Hvordan englænderne fik Rudolf Höss til at tilstå | Af Robert Faurisson

Hvordan englænderne fik Rudolf Höss til at tilstå

Af Robert Faurisson

(JHR 1986-87 Vinter)

Rudolf Höss var den første at i alt tre kommandanter i koncentrationslejren Auschwitz. Ofte kaldes han: "Kommandanten i Auschwitz", og offentligheden kender ham fra en bog trykt under titlen: "Kommandant i Auschwitz" (dansk oversættelse 1959 og senere). Han optrådte som vidne foran Det internationale Militærtribunal (i Nürnberg) den 15. april 1946, hvor hans vidneudsagn skabte sensation. Til de anklagedes overraskelse og i nærvær at journalister fra hele verden indrømmede han de frygteligste forbrydelser, som verden nogensinde havde kendt. Han sagde, at han personligt havde modtaget en ordre fra Himmler om at udrydde jøderne. Han skønnede, at i Auschwitz var 3.000.000 mennesker blevet udryddet, hvoraf 2.500.000 ved hjælp at gaskamre. Hans tilståelser var falske. De var blevet aftvunget Höss under tortur; men det var først i 1983 man fik besked om, hvem hans bødler var [se Noten til sidst. Oversæt. anm.], og hvilke pinsler han var blevet udsat for.

Rudolf Höss' tilståelser er hjørnestenen i den teori, som hævder, at den systematiske udryddelse af jøderne - især ved hjælp at gaskamre - er en historisk realitet. Disse tilståelser består grundlæggende at fire dokumenter, som i kronologisk orden er følgende:

1. Et skriftligt vidneudsagn undertegnet 14. marts (eller 15. marts) 1946, kl. 02:30 om morgenen; det er en maskinskrevet tekst på 8 sider skrevet på tysk; jeg tror ikke, under normale omstændigheder, at en domstol i noget demokrati ville gå med til at tage disse sider i betragtning. De savner nemlig en overskrift og enhver trykt, administrativ identifikation, og de myldrer med forskellige rettelser, både maskin- og håndskrevne, uden store bogstaver og uden afsluttende angivelse af det samlede antal ord, som er blevet rettet eller slettet. Höss underskrev det første gang efter at have skrevet: "14.3.46 2:30". Han underskrev igen efter to linier, som antages at være skrevet i hånden, men som er skrevet med maskine, og som siger: "Jeg har læst redegørelsen ovenfor og bekræfter, at det svarer til mit eget udsagn, og at det var den pure sandhed". Herefter følger navn og underskrift at to vidner, engelske sergenter. Den ene angav ikke datoen, mens den anden skrev 15. marts. Den sidste underskrift stammer fra en kaptajn fra 92. Field Security Section, der attesterer, at de to sergenter var til stede under hele forhøret, hvor fangen Rudolf Höss aflagde sin tilståelse frivilligt. Datoen er angivet som 14. marts. Stedet er ikke angivet. De Allierede gav dette dokument betegnelsen NO-1210.

2. Et affidavit (en skriftlig vidneerklæring) underskrevet 22 dage senere, den 5. april 1946. Det er en maskinskreven tekst, 2¼ side lang, skrevet på engelsk. Dette er overraskende: dermed underskrev Höss en erklæring under ed, ikke på sit eget sprog, men på sine vogteres sprog. [Höss svoger har siden meddelt, at Höss ikke forstod engelsk. Oversæt. tilføj.]. Hans underskrift optrådte tre gange: nederst på de to første sider, så på den tredje og sidste side, efter en tekst på fire linier, stadig på engelsk, stadig maskinskrevet, som lyder: "Jeg forstår engelsk som skrevet ovenfor. Udsagnene ovenfor er sande; denne erklæring har jeg aflagt frivilligt og uden tvang; efter at have gennemlæst erklæringen har jeg underskrevet og udført samme i Nürnberg, Tyskland, den femte april 1946." Derpå følger en underskrift af oberstløjtnant Smith W. Brookhart efter udsagnet: "Underskrevet og beediget for mig på denne femte april, 1946, i Nürnberg, Tyskland." I sin form er denne tekst, om muligt, endnu mere uacceptabel end den foregående. Især er hele linier blevet tilføjet med store bogstaver efter engelsk skik, mens andre er streget ud med et pennestrøg. Der er ingen initialer i margen udfor rettelserne og ingen sammentælling ved dokumentets afslutning at det antal ord, der er slettet. De allierede gav dette dokument betegnelsen PS-3868.

For at skjule den kendsgerning, at Höss havde underskrevet et affidavit på engelsk, når det burde have været på hans eget sprog, tysk, og for at få de overstregede ord og tilføjelser og rettelser til at forsvinde, benyttede man sig at følgende kneb i Nürnberg: den oprindelige tekst blev skrevet om og fremlagt som en "oversættelse", dvs. fra tysk til engelsk! Men den person, der var ansvarlig for dette bedrag, gjorde sit arbejde lidt for hurtigt! Han troede, at en håndskreven tilføjelse til afsnit 10 (udført i en engelsk håndskrifttype) var en tilføjelse til afslutningen af afsnit 9. Resultatet af denne misforståelse er, at afslutningen af afsnit 9 er blevet totalt uforståelig. Der er derfor to forskellige dokumenter, der bærer samme arkivnummer, PS-3868: dokumentet underskrevet af Höss og "rekonstruktionen". Det var "rekonstruktionen" - i realiteten et eklatant bedrag - som blev benyttet overfor Nürnberg-tribunalet. Mindst ét historisk arbejde, som hævdede at gengive dokument PS-3868 af Höss, reproducerede i virkeligheden "rekonstruktionen", men undlod (uden at sige det) afslutningen af afsnit 9 og hele afsnit 10. (Se Henri Monneray, La Persécution des juifs dans les pays de l'Est présentée à Nuremberg, Paris, Center for Contemporary Jewish Documentation, 1949, s. 159-162). [Talrige lignende eksempler på dokumentfalsk i Nürnberg anføres at Carlos Porter: "Nicht schuldig in Nürnberg, Brighton 1996. Overs. anm.].

3. Det bemærkelsesværdige, mundtlige vidneudsagn, som jeg allerede har omtalt, aflagt foran International Military Tribunal (IMT) 15. april 1946, ti dage efter nedskriften at dokument PS-3868. Paradoksalt nok var det en af forsvarets advokater, Kurt Kaufmann, Ernst Kaltenbrunners sagfører, der havde anmodet om Höss' tilstedeværelse. Hans åbenbare hensigt var at vise, at den for den formodede udryddelse ansvarlige var Himmler og ikke Kaltenbrunner. Da det blev tid for anklagemyndighedens repræsentant, (på det tidspunkt den amerikanske, assisterende anklager, oberst Harlan Amen) at udspørge Höss, så det ud, som om han læste op af det affidavit sidstnævnte havde undertegnet; men rent faktisk læste han uddrag fra "rekonstruktionen". Oberst Amen gav en undskyldning for ikke at læse afsnit 9 (og, samtidig, afsnit 8). Idet han holdt en pause efter oplæsning af hvert enkelt afsnit, spurgte han Höss om, det stemte med, hvad han havde udtalt. Han modtog følgende svar: "Jawohl", "Jawohl", Jawohl", "Ja, det stemmer", et svar på to sætninger (indeholdende en åbenlys fejl om, at de ungarske jøder skulle være dræbt i Auschwitz allerede i 1943, selv om den første konvoj at jøder fra Ungarn først ankom til Auschwitz 2. maj 1944), "Jawohl", Jawohl", "Jawohl", et svar på én sætning, "Jawohl" og "Jawohl". (IMT, XI, s. 457-461, tysk udg.).

I en normal mordsag ville der have været hundredvis at spørgsmål at stille om udryddelsen og gaskamrene (dvs. om en forbrydelse og om instrumentet til en forbrydelse uden fortilfælde i historien); men ingen stillede disse spørgsmål. Navnlig spurgte oberst Amen ikke om én eneste detalje eller om yderligere oplysninger om den tekst, som han havde læst op for de tilstedeværende journalister, hvis historier næste dag blev forsidestof på aviserne jorden rundt.

4. Teksterne normalt samlet under titlen "Kommandant i Auschwitz". Det hævdes, at Höss har skrevet disse tekster med blyant under sine polsk-kommunistiske fangevogteres årvågne blik, mens han sad fængslet i Krakow og ventede på, at hans sag skulle komme for retten. Den 2. april 1947 blev han dømt til døden og hængt i koncentrationslejren Auschwitz fjorten dage senere. Verden måtte vente 11 år, indtil 1958, på udgivelsen på tysk at hans såkaldte erindringer. De blev udgivet at den tyske historiker Martin Broszat uden hensyntagen til videnskabelig metode. Broszat gik så vidt som til at undertrykke adskillige brudstykker, som kun ville have gjort det altfor klart, at Höss (eller hans polske fangevogtere) havde fremsat horrible udsagn, som ville have kastet tvivl over spørgsmålet om troværdigheden at hans skrifter som helhed.

De fire dokumenter, jeg netop har opremset, er nøje forbundet, hvad herkomsten angår. Ser man lidt nærmere efter, er der indbyrdes modsigelser i deres respektive indhold, selvom de i hovedsagen stemmer overens. De otte sider at NO-1210 er på en måde sammenfattet på de 2¼ side i PS-3868; sidstnævnte dokument blev anvendt som det centrale skriftstykke i forbindelse med det mundtlige vidneudsagn foran IMT; og som kronen på værket har vi erindringerne skrevet i Krakow. Det grundlæggende udgangspunkt er således dokument NO-1210. Det var først i Krakowerindringerne, skrevet under opsyn at den polske forhørsdommer Jan Sehn, at Höss gav nærmere oplysninger om, hvordan englænderne havde opnået den allerførste tilståelse.

Höss' AFSLØRINGER om sin første TILSTÅELSE

(dokument NO-12120 af 14. eller 15. marts 1946).

I Tyskland sluttede krigen 8. maj 1945. Höss faldt i hænderne på englænderne, som spærrede ham inde i en lejr for %-mænd. Som uddannet agronom blev han snart sat på fri fod. Hans vogtere var ikke opmærksomme på, hvilket betydningsfuldt bytte, de havde taget. Gennem arbejdsanvisningen fik han beskæftigelse som landarbejder på en gård nær Flensborg ikke langt fra den danske grænse. Der blev han i otte måneder. Han var eftersøgt af militærpolitiet. Familien, som han havde held til at komme i forbindelse med, var under skarpt opsyn og genstand for hyppige undersøgelser.

I sine erindringer beretter Höss om omstændighederne for sin anholdelse, og hvad herefter fulgte. Han blev udsat for en yderst brutal behandling. Ved første blik er det overraskende, at polakkerne tillod Höss at foretage de afsløringer om det engelske militærpoliti, som han her beretter om. Ved nærmere overvejelse opdager vi, at de kan have gjort dette ud fra ét eller flere af følgende motiver:

- for at give tilståelsen et skin af ærlighed og sandhed;

- for at få læseren til at anstille en sammenligning, til fordel for de polske kommunister, mellem de engelske og de polske metoder. Faktisk sagde Höss senere, at under den første periode at tilbageholdelsen i Krakow var det lige ved, at hans vogtere gjorde det af med ham både fysisk og især moralsk; men senere gav de ham "en så anstændig og betænksom behandling", at han indvilligede i at skrive sine erindringer;

- for at give en forklaring på visse absurditeter indeholdt i teksten (NO-1210), som det engelske politi havde fået Höss til at underskrive; én at disse absurditeter var opfindelsen af en "udryddelseslejr" et sted, som aldrig havde eksisteret på noget polsk landkort: Wolzek nær Lublin; forveksling med Belzec er ikke mulig, eftersom Höss talte om tre lejre: "Belzek (sic), Tublinka (sic) og Wolzek nær Lublin". Senere hen bliver stavningen af Treblinka korrigeret. Lad os i forbifarten bemærke, at lejrene Belzec og Treblinka endnu ikke eksisterede på det tidspunkt (juni 1941), hvor Himmler ifølge Höss, fortalte ham, at de allerede fungerede som "udryddelseslejre".

Her er de ord, Höss bruger til, punkt for punkt, at beskrive sin anholdelse af englænderne; sin underskrift på det dokument, der siden skulle blive til NO-1210; sin overførsel til Minden a. d. Weser, hvor behandlingen, han var udsat for, var endnu værre; sit ophold i Nürnberg-tribunalets fængsel, og til sidst udleveringen til Polen:

"Jeg blev arresteret den 11. marts 1946 (kl. 23). To dage i forvejen var min giftampul gået i stykker. Da jeg i min første søvndrukne forvirring antog, at det drejede sig om et at de hyppige røveriske overfald dér på egnen, lykkedes det at arrestere mig. Field Security Police mishandlede mig. Jeg blev slæbt til Heide, lige netop til den kaserne, hvor jeg otte måneder tidligere var blevet frigivet af englænderne. Ved mit første forhør fremtvang man mine udsagn ved at prygle mig. Hvad der står i protokollen, ved jeg ikke, skønt jeg selv skrev under. Alkohol og pisk var for meget selv for mig. Pisken var min egen, som ved et tilfælde var røget med i min kones bagage. Den har dårligt nok rørt min hest, og da slet ikke nogen fanger. Ikke desto mindre var den ene af mine forhørsledere overbevist om, at jeg til stadighed havde benyttet den til at tærske fangerne. Efter nogle dages forløb blev jeg bragt til Minden a. d. Weser, hovedcentret for afhøringer i den engelske zone. Her behandlede den engelske offentlige anklager, en major, mig endnu mere brutalt. Fængslet svarede til hans opførsel. Tre uger senere blev jeg til min store overraskelse barberet, blev klippet og fik lov til at vaske mig. Efter at jeg var blevet arresteret, havde man ikke tidligere fjernet mine håndjern. Dagen efter overførtes jeg, sammen med en krigsfange, man havde hentet over fra London, han skulle vidne til gunst for Fritzsche, i en personvogn til Nürnberg.

Arresten her ved IMT var ligefrem et rekreationsophold efter det, der var gået forud. Jeg sad i samme bygning som de hovedanklagede og kunne se dem dagligt, når de blev ført til retssalen. Næsten hver dag fik vi besøg at repræsentanter fra alle de allierede nationer. Jeg blev vist frem som et særligt interessant dyr. Jeg var kommet til Nürnberg, fordi Kaltenbrunners forsvarer ønskede, at jeg skulle vidne som et led i hans forsvar. Det er aldrig gået op for mig, og den dag i dag forstår jeg ikke, hvordan jeg, lige netop jeg, kunne have hjulpet med at få frikendt Kaltenbrunner. Mens forholdene i fængslet i enhver henseende var gode - jeg læste, når jeg havde tid tilovers til det, og der stod et righoldigt bibliotek til disposition - var forhørene alt andet end behagelige, ikke så meget fysisk set, men så meget mere på grund at den stærke psykiske virkning. Jeg kan ikke bebrejde dem, der forhørte mig; de var alle sammen jøder. Man dissekerede mig nærmest sjæleligt - så nøjagtigt ønskede man at vide alt - og det blev også gjort af jøder. De lod mig på ingen måde i tvivl om alt det, som ventede mig.

Lige netop på min bryllupsdag 25. maj blev jeg sammen med von Burgsdorff og Bühler kørt ud til flyvepladsen og overgivet til nogle polske officerer. Med en amerikansk maskine gik turen over Berlin til Warszawa. Skønt vi undervejs var blevet behandlet yderst forekommende, frygtede jeg alligevel det værste, når jeg tænkte tilbage på mine oplevelser i den engelske zone og de antydninger, jeg havde hørt om behandlingen østpå." (Dansk oversæt. 1959, s. 17-175).

AFSLØRINGER I 1983 OM RUDOLF HÖSS' ENGELSKE BØDLER

Revisionisterne beviste for længe siden, at Rudolf Höss' forskellige tilståelser indeholdt så mange alvorlige fejl, meningsløse udsagn, og umuligheder af alle slags, at man ikke længere kan tro på dem, sådan som dommerne i Nürnberg og Krakow gjorde, og som visse selvbestaltede historikere gjorde, uden først at analysere deres indhold og de omstændigheder, hvorunder de blev opnået.

Efter al sandsynlighed blev Höss torteret af engelske soldater fra 92. Field Security Police; men det var nødvendigt med en bekræftelse af denne hypotese. Bekræftelsen foreligger nu i form af offentliggørelsen af en bog, i England, indeholdende navnet på den ledende bøddel (en engelsk sergent at jødisk herkomst) og en beskrivelse at de omstændigheder, hvorunder Höss blev arresteret, tillige med hans forhør at tredje grad.

Bogen er af Rupert Butler. Den blev udgivet i 1983 (Hamlyn Paperbacks). Butler er forfatter til tre andre arbejder: "The black Angels", "Hand of Steel" og "Gestapo", alle udgivet at Hamlyn. Den bog, som interesserer os, har titlen "Legions of Death". Den er klart anti-nazistisk inspireret. Butler siger, at han har forsket til sin bog ved Imperial War Museum i London, ved Institute of Contemporary History og ved Wiener Library samt andre lignende, ansete institutioner. I indledningen til sin bog udtaler han sin taknemlighed til disse institutioner og, blandt andre til to personer, hvoraf den ene er Bernard Clarke ("som arresterede Auschwitz-kommandanten Rudolf Höss"). Forfatteren citerer adskillige brudstykker af nedskrevne eller optagne udsagn af Clarke.

Bernard Clarke viser ingen tegn på fortrydelse. Tværtimod giver han udtryk for en vis stolthed over at have torteret en "nazist". Rupert Butler har heller ikke noget at udsætte herpå. Ingen at dem forstår betydningen at deres afsløringer. De siger, at Höss blev arresteret 11. marts 1946, og at det tog tre dages tortur, for at opnå "et sammenhængende udsagn". Det går ikke op for dem, at det såkaldte "sammenhængende udsagn" ikke er spor andet end den afsindige tilståelse, underskrevet af deres rystende offer den 14. eller 15. marts 1946 kl. 02:30 om morgenen, som skulle besegle Höss' skæbne definitivt, en tilståelse som tillige skulle give myten en definitiv skikkelse. Tilståelsen kom også til på afgørende vis at skabe myten om Auschwitz, det angivelige højdepunkt af udryddelsen af jøderne, især på grund af den påståede anvendelse af gaskamre til aflivning.

Den 11. marts 1946 trådte en vis kaptajn Cross, Bernard Clarke og fire andre efterretningsspecialister i engelske uniformer - de fleste høje og truende - ind i det hus, hvor fru Höss og hendes børn boede. Vi får at vide, at de seks mænd alle var "trænede i det vedholdende og nådesløse forhørs mere sofistikerede teknikker" (s. 235). Clarke begyndte at brøle: "Hvis du ikke fortæller os (hvor din mand er), vil vi overgive dig til russerne, og de vil stille dig for en eksekutionspeloton. Din søn bliver sendt til Sibirien". Fru Höss brød sammen og afslørede, siger Clarke, beliggenheden af den gård, hvor hendes mand skjulte sig, og også det navn, han havde antaget: Franz Lang. Og Bernard Clarke tilføjede: "Passende intimidering at sønnen og datteren frembragte præcis samme oplysninger." Den jødiske sergent og de fem andre specialister i tredjegradsforhør drog så afsted for at opspore Höss, som de overraskede midt om natten, sovende i en alkove i det rum, der benyttedes til at slagte kvæg på gården. [Her følger et uddrag fra bogen. Oversæt. anm.]:

"Höss skreg at rædsel ved det blotte syn af engelske uniformer.

Clarke brølede: "Hvad hedder du ?"

Hver gang, der blev svaret "Franz Lang" bragede Clarkes hånd ind i fangens ansigt. Da det skete for fjerde gang, brød Höss sammen og indrømmede, hvem han var.

Indrømmelsen udløste med ét hadet hos de jødiske sergenter i anholdelsesgruppen, hvis forældre var døde i Auschwitz som følge af en ordre underskrevet at Höss.

Fangen blev revet ned fra den øverste køje, hans pyjamas blev flået at ham. Nøgen blev han så slæbt hen til én at slagtebænkene, hvor det forekom Clarke, at slagene og skrigene var uden ende.

Omsider sagde militærlægen til Clarke: "Få dem til at holde op, hvis du ikke vil komme tilbage med et lig."

Der blev kastet et tæppe over Höss, og han blev slæbt hen til Clarkes bil, hvor sergenten hældte en ordentlig portion whisky ned i halsen på ham. Så prøvede Höss på at sove.

Clarke jog en tjenestestav op under mandens øjenlåg og beordrede på tysk: "Hold dine griseøjne åbne, dit svin." For første gang stammede Höss sin ofte gentagne retfærdiggørelse: "Jeg fik mine ordrer fra Himmler. Jeg er soldat på samme måde, som du er soldat, og vi var nødt til at adlyde ordrerne."

Selskabet nåede tilbage til Heide ved tretiden om morgenen. Det sneede stadig; men man rev tæppet at Höss, og han blev tvunget til at gå helt nøgen gennem fængselsgården til sin celle." (s. 237).

Her er det så, at Bernard Clarke afslører: "Det tog tre dage at få en sammenhængende erklæring ud af (Höss)" (samme bog). Denne indrømmelse blev underbygget at hr. Ken Jones i en artikel i Wrexham Leader (17. oktober 1986):

"På det tidspunkt var hr. Ken Jones menig ved Fifth Royal Horse Artillery stationeret i Heid[e] i Slesvig-Holsten. "De bragte ham til os, da han nægtede at samarbejde mht. spørgsmål angående hans aktiviteter under krigen. Han kom om vinteren 1945/46 og blev anbragt i en lille fængselscelle i barakkerne", husker hr. Jones. To andre soldater blev udpeget til sammen med hr. Jones at opsøge Höss i cellen for at hjælpe til med at nedbryde ham til forhøret. "Vi sad i cellen med ham, nat og dag, bevæbnet med økseskæfter. Det var vores opgave at stikke til ham, hver gang han faldt i søvn, for at hjælpe til med at nedbryde hans modstand", sagde hr. Jones. Når Höss blev taget ud til motion fik han kun lov til at iføre sig jeans og en tynd bomuldstrøje i den isnende kulde. Efter tre dage og nætter uden søvn, brød Höss omsider sammen og aflagde en fuld tilståelse til myndighederne."

Clarkes erklæring, frembragt under de netop beskrevne omstændigheder af nogle bisser fra den engelske militære sikkerhedstjeneste under brutal inspiration fra sergent-tolken, Bernard Clarke, blev så til Höss' første tilståelse, den oprindelige tilståelse protokolleret under nummer NO-1210. Da den torturerede fange først var begyndt at snakke, ifølge Clarke, var det umuligt at standse ham. Clarke, der i 1982 eller 1983 var ligeså lidt klar over den enorme betydning af, hvad han havde tvunget Höss til at tilstå, som han var i 1946, fortsætter med at beskrive en række fiktive rædsler her præsenteret, som var det sandhed: Höss fortsatte med at fortælle om, hvorledes fedtet fra de antændte legemer sivede fra dem ned over de andre legemer (!). Han anslog antallet af døde alene i den periode, han var i Auschwitz til to millioner (!); myrderierne nåede op på 10.000 ofre om dagen (!).

Det var Clarkes pligt at censurere de breve, Höss sendte til sin hustru og sine børn. Enhver politimand ved, at magten til at tillade eller forbyde en fange at skrive til sin familie i sig selv udgør et psykologisk våben. For at få en fange til at "synge", er det somme tider tilstrækkeligt blot at udsætte eller ophæve en sådan tilladelse. Clarke gør en interessant bemærkning om indholdet at Höss' breve; han betror os: "Undertiden fik jeg en klump i halsen. Der var to forskellige mænd i den mand. Den ene var brutal uden respekt for menneskeliv. Den anden var blød og kærlig." (s. 238).

Rupert Butler slutter sin beretning med at sige, at Höss ikke forsøgte at benægte eller gå fra sit ansvar. Resultatet var, at Höss ved Nürnberg-tribunalet opførte sig med "skizoid apati". Udtrykket stammer fra den amerikanske fængselspsykolog, G. M. Gilbert, som stod for den psykologiske overvågning af fangerne, og hvis lytteri hjalp den amerikanske anklagemyndighed. Vi tror gerne, at Höss var "delt i to". Han lignede et vrag, fordi de havde gjort ham til et vrag. "Apatisk" skriver Gilbert på side 229 i sin bog; "apatisk" gentager han på den følgende side; "skizoid apati", skriver han på side 239 (Nuremberg Diary, 1947, Signet Book, 1961).

Ved afslutningen af retssagen i Krakow modtog Höss sin dødsdom med tilsyneladende ligegyldighed. Hertil har Rupert Butler denne kommentar:

"[Höss] ræsonnerede, at de allierede havde deres ordrer, og at det overhovedet ikke kunne komme på tale, at disse ikke blev efterlevet". (Sammesteds).

Det kan ikke udtrykkes bedre. Det ser ud til at Rudolf Höss, i lighed med tusindvis at tyskere udleveret til nåden fra de sejrherrer, der var fuldstændig overbevist om deres egen godhed, hurtigt havde fattet, at han ikke havde anden udvej end at bøje sig for sine dommeres vilje, hvad enten de nu kom fra vest eller fra øst.

Butler genkalder dernæst hurtigt tilfældet Hans Frank, den forhenværende guvernør over Polen. Med samme undertone at moralsk tilfredshed fortæller han om Franks tilfangetagelse og efterfølgende behandling:

"En slags prominent status gjorde overhovedet intet indtryk på de to farvede GI'er, der arresterede ham og sørgede for, at han blev transporteret til distriktsfængslet i Miesbach; men først efter at han var blevet grusomt gennempryglet og kastet ind i en lastvogn. Man havde kastet en presenning over ham for at skjule de mest iøjnefaldende tegn på mishandling; Frank drog nytte af sit dækken under et forsøg på at åbne pulsåren i sin venstre arm. Klart nok kunne man ikke tillade så let en udvej; en amerikansk militærlæge reddede hans liv, og han fik sin sag for ved Det international Militærtribunal i Nürnberg." (s. 238-239).

Rudolf Höss og Hans Frank var ikke de eneste, der måtte finde sig i en behandling at den art. Blandt de mest omtalte sager kender vi Julius Streicher, Hans Fritzsche, Oswald Pohl, Frank Ziereis og Josef Kramer. Men hvad konsekvenserne angår, er tilfældet Rudolf Höss langt det mest alvorlige. Der findes intet dokument, som beviser, at tyskerne havde en politik, der gik ud på at udrydde jøderne. Léon Poliakof var enig heri i 1951: "Hvad angår den egentlige koncipering af en plan om en total udryddelse, så begik de tre eller fire hovedaktører selvmord i maj 1945. Intet dokument har overlevet eller måske nogensinde eksisteret." (Bréviaire de la haine: Le IIIe Reich et les juifs, Calmann-Levy, 1951, Livre de Poche 1974, s. 171). I mangel at dokumenter har historikere à la Poliakov gentagne gange vendt tilbage, primært til tvivlsomme tilståelser som dem af Kurt Gerstein eller Rudolf Höss, idet de undertiden ændrede på disse tekster, så de passede bedre med deres egne ønsker.

Bernard Clarke er "i dag en succesfuld forretningsmand med arbejde i Sydengland (Legions of Death, 1983, s. 235). Man kan faktisk sige, at det var hans røst, der blev hørt i Nürnberg den 15. april 1946, da den assisterende anklager, Amen, stykke for stykke læste Rudolf Höss' formodede tilståelse op for en forbløffet og overvældet lytterskare. Den dag blev der lanceret en løgn af verdensomspændende dimensioner: Auschwitz-løgnen. Ved ophavet til denne uhyrlige mediebegivenhed: adskillige jødiske sergenter fra den engelske Military Security-tjeneste herunder Bernard Clarke, "i dag en succesfuld forretningsmand, der arbejder i Sydengland".

MORITZ von SCHIRMEISTERS VIDNESBYRD

Under krigen havde Moritz von Schirmeister været Joseph Goebbels' personlige presseattaché. Den 29. juni 1946 blev han forhørt ved IMT som forsvarets vidne for Hans Fritzsche. Hans vidneudsagn var særligt interessant vedrørende Dr. Goebbels' personlighed og med hensyn til den officielle tyske nyhedstjenestes holdning overfor den strøm at rædselsberetninger om koncentrationslejrene, de allierede spredte under krigen.

Da krigen var slut blev Moritz von Schirmeister arresteret at englænderne og interneret i en lejr i England, hvor han fik til opgave at sørge for den politiske "genopdragelse" at sine medfanger. Før han vidnede i Nürnberg, blev han overført med fly fra London til Tyskland. Først holdt man ham i Minden a. d. Weser, som var det engelske militærpolitis hovedforhørscenter. Herfra blev han transporteret med bil (31. marts - 1. april 1946) til fængslet i Nürnberg. Rudolf Höss var med i samme bil. Moritz von Schirmeister er netop den "krigsfange, man havde hentet over fra England som vidne til gunst for Fritzsche", som Höss omtaler i sine "erindringer" (se ovenfor). Takket være et dokument, som jeg modtog fra den amerikanske forsker Mark Weber, i form af en kopi modtaget i Washington i september 1983 (et dokument, hvis nøjagtige kilde jeg endnu ikke har bemyndigelse til at afsløre), så ved vi nu, at de to tyskere var i stand til at tale frit i vognen, som bragte dem til Nürnberg. I dette dokument, lidt over to sider langt, rapporterer Moritz von Schirmeister med hensyn til de anklager, Höss havde hængende over hovedet, at Höss betroede ham:

"Javist, jeg har skrevet under på, at jeg har ombragt 2½ mio. jøder. Men jeg kunne ligeså godt have skrevet under på, at det havde været 5 mio. Der findes nu engang metoder, hvormed man kan opnå en hvilken som helst tilståelse hvad enten den nu er sand eller ej."

ENDNU EN TILSTÅELSE UNDERSKREVET AF RUDOLF HÖSS

Rudolf Höss' engelske bødler havde ingen grund til at lægge bånd på sig selv. Efter at have fået ham til at undertegne dokument NO-1210 kl. 02:30 om morgenen den 14. eller 15. marts 1946, fik de en ny underskrift fra ham den 16. marts, denne gang nederst på en tekst skrevet på engelsk, skrevet med en engelsk håndskrifttype, med en tom plads, der hvor navnet på stedet burde have været anført. Hans vogtere fik ham til at underskrive en simpel notits skrevet på engelsk:

"Erklæring frivilligt aflagt i ……… fængslet at Rudolf Höss, forhenv. kommandant i Auschwitz-koncentrationslejren, den 16. marts 1946. Personligt har jeg efter ordre fra Himmler i maj 1941 arrangeret gasningen at to millioner personer mellem juni/juli 1941 og slutningen af 1943, da jeg var kommandant i Auschwitz. Signed

Rudolf Höss

SS-Stubhr.

Eh. (?) Kdt. v. Auschwitz-Birkenau"

(selv ordet "Signed" var skrevet med engelsk hånd).

AUSCHWITZ-MYTEN

Vi har i nogen tid vidst, at Auschwitz-myten er af udelukkende jødisk oprindelse. Arthur B. Butz har fremlagt kendsgerningerne i sin bog "The Hoax of the Twentieth Century", og det samme har Wilhelm Staglich i "The Auschwitz Myth". De vigtigste ophavsmænd til skabelsen og vedligeholdelsen af "rygtet om Auschwitz" har på skift været to slovakker, Alfred Wetzler (eller Weczler) og Rudolf Vrba (eller Rosenberg eller Rosenthal); så en ungarer, rabbi Michael Dov Ber Weissmandel (eller Weissmandl); så, i Schweiz, repræsentanter for World Jewish Congress, som f.eks. Gerhard Riegner, som stod i kontakt med London og Washington; og endelig amerikanere som Harry Dexter White, Henry Morgenthau Jr. og rabbi Stephen Samuel Wise. På denne måde skabtes den famøse World Refugee Report om Auschwitz og Birkenau, offentliggjort i Washington, november 1944. Kopier at denne rapport blev lagt ind i aktstykkerne tilhørende de generalauditører, der havde ansvaret for forfølgelsen at de tyskere, der var tilknyttet Auschwitz-lejren. Den udgjorde den officielle version at historien om den påståede gasning af jøderne i den lejr. Sandsynligheden taler for, at den blev benyttet som referenceværk af Auschwitz-kommandantens efterforskere/forhørsledere/bødler. Alle de her anførte navne er navne på jøder. Nu ser vi desuden, at Bernard Clarke, den første engelske bøddel, er jøde. Den anden engelske bøddel, major Draper (?), var muligvis også jøde. Det samme gælder de to amerikanere: psykologen G. M. (Gustave Mahler) Gilbert og oberst Harlan Amen. Endelig blev Höss i Polen konfronteret med polske jøder, som behandlede ham på mere eller mindre samme måde. Da han skrev sine "erindringer" skete det under overvågning at en ledende embedsmand, Jan Sehn, som sandsynligvis også var jøde.

Establishment historikere anfægter, at Höss var blevet torteret, og at han skulle have tilstået under tvang. Men efter offentliggørelsen at Rupert Butlers bog i 1983 er det ikke længere muligt for dem at bestride det. Revisionisterne havde ret.

Siden 1985 er det i endnu mindre grad muligt. I januar-marts 1985 fandt der en retssag sted i Toronto (Canada) mod Ernst Zündel, som af en jødisk organisation og Kronen var anklaget for at udsprede revisionistisk litteratur. Rudolf Vrba optrådte som Kronens vidne. (Han bor nu i British Columbia). Han var meget overlegen og selvsikker, sålænge han kun skulle besvare spørgsmål fra Kronen; men han indkasserede et sviende nederlag, da han blev krydsforhørt at Ernst Zündels sagfører, Doug Christie. Det var første gang siden 1945, at et jødisk vidne til de påståede gasninger i Auschwitz blev anmodet om at forklare sine påstande og tal. Resultatet var så frygteligt for R. Vrba, at Kronen selv omsider gav sit kronvidne et slags nådestød. Denne uventede begivenhed og visse andre (som f.eks. da den førende specialist i holocaust, Raul Hilberg, blev grebet på fersk gerning i at lyve) gjorde faktisk Toronto-domstolen til Nürnberg-domstolens domstol.

Rupert Butlers utilsigtede afsløringer i 1983 og de utilsigtede afsløringer under Toronto-processen i 1985 havde held til omsider at vise, helt og klart, hvorledes Auschwitz-myten blev fabrikeret fra 1944 til 1947 - for at være helt præcis, fra april 1944, da Rudolf Vrba og Alfred Wetzler formodes at være undsluppet fra Auschwitz for at fortælle deres historie til hele verden, indtil april 1947, da Rudolf Höss omsider blev hængt, efter at også han formodentlig havde fortalt hele verden sin egen historie om Auschwitz.

Det er bemærkelsesværdigt, at fra begyndelse til ende kommer denne historie fra essentielt eller muligvis udelukkende jødiske kilder. To jødiske løgnere (Vrba og Wetzler) fra Slovakiet overbeviste, eller synes at have overbevist, andre jøder fra Ungarn, Schweiz, De Forenede Stater, Storbritannien og Polen. Det er ikke en sammensværgelse eller et komplot; det er historien om en religiøs tros fødsel: Myten om Auschwitz, kernepunktet i Holocaust-religionen.

NOTE

Udtrykket "torturer" er oversat ved "bøddel". Efter almindelig nudansk sprogbrug er en bøddel en person, der er ansvarlig for at henrette mennesker, der er dømt til døden. Det er mere eller mindre gået i glemmebogen, at bøddelens funktioner i gamle dage også omfattede at aftvinge mistænkte personer en tilståelse. Under anvendelse at de nødvendige fysiske midler (tortur). Sammenlign også det gamle danske ord: "rakkeren" (og hans svende). Det gør kun hele sagen endnu mere forstemmende, at denne oprindelige brug at ordet må graves frem at historiens glemsel. - Oversæt. anm.