Elie Wiesel vandt Nobels Fredspris i 1986. Han er almindeligvis anerkendt som et vidne til den jødiske "Holocaust" 0g mere specifikt som vidne til de påståede gaskamre. I det franske dagblad Le Monde (af 17.oktober 1986 på forsiden) blev det understreget, at Wiesel fik tildelt Nobelprisen fordi:

"I de senere år er der fremsat teser især i Frankrig under navnet "historisk revisionisme", der sætter spørgsmålstegn ved eksistensen af nazisternes gaskamre og måske derudover selve folkemordet på jøderne."

I hvilken henseende formodes det, at Elie Wiesel har været vidne til gaskamre? Med hvilken ret beder han os om blot et øjeblik at tro på denne fremgangsmåde til udryddelse? I en selvbiografisk bog, som skulle indeholde hans oplevelser i Auschwitz og Buchenwald, nævner han intetsteds noget om gaskamre *1. Han siger faktisk, at tyskerne slog jøderne ihjel, men ... med ild ved at smide dem levende ned i flammende grave for øjnene af medfangerne! Intet mindre end dette!
Her har Elie Wiesel, det falske vidne ikke heldet med sig. Tvunget til at vælge mellem flere allierede propagandaløgne, vælger han at forsvare ildløgnen istedet løgnene om det kogende vand, gasning eller elektriske stød. I 1956, da han offentlig- gjorde sit vidneudsagn på jiddisch, var ildløgnen stadig i live i visse kredse. Fra denne løgn stammer udtrykket HOLOCAUST. I dag findes der ikke en eneste historiker, som tror på, at jøderne blev brændt levende. Myterne om kogende vand og om elektriske stød er også forsvundet. Kun gassen er tilbage.
Gasningsløgnen blev spredt af amerikanerne (se War Refugee Board Report fra november 1944). Løgnen om, at jøderne blev slået ihjel af kogende vand eller damp (nærmere betegnet i Treblinka), blev spredt af polakkerne (se Nuernberg dokument PS- 3311). Løgnene om henrettelser ved hjælp af elektriske stød blev spredt af sovjetrusserne (se artiklen i Pravda fra den 2. februar 1945 side 4, "mordfabrikken" i Auschwitz" og Washington Daily News fra samme dag side 2).
Ildløgnen er af ubestemmelig oprindelse. Den er på en måde ligeså gammel som krigspropaganda eller hadpropaganda. I 1958 udgav Wiesel den franske version af sit tidlige vidnesbyrd med titlen La Nuit og med forord af Francois Mauriac. Han sagde, at der i Auschwitz var en flammende grav for voksne og en anden for spædbørn. Han skrev:

":Ikke langt fra os stod flammerne op fra graven - gigantiske flammer. De var ved at brænde noget. En lastbil kørte hen til graven og afleverede sin last - små børn. Spædbørn! Ja, jeg så det - så det med mine egne øjne ... De børn i flammerne. ( Er det ikke så mærkeligt, at jeg har ikke kunne sove efter dette? Evnen til at sove er forsvundet). (side 42) "

Lidt længere henne var der en anden grav med gigantiske flammer, hvor ofrene led en "langsom død i flammerne" (side 43). Wiesels række blev af tyskerne ført til en afstand af "tre skridt" fra graven, dernæst til "to skridt". "To skridt fra graven blev vi beordret til at dreje til venstre og tvunget til at gå ind i barakkerne". (side 44).
Som selv et usædvanligt vidne forsikrer Wiesel os om at have mødt andre usædvanlige vidner. Med hensyn til Babi Yar, et sted i Ukraine, hvor tyskerne henrettede sovjetborgere deriblandt jøder, skrev Wiesel:

"Senere erfarede jeg fra et vidne, at i månedsvis holdt jorden ikke op med at skælve; og at der fra tid til anden sprøjtede gejsere af blod op fra den. (Paroles d'etranger, Editions du Seuil, side 86)."

Disse ord kom ikke fra forfatteren i et øjeblik af vanvid. Først skrev han dem, derefter et ikke nærmere antal gange har han måttet korrekturlæse dem; til slut blev hans ord oversat til forskellige sprog som alt andet, denne forfatter skriver.
At Wiesel personligt overlevede var selvfølgeligt på grund af et mirakel. Han siger at:

"I Buchenwald sendte de 10000 personer i døden hver dag. Jeg var altid blandt de sidste hundrede nær udgangen. De stoppede. Hvorfor? ("Forfatter, Lærer, Vidne," Time af 18. marts 1985, side 79). "

I 1954 analyserede Germaine Tillion de "uberettigede løgne" i forbindelse med de tyske koncentrationslejre. På det tidspunkt skrev hun:

"De personer [som uberettiget lyver] er for at sige det ligeud langt mere talrige end folk i almindelighed regner med, og et emne som koncentrationslejre - perfekt tilpassede til at stimulere sadomasochistiske fantasier - gav dem et enestående handlingsområde. Vi kender til adskillige mentalt skadede personer, halvt svindlere og halvt tåber, som har udnyttet en indbildt deportation; vi kender til andre af slagsen - autentiske deporterede - hvis syge sind drev dem videre end til de rædsler, som de havde set, eller folk havde fortalt dem om. Der har været forlæggere til at trykke nogle af deres fantasier og mere eller mindre officielle sammendrag, men forlæggerne er absolut utilgivelige, da selv den mest elementære undersøgelse ville have været nok til at afsløre bedraget (Le Systeme concentrationnaire allemand [1940-1944], Revue d'histoire de la Duexieme Guerre mondiale, juli 1954 side 18 nr. 2)."

Tillion manglede mod til at give eksempler og navne. Dette er sædvanligvis tilfældet. Folk er enige i, at der findes falske gaskamre som turister og pilgrimme opmuntres til at besøge, men de fortæller os ikke hvor. De er enige i, at der findes falske "øjenvidner". Som regel nævner de kun den velkendte svindler, Martin Gray på hvis opfordring Max Gallo med fuld kendskab til, hvad han foretog sig, fremstillede bestselleren, For Those I loved.
Jean-Francois Steiner bliver ligeledes nævnt af og til. Hans bestseller, Treblinka fra 1966 blev præsenteret som et værk, af hvilke hver detalje var garanteret af mundtlige og skriftlige vidneudsagn; i virkeligheden var det en fremstilling, der i det mindste delvist kunne henføres til forfatteren Gilles Perrault (Le Journal du Dimanche af 30. marts 1985 side 5). Marek Halter for sit vedkommende udgav La Memoire d'Abraham i 1983; og som han så ofte gør i radioen, fortalte han om sine oplevelser i Warzawas ghetto. Skal vi imidlertid tro på en artikel af Nicolas Beau, som er til Halters fordel (Lib‚ration af 24. januar 1986 side 19), forlod den lille Marek, dengang cirka tre år gammel og hans mor ikke Warzawa i 1941 men i oktober 1939, hvilket vil sige, før ghettoen blev oprettet af tyskerne. Halters bog formodes at være skrevet af forfatteren, Jean-Noel Gurgan.
Filip Mueller er forfatter til Trois ans dans une chambre a gaz d'Auschwitz (Tre år i et gaskammer i Auschwitz) med forord af Claude Lanzmann, som i 1980 vandt LICRA prisen (Den Internationale Liga mod Racisme og Antisemitisme). Hans kvalmende bestseller blev skrevet af den tyske forfatter, Helmut Freitag, som ikke tøvede med at plagiere (se Carlo Mattogno, Auschwitz: un caso di plagio, Edizione La Sfinge, Parma, Italien, 1986). Det han plagierede var Doctor at Auschwitz, som var en anden bestseller af samme stof af en eller anden ved navn Miklos Nyiszli. Således viste det sig, at en hel række arbejder præsenteret som autentiske dokumenter blot var udrag, som kunne føres tilbage til forskellige forfattere som: Max Gallo, Gilles Perrault, Jean-Noel Gurgan (?) og Helmut Freitag blandt andre.
Det ville være interessant at vide, hvad Germaine Tillion mener om Wiesel idag. Med ham er løgnen så sandelig ikke uberettiget. Wiesel hævder at være fuld af kærlighed til menneskeheden. Imidlertid afstår han ikke fra at appellere til had. Hans opfattelse er:

"Enhver jøde burde et eller andet sted i sit væsen reservere et område af had - et sundt og virilt had - til alt hvad tyskerne står for, og for alt hvad der vedbliver at være i tyskeren. Alt andet ville være et forræderi mod de døde. ("Appointment with Hate", Legends of Our Time, New York, Avon Books, 1968 side 177-178)."

I begyndelsen af 1986 tog 83 deputerede medlemmer af den tyske forbundsdag initiativet til at foreslå Wiesel til Nobels Fredspris; det skulle være, sagde de, "en, som stadig er aktiv i udsoningen" (Den vesttyske regering, The Week in Germany den 31. januar 1986 side 2). Det er vist, hvad man kan kalde at gå fra national socialisme til national masochisme.
Jimmy Carter havde brug for en historiker til lede præsidentens holocaustkommision. Som Arthur Butz så rigtig sagde, han valgte ikke en historiker men en histrion (d.v.s. en skuespiller), nemlig Elie Wiesel. Selv den franske avis Le Monde følte sig forpligtet til at i den ovennævnte artikel påpege de skuespilleragtige træk, som visse personer beklager ved Wiesel. Det gjorde den i følgende vendinger:

"Selv for dem, der billiger denne amerikansk-jødisk forfatters kamp, er der naturligvis nogle, som bebrejder ham for at have en tendens til at ændre den jødiske melankoli til en "sygelighed" eller for at være blevet en ypperstepræst for "bevidst ledelse af Holocaust".

There is no business like SHOAH-business. (Der er ingen forretning som SHOAH-forretning). Som Leon A. Jick skrev for adskillige år siden:

" Den knusende giftighed: "There is no business like SHOAH-business", er desværre en genkendelig sandhed ("Holocaust, dens brug og misbrug i den amerikanske offentlighed", Yad Vashem Studies, Jerusalem, 1981 side 316)."

Elie Wiesel udsender foruroligede og opildnende appeller mod revisionistiske forfattere. Han kan mærke, at han er ved at miste kontrol over situationen. Det bliver stadig sværere og sværere at bevare den vanvittige tro på, at jøder blev udryddet eller blev udsat for en udryddelsespolitik især ved hjælp af de særlige gaskamre. Serge Klarfeld har netop for nyligt indrømmet, at de virkelige beviser på eksistensen af gaskamre endnu ikke er blevet offentliggjort. Han citerer sit bedste eksemplar; det er grotesk (se VSD, interview af 29 maj 1986 side 37).

"På det akademiske plan er gaskammermyten færdig. For at sige det lige ud, denne myte tog sit sidste åndedrag for et par år siden på et kollokvium på Sorbonne universitetet fra 29. juni til den 2. juli 1982 under ledelse af Raymond Aron og Francois Furet. Nu mangler det bare, at disse nyheder bliver kendt i offentligheden. For Elie Wiesel er det imidlertid af yderst vigtighed, at disse nyheder bliver holdt skjult. Skønt alt postyret i massemedierne, som vil tage til i styrke, så er situation den, at jo mere journalisterne taler, desto mere tier historikerne."

Men der er historikere, der tør åbne munden mod løgne og had. Dette er tilfældet med Michel de Boullard, der er forhenværende medlem af modstandsbevægelsen, været deporteret til Mauthausen KZ-lejren, fra 1945 til 1981 medlem af Komiteen for Anden Verdenskrigs Historie og medlem Det Franske Institut. I et gribende interview i Ouest-France (2-3. August 1986 side 6) indrømmede han modigt, at han i 1954 havde stået inde for eksistensen af et gaskammer i Mauthausen, hvor det til slut viste sig, at der aldrig havde været noget.
Den respekt, som man skylder alle lidelserne af den anden verdenskrigs ofre og i særdeleshed af de deporteredes, kræver for historikernes vedkommende en tilbagevenden til de gennemprøvede og hævdvundne metoder af den historiske kildekritik.

NOTER

1. Der er en enkelt yderst vag og flygtig hentydning på siderne 78-79: Wiesel, der vældig godt kan lide at have samtaler med Gud, siger til ham: Men de mænd her, som du har svigtet, og som du har tilladt at blive torteret, slagtet, gasset og brændt, hvad gør De? De beder til dig!" (Night, New York, Discus/Avon Books, 1969). I forordet til den samme bog nævnte Francois Mauriac "gaskammeret" og krematoriet (s.8). De fire afgørende sider af Elie Wiesels "vidneudsagn" er gengivet i faksimile i Droit et Histoire af Pierre Guillaume. I Januar 1945 under indtryk af den russiske fremrykning evakuerede tyskerne Auschwitz. Elie Wiesel, der var teenager dengang, blev indlagt på hospitalet i Birkenau ("udryddelseslejren") efter en operation i foden. Hans læge anbefalede ham to ugers hvile og god mad. Før hans fod blev rask, var den russiske fremrykning umiddelbart forestående. Patienterne på hospitalet blev regnet for uegnede til rejsen til lejrene i Tyskland, og Elie kunne således blive tilbage i lejren og vente på russerne. Skønt hans far havde tilladelse til at blive hos ham som pårørende, talte far og søn tingene igennem og blev enige om at tage afsted sammen med tyskerne ( se Dorothy Calder, The Sunday Sun, Toronto Canada den 31 May 1987 s. C4 og La Nuit s. 123- 130)

Robert Faurisson er professor i fransk litteratur ved universitet i Lyon i Frankrig. Han er specialist i vurdering af tekster og dokumenter. Professor Faurisson, der er regelmæssig bidragyder til The Journal of Historical Review, har udgivet adskillige artikler og bøger, som inkluderer Is The Diary of Anne Frank Genuine? og Reponse … Pierre Vidal-Naquet.

RESUME

1. Elie Wiesel går for at være en af de mest anerkendte øjenvidner til det påståede holocaust.
2. Dog i hans påståede selvbiografi, La Nuit nævner han overhovedet ikke gaskamre; snarere påstår han at have været vidne til, at Jøder blev brændt levende, en påstand som de fleste historikere nu har droppet. Wiesel giver tiltro til de mest absurde historier fra andre "øjenvidner"; han spreder fantastiske beretninger om titusinde personer, der dagligt skulle have været blevet sendt i døden i Buchenwald.
3. Vidneudsagn fra andre berømte "øjenvidner" inklusive Jean-Francois Steiner, Filip Mueller og Miklos Nyiszli er blevet afsløret som litterære frembringelser af spøgelsesforfattere eller ligefrem plagiater.
4. Det er på tide i sandhedens navn og af respekt for Anden Verdenskrigs ofres virkelige lidelser, at historikerne vender tilbage de velkendte metoder i historisk kildekritik, og at vidneudsagn fra Holocaust "øjenvidner" bliver underkastet omhyggelig gransken snarere end blind accept.

INSTITUTE FOR HISTORICAL REVIEW
P.O. Box 2739
Newport Beach
Ca 92659
USA