fortjeneste på 3.000 kr. En fjerde kunde tabte 11.000 kr.;

317

en femte 16.000 kr. og en sjette 12.000 kr. Blandt kunderne befandt sig også en, der i tiden fra 13. september til 9. oktober indbetalte i alt 55.000 kr. kontant og deponerede børspapirer af pålydende 21.000 kr., men til kursværdi ca. 37.200 kr., hvilke værdier alle skulle tjene som margin ved de børsforretninger, unge Ludvig Melchior skulle forrette efter hans ordrer. Præmisserne konstaterer hertil, at "Arr. har svigagtigt tilegnet sig og forbrugt samtlige disse penge og værdipapirer". Således røgtede altså denne jødedreng sit hverv, i samarbejde med to noteringsberettigede vekselerere!*

Og alle de ved disse svindleragtige transaktioner erhvervede midler ødsledes bort ved sold og svir. Ludvig Melchiors forbrug androg i det halve år, da han levede flot på sin forretning, 10–15.000 kr. om måneden. "Politiken" fortæller om vekselererdrengens lystige tilværelse bl.a.: "Han var fast gæst hos Wivel. Ved hans bord, der var samlingsstedet for en vis kreds af yngre levemænd, blev der kun drukket champagne. Melchior havde et lille trick, som han gentog adskillige gange hver aften. Han drak et par glas af en flaske champagne og lod så flasken falde ned i køleren med et bump, der hørtes vidt omkring. Umiddelbart derefter slog han til køleren, så den gled ned af bordet, og isstykker og champagne flød hen over det tykke tæppe. Øjeblikkelig sprang tre tjenere til med spand og gulvklude, der var holdt i beredskab, og tørrede op efter den fine mand, og når det var besørget, bragte en fjerde tjener bukkende og smilende en ny flaske til hr. Vekselereren.

Ti minutter efter gik denne flaske samme vej som den forrige under latter og bifaldsråb fra Melchiors yderst oprømte vennekreds ... I adskillige måneder boede Melchior samtidig på Paladshotellet og Klampenborg Badehotel og lagde her lige så ødsle vaner for dagen som alle andre steder. Drengebarnet holdt 4 automobiler. Da han i sommer tilfældig lærte en ung dame at kende, sendte han hende næste dag som en lille opmærksomhed – et automobil."

Dette vilde spil fandt en brat ende. Mod slutningen af december 1917 blev Ludvig Melchior arresteret, januar 1918 blev hans bo taget under konkursbehandling, og den 18. juni

318

1918 faldt Kriminalrettens dom. Til trods for, at man havde gjort sig store anstrengelser for at få ham erklæret for sindssyg, viste det sig ugørligt at fri ham for straf. I en erklæring af overlægen på Kommunehospitalets 6. Afdeling blev bl.a. udtalt, "at meget i hans væsen og opførsel, således som det er oplyst i akterne, kunne passe godt på den antagelse, at arrestanten i al den tid, hvori han har spekuleret, har lidt af en manisk eksaltation, men at disse også kan have været af sekundær natur". Overlægen erklærede til slut, at Ludvig Melchior trods alt måtte anses som fuldt tilregnelig. Han idømtes derefter en straf på 18 måneders forbedringshusarbejde, hvorhos han skulle udrede forskellige erstatninger.

Efter at have afsonet straffen, rodede den unge driftige mand sig meget hurtigt ind i nye affærer, hvor han atter kun med nød og næppe klarede sig fri for Kriminalrettens klør. Da i dette sidste tilfælde endogså faderen Arnold Melchior måtte lide tab, anså denne det dog for klogt at henstille til sønnen at søge sig et andet fædreland. Det hele endte med, at Ludvig Melchior mod slutningen af oktober 1920 tog afsked med sine talrige venner og soldebrødre og drog udenlands. I bladene meddeltes, at "drengen" afsejlede til Kina.

Dette var altså lillebrors tragedie.

Og så følger endnu et lille kapitel om den højst ærværdige ypperstepræst, Marcus Melchiors svigerfader, dr.phil. Schornstein, som 1907 kom til København og til en begyndelse havde sine meget alvorlige bryderier med overrabbiner, dr. Lewenstein. Denne dr. Schornstein var det mosaiske trossamfunds sjælehyrde helt til 1919, men måtte så af visse grunde meget hurtig tage afsked fra landet. Og hvorfor? Jo, simpelthen, fordi der dengang fandtes en assessor, nuværende højesteretsdommer Thorup, her i landet, som interesserede sig for kædehandelssager, smugleriaffærer og deslige og derved beklageligvis så sig foranlediget til også at undersøge en række mistænkelige jøders adfærd noget nøjere, hvorved han ikke blot afklapsede mænd som morfinsprøjteudsmugleren

319

Fürstenberg-Ganetski og medicinsmugleren Apfelbaum-Sinowjew*, men også dentalgummiudsmugleren Schornstein. Denne sidste sag var temmelig kompliceret. Rabbineren havde sendt sine venner og bekendte i Østrig dentalgummi i talrige breve, men ville over for dommeren ikke rigtigt indrømme, at han havde forset sig mod loven. Sådant gør jo en jøde aldrig, og da allermindst en rabbiner. Men der var dog adskilligt mistænkeligt i denne mands færden, i hans hyppige rejser til Sverige, hvor han hentede varer, og i hans mistænkeligt omfattende udenlandske korrespondance. Sverige-rejserne førte politiet på spor.

Om forhandlingerne i Kommissionsdomstolen berettes, at dr. Schornstein i det første forhør hævdede, at han kun havde sendt 10 breve af sted med dentalgummi.

Det er løgn, sagde assessor Thorup, og slog i bordet.

Siger De, at den mosaiske menigheds overhoved lyver?

Ja, for jeg har beviser for, at de har sendt mindst 1600 breve med dentalgummi ud af landet.

Så måtte overrabbineren tilstå.

Og derefter måtte han rejse og gå.

Og når rabbiner Marcus Melchior, som er gift med sin forgængers datter Meta Schornstein (vielsen fandt sted i Dresden den 23. 8. 1921), derefter endnu hævder, at han altid har følt stolthed over sit racemærke på samme måde som adelsmanden føler stolthed over sin afstamning og sin slægts ydelser, så skal denne stolthed være ham vel undt. Der er intet i denne overspændte jødiske selvbevidsthed, som kan imponere et arisk menneske. Men forbavsende virker det rigtignok, at en rabbiner, der i sin nærmeste familiekreds har eksempler som de påviste på særligt uheldige elementer, kan være så overlegen og oven i købet føler sig kaldet til at belære det danske folk om det, man skal tro og tænke om hans stammefrænder. Det er simpelthen en anmasselse.

320

Dog: Hvorfor skulle Marcus Melchior ikke! Han handler jo netop sådan som jøderne til alle tider har gjort det, og han er jo selv en renlivet repræsentant for sin race, velbefaren i talmudistisk bevisførelse og samvittighedsløs nok til at lave sort til hvidt og hvidt til sort, at fordreje sandheden, så det forslår noget. Det er ham, som også i sin 1938 udgivne bog bl.a. Hævder om antisemitterne (s. 86):

"De har forskanset sig bag den moderne fraseologi om jødernes nedbrydende indflydelse på det samfund, de lever i, om deres fremmedartethed i race og karakter, og om deres evne til at tilrane sig føringen i politik, økonomi, videnskab og presse, som dermed — til skade for land og folk — "forjødes"."

Som om disse påstande ikke var sande, ord til andet! Som om der ikke med rette kunne tales om jødernes nedbrydende indflydelse. Men det tillader en rabbi sig at bestride, som har en Arnold Melchior til fader, en Ludvig Melchior til broder og en rabbi Schornstein til svigerfader. Fy for f.....! Og en Marcus Melchior tør tillade sig at benægte jødernes indflydelse på alle offentlige forhold, ja tør endda bestride deres fremmedartethed i race og karakter. "Spørg hver gadedreng, han ved bedre besked" — siger Louis Levy. Og Levy fortæller jo også om den lille Cohn, der kender sin adel, "Thi Cohn’erne er jo født til at være ypperstepræster i Jehovahs tempel", på samme måde som Marcus Melchior selv! Melchior gør sig altså skyldig i en selvmodsigelse. Han anser det endvidere for en fornærmelse mod det danske folk, for en udpræget spekulation i uvidenhed, når der tales om, at jøderne har forstået at tilrane sig føringen i alle grene af det offentlige liv. Også her var Louis Levy ærligere, når han fortæller, at jøderne "af klog selvopholdelsesdrift har sat sig fast i samfundets kirtler, er blevet "vogtere af helligdomme". Og så viser historien om Det tredie Ting, således som den er bleven skildret i dette værk, til fulde, hvor liden tillid en rabbiner Marcus Melchiors ord også i dette punkt fortjener.

Denne rabbi er i sandhed løgnens apostel!

321

9. PROFESSOR L. V. BIRCKS KAMP MOD JØDEVÆLDET

På baggrund af al den slaphed og usseldom, der karakteriserer så mange højtstående og ansete mænds handlen og færden i Landmandsbank-perioden, virker L. V. Bircks mandige optræden i kampen for bevarelsen af offentlig moral også i økonomiske forhold forfriskende og befriende. Birck var i næsten en menneskealder den mand, som finansmagten frygtede mest. Hans styrke lå ikke blot deri, at han havde sine meningers mod, men at han var i besiddelse af en ualmindelig intelligens og som nationaløkonom havde et overmåde grundigt kendskab til erhvervslivets love. Han var og er uden tvivl vor tids mest fremragende danske nationaløkonom. Han var i mange henseender genial, og hans anseelse rakte langt ud over landets grænser. Men hvor stor end hans betydning som videnskabsmand har været — hans særlige betydning vil sikkert engang erkendes at ligge deri, at det var ham, som i tide påviste de farer, der truede samfundet fra finansmagtens side og som i kampen mod jødernes hensynsløse tyveri-politik eftertrykkeligt lod forstå, at han stadig havde sin racebevidsthed i behold. Han kendte dette folkefærd fra sine talrige rejser, og han havde navnlig under sit ophold i sine unge år i U.S.A. lært at forstå, hvad det betød at være en hvid mand.* på rejser i Østeuropa efter ...

*) Prof. Birck var kendt for sine drastiske talemåder. Det fortælles, at han som en reminiscens fra opholdet i de forenede stater yndede at minde om en af Amerikanernes talemåder: "You must not kill a man; (fortsættes ...)

322

... århundredskiftet havde han ydermere haft anledning til specielt også at beskæftige sig med jødespørgsmålet. Han var som journalist en særligt opmærksom iagttager, som videnskabsmand en fremragende teoretiker, og han havde i sjælden grad common sense.

Til de vigtigste resultater i hans videnskabelige forskning hører behandlingen af kapitalproblemet. Her skelner Birck mellem den sociale realkapital, ved hjælp af hvilken nye værdier produceres og arbejdet holdes i gang, og den private kapital, der udelukkende har til formål at sikre og forøge den arbejdsfrie indtægt. Problemet om kapital som produktiv faktor og kapital som indtægtskilde, behandler han ved forskellige lejligheder, således i den allerede nævnte tyske afhandling "Realkapital contra Privatkapital" (Jvf. ovenfor i, s. 192, fodnote) og i det 1927–28 udgivne hovedværk

(... fortsat) but if you kill a Jew, even God will forgive you". Nu skal man ikke tage den slags bonmots (rammende eller vittig bemærkning. Red.) friere, end de er. Mordlysten var Birck ikke, heller ikke, da han ved anden lejlighed erklærede, at han ikke kunne udstå gamle mænd, at det ville være bedst, om mænd, der kom op i tresserne, blev slået ihjel. Men han elskede det pointerede og måtte vel også, for at kunne sætte sig ud over hverdagslivets urimeligheder og tossetheder, blive en paradoksmager. Han udtalte også engang som den udprægede antikapitalist han var, at "Det ville være en af de skønneste dage i mit liv, når jeg kan være med til at hænge de københavnske bankdirektører, en del vekselerere og en skok (forholdsvis stort, ubestemt antal. Red.) aktieselskabsdirektører i træerne på børsrampen". Sandelig, han skånede ikke sin modpart, når det kom til stykket. Den blodige ironi tonede også frem, da han i en tale i et studentersamfundsmøde, der fandt sted på hotel "Kongen af Danmark", udstrakte begge arme med udråbet: "Jeg hænger som Christus mellem to røvere". Den, der kender hotellets beliggenhed midt imellem Landmandsbanken og Ø.K.s hus, kunne ikke være i tvivl om hentydningen til de to røvere. Bemærkningen kunne næsten opfattes som blasfemi, og var det dog ikke; dertil var Birck for oprigtigt religiøs. Men således reddede han sig bedst ud over verdens dårskab, ved bidende spydighed, rammende ordsnært. Han mente jo også ved lejlighed, at såsom verden var blevet et galehus, måtte fornuftige folk jo indrette sig på at leve blandt de gale. Indrette sig, det er sagen.

323

"Den økonomiske Virksomhed", I–II. Det var dette problem, som åbenbart interesserede ham mest. Men netop disse undersøgelser havde også deres specielle forudsætninger i den årelange kamp, han havde måttet føre mod den jødisk-danske højfinans’ udbytningsmetoder, og de havde deres specielle mål, nemlig beskyttelsen af arbejderen og bonden mod udmarvning og udplyndring af den passive kapital. Således forenes teori og praksis i hans livsgerning. Alt, hvad han ydede, er gennemglødet af hans stærke retsindighed, der gjorde hans indsats på det her omhandlede område til en indre nødvendighed for ham, og som forhindrede, at han i sin ydre virken nogen sinde gik på akkord med uretten. Lad gå, at han var en enspændernatur, med særegne vaner, at han koketterede med sine små bohemetilbøjeligheder, at hans nag til den, han en gang havde fordømt, kunne udarte til forfølgelse, ligesom han også krævede at kunne frifinde efter egen overbevisning: Det ændrer ikke ved den kendsgerning, at han var sin tids mest fremragende nationaløkonom her i landet, og at han var mere end det — en helstøbt karakter, et sjældent fænomen i det Danmark, der oplevede Det tredie Tings dristige og forbryderiske færd i et helt årti, uden at der ved siden af ham, Laurits Vilhelm Birck, — fandtes blot så meget som en eneste mand, der ligesom han kæmpede for befrielsen af de produktive erhverv og deres udøvere i landbrug, håndværk og industri fra privatkapitalismens kvælertag. I denne kamp ydede han det uhørte og enestående. Hvor dybt det danske folk var sunket i den her omhandlede periode, da parlamentarismen afslørede sig som et udpræget mindremandsstyre og som den demokratiske råddenskabs domæne, kan næppe påvises tydeligere end deri, at prof. L. V. Birck i det store og hele stod ene i sin kamp, sjældent blev rigtigt forstået af de brede lag i by og på land, hvis sag han tjente som ene mand og bedre end nogen mand ellers, og at han på tinge nærmest virkede som en udfordring, eller, om man vil, som en fejltagelse.

324

Over for de lovgivende forsamlinger, Folke- og Landsting, havde den hemmelige overregering, Det tredie Ting, jødernes fint spundne forbindelsessystem inden for samfundets centrer, let spil. Thi trods den danske folkekulturs storhed manglede parlamentet, taget som helhed, dog den indre kraft, den ansvarsbevidsthed, sandhedskærlighed og viljestyrke, som kunne have gjort det stærkt nok til at modstå jødernes påtrængende magtbegær og samvittighedsløse gangstermoral. Kun Birck lod sig ikke bluffe. Han var for fast i sin i en vis religiøsitet bundende moral og for dybt gennemglødet af pligten til personlig sandhed og retfærdighed til at lade sig skræmme. Derfor forblev L. V. Birck også den absolut sikre, den stærke og den overlegne over for jøderne.

Hans styrke lå i, at han kun kendte den lige vej, hans storhed i, at han troede på det gode i menneskelivet og udmøntede denne tro i gerning. Derfor interesserer denne side af hans livsgerning os her. Og for at give et samlet overblik over denne hans livskamp, skal ikke blot hans indsats i den i skriftet omhandlede periode 1914–24 behandles, men også enkelte episoder, som ligger forud henholdsvis efter denne periode. Det vil da vise sig, at det til stadighed var de samme sociale grundideer, den samme moral, der bestemte Bircks holdning over for finansmagten og dens fornemste komponent: den internationale jøde.

Sin første indsats i kampen mod korruptionen i det offentlige liv ydede Birck allerede i perioden 1906–08, da den forcerede bankdannelse skabte al slags usundhed i det økonomiske liv ved overkapitaliseringer og navnlig gav stødet til en omfattende byggesvindel. I sammenhæng med denne kritik, som han førte både i dagbladet "Vort Land" og i Folketinget som konservativ folketingsmand, så han sig også

325

foranlediget til, i samlingen 1907-08 at beskæftige sig med den såkaldte Alberti-affære. At han derved rettede sine angreb mod en mand, der havde jødeblod i årerne*, har formodentlig ikke været ham bevidst, selvom han allerede dengang, 36 år gammel, havde gjort sig fortrolig med racespørgsmålet på sine omfattende rejser og bl.a. ved lejlighed havde offentliggjort interessante betragtninger om det østrigske jødeproblems stilling.

I rigsdagsdebatterne 1907–08 vedrørende daværende justitsminister Adler Alberti drejede det sig i første omgang om afsløringen af en gemen svindler, hvis forbryderiske virksomhed rigtignok til en ikke ringe grad blev muliggjort ved det herskende middelmådighedernes styre. Birck stod dengang ikke ene i sin kamp. Han støttedes bl.a. i Folketinget af socialdemokraten F. Borgbjerg og de radikale Venstremænd Ove Rode og Herman Trier. Men medens angrebene mod Alberti fra de sidstnævnte mænds side kun var et led i den parlamentariske interessekamps tovtrækkeri, og kun havde til formål at opnå partipolitiske fordele**, var det for Birck ene og alene sagen om at gøre. Han tilbød derfor også i sine indlæg i Alberti-sagen at stå inde med sin person for sine anklager, ...

326

... tilbød de af ham angrebne mænd, foruden Alberti også hrs. Winther, at gentage sine beskyldninger også uden for tinget for at give dem lejlighed til retorsion.

De meget omfattende debatter vedrørende Alberti-sagen i rigsdagssamlingen 1907–08 behandlede imidlertid kun spørgsmål, som lå i periferien af Albertis samfundsskadelige virksomhed. Der fremdroges talrige beviser for, at justitsministeren havde gjort sig skyldig i embedsmisbrug, der ymtedes også noget om, at han kunne have gjort sig skyldig i bedrageri, men han sigtedes endnu ikke direkte for at have begået forbryderiske handlinger. Borgbjerg spørger f.eks. i Folketinget den 23. oktober 1907, om der ikke skulle eksistere nogle breve om det store Alberti’ske byggekrak ude i Jægersborggade, hvor den Sjællandske Bondestands Sparekasse havde mange penge stående. Han bemærker endvidere: "Senere endte det, i efteråret 1905, med et stort krak; ejendommene måtte sælges af indehaverne, nemlig den højtærede justitsminister, Cloëtta og murermester Schioldan, med ganske overordentlige tab; man anslog dengang, og vist med rette, det samlede tab for disse 3 mænd til over 1 million, altså ret betydelige tab for hver enkelt af dem ..." Anledning til de omfattende rigsdags-debatter gav i første række Albertis anmodning til "Morgenposten"s redaktør Johannes Hansen om ikke at behandle hans afdøde ven, etatsraad Otto Köhlers fallit, ved hvilken der var opstået et underskud på 1 mil. kr. Denne henstilling vakte røre og tilskyndede navnlig Birck til at sætte sig grundigt ind i de Köhler’ske forretninger.

(... fortsat) politiske liv hos os skal være et operationsfelt for magt- og vindesyge spekulanter eller en arbejdsmark for mænd af retskaffenhed og fast overbevisning". Den sidstnævnte front — hvis fremtrædende mænd altså var af typen Herman Trier og Edvard Brandes — sejrede kort derefter. Det Radikale Venstre kom til magten. Men til I. C. Christensens ære skal siges, at hans regering med hensyn til at skabe et "operationsfelt for magt- og vindesyge spekulanter" dog var de rene sinker sammenlignet med Regeringen C. Th. Zahle og dens fornemme jødiske koryfæer.

327

Mandag den 28. oktober 1907 giver derefter det konservative folketingsmedlem prof. L. V. Birck en omfattende redegørelse om forudsætningerne for det store krak i de Köhler’ske foretagender, hvor imidlertid kritikken endnu ikke rettes mod Alberti, men mod kammerraad Winther, som efter talerens opfattelse havde et hovedansvar for aktieselskabet "Oscar Köhler"s sammenbrud ved som bestyrelsesformand at lægge navn til dets regnskaber. Kammerrådens forseelse lå ifølge Bircks fremstilling i, at han havde sat sit navn under regnskaber, der var skikkede til at vække urigtige forestillinger hos tredjemand til skade for denne. Netop i dette tilfælde havde det vist sig, hvor nødvendigt det var, hurtigst muligt at skabe en aktielov, ikke for at beskytte aktionærernes interesser, men for at sikre kreditorernes interesser. Da tilsyneladende hverken kammerråd, højesteretssagfører Winther eller justitsminister Alberti havde forståelse for dette synspunkt, fremsatte Birck dernæst bl.a. følgende betragtninger til begrundelse for sine synspunkter:

"Jeg skal give et eksempel. Hvis jeg personlig gør gæld, hæfter jeg med alt, hvad jeg ejer og ejendes vorder, med mit navn, min ære, formue og samvittighed. Et aktieselskab derimod har ingen sjæl, som kan fordømmes, intet navn, som kan besudles, og intet legeme, som kan kastes i fængsel. Alt det, som gør, at man eventuelt kan give mig kredit, er ikke til stede hos aktieselskabet. Der må være noget andet, der må være kredittens basis, og hvad er det? Det er selskabets formue, aktiekapitalen. Man kan i tillid til mit navn og min eventuelle hæderlighed give mig kredit, men et selskab kan man kun give kredit i tillid til selskabsformuen, for hvis tilstedeværelse bestyrelsen hæfter, den og ingen anden. Jeg kan ikke vide, om et selskab ejer selskabsformue. Det ved bestyrelsen, og den alene ved det. Det er også kun derfor, at man i bestyrelsen vil have så mange gode navne, eksministre, excellencer, kammeradvokater, alt, hvad der er smukt og godt i dette land. Man gør det ikke for det arbejdes skyld, de kunne præstere, men netop fordi det er navnene, man har tillid til, idet selskabet på grund af disse navne kan få kredit. Der knytter sig tillid til disse navne. Selvom alle aktierne er på en eller to hænder, vil man forstå, at status må være rigtig og pålidelig. Alene i kraft af status er det jo muligt at bedømme, om man kan give et selskab kredit".

328

Lidt senere bemærkede han i sin tale vedrørende bestyrelsesmedlemmerne: "De herrer sidde der ikke for at sikre sig tantiemer ... De sidde der som garanter over for publikum, over for kreditorerne, over for aktionærerne. Det er derfor, de herrer får deres løn, ikke af anden grund. Så kunne de herrer sige: Vi ønske ikke at sidde i bestyrelserne. Men da må jeg svare, at ulykken ikke er så stor. Vi se rundt omkring mænd, som sidde i 14, 15, 16, 17 bestyrelser, hvor de ikke kunne have tid til noget som helst. Det, jeg forlanger, er, at bestyrelsernes medlemmer i hvert fald deres formænd, skulle forstå deres ansvar, at når jeg har med et selskab at gøre, er det i tillid til, at selskabets formue virkelig er til stede, og at dets regnskab er rigtigt, og den tillid får jeg i kraft af det fine, det bærende navn: Stå ved deres navn, mine herrer! Det er det eneste, jeg forlanger".

Prof. Birck søgte derefter i en indgående dokumentation at føre bevis for, at kammerraad Winthers navn stod i et omtvisteligt forhold til det her omhandlede selskabs regnskaber og derved på aldeles utilstedelig måde havde vildledt selskabets kreditorer. Forholdene lå herefter i det enkelte som følger: 1. januar 1906 til helt ind i 1907 havde kammerraad Winther garanteret, at der var 125 pct. til aktionærerne og 110 pct. til kreditorerne, i juni 1907 garanterede han 40 pct. til aktionærerne, men stadig 100 pct. til kreditorerne, i september 1907 garanterede han 12 pct. til aktionærerne og 100 pct. til kreditorerne, men det faktiske forhold måtte nu være: Intet til aktionærerne og 12 pct. til kreditorerne! Mere end én million kroner var gået tabt. Sådanne forhold kunne ikke tolereres, også i økonomiske sager havde en offentlig moral sin betydning. Han sluttede med at erklære, at han stadig ville være rede til at tage konsekvensen af sine angreb, som han vidste var en vægtig og alvorlig anklage mod en mand, der indtog en smuk og stor stilling inden for samfundet. Han mente, at "når denne anklage bliver bevist, kan denne mand ikke indehave en offentlig stilling, hvis der er ære i landet". Og han sluttede:

"Jeg må nu sige, at når jeg har talt om denne og andre affærer fra forretningslivet, må det stå fuldstændig for min

329

egen regning, jeg føler mig ikke dækket af min rigsdagsukrænkelighed og ikke dækket af mit parti. Jeg alene må tage ansvaret, og jeg tager konsekvensen deraf, den konsekvens, at hvis jeg har uret, hvis mine beviser er falske eller uforståede, må jeg som mand af ære nedlægge mit mandat ... ; thi for mig gælder det i hvert fald: En mand er en mand".

Birck presser derefter på med hensyn til sine saglige krav, forelægger bl.a. den 29. oktober, efter at have hørt, at der blev forberedt en aktielov, et forslag til lov om autoriserede revisorer, en institution, som efter hans opfattelse måtte skabes straks, såfremt en aktielov skulle være effektiv. Allerede på dette tidspunkt er han altså meget stærkt inde på tanken om en skærpet kontrol af aktieselskaber, grundet hovedsagelig i den omfattende byggesvindel, der havde sat ind 1906 med den begyndende spekulationsperiode. Han advarer navnlig også bankerne mod alt for letsindige kapitaldispositioner, således som de i 1907 var blevet afsløret ved den Warburg’ske fallit, hvor "alle banker havde indladt sig på at give kredit til det samme firma i meget stort omfang, uden at underrette hinanden derom". (Tale holdt den 19. oktober 1907).

Ved 3. behandling af Finansloven den 14. marts 1908 retter prof. L. V. Birck sit angreb direkte mod Alberti, idet han henholder sig til, at justitsministeren havde forsøgt at fremme sin private jordspekulation ved at give koncession til foreningen "Den Ædle Hesteavl" til anlæg af en væddeløbsbane ude ved Ordrup Krat. Det areal, som foreningen havde købt til dette formål — efter at sagen havde affødt mangehånde konflikter og intriger inden for foreningen — omfattede et stykke af Christiansholms jorder, et lille hjørne af Ordrup Krat, som havde tilhørt justitsministeren og dr. Mollerup, og 10½ tønder statsskov, som Finansudvalget havde givet tilladelse til at bruge. Da imidlertid "Den Ædle Hesteavl" var betænkelig ved selv at ofre alt for store beløb på det nævnte areal, havde Justitsministeriet givet koncession på et Landbrugslotteri, som skulle udgive lodsedler til et beløb på i alt

330

3 mil. kr., hvorved der gaves mulighed for at indtjene et overskud af ½ mil. kr. Den ene halvdel af dette overskud skulle derefter stilles til rådighed for foreningen til anlæg af væddeløbsbanen, den anden halvdel skulle tjene til fremme af det lille landbrug. Birck påpeger ved sin omtale af denne sag, at de 250.000 kr. i virkeligheden ikke var et tilskud til Den Ædle Hesteavl, men til Væddeløbskonsortiet, og at bevillingen i og for sig var i afgjort modstrid med Lotteriloven af 1869, bortset fra, at den også blev gennemført uden landbrugsorganisationernes og Landbrugsministeriets billigelse. Men justitsministeren havde altså alligevel givet koncession til oprettelsen af Landbrugslotteriet den 26. maj 1907, og derefter indledt videre foranstaltninger, idet han selv samtidigt sammen med sin svoger og kompagnon dr. Mollerup havde købt nogle grundstykker beliggende ved siden af væddeløbsbanen i Ordrup, således at han var personlig interesseret i den grundværdistigning, som måtte fremkaldes i forbindelse med det af ham selv koncessionerede lotteri. Grundværdistigningen for de jorders vedkommende, der tilhørte justitsministeren, var yderligere bleven øget ved, at vejanlægget ved Klampenborgs Væddeløbsbane var anlagt over Holmegaards jorder, og ved at sporvejslinjen nu førtes op til justitsministerens egen grund. Slutteligt kunne prof. L. V. Birck endnu pege på, at aktieselskabet, der skulle have den 1/4 million kroner udbetalt af Landbrugslotteriet, straks havde pantsat denne andel i Landbrugslotteriet og for lånet havde udstedt en hovedobligation til Københavns Grundejerbank på 625.000 kr., dvs. at koncessionen, det kgl. regale (særrettighed, monopol. Red.), straks var blevet gjort til kreditmiddel! Det var den rene farce, siger han. Og han fortsætter: "Jeg taler om farce, ikke om indignation, det sidste venter jeg mig ikke hos det danske folk på disse punkter ... Det, der er sket her, er af en sådan art, at den højtærede justitsminister måske i Danmark, men i hvert fald ikke i kongeriget Preussen kunne vedblive at være minister". Alberti beskyldes altså ikke alene for at have benyttet sin bevillingsmagt til at

331

fremkalde værdiskabende foretagender, som han selv drager fordel af, men også for indirekte at sikre sig fordele gennem vejanlæg osv. Og Birck harmes over, at indignationen — desværre — er en sjælden vare i Danmark, og at Københavnerne er for tilbøjelige til grinet og til "at le himmelhøjt" i stedet for at klargøre sig det ansvar, der bør gøres gældende over for en sådan korruption.

Men da han således er klar over, at han ikke på det sted, hvor han står, vil finde nogen forståelse for sine krav om bevarelse af offentlig moral, retter han en indtrængende appel til de sunde kræfter i folket om at være på vagt over for svindel og bedrag i det offentlige liv. Han retter følgende appel til den danske bondestand:

"Når vi da se tilbage på alle de affærer, der have været, når vi se tilbage på alt det, hvad der er sket her i landet i den tid, den højtærede justitsminister har siddet, ja, så skammer man sig uvilkårligt, skammer sig over sit land, skammer sig over sit folk, over, at der alligevel ikke er en eneste, der siger, at der dog er grænser for, hvad man kan byde dette folk — grænser er der ikke. Men de, mine herrer, som tilhører det danske demokrati, de, mine herrer af den danske bondestand, som have kæmpet længe for at komme til at regere dette land, de, som have kæmpet en hård kamp — og jeg vil sige, at det er heldigt, at de have kæmpet denne kamp, thi i den modnedes den danske bonde; havde Estrup ikke været, havde de fået magten for tidligt, nu modnedes de, idet de blev tvungen til at vokse ude i befolkningen, og skabe dem et adelsbrev, i kraft af hvilket det er sket, at en dansk bonde sidder i kronens råd —: De, mine herrer, skulle passe på, at man ikke med rette kunne sige til dem: I have forstået at sejre, I have forstået at få magten, men have I også forstået at bruge magten? De, mine herrer, skulle sørge for, at når historien engang skrives om, hvortil den danske bonde brugte den magt, som han forstod at vinde og fortjente at vinde, der så ikke bliver skrevet: I den højtærede justitsministers person er svaret. De, mine herrer, skulle ikke rive en flænge i det adelsbrev, de selv have skrevet".

Der var alvor bag Bircks ord, dybeste alvor, mere alvor, end demokratiets mænd, specielt de gæve Venstre-bønder, åbenbart kunne fatte.

332

Birck selv forstod også denne gang at drage konsekvensen af sine angreb, idet han sluttede med kravet om justitsministerens afskedigelse. Hans salut var til slut:

"Jeg spørger: Kan det ske — bør det ske, når næste samling kommer, at det højtærede medlem for Køge (Alberti) vedblivende er medlem af Hans Majestæt Kongens råd, vedblivende repræsenterer kronens purpur her i landet?"

Således talte prof. L. V. Birck den 14. marts 1908 i Rigsdagen. Da det samme spørgsmål få dage senere, den 24. marts, behandledes i Landstinget, fremhæver bl.a. Højre-manden Ludvig Bramsen de beskyldninger, Birck havde rettet mod justitsministeren som de vægtigste, der var blevet fremført i Folketinget. Han havde ønsket, at justitsministeren midlertidigt ville overdrage sit embede til en anden, så længe det ikke var modbevist, at han havde misbrugt sin høje stilling til at sikre sig økonomisk fordel. Også Edvard Brandes rettede (den 25. marts) hårde angreb mod justitsministeren og behandlede hans mangesidede virksomhed som bladudgiver, sparekassedirektør, smørhandler, teglværksejer, grundspekulant og sluttelig som sagfører. Når man havde så mange jern i ilden, måtte der nødvendigvis ved lejlighed opstå interessekollisioner. Brandes lod nu også skinne igennem, at man ikke nærede rigtig tillid til ministerens pengetransaktioner; således var det blevet konstateret, at ministeren i Privatbanken havde et lån på 3 millioner kroner, en bank, i hvilken finansminister Vilhelm Lassen af Statens midler havde indsat et beløb på 4 mil. kr. Det måtte — erklærede Brandes — anses for meget uheldigt, at landets justitsminister gjorde milliongæld i det samme pengeinstitut, hvori finansministeren anbragte Statens penge. Da Alberti senere i Landstingets forhandlinger havde erklæret, at det måtte være prof. Bircks opgave at gentage sine angreb uden for Rigsdagen, hvert

333

ord, og uden en tøddels forandring, svarer Brandes, at han betragtede dette slet og ret som et sagførerræsonnement, et sagførerforslag, og ikke som noget ministerforslag, da Alberti åbenbart blot ønskede at gennemføre en injurieproces. Overfor de ret skarpe angreb, som Alberti ser sig udsat for i Landstinget, foruden fra Bramsens og Brandes’ side også fra det konservative medlem grev Frijs’ side indskrænkede den angrebne sig til at afvise påstanden som sladder og løse rygter.

Men kort tid derefter brast sæbeboblen. Da Bondestandens Sparekasse den 30. maj 1908 havde holdt sin generalforsamling, på hvilken der forgæves stilledes spørgsmålet til formanden, justitsminister Alberti, om sparekassens obligationer nu også virkelig var, hvor de skulle være, greb mistanken først rigtigt om sig. Og uhyggen voksede, da bl.a. Ove Rode rettede stadigt heftigere angreb mod ministeren i "Politiken". Den 24. juli meldte bladene, at Alberti var trådt tilbage; officielt begrundedes det med hans svigtende helbred. Samtidig udnævntes han til gehejmekonferensraad.

Den 8. september 1908 meldte Alberti sig endelig i opdagelsespolitiets vagtlokale i Domhuset — for falsk og bedrageri. Ikke mindre end ca. 15 millioner kroner havde han tilvendt sig, både fra sparekassens og smøreksportforeningens midler, og svindlerierne havde været i svang helt siden 1894! —

Det var ikke Birck alene, der fældede Alberti, men han ydede det afgørende bidrag til at fremme afsløringen. Hans uvisnelige fortjeneste blev, at han gennemskuede justitsministerens uredelighed og i nøje overvejede og vel begrundede angreb førte bevis for, at Alberti havde gjort sig skyldig i embedsmisbrug. Hans rigsdagstaler i anledning af Alberti-sagen fik i øvrigt særlig betydning også derved, at han mere eftertrykkeligt end nogen anden ved denne lejlighed stillede krav om indførelse af en aktielov og derved fremførte argumenter, som han ofte nok — alt for ofte — fik anledning til at gentage i de følgende 15–20 år.

334

Mandsmod til at sige sin mening viste L. V. Birck også, da han 1910–14 i nogle artikler i Harald Nielsens tidsskrift "Ugens Tilskuer" beskæftigede sig med forskellige børsmanøvrer, som efter hans opfattelse måtte være betænkelige for erhvervslivet. Her er han atter inde på problemet: realkapital contra privatkapital. I en mod vekselerer Eduard Rée rettet kritik betitlet "I Strid med sig selv" (U. T., 18. november 1910) behandler Birck i denne sammenhæng for første gang de børsmanipulationer, der var bleven foretaget med sukkerfabrikkernes aktier. 1907, fortæller han, var der udstedt for 10 mil. sukkeraktier til kurs 180, således at aktiekapitalen dengang nominelt var 18 mil. kr. værd. Siden var der udstedt yderligere 5 mil. kr., og kursen var, takket være opkøbene fra vekselererfirmaet Ed. Rées side, bleven jobbet op til en kurs på 250 til 265. Den indbetalte kapital på 15 mil. kr. var dermed presset op til en værdi på i alt ca. 38 mil. kr., og androg dermed — når den gældende kurs på 250 tages som grundlag for beregningen — 23 mil. kr. mere end indbetalt.

Dr. L. V. Birck fremhæver ved denne lejlighed meget eftertrykkeligt den ejendommelige og meget betænkelige stilling, vekselerer Ed. Rée indtager. For ham som chef for det førende spekulationskonsortium i sukker måtte det i realiteten kun være magtpåliggende at sikre aktionærernes interesse af rent egoistiske hensyn. At denne interesse også var alt overvejende, havde vist sig bl.a., da Rée stillede krav om, at der skulle udstedes for 5 mil. kr. friaktier, og da han kun frafaldt dette krav, efter at direktør Gammeltoft havde truet med at træde tilbage, hvis det blev gennemført. Nu måtte det selvfølgelig også være den selvsamme mand om at gøre, at kursen holdtes, for ved denne kunstige udvanding af aktiekapitalen at trække så mange millioner ud af publikums lommer som muligt. Disse penge skulle imidlertid ikke anvendes til fremme ...

Direktør Eduard Rée.

Født 6. 9. 1867 Kbh., død 13. 6. 1918 s.st.
Formand for direktionen i Creditkassen for Landejendomme i Østifterne siden 1913.
Svigerfader til både Emil og Valdemar Glückstadt.

"Social-Demokraten"s karikaturer.

G. M. Rée

Karikaturen t.v. publiceredes i anledning af, at hrs. G. M. Rée i en forhandling ved Sø- og Handelsretten i januar 1918 forsvarede rederiet "Grønlandsk Minedrift A/S", som 1916–17 havde sendt skrueskibet "Danmark" på en polarekspedition uden at hverken skibet eller besætningen var udrustet dertil. Ifølge underskriften til tegningen erklærer hrs. Rée: — Det er ingenting at tale om at mangle tøj og mad i 30 graders kulde!

Karikaturen t.h. bragtes, da det konservative landstingsmedlem, børskommissær Jul. Schovelin, trådte i skranken for kronebaissisterne og navnlig for Theo. Kliatschko. (Jvf. s. 301 flg.) Bladets ironiker Pipperup bemærker, at Schovelin var helt bedrøvet ved nu ikke mere at kunne beholde "en så sjælden fremmed rovfugl" og at han alt for gerne ville "bekoste et bur på Børsen, hvor denne sjældne fremmede rovfugl kunne sidde fredet og spekulere i valuta".

Theo. Kliatschko

335

... af selve sukkerindustrien, men derimod til henlæggelse i konsortiets private pengeskabe. Uheldigvis, fortsætter Birck, er selvsamme Ed. Rée også medlem af bestyrelsen for sukkerfabrikkerne. I denne egenskab burde han jo være forpligtet til at sørge for, "at produktionen står på et højt og hæderligt standpunkt". Her måtte Eduard Rée "komme i strid med sig selv". Thi han kunne selvfølgelig ikke samtidig varetage på den ene side aktionærernes, på den anden side publikums og arbejdernes interesser. Resultatet var, at fabrikkerne under de givne forhold måtte forrente 15 millioner kroners overkapital — hvilket beløb var stigningen siden 1907 — og at der dertil måtte anvendes 900.000 kr. årlig.

"Ville det", spørger Birck derefter — "for aktionærerne, der har eller skal købe konsortiets beholdning, ikke have været billigere, om de på kontoret havde haft en à to uærlige Eschricht’er* end det le gitimt og efter gængs fonds-børsmoral handlende konsortium repræsenteret inden for ledelsen? Thi den skade, der kan gøres ved såkaldt legitim spekulation, er til tider større end den, uærlighed påfører samfundet. Men hvad siger handelsstanden til den bank (NB: Landmandsbanken!), som på en tid, hvor dansk erhvervsliv trods bedre konjunkturer sukker under mangel på penge, binder millioner i spekulative værdier?"

Efter at sukkerfabrikkernes aktier ved systematiske manipulationer fra Rée-konsortiet i længere tid var gjort til genstand for uforsvarlig spekulation og derved i stigende grad havde fremkaldt offentlig kritik — i den grad, at endog socialdemokraterne for alvor drøftede spørgsmålet om en socialisering af fabrikkerne, så L. V. Birck sig i januar 1912 på ny foranlediget til, i en artikel om "justum pretium", —

336

den rimelige, retfærdige pris, — at undersøge denne aktiespekulation. Eftertrykkeligt understreger han her, at den måde, på hvilken sukkertrusten misbrugte sin magt, naturligvis måtte afføde en kraftig reaktion i befolkningen, da den ved den gældende ordning "gennem sukkerpriserne betaler en afgift til fabrikkerne, som, hvis den blev pålagt som skat, ville koste finansministeren både hoved og taburet". Sukkerringen havde, konstateres der, udnyttet sit monopol uden sentimentale svinkeærinder. Atter fremhæves, at denne ordning navnlig virkede på konsumenternes og på arbejdernes bekostning, at fabrikkerne under hensyn til direktør Rées hensynsløse kursjobberi nu måtte "udpresse monopolet både over for konsumenterne og over for arbejderne til yderste dråbe". Han fortsætter: "Fabrikkerne har da ikke blot tvunget et stort udbytte årligt ud af befolkningens lommer, men også én gang for alle gennem en vældig kursavance suget millioner ud af mellemkapitalisternes hænder, — ene til fordel for en bestemt familieklike med børsagtigt præg, og muligvis også for en eller flere journalister, der enten i uvidenhed eller i egne venners interesse bruger familieklikens organ til at gøre propaganda for de papirer, hvori kliken p.t. er interesseret — enten det så er dampmølle-, sukker-, tekstil- eller muligvis også øl-aktier". Birck harmes over, at der nu i al evighed skal skattes til dem, der har afkøbt hr. Rées klike deres aktier, dog ikke således at køberne fik udbyttet, idet det nu én gang for alle var gået til kliken. "Nu har vi" — bemærker han afsluttende til dette kapitel — "intet mod at skatte til en teknisk og produktiv dygtighed; men den blotte jobberagtige snuhed, et formelt kendskab til børsmanipulationens teknik og slægtskab til et bankinstitut, der traditionsmæssigt udstrækker det fjerde bud til descendens- og sidelinier, er ikke tilstrækkelig adkomst til at kræve afgift af folket".

Samtidig vender L. V. Birck sig i artiklen om "Justum pretium" mod forhøjelsen af ølprisen, som begrundedes med, at den egentlige arbejdsløn var steget med 3 øre pr. pot øl.

337

Med bidende ironi spørger han, hvorfor "Politiken", hvis ene redaktør ellers var så bekymret for folkets forbrug, nu ikke vendte sig indigneret mod hr. Dessaus ølbeskatning. Dog nej — tilføjer han — "bladets små børsprofeter — som kandidat Koppel og ridder Horwitz eller hvem anden — fandt det var all right". Men her som ved så mange andre lejligheder sattes dermed den forsvarlige pris, justum pretium — fair price — ud af kurs —, den pris, der lod sælger leve vel, og som ikke forurettede køber eller gjorde den nominelle arbejdsløn utilstrækkelig. En sådan udvikling var imidlertid i det lange løb utålelig. Og derfor måtte det kræves, at trustdannelsen, der ved sådan en prispolitik rider samfundet som en mare, sættes under kraftig statskontrol. Birck resumerer:

Hvad herhjemme er sket i de ledende industrier i de senere år, er ikke et isoleret faktum; det er et symptomatisk udslag af en verdensbevægelse. Mænd som Rée og Dessau har åndsbeslægtede over den ganske verden. Mod deres "lad os tage, hvad vi kan få — fair or foul" — må Staten stille princippet: Justum pretium — fair price.

Det er forbavsende, hvorledes Birck allerede før verdenskrigen er trængt til bunds i de her omhandlede spørgsmål. Men mere anerkendelse værd er det, at han havde mod til så kraftigt, som sket er, at kritisere disse "Rée, Dessau og åndsbeslægtede", som allerede på denne tid ydede deres store indsats til at forvandle børshandelen til det rene spil og hasard ved spekulation og andre manipulationer. Ingen har som han gennemskuet det uredelige spil, børsherrerne mente at kunne tillade sig med samfundets værdier. Hensynsløs er han i sine angreb, hvor han mener, at samfundets vel kræver det. Det viser sig bl.a. igen, da han kritiserer den børsreform sønder og sammen, Kursnoteringens Børsudvalg havde udarbejdet (jvf. U. T., 27. 5. 1914). Eller da han — allerede 1910

338

— offentliggør en udførlig analyse af forslaget til en aktielov og derved fremhæver, hvor nødvendigt det er, at der snarest muligt skaffes faste regler for en offentlig kontrol med aktieselskaber, uanset modstanden mod den i "la haute finance", som ifølge Bircks mening "er lige så sej og udholdende som indignationen over svindel plejer at være stærk og kortvarende". Punkt for punkt undersøger han lovforslagets enkelte bestemmelser, påpeger navnlig de forhold, som gør den skarpeste statskontrol bydende nødvendig og anbefaler til slut kontrol med og offentlighed i andelsselskaber. Under hensyn til, at Andelsbevægelsens mænd selv på uforsvarlig måde satte sig imod den foreslåede kontrol af andelsselskaberne, bemærker han til slut bittert: "Alberti kunne ikke med større iver have modsat sig reglen om et mindretals ret til at tilkalde kyndige revisorer eller bestemmelsen om regnskabets klarhed og offentliggørelse, end direktør Jørgensen har gjort det. D’herrer Sørensen og Jørgensen kan tilskrive sig "æren", hvis Aktieloven strander, thi denne lovs modstandere — f.eks. Brødrene Dessau — kan med samme ret frabede sig offentlighed og kontrol som andelsdirektøren".

Det skrev prof. L. V. Birck i "Ugens Tilskuer", den 20. og 27. januar 1910. Aktieloven blev selvfølgelig ikke til noget. Når jøderne var imod, var der intet at udrette. Hvordan det så gik senere med aktieselskabslovgivningen, er ovenfor vist.

Først da katastrofen var indtrådt, blev også d’herrer rigsdagsmænd klar over, at der måtte foretages noget. Men heller ikke før! Bircks formaninger brød de sig naturligvis fejl om.

Der var i øvrigt også andre punkter, hvor L. V. Birck sagde advarende ord i tide, men som desværre faldt i dårlig jord. Således protesterede han i "Ugens Tilskuer" for 29. marts 1912 mod sammenslutningen af den 1842 stiftede Lollands Spare- og Lånebank med Landmandsbanken, ved hvilken den sidstnævnte kunne suge over 30 mil. kr. i indlånsmidler til sig. Eftertrykkeligt bemærkede Birck herom, at det altid er uheldigt for egnen, at et dygtigt virkende, selvejende

339

spareinstitut ombyttes med en egoistisk, profithungrende bank. Og han slutter med følgende alvorsord:

"Vort råd til de mænd fra Lolland og Falster er: Vogter Eders øers økonomiske selvstændighed, Eders hjems og slægts velvære og fremtid. Thi I behøver ikke at lade Eder sælge. Men bortset fra det uheldige i en koncentration af kapitalen, der suger midlerne fra det flade land, hvortil de hører, til hovedstadens banker, er der tillige grund til at andre betænkeligheder: råder Landmandsbanken i sin ledelse over den almensans, over den dygtighed, den koldblodighed uden hjerteløshed, den fantasi uden spillelyst, som man kan kræve af et bankinstitut, der vil lægge det ganske land, hele Danmarks økonomi under sig?"

Tænk, disse ord offentliggjordes den 29. marts 1912! Hvilket næsten profetisk fremsyn! Og hvilket ansvar følte ikke den mand, der med sådanne indtrængende ord forsøgte at advare danske bønder, jævne provinsboere, om ikke at begå økonomisk selvmord ved at begive sig ind under den jødiske kapitalmagts kontrol.

(Sammenstødet den 6. august 1918.)

Verdenskrigstidens hæmningsløse og vilde spil, som allerede 1916 udartede til det utrolige, gav selvfølgelig prof. L. V. Birck mere end anledning nok til at rette sit søgelys mod de steder, hvor aktiespekulationen drev de vildeste orgier. Det var ganske selvfølgeligt, at han navnlig beskæftigede sig med denne tids største trustdannelse, sammenslutningen af de store garveri- og skotøjsfabrikker i Ballin-koncernen. Den konflikt, som derved opstod med lederen af dette mægtige foretagende, den meget indflydelsesrige direktør Max Ballin, er allerede i hovedsagen bleven behandlet ovenfor i afsnit 3-f. Her skal imidlertid endnu to af de væsentlige episoder i denne kontrovers behandles: Bircks angreb på koncernen i november 1916 samt det endelige opgør med direktør Max Ballin

340

den 6. august 1918 i Prisreguleringskommissionen. I begge episoder viste Birck sig atter som den klartskuende, ansvarsbevidste stridsmand, der ikke kendte til hensyn, når det gjaldt om at beskytte folket mod den grådige jødiske kapitalmagts udplyndringsmanøvrer.

Prof. Bircks kritik af den storstilede aktiespekulation, som fremkom samtidigt med dannelsen af Ballin-koncernen i efteråret 1916, kunne selvfølgelig ikke finde optagelse i de af jøderne underkøbte hovedstadsblade. Artiklen om dette spørgsmål offentliggjordes derfor den 2. november 1916 i "Jyllands-Posten" under overskriften: "Er Målet fuldt?" Her skildredes indledende de farer, der efter Bircks opfattelse måtte knytte sig til den nye aktieudstedelse på 9 mil. kr. Birck anså det navnlig for betænkeligt, at det var to af landets største garverier, som nu igennem trustdannelsen kontrollerede de sammensluttede fabrikker og bestemte deres arbejdsvilkår. Prof. Birck erklærede, at han i og for sig ikke ville have noget imod, at publikum kom til at betale en trust-præmie under hensyn til den ved sammenslutningen opnåede rationalisering af produktionen, men at han var betænkelig ved det i anledning af aktieudvidelsen udsendte prospekt, som endog forsmår det tilslørende hykleri, der er lastens kompliment til dyden, og som ville have været umuligt, hvis vi havde haft en aktielov".

Prospektet udbød 9 mil. kr. aktier uden at give nærmere oplysninger om, hvorvidt denne nye kapital var nødvendig, og hvilket formål den skulle tjene. Efter egne undersøgelser kommer Birck her til det resultat, at en tilsvarende stigning i aktivernes værdi ikke kunne påvises, selvom Hertz’ garverier og Ballin skulle ligge med relativt store, på et tidligere tidspunkt billigt indkøbte beholdninger af huder. Des ejendommeligere var kapitalforøgelsen, da det ej heller kunne antages, at d’hrr. Ballin, Hertz eller Seligmann, Müller eller Nathan var blinde for deres aktivers værdi. Og hensynsløst åben erklærer Birck, at prospektet tydeligt lod erkende, at

341

det her drejede sig om en aktion til fremme af ren og skær aktiespekulation, at hovedinteressen ved aktieudstedelsen knyttede sig ikke til den fremtidige drift og dennes resultat, men til forventningen om en kursavance. Ved straks at oplyse i prospektet, at hensigten var at søge selskabets aktier optaget til notering på Børsen og ved at lade en indflydelsesrig vekselerer som Johan Levin underskrive prospektet var der givet et slags løfte om notering, som måtte stimulere interessen for aktierne. Efterspørgselen måtte yderligere piskes op ved den så besynderlige bemærkning i prospektet, at Landmandsbanken ville forbeholde sig ret til at reducere det af publikum tegnede beløb efter sin egen bestemmelse". Birck harmes over dette forbryderiske spil, anser prospektet for lidet sømmeligt, og han tilføjer, at "man har ret til at forundre sig over, at en af "det sidste hold af mænd", de Radikales første handelsminister, formanden for Store Nordiske, fhv. generalkonsul Weimann har kunnet glemme, hvad han både over for indland og udland skylder sin stilling, og stå som første mand under dette prospekt."

Dog, fortsætter Birck, så skandaløs end sagen er, spekulationen er lykkedes: "I stedet for de 2 tegnedes der 200 millioner af folk, der ville sikre sig og derfor, når de kun kunne betale ti tusinde, abonnerede på mindst hundrede tusinde. Tilstrømningen har allerede virket, og kyndige herrer har spået, at det skal lykkes at drive aktierne op til 300 — en kurs, som ville give de 7 mil., Hertz og Ballin i selskabet har fået for deres aktiva (aktiver, kontrollerbare ressourcer. Red.), en værdi af en snes runde millioner, selvom denne kurs ikke kan forrentes." Og nøgternt knytter Birck hertil en bemærkning om, at der måske blandt alle de personer, der tegnede aktier, ikke var en, for hvem ønsket var en fornuftig og varig pengeanbringelse, men at det var kursavancen, løftet, der blev givet i prospektet, der lokkede. Han forfærdes ved denne hæmningsløse pengebegærlighed, dette infame gøgl, finansherrerne tillader sig over for godtroende medborgere, og han harmes over disse samtidige, der lader

342

sig forlede til de mest ubesindige kapitaldispositioner. Han spørger: "Er Målet fuldt?" Skal det da nu ikke endelig være slut? Er der da ingen, der forstår tidens alvor og under hensyn hertil afslår at gå med til dette galmandsværk? Sandelig: det er bitre ord, en rystende anklage, der går til hjertet, når han bemærker:

"... har vi danske måske ikke forstand eller hjerte nok til at ane krigens ulykke for de andre, skulle vi dog have fantasi nok til at forstå, at også vi skal betale vor skærv på ulykkens alter. Europa er fattigt, også vi: størstedelen af vor nyerhvervede rigdom er løgn og blændværk, et oppustet papirbjerg, som skal falde sammen. Og dog vover nu, i krigens sidste fase, hvor sulten også skal banke på de neutrales vinduer, såkaldte ansete mænd at skabe endnu flere imaginære værdier, at kalde på publikums begærlighed, som skøger efter drukne matroser. Hvor længe. Quousque tandem! (Hvor længe endnu? Kilde: Den Store Danske) skal jeg minde disse rige mænd om en fattig juridisk professor, der med sit liv mente at måtte bøde for, hvad vitterligt var en ubesindighed i et prospekt?* Nej, hvorfor minde om en sygelig ømfindtlig æresfølelse, når et jævnt æresbegreb er tilstrækkeligt ..."

Professor Birck udtaler håbet om, at Grosserersocietetets komité vil afvise, at Ballin-koncernens papirer optages til notering, og at det "på Københavns, Tietgens, børs, ikke bliver Landmandsbankens venneklike, der bestemmer, hvilke papirer der skal optages til notering". Dog han nærer vel selv tvivl om, hvorvidt fornuften på Børsen vil sejre, og under indtrykket af denne håbløse forsumpning, som nu har grebet om sig alle vegne i erhvervslivet, dog navnlig der, hvor de orientalske snyltere er på spil, udbryder han i følgende forbitrede udråb: ...

343

... "Svindelperioden har nu nået sit maximum: alt i Danmark er lavet til kurser, som står uden forbindelse med de faktiske forhold; fra den kreds af mænd, der samler sig om Landmandsbanken, er der udgået en værdioppustning, som i øjeblikket truer landets hele økonomiske liv med en krise, hvis omfang vi ikke har haft 100 år samtidig med, at den har forrykket godtfolks hoveder, så Danmark gør indtrykket af at være et galehus."

Disse ord offentliggjorde prof. L. V. Birck den 2. november 1916 i "Jyllands-Posten"! han kunne dengang ikke ane, i hvilken grad den senere udvikling ville give ham ret; dog han fik jo ret, i en forfærdende grad.

Max Ballin reagerede i øvrigt meget hurtigt på dette Birck’ske angreb, idet han allerede den 3. november tilbød Birck adgang til alle aktstykker vedrørende dannelsen af De Forenede Skotøjsfabrikker. Birck accepterede dette tilbud ved en skrivelse af 6. november, i hvilken han imidlertid gjorde opmærksom på, at der i Ballins svar kun var taget stilling til et af de i hans artikel i "Jyllands-Posten" behandlede punkter, nemlig påstanden, at prospektets oplysninger havde været ufyldestgørende og utilstrækkelig til at være basis for en bedømmelse af værdien af de overtagne aktivers virkelige værdi. Der var intet svaret på de andre to væsentlige punkter, nemlig 1) at prospektet til aktietegningen som særligt lokkemiddel henviste til, at aktierne ville blive søgt noterede på Børsen, og 2) at Landmandsbanken havde forbeholdt sig ret til at fordele aktierne efter eget skøn blandt aktionærerne.

På disse bemærkninger gav Ballin den 8. november 1916 et meget overlegent svar, som selvfølgelig straks fandt plads i "Berlingske Tidende". Direktøren for den store skotøjskoncern tillod sig heri henvendt til dr. L. V. Birck, bl.a. indledende at konstatere, "at De vel har fundet tid til i ganske ubeherskede udtryk at angribe hæderlige folk, men ikke kan finde tid til at overbevise dem om, hvorvidt de påstande, på hvilke De bygger deres i de stærkeste ord holdte beskyldninger, er rigtige eller ikke rigtige". Og han fortsatte: "Skønt nu hele deres impulsive art og deres ubestridelige evne til at finde og bruge kraftudtryk har noget krav på overbærenhed, forekommer det mig dog, at de her sætter overbærenheden på en vel hård prøve." Ballin behandlede derefter i det

344

enkelte vilkårene for sammenslutningen og mente derefter at kunne hævde, at de fusionerede fabrikker var overtaget til den almindelige handelspris, og at der ved overtagelsen ikke kunne være tale om, at der var betalt en overpris. Direktøren mente endvidere, at der ikke kunne indvendes noget imod, at de tidligere ejere af A/S Ballin & Hertz havde overtaget 4,6 mil. kr. aktier af de nye aktier til emissionskurs, da de ved overtagelsen havde forpligtet sig til ikke at sælge dem i de første 35 år. Og endelig gjorde han gældende, at bemærkningen i prospektet om, at aktierne senerehen ville blive noteret på Børsen, ikke kunne anses for at være noget særligt "lokkende", da aktierne i næsten alle store og betydelige selskaber udstedtes i denne form. "Og" — fortsætter den selvgode børsmagnat — "jeg tør påstå, at børsnoteringen i dag ikke omfatter noget papir, der er fremgået af en honettere og solidere start." Det var derfor efter hans opfattelse heller ikke forbavsende, "at der allerede længe før emissionen i Landmandsbanken forelå flere tusinde skriftlige og telegrafiske anmodninger om tegning fra hele landet, ligesom jo tilstrømningen i København var ganske overvældende".

Birck er ikke særlig imponeret af disse indvendinger og anmoder Ballin om at vente med yderligere konstateringer, indtil undersøgelsen er foretaget. Med den ham særegne ironi bemærker han endvidere, at han skal forberede sig til denne dybtgående og fuldstændige undersøgelse af trustens forhold, "ikke blot for at vurdere de fakta, som De i den rette belysning vil stille til min disposition, men også for at værne mig mod deres fra alle sider så beundrede charmerende egenskaber". Han tilføjer: "Jeg gyser på forhånd ved at forestille mig, hvorledes de på overbevisende elskværdig vis vil kunne godtgøre for mig, at hvidt er sort og sort er hvidt. Thi jeg går ud fra, at det bliver dem selv i egen høje person og f.eks. ikke deres prokurist, der over for mig vil afgive garantierklæringer angående trustens finansiering." Der indvendes til slut bl.a., at den af de tidligere aktionærer overtagne forpligtelse til ikke at sælge i 35 år ikke er nævnt i prospektet, ikke er bindende over for offentligheden, men kun mellem de kontraherende parter indbyrdes; og altså kan ophæves af disse.

Det afsluttende ord til sagen sagde prof. L. V. Birck efter den foretagne undersøgelse i en omfattende redegørelse, som publiceredes i "Jyllands-Posten" den 23. december 1916. Nu viste det sig alligevel, at der var et svælg mellem de to modstridende parters bedømmelse af skotøjskoncernens kapitalforhold. Bl.a. konstaterede Birck indledende i sin redegørelse, at Ballin fastholdt sine beregningers rigtighed, men dog nu ville indrømme, at den kurs, til hvilken aktierne handledes før og efter emissionen (mellem 250 og 300), ikke havde nogen støtte i hans rentabilitetsberegninger. "Jeg derimod," erklærer Birck, "fastholder ikke

345

alene, at det høje kursniveau er rent ud vanvittigt, men også, at selve aktiebeløbet, 9 mil. kr., er for stort, og at de 6 mil. kr., der gives for de 10 enkeltforetagender, er mere end rigeligt." I indgående beregninger kommer han derefter bl.a. til det resultat, at 2,4 mil. kr. ville have været en passende kapital for de 10 sammensluttede fabrikker, men at de 9 mil. kr. ikke var andet end en uforsvarlig kraftig overkapitalisering, som man aldrig ville kunne forrente selv kun nogenlunde tilfredsstillende. Endnu mindre ville det være muligt at betale store dividender svarende til den gældende abnorme overkurs. Til begrundelse for denne opfattelse beregner Birck det netto-udbytte pr. arbejder, som skal opnås årligt for at kunne tilfredsstille aktionærernes forventninger. Herom bemærker han bl.a.: "I Hertz var skotøjsforretningens kapital i 1913 3.000 kr. pr. arbejder. Med 10 pct.’s forrentning af aktiekapitalen — hvad disse selskaber i øvrigt sikkert ikke har givet i gennemsnit — skulle Hertz til sin aktiekapital indtjene et årligt netto-udbytte pr. arbejder af lidt over 300 kr. — men i det nye selskab skal dette beløb blive op imod 1.000 kr. Ja, hvis en kurs af 250 à 270 skal hævdes, da mindst 1.800 kr. pr. arbejder!" Et sådant udbytte kunne naturlig kun betales ved urimeligt høje fodtøjspriser og når Staten gik med til en højere skotøjstold, en told, der allerede nu var ligeså stor som arbejdslønnen. Til slut begrunder prof. Birck udførligt sin anke, at der ved emissionen forelå en kursopskruning af uberettiget omfang og understreger, at "et vanvittigt kursniveau, enten det er i læder- eller skotøjsbranchen, vil føre til en panikskabende deroute". Og i denne artikel, publiceret den 23. december 1916, kan han allerede hertil knytte ordene: "De sidste 3 ugers begivenheder på Københavns Børs har givet mig tilstrækkelig ret." Han henstiller endelig til Max Ballin "at forelægge offentligheden sin rentabilitets-beregning, så at denne kan dømme om det punkt, hvorom vi er uenige".

Herpå blev Ballin ham svar skyldig.

I et lille efterspil i januar 1917 gik Birck derefter kraftigt i rette med skotøjsfabrikant E. F. Jacob. I en artikel "Om Maksimal- og en anden god Støvle" (Nationaltidende, 20. januar 1917) behandler Birck prisudviklingen for læder og huder og påviser, hvorledes såvel Ballin som Jacob er ivrige for at skrue priserne i vejret. Vanskelighederne på skotøjsmarkedet var blevet væsentlig forøget derigennem, at der i 1915 var blevet eksporteret alt for mange færdigfabrikata, ca. 600.000 par, og at tillige eksporten af levende dyr var blevet tilladt. Hvis det sidste ikke var sket, kunne man i større grad have sikret garverierne det nødvendige antal huder. Han bemærker hertil bl.a.: "Hvis Regeringen ikke har taget forholdsregler, som sikrer læderprisernes forholdsmæssige fald, vil

346

det gå som så ofte før, at landbrugerens gevinst blot overføres på garverierne, uden at publikum mærker det. Og meget taler for, at garverierne vil bruge deres stærke stilling til at hævde lædermarkedet." Birck omtaler derefter ironisk den forjættede Maksimalstøvle, som nu nogen tid havde spøget mand og mand imellem. Han skildrer, hvorledes rigsdagsmænd og blade var sat i bevægelse for at skabe stemning for sagen osv. Denne støvles holdbarhed skulle herefter afhænge af, med hvilken omhu Ballin ville anvende sine hestehuder, som han skulle sælge under dagsprisen. Til yderligere oplysning bemærker Birck bl.a.: "Angående udstyret, da erklærer hr. Ballin til "Social-Demokraten", at den er uden luksus; men til "Politiken" siger han, at den ikke helt er blottet for luksus — altså ligesom Aslaug (Kraka. Red.) nøgen og dog ikke uden klæder." I øvrigt revser han fabrikant Jacobs spilfægteri ved fra tid til anden i bitre ord at optræde som Ballins modstander, medens han samtidig står i kartelaftale med Ballin og Hertz, og i sidste instans altid gør fælles sag med disse mænd. "Når vi", slutter han, "erindre dette og tilmed ved, at flertallet af skotøjsfabrikanternes bestyrelse sidder i den Ballinske skotøjstrust, så får denne drosselduet mellem herrerne Ballin og Jacob, hvori denne repræsenterer grumheden og hin mildheden, en bitone."

Harmfyldt giver fabrikant E. F. Jacob svar i en artikel: "Videnskaben, Skotøjet og Læderet." (Nationaltidende, 22. januar 1917). Han mener ikke at kunne optrævle hele dette væv af forvrængede fremstillinger osv. i Bircks artikel, men vil dog "anholde nogle af de mest usandfærdige påstande". Og så hævder han bl.a., at skotøjsfabrikkerne fuldt ud er upåklagelige, dansk overlæder endog meget fortrinlig, at de om skotøjseksporten givne oplysninger er fejlagtige osv. Til sidst giver Jacob udtryk for sin forbavselse over, at en af lederne for konservatismen, altså for et parti, som man i industrielle kredse havde betragtet som sig venligt stemt, kunne tillade sig på denne måde at mistænkeliggøre en industrigren. Heller ikke denne gang lader svaret vente længe på sig. I en artikel: "Røsten er Jacobs, men skindet Ballins". (Nationaltidende, 23. januar 1917) replicerer L. V. Birck, at han fastholder rigtigheden af alle de af ham fremførte påstande, og han dokumenterer dem. Han understreger derved på ny det utilstedelige i den art kispus, Ballin og Jacob tillader sig, idet han bl.a. siger: "Denne form, hvor de herrer udadtil står som modstandere og indadtil arbejder hinanden spillet i hænderne, er både over for Regeringen og over for publikum ganske unfair." Noget senere tilføjes: "Her kommer vi til den ejendommelige form for et forargeligt dobbeltspil. Hr. Ballin holder skotøjsmændene til ilden og lover offentligheden en billig støvle. Hr. Jacob henviser til, at hr. Ballin er så dyr med sine løg, og derfor kan støvlen ikke blive billig. Da hr. Ballin faktisk har købt store råvarelagre op og læderpriserne derefter

347

siden trustens dannelse er kørt i vejret i en rasende hast, så må jeg have lov at sige, at hr. Ballin både kunne levere sit chevreaux, sit sålelæder og sine garvede hestehuder til priser, der tillod skomagerne at levere maksimalstøvler til fair pris. Thi skindet (som sindet) er i mere end en henseende Ballins." Han slutter denne polemik med følgende ord:

"Jeg har været ude for ret meget, når jeg har søgt at tvinge enkelte medborgere til ikke at misbruge en økonomisk magtstilling, men jeg vil tilstå, at det er nogle år siden, at jeg har set en polemik, som består i benægtelser af kendsgerninger, i dristige påstande, i fremhævelse af ligegyldige småfejl for at tilsløre hovedspørgsmålet, i underfundigheder, uartigheder og morsomheder, som da f.eks. Ballin i tilsvar til en undersøgelse af hele hans industris forhold fortæller, at han vil ikke forære mig en pibe. Denne form for polemik, som jeg sidste gang var offer for, da jeg stod over for Alberti, gør, at jeg efter denne påvisning vil foretrække, at d’hrr. lægger sag an imod mig, frem for at tvinge mig ind i en debat, hvori jeg føler mig stillet som magisteren over for tateren i Strindbergs Tschandala."

Nu blev Jacob ham svar skyldig. Og sagsanlægget udeblev.

Den umiddelbare virkning af denne kontrovers var naturligvis, at de jødiske finansmænd mødte Birck med stigende mistillid og bekæmpede ham, hvor lejlighed bød sig. Navnlig Ballin-koncernens mænd søgte at isolere ham så stærkt som muligt. Men for koncernen var han jo også i virkeligheden en farlig mand, da han som medlem af Prisreguleringskommissionen havde et ord med i laget, hvor der var tale om skotøjs-trustens prispolitik. Derfor måtte det også langt om længe komme til åben konflikt med denne trusts leder, Max Ballin, en konflikt, hvis enkelte faser allerede er bleven behandlet ovenfor (afsnit 3-f). Her skal endnu blot afslutningen af denne kamp skildres, som fandt sit højdepunkt i det store opgør, Birck havde med jødedommens repræsentanter, Max Ballin og Benny Dessau, den 6. august 1918, i et dramatisk optrin af ligefrem historisk rang.

Angående det sammenstød, som nævnte dag fandt sted i Den overordentlige Kommission, blev der i de første dage i september 1918 udgivet et lille skrift: "Birck-Ballin", af

348

K. J. Østrin, som nøje gør rede for Max Ballins — formodentlig også for Industriraadets — syn på tildragelserne i Prisreguleringskommissionen. Pjecen blev udgivet til forsvar for Ballin. Når forfatteren indledende erklærer, at det af ham offentliggjorte materiale skal tjene "til fuld belysning af en episode, der kan virke beskæmmende for en mand, der er Danmarks betroede mellemled ved vareudvekslingsforhandlingerne med udlandet", uden at den i virkeligheden er det, gives jo straks tilkende, i hvilket øjemed skriftet er affattet. Hånden er Østrins, men røsten Ballins, og publikationen er ganske tydeligt anlagt på at godtgøre, at det var Birck, der havde gjort sig skyldig i en meget grov forløbelse.

Til trods for denne tendens giver skriftet gode holdepunkter til bedømmelsen af det, der skete hin 6. august 1918. ­

Efter Østrins skrift var anledningen til striden for det første Bircks mod Ballin rettede beskyldning, at han havde leveret læder til skomagerne for en pris af 10½ kr., der af kvalitet var rent ud slet, omendskønt han havde lovet ministeriet, at læderet skulle blive af særlig god kvalitet. Ballin beskyldtes altså for at have brudt sit ord. Herover forsøger Østrin på grund af skrivelser, som enkelte forhandlere af læder havde sendt til foreningen af danske læderfabrikanter, henholdsvis direktør Max Ballin direkte, at påvise, at påstanden var uholdbar, grebet ud af luften. For det andet havde Birck ifølge skriftet i særlig grad bidraget til en skærpelse af konflikten derved, at han over for "Dagblad for Industri og Håndværk" i et interview, som publiceredes den 19. juli, erklærede, at han ville vende sig imod oprettelsen af den planlagte Hudecentral, da en sådan kun ville gavne garverierne og landmændene, men aldrig være til fordel for forbrugerne. I denne sammenhæng skulle han tillige have bemærket: "For øvrigt mener jeg, at en tilfredsstillende ordning først kan træffes, når Fællesforeningen (af Danmarks brugsforeninger) har overtaget garveriindustrien." Det var navnlig denne sidste erklæring, der havde medført, at Ballin-koncernens

349

ledere var uvillige til at give nærmere oplysninger om deres fabrikkers produktion, priser osv. til et udvalg, i hvilket Birck var medlem.

Så vidt Østrins fremstilling af de umiddelbare årsager til konflikten. I virkeligheden måtte grundene til fabriksherrernes og da navnlig Ballins, obstruktion søges et helt andet sted.

I juli 1918 havde skotøjsforhandlerne ved bekendtgørelse fået fastsat de maksimalavancer, de måtte beregne sig i detailhandelen med fodtøj. Efter denne ordning gjorde der sig overalt det ønske gældende, at nu også skotøjsfabrikanterne og garverierne måtte blive underkastet tilsvarende bestemmelser for at standse klagerne over den alt for høje prisstigning af sko og deslige Dette gav stødet til, at trustkontrollen, i hvilken prof. L. V. Birck var medvirkende, allerede i juli måned 1918 udsendte spørgeskemaer, hvori den udbad sig oplysninger om priser og produktion inden for de i betragtning kommende virksomheder. Skemaerne sendtes også til de til Ballin-koncernen hørende fabrikker, men blev kun besvaret af en enkelt fabrik, Hertz’ Garveri og Skotøjsfabrik. 11 fabrikker svarede ikke. Det viste sig, altså, at fabrikanterne ikke var villige til at give de fornødne oplysninger til en forsvarlig prisregulering, og det var dette, der gav anledning til konflikten. Thi for at finde støtte for denne modstand anmodede Ballin — hvad Østrin rigtignok ikke fortæller — Industriraadet, af hvilket han selv var medlem, om at tage affære i denne sag. At dette er rigtigt, fremgår til fulde af det referat, "Politiken", den 11. august giver af sammenstødet mellem Birck og Ballin, idet der herom bl.a. berettes følgende:

"Man husker, at Industriraadet for nogle dage siden indsendte en skriftlig protest til Prisreguleringskommissionen i anledning af, at denne havde afæsket skotøjsfabrikanterne visse oplysninger om deres drift. Industriraadet, til hvilket skotøjsfabrikanterne havde klaget, mente ikke, at det var tilstrækkeligt (men er sikkert: tilladeligt) at kræve sådanne

350

oplysninger, som sædvanligvis hemmeligholdes, og for at give protesten eftertryk var det, at Industriraadet in pleno indfandt sig i Prisreguleringskommissionen".

Den 6. august 1918 var nu sagen til behandling i Den overordentlige Kommission. Ballin var inviteret, og samtidig mødte de andre medlemmer af Industriraadet frem, dog med undtagelse af formanden Alex. Foss. Et over forhandlingen ført stenografisk referat gengives nu her efter Østrins ovennævnte skrift:*
 

Referat:

Formanden for Den overordentlige Kommission, overformynder Friis, åbnede forhandlingerne, idet han redegjorde for grunden til, at man var samlet, og hvad der skulle forhandles.

Derefter tog direktør Dessau ordet og redegjorde for Industriraadets stilling til den foreliggende sag, idet han særlig gjorde opmærksom på, at de oplysninger, der forlangtes, var det aldeles umuligt at give, dels ville det berede mange vanskeligheder og lang tid at fremskaffe dem. Man var endvidere ikke på det rene med, hvortil oplysningerne om et så langt tilbageliggende år som 1910 skulle tjene. Endelig udtalte han, at Industriraadet var betænkelig ved at give oplysninger, når man var udsat for, at de kunne benyttes, som tilfældet havde været med professor Birck, der i avisartikler havde udtalt, at man ikke kunne stole på de svar, der af industridrivende var givet, på forespørgsler fra kommissionen, og at det ikke blev godt for befolkningen, før industrien gik over til andelsfabrikkerne. En del af de ønskede oplysninger var af en sådan art, at man ved at give dem ville røbe fabrikationshemmeligheder, som det ville være skæbnesvangert at udlevere.

Det er alle disse betænkeligheder, der har medført, at man har sendt Den overordentlige Kommission skrivelsen af 2. august d.å., i hvilken ...

351

... man anmodede om at få en forhandling med kommissionen. Man er imidlertid beredt til at give enhver rimelig oplysning, der måtte ønskes.

Overformynder Friis svarede herpå, at det dels drejede sig om oplysninger angående produktionen, der i forvejen gives til det statistiske departement og nu i de fleste tilfælde forelå trykt, dels om oplysninger vedrørende regnskaberne. At man ønskede oplysninger så langt tilbage som fra 1910, var, fordi man gerne ville vide, hvorledes forholdene lå normalt. Vi forlanger imidlertid ikke det umulige, og skulle det vise sig, at enkelte fabrikker ikke kan give oplysninger til kommissionen, der ligger så langt tilbage i tiden, må man naturligvis finde sig deri; vi fordrer ingen egentlige forretningshemmeligheder. Det er en selvfølge, at oplysninger ikke vil blive stillet til rådighed for nogen som helst uvedkommende, såsom andelsforetagender, og at rette kritik mod udtalelser, fremsat af et enkelt medlem af kommissionen, hører formentlig ikke hjemme under denne forhandling. Hvis der fra industriens side vil blive øvet obstruktion med hensyn til udleveringen af oplysninger, ville man komme i en meget prekær situation.

Direktør Dessau præciserede, at man ikke havde udtalt sig mod at give oplysninger, men måtte holde på, at man forinden sådanne fremkommer, måtte sikres mod, at oplysningerne kunne anvendes til skade for industrien. Vi er villige til at give oplysninger, også fortrolige oplysninger, men vi må have garanti for, at disse ikke misbruges.

Professor Birck afbryder: De vil altså ingen oplysninger give?

Direktør Dessau: Jo, enhver rimelig oplysning, når den ikke misbruges.

Direktør Ballin: De oplysninger, der kræves, falder i tre grupper. For det første ønskes oplysninger om regnskaberne, og her er man næppe gået for langt i sine krav, således at man fra industriens side ikke nærer betænkeligheder ved at give de ønskede oplysninger. Dernæst ønsker man oplysninger om produktionsforholdene; herom vil jeg sige, at man kan give alle de oplysninger, man hidtil har givet statistisk departement, idet vi dog må forbeholde os ikke at skulle gå så langt tilbage som til 1910, bl.a. fordi skemaerne, der besvares til statistisk departement, først blev indført i 1913 og 1914; der kan således ikke gives oplysninger fra tidligere år. Han gjorde udtrykkelig rede for, hvorledes forholdene lå hos hans selskab og udtalte, at det ville være umuligt at skelne den producerede varemængde fra den solgte, med andre ord, at skelne handelsvirksomhed fra fabriksomkostningerne. Omkostningerne blev opførte under et, og det ville bero på et vilkårligt skøn, hvorledes man skulle fordele disse. Pålidelige oplysninger kan derfor ikke gives herom.

352

Direktør Ballin: Jeg gør endvidere opmærksom på, at det er meget vanskeligt for ikke at sige umuligt at opgive en bestemt dagspris gældende for et eller andet tidspunkt, idet der ofte afsluttedes om vareleveringer for en længere periode; således er forholdet i mit selskab. Det, der kan være tale om at give, vil være en gennemsnitspris for en bestemt vareklasse over et længere tidsrum. Man kan således give oplysninger om f.eks. prisen på huder og garvestoffer og arbejdsløn, men at udlevere de rent tekniske oplysninger vedrørende sammensætning af materialer, vægt og måludbytte ved de forskellige processer osv. vil være umuligt under hensyn til industriens interesser og navnlig også, når man er udsat for, at sådanne oplysninger bringes til uvedkommendes kundskab og gøres til genstand for angreb i bladene, således som det er sket.

Han kom derefter ind på de angreb, der er rettet på ham, og udtalte: Jeg har ikke noget imod at blive angrebet. Når man står i skyttegravene, må man jo finde sig i, at der bliver skudt på en, men der må dog være grænser for alt, når man står som repræsentant for læderindustrien og i spidsen for en stor koncern og tillige repræsenterer Industriraadet såvel indadtil som ved forhandlingerne udadtil med fremmede magter, kan man ikke vedblivende finde sig i de fuldkommen løse beskyldninger og udtalelser, som et medlem af kommissionen, hr. prof. Birck, fremkommer med i pressen og andre steder. Professor Birck har således ikke undset sig for at beskylde mig for, at jeg havde brudt mit ord, og han bygger sine angreb på det mest løse grundlag. Jeg tillægger mig selv lige så megen samfundsfølelse, som professor Birck tillægger sig. Når jeg skal give oplysninger, må jeg kræve at blive troet på mit ord.

Professor Birck afbryder: Det sagde Alberti også!

Direktør Ballin: Efter denne udtalelse kan vi ikke længere fortsætte forhandlingerne, det vil ikke være muligt for Industriraadets medlemmer at forhandle videre her.

(Der fandt nu en ordveksling sted, som det var umuligt at referere).

Professor Birck til Ballin. Jeg har jo opfordret dem til at møde mig ved en offentlig forhandling eller at anlægge sag imod mig for mine artikler.

Overformynder Friis greb nu ind og udtalte en bestemt misbilligelse af professor Bircks angreb på direktør Ballin. Han håbede, at det ikke måtte føre til, at man afbrød forhandlingerne uden at være nået til et resultat. Måske er det rigtigt, at en del af de oplysninger, vi har krævet, ikke kan gives. Direktør Ballins udtalelser angående dette forhold synes for mig i så henseende at være vægtige. Det ville være en fordel

353

for alle parter, om vi når til et resultat, idet det er i industriens interesse, om der i befolkningen bliver skabt den fornødne tillid til den.*

Direktør Ballin: Professor Bircks angreb kan kun forårsage uro og forstyrrelse, og over for det, professoren i dag har sagt her, er jeg glad ved i så mange gode mænds påhør, og hvad jeg længe har ønsket (sic!!), at stemple ham som en gemen løgner og æreskænder.**

Professor Birck farer ophidset op og styrter hen imod direktør Ballin. Idet han griber en stol for at slynge den imod ham, råber han:

"Jeg er en hvid mand, Du er en jøde, og en professor ved Københavns Universitet kan ikke finde sig i den slags beskyldninger fra dig!"

Direktør Ballin: Professor Birck viser ved denne udtalelse, at han foruden at være professor ved universitetet altså også er en gadedreng.

Direktør Ballin: Jeg gentager, at De opfører Dem som en gadedreng.

Professor Birck: Nu skal Du passe på, om lidt får Du en lussing.

Kaptajn Rambusch træder nu imellem professoren og direktør Ballin, og departementschefen (F. C. Martensen-Larsen) holder på professoren og søger at berolige ham, medens overformynder Friis forgæves forsøger at få forhandlingerne genoptaget, idet han på ny udtaler en misbilligelse af professor Bircks adfærd.***

Efter at professor Birck igen er bragt hen på sin plads, udtaler

Direktør Ballin: Man vil antagelig erkende, at det er ganske umuligt for Industriraadets medlemmer at lade sig behandle på denne måde. Professoren sammenligner mig med Alberti og påberåber sig over for mig at være hvid. Jeg ved ikke, hvorvidt Industriraadet herefter skal henvende sig til Regeringen, men forhandle videre kan vi ikke. Hvad professor Birck ...

354

... angår, har han for mit vedkommende sat sig udenfor, jeg regner ikke mere med ham, og for mig er han en død mand. Jeg kan godt nære respekt for professor Birck som videnskabsmand, men som menneske regner jeg ham for intet.

Professor Birck, henvendt til direktør Dessau: Det gælder ikke Dem denne gang!

Direktør Rambusch* erklærer sin tilslutning til det af direktør Ballin og direktør Dessau tagne standpunkt og måtte også holde på, at det var umuligt for Industriraadet at forhandle videre efter det skete.

Samtlige mødets deltagere rejste sig her for at bryde op fra mødet.

Direktør Heilbuth: Jeg kan godt forstå direktør Ballins følelser, men jeg mener, at det ville være meget uheldigt, om vi på grund af en personlig strid afbrød forhandlingerne om et sagligt spørgsmål. Vi må sagtens kunne forhandle disse sager færdige. Jeg var glad ved at høre direktør Dessau udtale, at Industriraadet er villig til at give oplysninger, således at vi dog kan komme til et resultat i den nærmeste fremtid.

Fabrikant Jarl**: Jeg er enig med direktør Ballin i, at en forhandling med professor Birck er umulig. Optages forhandlingerne, hvad vi er villige til, må vi fra Industriraadets side fordre, at professor Birck ikke er med i det udvalg, som Industriraadet kommer til at forhandle med.

Professor Birck: Ja, hr. Jarl, jeg er villig til ikke at være til stede sammen med direktør Ballin, og jeg ønsker at udtale, at det ville se mærkeligt ud, om fabrikanterne, der har været rådgivende ved forhandlingerne om detailhandelens ordning, nu da turen kommer til dem, ikke vil afgive de ønskede oplysninger. For at slippe fri herfor ønsker man at benytte striden med mig til at vælte det hele. Denne stilling er ikke holdbar; og jeg skal gøre befolkningen bekendt med, at direktør Ballin benytter denne anledning til fremdeles at udplyndre befolkningen.

Direktør Ballin: Min opgave her i dag var at fremkomme med ...

355

... udtalelser, på hvilke der kunne bygges videre; jeg har sagt, at der ikke kan gives rent tekniske oplysninger af to grunde, for det første fordi oplysningerne kan blive misbrugte, og for det andet, fordi de kun kan forelægges et sådant forum, der har den fornødne sagkundskab til at bedømme dem. Vi må søge at forhindre, at oplysningerne bliver misbrugte, vi mener, at vore interesser er truede, og derfor har vi i dag søgt at værne dem. Jeg kan ikke tro, at nogen fra Industriraadets side herefter vil forhandle med professor Birck.

Overformynder Friis tilbød nu Industriraadets repræsentanter en privat samtale med sig næste dags eftermiddag, men på forslag af direktør Rambusch kom denne samtale til at finde sted straks.

Ved samtalen mellem Industriraadets repræsentanter og overformynder Friis gentog denne den under mødet fremsatte levende beklagelse af, at professor Birck havde forløbet sig i så høj grad og gjorde på kommissionens vegne en uforbeholden undskyldning herfor. Han erklærede, at han den følgende dag selv ville gøre indenrigsministeren bekendt med sagen, og derefter igen sætte sig i forbindelse med Industriraadets repræsentanter for at søge opnået et grundlag for en videre forhandling.

Et til kl. 12 fastsat møde med repræsentanter for skotøjsindustrien udsattes efter henstilling fra Industriraadets repræsentanter indtil videre under hensyn til, at såvel direktør Ballin som professor Birck skulle have deltaget i mødet.

———

Så vidt det af forhandlingerne optagne referat om sammenstødet, som K. J. Østrin har fået lejlighed til at offentliggøre i Ballins favør.

Skildringen viser til fulde, at de to ordførere for Industriraadets repræsentanter, d’hrr. Benny Dessau og Max Ballin, fra begyndelsen af har søgt et påskud for at unddrage sig den af Prisreguleringsraadet tilsigtede kontrol. Målet skulle opnås derved, at Birck blev fjernet. At de selv ved en racefælle som direktør Heilbuth var repræsenteret i Den overordentlige Kommission, var dem ikke nok, de ønskede den mand, der havde vist sig som skarp modstander af trustdannelser og oven i købet havde ytret ønske om, at brugsforeningerne eventuelt måtte tage del i fabrikationen af læder og skotøj, udelukket fra forhandlinger med dem, for på denne måde at kunne blive fritaget for at give nøjere oplysninger om deres

356

prispolitik osv. Dette var den reelle hensigt. Men dertil kom, at disse to formuende og formående finansmænd følte sig som den stærkere part, der kunne tillade sig at diktere den af Staten indsatte Prisreguleringskommission sine krav. Det var d’herrer fra Industriraadet, der mente at kunne foreskrive, hvilke medlemmer af Prisreguleringskommissionen, der måtte forhandle med dem, det var direktørerne Dessau og Ballin, der ved deres aggressivitet udæskede Birck, for derved at skabe et grundlag for deres yderligtgående krav. At Ballin ikke kunne tåle at høre navnet Alberti, er en sag for sig, men det kunne jo rigtignok ikke berettige ham til at overfuse prof. L v. Birck med de mest uforskammede grovheder.

Bircks svar var derfor det eneste rigtige. Og Bircks faste og selvbevidste holdning over for Ballin finder sin naturlige forklaring i, at han gennemskuede det i bund og grund uredelige spil, modstanderen havde indledt ved sin koncerndannelse og den dermed forbundne forbryderiske udvanding af aktiekapitalen. Han havde for længst erkendt, at det for skotøjstrustens førstemand var en livsbetingelse så længe som muligt at holde sine transaktioners rækkevidde skjult over for offentligheden for ikke at blive afsløret som den gemene og samvittighedsløse storspekulant i varer og aktier, han i virkeligheden var. Birck var også klar over, at når en målbevidst prisregulering blev gennemført over for Ballins koncern, ville det uundgåeligt have de alvorligste konsekvenser for foretagendet, og at han derfor også måtte møde erklæringer fra den mands side, der havde ansvaret for den hæmningsløse kapitaludvanding i Ballin & Hertz-koncernen, med den dybeste mistillid. Han havde så sandelig ingen grund til skånsomhed.

Dog, det viste sig, at L. V. Birck i første omgang ikke fandt særlig forståelse for sin holdning inden for den kreds af mænd, der tog del i mødet den 6. august 1918. Overformynder Friis — som få uger senere blev forsvaret af Birck mod den af den socialdemokratiske nationaløkonom

357

Jak. Kr. Lindberg ytrede mistanke, at han i sin gerning som formand for Prisreguleringskommissionen skulle føle sig bundet ved sit medlemskab i Landmandsbankens repræsentantskab — foretager sig intet.* Heilbuth tager selvfølgelig sine racefællers parti. De øvrige repræsentanter for Industriraadet, Rambusch og Jarl, lystrer jødernes direktiver og støtter kravet om at blive fri for forhandlinger med Birck.

Selve sammenstødet føltes naturligvis af forhandlingsdeltagerne som overordentlig pinligt. Man forsøgte derfor også først at holde sagen skjult over for offentligheden. Men den 11. 8. kunne "Politiken" bringe en autentisk beretning om de "Skandaløse Scener i Prisreguleringskommissionen", da "professor Birck fornærmede Ballin og ville kyle en stol i hovedet på ham". To dage senere (den 13.) bringer "Dagens Nyheder" et interview med prof. Birck, ifølge hvilket denne erklærede, at han ikke nærede nogen som helst betænkelighed ved at give en skildring af det passerede. Bladet beretter derefter i det væsentlige følgende om tildragelserne:

"Hr. Ballin og hr. Dessau brugte under forhandlingerne meget stærke ord om hr. Birck, som at han havde en beskidt kæft, at han misbrugte de oplysninger, han fik i kommissionen, at han havde en løs mund, og det tilføjedes, at Ballins oplysninger stod til troende og ikke behøvede nærmere bekræftelse.

Her afbrød Birck med den replik: "Det samme sagde også Alberti til mig i sin tid."

Hr. Ballin for nu op og erklærede, at hr. Birck var en løgnhals, en æreskænder og en gadedreng.

Professoren fandt — som han udtrykte sig — at dette var en "grov fornærmelse imod en embedsmand i funktion" og gik hen til Ballin, ...

358

... lagde hånden på hans skulder og sagde noget lignende som "Jeg er en hvid mand, hvem en person som De ikke må tale således til".

Birck karakteriserede Ballins personlighed med et udtryk, han ikke ønsker gengivet, da det dels var brugt i hidsighed og dels kunne kaste skygge på andre. Birck tilføjede, at hvis Ballin gentog sine ord, ville han få en lussing.

Derpå erklærede d’hrr. Dessau og Ballin, at de ikke kunne være i stue sammen med Birck og gik ud, fulgt af de andre to medlemmer af Industriraadet, d’hrr. Rambusch og Jarl.

Birck erklærede, at han havde på fornemmelsen, at d’hrr. ønskede ham spændt ud af hele den store læderundersøgelse og sluttede med at udtale, at han personligt intet havde imod Ballin og heller ikke imod Dessau: Al strid med disse herrer havde altid bundet i spørgsmålet om priser eller børskurser. Han tilføjede: "Samme dag hr. Ballin giver os en god læderordning, og han bevæger sin fætter hr. Jacob til at give os en god "støvleordning", vil hr. Ballin få absolut fred for mig — men før heller ikke!"

Den 11. s.m. havde ligeledes "Social-Demokraten" bragt et interview med prof. L. V. Birck, i hvilket de samme begivenheder ved sammenstødet drøftes. Her bemærker Birck bl.a., at han, kort før Jarl og Hammerich var gået, havde tilbudt dem at forlade kommissionen, hvis direktør Jak. Kr. Lindberg kunne træde i hans sted, og hvis de så ville aflevere regnskaberne til udvalget. Men — fortsætter Birck — det var der ikke tale om. Fabrikanterne ville i det hele taget ikke på nogen måde ud med regnskaberne. Han konkluderer: "Efter min mening bør de tvinges til at udlevere regnskaberne. Det er dog for galt, at vi skal finde os i den magt, de tror at sidde inde med."

Med den fremstilling, prof. Birck gav af sammenstødet, var d’hrr. repræsentanter for Industriraadet ikke tilfreds. Derfor fremkom de den 12. august med en erklæring, hvilken de bemærkede: 1) at forhandlingerne den 6. august slet ikke havde drejet sig om læder- og skotøjsindustrien, men om skemaer, der var sendt ud til forskellige industrier, 2) at direktør Friis havde udtalt sin uforbeholdne undskyldning i anledning af, at Birck var gået langt ud over grænserne for

359

sømmelig optræden og at 3) grundlaget for fælles forhandlinger mellem Industriraadet og Prisreguleringskommissionen endnu var til stede, rigtignok under forudsætning af, at Birck ikke deltog i sådanne forhandlinger.

Dermed korrigeredes i og for sig intet i den af Birck givne fremstilling, men det kunne derved dog over for offentligheden konstateres, at den af Ballin (og måske også af hans fætter) tilstræbte plan med forhandlingen, at sætte Birck ud af spillet ved provokatorisk optræden, til dels var lykkedes. At det blev en Pyrrhussejr, var en anden sag.

Interessant er pressens stilling til kontroversen Birck-Ballin. "Politiken" beretter den 14. august, at Prisreguleringskommissionen nu skulle have et nyt møde med Industriraadets medlemmer og at der nu uden vanskelighed ville blive opnået enighed, eftersom "den hvide mand" ikke ville være til stede. Benny Dessau og Max Ballin havde altid indtaget det standpunkt, at selvfølgelig skulle kommissionen have alle de oplysninger, den havde brug for, når blot man ville se bort fra at strække undersøgelserne alt for langt, da udfyldningerne i de fremsendte skemaer jo dog voldte en del ulejlighed og bryderi. Industrien måtte selvfølgelig også kræve, at man gav afkald på visse oplysninger af teknisk art, og at man endelig kunne stole trygt på at være beskyttet mod prof. Bircks indiskretioner. Den 15. august tager "Politiken" derpå rigtig fat på kritikken mod den formastelige, som havde vovet at nævne jøden med navn. Bladet ligefrem fnyser af harme. Det erklærer, at det ikke vil beskæftige sig stort med dr. Bircks skældsord og bemærker desangående: "Han valgte i sin ophidselse gloser, hvormed han ville vinde tilslutning fra de mest pøbelagtige instinkter i folket, og hvis denne tilslutning er ham en tilfredsstillelse, er den ham vel undt." "Politiken" mener dernæst at kunne påvise, at prof. Birck på forskellige punkter havde forsyndet sig mod sandhedens og ærlighedens krav, bl.a. ved i sine interviews at undlade at omtale de mest graverende skældsord, ved at påstå, at fabrikanterne havde

360

nægtet at give de begærede oplysninger og ved sluttelig at hævde, at han af Prisreguleringskommissionen enstemmig var bleven opfordret til at fortsætte som medlem. Dette sidste var dog ikke sket, mente bladet, ellers havde man også "måttet undre sig over Prisreguleringskommissionens tilsyneladende holdningsløse optræden".

Derefter slutter bladet med følgende meget sigende overvejelser: "Prof. Birck påberåbte sig under ordskiftet med direktør Ballin sine to kvalifikationer, dels som hvid mand, dels som universitetsprofessor. Vi ved ikke, om der er nogen særlig grund til at lykønske enten i almindelighed den hvide race eller mere specielt Københavns universitet. Af en hvid mand at være fremtræder prof. Birck, efter hvad der nu er oplyst, i temmelig grumset skikkelse, og hvorvidt han qua universitetsprofessor ved denne lejlighed har givet udtryk for den højeste akademiske dannelse — ja, det overlader vi fakulteterne at dømme om." Det viser sig altså her, at bladet ikke blot mener at kunne udtale sig om, hvem der optræder "i temmelig grumset skikkelse", men at det endog forventer, at selve universitetet tager affære mod Birck! Med hensyn til Prisreguleringskommissionens holdning fremhæver det, at dens formand havde gjort Ballin en undskyldning for prof. Bircks optræden, og at den på sidstnævntes forespørgsel, om man ønskede hans udtræden, havde svaret, "at man nu ikke ønskede mere uro om kommissionens arbejde og helst så, at han blev".

Den fremstilling, "Politiken" her havde givet, blev ikke uimodsagt. I et indlæg, som overformynder Friis den 15, august sendte bladet, erklæredes følgende:

"Redaktionen af Politiken.

I Deres ledende artikel i dag udtaler De, at Den overordentlige Kommission på professor Bircks forespørgsel, om man ønskede hans udtræden af kommissionens skotøjs- og læderudvalg, svarede, at man nu ikke ønskede mere uro om kommissionens arbejde og helst så at han blev.

361

Måtte det være mig tilladt at oplyse, at denne version gør både kommissionen og professor Birck uret.

Samtlige kommissionens medlemmer ønskede professor Bircks forblivende af grunde, som jeg formulerede således:

1) At professor Birck er en betydende arbejdskraft, og at han på forhånd har gjort et stort arbejde for at trænge ind i de emner, hvormed det pågældende udvalg beskæftiger sig.

2) At det ville være principielt urigtigt, om sammensætningen at kommissionens udvalg med større eller mindre ret kunne siges at blive bestemt ved indflydelser udefra.

3) At resultatet af kommissionens arbejde på dette område, uanset hvorledes det bliver, — og i forhøjet grad jo mere det lykkes at gennemføre det i samstemning med industrien — vil kunne mistænkeliggøres, når den mand, der i den offentlige mening står som industriens skrappeste kritiker, er bortelimineret fra deltagelse i arbejdet.

Disse bemærkninger mener jeg at skylde kommissionen, professor Birck og sandheden. Og da det tillige er en af min stillings vigtigste pligter at give enhver sit og at søge at stifte fred og skaffe arbejdsro, og da freden og arbejdsroen kun kan blive brøstholden, dersom der finder fortsat strid sted i pressen om den ominøse episode den 6. august, vil jeg gerne benytte lejligheden til at nævne, endnu et punkt, der for professor Birck må være af en vis betydning. Den beklagelige antisemitiske ytring, som professor Birck i heftighed fremsatte, har han, selv om den savnedes i referatet i et af de blade, der interviewede ham, ikke lagt dølgsmål på over for offentligheden. Den vedkendes af ham i hans meddelelse til Dagens Nyheder, idet han samtidig beklagede den. Forholdet er jo overhovedet det, at der blandt professor Bircks fejl ikke er den at være bange.

Kjøbenhavn, den 15. August 1918.

Friis

Over for denne argumentation — som selvfølgelig ikke nævnes i Østrins skrift, omendskønt der ellers berettes udførligt om kontroversens efterdønninger — anser "Politiken" det for klogt at trække sig skønsomt tilbage; det vil ikke, som det siger, optage nogen diskussion med overformynder Friis, men mener dog at måtte bemærke, at det af ham omtalte punkt ikke forekom bladet at være affærens væsentligste. For bladet var selvfølgelig det væsentligste, at jødernes tabu var blevet krænket, og at dette havde fortjent strengeste straf, Bircks

362

udelukkelse af kommissionen osv. Dette håb blev altså ikke opfyldt. Ja, "Politiken" oplevede endog en endnu større skuffelse. Det måtte nemlig yderligere lide den tort, at Friis’ betragtninger fandt tilslutning hos "Kristeligt Dagblad", som — i en ledende artikel den 17. august s.å. — anså det "for fuldkommen meningsløst, at det anerkendt mest sagkyndige medlem af kommissionen udelukkes fra vigtige forhandlinger blot til ære for en hr. Ballin" og i øvrigt advarede Prisreguleringskommissionens formand mod at være alt for lunken i sagen, som han havde været det i forhandlingerne den 6. august, da "sagen ellers let kunne tilspidses til et valg mellem Birck og Friis". Det var mere, end "Politiken" kunne tage, og her kunne det dog tillade sig at sige sin uforbeholdne mening.

Jødebladet anbefalede desårsag modparten dog at overlade det til prof. Birck selv at forsvare sin sag, da han sikkert kunne gøre det meget bedre "end Kristeligt Dagblad, der fumler rundt, ikke ved besked om noget og ikke har mere intelligens end en træsko". (Pol., 18. 8. 1918.)

"Berlingske Tidende" og "Nationaltidende" tager ikke stilling til episoden i Prisreguleringsudvalget. Derimod er "Social-Demokraten" forfærdet over, at prof. Bircks "ganske fjollede antisemitisme" har forledt ham til en sådan "ualmindelig grov forløbelse". Bladet erklærer, at man ligefrem får kuldefornemmelser i rygraden ved at se en universitetsprofessor i 1918 på denne måde "stille sig på samme åndelige standpunkt som gadens bærme for et århundrede siden". Man docerer endvidere, at hr. Birck formodentlig ikke var klar over sine handlingers rækkevidde, da hans udråb sagtens kunne udnyttes af demagoger, som søgte at vække racehadet og andre lave instinkter i kapitalismens interesse. Birck havde gjort den sag, for hvilken han ydede sin indsats, en meget dårlig tjeneste, da det ved prisreguleringen ikke kunne dreje sig om at ramme de jødiske udbyttere, men det kapitalistiske system som helhed. Vi skal, erklærer bladet, ikke have historien med Gedalia om igen, "ikke have overklassen og

363

bærmen til i forening at fremkalde et jødehad, som kan blive skalkeskjul for en Foss og andre "kristne" storkapitalister".

Ude i provinsen øgedes Bircks popularitet naturligvis ved det kraftige fremstød, han havde foretaget mod Ballin-koncernen. Den 14. august blev han i Hudeudvalget inden for Prisreguleringskommissionen valgt til formand. Og han førte kampen videre. I en tale, han den 22. august holdt i folkets hus på Enghavevej, meddeler han, at både han og Lindberg regnede med, at Prisreguleringskommissionens arbejde også efter krigen ville blive videreført som Trustkommission efter Amerikansk mønster. Ejendomsretten måtte begrænses efter almenvellet. Kraftigt vendte han sig mod trusterne. Stillingen måtte nødvendigvis være en anden over for den enkelte fabrikant end over for et aktieselskab, "Thi det er sagt, at et aktieselskab har ingen sjæl, der kan gå til helvede, intet legeme, der kan straffes og intet navn, der kan brændemærkes". Trusterne var en samfundsfare; ikke blot Det tredie Ting, men en anden konge. Med hensyn til sit sammenstød med Ballin bemærkede han, at dette ikke skulle tages som udtryk for antisemitisme. Han havde haft lige så hårde sammenstød med andre mænd, f.eks. med Peschcke Køedt, som ikke var jøde — i hvert fald ikke af fødsel.* Men han var rigtignok en uforsonlig modstander af overkapitaliseringen af industrien, ...

364

... af børsmanøvrer og deslige Han bemærkede i sin tale bl.a.: "For at forrente Ballins overkapitalisering skal hver arbejder tjene 5 gange så meget ind til driftsherrerne som arbejderne hos Hertz."*

I hvilken grad Birck havde ret i sit skarpe fremstød mod Ballin viste sig senere, da repræsentanterne for denne koncern, de herrer Hertz og Jacob, havde godkendt, at fabrikanternes samlede årlige nettoavance ikke måtte overstige 10 pct. af varernes samlede salgssum inden for regnskabsåret.

Denne ordning blev (jvf. ovenfor 3-f) vedtaget den 4. september 1918, men Ballin forsøgte, til trods for, at hans koncerns officielle repræsentanter havde accepteret den, endnu i sidste øjeblik at få den kuldkastet. Atter mobiliserede han Industriraadet; men denne gang helt uden resultat. Ved bekendtgørelse af 18. september blev bestemmelsen om 10 pct.’s nettoavance ophøjet til lov. De Ballin'ske fabrikkers regnskaber var ...

365

... endnu på dette tidspunkt ikke blevet afgivet til Prisreguleringskommissionen, så "Social-Demokraten" (d. 15. 9. 1918) med rette kunne hævde, at det var en ganske utrolig komedie, der her blev udspillet. Rædslen for kontrollen var øjensynlig den væsentlige årsag, og bladet havde mere ret end det dengang selv kunne ane, da det i sin kommentar bemærkede: "Hvis industriens regnskaber — og her er ikke alene tale om skotøjsindustrien — lå fuldt oplyste til almindelig beskuelse, da ville der utvivlsomt rejse sig en uendelig stærk harme mod de mænd, der benyttede de onde år til at brandskatte befolkningen."

Så vidt om kontroversen mellem Birck og Ballin.

Stor opstandelse fremkaldte det i den radikale og socialdemokratiske presse, da den konservative vælgerforening i Ålborg i december 1917 besluttede at tilbyde prof. Birck et kandidatur inden for begge denne jydske bys vælgerkredse. Man forstod ikke, at de Konservative kunne være tjent med sådan en mand, der dog i politiske spørgsmål helt gik sine egne veje, erklærede sig for stats-konservativ, i anledning af diskussionen om indførelsen af tobaksmonopolet havde ytret, at statsmonopoler aldeles ikke stred mod god konservativ opfattelse, og som oven i købet havde ladet forstå, at han brød sig fejl om partiprogrammet. Sine meningsfæller i Ålborg havde han meddelt, at han, i fald han skulle blive valgt, ville føle sig som "Kronens og samfundets tjener", men ikke som den, der skulle "repræsentere vælgerne i deres lokale, økonomiske eller sociale særinteresser". Han mente på denne måde at være "bedre egnet til at føre landet gennem krigens og revolutionens kriser end mænd, der stiller sig snævert som repræsentanter for klasser og interesser". Han satte altså

366

Statens, samfundets vel, højere end den enkeltes vel, og han var desuden udpræget socialistisk i sin tankegang, konservativ af navn, men socialist af gavn; han interesserede sig bl.a. for arbejdsløshedskassernes virksomhed, han ønskede lønarbejdernes rettigheder beskyttet og at hele befolkningen skulle kunne leve, han nærede dyb mistillid både til penge- og til åndsaristokratiet, som ikke havde nogen forståelse for kravet om social retfærdighed, han var radikal modstander af trustdannelser osv. Helt uberettiget var betænkelighederne i oppositionspressen mod denne kandidatur altså ikke; man ville virkelig kun vanskelig kunne forstå, hvorledes Birck ville kunne gå i spand med middelstandspolitikeren Asger Karstensen og højkonservative mænd som admiral Richelieu og Theodor Jensen. Men — alligevel. Ålborgenserne fastholdt hans kandidatur.

Alt imens stod der selvfølgelig atter gny om navnet Birck. En episode fra denne valgkampagne fortjener særlig omtale.

Da syndikalisternes stormløb mod Børsen fandt sted den 11. februar 1918, påstod bladet "Solidaritet", at prof. Birck ikke var helt fri for ansvar for dette opløb. Han skulle nemlig have sagt: "Dersom nogen iblandt jer har en pårørende, en ven, der spiller på Børsen, ja, selvom det er jeres egen broder, så slå ham ned som en hund." Skønt Birck tænkeligt kunne have sagt sådanne ord, eller dog tænkt sådanne tanker i sin forbitrede kamp mod kræftskaden i denne tids økonomi, den vilde aktiespekulation, protesterede han dog over for "Nationaltidende" telegrafisk mod "Solidaritet"s påstand, idet han hævdede, "at han ikke havde sagt noget ondt om børsspekulanter, højst havde opfordret til vold mod socialdemokratiske journalister, der spekulerede". Til nærmere oplysning udtalte Birck endvidere, at hans særlige hensigt havde været at sige: "Kender De en socialistisk journalist, som spiller på Børsen, så slå ham ned, thi han har ikke selv penge til at spille for og er derfor købt af og afhængig af vekselereren i det han skriver, og mod Dem er han en forræder." Han vidste

367

I øvrigt, at der var mange kapitalistiske journalister, der havde tjent formuer på Børsen.

Der synes på dette tidspunkt at have ligget et mellemværende i luften mellem "Social-Demokraten"s vel bestaltede medarbejder, den sensationslystne hebræer Marius Wulff og prof. Birck. Og da folketingsvalget er nært forestående, insinuerer Marius Wulff i sit blad den 16. 2. 1918 i anledning af Bircks bemærkning, at Birck ved et sådant angreb åbenbart vil indbyde syndikalisterne i Ålborg, hvor han er opstillet som konservativ kandidat, til valgalliance. Hvorefter han i ubehersket rasen kaster et depraveret sinds perfidier ud over den forhadte modstander. Han afslutter angrebet med disse ord: "Det er almindelig bekendt, at ret alvorlige sindsformørkelser af og til sætter dr. Bircks aldrig stærkt udviklede selvkritik ud af funktion. Alle hans bekendte ved bl.a., at han lider af et fanatisk had til jøder. Han vælter sig over enhver jøde uden hensyn til, om det er en læderhandler eller en journalist. I denne forvirrede valgkandidat legemliggøres højres og syndikalisternes alliance mod Socialdemokratiet." Få måneder i forvejen havde "Social-Demokraten" rettet sit hårdeste skyts mod sko- og lædertrustens førstemand, navnlig under påberåbelse af Bircks kritik; nu erklærede dette blads redaktør Marius Wulff sig solidarisk med Max Ballin — qua racefælle!

l øvrigt kan man vel gå ud fra, at dette angreb tillige var Wulffs og Borgbjergs kvittering for nogle betragtninger, som Birck et år i forvejen, i maj–juni-hæftet af "Nationaløkonomisk Tidsskrift", havde offentliggjort vedrørende dansk presses stilling. Her erklærede han bl.a.:

"Aviserne er virkemidler i en umoralsk kapitalismes tjeneste ... idealiteten har forladt journalisten ... Det er annoncedirektøren, der regerer det moderne blad ... Den moderne udgiver er i en lykkelig grad blottet for overbevisning ... Det ene blad kommer til at ligne det andet ... De socialdemokratiske blade danner for så vidt ingen undtagelse, de

368

bæres af deres annoncer og har den samme stab af journalister som de kapitalistiske blade ..."

Prof. L. V. Birck var af "Social-Demokraten" bleven stemplet som idiot. Trods alt blev han valgt. Det lykkedes de konservative i Ålborg, på valgdagen den 22. april 1918 at få ham ind i Rigsdagen på tillægsmandat.

Fra Bircks rigsdagsvirksomhed i årene 1918 til 1920 fortjener tre episoder, i hvilke han på den ene eller anden måde fandt anledning til at hævde sit standpunkt over for jødemagten, særligt at blive fremhævet. Der tænkes her på finanslovstalen den 25. oktober 1918, Bircks kontrovers med den "jødiske dansker" Ivar Berendsen den 19. juni 1919 og på hans tale vedrørende lovforslaget om afholdelse af fondsbørs den 28. august 1919.

Finanslovtalen er et mesterstykke for sig. Den røber mangt og meget om de vanskeligheder, Birck må kæmpe med inden for sit eget parti, men den lader også tilstrækkeligt erkende, at det ikke er lykkedes partiet helt at kue ham, selv om han under partiets pres har måttet anse det for tilrådeligt at trække noget i land i enkelte forhold for des mere eftertrykkeligt at kunne gøre sine anskuelser gældende i andre henseender. Talen blev ret beset en fortsættelse af den polemik, han allerede havde måttet føre under valgkampen. Han bemærker også, at han navnlig synes at måtte forsvare sig mod angreb, som var bleven rettet mod ham fra storindustriens side forud for rigsdagssamlingen, mens han havde opholdt sig i Norge. "Jeg fik," bemærker han, "tilsendt 100 udklip, hvori man angreb mig på usandfærdig måde, ofte på punkter, som jeg mener angik min ære. Det var hele den ejendommelige kollektion, dette rædselskabinet af nuværende og forhenværende sekretærer, som står omkring industrien, særlig omkring en

369

bestemt person*; disse personer, synes jeg, gik udenfor grænsen for den måde, hvorpå man må angribe en mand." Han mener, at der dog måtte være grænser for, hvor langt modkritikken har lov at sætte ind på ting, man gør som kongelig embedsmand, men han erklærer samtidig, at han uanset alle disse angreb vil fortsætte sin kamp.

Birck føler det som en pligt at kæmpe for sandhed og ret, og han påviser berettigelsen og nødvendigheden af denne kamp ved bl.a. at anføre følgende: "De herrer vil kunne huske, hvorledes under bankkrisen, da amtmand Brun, den daværende finansminister, ville gøre mig til medlem af Den overordentlige Bankkommission, afdøde geheimeraad Glückstadt erklærede, at så ville de sprænge Bankkommissionen, og de herrer har vel senere set de sammenstød, jeg havde med vekselererne om kursskæring og grove provisioner på udenlandske papirer; jeg havde ret, og jeg angreb ikke en eneste mand, som ikke senere er blevet dømt eller har måtte betale for at slippe væk fra hr. Rump. Jeg ønsker nu at sige en gang for alle, at de angreb, jeg har rettet, hverken har været rettet mod klasse eller race, men har været rettet mod misbrug af den økonomiske magt; og så længe jeg lever, vil jeg vedblive dermed; trods alle forsætter kan jeg, hver gang jeg ser det, ikke holde mig tilbage." Her afviser Birck altså beskyldningen for at være antisemit. Det samme gjorde han — uden tvivl ligeledes under det pres, det af jødiske bagmænd ledede og beherskede Konservative folkeparti har udøvet på ham — da han omtaler sammenstødet med Ballin den 6. august 1918. Herom siger han bl.a.: "Der forefaldt et intermezzo, som jeg ikke skal omtale nærmere, men hvor jeg i anledning af, at jeg var blevet ...

370

... kaldt med meget fornærmende invektiver (fornærmende angreb i ord. Red.), reagerede med meget uforsigtige udtryk*, og der blev gjort forsøg, også inden for kommissionen, formentlig i nervøsitet, på at få mig ud af forhandlingerne; senere forsøgte lndustriraadet at spænde mig ud ved at prøve på at boykotte mig og nægte at forhandle med mig.

Jeg antager, det også var lykkedes de herrer at gennemføre deres plan, hvis ikke to medlemmer af dette ting havde trådt til, nemlig det ærede medlem fra Bjerre (Jørgen Jensen) og det ærede medlem fra Sæby (Pinstrup), hvem jeg gerne vil takke; thi det er første gang i mit liv, når jeg har stået i en kampstilling, at jeg ikke har frygtet at få en dolk i ryggen. Det er en sjælden følelse, og jeg vil have lov til at være taknemmelig." Dette erklærer Birck i Folketinget den 25. oktober 1918, og det kan vel næppe nægtes, at disse ord karakteriserer ikke blot den hensynsløshed, med hvilken finansmagten, i dette tilfælde specielt Industriraadet, rettede deres angreb mod Birck, men tillige den holdningsløshed, rigsdag og Prisreguleringskommissionen — trods alt — viste over for højfinansens magtstræb.

Så bestemt Birck nu her frasiger sig antisemitiske anskuelser, så eftertrykkeligt understreger han, at han ikke vil lystre højfinansens paroler. Han fremfører som sin opfattelse, at kompensationsprincippet vil være afgørende for den fremtidige udenrigshandel, at den frie handel altså ikke mere vil vende tilbage, og det af denne grund også ville være nødvendigt, "at vi herhjemme i lang tid vedblivende vil komme til at lægge megen myndighed i Udenrigsministeriets, i Industriraadets og Grosserersocietetets hånd". Og han konstaterer i denne anledning; "at den myndighed, som har været lagt hos disse institutioner under krigen, har været overordentlig stor i virkeligheden langt større end den, som f.eks. Den overordentlige Kommission på noget punkt har haft, eller som ...

371

... den almindelige embedsmand har haft". Han mener også at kunne nære visse betænkeligheder ved, at en ganske lille kreds af store forretningsdrivende får en sådan magt over udenrigshandelen, selvom han må indrømme, at større angreb på de mindre købmænd ikke kan påvises. Men dernæst vender han sig lidenskabeligt mod kravet om, at også partierne skal føje sig efter industrimagnaternes anvisninger, og det er i denne sammenhæng, at han vedkender sig sin såkaldte "statskonservative" samfundsopfattelse for derved at pointere, at han "ikke på noget punkt vil være organ for en enkelt klasse eller organ for besiddelsen". "Derfor," fortsatte han, "vil jeg også, hvis der er bestræbelser fremme — heldigvis tror jeg, de er meget svage her i landet — for at få de Konservative til at danse efter bankernes pibe eller efter sværindustriens pibe — og disse fordringer høres ikke blot fra konservativ side, men i fuldt så høj grad fra radikal-kapitalistisk side, i den retning er der ikke stor forskel — have lov til at sige, at det vil jeg aldrig gå med til ... I dette forhold skal Staten hævde sin magt over for erhvervene, skal den gøre sig fri for sværindustriens og protektionismens politik; thi "al politik må være statslig samfundsomfattende". Også arbejderne og bønderne hører med til samfundet, og hvor kravet om ejendomsrettens uangribelighed stilles, burde det altid fastholdes, at "min forventning om at kunne leve af lønnen er lige så berettiget som de andres forventning om at bruge deres ejendom".

I drøftelserne vedrørende prisreguleringen behandler prof. Birck også de konflikter, han navnlig har været ude for i forhandlingerne med skotøjstrusten. Han fremhæver det meningsløse i den vanvittige prisopskruning for fodtøj, Ballin havde ment at kunne tillade sig, og peger på de farer, der måtte følge af et alt for højt prisniveau, da der efter krigen måtte regnes med et kraftigt prisfald, som efter al sandsynlighed navnlig ville gøre sig gældende i 1920. I rigsdagstalen den 25. oktober 1918 erklærer han desangående, at "hele det

372

forrykkede prisniveau, som er skabt ved statsgæld, ved offentlig hjælp, ved seddeludstedelse, ved kreditudvidelse, vil falde sammen, og jeg tager næppe fejl, når jeg siger, at allerede i 1920 vil priserne være det halve af, hvad de er i dag".

Gang for gang dvæler Birck ved jødernes færden, uden naturligvis at betegne disse mennesker efter deres racemæssige tilhørsforhold. Han advarer bl.a. mod den gruppe af snyltere, som boltrer sig i kædehandelen og mener, at der ikke føres tilstrækkelig kontrol med dem, og at denne fremmedindvandring endda ikke medtages i den officielle statistik, da de ved stadig at flytte frem og tilbage mellem Malmø og København eller på anden måde unddrog sig tællingen. Herom bemærker han: "Jeg skal nævne nogle navne fra en stor kædehandelssag, det vil være tilstrækkelig talende: Hirom, Klotech, Wolf, Garfunkel, Eickenskik, Rubinstein, Polarsky og Alter Katz! Jeg tror, at det er ikke ønskeligt at have denne samling handelsborgere i landet, og at både Grosserer-societetet og Regeringen har den opgave at hindre den slags folk fra let at få adgang til næring. En stor del af de handlende af den art, som er kommet her til landet, har været både smuglere og kædehandlere, det er et folkeelement, som det er meget lidt ønskeligt at have i landet. Jeg tror, at vi har lov at passe på, at København ikke bliver en hansestad i en gal betydning, vi har lov at sige, at hele agenthandelen bør vedblive at være på danske hænder, og der er fare for, at denne handel allerede i stort omfang drages fra de danske." Birck gør derefter udførligt rede for forskellige kædehandelssager og bemærker, at det værste ved disse kædehandeler er, at mellemleddene ikke altid er danske.

I øvrigt retter han den skarpeste kritik mod bankvældet, aktiespekulationen og trustdannelserne ud fra den overvejelse, at den fortjeneste, der ikke beror på samfundstjeneste, må skæres væk. Overfor Julius Schovelins påstand om, at der ikke eksisterede truster i Danmark, og at landet derfor heller ikke behøvede nogen trustlovgivning, påviser Birck, at

373

en stor del af de betydeligste danske industriforetagender — såsom De forenede Bryggerier, Kastrup Glasværk, cikoriefabrikkerne, læder- og skotøjsfabrikkerne, spritfabrikkerne, sukkerfabrikkerne og papirfabrikkerne er opstået ved sammensmeltning, at cementfabrikkerne, teglværkerne og svovlsyrefabrikkerne er rene karteldannelser, og at bl.a. Nordiske Kabel- og Traadfabrikker samt Schiønning & Arvé’s Gummifabrikker er blevet truster. Og han tilføjer, at det sandelig var fornødent at forhindre disse truster i at opnå en økonomisk magtstilling, der satte dem i stand til at slå ned både på deres konkurrenter og på publikum. Samtidig fremhæver han, at landet ikke blot har sine truster, men tillige sin inderkreds af finansmænd, der styrer det hele. "Også her," siger han, "har vi det begreb, som Amerikanerne kalder interlocking directorates, dvs. jeg sidder i deres direktion, og de sidder i min, viklet ind som et nøgle garn. Hvis jeg nævner de herrer, som sidder i over 10 selskabers bestyrelse: C. C. Clausen, Ballin, Alfred Benzon, Benny Dessau, Hey, Johan Levin, Lester Levig, Ringberg, Schack-Eyber, overretssagfører Olesen osv. Eller for at tage den, som har sat rekorden, bankdirektør Glückstadt, som har sæde i hen imod 40 selskaber, forstår man, at det er de samme mænd, vi møder overalt — i forskellig iklædning, men med samme sindelag." Birck beklager derved bl.a., at Privatbanken under C. C. Clausens styre mere og mere er kommet under Landmandsbankens indflydelse, og at Landmandsbanken derved har fået en aldeles overmægtig stilling, således at denne bank, der i 1900 af de københavnske bankers aktiekapital på 85 mil. kr., kun havde haft de 25 pct., (men) nu af de 250 mil. kr. repræsenterede over 50 pct.!

Derefter retter L. V. Birck i sin tale fra oktober 1918 en sønderlemmende kritik mod Landmandsbanken, en kritik, som ligefrem kan tages som optakt til den storm, der få år senere brød løs. Nogle betragtninger vil vise, hvor fremsynet taleren var, og hvor klart han tillige erkendte de farer, der truede landets økonomi fra bankvældets side. Han bemærker

374

bl.a.: "Det er i sig selv farligt at give en enkelt bank en sådan magt, og særlig da for så vidt banken fører en politik, som ikke altid er til gavn for landet; Landmandsbanken fremmer i høj grad vekselerernes belåning af aktier, den låner vekselererne og derigennem spekulanterne de midler, hvorved de holder spekulationen gående; og denne spekulation har jo ret få og ret simple midler. I øjeblikket er det jo en manipulering gennem få konsortier af Børsen, der sker. Bladene skriver åbent om, hvilke konsortier der nu er ude for at kurspåvirke den og den aktie. Ligeledes ser vi den politik, Landmandsbanken fører ved de gentagne emissioner af aktier ..." derefter fortæller Birck enkeltheder om den lille og store skotøjstrusts kursmanipulationer, skildrer, hvorledes bladene — ved "en ualmindelig smuk-reklame" forledte godtfolk til at hoppe på limpinden og at sætte deres sparepenge i Ballin-aktier, og hvorledes man forstod ved hjælp af rygter og andre ringe og tarvelige midler at franarre medmenneskene deres penge. Han harmes på ny over Landmandsbankens opkøb af provinsbankerne og er i dette punkt enig med prof. Axel Nielsen i, at disse opkøb ikke sker for at få fat i den lille bankkapital, der kan være tale om, men for at få det brede lands indskud. Han drager heraf følgende slutning: "Med andre ord, landets indskud, provinsbyernes indskud og sparemidler trækkes fra landet, hvor de virker befrugtende, herind og bruges i spekulationen, og hvis landet vil have dem igen, kommer de tilbage til højere renter. Det er Københavneri i dårligste forstand, at ødelægge vore spareinstitutter på denne måde."

Således afslører prof. L. V. Birck med hensynsløs åbenhed de metoder, som kapitalmagten benytter for at tilrane sig magten inden for samfundet. Mangt og meget siges der endnu, som fortjente at blive nævnt. Således fremhæver han, hvorledes det ved industrireguleringen har haft sine vanskeligheder at fremskaffe rigtige kalkuler, og hvorledes bl.a. med hensyn til kalkulen over et meget lille margarinekvantum arbejdslønnen var sat til 2.400 kr., men

375

handelsomkostningerne til 10.000 kr. Med den ham særegne ironi knytter han hertil følgende betragtninger: "Om disse kalkuler er der en gang sagt, at der er noget, som i positiv hedder usandhed, i komparativ hedder det løgn, i superlativ: statistik, og i oversuperlativ: indleveret overslagskalkule." Birck skildrer, hvorledes den organiserede kapital behersker pressen, betegner ironisk det af Alex. Foss støttede organ "København" som "Fossische Zeitung", og bemærker, at "Her i København viser det sig, at en vis storkapital kan købe blade og desforuden har indflydelsen på andre blade — gennem venneforbindelse — både i den konservative og i den radikale lejr." endelig udtaler han åbent, at "vor papir-økonomi er humbug". Jo, sandelig taler han åbent om tidens skrøbeligheder, påpeger eftertrykkeligt den fare, som han anser for det betydeligste faktum i det økonomiske liv — faren, som truer fra den passive kapital, personificeret ved jøderne og deres slæng.

Det er selvfølgeligt, at jøderne var forbitrede over disse idelige angreb. Det er derfor også forståeligt, at Birck kalder en mand som Ivar Berendsen frem til kraftig imødegåelse, efter at han i rigsdagstalen den 17. 6. 1919 atter havde angrebet finansmagten. Denne 17. juni behandlede Birck forslaget til ændring i Nationalbankens oktroj (bevilling, officiel tilladelse. Red.) i en udførlig tale og bebrejdede derved bl.a. Nationalbanken, at den havde svigtet sin opgave ved ikke eftertrykkeligt nok at kontrollere bankernes kreditgivning og ved ikke at hæmme valutaspekulationen osv. Om Rubel-spekulationen fortalte han her bl.a.: "Rublerne kommer stadig her til landet, de må ikke komme her til landet, men de kommer alligevel, de kommer i kurerpost, de kommer i pengebreve, på mange smukke måder, og jeg vil gerne have lov til at sige, at der var her i landet, hvad de herrer ved, en art børs her for en måneds tid siden — jeg har ikke undersøgt det i den sidste måned — hvor Rublerne blev omsat, nemlig i den Helvedes forgård, hvortil Paladshotellet under krigen er blevet. Det er de mest underlige

376

mennesker, der lever der og under hele krigen har levet der, og de handler bl.a. med Rubler og østrigske kroner. De kan også se det udenfor B.T., kort sagt, der er kommet en hel del mærkelige firmaer, der fører denne Rubel-forretning her i landet, og den er farlig for os ..." I anledning af sin omtale af et falskmøntneri i Kolding ytrer han mistanke om, at den russisk-bolsjevikiske regering vil følge Napoleons politik ved ikke blot at arbejde med sit eget lands sedler, men også med andre landes sedler og eventuelt at efterlave dem. Han håber, at Regeringen ikke vil lade Danmark blive dumping ground for mere eller mindre falske penge, som måske her fra landet sendtes til Holland, eller til England, eller til Amerika. Og han knytter hertil følgende karakteristiske betragtninger: "Jeg tror, man må passe på den samling polske, tyske og russiske jøder, som fører en meget lyssky pengehandel. Jeg vil håbe, at Regeringen på dette punkt navnlig lægger mærke til alle de bankfirmaer, der er oprettede siden 1914, og hvoraf mange har nogle mærkelige navne. Jeg skal minde om en tid, da den engelske Sterling stod i en pris af 16 kr., da kostede her i landet en papir-Sterling 20-21 kr., og på et tidspunkt, da Dollaren stod i kr. 3,40, skulle man, hvis man ville have en pengeseddel, give over 4 kr. for den. Det var nemlig et ganske bestemt firma, som dengang opkøbte de engelske og amerikanske sedler, som var her i Danmark. De gik herfra til Sverige og derfra til Tyskland, og fra Tyskland udsmugledes de til Amerika for at hjælpe de syndikalistiske "Worldworkers", og til Irland for at hjælpe oprøret der. Det vil altså sige, at der har været og er en pengehandel her i landet, som ikke er legitim, og mod hvilken jeg mener, Regeringen må bruge hvilke midler, den vil og kan."

Da Ivar Berendsen, rasende over denne kritik mod racefællerne og de øvrige af Birck bragte afsløringer om fremmede jøders illegitime valutahandel, den 19. 6. 1919 har ordet, søger han med meget affejende bemærkninger at afvise modpartens betragtninger. Han mener overlegent, at

377

professoren ikke skulle kede sine kolleger med vidtløftige teoretiske undersøgelser, da tinget nu engang havde en bestemt fornemmelse af at være en politisk forsamlingssal og ikke en foredragssal. Den belastning, som han tillod sig at underkaste rigsdagsmændenes tålmodighed, skulle han ikke have lov til at skyde over på en mangel på agtelse for teoretisk viden. Birck kunne have sparet sig meget af sine "overfladiske og periferiske betragtninger om ting, som slet ikke ligger for". Men — påstår Ivar Berendsen — Birck generede sig sandelig ikke, heller ikke ved første behandling af Finansloven.

Birck blev ikke svar skyldig. Da han kort derefter fik lejlighed til at imødegå Berendsen, bebrejdede han denne hans forfærdende uoprigtighed i anskuelserne, noget, der svarede til det, tyskerne kalder for gesinnungslosigkeit. Da han håbede, at denne uoprigtighed også udstrakte sig til de uelskværdige mod ham rettede bemærkninger, ville han lade disse passere. Til slut replicerede Birck, at når Berendsen havde ment, at han havde lagt en alt for stor belastningsprøve på tinget, så troede han, at modparten havde været en lille smule uretfærdig imod Folketinget. Hvortil føjedes en maliciøs bemærkning om, at det jo var en kendt sag, at hvis man belaster en kæde over dens bæreevne, så springer det skøreste led først.

Bladene beretter, at Folketinget efter denne, bemærkning var dånefærdig af jubel. "Rigsdagstidende" har rigtignok ikke lagt mærke til denne jubel og indskrænker sig til ordene: "Hermed sluttede Forhandlingen".

Det kraftigste og alvorligste opgør med finansverdenen foretog prof. L. V. Birck imidlertid i sin tale i Folketinget den 28. 8. 1919, da han beskæftigede sig med lovforslaget om afholdelsen af en fondsbørs. Denne tale er fuld af historiske reminiscenser, viser i talrige enkeltheder, hvorledes Birck i årevis havde kæmpet for at få ordnede og forsvarlige forhold på børsomsætningens område, men hvorledes alle hans

378

bestræbelser for at råde bod på al slags børssvindel var strandede på Rigsdagens og Regeringens modstand. Han påpeger bl.a. indledende, at børsordningen af 1914 ikke var andet og mere end et jammerligt makværk, at handelsminister Hassing Jørgensen her havde forrådt den gode købmandskabs princip, og at både statsmagten og Grosserersocietetet i denne sag på uforsvarlig måde havde givet op over for Børsens mægtige mænd. Thi hvad var det, der skete? Spørger han. Og han svarer selv: "Det var, at indtil 1914 havde de kursnoteringsberettigede vekselerere udviklet sig til et sluttet laug, og fra et laug havde de udviklet sig til en klike, og fra en klike til en sammensværgelse." Birck karakteriserer i denne sammenhæng baggrunden for den ordning, der gennemførtes 1914.

Forud havde Kursnoteringsudvalget udøvet så at sige hals- og håndsret over vekselererstanden. De gennemførte bl.a. kollegiale regler, så det faktisk gjordes umuligt for en vekselerer at bryde ud, hvis han ville gøre op med det misbrug, der havde indsneget sig. Situationen karakteriseres bl.a. På følgende måde: "De havde gennemført regler om, at de havde lov til at låne aktier, der lå hos dem, til baissister, de havde gennemført selvindtrædelsesreglen, det vil sige, at en vekselerer, der var ens fuldmægtig, havde lov til uden varsel at være ens modpart, uden at man endda fik det at vide, og endelig havde de gennemført en manipulation af Børsen på alle mulige måder; en sådan er i virkeligheden gennemført så stærkt her i landet, at selv Wall Street, New Yorks børs, som i sin tid har været anset for at være en af de værste, er en ret tam affære ved siden af den københavnske." Så kom de store skandaleaffærer, processerne mod "Bendix & Steen" og firmaet Monies, samt mod vekselerer Philipson, og forudsætningerne for en kraftig nyordning af børsvæsenet var dermed givet. Men alligevel blev den ikke til noget, da Socialdemokratiets mand, den jødiske vekselerer A. F. Lamm, ville noget andet, og resultatet var — ifølge Birck — at "denne børsreform var i virkeligheden det rene humbug".

379

79 københavnske grosserere havde protesteret mod denne på velanstændighedens vegne, de konservative hovedstadsblade havde gjort kraftige indsigelser gældende, men alt var forgæves. Birck beklagede, at "Social-Demokraten" ikke var blandt dem, som angreb den. Men — siger han: "Grunden var den, at vekselerer Lamm var fader til denne børsordning. Lamm var jo ikke en almindelig vekselerer, han var en meget fin mand, var Borgerrepræsentationens formand, var partiets hofgænger, den, der repræsenterede det ved hoffet, kort sagt, han var en ideolog på mange områder. I det hele taget blev der ikke fra den radikale fløj rejst nogen kritik."

I sine bebrejdelser mod Børsreformen af 1914 fremhæver Birck endvidere bl.a., at vekselererne bevarede deres ret til at bestemme, hvem de ville optage som medlem, og at de uden at angive grunde kunne afslå at optage en mand. Tillige fik vekselererne deres kurtage forhøjet. De fik ret til selvindtræden, ret til kompensation, ret til udlån af aktier. Mangt og meget var nu ændret og forbedret i det nye lovforslag, dog var bestemmelsen om forhøjelsen af kurtagen bibeholdt omendskønt dens uheldige virkninger navnlig med hensyn til outsidernes virksomhed var trådt klart frem i dagens lys. Birck beklager også, at der ikke blev taget klare forholdsregler mod kursskæringen og karakteriserer denne som en forbrydelse. For at gøre menigmand dette spil med børskundernes værdier forståelig, fortæller han nøjere, hvorfor han er en afgjort modstander af, at vekselerere får ret til selvindtræden og til kursskæring. Han bemærker: "De vil forstå det af følgende: Hvis De sender deres avlskarl hen at købe en ko og han giver — lad os tage en sum, der passer i vore dage, — 500 eller 600 kr. for den ko, og han siger til dem, at den har kostet 650, så er De ikke i tvivl om, at den mand er bedrager. Eller omvendt, hvis han sælger koen under den pris, han opgiver til dem. Nu sker det således, som ærede medlemmer ved, at på Københavns Børs noteres i løbet af de få timer, Børsen holdes, det samme papir adskillige gange,

380

idet kutymen er, at der sælges 400 kr. aktier ad gangen. I øjeblikket kan der være 2 – 3 – 4 – 5 pct. forskel mellem den kurs, hvortil en post af et papir er solgt, og den, hvortil en anden post af samme papir er solgt. Hvis vi nu siger, at omsætningerne har ligget mellem 117 og 122 pct., vil vekselereren være tilbøjelig til at sige til den kunde, der har købt papiret: Jeg har givet 122, og til den, der har solgt papiret: Jeg har fået 117, og hvor der er ret til kompensation — det vil sige, at vekselereren slet ikke udfører handelen, men afgør den i sine bøger ved en art salg og køb —, bærer han sig ad på samme måde, og derigennem får han en umådelig stor indtægt." I denne sammenhæng fremhæver Birck, at disse transaktioner stadig havde været på tale i vekselerer-processerne, som behandledes i Rump-kommissionen, at det først var blevet bestridt, at sådan illoyal kursskæring var sket, men at vekselerer Lamm til syvende og sidst, da han blev presset, havde indrømmet, "at dette irregulære forhold at afregne kunderne ugunstigere kurs end opnået ikke blot har været anvendt af vekselererne i enkelte tilfælde og for spekulationsforretninger, men overhovedet har været anvendt af de allerfleste vekselerere — som almindelig skik og brug". Og vekselererne Reimann og Trier havde senere i et protokollat erklæret, at vekselererne ved udførelsen af kommissionsordrer på Børsen som regel burde afregne med kunderne til de virkelig opnåede kurser, men at "det er deres overbevisning, at de fleste vekselerere i en lang årrække i adskillige tilfælde har afregnet til kurser, der var noget fordelagtigere for dem"! Birck polemiserede endvidere mod den høje kurtage, der beregnedes ved spekulation i udenlandske aktier og berettede om sit sammenstød med Philipson i anledning af dennes misbrug af kurtageretten mod en svensk konsul. Birck havde i en artikel i "Nationaltidende" betegnet Philipson som ågerkarl og anmodet denne om at anlægge sag mod sig. Det gjorde Philipson dog ikke, men han havde i stedet for besøgt ham og bedt om at standse angrebene, da det var synd at rette sådanne beskyldninger mod ham.

381

Birck fremhæver derefter det meningsløse i, at en vekselerer samtidig kan være kundens modpart i spekulationen, at bl.a. "en mand, der efterhånden er blevet en af vore største vekselerere i omsætningen, Johan Levin, en mand, der i sin tid af en af vore blades børsmeddelere blev kaldt for "Børsens Napoleon", mindre kunne ikke gøre det, en mand, der faktisk kan manipulationens kunst på Børsen, som forstår at holde et papir eller slå det ned, denne mand er samtidig andres befuldmægtigede, uagtet han selv har en mængde interesser". Han nævner endelig, at en outsider-vekselerer, kendt under navnet Massage-Levin, anså det som fremtidens ideal, at enhver husmand engang ville have lært at spekulere i majs osv.

Birck mente, at meget ville blive bedre ved den nu omhandlede børsreform, men at der dog endnu måtte foretages yderligere for at lede børshandelen ind i en sund udvikling, og at der bl.a. også burde udstedes et forbud mod handel med kuponer. Og han fortsatte med at fastslå, at Europas børser i almindelighed er blevet spillebuler, og at efter hans mening "Københavns Børs er blevet fuldt så slem som nogen anden". Børserne var blevet det sted, hvor man så at sige skabte den falske kapital, der er i verden, hvor udbyttet lavedes om til aktiekurser og til aktier, og hvor enhver fordel kapitaliseredes, og der således skabtes en mængde papirformue. Men derved lod sig desværre intet ændre, dette lå nu én gang, kunne man fristes til at sige, i sagens natur. Børsloven her måtte indskrænke sig til at holde god købmandsmoral i hævd. Slette vaner måtte ikke få alderstids hævd, blive berettigede interesser, så det blev umuligt at røre ved dem. "Jeg tror" bemærkede Birck til slut, "det er et farligt system at komme ind på, at når fanden bliver gammel, får han hvide whiskers, bliver ærværdig og er hellig og ukrænkelig."

Helt upåtalt gik professor Bircks angreb mod vekselerer Lamm ikke hen. Den socialdemokratiske folketingsmand Hans Nielsen ønskede nærmere beviser. Birck replicerede atter på

382

sin maner: "Jeg bebrejdede ingenlunde hverken Lamm eller socialdemokraterne, at Lamm gik til hoffet. Jeg udtalte kun, at den mand, de sendte til hoffet som Borgerrepræsentationens formand, havde en så udmærket stilling inden for Socialdemokratiet, at hvad han gjorde, var i virkeligheden Socialdemokratiet medansvarlig for. Det var ikke det, jeg angreb Lamm for, jeg angreb ham for den sørgelige ting, at socialdemokraternes Lamm i virkeligheden afslørede sig som en meget kapitalistisk ulv ved hele den måde, hvorpå han optrådte i Børsudvalget".

I april 1919 rygtedes det i bladene, at prof. Birck havde udarbejdet en Trustlov, et arbejde, som formodedes at være fremskyndet af den mand, der i 1915 tog initiativet til grundlæggelsen af Det konservative Folkeparti, dvs. af middelstandspolitikeren, folketingsmand Asger Karstensen. Mod månedens slutning bebudede også Birck selv, at forslaget var på trapperne. "Det kommer!" erklærede han i et interview. "straks efter Påske bliver det forelagt i et partimøde, og jeg venter derefter, at det skal blive forelagt (ment er: i Rigsdagen!) en gang i maj." Dog disse forventninger brast, og selve det Birck’ske trustforslags bestemmelser er aldrig kommet til offentlighedens kendskab. Selve planen strandede på industrimagnaternes beslutsomme og kraftige modstand.

Hvorledes højfinansens repræsentanter og specielt Industriraadets mænd stillede sig til prof. Bircks lovforslag, fremgår meget tydeligt af den beske og hånende medfart, de giver deres statskonservative kollega i bladet "København", der netop i denne periode var overtaget af landstingsmand Alex. Foss og folketingsmand Theodor Jensen. Her er det cand.polit. Ivar Moe, som i en utrolig perfid artikel: "Professor Birck bliver Interviewet" (offentliggjort den 28. 4. 1919) raillerer over professorens formentlig overdrevne selvfølelse og over Den overordentlige Kommission, hvis virksomhed efter forfatterens opfattelse skal have forvoldt samfundet

383

umådelig stor skade ved medlemmernes enestående evneløshed og forhandlingsmetodernes sendrægtighed og vidtløftighed og kun havde haft den virkning at pumpe statskassen tom. Det er Industriraadets forbitrelse mod den Prisreguleringskommission, som ikke ville sætte Birck ud af spillet, der her kommer til orde. Da Birck i særlig grad holder på professorembedets værdighed, taler Moe spottende om denne "troskyldige selvfølelse, som vidner om, at der i hans (dvs. Bircks) sjæls kamre endnu findes et stille rum, som videnskaben har skånet, og hvor lille Laurids rider til hest på bedstefaders knæ med sabel og trekantet hat". Denne spydighed vil man kunne tage let. Men værre er det — og for situationen i april 1919 overordentlig karakteristisk — at Ivar Moe, ligesom samtidigt den konservative folketingsmand Julius Schovelin – pure benægter nødvendigheden af en trustlov ved simpelthen at påstå, at Danmark ejer ingen truster. Sådant hævdes af industriens bestaltede mand, få måneder efter at Prisreguleringskommissionen med Birck i spidsen har haft de voldsomme sammenstød med skotøjstrusten, i et tidsrum, da trusternes førende mænd som Max Ballin og Benny Dessau åbent stiller krav om alene at måtte beherske landets erhvervsliv og at dirigere hele udenrigshandelen! Thi således lå landet jo i virkeligheden. Endnu den 30. 4. 1919 udtalte "København", at det ville være klogt, "at statsmagten snarest muligt bliver trukket ud af handelen med vore udførselsvarer", da erhvervene ifølge Foss’ opfattelse selv "er i besiddelse af langt større smidighed til at rette sig efter markedet". I et øjeblik, altså, da trustmagnaterne føler sig som landets herrer, tør Moe bestride eksistensen af truster i Danmark ved at udtale ønsket om, at professor Birck i motiverne til sit forslag måtte bringe en fortegnelse over de danske truster eller i alt fald dokumentere, at den danske rigsdag agter at føre en toldpolitik, som vil muliggøre dannelsen af indenlandske truster til befolkningens plyndring. Nej — Industriraadets presselakaj kender ikke noget til storindustrielle

384

sammenslutninger, og Alex. Foss’ blad ønsker også blot, at Den overordentlige Kommission snarest muligt måtte forsvinde, selvom Birck skulle have det ønske her at "skabe sig et fast laboratorium for sine studier over menneskenes umedgørlighed". Moe havde altså ingen respekt for problemet "den danske trust".

Samtidig med at dette angreb rettedes mod prof. Birck i den såkaldte "Fossische Zeitung", behandledes hans udkast til en trustlov i et partimøde. Den 30. april kunne det samme blad, "København", meddele om denne forhandling, at det "ville vistnok være at omgås sandheden noget letsindigt", når man ville påstå, at forslaget "havde nogen glimrende succes hos Det konservative Folkepartis medlemmer". Og bladet tilføjede: "Tværtimod skal man i partimødet have vist megen kølighed mod professorens hjertebarn, som foreløbig henvistes til et udvalg, hvorfra det næppe vil se dagens lys — således forsikres der os. Vinteren er gået, og vår vil gå med, måske næste sommer med, før Folketinget bliver delagtig i den nydelse, det altid er, når professor Birck fremsætter lovforslag i tinget".

Større hån kunne bladet vel ikke tillade sig over for et af partiets medlemmer. Men selvfølgelig! Når de storindustrielle, de storhandlende og storkapitalisterne rørte på sig, måtte Birck naturligvis hurtigt blive den lille, og — Asger Karstensen med.

Karstensen gav rigtignok i første omgang den brovtende og anmassende finansklike, der ville foreskrive de konservative, hvad de måtte tro og tænke om monopolerne, det glatte lag i sit organ "Frederiksborg Amtstidende". I nummeret for 1. maj 1919 advarer han storindustrien og storhandelen, der nylig gennem de konservative, ingeniør Alex. Foss og grosserer Theodor Jensen, har erhvervet aktiemajoriteten i "København", mod at fremsætte alt for urigtige meddelelser om folkepartiets stilling til trusterne. De storindustrielle specialister ville, hvis de ikke var forsigtige, ellers også denne gang

385

"få samme kranke skæbne, som da de søgte at dække hr. Max Ballin ved en politisk offensiv" (det vil vel sige ved fremstødet mod prof. Birck i Den overordentlige Kommission). Derefter siges nogle borgerlige ord om det danske folks stilling til kapitalmagtens hegemonibestræbelser, som i og for sig kunne være ideelle nok for et folkepartis vedkommende, men som rigtignok over for kapitalistpartiet, kaldet "Det konservative Folkeparti", ramte helt ved siden af.

Asger Karstensen skrev nemlig:

"Det er overhovedet umuligt for den lille kreds af storindustrielle at få anden offentlig og politisk støtte her i landet og på Rigsdagen end den, hvortil den kan forhandle sig. Det skulle man tro, at den lille kreds af storindustrielle måtte kunne sige sig selv. Danmark er ikke og bliver, gudskelov, aldrig et storindustrielt præget land, det er og bliver de jævne befolkningsklassers, landbostandens, håndværkernes, de handlendes og arbejdernes Danmark.

Dette Danmark rummer afgjort modstandere af al storvirksomhed på enkeltmandshænder. Langt den overvejende del af den danske vælgerbefolkning hører til disse modstandere. Resten erkender, at der også bør gives plads for storinitiativet, men, vel at mærke, som et led i helheden — ingenlunde førende eller dominerende — og med samfundets indseende, hvor storvirksomheden bliver en sådan, at den prismæssigt dominerer samfundet. Kravet om dette indseende med den monopoliserede storbedrift er landbostandens, den almindelige forretningsverdens og alle forbrugeres naturlige krav. Det er vel det stærkeste krav i hele landet! Skal det overhovedet lykkes at hævde storinitiativets berettigede interesser gennem forhandling mod de retninger, der står stærkt imod det, må det selvfølgelig ske med respekt for dette krav om, at samfundet har reguleringsret over for monopolet. En politik, der støttede privatmonopolet, ville være intet mindre end den farligste for selve privatejendomsretten".

Den 6. maj 1919 beskæftiger Asger Karstensen sig endnu engang i en artikel: "Trust-politikken og Partierne" med det her omhandlede spørgsmål og fremhæver som det grundlæggende princip for en sund mellemstandspolitik, at det fri initiativ skal have lov til at udfolde sig i handel og håndværk, agerbrug og industri, men at samfundet skal have indseende

386

der, hvor kapitalsammenslutninger ved ringdannelser og truster dræber al konkurrence og dikterer markedet sine priser. Her ønskes kontrol. "Der findes ganske vist", fortsætter forfatteren, "i folkepartiet som hos de Radikale som for øvrigt også andre steder visse storvirksomhedsindehavere, der vil søge at indvirke på partiernes politik i den slags spørgsmål. Men de har ingen ret og vil ingen ret få til at dreje politikken bort fra dens klart afstukne baner".

Asger Karstensen, som før i tiden havde vist en ejendommelig iver i at støtte Parvus’ interesser, repræsenterede her for en gangs skyld et udpræget antikapitalistisk synspunkt. Men i øvrigt tog han grundig fejl, når han troede at kunne sætte den storindustrielle og højmerkantile fløj inden for sit parti til vægs. Det tredie Tings mænd, børsmatadorerne, var stærkere end han, og han synes heller ikke at have set helt til bunds i det intrigespil, som netop jøderne tillod sig inden for hans eget parti. Det viser sig allerede deri, at han i sin pjece "Et Opgør", der udkom 1921, og i hvilken der gøres rede for de forhold, der foranledigede hans udtrædelse af partiet i sommeren 1920, stiller sig aldeles ukritisk over for Laurits Heine, formanden for det konservative partis forretningsudvalg. Om ham bemærker han, at Heine som medlem af en anset københavnsk patricierslægt og "ifølge fødsel, omgivelser og natur" stod ham fjernt, da han selv så udpræget foretrak et menneske af folket frem for et overklassefænomen, når man skulle vælge type. Men han havde fattet sympati for Heine, der hurtigt havde vist sig "at være en loyal kampfælle, en forstående mand og, bag en facil (elskværdig. Red.) optræden, en fast og trofast karakter". At Heine selv var foregangsmand i den forrykteste spekulation og topfigur i en række foretagender, der senere afsluttede deres virksomhed med milliontab*, at han var den mest udprægede kapitalisttype, som tænkes kan, var tilsyneladende ikke gået op for Karstensen. Denne retter

387

også skarpe angreb mod redaktør Erik Hansen i Kolding for hans jødefjendtlige indstilling. Derimod anerkender han Bircks indsats og fremhæver, at hans egen strid med partiet havde sit udgangspunkt netop i hans stilling til Birck, der jo efter storkapitalisternes opfattelse "havde fortrinsvis den fejl, at han opfattede arbejderne som mennesker og ikke som maskiner." Asger Karstensen fortæller endvidere, at Alex. Foss allerede i efteråret 1918 havde indledt et stormløb mod Birck i anledning af Ballin-affæren i Prisreguleringskommissionen, hvilket imidlertid blev "afpareret ved en af mig foreslået dagsorden". Det var denne episode, der gav stødet til, at storindustrien oprettede korrespondancebureauet "Riget", med hensyn til hvilket Karstensen fastslår, at det "blev ledet uden hensyn til almindelige regler for pressevirksomhed, alene i kraft af og ved hjælp af penge".

Den sidste erkendelse, Asger Karstensen måtte drage i denne sin politiske kamp, var, at hans parti var bukket under for finansmagtens kvælertag og havde udleveret sig til den vildeste og brutaleste kapitalisme. De konservative havde derfor ikke mere ret til at kalde sig et folkeparti. Han anmoder derfor sine forhenværende partifæller om at fjerne denne titel og at benævne partiet ved et ærligt navn. Med kynisk foragt havde det såkaldte folkeparti brudt med et af hovedpunkterne i programmet, det, som tilsagde det forbrugende folk indseende med monopolagtige virksomheder; samtidig havde det atter sat den gamle forstøvede højretradition, "snobberiet, nådigherredyrkelsen, den tankeløse løben i flok omkring en af nationens stormænd", i system. Dette forræderi mod konservatismen ville Karstensen ikke godkende. Han drog konsekvensen. Han gik.

Prof. Birck nåede som nævnt aldrig så vidt som at få sit eget forslag til en trustlov frem i Rigsdagen. Dertil havde det, ifølge en bemærkning i det af Alex. Foss finansierede "Kolding Avis", en alt for "socialistisk tendens", var det i alt for udpræget grad "en videre udbygning af prisreguleringssystemet".

388

Den gik ikke. Men dermed var denne sag ikke taget helt af dagsordenen. Thi allerede den 27. august 1918 havde Regeringen fremsat et i det store og hele af Den overordentlige Kommission udarbejdet udkast til "Lov om offentligt Tilsyn med visse Virksomheder", ifølge hvilket sådanne enkelte eller sammensluttede virksomheder af monopolagtig karakter inden for produktion og omsætning, derunder indbefattet transport, som var i stand til at udøve en bestemmende indflydelse på pris- og omsætningsforhold i det indenlandske marked eller en betydende del deraf, skulle stilles under offentlig kontrol. I rigsdagssamlingen 1918/19 nåede man blot så vidt som til at fremme sagen til udvalgsbehandling, men i den følgende samling skulle netop dette forslag give anledning til meget vidtløftige diskussioner, hvori folketingsflertallet — deriblandt også enkelte medlemmer af Det konservative Folkeparti! — var absolut positivt indstillet over for lovforslagets bestemmelser, men hvor det så alligevel til sidst lykkedes de hemmelige kræfter at få sagen standset. Forslaget havnede, efter at det var blevet vedtaget i Folketingets tre behandlinger, i et landstingsudvalg, og her syltedes det endeligt!

I diskussionen om denne trustlov var konservatismens repræsentant, jøden Arnold Fraenkel, den eneste, der åbent talte imod. Han havde i og for sig ikke noget imod, at der indførtes foranstaltninger, som kunne begrænse de såkaldte "koncentrerede bedrifter"s uhyre sociale magtstilling, den overmægtige indflydelse, som lederne af disse storbedrifter sad inde med, så længe de rådede over de mægtige kapitaler og en stærk koncentrering af produktionsmidler og af mennesker. Men Fraenkel ønskede ikke indgreb i trusternes prispolitik, fordi han, som han erklærede i første behandling af lovforslaget den 9. september 1919, nu engang ikke var modstander af den private kapitalopsamling, og idet et sundt samfund netop trængte til rigmænd, der kunne bane produktionen nye veje. Den private kapitalopsamling — mente han — var "ganske nødvendig for at føre erhvervslivet, produktionen, det, som

389

til syvende og sidst det hele beror på både for de enkelte medlemmer af samfundet og for Staten, igennem på en sådan måde, at samfundet kan eksistere". I øvrigt erklærede A. Fraenkel, at det efter hans mening var yderst uheldigt at fremsætte forslag til en trustlov netop i et øjeblik, da alt måtte sættes ind på at fremme, i stedet for at hæmme produktionen. Da sagen igen stod på dagsordenen den 25. februar 1920, havde Fraenkel atter mange slags indvendinger, bl.a. den besynderlige, at kontrol af monopolerne strengt taget var alt for kompliceret til at gennemføres af et enkelt udvalg. Sammen med et fraktionsmedlem fremsatte han flere ændringsforslag, bl.a., at kun virksomheder, "hvis indflydelse på varepris og omsætningsforhold er tilstrækkelig til at ophæve virkninger af konkurrencen både for ind- og udlån", skulle indbefattes under lovens bestemmelser. Den skulle herefter udelukkende gælde for virkelige monopoler og ikke for storbedrifter uden udpræget monopolagtig karakter.

Heroverfor gik prof. Birck energisk i brechen for Regeringens lovforslag, hvis definitioner efter hans opfattelse var vel gennemtænkt, og hvis kontrolbestemmelser han anså for nødvendige i det foreslåede omfang. Ikke blot monopolerne i egentlig forstand, men ligeledes karteller, truster, fusioner og deslige skulle kontrolleres. Disse sammenslutninger skulle være forpligtet til at fremlægge virkeligt regnskab til erhvervenes tilsynsråd; thi når "et koncern er således, at det har overtaget leveringen af en bestemt vare i et land og er ret enerådende på det område, er dette koncern ikke at betragte som en privat institution, men så er det en social, en offentlig institution med pligter over for det øvrige samfund". På samme måde skulle der skabes muligheder for at overvåge koncernernes finansiering, da det jo almindeligvis var deres overkapitalisering, som ødelagde dem hele verden over. Kapitalens udvanding skulle under kontrol, og der skulle drages omsorg for, at disse store virksomheder vænnede sig til en fair optræden over for de mindre virksomheder og til at

390

afholde sig fra en unfair konkurrence. Birck viste på grundlag af talrige eksempler, hvorledes storvirksomhederne i så henseende forstod at misbruge deres magtstilling. Og han påviste på ny trusternes udvikling her i landet, som allerede havde været godt i gang før krigen og havde været i stærk udvikling under og efter krigen. "Trusterne er stærke," sagde han. Og han fortsatte: "og her i Danmark er de dobbelt stærke af den grund, ... at det danske folk, så udmærket det end er, holder mest af at gå i flok, og det moralske mod, der hører til for at stå op og slås for sig selv og sin idé, ikke er den enkelte mands mod. Så meget fysisk mod, det danske folk end har, dets moralske mod tror jeg er ikke så stærkt ..."

Bircks meningsfælle Asger Karstensen troede i denne rigsdagsforhandling endnu at kunne lempe sig til rette, han anså det for forsvarligt at godkende de fra hans parti (A. Fraenkel og Korsgaard) fremsatte ændringsforslag og troede, at storindustriens mænd, som endnu regnede med at kunne kuske med folket som det passede dem bedst, nu havde lidt et afgjort nederlag. Han præciserede igen som sit hovedsynspunkt til sagen, at det drejede sig om at værne samfundet mod en ensidig kapitalkoncentrations eneherredømme på visse afgørende økonomiske områder, og at "det ville være nødvendigt, hvis man over for socialismens og radikalismens over for det frie næringsliv fjendtligsindede politik skulle kunne hævde mellemstandens, det frie erhvervs naturlige stilling, da resolut at slå fra der, hvor det frie erhverv slår over i sin modsætning, går bort fra den frie konkurrence over til monopolet, der betyder udelukkelse af enhver konkurrence". Hvad Birck og Karstensen her fremførte, vidnede om redelig vilje til at beskytte folket mod trusternes udplyndringsmanøvrer, men Borgbjerg kunne allerede under drøftelsen den 27. 2. 1920 gøre opmærksom på, at disse to mænds betragtninger jo ikke var bindende for Det konservative Folkeparti; men at derimod dr. Arnold Fraenkel måtte betragtes som de konservatives ordfører. Ja, og denne højrepartiets ordfører sparede sig så

391

sandelig intet i fremførelsen af indvendinger mod trustloven — og i uforskammet anmassende og personligt nedsættende bemærkninger mod sin egen partifælle Birck, hvis helt igennem saglige og grundige bevisførelse han bl.a. affejende betegnede som "en bunke hø og hakkelse". Men denne gang giver Birck atter råt for usødet i en form, som selv jøden Fraenkel ikke har kunnet misforstå. Han pointerede, at hans modstander aldrig ville få lejlighed til at undgå ham. Kampen ville blive videreført: harmfyldt, bidende ironisk, men også i bevidstheden om at kæmpe for en retfærdig sag, afsluttede Birck kontroversen med følgende ord:

"Her i Danmark undgår man ikke folk, ikke engang det værste bæst kan man blive af med. I det offentlige liv vedbliver jeg at være under en eller anden form, så længe jeg lever, jeg er uundgåelig. Derfor skulle det ærede medlem se at vænne sig til mig, til at tåle mig. Det var sundt for ham, og det var sundt for partiet. Jeg vil gerne hjælpe det ærede medlem. Kunne det hjælpe noget, at jeg forærede ham mit fotografi til at stille op på sit skrivebord, så han på den måde kunne blive vant til at tåle at se mit ydre?"

Jøden Fraenkel blev svar skyldig over for denne mandige afvisning.

Ligesom Asger Karstensen måtte dog også. Prof L. V. Birck til sidst tage konsekvenserne af sit partis stadige obstruktion mod kravet om en offentlig kontrol med truster, karteller og deslige. Det blev des mere uomgængeligt, idet han også kom i skarpeste modstrid med sit parti på et andet punkt, nemlig med hensyn til bedømmelsen af den grænsepolitiske ordning i Nordslesvig. Birck havde i denne sag til stadighed fastholdt den anskuelse, at retsprincippet skulle være afgørende for løsningen af Nordslesvig-spørgsmålet, og havde bl.a. den 25. 10. 1918 i Folketinget udtalt, at målet for freden også i det, som angik Danmark, var, at uret skal slettes og ikke flyttes. Da de konservative i modsætning hertil i de kritiske martsdage 1920 krævede en internationalisering af Mellemslesvig osv., var bruddet med Birck uundgåeligt.

392

Efter at han fra partiets to formænd var bleven anmodet om at udtræde af partiet, foretog han sin udmeldelse i en skrivelse til partiets formand af 20. marts 1920, i hvilken han bl.a. Bemærkede:

"Idet jeg indser, at mit syn på, hvad der kræves for at sikre samfundet indadtil (dvs. værn mod storkapitalens sammenslutninger) såvel som min overbevisning om, at den regering, der vil modtage Flensborg på trods af selvbestemmelsesretten vil bringe Danmarks sikkerhed og selvstændighed i fare, kan jeg forudse, at jeg ikke vil være i stand til altid at bøje mig for flertalsbeslutninger inden for partiet."

Partiets modstand mod offentlig kontrol med trusterne var altså det primære, det i første række afgørende for Birck’s beslutning. Da partiet ikke ville gå med til at indsnævre kapitalmagtens indflydelse på samfundslivet, måtte han gå. Han opgav dermed rigtignok ikke sin plads i Rigsdagen. Men hans umiddelbare indvirkning på den politiske udvikling tabte dog for nogen tid i betydning. Også i dette tilfælde viste det sig altså, hvor uhyggelig en magt Det tredie Ting sad inde med.

Længe før der var gået hul på bylden, nærede prof. L. V. Birck mistillid over for Landmandsbanken. Derfor advarede han bl.a. i sin rigsdagstale den 25. oktober 1918 mod at yde de store finansmagnater, som nu forherligedes i nogle ugeblade som "Verden og Vi" og "Ugens Tilskuer", alt for megen ros og tog derved navnlig sigte på Glückstadt, Herm. Heilbuth, H. P. Prior, Ballin osv. Da han den 17. juni 1919

393

i Folketinget behandler lovforslaget om ændring i Nationalbankens oktroj, øver han atter en meget åben kritik mod Landmandsbankens forretningsmetoder, bl.a. Ved at henstille til Nationalbankens direktion at holde strengere kontrol med de private bankers regnskaber og med aktiespekulationens udvikling. Han anbefaler i særdeleshed at have opmærksomheden henvendt på de københavnske bankers månedsbalance, hvorved man bl.a. ville se, "at der er en gryde, hvori man putter alt muligt — den hedder diverse debitorer". Kontoen var, forklarer han, steget fra 136 mil. kr. før krigen til 600 mil. kr. hos disse banker. Det indeholder en slet dulgt mistanke om, at Landmandsbanken ikke disponerer særlig heldigt over indskudsmidlerne, når Birck i denne anledning hævder, at denne såkaldte "gryde" for en bestemt banks vedkommende tjener til at skjule de virkelige forhold for befolkningen, og derefter siger: "Handelsbanken har en konto diverse debitorer på kun 1/4 million på en balance af 612 millioner kroner. Privatbanken har 22 mil. kr. på en lignende balance, men Landmandsbanken har 380 millioner på en balance af 1200 millioner." Man kan herefter også forstå, at Birck kræver ensartede regler for alle bankregnskaber, så man virkelig kan se, hvorledes pengene er anbragt, og hvem banken skylder pengene til.

Birck rettede også i de følgende år jævnligt kritik mod Landmandsbankens virksomhed og vakte særlig opmærksomhed, da han den 11. marts 1922 på den ekstraordinære generalforsamling i Kjøbenhavns private Lånebank tog stilling til den tidligere omtalte plan om sammenslutning af denne bank med Landmandsbanken.* Generalforsamlingen forløb nogenlunde roligt, omendskønt der fra aktionærside rejstes adskillig kritik mod den holdning, bankledelsen havde vist i de kritiske dage. Forskellige aktionærer talte mod sammenslutningen, deriblandt også prof. L. V. Birck. Han hævdede, at situationen

394

var meget vanskelig for aktionærerne, thi de solgte deres aktier, "men de fik en kat i en sæk ved at modtage Landmandsbankens aktier. Vel vidste de, at det var en gammel og stor bank, der havde haft et godt år efter regnskabet at dømme. Der var afskrevet 25 mil. kr., som var en stor sum, men det var kun en lille afskrivning, hvis der var disponeret forkert. Ingen kunne vide, hvad Landmandsbankens aktier var værd i 1923." Det skulle alt for hurtigt vise sig, hvor uendelig berettiget denne skepsis var. Dog Birck regnede dengang endnu ikke med et totalt sammenbrud, og når han her henviser til årsregnskabet for 1921, fremgår heraf tydeligt, at han dog endnu troede at kunne fæste nogen lid til Glückstadts ord. Men han var forberedt på, at der ville opstå store vanskeligheder, og han advarede også i den følgende tid mod at være alt for optimistisk med hensyn til Landmandsbankens evne til at lede landets politik. Det stod ham klart, at nu var situationen ved at tilspidse sig. Nu blev det alvor.

Det er under disse meget usikre og uklare forhold, umiddelbart før det store banksammenbrud toner frem, at Birck skriver sit vidunderligt ironiske bidrag om de forskellige kategorier af bestyrelsesmedlemmer, som repræsenterer aktieselskaberne udadtil og som, uden at have eller at føle noget som helst ansvar, lader sig deres, — for erhvervslivet dels skadelige og dels aldeles intetsigende repræsentation, — betale i dyre domme. Det er den kreds af medborgere, som figurerer i selskabernes ledelse for tantiemernes skyld, det går ud over i Bircks såkaldte zoologisk-finansielle studie: "Om Pengegrise", som "Politiken" første gang offentliggjorde den 24. maj 1922 og genoptrykte efter Harald Plums selvmord den 27. oktober 1929.

Karakteristikken indledes med følgende fornøjelige, men samtidig dog såre sarkastiske betragtninger:

"Mest yndefuld blandt gnaverne er det kaninagtige marsvin — på engelsk Guinea-pig — graciøs, blød af skind, lydløst springende, med lille baghoved, gode bideredskaber, sværmavet, alt i alt harmløs, næsten elskelig. Når den ligger i solen, tyggende, fordøjende, afbidende sin føde med hurtige og sky ryk, kigger den sig omkring med store, forskræmte øjne, hvori naturlig fejhed, uansvarlighed og samtidig en lav

395

snuhed giver sig udtryk. Men næppe opfanger dens lange øren bondens tråd, før den sætter af i et langt spring, løber hen ad marken og skjuler sig bag en jordhøj, men den kommer frem igen, når alt er roligt, og fortsætter fræk som en vandregræshoppe sit afbrudte måltid. Optræder den enkeltvis, er den uskadelig, nærmest dekorativ; men kolonivis er den en landeplage, som man rettest behandler på samme måde, som de australske bønder dens frænder kaninerne, driver dem sammen i et indelukke og knuser deres rygrad med tykke stokke.

Dom i gnaververdenen har vi også i menneskeverdenen en varietet, der kaldes Guinea-grise; i England var det reglen, at bestyrelsesmedlemmerne i aktieselskaber fik 21 shillings — en Guinea — for hvert bestyrelsesmøde, de overværede; folkevittigheden og derefter sproget betegnede dem som Giunea-pigs, Guinea-grise. Hr. Schovelin har, inden han selv gik ind i aktieselskaber, oversat ordet på dansk for en snes år siden, da han kaldte dem pengegrise med en veludviklet revne i ryggen. I Danmark nøjedes Pengegrisene ikke med 21 shillings pr. møde, deres honorar går op i tusinder; det vakte i sin tid jubel på Dannebrogs generalforsamling, da en urimelig aktionær forlangte, at intet bestyrelsesmedlem måtte få mere end 20.000 i tantieme; men Pengegrisen kan også tage mindre, og vi ser da også, at små selskaber kan få agtede navne, uagtet tantiemen og lønnen ikke når 1.000 kr."

Birck anslår antallet af disse "pengegrise" til 10.000, revisorer og direktører iberegnet. Trangen til at få et bestyrelsesben skal efter hans fremstilling selv hos meget agtbare og velhavende mænd gøre sig gældende i ligefrem forfærdende grad. Men der er, bemærker han, jo heldigvis ej heller så få sinecure-poster (mageligt hverv. Red.) at løbe efter. Han fortæller, at en af de større banker, der kom i nød, havde 29, en anden 24 bestyrelsesmedlemmer. Lidet smigrende analyserer han denne mennesketypes karakteranlæg: "Pengegrisen er absolut parasitær, den sætter sig i stilhed på en dygtig forretningsmand, smigrer ham, roser ham, går hans ærinder, og navnlig lukker øjnene på rette sted; dens hovedkarakter er ligesom dens dyriske genparts, harmløshed; den bør ikke straffes, thi den ved ikke, hvad den gør (det gør nu ikke så meget, thi den gør ingenting), men den forstår heller ikke, hvad andre gør, og det er slemt, thi den skal kontrollere og indestå med et agtet navn. Pengegrisen skal helst være en god og agtet borger, der hverken har været konkurs eller straffet. Man venter af den diskretion og absolut tavshed, også i bestyrelsesmøderne. Både af træning og af mangel på begavelse forundrer den sig ikke. Pengegrisen stiller ikke generende spørgsmål, den spiser af hånden ... Den danske pengegris holder af god mad, er vennesæl, dunker på maven, klapper på skulderen og har, når tantiemen udbetales, et uimodståeligt smil, som med held konkurrerer med

396

Mary Pickford og Ernst Rolf, og som kunne gøre den anvendelig som Odol-reklame." ("Odol, absolut bestes Mundwasser der Welt" (1893). Red.) Ja, sandelig, det er blodig ironi, som her rammer de ansvarsløse og pengebegærlige personer, der lægger navn til selv de vildeste spekulationsforetagender, når de derved blot på nem måde kan opnå en særlig profit. Birck afslutter disse betragtninger med at konstatere, at det højeste antal selskaber, en enkelt mand her i landet skræver over, er 50, at reglen for et bedre navn er 10 à 15, og at bl.a. "de direktører, der fik deres afsked fra Låne- og Diskontobanken, fordi de ikke havde passet på der, sad hver og drog tantieme fra et dusin selskaber".

Den maliciøse iagttager sondrer derpå nøjere mellem forskellige variationer af formående mænd, som har fået deres ben under bordet i de forskellige selskabers bestyrelse. Der nævnes først en gruppe, omfattende bankdirektører og konsortialledere samt spekulanter, som til tider disponerer over betydelige aktieposter og ene og alene er interesseret i kursernes udvikling; men ikke i selskabets stabilisering over det lange løb. Den næste gruppe er ringen af de store aktiedirektører, som belønner hinanden gensidigt ved at sidde i hinandens selskaber efter recepten: Du får 10.000 hos mig, så skal jeg have 12.000 hos dig.

Birck regner med, at denne gruppe råder over 1.000 "ben", fordelt over 50 personer. Som tredje gruppe opføres vekselererne, der for et konsortiums eller en banks regning jobber i vedkommende selskabs aktier og dernæst — som fjerde variation — korporationssagføreren, "en mundstærk, formalistisk og af egen værdighed gennemtrængt højesteretssagfører, der ved påpasselighed, gode albuer, trofasthed og villighed, varetager dette selskabs rettigheder og får lov til at skrive dets skøder og dokumenter". Det er videnskabsmanden Birck, der i denne anledning harmes over, at det danske erhvervslivs repræsentanter i almindelighed har en almueagtig foragt for videnskab og teori, medens de har en ligeså almueagtig overtro på højesteretssagføreren, der kan redde dem i en klemme, hvor det kan dreje sig om 100.000 kr.

Og derefter er der i Bircks lille studie tale om en femte gruppe, nemlig alle de højadelige herrer, høje embedsmænd, universitetsprofessorer osv., der pynter godt på bestyrelseslisten og som netop i hele deres færden svarer til den som indledning givne skildring. Om denne variant i bestyrelsernes flor bemærker han: "Endelig er der en stor gruppe af gode borgere, agtværdige nulliteter, som har et godt navn, uden nogen kan sige hvorfor, og en god bankkonto, om hvis oprindelse ingen spørger. De hører til ja-brødrenes fagforening, og målestokken for deres succes og livsfremgang er markeret med de datoer, hvor de kom ind i et nyt selskab. De er stolte af deres stillinger, de får dem opført i den Blå Bog på samme vis, som Stærkodder indridsede sine sejre på en karvestok; men går det galt, er de forsvundet, som storken om efteråret

397

eller som haren og marsvinet på såmarken, når bonden viser sig. Ved dette års generalforsamlinger stod mange stole ledige, der var reserveret bestyrelses- og repræsentantskabsmedlemmer; men gudskelov! de er gemte, men ikke glemte. Når stormen er ovre, stikker de deres små, rosenrøde snuder frem igen, hvæsser deres fortænder og bliver atter indvalgt i bestyrelser. Nogle har ikke tålmod at vente så længe; i hr. Wiingaards assuranceselskaber* så vi de samme bestyrelsesmedlemmer, der kontrollerede selskabet i hundene, på ny træde frem som kontrolkomité ved reorganisationen, eller for at tage Nielsen & Winther, efter at hr. Rambusch havde kørt sit selskab i sænk og derfor var gået, bliver han virkelig forleden dag igen indvalgt i bestyrelsen. Nej! Visselig deres orm dør ikke — hverken deres ærgerrigheds orm eller deres begærligheds ild."

Dog fremhæver Birck herefter tillige, at der gives personer, der står uden for de her omhandlede grupper, og som virker enten i god eller — hvis det er muligt — i en endnu mere udpræget skadelig retning. Der findes, siger han, ved lejlighed samvittighedsfulde og hæderlige personer, mænd, besjælet af den gamle købmandsånd, som søger at røgte deres hverv inden for selskabsbestyrelserne på forsvarlig måde og som skammer sig ved de forhold, der har fået råderum på dette område. Det er disse personer, som efterhånden trækker sig tilbage og i voksende grad giver afkald på både æren og fordelen. Og endelig haves der — siger Birck — et underlag af mere eller mindre velstillet bourgeoisi, som finder sin tilfredsstillelse i at være repræsenteret i ledelsen af anden eller tredje rangs selskaber og derved blive ofre for de mest raffinerede og groteske svindlerier. Det drejer sig her nærmest om selskaber, "hvis bestyrelse virker som figurerne i en Offenbachs operette".

Det "zoologisk-finansielle studie" slutter med følgende snertende analyse af Pengegrisens tilværelsesform; "I modsætning til den rigtige Guinea-pig, der har to køn og føder levende unger, er den varietet af den species (art), der har frækhed nok til at kalde sig homo sapiens, nemlig Pengegrisen, kun hankønnet; den formerer sig ved knopskydning — og i Danmark i et rasende tempo. Den vil helst ind i etablerede selskaber, men er der ingen, så danner man nye selskaber, hvoraf der er mange, som med en varieté-soubrette (køn, bramfri, frivol ung pige. Red.) har det tilfælles, at deres eksistensberettigelse ene ligger i, at de er udstyret med gode ben."

På denne måde går prof. L. V. Birck i rette med de kredse, som havde bidraget ganske væsentlig til, at den forrykte

398

dans om guldkalven var udartet til det næsten ubeskrivelige og groteske alene derved, at de dækkede al slags råddenskab og vildskab med deres fine gode navne.* Hans betragtninger havde deres store berettigelse allerede i maj 1922, altså forud for Landmandsbankens sammenbrud, men fandt dog deres særlige bekræftelse få måneder senere, da denne store skandales hele rækkevidde blev bekendt og — på ny godt syv år senere, da det viste sig, at der stadigvæk fandtes agtværdige mænd i Danmark, der ikke undså sig ved at støtte svindelforetagender for tantiemernes skyld og således havde været med til at give Harald Plum den sidste chance.**

Snart skulle han få lejlighed til at give sine angreb en mere direkte adresse.

Emil Glückstadts systematiske vildførelse af offentligheden var ude for en særlig hård belastningsprøve på Det Transatlantiske Kompagnis generalforsamling den 10. juni 1922. Det var den dag, Landmandsbankdirektøren endnu engang forsøgte at sikre dette mægtige foretagendes videreførelse, ved at camouflere dets sande stilling. Glückstadt kendte de

399

Beregninger, som direktør Knud Styhr og kommitteret Carl Michaelsen forud havde foretaget om kompagniets finansielle stilling; han vidste, at den tabsregning, som Michaelsen havde sendt ham den 13. januar s.å., gik ud på, at der måtte regnes med tab på ca. 120 mil. kr., og han vidste, at direktør Riis-Hansens opgørelse anslog tabet til 75 mil. kr. Uden at tage hensyn til disse opgørelser meddelte Glückstadt imidlertid på generalforsamlingen, at der i året 1921 var tabt ca. 33 mil. kr., nemlig aktiekapitalen på 30 mil. kr. og yderligere 3 mil. kr. Han beklagede det sørgelige resultat dybt og bemærkede, at grunden hertil var den i 1920 påbegyndte og gennem 1921 fortsatte depression på verdensmarkedet, som nødvendigvis måtte forvolde store vanskeligheder. De mange forskellige udenlandske selskaber, i hvilke kompagniet var interesseret, havde haft betydelige tab på deres lagre osv. Han meddelte endvidere, at direktør Harald Plum og hans meddirektør Eskild Yding var trådt tilbage, og at de ikke havde nogen forbindelse mere med kompagniet. Det var desværre klart, at en likvidation ikke ville udbringe noget som helst til aktionærerne, og bestyrelsen stillede derfor forslag om at overdrage hele kompagniets forretningsvirksomhed til et nyt selskab "Externa", hvis kapital bestyrelsen ville fremskaffe. Dette selskab skulle overtage kompagniets aktiver og passiver og altså udrede hele underskuddet og herudover yde kompagniet et så stort beløb, at aktionærerne fik 15 pct. af deres aktier.

Overretssagfører Mortensen gik alvorligt i rette med Glückstadt, fordi han året i forvejen på generalforsamlingen havde meddelt, at 75 pct. af aktiekapitalen (dvs. ca. 22½ mil. kr.) på dette tidspunkt endnu var i behold. Nu var hele aktiekapitalen tabt og ud over denne 3½ mil. kr. Mortensen var bitter i sine bemærkninger, mente bl.a., at etatsraad Glückstadt som Danmarks konsulent og repræsentant i udlandet havde handlet moralsk forkasteligt, at, "når fanden tog fårene, kunne han ligeså godt tage bukkene med",