No hate. No violence
Races? Only one Human race
United We Stand, Divided We Fall
Radio Islam
Know Your enemy!
No time to waste. Act now!
Tomorrow it will be too late

English

Franç.

Deutsch

عربي

Sven.

Español

Portug.

Italiano

Русск.

бълг.

Hrvat.

Češt.

Dansk

Suomi

Magyar

Neder.

Norsk

Polski

Rom.

Srpski

Slov.

Indon.

فارسی

Türkçe

日本語

汉语

Jødisk racisme

af David Duke

S. 321 322 323 324 325 326 327 328 329 330 331 332 333 334 335 336 337 338 339 340 341 342

Kapitel 14

Jødisk evolutionær strategi og påstande om jødisk overlegenhed



I begyndelsen af 1970'erne, i en tid, hvor der herskede galopperende ligemageri, læste jeg The Geography of Intellect[629] af de to jødiske fortalere, Nathaniel Weyl og Stephan Possony og også en populær bog, med titlen, The Jewish Mystique,[630] af Ernest Van Den Haag. Disse forfattere hævdede ligeud, at jøder var andre mennsker overlegne, genetisk, kulturelt og moralsk. De sagde uden omsvøb det, som hovedmediernes fortællinger om jødisk historie længe havde antydet. I 1969 holdt den populære engelske videnskabsmand, C.P. Snow, der da også var blevet romanforfatter, en tale på Hebrew Union College, hvor han hævdede, at jøder, på grund af "indavl", var "alle andre, nulevende, folkeslag overlegne."[631]

Dengang, som nu, hævdede nogle jødiske forfattere, når de skulle begrunde den jødiske succes, at jødedommens struktur har haft en positiv genetisk effekt på intelligensudviklingen. Påstande om jødisk genetisk overlegenhed nyder en varm modtagelse hos de samme medier, der spydigt fordømmer, hvad de kalder "teorien om kaukasisk genetisk overlegenhed," som umoralsk og ond.

Weyl hævdede overbevisende, at jødiske traditioner havde en racehygiejnisk indvirkning og fremhævede, at de mest succesrige jødiske lærde og dermed de mest intelligente i det jødiske samfund, nemlig rabbinerne, var blevet støttet af deres medjøder til at få de største familier. Han sammenlignede de høje fødselsrater hos rabbinerne med cølibatet hos den katolske gejstlighed, som han mente havde haft en dysgenisk indvirkning, blandt ikke-jøderne.

322

Jeg kunne godt se, hvordan et sådant reproduktivt mønster vil være til fordel for jødisk intelligens og jeg var helt parat til at anerkende, at jøder er intelligente. Det, som slog mig, var Weyls tese om, at jødiske sociale mønstre og praksis kunne påvirke deres intelligens. Jeg havde længe troet, at både intelligens og adfærdsmæssige tendenser har en vigtig genetisk komponent, men for første gang begyndte jeg at tænke alvorligt over de underliggende forskelle mellem jøder og ikke-jøder. Var de kulturelt-religiøse eller genetiske af oprindelse? For at komme til bunds i det undersøgte jeg anvendelserne af evolutionsbiologien på udviklingen af det jødiske folk nærmere.

Charles Darwins Arternes oprindelse[632] beskæftigede sig med virkningerne af naturlig udvælgelse på det enkelte individ, men endnu vigtigere, med udvælgelsesprocessen, der omfatter arter og underarter (racer). Han studerede oprindelsen af grupper af genetisk beslægtede eksemplarer og deres egnethed til at overleve i deres respektive miljøer. Undertitlen på hans mesterværk lyder således: Eller bevarelsen af favoriserede racer i kampen for livet. Kun få forstod mekanismen i gruppeudvælgelse i forbindelse med den menneskelige evolution. Måske findes den bedste tidlige redegørelse for denne i Sir Arthur Keith's dynamiske bog fra 1948, A New Theory of Human Evolution[633]. Keith forklarede, at lige som individer er underlagt evolutionære pres, sådan er også konkurrerende grupper det. I begyndelsen af 1960'erne påbegyndte forskeren, W. D. Hamilton og andre de moderne undersøgelser af det genetiske grundlag for social adfærd, som nu benævnes socialbiologi.[634]

Principperne for socialbiologi blev først forfægtet af G.C.Williams i 1960'erne, og blev videnskabeligt forankret i principperne om adfærdsgenetik og i Dr. Edward Wilsons skelsættende værk, Sociobiology: A New Synthesis.[635] Jeg læste Wilsons bog, kun et par måneder efter at den kom ud og fandt den storslået. Selv om Wilson behændigt ser bort fra anvendelsen af hans teorier på de menneskelige racer, præsenterede han stærke beviser for, at adfærden hos de mest elementære skabninger, såsom myrer, havde et biologisk grundlag, der blev drevet af trangen til at bevare genotypen. Genetisk slægtskab viste sig at være en stærk faktor i udvikling og adfærd. I en sådan sammenhæng bliver gruppeloyalitet og altruisme forståelige, ud fra et evolutionært perspektiv ved, at den enkelte kan ofre sit liv og sin individuelle reproduktion for at sikre overlevelsen af de, der er genetisk som ham selv.

Richard Alexander, J. Philippe Rushton, D.S. Wilson, Kevin MacDonald, Edward Wilson, Edward Miller, og mange andre bragte, over de næste to årtier, denne forskning videre. De viste, at forskellige grupper af mennesker, der adskiller sig i deres genetiske sammensætning, oplever socialt pres af samme karakter som det¸ der opleves af konkurrerende dyrearter eller underarter. Den nye videnskabelige disciplin, som kaldes adfærdsgenetik Behavioral Genetics og evolutionspsykologi Evolutionary Psychology fortsætter med at gå nye veje, der viser det intime forhold mellem arv og menneskelig adfærd, hos såvel den enkelte som på gruppeniveau.

323

Indsigterne fra socialbiologien og adfærdsgenetikken har øget vores forståelse af udviklingen af racemæssige forskelle betydeligt. Det er let at forstå de evolutionære konsekvenser af det barske nordlige klima på mere end 5.000 generationer af europæere, og virkningerne af det mildere klima i Afrika på den sorte race. På tilsvarende måde kan sociale tabuer, sædvaner og social organisation af mennesker, siden civilisations begyndelse også have haft en indlysende indvirkning på reproduktive mønstre og genetisk sammensætning.

Siden den forholdsvis nylige domesticering af hunden, har menneskeheden, gennem selektiv avl, produceret over 130 hunderacer, der er så forskellige som St. Bernard, den hårløse Chihuahua, den tyske hyrdehund, og moppen. Alle kommer fra én oprindelige art og alle er, genetisk baseret, i stand til formere sig med hinanden. Her følger den måde, hvorpå Grolier's Encyclopedia karakteriserer de forskellige hunderacer, og hvordan selektiv avl har påvirket både udseende og temperament:

Hunde varierer mere i udseende end i anatomisk opbygning. En voksen hund kan veje fra 2 til 99 kg (4 til 220 pund), afhængig af racen, og variere i højde fra 12,5 til 90 cm (fra 5 til 35 tommer) over skulderen. Andre forskelle i kropsbygning omfatter længde af ben, længde af næsepartiet, størrelse og stilling af ørerne, længde, form, og retning på halen, og længde, tæthed, farve og karakter af hår. Over tid blev de forskellige racer også selektivt avlet til at producere temperamenter, der passede til de opgaver, de udførte.[636]

På samme måde, som mennesker selektivt har avlet genetisk forskellige racer af hunde, kan visse sociale strukturer og regler påvirke menneskelig evolution væsentligt. Sociale strukturer, især de, der påvirker ægteskabsmønstre, kan have en dramatisk indflydelse på overlevelse og reproduktionshastighed. De kan helt sikkert påvirke menneskers temperament og opførsel, på samme måde, som hundeopdrættere har skabt racer, så stoiske som St. Bernard eller så hyperaktive som pekingeseren. Vi kender alle mennesker, der af natur er så aggressive som en Pit Bull terrier, eller så venlige som en Labrador Retriever. Er det jødiske adfærdsmønster et produkt af kulturelle institutioner, såsom jødedommen og dens sekulære afkom, zionismen, eller er der noget i jøders genotype, der gør dem tilbøjelige til den konsekvente adfærd, de har udstillet, i meget forskellige kulturer, gennem tre årtusinder? Jeg spekulerede på, hvordan jødedommens struktur og karakter kan have påvirket det jødiske folks genetiske egenskaber over århundreder.

Lige som to arter af dyr, der bebor et bestemt geografisk område, naturligt udvikler en gruppeevolutionær strategi for at konkurrere om ressourcerne, således kan grupper af mennesker gøre det - selv i de civiliserede samfund. De kan udvikle nogle adfærdsmæssige træk, der giver dem konkurrencemæssige fordele og større reproduktiv succes. I menneskelige samfund, hvor genetiske forskellige grupper lever sammen, kan disse assimilere og mister så deres genetiske forskelle, eller de kan udvikle

324

etnocentriske ideologier og adfærdsmønstre, der favoriserer de særlige karakteristika i deres egen genpulje. En etnocentrisk gruppe kunne endda udvikle en religion, der rationaliserede dens evolutionære opførsel over for andre grupper.

Jeg spekulerede på, om jøderne var blevet genetisk afsondret fra andre folk i Europa, og i bekræftende fald, hvor dyb kløften var. Var deres herremenneskementalitet og etnocentriske tendenser blevet indprentet i deres genetiske kode, eller var de blot et resultat af deres religions kulturelle holdning og de særskilte samfund, de har skabt? Har genetiske impulser skabt jødedommens ideologi, der styrker og intensiverer den jødiske genotype? Flere år senere, i 1990'erne, har den samme jødisk dominerede antropologi, der afviste betydningen af europæisk racebevidsthed og følelse af identitet, fremhævet jødiskhed og den "jødiske identitet." I artiklen "Jøder, multikulturalisme, og boasisk antropologi", i The American Antropologist, fejrer den jødiske forfatter, Gelya Frank, den amerikanske, boasiske*, antiracistiske antropologi som "jødisk historie."[637] Hun påpeger, at den centrale jødiske rolle forsætligt var blevet hvidvasket af frygt for, at ikke-jøderne ville indse, at jøderne havde en ekstremistisk dagsorden.

Der har altid været en livlig, omend undertiden neddysset, tale "inden for fire vægge" om amerikansk antropologis jødiske oprindelse og betydningen heraf. Overvægten af jødiske intellektuelle i den boasiske antropologis tidlige år og den jødiske identitet hos antropologer i de efterfølgende generationer, har været bagatelliseret i standardværker om disciplinens historie...

Dette essay samler dele af disse forskellige diskurser om jøderne i antropologien, til ære for en ny generation af amerikanske antropologer, især de, der beskæftiger sig med at gøre multikulturelle teorier til dagsordener for aktivisme ....

Der har også været en hvidvaskning af jødisk etnicitet, hvilket afspejler frygten for antisemitiske reaktioner, der kunne miskreditere antropologien som disciplin og individuelle antropologer, enten fordi jøder blev anset for farlige på grund af deres formodede raceforskel, eller fordi de blev sat i forbindelse med ekstremistiske aktiviteter. - Gelya Frank

Nu, hvor racepluralismen har indtaget den dominerende politiske og kulturelle position i forhold til europæisk solidaritet, oplyser Frank, at jødiske antropologer i dag, på ny, fremhæver og bekræfter deres jødiske etnicitet og gruppeidentitet.

Et stort antal lærde bekræfter nu eksistensen af en jødiskhed i den akademiske verden, idet de samtidig forsøger at opdage og definere, hvad jødisk identitet kan betyde i denne, den mest universalistiske af alle institutioner. Nogle relevante eksempler fra den lange og voksende liste over kilder, i tilgift til de mange, som allerede er omtalt, kan nævnes: Behar 1996; Boyarian 1992, 1996; Eilberg-Schwartz 1990, 1992, 1994; H. Goldberg 1987, 1995; Kleebatt 1996; Nochilin og Garb 1995; Prell 1989, 1990, 1996; Robin-Dorsky og Fisher Fishkin 1996; og Schneider 1995.

Denne genopblussen af jødisk(e) forskel(le) forhøjer "spilleindsatsen" for jødiske antropologer, der er beskæftiget med diskussioner angående multikultur.[638]

* efter ophavsmanden, den toneangivende jødiske antropolog, Franz Boas, overs. anm.

325

Artiklen lammede mig. Det samme jødisk-anførte antropologiske etablissement, som fortæller europæerne, at der virkelig ikke findes sådan noget som race og at racemæssig identitet i bedste fald er dum og i værste fald er et moralsk onde fremmer stille og roligt begreber som jødiske "forskelle" og jødisk "genetisk identitet." Franks artikel fortsætter med uhæmmet ros af den jødiske stolthed, som er fremstillet i Barbara Meyerhoffs Number Our Days.[639] Da jeg læste dette, var det vanskeligt for mig at tro, at det havde stået i det førende tidsskrift for antropologi, et tidsskrift der tidligere (og stadig) uophørligt gør nar ad tanken om race og etnisk stolthed for europæernes vedkommende.

Da jeg første gang undersøgte spørgsmålet om jødisk genetisk slægtskab, havde jeg ikke fordelen ved Franks artikel. På det tidspunkt mente jeg, at den bedste måde til at undersøge problemet var at se, hvor ens geografisk adskilte jødiske befolkninger var og hvor ens, eller forskellige, de var i forhold til de befolkninger, de boede iblandt. Adskilte jøder sig fra andre europæere på samme måde som, for eksempel, en englænder adskiller sig fra en franskmand eller en tysker fra en russer? Eller var de helt forskellige fra alle europæiske underracer?

Der var udført et omfattende arbejde omkring dette spørgsmål, for en stor dels vedkommende af jødiske forskere, der havde travlt med at studere deres eget folks genetiske sammensætning. I årenes løb oplyste de mig om dette emne, på nogenlunde samme måde, som jeg havde fået et interessant perspektiv på jødisk historie fra de jødiske historikere.

Det første, jeg fandt, var oplysninger om det sæt af genetisk sygdomme der, næsten udelukkende, forekommer i det jødiske samfund, såsom Tay-Sachs sygdom. Disse sygdommes eksistens angav jo tydeligvis genetiske variationer, der var specifikke for den jødiske befolkning og illustrerede en genetisk forskel fra ikke-jøder. Snart fandt jeg videnskabelige afhandlinger, der beskæftigede sig netop med de spørgsmål, jeg søgte.[640][641]

De genetiske forskere Sachs og Bat-Miriam opdagede en forbavsende lighed imellem de jødiske befolkninger i ni lande i Nord Afrika, Mellemøsten og Centraleuropa. Omvendt fandt de store forskelle mellem jøder og ikke-jøder fra de samme lande.[642]

Under studiet af blodtypedata skrev Bourant, Kopec, og Domaniewska-Sobczak, i en bog med titlen The Genetics of Jews, at

Det kan siges, at generelt understøtter blodtypedata ... den relative homogenitet i de vigtigste historiske jødiske samfund.[643]

 


326

Javel, her hører vi så toneangivende, jødiske, antropologer og genetikere - de selv samme grupper, som kronisk prædiker for os, at der er ingen store forskelle findes mellem sorte og hvide - dristigt hævde, at det jødiske folk er genetisk adskilt fra andre og relativt homogent! De hævder, at nogle forskelle findes mellem ashkenazi og sefardiske jøder (den vigtigste etniske deling blandt jøder), men at jøderne, i alt væsentligt, er ét folk med en begrænset genetisk lighed med de europæiske befolkninger, som de bor iblandt.[644]

• Med hensyn til blodtypedata, konstaterede to store undersøgelser, den ene i 1977, udført af Bonné-Tamir, Ashbel, og Kenett og én, udført af Karlin, Kenett, og Bonné-Tamir i 1979, ved at benytte fjorten 'polymorfe loci'*, ingen signifikant forskel i den jødiske befolkning fra Irak, Libyen, Tyskland, eller Polen. De vurderede, at den genetiske afstand mellem ikke-jøder og jøder, der boede i det samme område, var tre til fem gange større end mellem jøder, der boede i de forskellige nationer, som blev undersøgt. I 1977-undersøgelsen udtaler forskerne, at "ikke megen blanding har fundet sted mellem ashkenazijøder og deres ikke-jødiske naboer, i løbet de sidste 700 år eller så."[645][646]

• Mille og Kobyliansky opdagede i undersøgelser af dermatologlyfiske** data , at ashkenazim (østeuropæiske jøder), har meget større lighed med sefardim (mellemøstlige og europæiske jøder) end de havde med de ikke-jødiske østeuropæere.[647]

• Kobyliansky og Livshits anslog, gennem anvendelse af klyngeanalyse*** på 25 morfologiske**** karakteristika, at jøder i Rusland var seks gange fjernere fra russerne, end russerne var fra tyskerne. De fandt også, at jøderne var fuldstændigt adskilte fra de fireogtyve andre etniske grupper, som blev studeret i Rusland, Tyskland, og Polen.[648]

• En anden undersøgelse sammenlignede moderne jøder og 3.000 år gamle jødiske skeletter, der var fundet i Mellemøsten. Sofaer, Smith, og Kaye studerede dental morfologi fra Marokko, kurdisk Irak, og østeuropæiske lande. De fandt mere lighed mellem de meget spredte jødiske befolkninger end i forhold til de ikke-jødiske grupper, der lever i nærheden af dem. Den gamle jødiske skeletgruppe viste sig at være langt mere lign de tre jødiske befolkninger end alle ikke-jødiske grupper, der blev undersøgt, med undtagelse af én, en arabisk druser-gruppe fra det 11. århundrede.[649]

Én forsker opsummerede de samlede genetiske forskelle ved at sige, at der formentlig var mindst tre gange større genetisk forskel på en gennemsnitlig jøde i Frankrig og hans ikke-jødiske franske nabo, end forskellen mellem en gennemsnitlig franske jøde og en jøde, der bor i Rusland eller Mellemøsten.

De jødiske studier overraskede mig. Jeg ville ikke have gættet, at jøderne var genetisk forskellige fra alle europæere. Jeg kendte til en del jøder, der var umulige at skelne fra potpourriet af andre europæiske amerikanere. At dømme efter deres udseende, syntes det umuligt, at der var tre gange større genetisk forskel på dem og os end på dem og jøder i fjerntliggende regioner i verden. Men forskningen viste, at der fandtes en lang række genetiske forskelle mellem jøder og europæere. Jeg undrede mig over, at de ikke virkede så dramatisk forskellige i deres udseende.

Fritz Lenz foreslog tilbage i 1930'erne, at jødisk lighed med de europæiske befolkninger ikke var ensbetydende med, at deres gener var

* genetisk begreb, der ikke let beskrives i få ord, overs. anm., se f.eks. Wikipedia for yderligere, overs. anm
** papillærrillerne i håndfladen og på fingrene, overs. anm.
*** går ud på at gruppere respondenterne i homogene grupper, klynger, overs. anm.
**** Morfologi , er bl.a. læren om organismernes struktur og ydre form, overs. anm.

327

de samme.[650] Han foreslog, at deres ydre lighed kunne være opstået gennem naturlig udvælgelse af gener i den jødiske genpulje. Disse gener kunne blot være en lille klynge af gener, der lå ubenyttede i den jødiske genpulje eller som blev indført ved begrænset genetisk blanding med ikke-jøderne og som derefter blev selektivt begunstiget af det sociale miljø. Gener, som forårsagede en større legemlig lighed med de ikke-jødiske værtsfolk kunne have gunstige resultater for accept, ophobning af rigdom og socialt avancement, og dermed for den reproduktive succes.

Ved en lignende proces kommer forskellige arter af sommerfugle, der ikke er nært beslægtede, til at ligne hinanden uden indsnævring af deres genetiske forskelligartethed i øvrigt. Et meget lille sæt gener, der påvirker udseendet, inden for den jødiske befolkning, kunne således blive begunstiget og medføre en større lighed i udseendet, i forhold til den ikke-jødiske befolkning, men ellers ikke indsnævre disse jøders overordnede genetiske forskelligartethed fra deres værtsbefolkning. Over mange generationer kunne den ydre lighed med ikke-jøderne øges, alt imens de dele af hjernen, der regulerer adfærdsmæssige tilbøjeligheder og evner kunne være upåvirkede heraf.

Ifølge evolutionær genetik, er det muligt, at jøder er kommet til at ligne deres værter mere og mere i udseende, mens de på samme tid er blevet stadig mere forskellige fra dem, hvad angår deres psykiske og adfærdsmæssige karakteristika. Uanset spørgsmålet om det fysiske udseende var der ingen tvivl om, at jøder faktisk er meget forskellige fra europæere og at de har bevaret den genetiske forskel gennem meget lang tid.

Jeg stødte på en række populære kilder, som hævdede, at et stort antal blandede ægteskaber, mellem jøder og ikke-jøder ville gøre en ende på jødernes genetiske særpræg, i forholdet til europæiske ikke-jøder. Som i så mange andre spørgsmål, der har med jøderne at gøre, findes der et væld af oplysninger om emnet, en underliggende virkelighed, der er meget forskellig fra de populære opfattelser.

 

Vil blandede ægteskaber gøre en ende på jødisk racisme?

Det siges ofte, at det høje antal blandede ægteskaber mellem jøder og ikke-jøder, især i USA, vil mindske etnocentrisme og forårsage assimilation af den jødiske befolkning i den ikke-jødiske genpulje. Denne påstand fremføres f.eks. i den stærkt udbredte og opreklamerede bog, The Myth of the Jewish Race, af Ralph og Jennifer Patais. De hævder, at jødiske og ikke-jødiske blandede ægteskaber er steget støt siden Oplysningstiden.[651]

Det er sandt, at mange jødiske grupper og ledere har rejst et stort postyr omkring farerne ved blandede ægteskaber. Større jødiske publikationer har ofte artikler og endda annoncer, der advarer mod blandede ægteskaber og bønfalder jøder om kun at gifte sig med andre jøder. Steve M. Cohen skriver følgende i The Jewish Family: Myths and Reality:

328

En energisk indsats fra den organiserede jødedoms side, for at forsøge at standse eller vende de seneste demografiske forandringer. . . at få et stort antal jøder til at ændre deres familie-relaterede beslutninger - det vil sige, at gifte sig unge, gifte sig med hinanden, forblive gift og få mange børn.[652]

Pinches Stolper skriver om Unionen af ortodokse jødiske menigheder i Amerika, at den kun forsøger at fremme stærke, rent jødiske, ægteskaber. Idet han beskriver truslen, der består i, at en smuk ikke-jødisk pige bor kun et par huse væk, hævder han:

Blandede ægteskaber er en tragedie, som det jødiske folk ikke kan tolerere. Den person, der gifter sig ud af troen, har vendt det jødiske folk ryggen. Vores tradition betragter en sådan person som åndeligt død og familien sidder shiva [den gennemlever en periode i sorg] over ham eller hende.

Sådanne ægteskaber kommer sjældent til at fungere, selv når de ledsages af en såkaldt konvertering til jødedommen og kan med sikkerhed aldrig komme til at fungere, når den jødiske partner er alvorligt optaget af sin jødiskhed. For de involverede familier er resultatet hjertesorg og tragedie og for børnene betyder det et liv i frustration, konflikt, og stress.[653]

David Landau viser, at jødisk fundamentalisme er hastigt stigende i diasporaen. Han citerer en af modstanderne af endog en mild ændring inden for reformjødedommens lov, der vil tillade sporing af slægtsforholdene gennem faderens stamtræ i stedet for gennem moderens, for at kalde dette "en af de værst tænkelige forbrydelser, næsten i tråd med Hitler. Det ville ødelægge det jødiske folks sammenhold."[654]

Stigende fundamentalisme har også betydet en stigning i fødselstallene hos de mest engagerede jøder. I et essay i bogen The Jewish Family: Myths and Reality, skriver Cohen, at de hasidiske jøder på grund af høje fødselstal og ved "ved hjælp af adskillelsesmetoder, har opnået en høj grad af succes, med hensyn til at modvirke assimileringstendenser i det større samfund."[655]

Derfor kan det ses, at den organiserede jødedom har gjort en samordnet indsats for at fremme endogami (indgifte) blandt jøder. Ortodokse grupper er afgjort de, der er mest ekstremt imod blandede ægteskaber, men selv aviser og tidsskrifter, der udgives af reformjødiske grupper, taler stærkt imod dem. Den jødiske forsker, Ellman, fortæller i tidsskriftet, Jewish Social Studies, at det eneste etniske eller religiøse samfund i USA, der fortsætter med at forsøge at begrænse og forhindre konverteringer og blandede ægteskaber, er det organiserede jødiske samfund. Men Ellman - og med ham en række andre forfattere, der er stærkt imod blandede ægteskaber -mener også, at de tilsyneladende høje rater af blandede ægteskaber ikke er en reel trussel mod den jødiske arv. Han hævder, at det formentlig styrker den traditionelle jødiske kultur og genotype gennem at fjerne de jøder, der har assimilatoriske tendenser.[656]

Ellman påpeger, at blandede ægteskaber kun har lille indvirkning på kernen i jødedommen. Han påpeger, at blandede ægteskaber er langt hyppigere for andet, og senere, ægteskabers vedkommende, hvor det er mere usandsynligt, at parrene får børn. Han nævner også den meget højere skilsmissehyppighed i blandede ægteskaber. Mere end 90 procent af blandede ægteskaber resulterer i ingen konvertering (til jødedom)

329

og dermed bliver de indgifte ikke en del af det jødiske samfund. Kun en lille procentdel af børn fra blandede ægteskaber vokser op som jøder og mere end 90 procent af dem gifter sig ikke med jøder. Ellman rapporterer også, at jøder med højere socio-økonomisk status er mere tilbøjelige til at gifte sig med andre jøder og dermed vil samfundet fortsat blive domineret af en ren jødisk elite-kerne, mens lavere klasser af jøder, der ikke repræsenterer de ønskede egenskaber af etniske solidaritet er meget mere tilbøjelige til at gifte sig udenfor og forlade fællesskabet.

Barry Kosmin og andre jødiske forskere, fandt i værket Highlights of the CJF 1990 National Jewish Population Survey, at 91 procent af de blandede ægteskaber bestod af ikke-konverterede par, at kun 28 procent af børn af sådanne par blev opdraget som jøder og at selv dette lille mindretal af efterkommere sandsynligvis ikke ville gifte sig med jøder.[657] Ikke alene er jøder i blandede ægteskaber langt mere tilbøjelige til at forlade den jødiske cirkel, men der findes beviser på, at de ofte støder på modstand i det jødiske samfund. Jødiske forfattere som Michael Meyer[658] og C. Waxman[659] omtaler "stiltiende afvisning" af de blandede par. Alle disse faktorer tyder på, at blandede ægteskaber har ringe effekt på den jødiske genpulje ud over at påvirke det samlede antal af jøder.

Højere antal af blandede ægteskaber vil formentlig have den langsigtede effekt at styrke de traditionelle jødiske genetiske egenskaber. Jødiske elementer med tendens til assimilering vil blive fjernet samtidig med, at der er en stigning i jødisk ortodoksi og en høj fødselsrate, blandt de mest engagerede i de jødiske elementer, såsom de hasidiske jøder. Desuden er de religiøse jøder i Israel næsten alle ortodokse og der findes næsten ingen blandede ægteskaber i verdens centrum for jødedom – nationen Israel.

Måske er den allerbedste måde at beskrive det jødiske samfund på den, som den berømte jødiske forfatter Daniel Elazar anvender i Community and Polity: Organized Dynamics in American Jewry.[660] Han foreslår en model af koncentriske cirkler. Den inderste cirkel består af en hård kerne på omkring 5 til 8 procent, der fører hvad han kalder "fuldt jødisk liv." Derefter kommer en ring af 10 til 12 procent jøder, som han kalder "deltagere." De er ofte ansat i "jødisk samfundstjeneste" og arbejder utrætteligt for jødiske mærkesager. Den tredje ring, han identificerer, består af 25 til 30 procent jøder, som han kalder "bidragydere og forbrugere." Disse leverer regelmæssige bidrag til jødiske mærkesager og gør brug af det jødiske samfund til ting som bryllupper, bar mitzvahs, og begravelser. Elazar kalder sin sidste gruppe "dem i periferien og nægterne." De yder ingen bidrag til jødiske mærkesager, men nogle gange trækker de inderste cirkler dem med ind for at deltage eller de bliver udskilt og efterlader så den jødiske kerne i midten og hele jødedommen mere engageret end nogensinde.[661]

På grund af en voldsom omtale af høje rater for jødiske blandede ægteskaber, kan nogle ikke-jøder komme til at tro, at jøderne bliver mindre etnocentriske.

330

Men i virkeligheden er det modsatte tilfældet. De jøder, der er tilbage i centrum, er endnu mindre indstillet på at assimilere. På samme tid tjener de jøder, som er føjelige med hensyn til ikke-jødiske værdier også en vigtig rolle ved at få ikke-jøderne til at tro, at den jødiske gruppe ligner dem mere, end den faktisk gør.

Endnu vigtigere er det, at nogle af de jødiske forskere mener, at en vis grad af blandede ægteskaber har en funktionel værdi i ikke-jødiske miljøer. Mark Zborowski og Elizabeth Herzog siger, at de fungerer som en bro til ikke-jødiske samfund, men en bro, som ikke truer den jødiske kerne.

Det perifere område, der fungerer som en bro til de omgivende kulturer, udfylder flere funktioner. Det er en vej til invasion, en buffer og en kilde til fornyet styrke. Enhver påvirkning, der skærer i den ydre kant, kan samtidig have den virkning, at den styrker kernen.[662]

Lieberman og Weinfeld ser, i deres artikel "Den demografiske tendenser og jødisk overlevelse", relativt høje niveauer af blandede ægteskaber som en vellykket strategi til at sikre større støtte fra de ikke-jødiske samfund for deres politiske og sociale mål, såsom politisk støtte til Israel.

Den vellykkede udøvelse af indflydelse opnås bedst i et samfund med en stor delmængde af medlemmer, som interagerer med politikere og opinionsdannere. Gennem de indgiftede jøder selv og afgjort gennem deres sociale netværk, som involverer jødisk familie og venner, der måske er tættere på kernen i det jødiske samfund, kan jødiske bekymringer, interesser og følelser blive formuleret foran et bredere, mere indflydelsesrigt publikum. I et nyligt interview sporede den tidligere præsidentrådgiver, Robert Lipshutz, oprindelsen til Jimmy Carters bekymring for Israel til hans nære venskab med en kusine, en ortodoks jøde (Carters tante blev gift med en jødisk mand og deres to børn blev opdraget som jøder). Jøder, der gifter sig med ikke-jøder, kan måske, selv om de skaber en fortynding af det jødiske samfund, på én måde, udføre nogle kompenserende, strategiske, funktioner på en anden.[663]

Det er klart, hvis indgiftede jøder tjener som en "bro til de ikke-jødiske samfund," vil de, der er uden for det jødiske samfund, men er bevidste om jødisk kulturarv, ofte have varme følelser over for denne arv og være positivt indstillet over for jødiske interesser. De vil også udtrykke mindre solidaritet med europæiske spørgsmål og interesser.

Langt fra at løse konflikten mellem jøder og ikke-jøder, har blandede ægteskaber kun en tendens til at styrke den centrale jødiske genotype og give næring til mere ekstrem politisk og kulturel solidaritet. Ved at sende deres allierede ind i vores kultur og vort politiske liv er de bedre i stand til at sikre jødiske interesser. Blandt jøderne har blandede ægteskaber den modsatte virkning. Fordi de absorberes næsten helt ind i vores samfund, svækkes vores egen solidaritet samtidig med, at vi indgives det indtryk, at det jødiske samfund er mindre uigennemtrængelig og etnocentrisk, end det reelt er. Der er ingen reel trussel mod den jødiske genotype. Om noget bliver den mere "jødisk" for hver ny generation.

Da jeg først havde lært, at jøderne havde en anden genetiske arv end europæere og at denne forskel blev mere og mere intensiveret, snarere end at blive mindre,

331

ønskede jeg bedre at forstå forholdet mellem jødisk adfærd og evolutionær strategi.

 

Et historisk resumé

Denne bog har vist, at jødisk historie, fra de tidligste perioder, som er beskrevet i Bibelen og op til Israels nuværende stammeagtige chauvinisme, har været én lang historie om racisme, herrefolkstro og etnocentrisme. Jøder lærte at trives som en særlig minoritet i overvejende ikke-jødiske nationer og de lærte at bevare både deres kulturelle og genetiske arv trods det ofte stærke pres i retning af assimilation fra værtssamfundene. For at undgå assimileringsprocessen, som opslugte alle andre folkeslag, der levede som en minoritet i de antikke nationer, opelskede de en ideologi, der betød en intens gruppeloyalitet og kærlighed, indad, til gruppen, (etnocentrisme) og et samtidigt, udadrettet had (xenofobi).

Gennem jødernes ophold i Egypten, som et stærkt mindretal, ved begyndelsen af deres historie, skabte de en strategi for overlevelse og racerenhed. Senere forfinede de, i en region, der bestod af mange forskellige folkeslag, deres etnocentriske politik, og skabte den mytologi, at denne politik var blevet forordnet af Gud. Det er en strategi, der finder sit reneste udtryk i jødedommen, som denne er udformet i Talmud, en verdslig religion der, i løbet af dette liv, lover herredømme og magt for det jødiske folk, snarere end personlig belønning i form af et efterliv til fortjenstfulde enkeltpersoner.

For at modstå assimilation i de langt større samfund, hvori jøder levede, udviklede de en teologi, der fremmede den tro, at de var et overlegent folk, "udvalgte af Gud," og "adskilt fra andre folk", med en guddommeligt forordnet ret til at herske over verden, ledsaget af en hellig pligt til at holde både deres kultur og genotype ren. Ikke-jøder blev karakteriseret som urene undermennesker, og ofte som morderiske fjender, der var fast besluttet på at ødelægge jøderne, enten gennem udryddelse (en tanke, som bliver mindet og højtideligholdt hvert år i Påsken, 'Pesach', - og 'Purim') eller gennem assimilation (som højtideligholdes og mindes ved 'Hanukkah').

For at overleve som et mindretal i andre lande - ofte som nyankomne, med kun lidt eller ingen jord og tillige med en religiøs-kulturelt betinget foragt for fysisk arbejde, havde de brug for at udvikle færdigheder inden for andre områder. De blev dygtige til åger, finansiering og administration, samt lovlige, såvel som kriminelle, former for forretningsvirksomhed. De opdagede at de, med en uegennyttig holdindsats, kunne komme til at dominere vigtige områder af den ikke-jødiske sociale struktur. Det blev også klart for dem, at det var i deres interesse at opretholde en etnocentrisk "holdstrategi", og samtidig at svække det ikke-jødiske sammenhold. De udviklede ydermere komplekse strategier til at skjule deres fjendtlighed fra deres ikke-jødiske værter.

Ved udgangen af deres babyloniske fangenskab, en periode, der varede flere hundrede år, og hvor de blomstrede som en magtfuld minoritet i en fremmed nation,

332

havde deres jødiske strategi udviklet sig til en kunst, som de kodificerede i Talmud.

Jøder udviklede særlige kulturelle, kostmæssige og rituelle traditioner til holde sig adskilt fra ikke-jøderne. Til forskel fra de andre to store verdensreligioner søgte jødedom ikke konvertitter og, om end de tilsyneladende tillod konvertering, lagde de hindringer i vejen, som gjorde konvertering vanskelig. Det jødiske samfund accepterede ikke fuldt ud sådanne konvertitter, ikke engang deres efterkommere. (Mange rabbinere siger i jødiske hellige skrifter, at det tager ti generationer eller mere at blive fuldt accepteret i det jødiske samfund, og jødisk ret henviser til de konverteredes børn som "bastarder"). Det store flertal af jøder, der giftede sig med ikke-jøder, gjorde det med ikke-konverterede personer og måtte dermed regne med bortvisning fra det jødiske samfund.

Med andre ord, han blev berøvet borgerlige og politiske rettigheder, som enhver israelit havde krav på, endogså dem som bastarder, der var fra alvorligt plettede stamtræer, havde.[664]

Som en sammenhængende minoritet i ikke-jødiske nationer måtte jøder skjule deres sande etnocentrisk tro. Én hjælp til denne proces blev deres vedligeholdelse af det hebraiske sprog blandt deres lærde og begrænsningerne af oversættelser af deres tekster til ikke-jødiske sprog. (Som dokumenteret i et tidligere kapitel "Rødderne til jødisk racisme" udviklede de i moderne tid endda kodeord til at skjule de mere hadefulde anti-kristne citater i deres Talmud og deres ritualer – og gik med dette så vidt som til, i Israel, at udgive ledsagende ordlister til Talmud, som skulle vise jødiske studerende den virkelige anti-kristne betydning af de camouflerede udtryk).[665] Jøder lærte også, hvordan de, som oftest, gør sig så kryptiske som muligt i politik og de stillede sig ofte tilfredse med at styre politik ved at trække i trådene bag kulisserne for at undgå at vække ikke-jødernes vrede. I disse bestræbelser magtede de ofte ikke at styre deres griskhed, hvad der undertiden førte til voldelige antisemitiske reaktioner.

Det jødiske samfund har, set i historisk lys, altid lagt særlig vægt på uddannelse og rost jøders studier af Talmud til skyerne og de belønnede sådanne studier med prestige og økonomisk sikkerhed. En sådan politik havde en dybtgående indvirkning på deres genotype. Ligesom favorisering af de dygtigste lærde favoriserede dem med en høj verbal IQ, således begunstigede en række andre aspekter af deres sociale struktur nogle andre traditionelle jødiske kendetegn.

J.Philippe Rushton har, i sin banebrydende bog fra 1995, Race, Evolution, and Behavior,[666] i studier af data, fra udforskning af tvillinger vist, at selv tendenser i retning af gruppe-altruisme og etnocentrisme har stærke genetiske komponenter. Jødisk lov har i flere hundrede generationer udvist jøder, der assimilerede med ikke-jøder og dermed fjernet dem fra deres genpulje. Sådan en politik vil, helt sikkert, have styrket enhver jødisk disposition for etnocentrisme ved at fjerne dem, der havde en mere forsonende holdning - eller endog tiltrækning - til ikke-jødisk æstetik eller værdier.

333

Efterhånden som jøderne blev dygtigere til åger, monopollignende virksomhedspraksis, skatteopkrævning, kriminelle aktiviteter og handlen som undertrykkende håndlangere – eller administratorer - for besættelsesregeringer, styrkede ikke-jødernes antisemitisme, som var en reaktion på disse aktiviteter, ekstremistiske jøders belejringsmentalitet. Deres antipati mod deres ikke-jødiske værter tilskyndede de jødiske samfund til at støtte udenlandsk militær indtrængen og besættelse af de nationer, hvori jøderne boede. Sådanne handlinger skabte så igen større uvilje mod jøderne og forværrede den onde cirkel, hvilket er fortsat frem til i dag.

Jøder reagerede på truslen om assimilation ved at blive mere etnocentriske. I skarp kontrast hertil, udviklede vore forfædre der boede i deres, som oftest, homogene samfund i hjertet af Europa, aldrig jødernes belejringsmentalitet. Da handel, slaveri og udenlandsk indvandring øgedes i Europa, var de fleste europæiske samfund kun dårligt forberedte på en indtrængen af magtfulde, etnocentriske minoriteter, ind over deres grænser. Ikke-jødiske samfund i den antikke verden tillod ofte forskellige religiøse udtryk, herunder tolerance over for den jødiske tro, mens det jødiske folk krævede streng overholdelse af dets tro inden for rammerne af jødernes samfund.

Det jødiske samfund er gennem århundrederne fortsat som et autoritært samfund der, konstant og bevidst, har fremmet jødisk samhørighed. Selv i middelalderen gennemførte mange jødiske samfund dødsstraf for de jøder, der ansås for at have forrådt jødiske interesser. Henrettelsen af Jesus er et perfekt eksempel på udryddelse af en, som de følte var en trussel mod deres homogenitet. Andre historiske midler, der anvendtes til at fastholde deres ideologiske og genetiske renhed var ekskommunikation og udvisning. Imens europæere, der kom fra et mindre konkurrencebetonet, mere homogent, samfund, tilsluttede sig en lev-og-lad-leve etik, en mere individualistisk etik, opretholdt jøder en intens kollektivisme. I moderne tid har jøder styrket deres netværk for kommunikation og solidaritet, alt imens de har støttet nedbrydning af ikke-jødiske værdier og samfund.

At trives som en lille minoritet i et fremmed samfund kræver også et talent for bedrag. I det kristne Spanien, i Middelalderen, reagerede jøder på krav om omvendelse til kristendommen ved at blive marranere, mennesker, som foregav at være konverteret til kristendommen men som, i al hemmelighed, praktiserede jødedom. De udviklede komplicerede planer til brug for bedrag og disse har varet ved i århundreder. Mange hemmelige jøder bedrog, med held, deres ikke-jødiske værter, med hensyn til deres sande anti-kristne tro. De mest overbevisende marranere trivedes særdeles godt og fik fremgang, mens de mindre kvalificerede, i denne dobbelthed, ofte led eller omkom under inkvisitionen og andre forfølgelser.

Jøder udviklede mønstre af dobbeltmoral: én moral for dem selv og deres pårørende og en anden for deres ikke-jødiske værter. Omvendt havde ikke-jøderne i de homogene samfund i Europa en tendens til at udvikle en énstrenget moral, som favoriserede assimilation, når fremmede befolkninger

334

indvandrede til deres område eller når de erobrede andre nationer. Det antikke Grækenland eksemplificerede denne tradition ved at indføre en doktrin om universalisme i deres erobrede landområder. Nogle af de samme værdier om altruisme over for ens egne, som jøder holdt i ære for sig selv, fandtes også blandt de europæiske befolkninger. Men fordi der ikke var nogen ikke-europæiske racer til stede, var der ikke behov for at udvikle de komplicerede konkurrencestrategier eller vildledende gruppestrategier, der er så karakteristiske for jøderne.

I den daglige handel og det sociale samkvem i Europa, blev sandhed hædret som en standard for det daglige liv. I krigstid opstod en mere dobbelt type moral, som skelnede ens eget folks interesser fra fjendens. Men under normale forhold var der, primært, tale om udveksling og handel blandt ens egen slags, snarere end blandt fremmede mennesker. Således lærte vore folk aldrig, særlig godt, 'kunsten' i dobbeltmoral, undtagen under krigsforhold. Tilstedeværelsen af, og gennemvandringen af, fremmede, jødiske, elementer har i høj grad bidraget til den moderne udvikling af europæisk racebevidsthed.

 

Den nuværende situation for det jødiske samfund

Churchill udtrykte det rammende i 1920, da han beskrev den jødiske overtagelse af Rusland ved, at de havde "grebet det russiske folk ved håret og gjort sig til herrer i dette enorme imperium."[667] I det sidste årti af Det 20. Århundrede greb de Amerika på samme måde.

De dominerer, helt gennemgribende, nyheds- og underholdningsmedier, i næsten hver eneste civiliserede nation, de kontrollerer de internationale markeder og børser og ingen regering kan modsætte sig at gå deres ærinde, i et hvilket som helst spørgsmål af betydning. De kan koordinere en indsats mod enhver stat, der prøver at modstå deres magt, sådan som de gjorde det i den økonomiske afpresning af en milliard dollars fra Schweiz, eller ved den måde, hvorpå de stod bag invasionen af Irak. Sammenhængen i det jødiske folk er i virkeligheden essensen i Den Ny Verdensorden, og under dennes protektion forsøger de at udvide deres totalitære fjernelse af ytringsfriheden fra Europa og Canada til den nation, der engang var den frieste i verden: De forenede Stater.

De, der fortæller kendsgerningerne om jødisk magt, kaldes ofte "konspirationsteoretikere", der tror på "Den jødiske sammensværgelse." Det kaldes de for at fremmane et latterligt billede af jøder, i kaftaner og yarmulker, som bag deres jødiske ørelokker, betragter en globus, der er oplyst af fakkellys, mens de planlægger verdensherredømmet. Men det er ikke de fantasifulde "Sions Vise", vi behøver at frygte. Det er de, der åbent udøver jødisk ekstremistisk magt, den dag i dag, og hver dag mere frækt og åbenlyst.

Der er ingen "sammensværgelse", i hvert fald ikke i den sædvanlige forstand. Der er ikke engang meget hemmelighedskræmmeri omkring det. Jødisk magt er allestedsnærværende. Enhver politiker er så bevidst om deres magt, at han véd, han ikke kan nævne den. Jødiske organisationer, jødiske medier, og jødiske politiske agenter, fremmer ubarmhjertigt deres dagsorden,

335

og uden nærmere eftertanke. Lige som de, målbevidst, en gang stod bag Den russiske Revolution, koordinerer de nu hensynsløst deres magt i hele verden.

Ingen ekstremistisk jødisk leder behøver at beordre sine undersåtter til at søge politisk kontrol i ikke-jødiske nationer, de gør det så naturligt, som gøgen snupper andre fugles reder. Jødiske mediechefer og statsbureaukrater behøver ikke at få ordre til at ødelægge ikke-jøders stolthed, kulturarv, ære, loyalitet og tradition, samtidig med at de forsvarer deres egne tilsvarende værdier. Der er ingen nødvendighed af en overordnet plan for at korrumpere ikke-jødernes seksuelle skikke, deres familiestruktur og religiøse overbevisning. Freud og hans intellektuelle efterkommere og medie-leverandørerne har helt sikkert ikke haft brug for nogen plan. De gjorde bare, hvad der faldt dem naturligt.

Ingen "Sions Vise" behøver at fortælle de jødiske bureaukrater, at de skal åbne USA's, og EU's, grænser for verdens usle affald, de véd, næsten instinktivt, at de i en nation af mangfoldighed, kan dominere gennem "del og hersk" princippet. De ved også, at hvis de kan ødelægge vores genetiske integritet og racemæssige solidaritet, vil der ikke være nogen, der har kapacitet til at udfordre deres styre.

Nej, det er ikke en kompliceret sammensværgelse. Det er blot to nationer - jøder og ikke-jøder - i en tilstand af etnisk krig. Selvfølgelig er de fleste jøder og kristne ikke engang klare over, at vi er i krig. Men alt imens vi ikke-jøder, uden at være det bevidst, bliver undervist i kulturelt og politisk selvmord, underviser jødiske racister deres egne i troskab mod deres art og had og mistro til os. Der er kun en lille andel af jøderne på de kulturelle og politiske frontlinier, men gennem mange jødiske organisationer støtter hjemmefronten sine stormtropper.

Selvfølgelig har der været jøder, der beklagede de jødiske racisters skinhellighed. Nogle har endda risikeret deres eget liv for at advare ikke-jøderne om den zionistiske fare. Sådanne mænd er Noam Chomsky, Benjamin Freedman og Alfred Lilienthal, Israel Shahak og Norman Finkelstein. Fem mænd af jødisk herkomst, der har indset, at zionistisk ekstremisme kan bringe en katastrofe over dem. Fredsbevægelsen i Israel huser mange af disse jøder. Nogle jøder søger, mens de stadig ønsker bevarelse af deres egen genotype, en politik med fredelig adskillelse og sameksistens, frem for zionistiske enevælde. De indser, at jødisk racisme i sidste ende kan ødelægge dem.

Selv om vi forstår både jødedommens og zionismens jødisk racistiske karakter, anerkender vi, at der findes individuelle jøder, der ikke repræsenterer hverken den ene eller den anden af disse doktriner, og som ikke deltager i nogen form for aktivitet for at korrumpere eller destruere ikke-jødiske institutioner. Et godt eksempel er Israel Shahak, en jødisk overlevende fra nazisternes koncentrationslejre og professor i Israel. Han har lidt meget for at turde tale rent ud om zionisme og talmudisk jødedom. Han fortalte verden om jødisk misantropi, ikke alene for at yde ikke-jøderne retfærdighed,

336

men også for at redde sit folk fra konsekvenserne af deres egne handlinger.

Jøder som Israel Shahak giver os håb om en gensidigt gavnlig bilæggelse af konflikten mllem jøder og ikke-jøder. Men Shahak og andre som ham forbliver et lille foragtet mindretal blandt deres brødre. En retfærdig løsning af konflikten kan givetvis aldrig komme fra jødisk overherredømme. Først efter at vi har afsat jødisk magt i vore egne nationer kan vi forhandle succcesfuldt med dem. Selv om en etnisk fredskonference ville være den bedste løsning for alle parter, fortæller historien os, at en sådan er usandsynlig på dette tidspunkt i konflikten. Tyrannier overgiver sig kun til stærkere kræfter.

Hvis jøder virkelig repræsenterede alt, hvad der er ædelt i mennesket, ville det måske være naturens orden at få vore folkeslag erstattet med den jødiske prototype. Men historiens gang har vist, at ekstremistiske jøder langt oftere har været budbringere for mørke end for lys. Dette er bl.a. afsløret i den tragiske gennemførelse af doktrinerne, der skabtes af de tre mest indflydelsesrige jøder i Det 19. og 20. Århundrede: Marx, Freud og Boas. Disse tre jøder kom til at nedværdige menneskeheden, ikke til at forædle den, og disse, deres doktriner, nåede at bringe ufattelige ødelæggelser og lidelser over menneskeheden.

De ekstremistiske jøder besidder en enorm magt – en magt, der udspringer af talent kombineret med skrupelløshed. De bliver styrket af alt, hvad der svækker os. Vores magt kan kun genvinde sin styrke gennem en hengivenhed for sandhed og retfærdighed, fra udvist mod og ædelhed . Når vi overtræder vor egen moral, bliver vi svækket og kan udnyttes, som det er tilfældet nu.

Et eller andet sted i vores genpulje rører vores gener sig for at kræve overlevelse, og disse gener er nu i færd med at udtrykke sig gennem en ny vækkelse. Jeg ser denne opvågnen, hvor vores folk er. Den er især stærk hos vore unge. Det er en vision, som forfølgelse og had ikke kan ødelægge. Et eller andet sted ligger der, i dette øjeblik, en baby og sover fredeligt i sin vugge, uvidende om det store slag, der lige nu raser for hans ret til at vokse op og leve i sit eget land og med sit eget folks værdier.

 

Er jøder overlegne?

Hvad med intelligens, hvordan ligger jøder, sammenlignet med europæerne, som en helhed og sammenlignet med udvalgte europæiske, grupper?

Der har været en hel del forskning i dette emne, primært udført af jødiske forskere. De viser en højere generel IQ for jøder. Men forskellen kommer næsten udelukkende fra den verbale del af IQ-testerne. De fleste undersøgelser viser, at jøderne har en markant højere verbal IQ, mens europæere ofte scorer højere på de mere abstrakte og rumlige komponenter af IQ. Brown fandt, at jødiske børn havde højere verbal IQ og skandinaviske børn højere "visio-rumlig" IQ. Levinson fik samme resultat hos jødiske og ikke-jødiske børn i en undersøgelse fra 1960, og

337

Backmans resultater viser signifikant højere verbale IQ-værdier og markant lavere IQ-værdier for jøder, når det gælder visio-rumlig ræsonneren. [668][669][670][671][672][673][674]

At jøder synes at være overlegne i de verbale, mentale færdigheder, synes helt i overensstemmelse med deres evolutionære strategi. Talefærdighed er selvfølgelig vigtig for kommunikation, handel, teamwork, administration og mægling, som alle var meget vigtige evner i de samfund, hvori de havde fremgang.

Werner Mosse, en berømt historiker særligt vedrørende den europæiske, jødiske historie, citerer undersøgelser fra Tyskland fra begyndelsen af dette århundrede som viser, at der er en tendens til, at ikke-jødiske fabrikanter er håndværkere, mens der er tendens til, at jødiske fabrikanter er fra handels-, eller bankfamilier. Han hævder, at karakteren af den jødiske deltagelse i fremstillingssektoren i Tyskland det 19. århundrede var:

….mindre i egentlig fornyelse eller opfindelse, end i en særlig evne for økonomisk "mægling", i form af eksport af tyske varer, af "sekundær innovation", teknologioverførsel, gennem indførelse i Tyskland, af processer og metoder, der var observeret i udlandet og nye teknikker til at stimulere efterspørgslen.[675]

Richard foreslår, at visio-rumlige evner og verbale evner er negativt korreleret og at mere af hjernebarken er afsat til enten det ene sæt af evner eller det andet. En anden forsker, Richard Swartzbaugh, foreslår i sin bog, The Mediator,[676] at jøder er naturlige mæglere i et multietnisk, multireligiøst, multinationalt miljø og at det naturlige sammenstød mellem de antagonistiske grupper producerer en enorm efterspørgsel efter mægling. En sådan mægling finder udtryk i lovgivning, forhandling, mægling, børs og administration - som alle er områder, der er stærkt modtagelige over for jødiske, verbale færdigheder og intelligens.[677][678][679]

Jøderne har modtaget en uforholdsmæssig stor andel af priser for videnskabelig og kulturel virksomhed. Lige fra Academy-priser til Pulitzerpriser og Nobelpriser er den store jødiske andel slående. Den uforholdsmæssigt store jødiske succes med at vinde videnskabelige og kulturelle priser er en afspejling af både deres evner og deres holdstrategi. Både Academy-priser og Pulitzerpriser vælges af en gruppe med en stor andel af jødiske stemmer, der allerede fra en tidlig alder har lært at favorisere deres egne. Som nævnt i mit kapitel om 'Jødisk racisme' er jøder især tilbøjelige til at finde vej til de styrende organer i en hvilken som helst social organisation, som de deltager i og dette vil selvfølgelig give en tendens til at forøge deres muligheder for at anerkende og belønne deres egne, i deres respektive områder. Derudover ophøjer de jødisk-dominerede nyheds- og underholdningsmedier konsekvent deres egne med ros og anerkendelse.

338

Barbara Streisand har måske ikke været den bedste popsanger i USA, men hun blev det helt sikkert ifølge den jødiske presse. Schindler's List var måske ikke den bedste film, der blev lavet i 1993, men den passede perfekt med jødiske sociale og politiske mål. Det forfærdende valg af den jødiske terrorist, Menachem Begin, til Nobels fredspris, skyldtes det omfattende forarbejde, der var blevet udført af de jødiske medier, verden rundt. Selv på det videnskabelige område er omtale og mediereklame for en videnskabsmands arbejde, i en tid med kolossal videnskabelig fremgang, og et stort antal fortjenstfulde forskere, nu sandsynligvis lige så afgørende for belønningen med en videnskabelig pris, som forskningen selv. På dette område har jødiske videnskabsmænd en indbygget reklamefordel.

Selv i dag, hvor genetikere og psykologer stadigt oftere beviser arvelighedens og racens afgørende rolle for intelligens og adfærd, fortsætter de jødiske medier med at udbasunere synspunktet om, at miljøet er mest afgørende for adfærden, undtagen naturligvis, når det gælder jøder. Medierne foretrækker lighedsmagere fra de yderste kartoffelrækker, såsom Lewontin, Kamin og Gould frem for de mere stille, men mere logisk sammenhængende, videnskabsmænd. Som jeg tidligere påpegede, var de tre mest indflydelsesrige jøder i Det 19. og 20. Århundrede Karl Marx, Sigmund Freud og Franz Boas. Alle tre var intelligente mænd, men hver af dem havde en katastrofal virkning på de europæiske samfund. Karl Marx lagde fundamentet for den mest destruktive og morderiske ideologi, nogensinde. Sigmund Freud underminerede grundlaget for familien og fundamentale kristne og muslimske værdier. Franz Boas var antropologisk stamfader til den egalitære bevægelse, som er det primære våben, der bruges til ødelæggelsen af både den etniske loyalitet og selve eksistensen af hver eneste genotype på planeten, som kunne tænkes at modsætte sig jødisk overherredømme.

 

Den endelige målestok

Selv den såkaldt moderate fløj inden for jødedommen prædiker et jødisk overherredømme af moral og intellekt. I en artikel i Reform Judaism med titlen "Slap af. Det er okay at være det udvalgte folk," diskuterer Arthur Hertzberg (redaktøren) og Aron Hirt-Manheimer deres offergørelse som unge, plaget af de kristne. De hævder jødernes forskellighed, selv når det angår de liberale jøder, der ikke ønsker at indrømme det. I artiklen citerer de fra grundlæggeren af den israelske stat, David Ben-Gurion:

Mit koncept af det messianske ideal, og den

339

messianske vision, er ikke metafysisk, men socio-kulturel-moralsk... jeg tror på vores moralske og intellektuelle overlegenhed, i vores evne til at tjene som model for den menneskelige races frelse. Denne, min tro, er baseret på mit kendskab til det jødiske folk og ikke en eller anden mystisk tro; den guddommelige tilstedeværelses herlighed i os, i vore hjerter, og ikke uden for os.[680] (min understregning)



Det ville være interessant at se reaktionen, hvis præsidenten for De forenede Stater kom med en udtalelse om, at han troede på den hvide races moralske og intellektuelle overlegenhed. Ikke alene viser Ben-Gurions udsagn en jødisk racistisk holdning, det viser også, at hans følelse af jødisk overlegenhed ikke er født ud af den tro, at de er "udvalgt af Gud", men simpelthen kommer fra en selvvalgte egoisme.

Før selvudnævnte påstande om jødisk overlegenhed kan tages alvorligt, er det vigtigt at huske, at den endelige målestok for værdighed er kreative præstationer og historiske resultater. Den europæiske resultatliste, i så henseende, er storslået. Ikke-jøder lagde grunden til astronomi, fysik, matematik, teknik, biologi, geologi, og vestlig medicin. Det var den mediterrane gren af den europæiske menneskehed, der skabte pyramiderne. Vore forfædre byggede Parthenon og Pantheon. Det var vore græske forfædre, der skrev den første roman, der udviklede dramaet som en kunstform og gav verden Sokrates' og Platons filosofi. Det var vores race, der åbnede for hemmelighederne i det kopernikanske univers, vort folk, der byggede den romerske republik, og som skrev Magna Carta, Uafhængighedserklæringen og De Forenede Staters forfatning. Vort folk har skabt stor kunst i det gamle Grækenland, og bragte renæssancens skønhed til os. Michaelangelo havde vort blod i sine fingre, da han rakte op mod Gud fra loftet i Det Sixtinske Kapel, og i Leonardos hænder pulserede vort blod, og vor unikke DNA, da han, ud af kolde sten, skabte den varme skønhed i Madonna og Barnet.

Fra vore gener kom kompositioner af Bach, Mozart, Beethoven og Wagner. Vort folk opfandt bilen, flyet, dampmaskinen, forbrændingsmotoren, jetmotoren, elektrisk lys, telefoner, radioer og kameraer - og selv de magtfulde værktøjer, som nu bliver brugt som våben imod os: filmkameraet og TV. Mænd af vores genetiske arv gav os byggestenene i computeralderen: halvlederen, transistoren og det integrerede kredsløb. Vort folk udviklede matematik og fysik og den kemiske jetkraft, der gav os mulighed for at efterlade vore fodspor på månen.

Jeg kunne blive ved og ved med at fortælle om den store resultater af vor europæiske forfædres store bedrifter. I Egyptens storhed under Ramses II, i Grækenland på Perikles' tid, Rom på Cæsars tid, eller England på Shakespeares tid, var der næsten ingen jødisk indflydelse. Den vestlige civilisation ville uden besvær have nået nutidens højder uden jøderne. Men ville vi være sunket til de dybder, der skabtes af marxismen, freudianismen og den boasiske antropologis lighedsmageri, uden dem?

340

Forskellen mellem jøder og ikke-jøder kan eksempelvis ses i forskellene mellem film, der blev produceret af Walt Disney, og den type film, som den nuværende, jødiske leder af Disney Studios, Michael Eisner, producerer. Mens både Disney og Eisner lavede teknisk dygtige film, lavede Disney film, der lagde vægt på skønheden og adelen i mennesket og i naturens undere. Eisner styrende Disney væk fra naturfilmbranchen og hen mod degenerede film ,som The Crying Game og The Priest, to film, der vælter sig i seksuelle afvigelser og fordærv, film, som Walt Disney ikke engang ville have nedværdiget sig til at se - langt mindre ville have produceret.

Mens de klassiske grækere og renæssancens europæere producerede stor kunst og skulptur, som fejrede den idéelle skønhed i det menneskelige legeme, afviste jøder kunst som "afgudsbilleder"* Nu sponsorerer og fremmer de degenereret kunst, der priser det misdannede og det anderledes, frem for det velformede, det ædle og det heroiske. Og de dominerer de pornografiske gesjæfter, der trænger længere og længere ned på de laveste dybder af menneskeligt forfald. Mens europæernes faustianske ånd er trængt ned på de dybeste oceaner og op på de højeste bjerge og endog har vovet sig ud i rummet, har jøderne sjældent været pionerer. Mens vi ærer jordbruget, jordkloden og i det hele taget den fysiske verden, som de fleste europæere, og resten af jordens befolkning, har fået deres daglige brød fra, indtil for ganske nylig, har jøderne, gennem to tusinde år, suget deres næring fra det sjælløse og parasitære bylivs gyldne kalv.

Mens Freud fremholdt kønsorganer og ekskretionsorganer som nøglen til meningen med livet, afviste den ikke-jødiske Carl Jung Freud og udviklede begrebet "racesjælen". Mens jøder stadig holder fast i grundreglen om "øje for øje", bekender europæerne sig, måske nok så farligt for dem selv, til læren om at "vende den anden kind til."

Med hensyn til intelligens har jødiske racister haft den verbale dygtighed, der gjorde dm fortjent til, at Jesus Kristus henviste til dem som løgnens store mestre. Men i de rumlige færdigheder, som giver os vores følelse af kunst og vores fremsynethed, som giver os balance og helhed, er vi mestre. De er de hurtigtsnakkende, kloge mennesker, som er velbevandrede i manipulationens og mæglingens kunstarter. Men de er bestemt ikke bedre i de karakterens kvaliteter, som har skabt vort folks storhed og ophøjethed. Den jødiske genotype har bestemt været robust og fleksibel og de kan endnu, hvis vi tillader det, arve vor Jord som deres herredømme. Konkurrencen herom er imidlertid langt fra ovre. Der er et væld af skønt, genetisk materiale i vort folk, som nok skal nå at vise sig værdigt til overlevelse.

Når vores folk vågner og begynder at bruge vort geni, vor idealisme og vort mod til at kæmpe for vores overlevelse, vil sejren være mulig.

Jøderne har tilpasset sig deres omgivelsers luner samtidig med, at de har bevaret deres egen genotype. Men altimens de har tilpasset sig, har vi skabt. Vi har skabt både teknologi og kunst. Vi har fundet stor skønhed i både krop og sjæl. Vi har fokuseret både på Gud

* som den jødiske Torah forbyder, overs. anm.

341

og natur, videnskab og religion. Vi har lært, hvordan vi afbalancerede regering og frihed.

Det endelige etniske sammenstød mellem disse diametralt modsatte genotyper og kulturer nærmer sig hastigt i det nye årtusinde. Jødisk racistisk vilje til magt presser dem i retning af at dominere mere og mere, som det har været tilfældet i de sidste 3000 år. Deres evolutionære strategi er blevet perfektioneret til et sådant punkt, at europæerne og alle andre racer nu lider under jødisk overherredømme på globalt plan. De er nået frem til at besætte de øverste stillinger i De forenede Stater og har vendt den overordnede føderale regering mod landets grundlæggere, den europæiske majoritet.

Nu, da Amerika, således under deres kontrol, er blevet jordens eneste supermagt, holder de sig ikke tilbage, med hensyn til at bruge denne magt til at gennemføre deres dagsordener på globalt plan.

Vi er nødt til at anerkende deres nuværende politiske og sociale magt, men vi ved også, at deres magt er kommet på bekostning af vor civilisations undergang. Hvis vi ikke magter at trodse denne magt, kan det kun føre til vores endelige udslettelse og det truende folkedrab giver vores opgave betydningen af en kamp på liv og død -- én, der er presserende for vores folk og i virkeligheden for alle folk og nationer på jorden.

Gennem de seneste ti år har jeg set en stærk opvågnen finde sted over hele kloden. Der er to faktorer, som har ført til denne opvågnen. For det første har de jødiske racister begået deres århundredgamle dumhed med at gå for vidt. De er blevet så åbenlyse, at millioner er begyndt at se dem, som de virkelig er. For det andet har internettet demokratiseret oplysning. Jødiske mediegiganter har ikke længere monopol på nyheder, tænkning og meningsdannelse. Folk kan nu selv dømme om, hvorvidt et argument giver mening eller ikke. Om det bygger på kendsgerninger eller fjollerier. Grove medieløgne kan nu blive afsløret.

Menneskene har ikke brug for en eller anden jødisk racistisk ypperstepræst til at bestemme over, hvad de må læse eller mene. Elektronisk post og information spredes næsten med lysets hastighed. Hjemmesider, som min egen, www.davidduke.com når nu ud til millioner, over hele jorden, med sandheden om jødisk racisme. Naturligvis kan de, der taler effektivt imod dem, forvente at blive udsat for alverdens forsøg på undertrykkelse, hvor jødiske racister bruger alle de midler, der er til deres rådighed. Det må ikke glemmes, at de er lige så brutale, som de er magtfulde. Det vil kræve mange ofre at besejre dem. Men det har kampen for frihed altid gjort.

Ligegyldigt, hvilken skæbne der venter mig, vil jeg fortsætte med at gøre min pligt. Jeg vil fortsætte med at fortælle sandheden om den største trussel mod menneskeheden: Jødisk racisme.

For længe siden besluttede jeg, at jeg aldrig, nogensinde, ville overgive mit folks frihed til jødiske racister, selv om det skulle koste mig min egen frihed. Min målbevidsthed er ikke blevet svækket af de vanskeligheder, jeg allerede har været ude for eller dem, der ligger forude. Ligegyldigt,

342

hvilken skæbne, mine umoralske modstandere bereder mig, vil jeg aldrig blive ført væk fra kampen for vor frihed og kulturarv, som er den, der stadig bringer lys ind i mit liv.

Så længe mit hjerte banker, og så længe jeg har evnen, vil jeg aldrig forholde mig stille og passivt. Jeg vil bestræbe mig på at arbejde for europæere, palæstinensere, og i virkeligheden, for de fundamentale menneskerettigheder, som alle jordens folk bør nyde. Sammen må vi, modigt, rejse os mod, og bekæmpe, den jødiske racismes onde væsen. Det er allerede sent, men vi har, i vor kamp for friheden, et uvurderligt våben: sandhedens sværd. Jeg bønfalder dig. Lad ikke sandheden ligge uvirksom, men brug dit mod til at give den stemme. Lad sandhedens skinnende sværd oplyse vejen til din egen frihed.

 

 

Noter:

[629] Weyl, N. & Possony, S. (1963). Geography of Intellect. Chicago: H. Regnery Co.

[630] Van den Haag, E. The Jewish Mystique. New York, Stein and Day.

[631 ]Pittsburgh Post Gazette. (1969). 1. apr. , s. 26.

[632] Darwin, C. (1892). The Origins of Species By Means of Natural Selection, or The Preservation of Favored Races in The Struggle for Life. New York, D. Appleton and Company.

[633] Keith, Arthur, Sir (1949). A New Theory of Human Evolution. New York. Philosophical Library.

[634] Hamilton, W.D. (1964). The Genetical Theory of Social Behaviour. Bd. I, II. Journal of theoretical Biology. 7: s. 1-52.

[635] Wilson, E. (1975). Sociobiology: A New Synthesis. Cambridge: Harvard U. Press.

[636] Grolier's Electronic Encyclopedia. (1994). "Dog".

[637] Frank, Gelya. (1997). Jews, Multiculturalism and Boasian Anthropology. The American Anthropologist. ( 99(4) 731-745.

[638] Frank, Gelya. (1997).

[639] Meyerhoff, B. (1978). Number Our Days. E.P.Hutton.

[640] Chase, G.A., og V.A.McKusick (1972). Founder Effect in Tay-Sachs Disease. American Journal of Human Genetics. 25:339-352.

[641] Fraikor, A.L. (1977). Tay-Sachs Disease: Genetic Drift Among The Ashkenazi Jews. Social Biology. 24:117-134.

[642] Sachs, L. & M.Bat-Miriam (1957). The Genetics of Jewish Populations. American Journal of Human Genetics. 9:117-126.

[643] Mourant,A.E., A.C.Kopec, & K.Domaniewska-Sobczak (1978). The Genetics of the Jews. Oxford, England: Clarendon Press.

[644] Mourant,A.E., A.C.Kopec, & K.Domaniewska-Sobczak (1978). The Genetics of the Jews. Oxford, England: Clarendon Press.

[645] Bonné-Tamir,B., Ahbel,S., og Kenett,R. (1977). Genetic Markers: Benign and Normal Traits of Ashkenazi Jews in Genetic Diseases Among Ashkenazi Jews. Ed. R.M.Goodman & A.G.Motulsky. New York: Raven Press.

[646] Karlin,S., R.Kenett & Bonné-Tamir,B. (1979). Analysis of Biochemical Genetic Data On Jewish Populations II. Results and Interpretations of Heterogeneity Indices and Distance Measures With Respect To Standards. American Journal of Human Genetics. 31:341-365.

[647] Mille,S., & Kobyliansky,E. (1985). Dermatoglyphic Distances Between Israeli Jewish Population Groups of Different Geographic Extraction. Human Biology. 57:97-111.

[648] Kobyliansky,E., & Livshits,G.A. (1985) Morphological Approach To The Problem of the Biological Similarity of Jewish and Non-Jewish Populations. Annals of Human Biology. 12:203-212.

[649] Sofaer,J.A. Smith,P. & Kaye,E. (1986). Affinities Between Contemporary and Skeletal Jewish and Non-Jewish Groups Based On Tooth Morphology. American Journal of Physical Anthropology. 70:265-275.

[650] Lenz,F. (1931). The Inheritance of Intellectual Gifts in Human Heredity, overs. Af E.Paul & C.Paul, red. E.Baur, E.Fischer, & F.Lenz. New York:Macmillan.

[651] Patai,R. & Patai,J. The Myth of the Jewish Race. Detroit, Wayne State University Press.

[652] Cohen, Steven M. (1986). Vitality and Resilience in the American Jewish Family. I S.M.Cohen & P.E.Hyman (redaktører), The Jewish Family: Myths and Reality. New York. Holmes & Meier. 228.

[653] Stolper,P. (1984). Jewish Alternatives in Love, Dating, and Marriage. NCSY/Orthodox Union/University Press of America. 64.

[654] Landau, D. (1993). Piety and Power: The World of Jewish Fundamentalism. New York: Hill and Wang. 300

[655] Shaffir, W. (1986). Persistence and Change in The Hasidic Family. In the Jewish Family: Myths and Reality. Red. S.M. Cohen & P.E. Hyman. New York: Holmes & Meier. s. 190.

[656] Ellman, Y. (1987). Intermarriage in The United States: A Comparative Study of Jews and Other Ethnic and Religious Groups. Jewish Social Studies. Bd. 49, s.1-26.

[657] Kosmin, B.A., Goldstein, S., Waksberg, J., Lerer, N., Keysar, A. & Scheckner, J. (1991). Highlights of the CJF 1990 National Jewish Population Survey. New York: Council of Jewish Federations.

[658] Meyer, M.A. (1988). Response To Modernity: A History of the Reform Movement in Judaism. New York: Oxford University Press.

[659] Waxman, C. (1989). The Emancipation, The Enlightenment, and The Demography of American Jewry. Judaism. Bd. 38, s. 488-501.

[660] Elazar, D.J. (1980). Community and Polity: Organized Dynamics in American Jewry. Oprindelig udgivet i 1976. Philadelphia: The Jewish Publication Society of America.

[661] Ibid.

[662] Zborowsky, M., & Herzog, E. (1952). Life Is With People: The Jewish Little-Town of Eastern Europe. New York: International University Press.

[663] Lieberman, S. & Weinfeld. (1978). Demographic Trends and Jewish Survival. Midstream. November.

[664] Jeremias, J. (1969). Jerusalem in The Time of Jesus: An Investigation into Economic and Social Conditions During The New Testament Period. Overs. F.H. Cave & C.H. Cave (baseret på en tidligere skitse til oversættelse, udført af M.E. Dahl). Philadelphia: Fortress Press. s. 311.

[665] Shahak, I. (1994). Jewish History, Jewish Religion.

[666] Rushton, J. Philippe. (1995). Race, Evolution, and Behavior: A Life History Perspective. New Brunswick, New Jersey. Transaction Publishers .

[667] Churchill, W.I. (1920). Den illustrerede Sunday Herald. 8. februar.

[668] Levinson, B.M. (1960). A Comparative Study of the Verbal and Performance Ability of Monolingual and Bilingual Native Born Jewish Preschool Children of Traditional Parentage. Journal of Genetic Psychology. Bd. 97. s. 93-112.

[669] Brown, F. (1944). A Comparative Study of the Intelligence of Jewish and Scandinavian Kindergarten Children. Bd. 64. s.67-92.

[670] Backman, M.E. (1972). Patterns of Mental Abilities: Ethnic, Socio-Economic, and Sex Differences. American Educational Research Journal. Bd. 9, s. 1-12.

[671] Levinson, B.M. (1957). The Intelligence of Applicants for Admission to Jewish Day Schools. Jewish Social Studies. Bd. 19, s.29-140.

[672] Journal of Genetic Psychology (1958). Cultural Pressure and WAIS Scatter in a Traditional Jewish Setting. Bd. 93. s.277-286.

[673] Journal of Genetic Psychology. (1960). A Comparative Study of the Verbal and Performance Ability of Monolingual and Bilingual Native Born Jewish Preschool Children of Traditional Parentage. Bd. 97. s.93-112.

[674] Journal of Genetic Psychology. (1962). Jewish Subculture and WAIS Performance Among Jewish Aged. Bd. 100. s.55-68.

[675] Mosse, W.E. (1987). Jews in the German Economy: The German-Jewish Economic Élite 1820-1935. Oxford, England: Clarendon Press. s.166

[676] Schwartzbaugh, Richard. (1973). The Mediator; His Strategy for Power. Cape Canaveral, Florida: Howard Allen.

[677] Lynn, R. (1987). The Intelligence of the Mongoloids: A Psychometric, Evolutionary and Neurological Theory. Personality and Individual Differences. Bd. 8. s. 813-844.

[678] Rushton, J.P. (1991). Race Differences in Intelligence: A Global Perspective. Mankind Quarterly. Bd. 31. s. 255-296.

[679] J. Lynch, C. (1992). Intelligence: Ethnicity and Culture in Cultural Diversity and The Schools. Red. S. Modgil. London og Washington,D.C.: Falmer Press.

[680] Hertzberg, A. & Hirt-Manheimer, A. (1998). Relax. It's Okay to be the Chosen People. Reform Judaism. Maj.

 

forrige kapitel

NAVNEregister
JØDISK RACISME af Dr. David Duke - Indhold


 


"Mossad har klart nok ikke høje tanker om danskerne. De kalder dem for fertsalach, en hebraisk betegnelse for et lille luftudslip, en prut. De fortæller Mossad alt, hvad de foretager sig. Men Mossad indvier ikke nogen i sine hemmeligheder."

- Mossad-agenten Victor Ostrovsky, bogen "Ved hjælp af bedrag", (1990).


Palestine banner
Viva Palestina!

Latest Additions - Dansk

Jøder og Israels krig mod kristendommen

Hvem regerer Amerika?

Billeder   


The Founding Myths of Modern Israel
Israel Shahak: "Jewish History,
Jewish Religion"


Jøderne og deres løgne
Af Martin Luther, 1542

Holocaust i kritisk lys - øjenvidneberetninger kontra naturlove
Af Jürgen Graf

Jøderne i Danmark

Black Muslim leader Louis Farrakhan's Epic Speech in Madison Square Garden, New York  - A must see!

Trækker Israel os med i krig mod Iran?

Down with Zio-Apartheid
Stop Jewish Apartheid!

Jyllands-Posten provokerede ikke
i ytringsfrihedens navn i 2005

The Jewish hand behind Internet The Jews behind Google, Facebook, Wikipedia, Yahoo!, MySpace, eBay...

Jødisk racisme
Af Dr. David Duke

Elie Wiesel: Et prominent falsk vidne
Af Robert Faurisson

The Founding Myths of Modern Israel
Roger Garaudy: "The Founding Myths
of Israeli Politics"


The Jews behind Islamophobia

Døde virkeligt 6 millioner?
Richard E. Harwood berømte bog

Israel - Herrefolkspolitik gennem terror
Af David Duke

Zions Vises Protokoller

Israel controls U.S. Presidents
Biden, Trump, Obama, Bush, Clinton...

Videoer   
 

Talmud unmasked
Talmud - Jødernes "Hellige Bog"


Den jødiske racismes rødder
Af David Duke

Simon Wiesenthal: En falsk nazijæger
Af Mark Weber

Geert Wilders: Israels mand i Europa

Karikaturer 

Aktivisme!