Om den historiske
revisionisme
Af Dr. Robert Faurisson
(Denne tekst er skrevet i 1994 og er
indledning til Ernst Gaus (Ed.): "Dissecting the Holocaust"
(Thesis & Dissertions Press, 2000), hvor den blot har overskriften
"Indledning". Bogen anses for at være et af den moderne
revisionismes hovedværker. Den er forbudt i Tyskland.)
Den historiske revisionisme er en stor intellektuel udfordring, som
mennesket stilles overfor her ved slutningen af århundredet, og på
trods af sin størrelse, giver herværende håndbog kun et glimt af
dette eventyr. Det er derfor nødvendigt her ved bogens start at
redegøre for det særlige historiske problem, som revisionismen har
rettet sine undersøgelser imod, samt at forklare hvordan
revisionismen opstod i 1940-erne og hvordan den har udviklet sig
gennem årene 1950 til i dag, hvor den synes at have fået en så stor
indflydelse, at intet kan stoppe den.
I Nüremberg-retssagen (1945-46) var Tyskland blevet dømt og fordømt
for at have udført "forbrydelser mod freden", for
"krigsforbrydelser" og for "forbrydelser mod menneskeheden".
Revisionister har imidlertid har gjort så mange nye opdagelser
vedrørende disse tre punkter, at der er grund til at tale om
nødvendigheden af en revision af denne retssag. Vedrørende de første
to punkter, har det ikke været svært for revisionisterne at
præsentere deres argumenter, og der er grund til at tro, at ingen
seriøs historiker i dag vil hævde, at man ensidigt kan belære
Tyskland m.h.t. "forbrydelser mod freden" og "krigsforbrydelser".
Rent faktisk, så er det blevet stadig mere åbenlyst, at de Allierede
bærer deres del af ansvaret for krigens start, og at de selv begik
talrige "krigsforbrydelser" (hvis dette udtryk overhovedet har en
mening, når man tager i betragtning at krig i sig selv kan tolkes
som en forbrydelse). Vedrørende det tredje punkt, som drejer sig om
"forbrydelser mod menneskeheden", så hører man igen og igen, at
Tyskland begik den grovest tænkelige forbrydelse med sit "folkedrab"
på jøderne. Og det er derfor i studiet af netop disse spørgsmål, at
revisionismen har brugt sine kræfter, og derfor, gradvis, er blevet
til det som amerikanerne kalder for "holocaust revisionisme".
I henhold til vore modstandere var Tyskland ikke tilfreds med bare
at forfølge jøderne, at deportere dem og at sætte dem i
koncentrationslejre og arbejdslejre; disse "forbrydelser" - som
enhver historiker ved - optræder desværre jævnligt i menneskehedens
historie, og vi behøver bare tænde for vores TV for at se eksempler
på andre steder, hvor der er begået lignende "forbrydelser".
Tysklands kritikere siger, at dette land var værre end andre, idet
man tog et gigantisk skridt ind i rædslernes verden ved i 1941-42
beslutte at udrydde de europæiske jøder, og til dette formål skabte
et særligt våben: Gaskammeret (eller gasvognen). Det hævdes således
at man anvendte disse afskyelige kemiske slagtehuse til at
gennemføre en kollektiv menneskeudryddelse af industrielle
dimensioner. Denne forbrydelse (folkemordet) og det våben som blev
brugt til denne forbrydelse (gaskammeret) er således uadskillige, og
det er derfor umuligt at hævde, som nogle gør, at "om der var
gaskamre eller ej gør ingen fundamental forskel".
Tyskland formodes altså at have begået en virkelig ond forbrydelse
med jøderne. Jøderne hævder tilmed, at hele verden var vidende om
denne forbrydelse, og de alvorlige beskyldninger retter sig derfor
ikke kun mod "kriminelle" som Hitler, Himmler og Göring, men også
mod deres "medsammensvorne", hvortil hører Roosevelt, Churchill,
Stalin, Pius XII, Internationalt Røde Kors og repræsentanter for en
lang række lande og organisationer.
I dag er det sådan, at man i USA, f.eks. i Los Angeles og
Washington, har "Holocaust museer", hvor vor tids jøder retter
anklager mod hele verden; ja, de anklager tilmed de ansvarlige
jøder, som levede i Europa, Amerika og Palæstina under krigen for at
samarbejde, at være ligeglade og for at reagere alt for svagt på den
"systematiske udryddelse" af deres trosfæller.
De første rygter om gasning af jøderne cirkulerede allerede i
December 1941 i Warshawas ghetto (1), men under krigen vakte disse
rygter kun meget lidt opmærksomhed i de mest tysk-fjendtlige
cirkler. Man behøver bare at læse en bog som Walter Laqueur's "The
Terrible Secret" (2) for at finde ud af, at den almindelige holdning
til disse rygter var skeptisk. Folk kunne stadig huske de
fantastiske og usande historier, som blev spredt under 1.
Verdenskrig, om at civile blev gasset (i kirker og andre steder) og
historier om tyske "dødsfabrikker". Udenrigsministerierne så de nye
rygter under den 2. Verdenskrig som jødiske opfindelser og mange i
Amerika delte denne opfattelse (3). Edward Benes, Czekoslovakiets
præsident (i eksil i London), annoncerede i November 1942, efter
opfordring fra sin stab, at tyskerne, i modsætning til hvad der
havde været rapporteret til ham, ikke forsøgte at udrydde jøderne
(4). Den amerikanske jøde, Felix Frankfurter, der var
højesteretsdommer, udtalte til Jan Karski om dette emne: "Jeg kan
ikke tro dig" (5) og i August 1943 advarede Cordell Hull, der var
statssekretær, USA's ambassadør i Moskva pr. telegram om at det i
den planlagte Allierede udtalelse om "De tyske forbrydelser i
Polen", ville være klogt at undlade at nævne noget om gaskamre,
fordi der - som briten forklarede - var "utilstrækkelige beviser"
for deres eksistens (6).
Selv efter krigen har højtstående ledere blandt de Allierede, f.eks.
Eisenhower, Churchill og De Gaulle i deres memoirer undladt at nævne
noget om eksistensen eller virkemåden af "nazistiske gaskamre". Man
kan sige at alle disse personer på deres egen måde var
revisionister. Hverken Vatikanet, Røde Kors eller den tyske
modstandsbevægelse opførte sig som om de troede på rygterne, som
skiftevis beskyldte tyskerne for at henrette jøderne v.hj.a. damp,
gas, elektricitet, ild, syre, injektioner, drukning, vakuum-pumper
etc. Hvorfor netop gassen blev den endelige vinder i denne
konkurrence mellem de forskellige udryddelsesteorier, er der ingen
der ved.
Franskmanden Poul Rassinier var den første virkelige revisionist i
efterkrigstiden. I 1950 begyndte denne tidligere kz-fange at afsløre
"myten om gaskamrene" i "Le Mensonge d'Ulysse" (7) og en hel række
af bøger. I 1976 publicerede den amerikanske ingeniør Arthur Robert
Butz "The Hoax of the Twentieth Century" (8), som er det mest
eminente revisionistiske værk, der endnu er skrevet om det påståede
folkemord og om gaskamrene. I 1979 publicerede den tyske dommer Dr.
Wilhelm Stäglich "Der Auschwitz Mythos" (9), et studie der især
koncentrerede sig om beskrivelsen af, hvordan det tyske retsvæsen
havde været i stand til at medvirke ved skabelsen af en myte, der på
mange måder svarede til den, der blev skabt ved hekseprocesserne fra
1450-1650), hvor man gav sin støtte til de mest fantastiske
historier om Satans uhyggelige gøremål.
Uden at ville formindske den store betydning af Paul Rassinier,
Arthur Butz og Wilhelm Stäglich, tillader jeg mig at sige, at det
først var i slutningen af 70-erne at revisionismen blev rigtig
materialistisk og videnskabelig, hvilket skete i kraft af de
undersøgelser, som Ditlieb Felderer, den svenske revisionist, og jeg
selv havde gjort i Auschwitz m.h.t. brugen af Zyklon B gas til
desinfektion (aflusning), og gennem studiet af hvordan hydrogen
cyanid gas anvendes til at henrette dødsdømte i nutidens gaskamre i
USA. Hverken Rassinier, Butz eller Stäglich havde rejst til Polen
for at studere de formodede gerningssteder, og ingen af dem havde
virkelig undersøgt de fysiske, kemiske, topografiske og
arkitektoniske forhold på det påståede gerningssted. Dette er først
sket i dag, efter D. Felderer og mine egne undersøgelser, og det er
dem der danner grundlaget for det arbejde som skal udføres af den
kommende generation af revisionistiske forskere. Hvad angår de
jødiske forskere, som forsvarer teorien om jødeudryddelse, så gælder
det, at de konsekvent er forblevet det, som man kalder for
"papir-historikere": Léon Poliakov og Raul Hillberg har ikke lavet
andet end tekststudier og intellektuelle spekulationer (10).
Det er forbavsende, at dette område ikke er blevet set som åbent for
videnskabelig argumentation i Tyskland, der har så mange kemikere og
ingeniører, og i USA, der heller ikke har mangel på videnskabeligt
trænede hjerner. De sidste har tilmed eksemplerne lige foran sig i
deres egne gaskamre, der - ligesom de påståede nazityske gaskamre -
bruger hydrogen cyanid.
I 1976, ved et besøg i Auschwitz, fandt jeg tegninger, der beskriver
den præcise konstruktion både af de rum, som hævdes har været
henrettelsesgaskamre, af dem der har været brugt til
aflusnings-gaskamre og af planerne over de særlige krematorier. I
1978-79 publicerede jeg to artikler i Le Monde (11) hvor jeg
opsummerede nogle af mine opdagelser. I 1979, ved den første
konference afholdt af "Institute for Historical Review" i Los
Angeles, præsenterede jeg detaljerne i disse opdagelser. Blandt de
mennesker, der var til stede blandt publikum, var Ernst Zündel, en
tysker der nu levede i Toronto. Fra 1985 og frem, skulle det vise
sig at denne mand ville blive den mest glødende, engagerede,
effektive og opfindsomme tænker blandt revisionisterne. Han var den
første der forstod, hvorfor jeg holdt så fast på det kemiske
argument og den betydning som de amerikanske gaskamre i 30-erne og
40-erne havde for os. Han forstod hvorfor jeg ønskede at få en
specialist i amerikanske gaskamre til at rejse ud og studere de
påståede henrettelsesgaskamre i Polen. Som resultat af min
korrespondance med forskellige amerikanske fængsler i 70-erne, havde
jeg allerede fundet frem til en sådan specialist, nemlig Fred
Leuchtner. Men det var Ernst Zündel, og han alene, som fik den
brillante idé at spørge Leuchtner om han ikke kunne lave en
undersøgelse af bygningerne, hvori de påståede henrettelsesgaskamre
skulle have ligget og tage prøver af materiale fra både
aflusningsgaskamrene og fra de påstående henrettelsesgaskamre. I
februar 1988 tog han derfor den risikable beslutning at sende Fred
Leuchtner og et helt hold til Polen for - for egen regning - at
studere de påståede henrettelsesgaskamre i Auschwitz, Birkenau og
Majdanek. Resultatet af dette studie af bygningerne og analysen af
de prøver, der blev taget, viste sig at være meget klare og helt i
overensstemmelse med de revisionistiske teorier. I de følgende år
skulle det vise sig at andre rapporter bekræfte rigtigheden af
Leuchtner Rapporten (12), først den meget lærde rapport udarbejdet
af Germar Rudolf (13), så polakkernes hemmelige specialist-rapport
(14) og sluttelig det studie, som blev udført af den østrigske
Walter Lüftl (15).
Vi må forstå utilfredsheden hos de, der anklager Tyskland, set i
lyset af revisionismens succes. I et halv århundrede har disse
mennesker seriøst troet, at den tragedie som jøderne oplevede under
2. Verdenskrig var i en klasse for sig m.h.t. alvorlighed og omfang.
Men når denne tragedie reduceres til sit faktiske omfang - altså når
myterne om folkemord og gaskamre trættes ud - så er de nævnte
hændelser blot en del af de mange tragiske begivenheder, der er sket
i en forfærdelig konflikt. Som resultat af de revisionistiske
undersøgelser, har tidens historikere gradvis måttet erkende:
- at der aldrig har været hverken en ordre, en plan eller et budget
for det påståede folkemord på jøderne (16)
- at "Wannsee" ikke var andet end en "dum historie" (17)
- at der ikke eksisterer nogen specialrapport om mordvåbenet, der
konkluderer at "bygningerne (de intakte, de "rekonstruerede" eller
ruinerne) har fungeret som henrettelsesgaskamre.
- der er ikke foretaget en eneste obduktion, der havde vist at
"denne person er dræbt af giftgas"
- at de vidneudsagn som Rodulf Höss fremkom med havde ikke længere
nogen værdi ("Höss var altid et meget svagt og forvirret vidne")
(18)
- at de påstående vidner formentlig aldrig har set et gaskammer
eller nogen form for gasning, og at det forholder sig på samme måde
med det mest kendte af disse vidner Rudolf Vrba, som i 1988 blev
tvunget til at indrømme for en canadisk domstol, at han i sin
berømte bog om emnet havde gjort brug af "poetisk frihed" (19)
- at den "jødiske sæbe" aldrig har eksisteret (20)
- at tallet med de 4 millioner ofre for Auschwitz er ren fiktion
(21) og "kilderne til studiet af gaskamrene er både sjældne og
upålidelige .... og man må gå ud fra at fra 1942 til 1945 døde der
både i Auschwitz og andre steder flere jøder af såkaldte "naturlige
årsager" (sult, sygdom, infektioner og nedslidning) end de der døde
af "unaturlige årsager" (22)
Siden 2. Juli 1982, ved afslutningen på et internationalt symposium,
som eksterministerne havde arrangeret på Sorbonne (Paris) for at
forsøge at give mig svar på tiltale, har de ikke været i stand til
at frembringe det mindste bevis for eksistensen eller virkemåden af
et gaskammer. I marts 1992 udfordrede jeg dem derfor igen:
"Vis mig eller tegn for mig et nazistisk henrettelses-gaskammer" !
Jean-Claude Pressac, som eksterministerne i så høj grad forsøger at
bygge deres teorier på, har vist sig at være ude af stand til at
frembringe noget som helst, andet end hvad han selv kalder for "spor
af en forbrydelse", og han har ikke på nogen måde give os en
fuldstændig tegning af den fysiske konstruktion af det våben, som
hævdes at være anvendt til forbrydelsen (23).
Den 30.8.1994 havde jeg et møde med Michael Berenbaum, den
videnskabelig direktør for Holocaust Memorial Museum i Washington,
på hans kontor og i overværelse af fire vidner (to på hans side og
to på min). Jeg tvang ham til at indrømme, at - paradoksalt nok - så
indeholdt hans museum ikke en virkelig gengivelse af et "nazi
gaskammer" (modellen af Krema II var kun en kunstnerisk gengivelse,
og har ingen relation til virkeligheden). Jeg spurgte ham hvorfor
det var sådan, og han fortalte at:
"Vi har taget den beslutning ikke at lave en nogen fysisk gengivelse
af et Nazi gaskammer."
Mr. Berenbaum er jødisk teolog, og hans svar på mit spørgsmål kan
sammenlignes med en katolsk præst, der beslutter at fjerne enhver
gengivelse af korset fra sin kirke. For at blive drevet til en sådan
yderlighed må man virkelig føle, at man står med ryggen mod muren.
Jeg tror at Mr. Berenbaums trosfæller til sidst vil droppe historien
om gaskamre, på samme måde som de har droppet historien om den
jødiske sæbe og de 4 mil. døde i Auschwitz. De vil sikkert også gå
endnu længere. De vil fremstille sig selv som dem, der har afsløret
myterne og så vil de beskylde tyskerne, polakkerne eller
kommunisterne for at have fabrikeret "myten om gaskamrene". Til
støtte for deres nye tese vil de så nævne navnene på en række
revisionistiske jøder, som J.G. Burg, Jean-Gabriel Cohn-Bendit,
Roger-Guy Dommergue, Arno Mayer, David Cole, Christopher Hitchens og
Joel Hayward. De vil altså fortsat sikre, at det dem selv der får
stjernerollen.
I den forløbne tid er jødernes "Holocaust" blevet forvandlet til en
religiøs tro, som i dag er løsrevet fra enhver form for virkeligt
indhold og som fremføres i mere og mere dogmatisk form, samtidig med
at revisionisterne bliver beskrivet som "benægtere" eller
"negationister", der er intolerante, hjerteløse, materialistiske og
fjendtligt indstille til ytringsfriheden. For disse jøder, vil de
ægte revisionister fortsat være de rene djævle, også selv om de rent
faktisk har ret, hvis sagen skal beskrives ud fra et faktuelt
synspunkt.
Men revisionisterne er hverken diabolske eller negative. De har et
positivt verdenssyn. Konklusionen af deres undersøgelser - som er
foregået på positivistisk måde - viser at visse former for historisk
tro ikke er andet en myter. Sådanne myter er skadelige og de skaber
grobund for had. Revisionisterne bestræber sig på at beskrive, hvad
der er sket og hvad der ikke er sket. Det de har at fortælle
menneskeheden er gode nyheder og de søger ikke at finde andet end
den historiske sandhed. Ikke desto mindre er de nødt til at kæmpe
mod bagvaskelse og for retfærdighed. De har allerede måttet lide, og
de kommer fortsat til at lide. Men jeg tror - når alt tages i
betragtning - at historien vil vise, at de havde ret og at den vil
yde dem den retfærdighed de fortjener (24).
Noter
1) The Jewish Telegraphic Agency Bulletin, dec. 22, 1941, s. 1
2) London, 1980
3) Ibid, s. 83, 91 etc.
4) Ibid, s. 162
5) Ibid, s. 237
6) Forign Relations of the Unites States, Diplomatic Papers,
Washington 1963, Vol. 1, s. 416
7) La Librairie francaise, Paris 1950.
8) The Hoax of the Twentieth Centyury: the case against the Presumed
Extermination of the Jews (Inst. for Historical Review, 1993)
9) Der Auschwitz-Mythos. Legende oder Wirklichkeit? Eine kritische
Bestandsaufnahme (Grabert-Verlag Tübingen 1979). Værket blev forbudt
og bøgerne destrueret af de tyske myndigheder.
10) For en detaljeret kritik af Raul Hilbergs arbejde, se Jürgen
Graf: "Riese auf Tönernen Füssen. Raul Hillberg und sein
Standarswerk über Holocaust, Castle Hill Publ., 1999).
11) Le Monde, 29.12.78 og 16.1.79
12) En Engeneering Report on the alleged execution gas chambers at
Auschwitz, Birkenau and Majdanet, Poland. April 1988, 192 s.
13) Das Rudolf-Gutachten, Cromwell Press, London 1993.
14) Die offizielle polnische Antword auf dem Leuchtjer-Bericht
(Translation of the Polish by T. Rudolph, distrib. by E. Zündel).
15) Walter Lüftl, "Holocaust", in "The Journal of Historical Review
12(4), 1992/93.
16) I 1961 i den første udgave af "The Destruction of the European
Jews" (Quadrangle Books, Chicago) skrev Raul Hilberg at der havde
været en ordre, ja ligefrem to på hinanden følgende ordrer, om at
udrydde de europæiske jøder. I 1985, i bogens anden udgave (Holmes
and Meir, New York) ændrer han fuldstændig sin forklaring. Nu nævner
han ikke længere nogen ordre; han skriver at der ikke var nogen
"basis plan" (p. 53) og at "ingen særlig organisation styrede eller
koordinerede denne proces (udryddelsen)" (s. 55); Han tilføjer
desuden: "Der blev ikke skabt et særligt kontor og der var ikke
noget særskilt budget rettet mod udryddelsen af jøderne (s. 62). Han
forklarer hele den formodede udryddelse af jøderne med det, at......
gennem telepatisk tankeoverførsel mellem tyske burokrater: "et
uforklarligt åndelig overensstemmelse, en tankelæsning af det tyske
burokrati" (bemærkninger gjort under en forelæsning d. 22.2.1983 og
bekræftet af R. Hilberg under hans krydsforhør i Zündel-sagen i
Toronto 1985.
17) Yehuda Bauer, professor ved det Hebraiske Universitet i
Jerusalem siger helt præcis: "Folk gentager stadig, igen og igen,
den dumme historie om at udryddelsen af jøderne blev besluttet på
Wannsee-konferencen" (The Canadian Jewish News, 20.1.1992, s. 8).
18) Sagt af professord Christopher Browning, bidragsyder til
"Encyclopedia of the Holocaust" til Christopher Hitchens, Vanity
Fair, dec. 1993, s. 117). Professoren tilføjede: "revisionisterne
bruger R. Höss hele tiden for at diskreditere vidneudsagnene om
Auschwitz som helhed".
19) Bogen der omtales er R. Vrba: "I cannot Forgive" (Bentam Books,
1964)
20) Shmuel Krakowski, arkivdirektør ved Yad Vashem og professor
Yehuda Bauer indrømmede til sidst i 1990, at "nazisterne lavede
aldrig sæbe af fedt fra mennesker" (Jerusalem Post International
Edition, 5.5.1990). På en kirkegård i Nice, Frankrig, er der et
monument som har følgende indskrift: "Denne urne indeholder sæbe
lavet af menneskeligt fedt, som blev solgt af tyskerne under
naziregimet, og lavet af vore deporterede brødres kroppe".
21) Efter Jean-Claude Pressac's mening er det samlede antal af døde
i Auschwitz et sted mellem 630.000 og 710.000, hvoraf 470.000 -
550.000 var jøder, som blev gasset ("Die Krematorien von Auschwitz.
Die Technik des Massenmordes, Piper-Verlag, Munich 1994, s. 202)
22) Arno J. Mayer: "The final Solution in History" (Pantheon Books,
New York 1988). Forfatteren som selv er af jødisk oprindelse, er
professor i historie ved Princeton Universitetet (USA).
23) Det er værd at bemærke, at skønt han er god til at tegne, som
viser J.-C. Pressac ikke i et eneste af sine værker et billede af et
helt gaskammer med forklaring på hvordan det virker. I hans store
bog "Auschwitz: Technique and Operation of the Gas Chambers (The
Beate Klarsfeld Foundation, New York, 1989) siger han, at der ikke
eksisterer noget "direkte bevis", men kun "kriminelle spor" eller
"indirekte spor" (s. 429).
24) Et grundlæggende arbejde, som ikke kan undværes for den der vil
studere historisk revisionisme, er den canadiske sagfører Barbara
Kulaszkas: "Did Six Million Really Die? Report of the Evidence of
the Canadian "False News" Trial of Ernst Zündel - 1988" (Samisdat
Publishers, 1992)
